4 år – en solstråle midt i alt det mørke

Morgenbordet Thebirkes – en fødselsdagstradition <3
 4 år <3 En af fødselsdagsgaverne – tydeligvis et hit <3Eftermiddagsbordet  En regnbue til en solstråle <3 Opgraderet solbærsnitte  … Og en ny tradition – flagboller  Middag i byen, som afslutning på en fin fejringsdag

Maj måned er fyldt med datoer, der gør ondt. Men midt i alt det, der er svært, er der også solstråler, der lyser op.

D. 12. maj fyldte vores yngste lykkespire år og det skulle selvfølgelig fejres – med alt hvad der til hører!

I år faldt hans fødselsdag på en søndag, så vi kickstartede fødselsdagsfejringen med det helt store morgenbord og gaver i massevis. Traditionen tro var der thebirkes og masser af andet godt at fylde maverne med.

Som traditionen også foreskriver, har L ønsket og udvalgt sig et helt særligt tema til sin fødselsdagsfest, men tiden var ikke til, at vi kunne holde temafest på selve dagen, så det har han til gode til på søndag.
Det afholdt os dog ikke fra at fejre med både lagkage, kagemand, hindbærsnitter og andet sødt.

Om aftenen var vi i byen at spise med mormor, morbror og tante. L nød at være dagens helt i skysovs og vi nød at se ham stråle.
Inden for den sidste måned har han virkelig krydset mange milepæle, blandt andet smidt bleen og lært at cykle uden støttehjul.
Han er vokset så meget både fysisk og mentalt og det er med at nyde hvert øjeblik!

Nu er forberedelserne godt i gang til den store fejring på søndag, og jeg håber, det bliver præcis som han drømmer om 😉
Hvis du vil følge lidt med i forberedelser og fest undervejs, så kommer der nok lidt derfra på Instagram @mormedmegetmere

Rigtig god eftermiddag derude

Herunder er der links til opskrifter fra fødselsdagen:
Flagboller // Kagemand af vandbakkelse // Thebirkes // Yndlings morgenboller // Hindbærsnitter // Lagkage med jordbærmousse

Mit hjerte – i undtagelsestilstand

I 3 år nu, har den her tid på året været tung.
Det er heldigt, at jeg altid har holdt så meget af foråret, for ellers ville den her tid på året nu være noget, der skulle overstås. Det hjælper trods alt på humøret, at solen smiler til én og alting springer ud.
De sidste 3 år har det dog indimellem været lidt svært at få øje på alt det smukke, der sker lige udenfor vinduet, når min brystkasse knuger mit hjerte og strammer om mine lunger. Når mine øjne løber i vand igen og igen og mit hoved føles tungt og utilstrækkeligt.
Når tårerne sidder tæt bag de tunge øjenlåg, som står de på spring og håber på, snart at få lov til at pible frem.

I går skulle min far være fyldt 64 år. I dag er det tre år siden, vi tog afsked med ham. Den ene dato er en, jeg altid har set frem til med glæde, hele mit liv. Indtil for 3 år siden. Nu stikker det i stedet i hjertet, når jeg ser den; 7. maj. Din sidste fødselsdag var den sidste dag, vi snakkede med dig. Dagen efter forandrede mit – vores – liv for altid.
De sidste par uger har mit hjerte været i undtagelsestilstand. Det er gået over på overlevelsesmode og er dækket af en hinde, der får det meste til at prelle af.

Det første år uden ham var vanvittigt hårdt. Alting skulle opleves for første gang – uden ham. Fødselsdage, jul, mærkedage, ferier, fridage, hverdage. Det første år var jeg overvældet af sorg. Det lange sygdomsforløb fyldte en masse, og vi skulle finde ind til minderne om ham, fra før han blev syg. Vi skulle have bearbejdet forløbet – og tabet. Det første år forstod jeg det ikke. Jeg blev ved med at se ham for mig; så ham på gågaden eller oppe i aulaen. Havde en følelse af, at han ville komme ind i stuen lige om lidt, når jeg besøgte min mor. Min hjerne forstod det ikke. Mit hjerte kunne ikke tage det ind. Der var så mange praktiske ting, der skulle sørges for, der tog fokus fra følelserne.
Der var 3 drenge, der skulle omfavnes i det hele, og bæres godt videre. En lille fyr på knap et år, der også optog meget af min tid og en barsel, der fik en ende. En svær vuggestuestart og et nyt arbejde, der stjal meget af min (næsten ikke-eksisterende) energi. Et liv, der skulle gå videre, på trods…

Det andet år var et underligt vakuum. Nu var det ikke længere ‘lige sket’. Der var ikke længere nogen, der spurgte til det. Det føltes som om, det var ‘glemt’. Og jeg var først lige ved at forstå det… Jeg var stadig indhyllet i en boble af sorg. Min hjerne holdt mig i gang, selvom mit hjerte kæmpede imod.

Nu er det tre år siden, og det gør stadig ondt. Ubærligt ondt. Det vil det aldrig holde op med. Det ved jeg nu. Jo længere tid der går, jo længere tid har jeg undværet. Savnet. Manglet.
Sorgen forandrer sig. Savnet vokser. Minderne bliver nogle andre, når alt det, der var til sidst, ikke længere får lov at fylde det hele. Men følelsen af, at andre kan tænke: ‘Nu må hun da være kommet videre’, den rammer SÅ hårdt. Mit liv bliver aldrig det samme igen.
Det gør stadig afsindigt ondt at se bedstefædre hente deres børnebørn i børnehaven, eller tage med dem til sportsaktiviteter. Det gør ondt at høre andre fortælle om deres far. Det gør ondt at tænkte på alt det, som mine drengene aldrig skal opleve.
Jeg har lært at registrere smerten, når den rammer, og sende den hen, hvor den kan være. Sende den ind i mit hjerte, der hvor der er et hul – og hvor der undervejs er vokset en lomme frem, hvor det kan høre til i. Jeg får ikke længere ondt i maven, når jeg kører forbi kirurgisk afdeling. Min hjerne har lært at overdøve mit hjerte – når det er sådan det skal være. Fordi der er et liv, der skal leves. Men jeg kan stadig blive overvældet af sorg – midt på en øde landevej – når jeg kører i bilen og hører en sang, han lærte mig at holde af. Eller inden jeg skal til eksamen, og forsøger at finde styrke i, at jeg godt kan – fordi jeg har oplevet noget, der, uden sammenligning, var og er meget værre.

Jeg insisterer på at holde fast i minderne. Vi snakker ofte, næsten dagligt, om morfar. Forleden, da vi kørte forbi kirkegården, som vi gør så tit, når vi skal ind til byen, lavede L hjertetegn med sine små, kærlige hænder og sagde, at det var til morfar og farfar. Det var så fint <3
Jeg kan høre mig selv sige ting, som han ville have gjort. Og når jeg dækker bordet, hælder ting op i små skåle og kalder familien til bords, så er der lidt af ham med i det. Fordi han lærte mig at gøre lidt ekstra ud af tingene. Og kræse for dem, man holder af.
I går kiggede W og jeg på billeder fra brylluppet, fra ferien på Malta, da S var en lille lykkespire i min mave, fra da L blev født og min far var skaldet, fra da drengene hjalp ham med at blive barberet, da han var indlagt på onkologisk…

Sammen holder vi fast i minderne. Jeg ser ham ikke længere for mig, som den han var til sidst, da han var syg. Jeg ser ham i drengene, når de siger eller gør ting, som han ville have sagt eller gjort.

Jeg længes efter at tale med ham, høre hans stemme. Dele oplevelser med ham. Høre hans mening om stort og småt. Se verden en smule med hans øjne. Længes efter at mærke hans store far-hånd ae min kind, sådan som han altid gjorde. Se hans skæve smil og glimt i øjet og høre ham grine af sine egen, platte vitser <3

I dag går jeg ud af døren og ligner mig selv. Men indeni er jeg i stykker. I dag holder jeg om min mor, kører på kirkegården og bruger timerne på at være. I dag er mit hjerte i undtagelsestilstand – og det får det lov til. I morgen går livet videre igen – fordi det er sådan det skal være.

*******

Kære Far

I dag er det 3 år siden vi sad omkring din seng og sagde farvel til dig. Den del har jeg stadig svært ved at tage ind. Jeg var ikke forberedt på, at det skulle blive mit lod. At det skulle blive dit. Det var du heller ikke.
Siden da, har der været et hul i mit hjerte, der aldrig forsvinder. Det er blevet til en lomme, der skal gemme på alt det, der nu er mit liv. Mit hjerte græder lydløst – og i dag får det lov uden begrænsning.

Det er svært at forstå, at vi har undværet dig i 3 år. Jeg har stadig ikke vænnet mig til tanken.
L snakker om dig næsten hver dag. Omend han var så lille da du tog herfra, at han ikke kan huske dig.

Mit hjerte har grædt så uendelig meget. Over mit tab. Over drengenes tab. Over mors tab. Over vores tab.
Jeg har følt uendelig meget taknemmelighed over, at A nåede at kende dig i så mange år. At du nåede at følge mig op ad kirkegulvet. Blive morfar til 3 drenge, der forgudede dig.
Uretfærdigheden spænder ben. Hvorfor? Det er meningsløst. Jeg forsøger at tvinge mig selv til at finde på mening i det, der ikke giver mening. Fordi jeg skal. Fordi livet skal gå videre. Sådan ville du også ønske det. Det ved jeg godt.

Du er med mig hver eneste dag. Giver mig styrke. Jeg har oplevet så mange ting, jeg har manglet dig til. Men du har været med mig, i mine tanker, i mine handlinger. I mit hjerte. Selvom jeg helst var foruden, har du lært mig om livet – og døden – og sat det hele i perspektiv. Jeg er ikke længere bange for døden,  – ej heller at stå i svære, triste situationer. I stedet forsøger jeg at bruge det til noget godt, når jeg tager af sted og øver mig i at blive en dygtig sygeplejerske.

Jeg savner dig! Livet bliver aldrig det samme igen. Det ved jeg nu.
At miste dig har lært mig, at livet er nu. At jeg ikke skal spare på kærlighed og lykke. At jeg skal forfølge mine drømme og gøre det, der gør mig glad. Selvom jeg helst ville have lært det på en anden måde, er det nu altså mit lod og jeg må bære det med mig på bedste vis.

Kære Far. Jeg savner dig!

*******

Sorg er kærlighedens pris!
Husk at nyde, pleje, ære og mærke kærligheden – hver dag. Tag den ikke for givet og tro ikke, at man kan ødsle med den. Det er den, der giver livet værdi!

 

Mine tidligere indlæg om sorg, savn, sygdom og død kan læses her

Lykkeglimt fra ugen, der gik – fletterier, fisk, forår og farverig strik

Når jeg trænger til at lufte hovedet, går jeg i køkkenet og leger med maden…Forsøg med flettede ostebrødLaks og alt muligt andet godt… Og et brød, der blev en (stor) succesNyeste kunstværk fra min mors hånd … Som passer perfekt til vinterforårsvejret  Bamseboller … og Chocolate Chip Cookies  Vild med eftermiddagsstunder sammen med de her 3 (og deres far, selvfølgelig, når han er hjemme til det) Reklame – Søndag og tid til at smage ny, lækker kaffe fra Ønsk, der er både økologisk og bæredygtig (modtaget i gave)Cardiganen hedder Honning Cardigan og er designet af Lene Holme Samsøe – farven valgte jeg med inspiration fra navnet 🙂  Fejring – fordi vi alle 5 endelig er samlet igen

En omgang lykkeglimt fra weekenden plus det løse.
Fra dage med tid til køkkenglæde, bagesjov og nydning. Fra en weekend, hvor vi manglede A det meste af tiden. Men dog fik det bedste ud af det. Både når drengene og jeg var ‘alene’ og da vi var samlet igen alle 5.
En weekend der var tiltrængt efter en sej uge med opstart i klinik, for mit vedkommende. Lørdag var min hjerne i zombiemode og alting foregik i slowmotion. Den var drengene heldigvis med på – de kan nemt bestikkes med lidt kage og andet godt 😉

Vejret viste sig at blive mere mildt end frygtet. Sneen holdt sig på afstand, og solen besluttede sig endda for at forkæle os lidt, så vi fik fyret krudt af i haven, inden vi smed os på sofaen igen 😉

I onsdags, da jeg havde studiedag, holdt jeg pause i læsningen for at slå hjernen fra og flette rabarber. For nogen er det måske en temmelig mærkelig prioritering – for mig den helt rigtige. Jeg kan nemlig ikke både reflektere over svære problemstillinger og koncentrere mig om at flette rabarber, bage bund og lave creme på en og samme tid. Så for mig er det en måde at koble lidt fra på. Og som bonus; en måde at forkæle mine drenge lidt på.

Der blev også tid til at afprøve en ny idé, nemlig et flettet brød med ost og gulerod. En kæmpe hit, som drengene jublede over, så det skal helt sikkert på menuen igen meget snart. Måske jeg endda skal skrive opskriften ned, så flere kan få glæde af den… På Instagram (@mormedmegetmere) var der ihvertfald stor interesse for det 😉

Nu vil jeg skynde mig i seng, for jeg får brug for alle mine kræfter i morgen.

God aften

Lykkeglimt – sommerstemning, selvforkælelse, sprøde lækkerier og søde typer

 Ud på tur – med bare ben  Pandekager til aftensmad – opskriften er her Selvforkælelse Aftensmad to go – opskriften på pitabrød er her Aftentur  Sprøde tærter – opskriften på lignende er her 3 retters menu på en rar fredag  3 på stribe  Søndagskylling

Der er ikke mange ord tilbage i mit hoved (eller mine fingre), for den første uge i klinik sluger de fleste af mine kræfter, men det kunne alligevel lige blive til en portion lykkeglimt.

Det er lidt sjovt at se tilbage på fine dage, hvor vi gik tur i baghaven med bare ben og sved på panden. I morges cyklede jeg af sted med vinterjakke og luffer på. Åh ja, du danske forår 😉
Heldigvis fik vi det bedste ud af de skønne solskinsdage og nød timerne udendørs.

Som jeg nævnte forleden, har A lige haft et par uger, hvor han nærmest var væk ‘hele tiden’, så en aften, hvor drengene og jeg havde snakket om at tage aftensmaden med på tur, besluttede vi i stedet at pakke det ned og tage det med ind til A. Heldigvis havde han tid til at spise sammen med os, og det var helt vildt hyggeligt! På vej hjem stoppede vi på vejen, fordi drengene også gerne ville ‘på skovtur’, så vi spiste vandmeloner i de smukke rapsmarker og nød den lave aftensol.

Derudover har vi blandt andet guflet sprøde tærter, saftig kylling med tilbehør i alle regnbuens farver, rejecocktails a la 80’erne, pandekager og meget mere. Og så måtte vi selvfølgelig fejre W’s badmintonmedalje med Sportscola’er, nu han vandt den der, hvor de kommer fra.

Nu venter der 1 dag mere på ‘min nye afdeling’, før der står weekend på programmet. Nøj, jeg glæder mig til at koble lidt fra og lade batterierne op til endnu en uge. Det er altså bare drøn hårdt at starte på ‘nyt arbejde’! (Det har jeg i øvrigt skrevet mere om her)

Rigtig god aften derude

Påskelykkeglimt #2 – grin, sommer, smovseri, lykke og søde unger

 Påskefrokost – bare os 5  Vandmelontapas – et kæmpe hit herhjemme. Opskriften er her Opskriften på nemt og hurtigt tarteletfyld er her Påske’fri’ var ikke ren afslapning for alleNyvasket sengetøj, tørret i forårsvinden <3 Kyllingeburgers og kold kartoffelsalat Når W er fotografTænksom elsklingSpiselige legoklodserHåndtegn og mormorstrik <3Første gang i trafikskolen – det var stortBaby Blue Eyes <3Formiddagsbesøg hos Olde på plejehjemmetNyt projekt på pindene3 grinebidereAftensmad på terrassen – iført bare ben og godt humør – sommerstemning en masse!

Inden påskeferien er langt væk i erindringen, vil jeg dele et tilbageblik på 2. del af vores ferie.
1. del kan (gen)ses lige her

Drengene og jeg havde en del dage ‘for os selv’, da A var på døgnvagt mere eller mindre hver anden dag og derudover skulle indhente søvn, når han havde fri.
Onsdag, da vi alle var samlet, nød vi en lækker påskefrokost sammen og brugte derudover dagen i haven, i det fine solskinsvejr.

Fredag drønede drengene og jeg til Legoland og brugte heeeele dagen dernede. Selvom L har været der for et par år siden, var det nærmest som det første besøg for ham. Han kunne ikke selv huske, at han havde været der før. Han stornød at køre i tog, safaribiler, flyve i flyvemaskiner og sejle en tur med mig. S fik prøvet køreskolen for første gang, og for ham var det dagens højdepunkt.

På ferieprogrammet var også planteskolebesøg, besøg hos min mormor på plejehjemmet, is i lange baner og solnydning i haven.
Om søndagen spiste vi aftensmad på terrassen i bare arme og ben og det var langt fra koldt. Det var helt sommerligt, mildt og fantastisk skønt. Og så sørgede L for grineflip en masse – han er simpelthen så sjov og han nyder, at han kan få sine storebrødre til at græde af grin <3

Selvom vi manglede A meget af ferien – og jeg indimellem godt kunne synes, at det var lidt hårdt arbejde at være alene med drengene så meget af tiden – så var påskeferien så rar, at jeg var helt trist over, at den fik en ende. Jeg kunne godt have snuppet en uge eller 4 mere på den måde.

At denne uge, siden i tirsdags, ikke lige har været min uge, har heller ikke pyntet på det. Jeg håber, at weekenden kan rette op på det, så jeg kan møde mandagen med opladede batterier. Der venter nemlig rigeligt med nervepirrende ting på den anden side af weekenden, som kommer til at kræve alle mine kræfter…

Rigtig god weekend derude