Påskelykkeglimt – pimpet tradition, sandwichlagkage, strik, nydning og hjerterarhed

 Skød påskeferien i gang med morgenhygge  … og blødkogt æg  S’s skolekarse fik lov at komme med til bords – og pynte på æggene PåskelækkerierEn påsketradition herhjemme: Vandbakkelsesæg pyntet til en store guldmedalje.
Et ret hyggeligt projekt for både store og småSprøde fuglereder med solbær, flødeskum, mandelæg og chokoladegreneNyeste mormorstrik (Ellens Cardigan fra Petite Knit uden mohair)Batman kan også godt li’ påskeægLagkage til aftensmad? Ja, hvorfor ik?Eftermiddagssnacks til sultne kiddosHos morfar og farfar ‘Det er til dig, mor’ Pimpede bananis med Ruby chokolade – som jeg køber lige her

Påskeferien er godt i gang og vi forsøger at få det allerbedste ud af den.
A har, som den eneste, ikke fri alle dage, men vi nyder hans selskab, når han er her 🙂

I mandags, da jeg var alene med de 3 krudtugler, skød vi ferien i gang med hyggelig morgenmad, blødkogte æg og karse på toppen 🙂 Drengene synes, vi skulle bage påskekage – omend jeg havde brugt det meste af weekenden på at bage dåbskager. Men altså – jeg er ikke svær at overtale 😉 Vi endte med at bage både fuglereder og vandbakkelsesæg. Og der var nok til både A, hans kollega og mormor.
Aftensmaden spiste vi hos min mor, da drengene havde overtalt hende til at overnatte der. Jeg havde forberedt en lagkagesandwich med æggesalat. Et vellykket forsøg, der snart må laves igen. Jeg har allerede flere forskellige varianter i tankerne 😉

Min mor har færdiggjort (endnu) en fin strikket sag. Denne gang en cardigan til S i hans yndlingsfarve. Der tilmed matcher højtiden vældig godt. Nu er hun allerede godt i gang med næste kunstværk. En cardigan til mig, der matcher S’s ret godt. Uh, jeg kan næsten ikke vente 🙂

De sidste par dage har vi brugt på nydning, havearbejde, oprydning, læsning, madlavning, gåture, kirkegårdsbesøg, Olsen Banden film, chokoladespisning og meget mere. Masser af rare ting – og god tid til det hele.

I dag har A vagt igen, men det holder ikke drengene og mig tilbage – vi har sjove sager på programmet 🙂

Håber, I nyder påsken og det fine forårsvejr?
Rigtig god langfredag derude!

Æggene er lavet efter opskriften på kagemand af vandbakkelseDen fine peberkværn med håndsving har jeg købt her – den minder mig om en, min mormor og morfar havde <3Brødkurven har jeg købt her og det rosa vandglas har jeg købt herJeg har lavet fuglerederne med udgangspunkt i opskriften på pavlova – blot uden marcipan, nødder og chokolade i dejen – sprøjtet ud som fuglereder i stedet, bagt ved 110 grader i ca. 40 minutter (alt afhængig af størrelsen på dem)
Når de er afkølet fylder jeg god solbærsyltetøj og flødeskum i. Grenene er lavet af lidt smeltet chokolade, sprøjtet ud i små, tynde striber

Barnedåb og fest for Otto

3 dåbskager – forskellige udenpå, ens indeni <3  Mens der bliver taget billeder af dåbsbarnet… <3Forårsfest Mine favoritdatoer <3 O T T O Opskriften på kagemand af vandbakkelse er her Sprøde hindbærsnitter og bløde træstammer – haps!  Dåbskagen – med stikkelsbær- og blåbærmousse, chewy brownie og bløde chokoladebunde Dåbsbarnets mormor stod for den store, fine kransekage

Søndag var en fin dag. En dag med solskin, kage, god mad, familietid, leg i haven, vin, grin og fejring.

I søndags blev Otto døbt, og vi fejrede ham efter alle kunstens regler. Både A og jeg stod faddere – og A havde endda æren af at bære ham i kirken. Otto er A’s nevø – drengenes fætter. En flot fyr med masser af mørkt hår – præcis som vores 3 drenge også har haft det <3

Jeg havde også fået æren af at bage dåbskagerne. Efter ønske var de med stikkelsbær- og blåbærmousse, en chewy browniebund og bløde chokoladebunde. Pynten gik jeg all in på, ud fra de farveønsker, der var.

Festen blev holdt i stuerne på ‘familiegården’ – der hvor mange af familiefesterne er blevet holdt i årenes løb. Med masser af dertilhørende minder og barndomsglæde. Udsigt over marker og skygge fra de store, smukke træer i haven.
Solen lokkede børnene på græs, og de pæne bukser fik hurtigt grønne knæ. Præcis sådan som en god (børne)fest skal være.
Og jeg var hoppet i den blomstrede kjole – i anledning af foråret.

Da jeg gik og forberedte dåbskagerne, kom jeg til at tænke tilbage på L’s barnedåb for 3,5 år siden. En mindeværdig dag, der startede i samme kirke som i søndags.
Hvis du har lyst til at se, hvordan han blev fejret, er der glimt fra L’s barnedåb her og her

Nu vil jeg sætte mig med mine bøger i solen og repetere lidt anatomi og sygepleje, inden vi smutter på tur i det skønne vejr.

 

Rigtig god skærtorsdag til jer alle!

P.S. Mange af jer har spurgt til mine personlige armbånd med datoer. Så vidt jeg kan se, kan de ikke længere købes, der hvor jeg har købt dem. Men jeg har fundet alternativer – blandt andet her, her, her og her

Herunder er der flere kjole- og kageglimt:

En milepæl, en sejr, en mærkedag af de helt særlige

 

I dag er en helt speciel dag!
En gigantisk milepæl. En mærkedag af de helt særlige. En sejr, der skal fejres, markeres og mærkes.

Som livet allerede har lært mig adskillige gange, så skal man ikke være bleg for at juble, når der er noget at fejre. Livet er for kort til at vente. For kort til at lade være. Og i dag har jeg ikke tænkt mig at lade hverken Jantelov eller ydmyghed stå i vejen for at hæve glasset, klappe mig selv på skulderen og nyde 😉

I dag er jeg halvvejs med mit studie! Allerede – og så alligevel ikke.
På den ene side synes jeg, jeg har været i gang med at læse i virkelig lang tid. Når jeg tænker på, at jeg skal ‘gå igennem det hele igen’, så orker jeg næsten ikke. På den anden side, så føles det sidste stykke vej meget kortere, end det jeg har klaret mig igennem. Måske fordi det sidste år går med 20 ugers klinik og bachelorskrivning… Måske fordi jeg er ‘inde i tingene’. Når jeg tænker på alt det, jeg har lært, bliver jeg faktisk en smule overvældet. Det er ikke så lidt, der allerede har sat sig på nethinden, og er blevet en del af min – både faglige og personlige – værktøjskasse.

Så ja, i dag er en særlig dag for mig. Den er særlig fordi jeg nåede til den! Den dag, der så mange gange har føltes som umulig at kæmpe sig frem til. Der har været så mange forhindringer og bump undervejs. Benspænd og slid. Blod, sved og tårer. Det er ikke småting, der er sket, siden jeg startede med at læse til sygeplejerske i 2017. Og nu er jeg halvvejs.
Og… fra i dag kan jeg tælle ned. Få øje på lyset for enden af tunnelen – ihvertfald i glimt. Fremover, på de dage, hvor alting mest af alt er hårdt, svært, tungt og opgivende, vil jeg huske mig selv på, at jeg har passeret halvvejsmålet. Jeg er godt på vej mod mållinjen.

Mine ord og tanker her er ikke ment som en opfordring til at skulle have et klap på skulderen. Jeg ved, der er mange derude, der kæmper (eller har kæmpet) samme – eller lignende – kamp, som mig. Det er for at sætte ord på noget af alt det, som sådan et studie kan fremkalde. De sidste par år har jeg fået mange mails og beskeder med spørgsmål til studiet. Blandt andet også mange omhandlende, hvordan jeg kan klare det, når jeg også har en familie og hverdagspraktik, der skal gå op. Og jeg har jo ikke opskriften på det. Desværre. Det havde ellers været fedt. Vi klarer det på hver vores måde – også alt afhængig af, hvad vi har med i bagagen, vores netværk og meget andet.
Men jeg vil især gerne understrege, at det ikke er let. Heller ikke selvom det måske kan se sådan ud!

Mange gange undervejs har jeg haft lyst til at give op. Men nu føles det for dumt at ombestemme sig.
Jeg har det dog stadig meget ambivalent med studiet. På den ene side så er jeg helt vild med at lære nyt, lære mere, udvikle mig, udfordre mig selv, blive dygtigere. På den anden side er det svært at stå op hver morgen til (endnu) en nyhed om, hvor forfærdeligt et arbejdsliv sygeplejersker har – og får i fremtiden. Det arbejdsliv, der venter på mig, som en ‘gulerod’ når jeg har kæmpet mig igennem studiet, lyder langt fra tiltalende. Den konstante og massive negative omtalt af sygeplejerskers arbejdsforhold m.m. har virkelig været en hård nyser at skulle forholde sig til – hver eneste dag.

Jeg kan dog også mærke, at min egen identitet som (kommende) sygeplejerske så småt er ved at blive dannet. Der mangler stadig mange brikker endnu, men jeg føler mig allerede forbundet til faget. Jeg er begyndt at tænke ‘som en sygeplejerske’ og analyserer mange ting på en helt anden måde nu, end for et par år siden, inden jeg startede på studiet. Jeg har lyst til at komme ud og bruge min viden. Bruge mig i faget.
Jeg er stolt af alt det, jeg har lært. Og samtidig meget ydmyg overfor det hele. Spændt på alt det jeg mangler at lære – snuse til – opdage – udforske. Jeg er ikke klar til at opgive det, så jeg kæmper videre. Og håber i mit stille sind på, at jeg godt kan være i faget, når jeg er færdig.

Jeg kan helt vildt godt lide at have travlt. Have gang i mange ting. Jeg sidder sjældent stille, så det er ikke den del, der skræmmer mig. Det er mere tanken om, at jeg kan komme til at begå (alvorlige) fejl, fordi der er for få ressourcer og personale til at løse opgaverne. Jeg bliver helt vildt skræmt ved tanken. Og når jeg læser i fagbladet, at hver 7. nyuddannede sygeplejerske bliver sygemeldt indenfor det første år, så sætter det da også tanker i gang… Men jeg har samtidig også lyst til at være med til at kæmpe for, at det skal være bedre – anderledes.

Men – jeg kan også skrive under på, at det ikke er let at være studerende. Og studiet vil helt sikkert også gøre mig klar til ‘livet som sygeplejerske’. For man får hår på brystet undervejs på studiet. I løbet af studiet lærer man så meget mere, end ‘blot’ sygepleje.

Jeg må dog også bare erkende: Det er et vanvittigt hårdt job at være sygeplejestuderende!
Ikke kun fordi der er meget at læse, reflektere over og lære. Og derudover en masse eksamener undervejs på hvert semester (omend man kalder dem ‘forudsætningskrav’, vil jeg nu vove den påstand, at det er eksamener).
Det konstante pres er til at tage at føle på. Men det, som jeg i sin troede var det fedeste ved uddannelsen – nemlig at 40% af uddannelsen er praktik/klinik – har vist sig at være det aller hårdeste.
Det er som at få nyt job hele tiden. Og vi kan godt blive enige om, at det er VILDT hårdt at starte på nyt job, ik?
De første uger skal man lære alt det nye at kende, kollegaerne, rutinerne. Udover at man skal lære sit job at kende. De første par uger aner man ikke engang hvor man ‘kan’ sætte sig i kaffestuen.
Vores klinikker er korte. 8 uger et sted – 1 uge et andet – 10 uger et tredje osv.
Om lidt starter jeg (igen) et nyt sted, hvor jeg skal falde ind i 8 uger. Og udover at jeg skal lære en masse nye (midlertidige) kollegaer at kende, skal jeg arbejde 30 timer om ugen, vurderes hver eneste dag, finde ud af ‘jargonen’ på den nye afdeling og forberede mig til midtvejseksamen og afsluttende skriftlig opgave. Derudover skal der repeteres og læses en masse ny teori, skrives refleksioner ned og opsøges nyeste forskning på området. Når jeg lige synes, jeg har lært det hele bare lidt at kende, så er tiden gået og jeg skal videre til det næste…
Mit sensitive sind er på konstant overarbejde, og jeg skal sørge for at have fri til at fordøje det hele, når jeg kommer hjem. Det kan dog være lidt svært, når der er 3 drenge, der også har brug for deres mor.

Jeg glæder mig til jeg engang er færdig, og kan få lov at falde til et sted – sætte mig ind i specialet og blive rigtig dygtig til lige præcis det!

Heldigvis – og det er nok noget af det, jeg er allermest taknemmelig for – er jeg landet i en studiegruppe med to fantastiske piger. Det er måske i virkeligheden det, der har holdt mig på sporet. Jeg har haft noget at være tryg i. Vi supplerer hinanden vildt godt. Vi kæmper, arbejder, knokler og deler mange grundlæggende værdier. I sidste uge fremlagde vi et projekt, der fik ros og anerkendelse og som vi blev opfordret til at tage videre. Arbejde videre med, fordi det har potentiale. Det var en vildt fed anerkendelse. Og det var faktisk præcis dét jeg håbede på, da jeg startede. At jeg ville møde nogen, der ikke kun skulle være mine klassekammerater, men nogen som jeg skulle følges med i en vigtig periode af ens liv – og som man måske endda kan få glæde af mange år frem. Jeg havde næsten ikke turdet håbe på, at det kunne ske. Men heldigvis kan ens håb og ønsker indimellem blive mødt.

I dag er en stor, personlig sejr for mig. Jeg har i så mange år haft svært ved at finde ud af ‘hvad jeg skulle være, når jeg blev voksen’. Et var, hvad jeg var god til. Noget andet, hvad jeg havde lyst til at lave og arbejde med. Sygeplejestudiet har vækket noget i mig. Præcis som jeg troede, det ville. Jeg er blevet bekræftet i, at jeg kan. At jeg måske endda er god til det – selvom jeg har meget svært ved at tænke sådan om mig selv. Det må være dæmonerne fra min barndom, der stadig har lidt magt over mig, når jeg stadig kan tvivle på, om det virkelig kan passe.

Udover at jeg har fundet noget, som har tændt noget i mig, har jeg også fået vist overfor mig selv, at jeg kan meget mere, end jeg selv troede. Jeg har klaret at fortsætte, selv da livet endnu en gang rystede os og slog benene væk under os – min lille familie og mig.
Jeg har klaret mig igennem alle de svære stunder, der har mindet mig om min far. Om hans lange sygdomsforløb. Jeg har været tvunget til at forholde mig til alle de ting, jeg nu kan se, ikke var i orden i hans forløb. Jeg kan nu analysere det hele på en anden måde. Men ikke gøre noget om. Jeg har grædt som pisket, når jeg har siddet alene i bilen på vej til eller fra skole eller klinik, fordi jeg har savnet, sørget.
Jeg har klaret mig igennem eksamener efter søvnløse nætter. Fordi det følger med titlen som mor. Jeg har læst og læst. Reflekteret, overvejet, analyseret – om og om igen. Brugt mig selv på alle måder, for at komme videre. Komme igennem.

Og helt ærligt; jeg er hamrende stolt af mig selv. Selvom man er over 30 kan det godt lade sig gøre at skifte spor. Forfølge gamle drømme. Jeg vil faktisk vove den påstand, at det har været det helt rigtige for mig at vente til nu. Jeg er så meget mere klar til alt det her nu. Klar til at møde det – både når det er godt og når det er svært.

Og udover at fejre min halvvejsdag, kan drengene og jeg også fejre, at vi har påskeferie. Det er tiltrængt og nydningsværdigt.
I aften skal vi skåle, spise god mad og mærke efter – mærke alt det, der trods alt er rart og godt – selvom livet også kradser. For det er netop dét, der gør, at vi kan mærke det ene – at vi også kan mærke det andet <3

Og så skal jeg fejre A. For uden ham, var jeg aldrig kommet her til!

God ferie til jer, der også er så heldige. Og god weekend til jer, der må ‘nøjes’ med det

Pas på jer selv og hinanden – og klap dig selv på skulderen!

 

P.S. Jeg har efterhånden skrevet en del om det at læse til sygeplejerske. De tidligere indlæg kan læses lige her

5 bud på lækker hverdagsmad med masser af grønt

 Pitabrød med masser af grønt  Pizza pizza pizza  Tacos, pandekager (hjemmelavet eller købt) og en sprød regnbue  Sprøde forårsruller med friskt tilbehør  Mormormad aka kyllingekarbonader, grønærter og rødbedesalat on the side

Jeg synes det kan være svært at finde på spændende hverdagsmad. Ihvertfald når man skal det hver dag – året rundt.
Mon ikke I er andre derude, der har det lige sådan?

Derfor fik jeg lyst til at dele en uges hverdagsmad med jer. Måske det kunne inspirere til hverdagsmaden i næste uge – eller hvilken som helst anden uge 🙂
Når jeg ikke kan finde på, spørger jeg gerne drengene til råds, og nogle af de retter de straks ville ønske sig, er de 5 ovenfor.

Flere af retterne fungerer helt fint uden kød. Vi har som regel mindst en eller to kødfri dage i løbet af ugen. Og derudover sørger jeg også gerne for, at der er fisk på bordet 1-2 gange om ugen. Den ene af fiskedagene er dog som regel om lørdagen, hvor fiskebilen kigger forbi torvet.

Både pitabrødene og majspandekagerne smager skønt ‘kun’ med et lækkert udvalg af salat. Og hvis der skal lidt ekstra i pitabrødene, kan en dåse tun også gøre underværker.

Forårsrullerne laver jeg som regel med masser af grøntsager og lidt kylling i, men de kan også sagtens laves vegetarisk. De forsvinder altid hurtigere end jeg kan nå at sige ‘husk soya til’, så jeg skal vist til at lave dobbeltportion af dem.

Pizza er en hverdagsluksus som drengene nyder. Det er nemt og forholdsvis hurtigt at lave, og så tror jeg bare aldrig vi bliver trætte af at spise det 🙂 Det er også sådan en ret, der nemt kan tilpasses det, der lige er i køleskabet.

Karbonaderne går under betegnelsen mormormad herhjemme. En klassiker, som drengene er helt vilde med. Og som jeg dog laver med kylling i stedet for svinekød. Det kan vi bare bedst lide. Og når sæsonen for nye kartofler og friske ærter går i luften, bliver retten kun endnu bedre.

Alt efter sæson og udbud varierer jeg tilbehøret, og efter en vinter med masser af kål og rødder nyder jeg, at udvalget af dansk, økologisk grønt bliver større og større. Og det går heldigvis kun fremad de næste måneder 🙂

Som en ekstra bonus er flere af retterne kæmpe hits i madpakken. Både pizza- og pitabrødsrester bliver heppet direkte ned i madkasserne og stornydt dagen efter 🙂

Hvad mon der er på menuen hos jer i aften?

Rigtig god eftermiddag derude

 

Hvis du har lyst til at afprøve en eller flere af retterne er der links til dem herunder:

Pitabrød, der popper i ovnen // Majspandekager // Pizza med sprød bund // Sprøde forårsruller uden friture // Karbonader med grønærter

Hverdagslykkeglimt – forårskådhed, kagerester, travlhed og forventningsglæde

Vaffelhygge Snegle til mine medstuderende – for at forsøde en af semesterprøverne lidt Kagerester fra en vild dyrefest  Fødselsdagsgaven fra min mor – der minder mig om min far, min A og mine drenge Flæser og tern – se mere til den lyserøde strik her Sorbet og blomster – farvekoder til cardiganen er her

Lykkeglimt med et strejf af lyserødt. Med blomster, forårssol, hjemlig hygge og hverdagsrarhed.

Den ene dag tager den anden for tiden, og jeg har lidt svært ved at følge med. Når jeg tænker mig om, har det vel egentlig været sådan i en del år – mere eller mindre. Det må jo betyde, at der er noget at bruge sin tid på 😉

De sidste par uger er gået med studie, semesterprøve, badmintonstævner, hverdagslogistik, skoldkopper, snot, træthed, solskin, forårskådhed og kaffestunder med lidt kage til.

I denne uge er der en helt særlig mærkedag, der skal markeres, men først er der lige et par hverdage, der skal klares. Og nydes lidt også – forhåbentlig. På søndag står der barnedåb på kalenderen og jeg har fået æren af at bage kagerne, så det skal der også lige være tid til.

I weekenden fik vi for alvor taget hul på haveåret, og jeg nyder at se det hele pible frem, springe ud og blive grønt. Jeg glæder mig til at bruge foråret derude. Sammen med drengene – og måske også med mine (studie)bøger indimellem.

Nu vil jeg nyde en rolig stund i sofaen – uden mine bøger. Og gøre det med god samvittighed 😉

God aften derude