Opskrift: Pitabrød med spelt, der er nemme at bage!

Den der følelse, når pitabrødene popper inde i ovnen og bliver store og hule indeni – det er lidt magisk 🙂
Jeg har brugt lang tid, og adskillige forsøg, på at finde frem til den rette dej, der kan netop dét. Det er noget lettere, hvis man bager med hvedemel, men jeg ville rigtig gerne have det til at lykkes med speltmel. (Hvorfor, kan du blandt andet læse mere om i dette indlæg)
Nu er opskriften finpudset og fungerer helt fantastisk. Første gang de poppede i ovnen, blev jeg helt høj 🙂
Nu er det endelig slut med dejtunge pitabrød, for de her puffer og bliver hule indeni – som om de nærmest kalder på at blive fyldt med alverdens lækkerier 😉
De er såmænd ret nemme at bage, og heller ikke særlig tidskrævende. Men det er vigtigt at følge opskriften, og være forsigtig med dejen, så luften ikke presses ud. Så mister den nemlig sin ‘poppethed’.
Herhjemme bruger vi gerne pitabrød til aftensmad, når det skal være nemt og sundt. Som vi f.eks. gjorde det i weekenden. Men til en lækker og lidt anderledes frokost gør de sig også godt. Er der brød til overs, hopper de lynhurtigt ned i drengenes madpakker. En virkelig god (nem og lækker) måde at få ekstra grønt i dem – også i skoletiden 🙂
Opskriften giver 12 pitabrød
Du skal bruge:
15 gr. gær
4 dl vand
1 tsk havsalt
20 gr. olivenolie
150 gr. fuldkornsspeltmel
100 gr. manitobamel (eller hvedemel)
400 gr. sigtet speltmel
Lidt mel til udrulning
Sådan gør du:
Opløs gæren i vandet i en stor skål.
Tilsæt salt, olivenolie og fuldkornsspeltmel og rør sammen. Rør manitobamelet i.
Herefter tilsættes det sigtede speltmel lidt efter lidt, mens der røres.
Når dejen slipper skålens kanter, æltes der videre i 5-7 minutter, til dejen er smidig og glat.
Lad dejen hæve 1 time med et fugtigt klæde over skålen.
Hæld dejen ud på et meldrysset bord og rul den til en lang slange. Skær den i 12 lige store stykker og rul dem til boller.
Lad bollerne efterhæve på bordet i ca. 30 minutter.
Læg 3 stykker bagepapir klar på køkkenbordet.
Nu skal pitabrødene laves.
Drys mel ud på bordet. Flyt forsigtigt en af bollerne over i melet og rul den til en flad cirkel. Der skal ikke trykkes hårdt. Dejen skal bibeholde sin luftighed.
Læg forsigtigt de flade cirkler på bagepapir på køkkenbordet. 4 på hvert papir. Lad dem efterhæve, mens ovnen bliver varm.
Sæt 2 bageplader ind i ovnen og tænd den på 250 grader varmluft.
Når ovnen og pladerne er varme, hives pitabrødene forsigtigt over på pladen og sættes i ovnen. Der kan godt bages to plader på én gang.
Lad pitabrødene bage i ca. 5-7 minutter, til de er poppet op og blevet gyldne.
Tag dem ud og lad dem afkøle på en rist
Pitabrødene smager super lækkert, når de er friskbagt. Men de holder sig også fint et par dage i en frysepose og kan også fryses ned.
Så er der vist kun tilbage at ønske jer alle en rigtig god dag 🙂
P.S. Hvis du synes om denne opskrift, kan du garanteret finde endnu mere inspiration i mit opskriftindex lige her
Herunder er der lidt billeder fra bageprocessen:
Hvor ser de gode ud! Jeg er også selv på FODMAP med samme udfordringer som dig. Jeg kan ikke finde manitoba mel i nogen af FODMAP-kisterne, men jeg går ud fra, at når du bruger den, er det fordi den er FODMAP sikker? Er der begrænsning på hvor meget? Eller kan jeg roligt tilføje manitobamel til repertoiret?
For så skal der bages pitabrød 😍