Opskrift på luftig lagkage med jordbærmousse – evt. forklædt som løve

Til S’s 5 års fødselsdagsfest, der stod i dyrenes tegn, lavede jeg blandt andet denne lækre løvelagkage, med jordbærmousse der smagte af sol og sommer.
Vi har en tradition herhjemme, at der altid er lagkage på bordet når vi fejrer fødselsdag, og denne gang kastede jeg mig ud i dette forsøg, for at prøve noget andet. Den gik rent hjem, så det er nok ikke sidste gang vi sætter denne fødselsdagslagkage på bordet, når nogen skal fejres 🙂
At jordbærrene kom fra haven, overvintret i fryseren, gjorde den kun endnu bedre, men du kan også bruge ‘almindelige’ fra frost 😉
Den er lækker, luftig og let og da jeg bruger frosne bær, kan den laves året rundt og sende tankerne hen på varme og grønne, spirende haver – det er da ikke de værste at blive mindet om vel? 😉
Da den blev lavet til en zoologisk have, so to speak, blev den udklædt som løve med smørhår, men den del er selvfølgelig helt op til dig selv. Den ville også være virkelig smuk, med smørcremen sprøjtet på som roser eller noget helt tredje – kun fantasien sætter grænser hér 🙂
TIP! Hvis du ikke er til frosting, kan du også pynte den med flødeskum og friske, lækre bær i stedet. Dét må jeg prøve næste gang!
Du skal bruge:
Til lagkagebundene:
125 gr. sukker
4 æg – stuetemperatur, så tag dem ud af køleskabet i god tid
60 gr. kartoffelmel
60 gr. speltmel eller hvedemel
Til moussen:
1 spsk. vand
275 gr. (øko) jordbær, gerne frosne
50 gr. sukker
1/2 tsk. vanillepulver
3 blade husblas
2 dl. fløde (evt. laktosefri)
Til smørcreme / frosting:
250 gr. blødt (øko) smør (evt. laktosefri)
500 gr. flormelis
En tsk. vanilleessens
Frugtfarve, jeg brugte gul og rød
Marcipanansigt: (det kan evt. udelades, hvis du ‘nøjes’ med at pynte kagen med smørcreme)
150 gr. marcipan
1 spsk glukosesirup
50-100 gr. flormelis
Chokolade til pyntning
Sådan gør du:
Start med at bage bunden, så den er klar til at blive samlet med moussen:
Tænd ovnen på 190 grader varmluft. Klips et stykke bagepapir fast i bunden af en springform.
Pisk æg og sukker sammen i nogle minutter, til det er lyst, luftigt og skummende. Bland mel og kartoffelmel sammen i en skål og sigt det i æggesnapsen. Vend det forsigtigt sammen med en gummidejskraber. Det er vigtigt du ikke får rørt luften ud af massen.
Hæld massen op i springformen og bag bunden til den er lysebrun ovenpå og har sluppet kanterne lidt. Det tager ca. 15-20 minutter, alt efter hvor stor en form du bruger
Lad bunden afkøle i formen. Når bunden er afkølet kan du skære den over i to. Brug en skarp brødkniv. Start med at skær et par cm ind hele vejen rundt, for at være sikker på at bunden bliver ligeligt delt. Skær dernæst længere ind, så den til sidst er delt i to.
Hvis du har en lagkagering, sætter du den på serveringsfadet og lægger den ene bund deri. Beklæd ringen med lagkageplast. Hvis du ikke har en lagkagering kan du bruge ringen fra springformen. Luk ringen og sæt den på serveringsfadet og læg bunden ned i. Beklæd ringen med lagkageplast.
Så skal jordbærmoussen laves:
Læg husblas i blød i en stor skål koldt vand.
Kog jordbær møre i en gryde med 1 spsk vand, sukker og vanillepulver. Når de er kogt møre og de kan mases let med en ske blendes massen, jeg bruger en stavblender.
Lad massen køle af i en skål, men vent med at vaske gryden op, den skal bruges igen.
Pisk imens fløden til let skum.
Varm et par spsk af jordbærmassen i gryden og opløs husblassen heri. Sørg for at der ikke er nogen klumper af husblas!
Hæld husblasmassen over i skålen med jordbærmassen og rør rundt, så husblassen bliver fordelt i det hele. Vend forsigtigt flødeskum i, lidt efter lidt, og vend det sammen med en gummidejskraber.
Når massen er ensartet og homogen hældes den over bunden i formen. Bank forsigtigt tallerken ned i bordet et par gange, så evt. luft i jordbærmoussen kommer væk.
Læg den anden bund ovenpå. Læg husholdningsfilm over og sæt kagen på køl min. 4-6 timer. Gerne til næste dag.
Når moussen har sat sig, kan du løfte ringen af og fjerne lagkageplast også.
Så skal kagen pyntes 🙂
Hvis du vil lave et marcipanansigt / låg til kagen skal det på nu: Ælt marcipan, glukosesirup og flormelis sammen på bordet. Rul derefter marcipanen ud på et meldrysset bord. Sørg for at sikre dig, at marcipanen ikke klistrer fast til bordpladen.
Skær en ring af marcipan, mål evt. med ringen fra springformen og skær indeni den. Læg den ovenpå lagkagen.
Smelt lidt chokolade over vandbad, hæld det op i en lille frysepose eller sprøjtepose, klip et lillebitte hul og pynt marcipanen – evt. med et løveansigt.
Gør det med rolig hånd, du har kun ét forsøg 😉 (Der lagde jeg slet ikke pres på dig vel? :D)
Så skal smørcremen laves: Pisk smør, flormelis og vanilleessens sammen til en ensartet masse med en elpisker. Hvis du vil farve massen, f.eks. til roser eller løvehår, skal det gøres herefter. Jeg delte massen i to og farvede den ene del med lidt gul frugtfarve og den anden del med lidt rød frugtfarve.
Hæld smørcremen op i en (eller to) sprøjtepose(r) med stjernetyl og sprøjt ud på lagkagen.
Sæt kagen på køl til den skal nydes!
Et voilà, smagen af sommer, i et stykke med rødt! Uhm!
Rigtig god dag
Hej, har længe gerne ville bage nogle ar dine ting. Det virker så ukompliceret og alligevel så fint. 👍 har i dag forsøgt mig med den, som en slags test før en fødselsdag. Det var en god ide, fordi første gang lagkagebund var hård og ubagt i midten. Og klaskede sammen og fyldte kun halv højde tror jeg. 2 portion fik længere tid i ovnen (25 min) men er også kompakt nede i bunden og ikke bagt helt færdig. Nr 2 bund var heller ikke særlig høj. Har du mon en ide om hvorfor det kan gå galt, er det pisket for lidt/meget? Noget med temperatur på æg? Ville det hjælpe at komme bagepulver i? Tak 😊