Opskrift: Rabarbertærte med vanillecreme og sprød bund

fullsizeoutput_20fafullsizeoutput_20f7 fullsizeoutput_20f8 fullsizeoutput_20fc fullsizeoutput_20fd fullsizeoutput_20fe

God formiddag derude! Og glædelig lørdag på en søndag 😉
I dag vil jeg dele en opskrift på rabarbertærte med vanillecreme og sprød bund med jer. Sådan en lørdagssøndag er jo en perfekt anledning til at bage, ik?
Lige nu popper rabarberne op som ukrudt og jeg er vild med det 😉

I fredags lavede jeg denne rabarbertærte til dessert / fredagsslik. Jeg laver den laktosefri, for at tage hensyn til W, der er laktoseintolerant og så bager jeg med speltmel. Alm. smør, mælk og hvedemel kan dog også sagtens bruges.
Jeg bruger som regel min opskrift på mørdej, når jeg skal lave tærtebund. Til denne opskrift brugte jeg 1/2 portion – men det hele står i opskriften herunder 🙂

Det var helt meditativt at lave mønsteret ovenpå. Det er ihvertfald svært at tænke på alt muligt andet imens. Jeg tror, jeg brugte en halv times tid på at skære rabarberne ud og lave mønsteret, men hvis det skal gå hurtigt, kan rabarberstænglerne skæret i stykker på ca. 1 cm og fordeles over vanillecremen. Smagen er jo den samme 😉

Den kan fint spises nybagt og lun, men jeg synes bedst om vanillecreme, når den er kold, så jeg køler kagen ned, inden vi spiser den (så er den også nemmere at skære).
Har du plads i fryseren, kan den hurtigt klare det 😉 Ellers kan den også med fordel laves i god tid, inden den skal serveres.

Hvis du gerne vil lave et mønster, som det jeg har lavet på denne, så kan det være en fordel at finde rabarberstængler med nogenlunde samme tykkelse. Den opgave var mit højbed dog ikke helt klar på, men det gik alligevel 😉

Her kommer opskriften på en stor tærte – Ø ca 24-26 cm

Du skal bruge: 

Til bunden: 
150 gr. (øko) speltmel (hvedemel kan også bruges)
50 gr. (øko) flormelis
75 gr. (laktosefri øko) smør
1 lille æg

Til vanillecremen: 
2 æggeblommer
3 spsk sukker
2 spsk majsstivelse (Maizena)
1 1/2 tsk vanillepulver eller kornene fra en vanillestang
2,5 dl (laktosefri øko) mælk

6-8 stængler rabarber, alt efter størrelse og længde
Evt. lidt sukker til at drysse på, hvis rabarberne er meget syrlige

Evt. lidt ekstra forkælelse on the side – se tips længere nede
Tærteform – gerne en med løs bund – jeg bruger en som den her

Sådan gør du: 

Først skal bunden laves:
Smuldr mel, flormelis og smør sammen til ‘revet ost’ – bruger du en røremaskine, kan K-spaden klare arbejdet. Tilsæt ægget (hold evt lidt af hviden tilbage, der skal kun bruges et lille æg) og saml dejen hurtigt med det. Hvis dejen er meget våd, kan du tilsætte en smule mere mel.
Pak dejen ind i film og læg den på køl 1/2 time.
Tag dejen ud af køleskabet. Drys lidt mel ud på bordet, tryk dejen lidt flad og rul den ud med en kagerulle, så den passer til en tærteform – gerne en med løs bund.
Flyt forsigtigt dejen over i tærteformen. Hvis dejen revner, kan du samle den igen ved at trykke den sammen.
Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Prik små huller i bunden med en gaffel
Bag bunden midt i den varme ovn i 8-10 minutter – når den er færdig, tages den ud og køler af, til fyldet er klar. (Lad ovnen være tændt)

Imens skal vanillecremen laves:
Bland sukker og maizena i en skål. Pisk æggeblommerne i og sørg for, at der ikke er nogen klumper.
Bring mælken i kog – hold øje med den og rør i den, så den ikke brænder på 😉
Hæld mælken over æggeblandingen, mens der piskes. Tilsæt vanillen og pisk massen sammen.
Hæld det tilbage i gryden og varm det op til kogepunktet, mens der piskes. Når cremen tykner, er den klar til brug. Lad den afkøle i gryden, mens rabarberne klargøres.

Rens rabarberne og skær dem i stykker. Vil du lave et mønster, som det på billederne, skal stykkerne være ca lige store og helst samme længde, som de er tykke. Ex er stænglerne 1 cm tykke, skal stykkerne skæres i 1 cm længde. De skal skæres på skrå.

Når rabarberne er klar, fordeles vanillecremen på bunden og rabarberne lægges ovenpå.
Bag tærten ved 180 grader varmluft i ca. 25-30 minutter, til rabarberne er møre. Mærk evt. efter med en nål eller en lille skarp kniv.

Tag tærten ud af ovnen og lad den afkøle på en rist. Derefter kan den tages ud af formen og serveres eller sættes på køl, til den er blevet kold.

God fornøjelse med bagningen og rigtig god søndag!

 

TIPS!
Jeg serverede flødeskum on the side – der skulle ikke mangle noget 🙂
En portion rabarberkompot til ville også være et hit – især hvis man ikke kan få nok af rabarber 😉

fullsizeoutput_2101fullsizeoutput_2100

   

3 års fødselsdagsfest – med Gurli Gris tema

fullsizeoutput_20b9fullsizeoutput_20bb fullsizeoutput_20be fullsizeoutput_20bf fullsizeoutput_20c0 fullsizeoutput_20c1 fullsizeoutput_20c3 fullsizeoutput_20c4 fullsizeoutput_20c5 fullsizeoutput_20c7 fullsizeoutput_20c8 fullsizeoutput_20ca fullsizeoutput_20cffullsizeoutput_20c4 fullsizeoutput_20c5 fullsizeoutput_20c7 fullsizeoutput_20c8 fullsizeoutput_20ca fullsizeoutput_20cf fullsizeoutput_20d1 fullsizeoutput_20d2 fullsizeoutput_20d3 fullsizeoutput_20d6 fullsizeoutput_20d7fullsizeoutput_20d8fullsizeoutput_20d9fullsizeoutput_20db

3 års fødselsdagsfest med Gurli Gris tema – så er lykken altså gjort! Fødselsdagsbarnet havde (traditionen tro) valgt fødselsdagstemaet, og derefter gik min planlægning i gang, i et forsøg på at ramme plet 🙂

Jeg glædede mig vist lige så meget som drengene til at indbyde til fest. Det er jo ikke dem, der tvinger mig til at gå all in. Jeg kan bare ikke lade være. Jeg hygger mig gigantisk med at udtænke kager og pynt, og nyder at slå hjernen fra og stå i køkkenet og røre, piske og opfinde.
Kunne jeg leve af det, gjorde jeg det! Aftenen før fejring glæder jeg mig som et lille barn til juleaften! Kan næsten ikke vente med at skulle stå op og pynte kagerne færdig, og sætte det hele på bordet. Det er lidt magisk, når det hele står klar og det kun er gæsterne, der mangler 😉

Da L så bordet og kagerne efter sin middagslur, udbrød han helt spontant ‘Wow’, og gjorde mig blød om hjertet. Drengene betragtede det hele med store øjne og nysgerrige fingre, der ikke kunne lade være at mærke, røre og undersøge.

Vejret var perfekt til fejring – først i skyggen indenfor, og sidenhen i haven, med kølige bobler og fodboldspil på grønsværen.
Og da eftermiddagen var blevet til aften, var der tre trætte og glade drenge, der var klar til drømmeland.

Om halvanden måned skal W fejres og temaet fastlagt for længe siden. Det er heldigt, for så føles det ikke helt så tomt og ’slut’ 😉 Nu kan jeg gå i gang med forberedelserne til den næste fejring 😉

Rigtig god dag derude!

 

P.S. Jeg arbejder på et indlæg, hvor jeg uddyber de forskellige kager, ideer til udsmykning og viser perlepladerne close up, så de evt. kan efterlignes 🙂 Stay tuned…

fullsizeoutput_20cb fullsizeoutput_20cd fullsizeoutput_20ce

   

3 års fødselsdag i solen – traditioner, gaver, fodbold og forberedelser…

fullsizeoutput_2083
Forberedelser til søndagens fødselsdagsfejring
fullsizeoutput_2071
Fødselsdagsforberedelser; gaveindpakning, vinsipning, tiramisurester og tebirkes
fullsizeoutput_2073
Morgenbordet
fullsizeoutput_2074
En af fødselsdagstraditionerne – friskbagte thebirkes.
Opskriften er her
fullsizeoutput_2075 fullsizeoutput_2076 fullsizeoutput_2077 fullsizeoutput_2078 fullsizeoutput_2079
Gaverne kom straks i brug – de to seje sværd har jeg købt lige her
fullsizeoutput_207a
Læring og leg i én – og drengene gik straks i gang 🙂
Det magnetiske puslespil med kroppen har jeg købt her
fullsizeoutput_207d

3 år <3
fullsizeoutput_2084fullsizeoutput_2085fullsizeoutput_2080
Fejringsmenuen – bestemt af fødselsdagsbarnet
Opskriften på burgerboller er her
fullsizeoutput_2081

I lørdags var der en lille lykkespire herhjemme, der blev et år ældre. Han har talt ned i lang tid og endelig kom dagen!
Som klichéen foreskriver, forstår jeg simpelthen ikke hvor tiden blev af!
På den anden side kan jeg næsten ikke huske længere, hvordan det var at have en lille bitte én på armen. Jeg synes efterhånden, det er længe siden, at alt det, der minder mig om at have (haft) en baby, er forsvundet… Han kan så mange ting selv efterhånden. Også hjulpet godt på vej af de to storebrødre, der er gode at kopiere og kigge efter. L er klart blevet større hurtigere, end de to andre…!
Måske er det også svært for hjertet på en anden måde, end med L’s storebrødre. Når nu han er yngste mus i flokken, er der mange ting, der er ‘for sidste gang’. Jeg har slet ikke travlt med, at de skal vokse op og blive helt deres egne… Jeg ville blot ønske, jeg havde mere tid til at nyde hvert sekund med dem…

Fredag aften, mens A var til ishockey VM og drengene slumrede i deres små senge, hyggede jeg mig med at forberede thebirkes og dække bordet til søndagens fejring.

Lørdag morgen vækkede vi L med morgensang og satte os derefter til bords og skød fødselsdagsdagen i gang med manér.
Flaget blev hejst i haven og gaverne blev taget i brug med det samme. Udover legetøj fik han også et par fodboldstøvler. Jubelen ville ingen ende tage, og heldigvis indbød vejret til, at de skulle testes med det samme.

Sikke en fantastisk dag at fejre fødselsdag – og så endda som en del af en miniferie. Ovenpå en temmelig hektisk og forfærdelig start på Kr. Himmelfartsferien, var det tiltrængt at give sig hen til alt det rare – det der betyder det hele <3

Dagen blev afsluttet med burgere og fritter og forventningens glæde, som sommerfugle i maven, for om søndagen var der inviteret til en helt særlig fest. Mere om det i næste indlæg – måske I allerede har luret temaet? 🙂

Rigtig dejlig mandag derude!

   

En slem forskrækkelse – når (mor)hjertet kommer på overarbejde

fullsizeoutput_1ed9fullsizeoutput_1ed7

I går fik vi os noget af en forskrækkelse. Bedst som jeg troede, jeg ikke havde flere kræfter tilbage – blev jeg klogere. Jeg synes ellers der har været rigeligt at slås med de sidste par uger. Både svære mindedage og ambivalente, frustrerende tanker.

Men…. I går, da jeg kørte hjem efter (endnu) en travl dag i klinik, drømte jeg om at bruge eftermiddagen på terrassen. Måske endda snuppe en morfar i solen, ingen A smuttede af sted til oldboyskamp og W skulle til ‘natminton’-overnatning med en kammerat.

Da jeg kørte ind i indkørslen, kom A ud af døren og jeg kunne med det samme se på hans blik, at noget var galt. Jeg sagde til ham, lidt i sjov, at han så så alvorlig ud, og han sagde, at det var han egentlig også. Han var lige blevet ringet op fra fritteren, at William var faldet et par meter ned og var landet på ryggen på en skarp kant og faldet videre ned på et betongulv. De havde tilkaldt en ambulance.
Jeg fik L og S ud i bilen, og så kørte vi ellers af sted for at forsøge at nå ud til ham, så jeg kunne køre med ham ind på sygehuset.

Da vi kommer derud, ligger han på det kolde betongulv og græder, mens der sidder to omkring ham og holder hans hoved og krop. Jeg går hen til ham og snakker med ham og forsøger at berolige ham. S bliver også meget påvirket af situationen, så mens A snakker med W, trækker jeg mig lidt tilbage sammen med ham, og snakker med ham om alt det, der sker.

De pakker W ind i en vacuummadras og kører ham ud i ambulancen. Det er lige på det tidspunkt, hvor alle forældre strømmer ind for at hente deres børn, så der er mange mennesker, lyde og larm.
På skadestuen ender vi med at vente i 5 timer, fordi der, næsten samtidigt med os, kommer en del ambulancer ind fra et færdselsuheld.

Mens vi er på stuen, kommer der 4 patienter ind og ud bag forhænget ved siden af os.
W er (selvfølgelig) meget påvirket af det hele. Først rigtig ked af, at han ikke kan komme til badmintonovernatning, som han havde glædet sig til i flere uger. Dernæst dukker der mange tanker og oplevelser op, fra da det skete. Piger der havde skreget, hans kammerater, der havde været kede af det og snakke hen over hovedet på ham, fordi det hele skal gå lidt stærkt.
Dernæst var der mange af de ting, der foregik omkring ham på skadestuen og bag forhænget, der var svære for ham at forstå.
Jeg brugte en del tid på at tale med ham om det hele, om og om igen. På en måde var det nogle meget intense timer, og han og jeg gik lidt i ét. Jeg tænkte ikke så meget på, hvad der videre skulle ske. Jeg var i nuet, sammen med W.
Han var mega sej til at holde hovedet koldt, også selvom han havde vildt ondt. Og faktisk – hvis jeg skal være lidt antijantelovsagtig – så overraskede jeg også mig selv. Positivt altså. Jeg holdt også hovedet koldt og var rolig. Jeg har aldrig prøvet at køre i ambulance før, og heller ikke prøvet noget så akut med en af drengene, så jeg anede ikke hvordan jeg ville reagere. Jeg har altid haft svært ved det, når de er kommet til skade (og bløder), men det er som om, sygeplejestudiet har rykket en del i forhold til det (allerede). Jeg har fået lidt mere hård hud 😉

Mens vi ventede på skadestuen, var der mange forældre, der skrev til A og mig for at høre til W, og det var meget rørende, at der var så mange, der tænkte på ham <3

Efter lang tids venten bliver W undersøgt af en læge, og da han er meget øm i og forslået på ryggen, vil de gerne have scannet ham for en sikkerheds skyld. Efter en tur i CT-scanneren kan de konstatere, at intet er brækket, men at der er en blodansamling langs rygsøjlen, svarende til der hvor han har ondt, og hvor der er en stor hudafskrabning.

Vi får lov at tage hjem kl. 21.30 og drøner direkte mod McD, for at købe aftensmad efter W’s ønske. Kl. 22 sidder vi ved middagsbordet og er drøntrætte. Vi skynder os at spise og hopper direkte på hoved i seng bagefter.
Jeg vidste, at jeg nok ville have svært ved at sove ovenpå sådan en omgang, men da jeg skulle sætte vækkeuret til kl. 5, var jeg nødt til at forsøge at få lidt søvn….

Det er utroligt, hvad kroppen kan – bedst som man tror, der ikke er mere at give af, så finder man (igen) ud af, at der er et reservebatteri, der tager over. Endnu en gang blev vi mindet om, at livet er skrøbeligt. Heldigvis slap vi alle med knubs. Nogle af os kun indeni, men W også udenpå…

Nu har jeg endelig weekend, efter en hektisk dag i den hvide uniform, og jeg satser på, at det bliver én, der lader batterierne op.
Der er en fødselsdag i sigte, der skal fejres både lørdag og søndag. Jeg glæder mig til at bruge dagen i morgen på at forberede og se en lille stolt fyr nyde dagene i fulde drag 🙂
Nu satser jeg på, vi undgår de helt store forhindringer det næste lange stykke tid. Synes egentlig vi har taget vores tørn…

Rigtig god aften derude

   

Sorg – 2 års hjertesmerte

fullsizeoutput_1ec8

Kære far

I dag er det to år siden jeg hørte dit sidste åndedrag, og min verden blev forandret for altid. Jeg mistede en del af mig selv.
I går var det to år siden du aede mig på kinden for sidste gang. På din 61 års fødselsdag.
På lørdag er det tre år siden du mødte dit 3. barnebarn for første gang og du aede mig på kinden, som du så ofte gjorde, når du var glad og stolt.

De sidste to år har jeg manglet dig. Vi har manglet dig!

De sidste to år har du måske været mere i mine tanker, end du var, mens du var her.
Måske tog jeg dig for givet. Måske havde jeg en stærk tro på, at du skulle være her hos os i mange år. Jeg havde aldrig forestillet mig andet.
Da jeg mistede dig, lærte jeg livet at kende. At vi ikke må tage det for givet.
Jeg lærte, hvad kærlighed (også) er. Uundværlig, uretfærdig og ubarmhjertig.
Jeg forstod da, at sorg er kærlighedens pris. Og jeg betaler for det hver eneste dag.

Jeg husker stadig så tydeligt, da vi sagde til dig, at det var okay at give slip. At vi nok skulle klare os.
Jeg mente det ikke. Men jeg vidste at der ikke var andet at gøre. Jeg var nødt til det. Der var stærkere kræfter på spil.

Jeg savner dig, far! Hvert eneste øjeblik! Jeg forestiller mig, at vi ses igen en dag. Og på den måde er døden knap så skræmmende. Indtil da bærer jeg dig i hjertet.

**********

Jeg er ikke særlig gode venner med livet for tiden. Jeg ved, jeg burde være taknemmelig, men jeg kan ikke mærke det. Jeg er sur på livet! Jeg er ked af det. Bange for at miste igen. Mit hul i hjertet er stadig kæmpe stort. Mon det nogensinde vil hele?
Den boble af sorg, der omsluttede mig for 2 år siden, er stadig intakt. Sorgen er stadig altoverskyggende. Savnet er enormt. I tiden lige efter, var der så meget praktisk, der skulle ordnes. Hvor kræfterne til det hele kom fra, ved jeg ikke. Vi gjorde det bare. Måske på autopilot. Fordi vi skulle.
Sidenhen har jeg brugt mange kræfter på at forlige mig med alt det, der skete i sygdomsforløbet. Forsøgt at acceptere, at livet er uretfærdigt. Det går ikke så godt…

Jeg husker så mange ting fra det lange sygdomsforløb. Dufte, stemninger, lugte, ord, berøringer, følelser, usagte ord, blikke. Jeg kan stadig mærke det hele.

I søndags, halvvejs på min indkøbsrunde i supermarkedet, blev jeg dårlig. Som om én havde givet mig en mavepuster.
Jeg fik hurtigt samlet de sidste ting sammen, betalt og kørt hjem. Da A mødte mig i entreen, løb tårerne ned ad mine kinder. Jeg havde det som om, min krop ikke kunne rumme mig mere. Som om den ville falde sammen, lande på gulvet og blive liggende, hvis jeg gav slip på sidste nerve.
Mit hjerte har lyst til at skrige. Stoppe op og lade stå til, mens jeg græder. I stedet sætter min hjerne min krop i sving, og sørger for at den gør det, den skal.
Og midt i min sorg, er der så meget andet, der spænder ben. Og hver dag står jeg op, og gør det, jeg skal.
Hvis ikke jeg havde A og vores 3 lykkespirer, så ved jeg helt ærligt ikke hvad der skulle få mig ud af sengen. Men det gør mig også sårbar. Jeg er bange for at miste igen. Bare tanken kan få mine tårer til at trille.
Det føles voldsomt at mærke sorgen så stærkt. Jeg ved godt, at den ikke må tage over. Men jeg kan mærke, at den skal have plads. Der skal prikkes hul på boblen, så noget af sorgen kan løbe ud.

Jeg bliver aldrig venner med livets uforudsigelighed. Lige nu er vi her. Men hvad med om et øjeblik?
Én ting har ændret sig fundamentalt for mig i løbet af de sidste par år. Jeg vil ikke spilde mit liv. Jeg vil have det bedste ud af det. Jeg nægter at spilde tiden på at være ked af det, frustreret og trist. Men det er store følelser, der er svære at fortrænge konstant. For livet gør også ondt, det har jeg lært. Det kan ikke være anderledes og det kan ikke undgås. Men netop derfor må man også huske at nyde det, når det er til at holde ud – eller ligefrem fylder én med lykke.
Det aller vigtigste er at finde lykken, både i de store og de små ting – og så holde godt fast i den!

Det er så corny at sige, at man skal huske at sætte pris på det, man har, og fortælle dem, der betyder noget, at man elsker dem – men det er virkelig så ægte rigtigt!

**********

I eftermiddags var vi nede på kirkegården sammen med min mor, og bagefter spiste vi middag sammen her hos os, med min bror og svigerinde. Fordi det er vigtigt at være sammen, midt i alt det, der gør så forbandet ondt.
I morgen er det 2 år siden vi fulgte kisten hjem fra Hospice. En uendeligt trist, men også varm og smuk forårsdag, som i dag.
Der er mange årsdage for tiden, der river i hjertet, men det er kærlighedens pris, som jeg betaler nu…

 

 

Der er mange flere tanker om døden, livet og kræftforløbet lige her