Noget om ikke at tage sorgerne på forskud…

Okay, jeg indrømmer gerne at jeg indimellem kan være (lidt for) god til at tage sorgerne på forskud. Og ja, jeg ved godt at det er dumt, meningsløst og spild af energi og kræfter. Men fortæl det til min hjerne ik?

I går var sådan en dag der har rumsteret i baghovedet i noget tid. Både fordi L skulle have sin 3 måneders vaccination og fordi min far skulle have svar på kræftscanning.

Hele ugen op til, har jeg talt ned til fredag, altså på den dårlige måde. Vågnede op med uro i maven og bekymring i forhold til hvordan det hele nu skulle forløbe. Til dels vel egentlig helt naturligt.. Men indimellem ville jeg ønske at jeg kunne lade være med at tænke på/bekymre mig om tingene før jeg står i det og på den anden side er jeg også glad for at jeg er forberedt og kan planlægge mig ud af (noget af) det.
F.eks. havde jeg sørget for ikke at have planer fredag og lørdag, så jeg kunne være der for L når (hvis) han fik feber.

Selvom det er 3. gang jeg skal igennem vaccinationsrumlen, er jeg stadig ikke hårdhudet omkring det! Overhoved ikke. Så jeg havde bestilt tid på en af A’s fridage, så han kan lægge lår til i stedet for mig. Men det gør nu stadig ondt på mig, selvom jeg står som tilskuer ved siden af. Åh altså. Men det er jo heldigvis hurtigt overstået!

L sov og spiste sig fra eftervirkningerne af vaccinationen. Tog nogle lange lure i går, sov og blundede mens jeg travede en 6 kms tur med ham. Fik feber i løbet af aftenen og spiste lidt oftere om natten. Her til morgen var han i super godt humør som han plejer. Han har fået en god lang formiddags- og eftermiddagslur og hviler sig lidt igen nu. Der har nærmest ikke været noget at mærke på ham og min forhåndsbekymring blev gjort til skamme…

Som ekstra glasur på bekymringskagen, var dagen i går også den hvor min kære far skulle have svar på den seneste kræftscanning. At svaret var, at kræften er helt væk, var der vist ikke nogen af os der helt havde turdet håbe på.
Jeg har ihvertfald ikke turdet håbe på så godt et resultat. Ja kald mig bare kræftpessimist, men det er efterhånden sådan jeg har fået det med den l…. sygdom. Jeg vil hellere blive positivt overrasket!
Men altså, nu er min far kræftfri. Kemoen har arbejdet videre i kroppen de sidste måneder, hvor han ellers har haft pause fra det, og fjernet de sidste rester af kræftknude. Det er vildt! Det er ikke til at forstå. Det er stadig lidt uvirkeligt.
Men nu skal de næste 3 måneder nydes, inden den står på opfølgning. Da han har haft tilbagefald holder de øje med ham, men indtil andet er bevist er han kræftfri, rask!

Hele dagen i dag har jeg mærket en knude blive løsnet i maven. Jeg er sikker på det er nogen af alle bekymringerne, der gror indeni om man vil det eller ej, der er ved at blive opløst.

Første skridt på vejen mod løsningen, at blive mere eller mindre bekymringsfri, er vel at man er opmærksom på problemet ik? Men helt uden bekymringer bliver jeg helt sikkert aldrig, det ville næsten også være for meget af det gode ik?

 

Billedet er fra forleden aften hvor der var det mest fantastiske aftenlys og den smukkeste solnedgang – det er de små ting der tæller <3