Noget om tarme uden charme

Nu er jeg spændt på, om der overhoved er nogen, der gider læse dette indlæg. Alene overskriften siger; ‘Det indlæg MÅ jeg bare læse, ik?’ 😀

Jeg har i lang tid gået og taget tilløb til at skrive dette indlæg. Eller det første indlæg af flere, faktisk. For jeg har nemlig en hel del på hjerte, som jeg gerne vil tage lidt hul på og det fylder vist for meget til et enkelt indlæg 😉

Som jeg også har forsøgt, med andre af mine indlæg, så vil jeg gerne være medvirkende til at bryde tabuer, der huserer rundt omkring. Samtidig vil jeg også gerne give nogle af mine erfaringer videre, hvis der skulle være nogen derude, der kan bruge dem til noget…
Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke har taget hul på det noget før. Jeg har vist skrevet lidt om det hist og her, men jeg kunne egentlig godt tænke mig at tage fat på emnet sådan ordentligt, en gang for alle. På den måde kan jeg også bedre synliggøre, hvorfor mange af mine opskrifter er skruet sammen, som de er.

Jeg håber, I vil tage godt imod det. Jeg har en smule svedige håndflader, for det er vel en eller anden form for at blotte sig (mere end normalt). Og hvis I er (meget) sarte, skal I måske ikke læse videre… 😉

I 2011, da jeg havde født S, begyndte min krop for alvor at drille. Udover en ordentlig omgang hormonraseri, vrøvlede den over stort set alt. Mit immunforsvar var ikke eksisterende og jeg ragede alt til mig og var konstant forkølet, havde mellemøre- og bihulebetændelse flere gange og sprang sågar min trommehinde så jeg var døv på det ene øre i lang tid efter. (Av, for dén det gør ondt, by the way)
Jeg brugte mange dage på sofaen, med kvalme, generel utilpashed, svimmelhed og mavesmerter. Det føltes som om min krop modarbejdede mig konstant, lidt som at have konstante tømmermænd, af den massive slags, og jeg fik det værre og værre. Jeg havde ingen appetit, fik kvalme når jeg spiste og tabte mig 6-8 kilo på meget kort tid. Gik rundt og rystede indeni og mistede lysten til at gå ud.

Efter flere lægekonsultationer, blodprøver osv. blev jeg sendt til kikkertundersøgelser på sygehuset, der blandt andet skulle udelukke kræft.
Det var en ret heftig periode i mit og vores liv, som stod på i over et år. Med mange bekymringer, udover at vi havde to små drenge, der ’krævede’ os. Derudover fyldte det selvfølgelig meget, ikke kun for mig, men for hele min familie, at jeg var hæmmet af min krop og pludselig ikke kunne noget som helst af det jeg plejede. Bekymringerne omkring, hvad det kunne være, var selvfølgelig også svære at rumme.

Undersøgelserne viste heldigvis, at det ikke var noget alvorligt, forstået på den måde, at det ikke var kræft, Crohns eller lignende.
Det viste sig, at jeg lider af ’Irritabel Tyktarm’. En lidelse, som kan påvirke kroppen på mange forskellige måder. Ikke kun maven. Men tarmsystemet er en stor del af os og der er utrolig mange nerver i dét system, så det er slet ikke så underligt, at det påvirker så meget, når det ikke fungerer.
Det var en lettelse at få en diagnose. Jeg havde i lang tid søgt efter et svar, som jeg kunne forholde mig til. Noget jeg kunne arbejde med. Så jeg kunne gøre noget. Men altså, bare navnet, ik? Det er jo ikke liiiige sådan en diagnose man går rundt og skilter med, vel?

Da jeg fik diagnosen, var det en ret ny betegnelse, i hvert fald i Dansk regi. Det var slet ikke noget, der overhoved blev omtalt i medierne. Min læge kendte nærmest ikke til det, vidste ikke hvad man skulle eller kunne gøre, eller hvad det indebar. Jeg blev tilbudt lykkepiller, fordi det er en sygdom, der kan påvirke det autonome nervesystem, men det takkede jeg – bestemt – nej til. Jeg vil helst undgå al slags medicin, hvis jeg kan.

Derfra startede min kamp med at finde viden om ’sygdommen’, finde ud af hvad der kunne hjælpe mig og begynde at få det godt igen. Min barsel med Sigurd var væk og jeg kæmpede samtidig med at holde mig oppe til at passe fuldtidsarbejde, to små drenge, familieliv, hverdag og alt det, der også fylder og kræver én.

De sidste år har været en lang rejse og kamp, for at finde ud af, hvad der hjælper mig. I mellemtiden er der kommet helt utroligt meget fokus på netop tarmlidelser og der går stort set ikke en uge, hvor jeg ikke støder på en artikel om emnet, i de aviser jeg læser.

Undervejs i min søgen efter svar, var jeg blandt andet forbi en diætist, jeg var blevet henvist til af min læge. Diætisten lagde ud med at fortælle mig, at hun egentlig ikke kunne hjælpe mig, fordi det var vidt forskellige hvad hver enkelt reagerede på. Da hun sagde det, var jeg grædefærdig. Jeg havde forestillet mig, at hun i det mindste ville kunne pege mig i en retning. Nævne nogle madvarer der var mere sandsynlige til at lave bøvl i mit system. Men nej, jeg måtte selv i gang med at forsøge.
Jeg fandt efterhånden ud af, hvilke madvarer der gik direkte i ’systemet’. Og efterhånden dukkede der flere og flere teorier og debatter op i medierne herhjemme. Blandt andet en retning, der går under navnet Low Fodmap.

Jeg har i første omgang ikke tænkt mig at udpensle hvad der præcis virker for mig eller hvad f.eks. Low Fodmap går ud på, men hvis det er noget I gerne vil høre mere om, er I altid velkomne til at skrive en kommentar eller skrive til mig. Jeg tager det selvfølgelig gerne op, hvis det er noget, der er interesse for.

Èn af de ting, der virker for mig, er at undgå hvedemel. Jeg bruger i stedet speltmel og det har gjort en stor forskel for mig og mit tarmsystem. Det er også derfor at stort set alle mine opskrifter er baseret på speltmel i stedet for hvedemel – jeg ved også, at I er en del derude, der har glæde af det og jeg tænker, det er fordi I har oplevet noget lignende mig..?
Løg og hvidløg er noget af det, der laver allermest rod i mit system. Og nu, hvor jeg aldrig spiser det, kan jeg mærke det med det samme, når jeg er ude et sted og kommer til at spise noget, hvor det er en del af retten. Jeg får giga mavesmerter og ender tilbage hvor jeg startede; på toilettet natten lang, med tynd mave.

Jeg er, som udgangspunkt, ikke tilhænger af at skære en masse fra kosten og blive fanatisk. Jeg elsker mad! Slet ikke, hvis der ikke er noget der indikerer, at man ikke kan tåle det. Jeg (og min familie) lever efter alt-med-måde princippet og det passer godt til os. Derudover blander jeg mig heller ikke i, hvad der fungerer for andre 😉

I mit næste indlæg omkring de der tarme uden charme, har jeg planer om at sætte lidt flere ord på det at måtte takke nej til lækker mad.

Nu har jeg i hvert fald åbnet lidt op for det, der fylder meget for mig. Faktisk hver eneste dag, stadigvæk. Selvom tarme er noget vi alle har, ligesom hjerter og hjerner os andet, vi er afhængige af, så er det bare slet ikke noget man snakker om. Og det skal det måske heller ikke være. Men på den anden side, så synes jeg det kan hjælpe at vide, at der er andre der (også) bøvler med tarmsystemet.

Som tidligere nævnt, er I meget velkomne til at stille spørgsmål. Det kan være lidt svært at gætte, hvis der er noget bestemt I gerne vil vide. Sig også meget gerne til, hvis der er emner, I godt kunne tænke jer, jeg tager op.
Jeg vil undlade at spørge jer, om I også lider af skide irriterende tarme, men I er selvfølgelig velkomne til at dele jeres erfaringer, hvis I har nogen 😉

Rigtig god weekend derude!

Psst! Vil du læse mere om tarme og få mine tips, kan du klikke her – og hvis du klikker her, kan du se hvad for noget mel, jeg anbefaler