Noget om at være introvert…

Mange, der kun møder mig ganske kort eller i ‘professionel’ sammenhæng, vil måske ikke gætte på, at jeg er introvert.
Når andre skal sætte ord på mig, nævner de ofte ord som stærk, selvsikker og udadvendt… Ord som jeg aldrig selv ville bruge om mig selv.
Men – jeg er godt klar over, at det er sådan jeg (ofte) fremstår. Men det er ikke noget, der kommer af sig selv, det er noget jeg kæmper for og med hver dag…

Når jeg træder ind i et lokale, med mange mennesker jeg ikke kender, eller kun kender sporadisk, så har jeg allermest lyst til at kravle ned i et musehul eller forvandle mig til en sommerfugl og flyve hen på skulderen af en anden. I stedet er der noget i mig, der hanker mig op og får min krop til at agere; give hånd, kigge i øjnene og smile.
Jeg er ikke særlig pjattet med smalltalk, måske fordi jeg selv synes, jeg er helt vildt dårlig til det. Hvad spørger man lige om? Jeg føler altid jeg får sagt for meget eller det forkerte… Men jeg kan jo godt lide at snakke, så når jeg holder min mund, er det måske mest fordi jeg lægger bånd på mig selv…

Hvis jeg skal fremlægge noget, hvor jeg ved, hvad jeg skal sige eller ved, hvad jeg taler om, så har jeg ingen problemer med at snakke foran en stor forsamling. Jeg har også gjort det en del gange efterhånden…. Og det er vel på sin vis en modsætning til mit introverte jeg. Jeg burde ikke kunne det. Men jeg kan godt. Det kræver ‘bare’, at jeg bruger rigtig meget energi på at gøre det, at kunne det.

Jeg misunder dem, der ‘ejer’ verden og hviler i sig selv. Dem der indtager lokalet og nyder at være i centrum. Dem der virker selvsikre. Men de er samtidig også min modsætning og jeg kan ikke spejle mig i dem.
Udover at være introvert, kæmper jeg med min sensitive side, der tænker alt for meget og de to ting sammen, kan indimellem virkelig spænde ben for mig. Men jeg tænker, at første skridt på vejen er at være opmærksom på det. Og agere efter det. Og det har jeg efterhånden arbejdet med i mange år. Det er nok også derfor, at mange oplever mig lige modsat af, hvordan jeg egentlig er indeni.

Når andre ser mig som selvsikker, måske endda som én der har styr på ‘det hele’, så kan jeg ikke genkende billedet. Men det er jo klart, for jeg er den eneste, der mærker alt det, der rumsterer indeni. Skallen udenpå afslører intet…

Som jeg har nævnt før, så har jeg ofte følt mig misforstået som snobbet, højrøvet og ‘ligeglad’, hvilket har gjort mig ked af det virkelig mange gange. I virkeligheden er jeg bare drøn nervøs, ukomfortabel ved situationen og meget genert. Jeg ville ønske, jeg bare kunne lave om på mig selv, så jeg ikke blev misforstået, men det er slet ikke så lige til. Måske nogen af jer derude kan genkende det? Jeg forsøger derfor også altid at huske mig selv på, at dem der kan virke snobbede, måske i virkeligheden bare har det som mig…

Hver dag ‘på farten’ er en udfordring for mig, der kræver mere energi for mig, end for andre, der er ekstroverte.
Jeg har et job, hvor jeg er meget ‘på’, og det kan kræve en del overvindelse. Indimellem føler jeg faktisk, at jeg overskrider min egen grænse. Både på godt og på ondt. For det er selvfølgelig også godt at overskride sin egen grænse – indimellem ihvertfald.
For nogen er det nemt at kaste sig ud i noget, fordi de lever efter filosofien ‘det værste der kan ske er, at jeg får et nej’. Jeg gad godt jeg havde det sådan. Men for mig kan det føles som om jeg bliver valgt fra, hvis jeg får et nej.
Selv en, for nogen, temmelig simpel ting som at invitere forældre ind på en kop kaffe kan være grænseoverskridende for mig. Fordi det er en situation, jeg ikke kan være herre over. Men jeg øver mig og har heldigvis også en mand, der er god til det, jeg ikke er 😉

På trods af det har jeg et udadvendt job, et job hvor jeg er på, et job, der afhænger af, at jeg er opsøgende. Senest i søndags, hvor jeg var vært for et kreativt arrangement. Jeg kunne vælge at have et job, hvor jeg var gemt væk og ikke behøvede det, men sagen er den, at jeg faktisk godt kan lide det, når først jeg har taget springet ud over kanten. Måske fordi det udfordrer mig… Men det er heller ikke nogen hemmelighed, at det til tider dræner mig, fordi det kræver min energi at skulle være sådan. Det er ikke afslappende for mig, som det ville være, hvis jeg lod være… Giver det overhoved mening?

I aften er jeg inviteret til et (socialt) netværksarrangement, hvor jeg skal møde en masse jeg ikke kender. Og da invitationen kom, havde jeg allermest lyst til at takke nej. Men der er alligevel en stemme i mig, der indimellem godt kan råbe mig op. En stemme der fortælle mig, at det er synd, at jeg begrænser mig selv. Men det har taget mange år at komme der til, at jeg overdøver den anden stemme, der helst så jeg blev hjemme. Og jeg tror, det er noget jeg skal kæmpe med resten af livet. I større eller mindre grad. Det er sådan jeg er…

De sidste år er jeg blevet meget klogere på mig selv, har lært at acceptere og leve med, at det er sådan jeg er. Jeg forsøger at se det positive i det. Det er også blevet mere og mere klart for mig, hvad det er i min bagage der gør, at jeg er som jeg er. Det har blandt andet noget med mobning og sensitivitet at gøre, men det må få plads i et andet indlæg…

Nu vil jeg tage af sted og forsøge at nyde det og lade være at tænke for meget. Selvom jeg synes det er helt vildt grænseoverskridende, så klapper jeg mig selv på skulderen over at jeg gør det 😉

I aften vil jeg ikke lade min introverte stemme sejre. I aften vil jeg ud at opleve og overskride min grænse på den – forhåbentlig – god måde, så jeg kommer derfra med ny energi. For jeg kan godt.

Rigtig god aften til jer alle og tak fordi I kiggede forbi!