Påskefrokost 2021 - hygge, grin, forårsfornemmelser og lækkerier i vores lille boble

På udflugt til drager og andre mytiske væsner

Reklame for Holstebro Museum

Maj måneds begyndelse bringer savn og (svære) minder med sig, men vi er heldigvis gode til at hjælpe hinanden igennem.
D. 7. maj, min fars fødselsdag, inviterede drengene og jeg mormor med på tur. Vi kørte til Holstebro museum for at udfolde vores fantasi og opleve udstillingen ‘Drager og andre mytiske væsner’.

For mange børn er drager sjove og spændende væsner, der virker tiltrækkende og magiske – og også lidt skræmmende.
Når vi har læst eventyr herhjemme, har det sat fantasien i gang, og den viser sig ofte at være livlig og fantastisk, når den får lov at folde sig ud. Vi har blandt andet nydt at dykke ned i Harry Potters univers, og drømme os væk til en anden verden fuld af magi. Vi har leget, at vi har kæmpet mod drager, reddet prinsesser eller fløjet væk på et fabeldyr. Talt om hvordan livet ville være, hvis vi levede under vand eller som trolde og kæmper i skoven.

Med fantasi og eventyr følger spørgsmål og undren. Hvorfor troede man – i gamle dage – at der fandtes kæmper? Hvorfor har en enhjørning et horn i panden? Findes der søuhyrer og hvilken sammenhæng er der mellem skibe og havfruer? Kan alle drager flyve og hvorfor har nogle heste vinger?
Udstillingen gav anledning til mange spørgsmål og der var ligeledes mulighed for at finde svar. Og det var ikke kun drengene, der blev klogere 😉 Jeg fandt for eksempel ud af, hvordan myten om enhjørningens horn opstod, og at det har rod i Danmark.
Nogle af de mytiske væsner har mange år på bagen, men som udstillingen også illustrerer, bliver der stadig ‘opfundet’ nye. Måske har vi mennesker brug for at tro på lidt af hvert?.. Måske spiller kultur, tro og verdensbillede også ind?

Efter nogle timers udforskning af udstillingen spiste vi frokost på den tilhørende café, og imens talte vi om, hvilke væsner vi hver især var mest ‘dragede’ af. Bagefter gik vi en tur udenfor i det fine solskinsvejr, inden vi vendte snuderne hjemad igen.

Efter mange måneder uden de store ‘udskejelser’ var det så skønt og tiltrængt at være ude at opleve igen og spise på restaurant og både store og små nød det i fulde drag. Det gav ligeledes anledning til nye, sjove snakke om fabeldyr, tro, håb, myter, sagn, fantasi og virkelighed.

Facts om udstillingen: 

  • Entreen er gratis for alle under 26 år
  • De mange mytiske væsner kan opleves til og med 31. oktober 2021 på Holstebro museum, som det eneste sted i Danmark
  • Udstillingen er fra American Museum of Natural History – der hvor ‘Nat på museet’ er optaget
  • Holstebro museums andre udstillinger ligger i forlængelse af denne og det samme gør Holstebro Kunstmuseum, så der er rig mulighed for at opleve – og entrebilletten gælder ligeledes til begge museer
  • Læs mere om udstillingen ved at klikke her
  • Tjek åbningstiderne ved at klikke her – der er åbent hele sommeren og ligeledes i efterårsferien
  • Der er planlagt forskellige events henover sommeren. De kan udforskes ved at klikke her

Herunder har jeg samlet flere glimt fra vores besøg:


Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Påskefrokost 2021 - hygge, grin, forårsfornemmelser og lækkerier i vores lille boble