Lykkeglimt – Ambivalens, madglæde, flotte fyre, sorg, smil og stolthed

Banankage – på den runde måde. Opskriften er herKærlige tanker i blomstret form Et sikkert hit! Opskriften er lige her Breve skrevet med kærlighed
På alene-gåtur med mellemstemusenRugbrød, risengrød og rødvin til aftensmad… Lidt for enhver smagSmukke buketter i massevis – så mange kærlige tanker leveret til døren <3
En vildbasse… og en stolt medaljevinderNår vinderen bestemmer menuen, står den på pitabrød 🙂 Opskriften er her Friskbagte lækkerier til madpakkerne. Opskriften på rugbrød uden surdej er herMine (vores) 3 lykkepiller <3En håndfuld havelykkeEn håndfuld Chocolate Chip Cookies – fordi vi trængte! Opskriften er her

De sidste par uger har mest af alt været tunge, triste og svære at komme igennem, men som billederne måske fortæller, har der også været rare stunder. Omend det kan føles så uendeligt forkert at have det rart indimellem, når nu sorgen endnu en gang har lagt sig som en tung dyne over os.
Det kan næsten føles som om man er sorgen utro, når man giver sig selv lov til at ‘glemme’ for en stund og forsøge at nyde livet. Men det er vel nok også det sorgen lærer os; at sætte pris på det vi har. Det der er – nu. For livet er nu!

Drengene hopper ind og ud af sorgen mange gange i løbet af en dag. De er gode til selv at bringe det på banen, når de har brug for at snakke, men meget af tiden fortsætter deres (hver)dag, som om intet var hændt. Og det er jo netop det, der er så livsbekræftende ved børn. De er her – lige nu, lige her. Og især i denne tid forsøger jeg at lade mig smitte af deres nærvær. Forsøger at lade fortid og fremtid hvile for en stund. Fokuserer på øjeblikket. Og forsøger at skabe (og holde fast i) rarheden midt i en turbulent tid.

Vi voksne kæmper mange små og store kampe. Der er mange ting, der gør livet kompliceret og fuld af forhindringer, især lige nu, men vi har heldigvis hinanden <3
I morgen skal jeg bruge søndagen sammen med dem, jeg holder allermest af, og jeg glæder mig helt vildt! Og så forsøger jeg at glemme, at der kun er en dag tilbage til weekenden igen er slut. Nu gælder det i stedet om at få det bedste ud af søndagen. Den tegner heldigvis godt…

Rigtig god søndag til jer derude!

Weekendlykkeglimt: Efterårsfarver, bagning, badminton og hyggemiddage


Efterårsfarver og sorbet cardigan i skøn forening  En efterårskrans og sensommerlækre smoothies De nyeste kreationer fra min mors hånd <3 Heldige drenge!Muslibarer in the making

 Dinner for 5  Lørdagsfisk Søndagsmiddag
Links til opskrifter: Kyllingedeller, bagt blomkål, råstegte kartofler og ketchup uden sukker  Badmintonsæsonen er skudt i gang igen 

En portion lykkeglimt fra weekenden, der har budt på lidt af hvert, både stort og småt.
Vi har blandt andet brugt tid sammen med A’s familie, fordi det er vigtigt at være sammen, når livet ætser i hjertet.

Lørdagen formiddag tog A og S til fodboldturnering i silende regn, mens W, L og jeg hyggede hjemme i varmen. Æblerne hopper ned fra træerne i takt med at regndråberne bliver for mange, så jeg har lavet (endnu) en portion æblemos og forsøgt mig med at bage en efterårskrans med æble og kanel.

Lørdag er fiskedag herhjemme, og i går blev det til snaskede, bløde fiskeburgere, med sprød torsk og lækre grøntsager. Haps, de var lækre! Opskriften på burgerboller er i øvrigt lige her.

I dag ringede vækkeuret 5.30 og årets første badmintonturnering ventede på W – og hans heppekor af brødre. Det var skønt at være ude at se ham igen, og hyggeligt at være på tur alle 5.
På vejen hjem handlede vi ind til den nye uge, og så kom jeg til at kaste mig over en chokoladekagebagning – som en slags fejring af badmintonopstarten. Jeg glæder mig nemlig næsten lige så meget som W til den nye sæson 🙂
Og så var der masser af grønt og en portion kyllingedeller med rødbede og gulerod på bordet til aftensmad.

Nu sover drengene sødt i hver deres seng, og om lidt må jeg hellere følge trop. I morgen starter jeg nemlig i klinik, et helt nyt sted. Det skal nok blive spændende – og hårdt 😉

Rigtig god aften

 

Feriedagbog: Hjemtur, tårer, en ny yndlingsby, sårbarhed og lettelse

Indlægget indeholder reklame

En (død) sommerfugl skal der også være tid til at kigge nærmere på midt i morgenvirvaretSidste morgenmad på terrassenSmuk morgen at tage afskedReklame for mobilcovers.dk: Uundværligt gejl på bagsædet. iPads og ørebøffer, så A og jeg kan høre musik, mens de tre banditter bliver underholdt på bagsædet. Høretelefonerne er købt lige herKlar til afgang <3Frokostpause – drengene fik lov at udpege stedetNår verdens bedste far har overskud til at give en ridetur til en træt lille fyr <3
Sennepsbutik i DijonAftensol

D. 28. juli 2018

Kære feriedagbog!

Så er dagen – allerede – kommet, hvor turen går hjemad igen.
Havde vi vidst på forhånd, at A ikke ville kunne køre til og fra Sydfrankrig, havde vi nok gjort mange ting anderledes, men sådan er der jo så meget…
Morgenen er gået med at pakke de sidste ting ned, rydde de sidste ting op, smide affald ud, tage sengetøjet af sengene og spise morgenmad. Kl. 9 skal vi overdrage nøglerne og så er vores franske eventyr slut – for denne gang ihvertfald.

Min mor, bror og svigerinde har lovet at tage sig af nøgleoverdragelsen, så vi kan få et lille forspring, og kl. 8.30 sidder vi alle 5 klar i bilen og triller ned af den stejle indkørsel. Der er ingen vej tilbage. Næsten 2000 km skal overvindes endnu en gang.

I modsætning til turen herned, der gik over Østrig, Schweiz og Italien, går turen hjemad gennem Tyskland. Vores første mål er Dijon. Byen hvor – dam da da dam – dijonsennep blev opfundet 😉 Der er ca 7 timers kørsel og ifølge GPS’en er vi fremme ca. kl. 15 – uden pauser (og kø) medregnet. Så skulle der forhåbentlig også gerne være tid til at nå at se lidt af byen inden vi skal i seng.

Efter en del timer på motorvejen, både gennem Frankrig og i Tyskland, og desværre også med kø undervejs, holder vi frokostpause. Vi trænger til at strække benene og få lidt frisk luft, omend det er virkelig lummert udenfor.
Vi mangler et par timers kørsel eller 3, og håber, det kommer til at gå nemt. GPS’en siger nu, at vi er fremme ca. kl. 16. Det skulle helst ikke blive meget senere…

Vi når desværre ikke langt, før vi løber ind i endnu en kø. Uret tikker af sted, men GPS’ens forventede ankomsttidspunkt tikker i stedet i den forkerte retning.  Efterhånden er min tålmodighed ved at slippe op. Da vi lander i endnu en kø, der ser ud til at vare for evigt, ifølge Google Maps, er jeg ved at kaste håndklædet i ringen. Efter en uges afslapning er det et overvældende antiklimaks og så lidt ferie-rart!
Jeg har allermest lyst til at køre ind og finde et sted at være. Men vi har et mål, vi skal mødes med de andre og hotellet er booket.
Drengene klarer det heldigvis virkelig sejt på bagsædet, omend de indimellem også giver udtryk for en smule frustration. Da vi har holdt i kø i over 1 1/2 time, nærmest uden at bevæge os, og GPS’en nu fortæller os, at vi først er fremme ved 19-tiden, begynder tårerne at trille ned ad mine kinder. Jeg har heldigvis store solbriller på, så jeg kan skjule min frustration for drengene. De ser film på iPads’ne og A ser fodboldkamp på sin telefon, mens han aer mig på armen.
Min mor, bror og svigerinde har været heldige at undgå så meget kø og er ankommet til hotellet. Da klokken er 18.30 og vi stadig er et godt stykke fra Dijon, skriver vi til de andre, at de bare skal gå ud at spise og ikke vente på os. Det sidste jeg har lyst til lige nu, er, at skulle skynde mig at komme frem, kaste vores ting ind på et hotelværelse og gå ud for at finde et sted at spise. Jeg vil allerhelst bare i seng.

Vi ankommer til hotellet kl. 19.30. Parkeringshuset ligger et stykke fra hotellet, men drengene er søde til at hjælpe med at bære og har heldigvis også energi til at gå 🙂
Da vi er blevet installeret på værelset går vi ud i byen for at finde et sted, hvor vi kan finde noget nemt at spise. L er ved at være træt, på trods af en hel dag på bagsædet, men verdens bedste far giver en ridetur, og så kvikker han lidt op igen.
Alle butikkerne er lukkede nu, men vi finder noget nemt at spise, og sætter os på en bænk med fin udsigt til gamle bygninger og aftensolen, der er ved at forsvinde foran os. Ingen af os har egentlig appetit til det helt store, men efterhånden som vi får spist lidt, bliver appetitten større.

Vi går tilbage til hotellet. Klokken er nu ved at være 21. Vi er trætte. A og jeg snakker om, hvordan vi skal gribe det an i morgen. Jeg synes, det er enormt trættende at køre i tæt trafik og har på ingen måde lyst til at bruge hele dagen på at holde i kø igen, så vi ender med at beslutte, at vi vil stå op kl 5 og køre af sted, inden motorvejene igen er fyldt med biler og feriefolk.

De to store bliver puttet hos mormor og L tonser rundt i vores seng. Et øjeblik tænker jeg, at vi aldrig får ham til at sove, men efter lidt tid falder han mere og mere til ro, og da A og jeg slukker lyset og lægger os ved siden af ham, går der ikke længe før hans åndedræt falder til ro, og han er på vej til drømmeland. Jeg ligger og lytter til hans små, fine lyde. Der går længere og længere mellem, at han sutter på sutten.
Jeg kan høre larm ude fra gangen. En stor flok mennesker kommer hjem til deres hotelværelser og snakker højlydt med hinanden. Nogle råber endda til hinanden, selvom klokken er tæt på 23. Bare de nu ikke vækker den lille fyr.
Tårerne triller ned på puden. Den ene tager den anden med sig – trætheds-, frustrations-, uoverskueligheds- og udmattelsestårer.
Jeg kan slet ikke overskue, at der stadig er langt hjem, og at jeg er den eneste, der kan gøre noget ved det. I aften græder jeg mig selv i søvn.

 Velfortjente is Smukkeste gade i MünsterTungt men åh så hyggeligtForfriskninger

D. 29. juli 2018

Klokken 4.30 ringer vækkeuret, og det er tid til at stå op og komme videre. Komme tættere på målet. Tage tyren ved hornene.
A og jeg trisser rundt og taget tøj på og børster tænder og da vi er klar til at gå, vækker vi L og får ham i tøjet. Kl. 5 står vi klar foran mormors hotelværelse og de to store kommer ud. Trætte men ved godt mod. Vi lister ned af trappen til receptionen og afleverer nøglen og går op mod parkeringskælderen.
Inden vi når ud på motorvejen, sover de 3 bagsæderyttere. Jeg drejer ind på en tankstation og køber to kopper kaffe og fortsætter af sted i mørket, forbi lastbiler i massevis.

Jeg mærker ikke trætheden, i stedet er jeg lettet over, at trafikken er let og motorvejene frie. Vi får hurtigt barberet nogle kilometer af og da drengene vågner igen, holder vi ind på en tankstation og køber morgenmad. GPS’en fortæller os, at vi er fremme ved 13-tiden og det holder den fast i, som formiddagen går. Det føles virkelig rart.
Da vi er en times tid fra Münster, vores næste mål, holder vi frokost- og legepause. Drengene får brugt lidt energi på et klatrestativ, mens A og jeg nyder roen et øjeblik.

Ved 13.30 tiden ankommer vi til hotellet, der ligger inde midt i byen, lige overfor banegården. Vi er spændte på, om vi kan få lov at få hotelværelset allerede, for vi trænger efterhånden alle til at ligge lidt ned. Ingen af drengene har sovet middagslur på bagsædet undervejs. Værelset er heldigvis klar til os, og mens drengene ser lidt (tysk) tegnefilm, blunder A og jeg på sengen.
Der er stadig et par timer til, at min mor, bror og svigerinde er her, så jeg tager et hurtigt, koldt bad og så går vi på opdagelse i byen – på jagt efter is til de 3 allerbedste rejsemakkere, der passer bagsædet på flotteste vis!

Jeg ved stort set ingenting om Münster, udover at jeg har læst, at det er en by med virkelig mange studerende.
Vi når ikke at gå langt, før jeg kan mærke en spirende forelskelse i maven. Uanset hvor mit øje kigger hen, er der smukke gamle bygninger, kirker og skulpturer. Byen summer af liv, og på stort set alle gadehjørner sidder der unge mennesker udenfor cafeerne og drikker kaffe eller øl.
Vi finder et sted at købe lækre, italienske is til drengene og mens de spiser dem, går vi videre gennem byens gader. Da vi har gået et godt stykke tid begynder L’s ben at blive bløde og jeg er nødt til at bære ham lidt. Han har sprunget sin middagslur over, så lunten er ikke så lang længere. Da han hænger på min mave, som en kænguruunge, kan jeg mærke, at han bliver tungere og tungere, og pludselig siger drengene, at han er faldet i søvn <3 Jeg bærer ham hele vejen tilbage til hotelværelset, mens jeg forsøger ikke at tænke på mine stakkels arme, der er ved at syre til. Jeg forsøger i stedet at nyde, at han, på trods af bump og gadelarm, kan finde tryghed i at hænge på mig og sove <3

Da vi kommer tilbage på hotellet er min mor, bror og svigerinde næsten lige ankommet. Vi er alle tørstige, så vi går i baren og drikker sodavand og øl og snakker om, hvor vi skal spise aftensmad. Vi beslutter os for at gå op i byen igen og finde et sted på vejen.

Mens vi venter på at maden bliver serveret, går S, L og jeg en tur i kvarteret. Vi kommer blandt andet fordi en fantastisk kirke og ser byen støbt i bronze. Lavet til blinde, så de kan mærke, hvordan byen ser ud. Ret fint!

Bagefter går min bror, svigerinde og mor videre ud for at se mere af byen, mens vi andre vender snuderne mod hotelværelset.
Da drengene er installeret på værelset, går jeg over på banegården, der viser sig at være kæmpestor, med masser af butikker og supermarkeder, for at købe en dessertis til drengene og lidt til turen hjem i nat. A og jeg har nemlig besluttet os for at stå op kl. 02.30 og fortsætte turen hjemad, så vi er sikre på at undgå morgentrafikken ved Hamborg. Jeg har brug for at få det sidste af turen overstået på bedste vis.

Da drengene har spist deres is, bliver de puttet, 3 på stribe, i den ene seng, og A og jeg falder omkuld i den anden. Det er svært at falde i søvn, for vi har fået et værelse, der vender ud mod banegården og en virkelig trafikeret vej, men det lykkes til sidst.

D. 30. juli 2018

Kl. 02.30 ringer vækkeuret og vi står op lige så stille. Vi vækker de to store, der selv hopper i tøjet og sidder stille på sengekanten. Da vi vækker L bliver han ked af det, og vi skynder os at få ham i tøjet, inden vi når at vække hele hotellet. Vi suser gennem receptionen, afleverer nøglen og får installeret bagage og drenge i bilen.

Det sidste af hjemturen skal overstås. Vi kan snart se målet forude.

Drengene falder hurtigt i søvn igen og det samme gør A, så jeg forsøger at få det bedste ud af freden, og nyder at vejene er lige og uden masser af trafik.
På et tidspunkt kan jeg se en bil i bakspejlet, der kører i det yderste spor og blinker med det lange lys, igen og igen. Den kører stærkt! Jeg kører i det midterste spor, da der er mange lastbiler i det inderste, og da bilen passerer mig, i et sving på motorvejen, er det som om, vores bil bliver løftet op og flyttet 1/2 meter til siden. Den overhaler os i et sving og det har føreren tilsyneladende svært ved at styre, for lige da den er forbi os, trækker den halvvejs ind foran os. Havde jeg kørt bare en smule stærkere, var vi kørt sammen. Jeg er dybt rystet og bliver endnu en gang mindet om, hvor lidt der skal til, før det kan ende helt galt. Jeg bliver vred over, at nogen tillader sig at køre så hovedløst vanvittigt og sætte, ikke kun deres eget, men også andre menneskers liv på spil! Jeg synes, det er så overvældende et ansvar, at køre med så meget guld i bilen. For selvom jeg bruger alle mine sanser og al min energi på at koncentrere mig om min kørsel, kan jeg ikke hamle op med andres hovedløse måde at køre på. Godt vi snart er hjemme igen…

Tidligt om morgenen lander vi ved grænsen, og vi lovede drengene i går, at hvis vi kørte om natten, så skulle vi grænseshoppe lidt på hjemvejen. De ferielommepenge, de havde med, har de stort set ikke haft nogle muligheder for at bruge, så de har fået lov at fyre nogen af dem af her. Det synes vi ærlig talt, de har fortjent.
Da vi har handlet, holder vi ind og køber lidt morgenmad og kaffe, som vi hælder ned, mens bilen ruller videre nordpå.

Motorvejen i Danmark er stort ryddet for biler, sammenlignet med dem i Tyskland, og det sidste stykke hjem går nemt. Vi lander i indkørslen lidt i 10, og jeg bliver straks ramt af en enorm lettelse. Jeg føler mig faktisk helt høj, og glemmer for en stund, at jeg egentlig burde være helt udmattet og træt. Drengene er friske, efter en del timers søvn på bagsædet, så mens de sofadaser til en film, forsøger A og jeg at blunde lidt. Efter 1 time bliver jeg rastløs og står op igen, og begynder at pakke ud og sætter en vask over. Og så kører vi af sted for at hente Saga hjem igen, så vi kan få familien samlet og nyde, at vi er hjemme igen og at turen, trods alt, gik godt <3
Og jeg kan ranke ryggen lidt og huske mig selv på, at jeg kan mere, end jeg selv tror! Men om jeg gør det igen? I don’t think so!

 

Hvis du vil læse de foregående feriedagbøger, kan du finde del 1 her, del 2 her og del 3 her

Rigtig god fredag og weekend derude!

Lykkeglimt – making the most of den sidste uges sommerferie


Jeg roder…
Hyggemiddag for 3
Dessert med Harry Potter twist
Fødselsdagsmorgenmad for min mor
Det hyggeligste sted til en fødselsdagsmiddag

En portion lykkeglimt fra den sidste uges sommerferie. Fra en dejlig, men travl uge.
Selvom de to yngste lykkespirer ikke var hjemme ugens første 5 dage, var der alligevel nok at se til. Mandag brugte jeg i Aarhus, sammen med min mor, nu jeg alligevel var på de kanter for at aflevere drengene til farmor og farfar. Vi havde egentlig sat dagen af til shopping og den slags, men der var ikke noget der fristede, så vi ‘nøjedes’ med at snakke, spise frokost og hygge os 😉

Tirsdag tog vi på spontan udflugt til Vesterhavet, som jeg også har skrevet om her, og nu hvor jeg sidder i sofaen iført en af mine uldcardigans og kigger ud på den silende regn, glæder jeg mig endnu mere over, at vi greb nuet og muligheden – man skal ikke udskyde for meget – måske muligheden smutter forbi, før man får set sig om…

Onsdag gik med praktiske opgaver og lidt afslapning og en smule forberedelser til torsdag. Om aftenen havde vi lovet W, at vi skulle se Harry Potter 6. Han er næsten færdig med at læse den 6. moppedreng om den fortryllende troldmand og vi plejer at se filmen, når han er færdig med bogen. I anledning af sommerferien tyvstartede vi dog lidt. Til aftensmad havde han ønsket sig ovnstegt kylling og som dessertoverraskelse havde jeg lavet issandwich, som jeg ved, han elsker. Pimpet en smule – i dagens anledning 😉

Torsdag fyldte min mor år og vi havde inviteret hende på fødselsdagsmorgenmad, inden W skulle af sted til endnu en dag på fodboldskole. Bagefter kørte min mor og jeg på tur, blandt andet forbi kirkegården med en buket blomster til min fars grav.
Om aftenen havde hun inviteret os ud at spise, sammen med min bror og svigerinde. Det var en virkelig god fødselsdagsfejring, der bød på glæde og nydning, og som også gav plads til at snakke om sorg og savn <3

Fredag kom S og L hjem igen, og da W kom fra fodboldskole fejrede vi weekenden med en is i sofaen, speltotto til aftensmad, Disneysjov og tidligt i seng 😉

Hvad weekenden bød på, gemmer jeg til en anden dag – hvis du vil se lidt til det allerede, kan du kigge forbi Instagram @mormedmegetmere

De knap så varme dage har hjulpet på mit energiniveau, som har været noget lavere end normalt, især siden vi kom hjem fra Frankrigsferie. Det tog mig egentlig flere dage end ventet at komme mig over hjemturen, men nu er jeg heldigvis ved at være back to normal igen 😉
Jeg har haft gang i en hel del små og store projekter herhjemme, men mere om det i et andet indlæg 😉

I morgen står der børnehave, 1. og 4. klasse på skemaet. Og bagefter badmintonopstart for W også. Taskerne er pakket, madpakkerne smurt og drengene puttet til en (forhåbentlig) god nats søvn. Hverdag here we come…

Heldigvis er det ikke den sidste uges sommerferie for mit vedkommende, men alt det, jeg længe har udskudt med tanken: ‘Det når du i sommerferien’ – dét skal jeg snart til at have kigget på 😉

P.S. Jeg kan hermed konstatere, at jeg ikke har savnet at smøre madpakker 😉

Spontan tur vestpå med ‘alenebarnet’ – og noget om glæde og sorg

Det er som om spontaniteten ikke er helt, hvad den har været, efter der flyttede 3 drenge ind på matriklen herhjemme…
Engang var A og jeg ret gode til at køre du i det blå, men mange ting har (selvfølgelig) ændret sig med årene og det er også helt okay. Der er en tid til alting – og nogle af tingene (og mulighederne) vender vel også tilbage igen på et tidspunkt….
Det følger ligesom med, ihvertfald til en vis grænse, når der flytter små hjerter ind. Det gør mange ting nemmere, når der er system og struktur, men det er også rart at lade sig rive med indimellem, når muligheden byder sig og spontaniteten står klar til at blive grebet.

I denne uge er W ‘alenebarn’, for mens han hver dag knokler og drønsveder på fodboldskole, er hans to brødre i sommerhus med farmor og farfar. Jeg kørte dem derud i mandags, og først i morgen vender de næsen hjemad igen.

W har glædet sig til en uge på fodboldskole – og især til at se nogle af sine venner igen efter næsten en måneds ferie. I næste uge venter skole og hverdag igen, så for at vride det sidste ud af ferien på bedste vis, har jeg forsøgt at glæde ham med små og store hyggelige påfund i løbet af ugen.

I tirsdags, da termometeret ramte 33 grader og vinden stod stille, besluttede vi os for at overraske ham med en tur til Vesterhavet efter fodboldskole, så han kunne få lov at hoppe rundt i bølgen blå, og bagefter nyde aftensmad i vandkanten og spise en stor is til solens dans mod vandkanten.

Madkurven stod pakket og klar, da jeg hentede ham kl. 15, og så blev kursen ellers sat mod vest.
Jeg har længe drømt om at besøge en butik i Ringkøbing, Raasted, men ikke fået taget turen derud, så jeg fik overtalt drengene til at gøre et lille stop på vejen – nu vi var i nærheden 🙂
W var med mig derinde og hjalp mig med at vælge både kjole og armbånd – og ja, jeg havde lidt svært ved at begrænse mig. Der var bare SÅ meget fint, der fristede, og da sommerferien ikke rigtigt har budt på shopping eller materielle fristelser ellers, kom jeg til at forkæle mig selv lidt ekstra 😉 Jeg undskyldte det med, at det kunne være min ‘præmie’ for sommerferien struggle, som jeg kom helskindet igennem 😉

Da vi landede ved stranden, gik der ikke mange minutter, før W stod med fødderne i det kølige vand og forsøgte at tage tilløb til at hoppe under. Han nød det og jeg så gladeligt med fra vandkanten og nøjedes med at dyppe fødderne 😉

Bagefter spiste vi sandwich og frugt, mens vi kiggede på de mange andre strandgæster og både, der kom forbi. Saga forsøgte at grave sig ned i sandet, til stor morskab for W, og bagefter løb de ture sammen i klitterne – op og ned.

Da vores dessertmaver var klar til det, shoppede vi italiensk is, og nød at se dagens sidste solstråler spejle sig i vandet, inden vi satte kursen østpå igen.

På vejen hjem, i mørket, trillede tårerne stille ned ad kinderne på mig. Savnet af og sorgen over min far er stort, og lige for tiden fylder det mere, end det har gjort længe.
Han lærte mig at sætte pris på de små ting, både mens han levede og qua sin (alt for tidlige) død, og der var mange ambivalente følelser, der rev i mit hjerte forleden aften. Glæden over at se W nyde eftermiddagen og aftenen. Have tid til bare at være, mærke livet og glæde sig over varmen, udsigten, selskabet, nuet. Og samtidig blive mindet om, at det ikke var langt derfra, jeg holdt min far i hånden, da han åndede ud. Jeg tænkte på det, de fortalte på Hospice, at det vender mod solopgangen, for derude skal man se solen stå op, ikke gå ned.
Jeg savner ham så uendeligt meget. Jeg håber, han er et sted, hvor han kan glæde sig over vores små og store påfund og forsøg på at få det bedste ud af dagene, vi har <3