Opskrift på rugbrød uden surdej – nemt og lækkert!

Efter utallige rugbrødsbagninger er jeg endelig kommet frem til en super god og nem opskrift på rugbrød uden surdej.
Det der med surdej er ellers en virkelig god ting, som jeg gerne praktiserer, når jeg har tid til det, men i en travl hverdag må jeg bare erkende, at det bliver for bøvlet. Både at holde liv i den og at få den brugt, fordi det også kræver noget andet af bagningen.
For et par uger siden lykkedes det mig (endelig) at ramme det helt rigtige rugbrød, og jeg har allerede bagt det en del gange siden. Med 3 drenge i voksealderen (helt ærligt, det synes jeg de er hele tiden?) ryger der en del rugbrød herhjemme, og jeg bager ihvertfald 2 x 2 rugbrød om ugen – mindst!
Udover at det er nemt at bage og smager skønt, er det også en noget billigere løsning, end at skulle købe rugbrød hos bageren (jeg er nemlig ikke fan af fabriksrugbrød) – og så kan jeg jeg tilmed bage det med økologiske og laktosefri produkter, og ved dermed præcis hvad der er i!
Rugbrødet er ikke proppet med kerner, for det synes jeg ikke er nødvendigt. I stedet har jeg for øje, at vi helst skal have min. 75 gr fuldkorn om dagen. Og da solsikkekerner og hørfrø slet ikke er fuldkorn, fylder jeg hellere brødet med fuldkornsrugmel, så vi kan få masser af fibre indenbords 🙂
Rugbrødet har en mild smag, der ikke overdøver pålægget, som også skal kunne smages, hvis I spørger mig. Og så holder det sig lækkert og friskt og bliver ikke tørt, selv efter et par dage. Både drengene og os voksne er vilde med det!
Jeg rører som regel dejen sammen, når jeg alligevel er i køkkenet for at lave aftensmad, og så kan brødene hæve, mens vi spiser og læser godnathistorie, og bage i ovnen, mens jeg trisser rundt om aftenen. Så kan jeg nyde duften af friskbagt rugbrød imens 😉
Dejen kan både røres sammen på en røremaskine eller i hånden. Det er helt op til dig. Den skal ikke æltes, bare blandes til en ensartet, klistret masse.
Hvis du ikke kan spise dig gennem 2 rugbrød, inden de bliver for gamle, kan du skære dem i skiver og fryse dem, og tage dem op i takt med, at de skal bruges. Det er da også ret smart, hva? 🙂
Herunder er min opskrift på rugbrød uden surdej
Til 2 rugbrød
Du skal bruge:
25 gr gær
8 dl håndvarmt vand (bland kogt vand med koldt vand, til det er håndvarmt, max 37 grader)
2 dl yoghurt naturel
1 spsk honning (kan udelades, hvis du skal bruge brødet til børn under 1 år)
1 1/2 spsk maltsirup
4 spsk æblecidereddike
2 store spsk havsalt
700 gr fuldkornsrugmel
350 gr sigtet speltmel (eller hvedemel) – jeg vil gerne have mit rugbrød så groft som muligt, så jeg bruger 200 gr fuldkornsspeltmel og 150 gr sigtet speltmel
Evt. 1 dl blandede kerner – jeg bruger hørfrø, solsikkekerner og sesamfrø
2 rugbrødsforme
Lidt smør til at smøre formene med + lidt havregryn og/eller solsikkekerner til at drysse i bunden
Sådan gør du:
Oplæs gæren i det lune vand. Rør yoghurt, salt, honning, eddike og maltsirup i og tilsæt dernæst rugmelet lidt efter lidt. Til sidst røres speltmel (eller hvedemel) i, og dejen røres ensartet og glat.
Smør to rugbrødsforme med lidt smør – sørg for at komme godt ud i hjørnerne. Drys solsikkekerner og/eller havregryn i bunden, så rugbrødene nemt slipper, når de er bagt. Som bonus smager det også skønt 🙂
Fordel dejen i de to forme. Tryk dejen godt ned, så der ikke er ‘huller’ i dejen. Glat dejen ud med en grydeske. Dyp skeen i koldt vand undervejs, så klister dejen ikke fast til den.
Stil dem til hævning i 1 1/2 time med et klæde over.
Når de har hævet, tændes ovnen på 200 grader varmluft. Når ovnen er varm, sættes de ind på en rist, midt i ovnen, og bager i 1 time.
Bagetiden kan variere fra ovn til ovn. Er de gennembagte slipper de nemt formen og lyder hule, når man banker dem under bunden.
God fornøjelse med bagningen og rigtig god mandag!
P. S. Som altid bliver jeg virkelig glad for feedback! Giv gerne lyd hvis du kaster dig ud i rugbrødsbagningen (eller en af mine andre opskrifter) og ‘tag’ mig gerne på Instagram, enten på @mormedmeremere eller @mormedmere_mad
Hej.
Har næsten lige taget 2 brød ud af ovnen og de smager virkeligt godt og er nemme at bage, så tusinde tak for opskriften.
Lene