6. semester som sygeplejestuderende – når intet bliver, som man tænkte, troede og håbede

I onsdags græd jeg. Midt i madlavningen. Jeg fik en mail med indbygget mavepuster, der tog den sidste gejst fra mig. Fik mit bæger til at flyde over.
Hvis jeg havde skrevet det her indlæg for et par dage siden, havde det nok været en del anderledes. Jeg har brugt de sidste par dage på at lande og acceptere. Jage de negative tanker på flugt. Græde og opbygge ny fightervilje. Det er næsten lykkedes – håber jeg.
Jeg kunne måske lade være med at sætte ord på det hele her, men jeg gør det alligevel. Fordi det hjælper mig på vej. Får mig til at reflektere yderligere. Og fordi jeg gerne vil have det at se tilbage på – engang. Når hverdagen og livet byder på andre mere eller mindre udfordrende perioder. For at kunne se tilbage og minde mig selv om, at det ikke kom dalende ned fra himlen. Jeg har kæmpet – og vundet. Og så fordi det måske kan hjælpe andre, der står i samme eller en lignende situation. Alting kan se så fint ud, i små glimt, men ingen går gennem livet uden kamp(e).

I disse tider, hvor alle kæmper på hver deres måde, føles det lidt som om, at man ikke kan tillade sig at brokke sig, så længe man har sit gode liv i behold. Og det kan der selvfølgelig være noget om. Jeg forsøger virkelig også at få øje på alle de små, fine lykkeglimt og -stunder, der trods alt stadig findes, hver eneste dag. Det er på sin vis også dem, jeg forsøger at forevige her, i min digitale dagbog. Det er dem, der giver mig energi. Og jeg forsøger også at skabe dem, hvis ikke de opstår helt af sig selv. Forsøger at vælge det gode humør til og det dårlige fra. For ja, indimellem er det også et valg. Ikke blot noget, der kommer af sig selv. Og indimellem lykkes det heller ikke så godt, som jeg kunne ønske… (Der er nok også noget med hormoner indblandet i den kamp…)

Denne tid gør mig sårbar. Gør os sårbare. På hver vores måde. Og det er vel egentlig også okay at mærke det. Ikke lukke af for det. Og give efter for det hvis – eller når – det bliver for meget. De problemer man ellers måtte støde på, Corona eller ej, bliver hverken mindre eller større af det, vi står i lige nu. Måske bliver de sat i perspektiv eller ses pludselig i et andet lys. Men problemerne forsvinder ikke, bare fordi noget andet (også) fylder og kræver sin plads… Nogen bliver måske endda større på grund af det, vi står i lige nu. Sådan har jeg det ihvertfald…
Jeg har set mange, der har været frustrerede over at skulle agere pasningsordning for deres børn og passe deres arbejde samtidig. Det kan jeg sagtens sætte mig ind i, selvom jeg har ikke haft det sådan selv. Der har dog været andre ting, der har skubbet til og udfordret mit overskud.

Jeg har vist aldrig lagt skjul på, at sygeplejestudiet har budt på masser af udfordringer undervejs. Selvfølgelig. Det ville nok være mærkeligt andet. Hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg måske også, jeg har haft lige rigeligt at kæmpe med – ved siden af studiet. Flere dødsfald, sygdomsforløb og skoleskift for vores ældste lykkespire – for at nævne nogle.

Da jeg startede i min seneste praktik, sagde jeg til min vejleder, at mit allerstørste håb var, at jeg kunne gå gennem klinikperioden uden svær sygdom eller dødsfald ‘ved siden af’. Sådan blev det ikke. Først mistede jeg min farmor i starten af marts, lige inden Corona overtog. Og så ramte krisen, der lukkede alt ned. Nu tør jeg næsten ikke håbe på noget som helst til næste periode. Og frygter lidt, omend jeg ikke er overtroisk, hvad der nu kan (vil?) ramme…

De sidste uger har været ambivalente. Min slutspurt som sygeplejestuderende begyndte i starten af februar.
Med 6. semester, der udelukkende består af klinik. 2 perioder af 10 uger, med temmelig mange prøver og eksaminer undervejs. De første par milepæle blev tjekket af i løbet af de første 5 uger. Det føltes rart at kæmpe sig videre. Få overstået noget af alt det, der har ventet så længe – og fyldt. Ikke mindst mentalt.
Efter 7 ugers klinik blev jeg sendt hjem – 3 uger for tidligt. Fordi der blev lukket ned for konsultationer, og læringsmulighederne derfor ikke længere stod mål med det, jeg skulle kunne opnå.
I stedet fik jeg tildelt en større skriftlig opgave, som jeg har skullet arbejde på, mens jeg også har hjemmeskolet drengene og forsøgt at beskæftige et børnehavebarn med krudt bagi. Det er I nok mange, der kan nikke genkendende til…?

Jeg har forsøgt at angribe det positivt. Jeg har virkelig nydt at være sammen med drengene! Vi har lavet så mange hyggelige og sjove ting sammen. Endda helt uden at drive hinanden til vanvid 😉 Tværtimod, faktisk. Jeg har nydt, at vi ikke nødvendigvis skulle være klar til at forlade huset lidt over 7 om morgenen. Nydt at have madkundskab på skemaet, løse opgaver, cykle eller gå en tur og snakke om natur, dyr, verden, ingenting og alting med dem. Nydt, at vi har kunnet gøre mange af de ting, der ofte bliver nedprioriteret i en travl hverdag med studie, arbejde, skole, badminton, praktiske opgaver osv.

Men jeg har været stresset over opgaven. Min motivation for at skrive den har været ikkeeksisterende. Jeg har følt mig snydt. Og det sværeste i disse tider er næsten, at der ikke er nogen eller noget at give skylden. Fordi man ikke rigtigt kan skyde skylden på en virus. Den er ihvertfald nok temmelig ligeglad.
Selvom jeg frygtede 6. semester, fordi det er hårdt, presset og krævende, så har jeg også set frem til at ‘lære med hænderne’ for sidste gang, inden jeg – forhåbentlig – er færdig til januar. De her 20 uger er min sidste chance for at lære i klinisk praksis, som studerende.
Efter sommerferien venter valgfag og bachelorskrivning. Den del, jeg ser frem til med gå på mod. Fordi jeg synes om den proces, omend den også kan være frustrerende.
Min læringsstil er ‘teoretiker’ og jeg holder af at læse, reflektere og lære på den måde. Derfor er det samtidig så altafgørende for mig at have mulighed for at omsætte teori til praksis. Fordi sygeplejefaget kræver netop dette. Og med en skriftlig opgave pålagt, i stedet for at agere ‘ude i den virkelige verden’, blev jeg ladt tilbage med teori, bøger og skriftlige refleksioner. Det, jeg i forvejen er stærk i. Alt det som 5. semester, og mange af de foregående, også har budt på.

Jeg ved godt, at ingen har ønsket, at det skulle gå sådan her. Det har været ude af alles hænder. Men følelser er (måske) sjældent rationelle og jeg har været virkelig ked af at gå glip af de sidste 3 ugers klinik.
Det har selvfølgelig heller ikke gjort det nemmere, at uvisheden, i forhold til hvad der skal ske med 2. del af semesteret, har fyldt. Der har ikke været noget at se frem til, fordi ingen kunne give et svar.

Jeg er begyndt at tænke ‘hvis’ i stedet for ‘når’ jeg bliver færdig. Men jeg forsøger at holde målet for øje. Til januar er jeg færdiguddannet. Jeg tør ikke helt tro på det… Hver gang studiet har vist tænder, har jeg forsøgt at visualisere dagen for mig: Den dag, jeg bliver færdig, og alle mine drenge og min mor kommer op på skolen. Klar til at give kram og fejre med mig. Det er dét, der holder mig i gang, når det hele er uoverskueligt. Og så dét, at jeg fejrer hver en milepæl undervejs, som en lille sejr på vej mod den store.

I dag skulle jeg have fejret. I dag er sidste dag i 1. klinikperiode. På mandag starter 2. del. I dag skulle have været en festdag med en forhåbentlig bestået periode at fejre. I stedet afventer jeg nu godkendelse af mit kliniske forløb på baggrund af en skriftlig opgave – omend jeg faktisk nåede at være 7 ud af 10 uger i klinik. Jeg har stadig ikke fået svar… Det føles ikke rigtigt som om, der er noget at fejre. Det blev en mærkelig afslutning og det sidste punktum er ikke helt sat endnu…

Ikke desto mindre starter 2. del på mandag. I flere uger har vi ventet på svar ift. hvad der skal ske. Hvad der kan ske.
På mandag skulle jeg være startet i klinik på den afdeling, jeg fik tildelt engang i december. Jeg var heldig. Jeg fik opfyldt mit højeste ønske. Det var præcis den afdeling, og ingen anden, jeg har drømt om at slutte på – faktisk siden jeg startede. Jeg var simpelthen så glad, da vi fik pladserne tildelt før jul. Turde næste ikke tro på det. Har set frem til det lige siden. Det føltes lidt som om ringen sluttede. Alt det, der startede mit eventyr som sygeplejestuderende, skulle også være med til at slutte det. Jeg har set frem til det med forhåbning, glæde, spænding, ængstelse og viljestyrke. Alt det blev taget fra mig i onsdags kl. 18.02, da jeg fik en mail om, at jeg er blevet omplaceret. Til en afdeling i en anden by. Til et speciale, jeg er temmelig overbevist om, ikke er noget for mig. Fordi jeg efterhånden har set og prøvet lidt af hvert. Og er begyndt at danne mig et billede af, hvad jeg godt kunne tænke mig – eller ihvertfald hvad jeg nok ikke kunne tænke mig. For sådan er det med sygepleje. Det er et utrolig bredt felt, med masser af forskelligartede muligheder, og nogle tiltaler mere end andre. Sådan har jeg det ihvertfald…

Egentlig skal jeg – bør jeg – være taknemmelig for, at der overhoved er et kliniksted til mig i disse tider, så jeg ikke skal skrive opgaver de næste 10 uger. Men helt ærligt; jeg har det lidt som om, jeg vandt den store gevinst i lotto. Men nu har fået at vide, at der er sket en fejl og at tallene alligevel ikke passer. Jeg havde fået mit drømmekliniksted tildelt. Og nu er det taget fra mig igen. Jeg burde være glad for en plads – uanset hvad. Jeg ved det godt. Men det ændrer bare ikke på den ked af det-hed, denne ændring har medført. Jeg har brugt de sidste par dage på at affinde mig med det. Lande i det. Omstille mig.

Mit sensitive sind har det ret svært med, at jeg på få dage – igen – skal omstille mig til noget andet end det, der var tiltænkt fra starten. Fra det jeg havde set frem til med glæde, til en ny afdeling, et nyt speciale – og i en anden by, hvor kørselstid osv. nu også skal planlægges ind i det i forvejen pressede familieliv. Det er en stor omvæltning, midt i de mange andre. Og ja, jeg har grædt salte tårer over det. Fordi det har taget modet fra mig.

Jeg ved godt, at jeg på mandag sætter mig ud i bilen og kører af sted. Får det til at fungere. Og vil gøre alt for at få det bedste ud af det. Men det bliver ikke uden en indre kamp. Det kommer til at koste kræfter. Men jeg har gjort det så mange gange før, så jeg gør det (nok) igen. Fordi det er sådan, jeg fungerer. Heldigvis, kan man måske sige… For et par dage siden var jeg slatten i knæene og klar til at kaste mig ned og blive liggende. Helt ærligt – opgive. Så mindede jeg mig selv om alt det, jeg har kæmpet mig igennem. Det må ikke gå til spilde…

Lige nu kan jeg ikke overskue, at fredagen snart går på hæld, og der dermed kun er to dage til en ny hverdag rammer – igen. Igen. Jeg vil nyde de sidste par dage med drengene, og få det bedste ud af dem. Og forsøge at lade være med at tænke så meget på alt det, der venter. Være tilstede sammen med dem. For fra på mandag og 10 uger frem vil mit mentale overskud være på prøve.
Jeg har bare også liiiige en hel del litteratur, jeg pludselig skal have læst op på, for det nye speciale kræver dybdegående viden om andre ting end dem, jeg havde forberedt mig på… Godt at aftenerne er så lange… Og godt at der venter en lang sommerferie på den anden side….

10 uger – næsten 1/5 af et år. Det kan både føles som lang og kort tid. Det afhænger af så meget…

 

Jeg tror nok, jeg har genfundet lidt fightervilje de sidste par dage. På trods af at jeg var ved at give op. Jeg har forsøgt at affinde mig med det hele. Acceptere at jeg ikke kan gøre noget for at lave det om. Og lade det flyve…. Der mangler lige lidt, før jeg kan give helt slip….

Måske er det fordi, det hele er ukendt endnu. Måske er det fordi, jeg aldrig har været god til at tro på mig selv. Måske er det fordi, jeg er bange for, at jeg ikke kan leve op til andres – og ikke mindst mine egne – krav. Måske er det fordi, at mit bæger er fyldt, og jeg har brug for at give mig selv lov til at være ked af det lidt. Måske er det fordi, jeg synes, det er så mega uretfærdigt, at det ikke kunne blive, som det var planlagt. Måske er det fordi jeg ikke helt orker tanken om at skulle være ny et nyt sted igen. Måske er det fordi det har rystet mig i min grundvold, at verden på et øjeblik er blevet så ukendt – forandret. Måske er det fordi, at denne tid på året altid er svær. Fordi hjertets skyggeside tager over og savnet og sorgen fylder. Måske er der ikke en enkel forklaring på, hvorfor jeg har tabt min fightervilje – for en stund… Måske skal jeg bare lige give mig selv lov til at synes, at det hele er dumt… Ikke altid være så forbandet stærk. Nu har jeg ihvertfald sagt det højt…

I morgen venter en ny dag – med solskin og børnegrin. Det er slet ikke skidt. Og jeg har efterhånden en del erfaring med at ‘komme videre’ – så det gør jeg nok også denne gang. Med hjælp fra mine <3

 

Hvis du kunne tænke dig at læse flere af mine tanker om sygeplejestudiet, kan indlæggene findes lige her

Påskefrokost – bare os. Og noget om to fluer med et smæk…

 Blinis med rejer og rogn Majspandekager med salat, smøreost, persillepesto og kyllingTarteletter – selvfølgelig <3 Drengenes yndlingsmad Majspandekager med salat, smøreost, persillepesto og røget laks Minitærter med kylling eller rejer Sprøde rugbrødstærter med leverpostej, bacon og mormors hjemmesyltede rødbeder

I lørdags holdt vi påskefrokost herhjemme. Bare os – men det skulle ikke gå ud over udvalget. I stedet sikrede det os bare aftensmaden også. Sådan en slags ‘to fluer med et smæk’. Og rester som disse er der vist ingen, der klager over 🙂

Drengene havde glædet sig til årets påskefrokost i flere dage – ja, måske nærmere i flere uger. I disse tider er det begrænset, hvor meget der er at se frem til, så jeg synes at årets påskefrokost skulle have hele armen! Og så må vi tage revanche igen senere. For der er vist ingen af lækkerierne fra påskebordet, der ikke kan spises uanset årstid og anledning 😉

Traditionen tro var der tarteletter og friskbagt rugbrød med mormors karrysild. Hjerteblinis med rejer, creme fraiche og rogn og sprøde minitærter. Og så forsøgte jeg mig med et nyt indslag; sprøde rugbrødsbunde med leverpostej, sprød bacon og mormors rødbeder. De var et hit!

Havde vi været flere omkring bordet, havde jeg nok også serveret flere forskellige slags pålæg med dertilhørende tilbehør til rugbrødet. Det har vi til gode til en anden gang. Jeg synes, det var ‘vigtigere’ at lave lidt mad med spræl, end at fylde maverne med rugbrødsmadder, som vi ofte får.

Herunder er der links til de forskellige opskrifter:
Hjemmebagt rugbrød uden surdej // Blinis // Persillepesto // Majspandekager // Tarteletfyld // Minitærter

Jeg overvejer, om opskriften på sprøde rugbrødstærtebunde også skal på bloggen… Har efterhånden lavet dem nogle gange og de bliver altid spist lynhurtigt 🙂 Det er også ved at være noget tid siden, jeg sidst delte en opskrift med jer.

Nu vil jeg lukke computeren og hoppe ud i solen sammen med drengene. I morgen starter S i skole igen og fredag er det W’s tur, så det er med at nyde denne sidste hjemmeskoledag, med alt hvad der til hører.

God eftermiddag derude!

Påskelykkeglimt fra en anderledes påskeferie

Håndmadder Cherry on top <3  Små fugle til eftermiddagshyggen … og en lille, glad pipunge <3Haps – påskesolen fik os til at gøre det. Issandwich holder altid!Lidt påskekrea nåede vi også at hygge os med Hellere en fugl i hånden, end….  Lag på lag – når forårsvinden stadig bider lidtStjerneskud Morgenhygge Kyllingeburgere til alle mine kyllinger <3
Med pulled chicken, der gør sig fantastisk godt i burgereChewy, sprøde fuglereder til dessert – med stikkelsbær, flødeskum, chokoladegrene og påskeæg En påskehare-kanin-kat til aftensmad – tror aldrig drengene bliver trætte af lagkagesandwich 🙂Skål

Påskeferien i år blev noget anderledes end planlagt. Sådan er det nok også for mange af jer. Vi skulle have været på forlænget weekend i København med mormor, men sådan blev det altså ikke…
I stedet har vi brugt dagene på at nyde det skønne solskinsvejr og smovse lækkerier. Og nyde at vi havde pause fra hjemmeskolen, selvfølgelig 🙂

Vi ville gerne have haft samlet en masse omkring bordet til påskekage, påskefrokost eller måske en lækker brunch. Men sådan skulle det ikke være. Drengene har egentlig taget det rigtig fint. Forsøgt at få det bedste ud af det. Er gode til at lege sammen, hoppe på trampolinen, tage med på cykelture og spille spil sammen. Jovist, de kan da også have deres ‘ture’, men de er hurtigt klaret. Sådan er det – brødre <3

Jeg har haft en større skriftlig opgave hængende over hovedet, som jeg har forsøgt at skrive lidt på indimellem. Den har medvirket til konstant dårlig samvittighed. Det har de jo en tendens til at gøre… Men jeg synes ikke, det skulle gå ud over drengene. Så jeg har også forsøgte at lægge det fra mig og holde fri – og bruge tid på at lave sjov. Og forkæle dem <3
Med kyllinge-kyllingeburgere, lagkagesandwich, sprøde marengsreder, pimpede håndmadder, issandwich, bløde fugle, morgenbord, påskefrokost og meget andet. Det har været skønt at lade kreativiteten få frit løb i køkkenet indimellem. Mit fristed.

Nu venter der en ny hverdag igen fra i morgen. Men inden da skal vi nyde den sidste påskedag til fulde.

Rigtig glædelig 2. påskedag derude. Må den bringe solskin og hjertevarme med sig

 Forpremiere på årets påskefrokost 🙂  Flettede spinatflutes med persillepesto og masser af ost – flutene tager udgangspunkt i denne opskrift Det smager lidt af sommer <3De blødeste, lækreste snegle <3

En dag med tiltrængt fortrængning

I lørdags var A på døgnvagt, og drengene og jeg havde brug for – og lyst til – at tage på tur ud i det blå. Glemme alt om det, der har ramt os, for en stund. Bare have det sjovt, få røde kinder af den friske luft og tvinge skridttælleren til at arbejde lidt.
Jeg pakkede en lille påskeoverraskelse og så kørte vi af sted.
Vi havde forinden snakket om, at vi ville køre til heart kunstmuseum og forsøge at finde det ‘påskeæg’, der er gemt derude. En stor, stribet kunstinstallation, der skulle vise sig at være gemt godt af vejen…

 HoplaDer var en del skyer på himlen, men luften var lun og solen tittede også frem indimellem. Det var friskt og skønt. ‘Hva’ for en passer til mig?’ Skovbunden kompenserede for manglende solskin og sørgede for forårsfornemmelserEfter lang tids søgen, hvor vi fik gået næsten 4 kilometer rundt i området, fandt vi endelig påskeægget, godt gemt væk bag træerne. Påskeægget er en kunstinstallation i skønne farver og vi havde det sjovt med at forsøge at tage billeder hvor det ligner, at L løfter det 🙂Brødre <3
Så gode til at hygge sig, have det sjovt og finde på. Uden vi helt lagde mærke til det, havde vi pludselig gået mere end 4 kilometer og været på farten i over 2,5 timer.
 Pausesnacks og gætteleg imens. Drengene startede på ‘Gæt hvad jeg tænker på’. Det fik vi overraskende meget tid til at gå med 🙂 Popcornshapseri i pæne omgivelser Selv fuglene huskede at holde afstand… Filur <3  De bliver så store – lige for øjnene af mig <3

Om eftermiddagen spiste vi pimpede påskeæg. Det er blevet en tradition herhjemme, som både store og små holder af. Det er et hyggeligt projekt. Jeg tager udgangspunkt i opskriften på kagemand lige her og sprøjter dejen ud som påskeæg i stedet.
På min instagramprofil @mormedmere_mad er der en serie videoer i mine highlights, der viser, hvordan jeg laver vandbakkelsesdej.

På intet tidspunkt i løbet af dagen så eller læste jeg nyheder. Det var virkelig skønt og tiltrængt. En dag uden opdatering på de nyeste tal om Corona m.m. kan anbefales.
Drengene sagde, helt uopfordret, at det havde været så hyggeligt at være på tur. Og da vi spiste aftensmad blev vi hurtigt enige om, at det havde været en virkelig skøn dag. Varmen i min mave understregede det. Jeg synes også, den havde været helt igennem rar. Med tid til at være. Og plads til at glemme alt det, der er så stort, uforståeligt og uoverskueligt.

I øvrigt var vi selvfølgelig opmærksomme på at holde os på afstand af andre. Der var dog ikke særlig mange andre end os derude, og det er et stort område, så vi overholdt alle retningslinjer 😉 For selvom vi fortrængte, så lurede ‘reglerne’ selvfølgelig, nærmest ubevidst, i baghovedet…

Hermed er tippene givet videre, hvis I har lyst til lidt kunst eller krea (eller begge dele).
Vi kan både anbefale en kunstskøn tur til heart og Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts museum (hvis udendørs udstillinger i øvrigt er gratis at besøge) og en eftermiddag med påskeægspimpning.

Jeg har også tidligere anbefalet en tur til Skovsnogen, som også kunne være et muligt påskeudflugtssted. Indlægget kan læses lige her. Det er snart 3 år gammelt, så det er også en sjovt tilbageblik til dengang drengene var noget mindre og Saga var hvalp 🙂

Rigtig god eftermiddag derude og glædelig skærtorsdag!

Når rastløshed medfører omrokering i køkkenet – kom med indenfor…

Mit yndlingsmorgenhjørne til kaffe og strik  Maskinpark, mumisamling og kaffehjørne i skøn foreningJeg kan ikke gøre for det…Min julegave fra A. Smukke skåle lavet af Helle MardahlShelfie Så mange yndlingsminder lige der <3

For godt og vel to uger siden blev 1. del af mit klinikforløb på 6. semester afbrudt. 3 uger for tidligt. Det har betydet, at jeg har kunnet være herhjemme sammen med drengene, omend jeg nu i stedet har en større skriftlig opgave, der skal laves og afleveres som substitut for det, jeg går glip af i klinikken.

Præcis som når jeg har været på barsel, har jeg mærket rastløsheden kradse under huden. Det resulterede i, at flere af de kreative ideer, der har boblet indeni de sidste måneder måtte udføres. Jeg fik overtalt A til at hjælpe mig, og nu er køkkenet blevet en hel del anderledes – og ret skønt at være i 🙂

Det er nu ikke fordi rummet er så stort, at der er de vilde muligheder for at ændre på indretningen. Det føles dog alligevel som om, vi har fået ‘nyt’ køkken. Ikke selve skabene osv, men den anden ende af køkkenet har fået mere spræl, der er blevet mere plads og så er det runde bord tilbage igen. Det har været savnet! Nu står det store firkantede spisebord i stedet oppe på drengenes legeværelse og bruges som base for puslespilssamleri 🙂

Drengene har sjovt nok også tilkendegivet, at de synes det er hyggeligt at have det runde bord tilbage i køkkenet. Ja de har såmænd alle 3 sagt, uafhængigt af hinanden, at de er vilde med det ‘nye’ køkken. Det er nu ret sjovt og hyggeligt, at de bemærker det og sætter pris på det.
Det runde bord er ikke så stort, men der er plads til det mest nødvendige, og vi kan alle 5 sidde omkring det. Og når vi dækker større op, eller skal have plads til masser af lækkerier, sætter vi os alligevel altid ind til det store bord i stuen.

Det runde bord gav plads til, at der kunne komme lidt opbevaring op på væggen bagved, så de lyserøde Montanareoler blev flyttet fra gangen og ud i køkkenet. Nu ligner hjørnet måske mest af alt en spraglet slikbutik… Men det bringer smil, lys og forårsfornemmelser med sig, og det er slet ikke så tosset endda 🙂 Jeg har virkelig nydt at sidde ved bordet med morgenkaffen og mit strikkeprojekt og mærke forårssolens varme, der gavmildt har lyst køkkenet op hver morgen de sidste par uger.

Jeg var også blevet træt af de tunge reoler over køkkenbordet, så nu er Stringreolen flyttet tilbage igen og fyldt med masser af favoritter, der bruges flittigt hver dag – og pynter, når de ikke er i brug.

Nu vil jeg hoppe ud i køkkenet og sætte dej over til en portion hotdogbrød til aftenens menu. Et af drengenes madønsker fra en lange madønskeliste, vi lavede, da alt det her Corona lock down ramte os.
Det er værd at fejre, at påskeferien har ramt os (eller de fleste af os. A har vagt igen i morgen, og jeg har stadig en opgave, der ikke er færdig, men vores jobs som hjemmeskolelærere har vi da ferie fra ,) …) Rosevinen er også lagt på køl 😉

Rigtig god eftermiddag derude – og god påskeferie!

 

Herunder har jeg samlet en omgang links til nogle af de ting, I plejer at spørge, hvor er fra 🙂 Hvis jeg har misset noget, så skriv endelig en kommentar.

 Billedevæggen, som kan nydes fra spisebordet, har jeg skrevet mere om her  Den blå karaffel er købt her*. Den lyserøde skål med fod er købt her* og den smukke blå skål med rhombemønster er købt her (og kan faktisk købes med rabat lige nu)  Messinghylderne er købt her* – pladerne bagved har jeg selv tilføjet. Glaskrukkerne på øverste hylde,  med frø, kerner og rasp, er fra Ikea. Gavlene til reolen er købt her* og hylderne er købt her*  Messinglampen, som jeg nyder hver dag, er købt her  Det blå drikkeglas er købt her* – og findes i flere forskellige farver, se fx billedet herunder. Den lyserøde glasskål med skumfiduser er købt her* og den lyserøde kande er købt her*