I onsdags græd jeg. Midt i madlavningen. Jeg fik en mail med indbygget mavepuster, der tog den sidste gejst fra mig. Fik mit bæger til at flyde over.
Hvis jeg havde skrevet det her indlæg for et par dage siden, havde det nok været en del anderledes. Jeg har brugt de sidste par dage på at lande og acceptere. Jage de negative tanker på flugt. Græde og opbygge ny fightervilje. Det er næsten lykkedes – håber jeg.
Jeg kunne måske lade være med at sætte ord på det hele her, men jeg gør det alligevel. Fordi det hjælper mig på vej. Får mig til at reflektere yderligere. Og fordi jeg gerne vil have det at se tilbage på – engang. Når hverdagen og livet byder på andre mere eller mindre udfordrende perioder. For at kunne se tilbage og minde mig selv om, at det ikke kom dalende ned fra himlen. Jeg har kæmpet – og vundet. Og så fordi det måske kan hjælpe andre, der står i samme eller en lignende situation. Alting kan se så fint ud, i små glimt, men ingen går gennem livet uden kamp(e).

I disse tider, hvor alle kæmper på hver deres måde, føles det lidt som om, at man ikke kan tillade sig at brokke sig, så længe man har sit gode liv i behold. Og det kan der selvfølgelig være noget om. Jeg forsøger virkelig også at få øje på alle de små, fine lykkeglimt og -stunder, der trods alt stadig findes, hver eneste dag. Det er på sin vis også dem, jeg forsøger at forevige her, i min digitale dagbog. Det er dem, der giver mig energi. Og jeg forsøger også at skabe dem, hvis ikke de opstår helt af sig selv. Forsøger at vælge det gode humør til og det dårlige fra. For ja, indimellem er det også et valg. Ikke blot noget, der kommer af sig selv. Og indimellem lykkes det heller ikke så godt, som jeg kunne ønske… (Der er nok også noget med hormoner indblandet i den kamp…)

Denne tid gør mig sårbar. Gør os sårbare. På hver vores måde. Og det er vel egentlig også okay at mærke det. Ikke lukke af for det. Og give efter for det hvis – eller når – det bliver for meget. De problemer man ellers måtte støde på, Corona eller ej, bliver hverken mindre eller større af det, vi står i lige nu. Måske bliver de sat i perspektiv eller ses pludselig i et andet lys. Men problemerne forsvinder ikke, bare fordi noget andet (også) fylder og kræver sin plads… Nogen bliver måske endda større på grund af det, vi står i lige nu. Sådan har jeg det ihvertfald…
Jeg har set mange, der har været frustrerede over at skulle agere pasningsordning for deres børn og passe deres arbejde samtidig. Det kan jeg sagtens sætte mig ind i, selvom jeg har ikke haft det sådan selv. Der har dog været andre ting, der har skubbet til og udfordret mit overskud.

Jeg har vist aldrig lagt skjul på, at sygeplejestudiet har budt på masser af udfordringer undervejs. Selvfølgelig. Det ville nok være mærkeligt andet. Hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg måske også, jeg har haft lige rigeligt at kæmpe med – ved siden af studiet. Flere dødsfald, sygdomsforløb og skoleskift for vores ældste lykkespire – for at nævne nogle.

Da jeg startede i min seneste praktik, sagde jeg til min vejleder, at mit allerstørste håb var, at jeg kunne gå gennem klinikperioden uden svær sygdom eller dødsfald ‘ved siden af’. Sådan blev det ikke. Først mistede jeg min farmor i starten af marts, lige inden Corona overtog. Og så ramte krisen, der lukkede alt ned. Nu tør jeg næsten ikke håbe på noget som helst til næste periode. Og frygter lidt, omend jeg ikke er overtroisk, hvad der nu kan (vil?) ramme…

De sidste uger har været ambivalente. Min slutspurt som sygeplejestuderende begyndte i starten af februar.
Med 6. semester, der udelukkende består af klinik. 2 perioder af 10 uger, med temmelig mange prøver og eksaminer undervejs. De første par milepæle blev tjekket af i løbet af de første 5 uger. Det føltes rart at kæmpe sig videre. Få overstået noget af alt det, der har ventet så længe – og fyldt. Ikke mindst mentalt.
Efter 7 ugers klinik blev jeg sendt hjem – 3 uger for tidligt. Fordi der blev lukket ned for konsultationer, og læringsmulighederne derfor ikke længere stod mål med det, jeg skulle kunne opnå.
I stedet fik jeg tildelt en større skriftlig opgave, som jeg har skullet arbejde på, mens jeg også har hjemmeskolet drengene og forsøgt at beskæftige et børnehavebarn med krudt bagi. Det er I nok mange, der kan nikke genkendende til…?

Jeg har forsøgt at angribe det positivt. Jeg har virkelig nydt at være sammen med drengene! Vi har lavet så mange hyggelige og sjove ting sammen. Endda helt uden at drive hinanden til vanvid 😉 Tværtimod, faktisk. Jeg har nydt, at vi ikke nødvendigvis skulle være klar til at forlade huset lidt over 7 om morgenen. Nydt at have madkundskab på skemaet, løse opgaver, cykle eller gå en tur og snakke om natur, dyr, verden, ingenting og alting med dem. Nydt, at vi har kunnet gøre mange af de ting, der ofte bliver nedprioriteret i en travl hverdag med studie, arbejde, skole, badminton, praktiske opgaver osv.

Men jeg har været stresset over opgaven. Min motivation for at skrive den har været ikkeeksisterende. Jeg har følt mig snydt. Og det sværeste i disse tider er næsten, at der ikke er nogen eller noget at give skylden. Fordi man ikke rigtigt kan skyde skylden på en virus. Den er ihvertfald nok temmelig ligeglad.
Selvom jeg frygtede 6. semester, fordi det er hårdt, presset og krævende, så har jeg også set frem til at ‘lære med hænderne’ for sidste gang, inden jeg – forhåbentlig – er færdig til januar. De her 20 uger er min sidste chance for at lære i klinisk praksis, som studerende.
Efter sommerferien venter valgfag og bachelorskrivning. Den del, jeg ser frem til med gå på mod. Fordi jeg synes om den proces, omend den også kan være frustrerende.
Min læringsstil er ‘teoretiker’ og jeg holder af at læse, reflektere og lære på den måde. Derfor er det samtidig så altafgørende for mig at have mulighed for at omsætte teori til praksis. Fordi sygeplejefaget kræver netop dette. Og med en skriftlig opgave pålagt, i stedet for at agere ‘ude i den virkelige verden’, blev jeg ladt tilbage med teori, bøger og skriftlige refleksioner. Det, jeg i forvejen er stærk i. Alt det som 5. semester, og mange af de foregående, også har budt på.

Jeg ved godt, at ingen har ønsket, at det skulle gå sådan her. Det har været ude af alles hænder. Men følelser er (måske) sjældent rationelle og jeg har været virkelig ked af at gå glip af de sidste 3 ugers klinik.
Det har selvfølgelig heller ikke gjort det nemmere, at uvisheden, i forhold til hvad der skal ske med 2. del af semesteret, har fyldt. Der har ikke været noget at se frem til, fordi ingen kunne give et svar.

Jeg er begyndt at tænke ‘hvis’ i stedet for ‘når’ jeg bliver færdig. Men jeg forsøger at holde målet for øje. Til januar er jeg færdiguddannet. Jeg tør ikke helt tro på det… Hver gang studiet har vist tænder, har jeg forsøgt at visualisere dagen for mig: Den dag, jeg bliver færdig, og alle mine drenge og min mor kommer op på skolen. Klar til at give kram og fejre med mig. Det er dét, der holder mig i gang, når det hele er uoverskueligt. Og så dét, at jeg fejrer hver en milepæl undervejs, som en lille sejr på vej mod den store.

I dag skulle jeg have fejret. I dag er sidste dag i 1. klinikperiode. På mandag starter 2. del. I dag skulle have været en festdag med en forhåbentlig bestået periode at fejre. I stedet afventer jeg nu godkendelse af mit kliniske forløb på baggrund af en skriftlig opgave – omend jeg faktisk nåede at være 7 ud af 10 uger i klinik. Jeg har stadig ikke fået svar… Det føles ikke rigtigt som om, der er noget at fejre. Det blev en mærkelig afslutning og det sidste punktum er ikke helt sat endnu…

Ikke desto mindre starter 2. del på mandag. I flere uger har vi ventet på svar ift. hvad der skal ske. Hvad der kan ske.
På mandag skulle jeg være startet i klinik på den afdeling, jeg fik tildelt engang i december. Jeg var heldig. Jeg fik opfyldt mit højeste ønske. Det var præcis den afdeling, og ingen anden, jeg har drømt om at slutte på – faktisk siden jeg startede. Jeg var simpelthen så glad, da vi fik pladserne tildelt før jul. Turde næste ikke tro på det. Har set frem til det lige siden. Det føltes lidt som om ringen sluttede. Alt det, der startede mit eventyr som sygeplejestuderende, skulle også være med til at slutte det. Jeg har set frem til det med forhåbning, glæde, spænding, ængstelse og viljestyrke. Alt det blev taget fra mig i onsdags kl. 18.02, da jeg fik en mail om, at jeg er blevet omplaceret. Til en afdeling i en anden by. Til et speciale, jeg er temmelig overbevist om, ikke er noget for mig. Fordi jeg efterhånden har set og prøvet lidt af hvert. Og er begyndt at danne mig et billede af, hvad jeg godt kunne tænke mig – eller ihvertfald hvad jeg nok ikke kunne tænke mig. For sådan er det med sygepleje. Det er et utrolig bredt felt, med masser af forskelligartede muligheder, og nogle tiltaler mere end andre. Sådan har jeg det ihvertfald…

Egentlig skal jeg – bør jeg – være taknemmelig for, at der overhoved er et kliniksted til mig i disse tider, så jeg ikke skal skrive opgaver de næste 10 uger. Men helt ærligt; jeg har det lidt som om, jeg vandt den store gevinst i lotto. Men nu har fået at vide, at der er sket en fejl og at tallene alligevel ikke passer. Jeg havde fået mit drømmekliniksted tildelt. Og nu er det taget fra mig igen. Jeg burde være glad for en plads – uanset hvad. Jeg ved det godt. Men det ændrer bare ikke på den ked af det-hed, denne ændring har medført. Jeg har brugt de sidste par dage på at affinde mig med det. Lande i det. Omstille mig.

Mit sensitive sind har det ret svært med, at jeg på få dage – igen – skal omstille mig til noget andet end det, der var tiltænkt fra starten. Fra det jeg havde set frem til med glæde, til en ny afdeling, et nyt speciale – og i en anden by, hvor kørselstid osv. nu også skal planlægges ind i det i forvejen pressede familieliv. Det er en stor omvæltning, midt i de mange andre. Og ja, jeg har grædt salte tårer over det. Fordi det har taget modet fra mig.

Jeg ved godt, at jeg på mandag sætter mig ud i bilen og kører af sted. Får det til at fungere. Og vil gøre alt for at få det bedste ud af det. Men det bliver ikke uden en indre kamp. Det kommer til at koste kræfter. Men jeg har gjort det så mange gange før, så jeg gør det (nok) igen. Fordi det er sådan, jeg fungerer. Heldigvis, kan man måske sige… For et par dage siden var jeg slatten i knæene og klar til at kaste mig ned og blive liggende. Helt ærligt – opgive. Så mindede jeg mig selv om alt det, jeg har kæmpet mig igennem. Det må ikke gå til spilde…

Lige nu kan jeg ikke overskue, at fredagen snart går på hæld, og der dermed kun er to dage til en ny hverdag rammer – igen. Igen. Jeg vil nyde de sidste par dage med drengene, og få det bedste ud af dem. Og forsøge at lade være med at tænke så meget på alt det, der venter. Være tilstede sammen med dem. For fra på mandag og 10 uger frem vil mit mentale overskud være på prøve.
Jeg har bare også liiiige en hel del litteratur, jeg pludselig skal have læst op på, for det nye speciale kræver dybdegående viden om andre ting end dem, jeg havde forberedt mig på… Godt at aftenerne er så lange… Og godt at der venter en lang sommerferie på den anden side….

10 uger – næsten 1/5 af et år. Det kan både føles som lang og kort tid. Det afhænger af så meget…

Jeg tror nok, jeg har genfundet lidt fightervilje de sidste par dage. På trods af at jeg var ved at give op. Jeg har forsøgt at affinde mig med det hele. Acceptere at jeg ikke kan gøre noget for at lave det om. Og lade det flyve…. Der mangler lige lidt, før jeg kan give helt slip….

Måske er det fordi, det hele er ukendt endnu. Måske er det fordi, jeg aldrig har været god til at tro på mig selv. Måske er det fordi, jeg er bange for, at jeg ikke kan leve op til andres – og ikke mindst mine egne – krav. Måske er det fordi, at mit bæger er fyldt, og jeg har brug for at give mig selv lov til at være ked af det lidt. Måske er det fordi, jeg synes, det er så mega uretfærdigt, at det ikke kunne blive, som det var planlagt. Måske er det fordi jeg ikke helt orker tanken om at skulle være ny et nyt sted igen. Måske er det fordi det har rystet mig i min grundvold, at verden på et øjeblik er blevet så ukendt – forandret. Måske er det fordi, at denne tid på året altid er svær. Fordi hjertets skyggeside tager over og savnet og sorgen fylder. Måske er der ikke en enkel forklaring på, hvorfor jeg har tabt min fightervilje – for en stund… Måske skal jeg bare lige give mig selv lov til at synes, at det hele er dumt… Ikke altid være så forbandet stærk. Nu har jeg ihvertfald sagt det højt…

I morgen venter en ny dag – med solskin og børnegrin. Det er slet ikke skidt. Og jeg har efterhånden en del erfaring med at ‘komme videre’ – så det gør jeg nok også denne gang. Med hjælp fra mine <3

Hvis du kunne tænke dig at læse flere af mine tanker om sygeplejestudiet, kan indlæggene findes lige her

Måske kender I det godt? At alt for meget, man ikke er forberedt på, rammer én. Oveni hinanden. Overvælder én. Skubber én ud af kurs. Til sidst er bægeret fyldt, og det hele bliver for meget.
Måske gør I ikke… Indimellem kan jeg ihvertfald godt føle det som om, jeg er den eneste, der ikke kan stå model ’til livet’. At jeg kommer til at tage det for meget ind. I stedet for at sige ‘pyt’….
Måske, når jeg får sat ord på det her, virker det pludselig som små ting, der ikke er værd at blive slået ud over. Måske hjælper det, alene det at få sat ord på det hele. Se det lidt udefra. Måske er det prisen, jeg må betale, når jeg lever med et bredmasket sind, der tager det meste ind. Helt derind, hvor det kan mærkes…

De sidste par uger har været hårde! Sådan rigtigt hårde. For mig. En masse små dråber er landet i mit bæger.
Indimellem føler jeg, at jeg bliver ramt af stimer af uheld og svære ting. I stedet for at det kunne være fordelt lidt mere ligeligt udover året. For jeg ved jo godt, at livet slår fra sig. Det ved jeg virkelig godt! Men det gør bare stadig ondt, når det gør…

De sidste par uger er mange små ting måske blevet til én stor. Et bånd om min brystkasse. En tåre i øjenkrogen, når ingen kigger.

I morges startede min dag med, at mine øjne flød over. Tåren i øjenkrogen hev flere med sig og jeg måtte sidde på sengekanten et øjeblik, med den friske morgenluft i ansigtet, fra det åbne vindue foran mig, og tage mig sammen. A var på vej ud af døren på arbejde og på den anden side af soveværelsesdøren ventede to friske fyre, klar til skole og børnehave, og en mere, der var vågnet kl. 5, syg. En aflyst skoledag for både ham og mig.

De sidste par uger har jeg set frem til næste uge; ‘så bliver det hele nemmere’. Men jeg har egentlig slet ikke lyst til at have det sådan. For jeg vil gerne nyde hver dag og få det bedste ud af den. ‘Don’t count the days – Make the days count’

Mange vil sikkert også tænke, at det ikke ser ud til, at jeg er ved at drukne. Fordi jeg insisterer på at hæfte mig ved de gode stunder. Og skabe dem, selvom alting taler lidt i den anden retning. Når tingene vokser mig op over ørerne, går jeg i køkkenet og bager. Eller laver mad. Fordi jeg kan slå hovedet lidt fra imens. Eller netop bruge det til at få styr på tankerne. Når det hele bliver for meget, får jeg netop brug for at gøre noget godt – for mig og for dem omkring mig. Det er ikke nødvendigvis tegn på, at jeg har overskud. Men tegn på, at jeg forsøger at skabe overskud.

Inderst inde ville jeg gerne altid kunne tænke, at så længe vi stadig lever og ikke er alvorligt syge, så er der ikke noget at være ked af. Men altså; det kan man jo ikke! Vi er jo bare mennesker. Og det er ikke kun sygdom og død, der sætter spor. Det gør livet også.

De sidste par uger har mange store emner fyldt meget. Alt fra studiestart og mobning til forældremøder, syg hund og flytning af min farmor fra lejlighed til plejehjem.

Alene det at være fuldmagtshaver for min farmor, der fra den ene dag til den anden fik tilbud plejehjemsplads og 14 dage til at flytte i, har tæret voldsomt på kræfterne. Oveni studiestart har det fyldt nærmest alt i mit hoved. Og gjort det svært at skulle rumme 100 andre ting samtidig. Og misforstå mig ikke! Jeg gør det gerne for min farmor. Hun har fortjent det. At komme et sted hen, hvor hun kan få en god, sidste tid. Men det kræver virkelig meget energi at skulle holde overblik, når der er så meget (andet). Opsigelse af lejlighed, boligstøtte, tv-abonnement, madservice. Flytning af forsikringer, adresse, læge. Underskrifter på utallige dokumenter og kontrakter. Breve frem og tilbage. Fremvisning af den gamle lejlighed, samtaler med kommunedamer, der insisterer på at skælde én ud, inden man overhoved har sagt ‘goddag’. Og som efterfølgende bløder op, når de godt kan høre, at man har gjort sit forarbejde.
For ikke at snakke om tømning af den 4-værelses lejlighed, hun har boet i, i mere end 53 år!

Så blev Saga syg. Med kløende udslæt over det hele, der blev til sår, og som krævede dyrlægebesøg og piller. Piller, der ikke virkede, og som krævede endnu en omgang penicillin, denne gang af en anden slags. Og weekenderne har budt på badmintonstævner, hvor man skal kunne ‘bære’ at blive overfuset af forældre, der ikke ved, hvordan man taler ordentligt. Sådan noget, man måske kan se gennem fingre med, når der ikke er 100 andre ting, der også tærer på én og lægger bånd på ens overskud. Dryp – dryp. Små dråber…

Derudover ser det ud til, at min dejlige, gamle mormor efterhånden er ved at løbe tør for kræfter. Omend jeg ved, at hun har et inderligt ønske om, at det snart skal være slut, i en flot alder af 94 år, så gør det stadig ondt. Jeg ønsker så inderligt, at hun kommer herfra på en ordentlig, værdig måde. Og det fylder for mig, hvordan hendes sidste tid bliver. Om det så er timer, dage eller uger, vi snakker om. Jeg vil gerne være hos hende, men hvornår? Mit hjerte kan ikke følge med.

På søndag er det 1 år siden, at vi på tragisk vis tog afsked med A’s far. En årsdag, der er svær. Tung. Som kræver sin plads. Jeg ved det. Jeg har prøvet det før.
Men lige nu står den i kø. Blandt alt det andet, der også gør ondt. Fylder og stjæler min energi.
Når jeg kommer til kl. 14 hver dag, giver mine muskler op. Som om jeg ikke kan holde mit hoved længere. Jeg er nødt til at sætte mig lidt – eller allerhelst ligge mig på sofaen bare et øjeblik. Trætheden gør ondt. Tænk, om man kunne sætte sig selv i en turbooplader…

Jeg får dårlig samvittighed over, at jeg ikke får kysset nok på A. Fordi jeg simpelthen glemmer det, midt i alt det praktiske. Forhåbentlig mærker han mine små nus, når vi sidder ved siden af hinanden i sofaen om aftenen, når vi giver os selv lov til at ‘lave ingenting’ lidt.
Jeg får dårlig samvittighed over for mit studie. De timer, jeg misser og det, jeg ikke får læst. Selvom jeg egentlig synes, jeg er blevet ret god til at prioritere.
Jeg får dårlig samvittighed over for min studiegruppe, selvom vi ikke har noget arbejde, der skal løses i gruppen lige nu. Alligevel føler jeg, at jeg burde være der til samtlige timer, så jeg også hører alt det, der bliver sagt og fortalt. Jeg vil helst ikke være hende, der ikke gør det, der skal til.
Jeg får dårlig samvittighed, når jeg kigger mig omkring. Ser på rodet, som jeg ikke orker at rydde op.

Jeg synes egentlig, det er et rigtig godt karaktertræk at være pligtopfyldende og gerne vil gøre (al)ting godt, men indimellem kan det godt nok også spænde ben for én. Så er det, jeg skal huske det med, at man først skal tage iltmasken på selv, inden man kan hjælper andre…. Og netop derfor giver jeg mig selv lov til at sætte mig i hjørnet af sofaen i dag, krybe sammen under et tæppe med en varm kop kaffe og se lige dét, jeg har lyst til på Netflix. Slå tankerne fra, bare et øjeblik. Så jeg kan vende tilbage til virkeligheden igen, måske en smule mere frisk. Måske det kan fungere som min turbooplader…

Jeg ved, at jeg er stærk. Robust, måske egentlig. Jeg skal nok komme igennem det her også. Jeg har gjort det SÅ mange gange før. Men ikke uden at kæmpe. Og sejre. Snart, håber jeg.
Og nu har jeg lige snakket med min mor. Det hjælper altid <3
Nu skal jeg bare lige have S på højkant igen, så vi ikke går weekenden i møde med sygdom indenfor væggene. Og huske at glæde mig til, at jeg skal se drengene spille badminton på lørdag. Se min farmors glade øjne, når vi sætter hende i ynglingsstolen på søndag, i de nye, gode rammer. Glæde mig over, at det hårde arbejde er det hele værd. Og kysse lidt ekstra på A, når han kommer hjem i morgen.
Og så må ‘alt det andet’ lige vente lidt. Jeg indhenter, når jeg kan…

Og nu kom solen og afløste regnen, der måske har været med til at fylde de sidste dråber i bægeret de sidste par dage… Det lysner derude, omend nogle skyer stadig hænger tungt og kaster skygger… Måske de driver den anden vej…

Rigtig god dag derude!

Jeg har, i noget tid, haft lyst til at starte på en ny føljeton på bloggen. Lidt som med mine (hverdags)lykkeglimt, men alligevel af en lidt anden karakter. Nemlig mere med ord om, hvad der fylder for tiden. I mine tanker. Det kan være både små og store ting. Lette og tunge emner. Ting, der undrer mig, eller som jeg støder på og hæfter mig ved.
Jeg ved ikke, om det giver mening ude hos jer, men nu prøver jeg 🙂

Det er måske egentlig også en form for ’10 ting, du ikke vidste om mig’, som er en vældig populær blogger-overskrift 😉
For det, jeg tænker på, fortæller selvfølgelig noget om mig… Jeg er temmelig tænksom, og har ofte brug for at skrive mine tanker ned, for at få dem ud af ‘systemet’. Det vil jeg så forsøge at gøre med (nogen af) dem her. Måske I endda har noget at byde ind med i forhold til dem. Så er I mere end velkomne 😉

Here goes – første kapitel af ‘Lige nu tænker jeg på’:

• Hvornår man stopper op og snakker, når man møder en gammel bekendt på gaden. Kender I den tvivl? Jeg synes, det er så svært at vurdere, hvornår man ‘bare’ siger hej, og hvornår man ‘skal’ sige mere. Jeg er egentlig heller ikke særlig tryg ved smalltalk på den måde, så måske jeg tøver mere end andre med at sige mere end bare ‘Hej’… Forleden hilste jeg på én oppe i byen, som jeg ikke har set i en del år, men som jeg kendte rigtig godt – engang. Bagefter var jeg så meget i tvivl om, om jeg skulle være stoppet op…
• At noget af det bedste ved de kommende sæsoner, efterår og vinter, er, at det er badmintonsæson! Jeg glæder mig nærmest lige så meget som drengene til at komme ud i hallerne, og bruge weekend efter weekend på stævner. Jeg synes, det er den mest fantastiske måde at være sammen på – om noget, som både de og jeg holder virkelig meget af <3
  At det koster spidsen af et jetjager, det tænker jeg egentlig ikke så meget over. Jeg bruger gerne penge (og tid) på noget, der både holder dem sunde, både fysisk og mentalt, som udvikler dem helt enormt, og som vi er sammen om. Det er vores hygge, i stedet for en tur i biffen eller cafébesøg.
• At jeg i dag har været ude hos min farmor, for at mødes med en visitator fra kommunen i forhold til ældrebolig på et plejehjem. Hun er 92 og bor stadig selv, men hukommelsen driller (temmelig meget efterhånden) og det vil helt sikkert være rigtig godt for hende at komme videre.
  Efter mødet var jeg ret overbevist om, at hun stadig var for ‘god’, til at få bevilliget en plads. Men for lidt siden ringede visitatoren og sagde, at hun var blevet ‘godkendt’. Så nu ryger sagen (som altså er min farmor) videre i systemet.
  Sådan en flytning kommer helt sikkert til at kræve nogle kræfter, både for hende og os (og tid, ikke mindst). Hun har boet i sin lejlighed i mere end halvtreds år – og den er ikke lille…. Jeg har dog ingen idé om, hvor lang ventetiden er . Måske det slet ikke bliver aktuelt lige foreløbig.
  De sidste par uger har jeg været til flere forskellige møder derude. Først med en demens konsulent og nu med en visitator. Ret heldigt, at min lange sommerferie giver plads i kalenderen til sådan noget. For jeg vil selvfølgelig gerne hjælpe hende. Men der følger også en masse hjertestik med, for jeg kan ikke lade være at tænke, at det skulle være min far, der var ‘boss’ på projektet i stedet for mig. Det var jo ham, der plejede at stå for sådan noget. På den anden side, så giver det mening, at jeg gør det – også for ham.
  Jeg kan også mærke, at de sidste par års sygeplejestudier bringer noget med sig. Mine øjne ser pludselig andre og flere ting – udover dem, mit hjerte ser <3
• Hvor fedt det ville være, hvis alle hverdagsmorgener kunne være, som de har været de sidste par uger. Med god tid, lys, morgensol og mulighed for at cykle med drengene i skole og børnehave. Og bagefter have tid til at stoppe op og sludre med en fra L’s mødregruppe, som jeg ikke har snakket med længe. Og følges hjemad – og pludselig se på uret, at der er gået en time. Og bagefter glæde sig over, at man ikke kun sagde ‘Hej’…
• At der nok ikke går mange uger, før mit julehumør indfinder sig. Sådan har det været de sidste par år. Som om mit indre ur har forskubbet sig. Og når vi så når til december, så er jeg totalt ovre det. Måske det kommer mig til gode i år, hvor december skal bruges som tilløb til ‘mini-bachelor’. Måske man bare skulle give los og før-jule lidt, selvom det, for mange andre, ville være totalt fy fy… 😉
• At jeg er så ubeskriveligt heldig, at jeg har en mand, der også er mit anker. Der følger med mig til tandlæge for at sidde ved siden af mig, og give mig styrke til at overvinde min tandlægeskræk og få hevet en visdomstand ud. Jeg er meget, meget heldig <3
• Skatteøen. Et af de mest betydningsfulde soundtracks fra min barndom. Det bringer så mange minder med sig, fra vores lille stue i Smørumnedre, hvor pladespilleren hakkede, når vi dansede for vildt til de mange fantastiske sange. Nu er der købt billetter til musicalen, så W også kan få den oplevelse. Han er netop gået i gang med at læse bogen. Og når drengene og jeg er ‘alene’ hjemme for tiden, smækker vi soundtracket på højttaleren og synger med. De har virkelig god musiksmag 😉
• Om jeg virkelig kan være så heldig, at sommeren når at komme tilbage, inden jeg starter på studiet igen. Dét kunne være fedt. Et sidste skud solenergi, inden det for alvor begynder at gå mod mørkere tider…
• At det er temmelig surrealistisk, at det er 5. semester, der venter forude. Egentlig glæder jeg mig til at komme i gang – så jeg kan komme videre. For min skyld måtte sommerferien godt være kortere, så man i sidste ende blev uddannet hurtigere. I stedet har jeg (selvfølgelig) forsøgt at nyde den lange ferie, og ser frem til at nyde den igen næste år. For sidste gang.
• At jeg så et sted for nyligt, at man har 18 somre med sine børn. Rundt regnet. Og at jeg allerede har brugt 11 af dem sammen med W, 8 af dem med S og 4 af dem med L. Når man stiller det op på den måde, er det næsten ikke til at holde ud. Så det må jeg hellere lade være med at gøre 😉 På den anden side er det måske (endnu) en fin reminder om, at man skal huske at nyde!
• Forældremøder. Vi har to styk coming up de næste par uger. Ikke min favoritting, men en vigtig ting.
• At man skal nyde de små øjeblikke. En dag vil man se tilbage og opdage, at det var de store øjeblikke <3
• Loppemarkeder. Og hvornår jeg kan finde tid til at komme af sted på et og få solgt godt og grundigt ud af alt det, vi ikke bruger længere. Jeg trænger til at få rydde op og gjort plads til – luft. Er træt af at flytte rundt på tusindvis af dimsedutter på drengenes værelser, der fylder, men som ikke bliver brugt.
• Hvornår vi kan komme af sted på ferie igen. Mon ikke vi er mange, der har det sådan? At vi har lyst til at planlægge næste ferie, når den, vi lige har holdt, er ovre? Ikke mindst for at have noget at glæde sig til, når hverdagen buldrer…
• Mad. Hvad jeg skal finde på at lave til aftensmad i løbet af weekenden. Og hvilke andre sjove spiselige indslag, jeg ellers kan komme på. Jeg har haft en kage i tankerne de sidste par uger (måske faktisk måneder) som jeg tror, jeg er nødt til at udleve meget snart. Måske i morgen…. Det næste halve års tid har vi ingen fødselsdage, der skal fejres, men så må vi finde på andre anledninger 😉
• Hvordan jeg kan føle mig ‘god nok’. Det kræver flere uddybende ord, end der er plads til lige her, lige nu. Men det fylder en del i mine tanker for tiden. Jeg tænker over, hvordan jeg kan øve mig i at være god ved mig selv, i stedet for at slå mig selv oven i hovedet. Mere om det en anden god gang….

Nu vil jeg hoppe ud i solen, der endelig har fundet vej her til, sammen med drengene, der lige er kommet hjem. Og nyde, at weekenden ligger foran os, helt ubrugt og klar til at blive overdynget med alt det bedste, vi overhoved kan fylde på den <3

Rigtig god fredag og weekend derude!

I dag er en helt speciel dag!
En gigantisk milepæl. En mærkedag af de helt særlige. En sejr, der skal fejres, markeres og mærkes.

Som livet allerede har lært mig adskillige gange, så skal man ikke være bleg for at juble, når der er noget at fejre. Livet er for kort til at vente. For kort til at lade være. Og i dag har jeg ikke tænkt mig at lade hverken Jantelov eller ydmyghed stå i vejen for at hæve glasset, klappe mig selv på skulderen og nyde 😉

I dag er jeg halvvejs med mit studie! Allerede – og så alligevel ikke.
På den ene side synes jeg, jeg har været i gang med at læse i virkelig lang tid. Når jeg tænker på, at jeg skal ‘gå igennem det hele igen’, så orker jeg næsten ikke. På den anden side, så føles det sidste stykke vej meget kortere, end det jeg har klaret mig igennem. Måske fordi det sidste år går med 20 ugers klinik og bachelorskrivning… Måske fordi jeg er ‘inde i tingene’. Når jeg tænker på alt det, jeg har lært, bliver jeg faktisk en smule overvældet. Det er ikke så lidt, der allerede har sat sig på nethinden, og er blevet en del af min – både faglige og personlige – værktøjskasse.

Så ja, i dag er en særlig dag for mig. Den er særlig fordi jeg nåede til den! Den dag, der så mange gange har føltes som umulig at kæmpe sig frem til. Der har været så mange forhindringer og bump undervejs. Benspænd og slid. Blod, sved og tårer. Det er ikke småting, der er sket, siden jeg startede med at læse til sygeplejerske i 2017. Og nu er jeg halvvejs.
Og… fra i dag kan jeg tælle ned. Få øje på lyset for enden af tunnelen – ihvertfald i glimt. Fremover, på de dage, hvor alting mest af alt er hårdt, svært, tungt og opgivende, vil jeg huske mig selv på, at jeg har passeret halvvejsmålet. Jeg er godt på vej mod mållinjen.

Mine ord og tanker her er ikke ment som en opfordring til at skulle have et klap på skulderen. Jeg ved, der er mange derude, der kæmper (eller har kæmpet) samme – eller lignende – kamp, som mig. Det er for at sætte ord på noget af alt det, som sådan et studie kan fremkalde. De sidste par år har jeg fået mange mails og beskeder med spørgsmål til studiet. Blandt andet også mange omhandlende, hvordan jeg kan klare det, når jeg også har en familie og hverdagspraktik, der skal gå op. Og jeg har jo ikke opskriften på det. Desværre. Det havde ellers været fedt. Vi klarer det på hver vores måde – også alt afhængig af, hvad vi har med i bagagen, vores netværk og meget andet.
Men jeg vil især gerne understrege, at det ikke er let. Heller ikke selvom det måske kan se sådan ud!

Mange gange undervejs har jeg haft lyst til at give op. Men nu føles det for dumt at ombestemme sig.
Jeg har det dog stadig meget ambivalent med studiet. På den ene side så er jeg helt vild med at lære nyt, lære mere, udvikle mig, udfordre mig selv, blive dygtigere. På den anden side er det svært at stå op hver morgen til (endnu) en nyhed om, hvor forfærdeligt et arbejdsliv sygeplejersker har – og får i fremtiden. Det arbejdsliv, der venter på mig, som en ‘gulerod’ når jeg har kæmpet mig igennem studiet, lyder langt fra tiltalende. Den konstante og massive negative omtalt af sygeplejerskers arbejdsforhold m.m. har virkelig været en hård nyser at skulle forholde sig til – hver eneste dag.

Jeg kan dog også mærke, at min egen identitet som (kommende) sygeplejerske så småt er ved at blive dannet. Der mangler stadig mange brikker endnu, men jeg føler mig allerede forbundet til faget. Jeg er begyndt at tænke ‘som en sygeplejerske’ og analyserer mange ting på en helt anden måde nu, end for et par år siden, inden jeg startede på studiet. Jeg har lyst til at komme ud og bruge min viden. Bruge mig i faget.
Jeg er stolt af alt det, jeg har lært. Og samtidig meget ydmyg overfor det hele. Spændt på alt det jeg mangler at lære – snuse til – opdage – udforske. Jeg er ikke klar til at opgive det, så jeg kæmper videre. Og håber i mit stille sind på, at jeg godt kan være i faget, når jeg er færdig.

Jeg kan helt vildt godt lide at have travlt. Have gang i mange ting. Jeg sidder sjældent stille, så det er ikke den del, der skræmmer mig. Det er mere tanken om, at jeg kan komme til at begå (alvorlige) fejl, fordi der er for få ressourcer og personale til at løse opgaverne. Jeg bliver helt vildt skræmt ved tanken. Og når jeg læser i fagbladet, at hver 7. nyuddannede sygeplejerske bliver sygemeldt indenfor det første år, så sætter det da også tanker i gang… Men jeg har samtidig også lyst til at være med til at kæmpe for, at det skal være bedre – anderledes.

Men – jeg kan også skrive under på, at det ikke er let at være studerende. Og studiet vil helt sikkert også gøre mig klar til ‘livet som sygeplejerske’. For man får hår på brystet undervejs på studiet. I løbet af studiet lærer man så meget mere, end ‘blot’ sygepleje.

Jeg må dog også bare erkende: Det er et vanvittigt hårdt job at være sygeplejestuderende!
Ikke kun fordi der er meget at læse, reflektere over og lære. Og derudover en masse eksamener undervejs på hvert semester (omend man kalder dem ‘forudsætningskrav’, vil jeg nu vove den påstand, at det er eksamener).
Det konstante pres er til at tage at føle på. Men det, som jeg i sin troede var det fedeste ved uddannelsen – nemlig at 40% af uddannelsen er praktik/klinik – har vist sig at være det aller hårdeste.
Det er som at få nyt job hele tiden. Og vi kan godt blive enige om, at det er VILDT hårdt at starte på nyt job, ik?
De første uger skal man lære alt det nye at kende, kollegaerne, rutinerne. Udover at man skal lære sit job at kende. De første par uger aner man ikke engang hvor man ‘kan’ sætte sig i kaffestuen.
Vores klinikker er korte. 8 uger et sted – 1 uge et andet – 10 uger et tredje osv.
Om lidt starter jeg (igen) et nyt sted, hvor jeg skal falde ind i 8 uger. Og udover at jeg skal lære en masse nye (midlertidige) kollegaer at kende, skal jeg arbejde 30 timer om ugen, vurderes hver eneste dag, finde ud af ‘jargonen’ på den nye afdeling og forberede mig til midtvejseksamen og afsluttende skriftlig opgave. Derudover skal der repeteres og læses en masse ny teori, skrives refleksioner ned og opsøges nyeste forskning på området. Når jeg lige synes, jeg har lært det hele bare lidt at kende, så er tiden gået og jeg skal videre til det næste…
Mit sensitive sind er på konstant overarbejde, og jeg skal sørge for at have fri til at fordøje det hele, når jeg kommer hjem. Det kan dog være lidt svært, når der er 3 drenge, der også har brug for deres mor.

Jeg glæder mig til jeg engang er færdig, og kan få lov at falde til et sted – sætte mig ind i specialet og blive rigtig dygtig til lige præcis det!

Heldigvis – og det er nok noget af det, jeg er allermest taknemmelig for – er jeg landet i en studiegruppe med to fantastiske piger. Det er måske i virkeligheden det, der har holdt mig på sporet. Jeg har haft noget at være tryg i. Vi supplerer hinanden vildt godt. Vi kæmper, arbejder, knokler og deler mange grundlæggende værdier. I sidste uge fremlagde vi et projekt, der fik ros og anerkendelse og som vi blev opfordret til at tage videre. Arbejde videre med, fordi det har potentiale. Det var en vildt fed anerkendelse. Og det var faktisk præcis dét jeg håbede på, da jeg startede. At jeg ville møde nogen, der ikke kun skulle være mine klassekammerater, men nogen som jeg skulle følges med i en vigtig periode af ens liv – og som man måske endda kan få glæde af mange år frem. Jeg havde næsten ikke turdet håbe på, at det kunne ske. Men heldigvis kan ens håb og ønsker indimellem blive mødt.

I dag er en stor, personlig sejr for mig. Jeg har i så mange år haft svært ved at finde ud af ‘hvad jeg skulle være, når jeg blev voksen’. Et var, hvad jeg var god til. Noget andet, hvad jeg havde lyst til at lave og arbejde med. Sygeplejestudiet har vækket noget i mig. Præcis som jeg troede, det ville. Jeg er blevet bekræftet i, at jeg kan. At jeg måske endda er god til det – selvom jeg har meget svært ved at tænke sådan om mig selv. Det må være dæmonerne fra min barndom, der stadig har lidt magt over mig, når jeg stadig kan tvivle på, om det virkelig kan passe.

Udover at jeg har fundet noget, som har tændt noget i mig, har jeg også fået vist overfor mig selv, at jeg kan meget mere, end jeg selv troede. Jeg har klaret at fortsætte, selv da livet endnu en gang rystede os og slog benene væk under os – min lille familie og mig.
Jeg har klaret mig igennem alle de svære stunder, der har mindet mig om min far. Om hans lange sygdomsforløb. Jeg har været tvunget til at forholde mig til alle de ting, jeg nu kan se, ikke var i orden i hans forløb. Jeg kan nu analysere det hele på en anden måde. Men ikke gøre noget om. Jeg har grædt som pisket, når jeg har siddet alene i bilen på vej til eller fra skole eller klinik, fordi jeg har savnet, sørget.
Jeg har klaret mig igennem eksamener efter søvnløse nætter. Fordi det følger med titlen som mor. Jeg har læst og læst. Reflekteret, overvejet, analyseret – om og om igen. Brugt mig selv på alle måder, for at komme videre. Komme igennem.

Og helt ærligt; jeg er hamrende stolt af mig selv. Selvom man er over 30 kan det godt lade sig gøre at skifte spor. Forfølge gamle drømme. Jeg vil faktisk vove den påstand, at det har været det helt rigtige for mig at vente til nu. Jeg er så meget mere klar til alt det her nu. Klar til at møde det – både når det er godt og når det er svært.

Og udover at fejre min halvvejsdag, kan drengene og jeg også fejre, at vi har påskeferie. Det er tiltrængt og nydningsværdigt.
I aften skal vi skåle, spise god mad og mærke efter – mærke alt det, der trods alt er rart og godt – selvom livet også kradser. For det er netop dét, der gør, at vi kan mærke det ene – at vi også kan mærke det andet <3

Og så skal jeg fejre A. For uden ham, var jeg aldrig kommet her til!

God ferie til jer, der også er så heldige. Og god weekend til jer, der må ‘nøjes’ med det

Pas på jer selv og hinanden – og klap dig selv på skulderen!

P.S. Jeg har efterhånden skrevet en del om det at læse til sygeplejerske. De tidligere indlæg kan læses lige her

Der går ikke en eneste dag, hvor jeg ikke får spørgsmålet: ‘Hvornår skal du være med i Den Store Bagedyst’ eller en opfordring til at sende en ansøgning. Både via mails, beskeder, hilsner her på bloggen og via Instagram. Og ‘skub’ fra de to store drenge herhjemme, der har drømt om det længe.
Og inden jeg kommer for godt i gang, vil jeg allerførst starte med at sige tak til alle jer, der skriver til mig, spørger ind til det og opfordrer mig til det. Jeg tager det altid som et stort kompliment! Tak, fordi I hepper på mig og tror på mine evner!

Det er egentlig meget personligt og ‘ind-under-huden-agtigt’ for mig at skrive om det her  – og det har derfor været flere uger undervejs. Jeg har været meget i tvivl, om jeg overhoved skulle skrive det, men nu gør jeg det – så må det briste eller bære…

Netop fordi der er så mange, der skriver til mig, at jeg skal melde mig til bagedysten, synes jeg, det er på sin plads at uddybe lidt… Også selvom det betyder, at nogle af mine inderste dæmoner, som jeg hver dag kæmper for at give så lidt taletid som muligt, kommer frem i lyset. Og måske kan være svære at forstå, hvis man slet ikke kender til følelserne selv?

Som mange af jer (forhåbentlig) allerede ved, så er jeg ikke fortaler for, kun at omtale de gode ting i livet og vise ‘glansbilledet’. For sådan er livet ikke. Det er mangefacetteret. Og selvom jeg gør en dyd ud af at sætte (og holde) fokus på de små, fine, rare, gode ting og lykkeglimt i livet, så skal der også være plads til alt det andet. Det svære, tunge, triste, overraskende, forstyrrende, forvirrende, ambivalente, hårde, seje, udfordrende… Som fx død, kræft, mobning, svære valg på ens børns vegne, det at være introvert og sensitiv og meget andet, som jeg har skrevet om tidligere.
Og derfor har jeg arbejdet på at få skrevet det her indlæg…

Nå, tilbage til det, det skal handle om i dag – det med at sende en ansøgning til bagedysten.
Sagen er nemlig den, at når man gennem meget af sin barndom og ungdom får at vide, at man ikke er god nok – af de klassekammerater, man egentlig gerne vil spejle sig i og vokse (op) sammen med – så gror det desværre fast et eller andet sted dybt inde. Også selvom man forsøger at bilde sig selv ind, at det ikke gør.
Og selvom jeg godt kan glemme det, i lange perioder endda, så afhænger det også meget af, hvad det er, jeg skal. Og som nævnt i indlægget her, blev det langsomt en drøm for mig at være med i bagedysten, fordi jeg lige så stille begyndte at tro på det. Tro på at jeg måske godt kunne sende en ansøgning og have en reel chance. Fordi der var så mange, der heppede på mig. Og efter endnu en påmindelse om, at livet er nu, var beslutningen ikke så svær.
Så i slutningen af sidste år skriblede jeg noget ned, sendte det af sted, og ikke længe efter fik jeg svar tilbage, med en invitation til at komme til casting i midten af januar….

Til castingen skulle vi medbringe en kage, og jeg brugte en del tanker på at overveje, hvad jeg skulle tage med. Jeg besluttede mig for at medbringe en kage med overskriften; ‘Hvis jeg var en kage’. Så det blev en kage, der indeholdt alle mine 4 drenges favoritter, fordi de er en kæmpe stor del af mig. Og en kage som samtidig repræsenterede mig selv;. feminin, blomstret og farverig udenpå. Og med et par overraskelser indeni, som viser sig, hvis man har lyst til at få en bid.
En kage med chewy browniebund, stikkelsbær- og jordbærmousse, mangopuré og vanillebund gemt indeni og minitræstammer, romkugler og oreos på toppen.

Inden castingen havde jeg gjort mig en del tanker omkring det hele. I flere år har vi såmænd snakket om herhjemme, at det virker til at være ‘typer’, der bliver castet til programmet. Så der er ‘lidt af hvert’ i persongalleriet. Og det er også noget af det, der har gjort, at jeg ikke har sendt en ansøgning tidligere. Fordi jeg altid har tænkt, at jeg ikke var ‘spændende’, ‘anderledes’ eller ‘særlig’ nok.

Dagen oprandt og jeg ankom til et lidt dystert, dunkelt lokale hos DR i Aarhus sammen med ca. 40 andre. Alle vores kager blev sat på et langt bord og derefter gik vi i gang. Først fik vi en helt masse informationer fra casteren. Blandt andet sagde hun, at de som sådan ikke søger nogen, der er dygtige til at bage. Og jeg afslører vist ikke for meget, hvis jeg fortæller, at det (slet) ikke er kagerne, de vælger ud fra…

I stedet leder de efter ‘typer’. Og selvom casteren sagde, at de ikke som sådan går efter at sætte folk i kasser som unge, gamle, tykke, tynde, homoseksuelle, heteroseksuelle, etniske, danske, mødre osv, og derudfra sørge for at der er en fra hver kasse, så skal programmet alligevel afspejle Danmark.
Så hun startede egentlig med at bekræfte min forhåndsopfattelse. Og når jeg kiggede mig rundt i lokalet, var der mange, jeg ville vurdere til at være ‘samme type som mig’ – så vi var mange, der bejlede om den samme plads…
Hun nævnte fx også, at nogle af dem, der havde været med i tidligere sæsoner, havde haft elendige kager med til castingen, men de havde haft ‘noget’.
Jeg var allerede dér klar over, at jeg ikke ville kunne byde ind med det rigtige. Jeg tabte mig selv i det allerede inden det rigtigt var i gang. Fordi jeg skal bruge mere end 1-2 minutter på at vise, hvem jeg er. Min generthed, introverthed og mistillid til egne evner tager længere tid at nedbryde – især i så fremmede og ukendte rammer. Jeg har brug for at føle mig lidt ‘tryg’ før jeg for alvor kan spire – blomstre. Så mit eneste håb var, at deres trænede øjne ville kunne se ind bag det og se mig.

Vi brugte derefter et par timer på en præsentationsrunde, hvor vi alle sammen skulle op at præsentere vores kage, og sige et par ord om os selv, og hvorfor vi gerne ville være med. Og ud fra det, besluttede de så, hvem der var gået videre til en individuel samtale – hvor de så også ville smage på disse medbragte kager.

Jeg var en af de sidste, der skulle præsentere mig, og derefter var der pause, hvor vi kunne smage på hinandens kager og snakke sammen.
Efter en halv times tid kom de tilbage, og råbte navnene op på dem, der var gået videre…
Mit navn blev ikke råbt op….
(Jeg kunne godt skrive en masse om castingen, informationerne og oplevelsen med det hele, men det vil jeg lade være med, for det er ikke det, der er pointen med mine ord her)

Alle os, der ikke var blevet nævnt, blev bedt om at forlade lokalet hurtigt, så de kunne komme videre med dagens arbejde.
Det var først da jeg sad i bilen, ved siden af A, at det sådan rigtigt ramte mig – sådan hele oplevelsen.

Jeg følte mig SÅ forkert. Følte mig fravalgt som ‘mig’. Som om jeg ikke var god nok, spændende nok, særlig nok – som menneske altså. Alt det skidt, der engang var groet fast inde i hjertet et sted, blev revet løs og kradsede i blodet. Jeg blev virkelig ked af det!
Skældte mig selv ud og tænkte; ‘Hvor dum kan du være? Troede du virkelig, de kunne falde for dig? Og synes, du var værdig til at være med i et af Danmarks mest populære programmer? Ha! Snydt! Som om! Du skulle have holdt fast i din indskydelse – at du aldrig ville have en chance’.

AV!
Jeg blev så ked af, at jeg overhoved havde udsat mig selv for det. Følte lidt, at jeg havde stillet mig op i en boksering uden handsker på og bare afventet slagene. ‘Du vidste jo godt inden, at det ville gå sådan’…
Om jeg er hård ved mig selv? Ja! Det er måske en af de ting, jeg stadig kæmper med, efter mange års mobning. At jeg stadig skal øve mig på, ikke at overtage de andres grimme stemmer (fra dengang) og vende dem mod mig selv.
Og selvfølgelig blev jeg ked af det, for jeg var jo ikke kommet, hvis ikke jeg havde håbet på at gå videre. Når jeg gør noget, så vil jeg gerne gøre det helt. Gøre det rigtigt. Gøre det godt. Og her var det på en måde ‘out of my hands’.

Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange folk har skrevet til mig og opfordret mig til at melde mig til bagedysten. Og jeg har altid tænkt: ‘Arh, det er mine kager slet ikke flotte nok til’ og dernæst ‘Men det er jo heller ikke kagerne, de vælger ud fra…. Men du er heller ikke god nok, som du er’. Så jeg har ladet være.
Pludselig føltes det helt vildt pinligt – og svært – at skulle sige højt, at jeg ikke kunne det, som mange havde opfordret mig til – og måske forventet af mig, at jeg ville kunne?
‘Desværre, jeg var ikke god nok’.
Det mest frustrerende var, at jeg følte mig fravalgt for den, jeg er. Hvis de så bare havde fravalgt mig på grund af mine (dårlige) bage kage evner. Men nej, det var mig, der ikke var den rette. Det er sådan en ting, der er virkelig svær at lave om på. Man kan øve sig på at bage og blive bedre. Men jeg kan jo ikke – og skal ikke – ændre personlighed for at blive valgt…

Efter et par dage, hvor jeg egentlig havde mistet troen på mig selv, og lysten til at bage, blev jeg stædig og sur på mig selv. Fordi livet er for kort til at have ondt af sig selv! Simpelthen. Og som A ville sige; ‘Det er dem, der går glip af noget’ <3

Pyt! (Ja, det er et ord jeg stadig øver mig i at bruge)

Samtidig med min ‘nedtur’, fik jeg ud af det blå flere henvendelser omkring muligheden for at bestille mig til at bage kager, blandt andet kager til bryllupper – hvilket vel egentlig må betegnes som værende noget af et kompliment. At få lov at bage kage til så stor og særlig en dag. At nogen kunne finde på at spørge mig om det! Det hjalp mig til at genvinde noget gejst og tro på mig selv.

Derefter begyndte jeg (igen) at fokusere på det gode i stedet. Og fokusere på, at jeg ikke behøver at være med i bagedysten for at være ‘god nok’. Og hvis jeg drømmer om at lave kager, som kan glæde andre – mange andre – så kan jeg gøre det på andre måder. Så nu drømmer jeg en helt masse – sammen med A. Og det føles godt. Og rigtigt.

Hver dag gør jeg min familie glad, når jeg får lov at forkæle dem med ‘de gode gamle’, nye eksperimenter og andet godt. Derudover får jeg dagligt ros, på Instagram, via mails og her, for mine opskrifter og (spøjse mad)ideer og dét er virkelig noget, der gør mig glad! At andre kan få glæde af det, jeg bruger så meget tid og energi på. Jeg ville blot ønske, jeg havde 100 timer i døgnet til at lave mere af den slags.

Og fremover, når jeg bliver opfordret til at sende en ansøgning til Den Store Bagedyst vil jeg (fortsat) tage det som et kompliment og sige; ‘Been there – done that. Det har jeg gjort, de ville ikke have mig’. Og det er helt okay! Og selvom det forlyder, at nogen af de tidligere deltagere har været til casting flere gange, før de blev udvalgt, så er jeg nu ret overbevist om, at det var en once in a lifetime experience for mit vedkommende.
Jeg kan måske nok bare bedre lide at blive inviteret ind, end at skulle overbevise andre om, at jeg er god nok og har ret til at være med. Ihvertfald når det kommer til sådan noget her….

Nå, nu fik jeg skrevet en masse af mine tanker ned. Som nævnt, havde jeg først ikke lyst til at sige det højt, fordi jeg havde en stærk følelse af, at jeg ikke var god nok. At det var pinligt at sige højt, at jeg blev valgt fra. At dem, jeg sagde det højt til, også ville tænke sådan om mig – fordi det er sådan jeg selv tænker om mig selv. Men helt ærligt – at blive fravalgt på baggrund af et par minutters præsentation skal ikke – må ikke – slå mig ud.
Og nu har jeg i stedet italesat min sårbarhed. Og brugt de sidste par uger på at fundere over den – endnu en gang. For den har været en del af mig i mange år efterhånden, og indimellem blomstrer den op. Men altså; ukrudt forgår ikke så let…. Desværre.

Mobning har på mange måder gjort mig stærkere – og det skal det her også. Det skal være slut med at være min egen værste fjende.

Nu vil jeg dedikere 2019 til at blive året, hvor jeg løber efter mine drømme. Og hvor jeg, hver dag, øver mig i at holde af mig selv i stedet for at skælde mig selv ud og tale ned til mig selv. Så jeg tør drømme – og satse på mine drømme – og tro på, at nogle af dem faktisk kan gå i opfyldelse – fordi jeg kan. Fordi jeg er god nok. Og når jeg kommer i tvivl – for det gør jeg helt sikkert – så har jeg det her at kigge tilbage på.

Nu trykker jeg ‘udgiv’ med skælvende hænder og skynder mig at hoppe ind i sofaen ved siden af A og nyde en stille aften – måske endda med et lille glas rødvin i hånden. Det kunne vi vist godt bruge ovenpå en begivenhedsrig, spændende – og lidt nervepirrende – dag, der kan ende med at få stor betydning for os, hvis lykken (og livet) altså vil tilsmile os lidt…

Rigtig god aften derude
– og tillykke til dem, der efter 2. casting i søndags har fået besked om, at de skal være med i den nye sæson af Den Store Bagedyst