Opskrift: Små sprøde marcipantærter med æbleroser

038 039 044 017

Små lune og sprøde marcipantærter med æbleroser – dét kan altså pifte enhver (grå) efterårsdag op 🙂

De sidste æbler, fra havens gavmilde æbletræ, blev brugt til disse små tærter og drengene nød at sætte tænderne i dem.

På opfordring fra en del, efter jeg viste dem frem i dette indlæg, kommer opskriften på dem her. De er slet ikke så svære at lave, som man måske kunne tro…
Og så er kombinationen af sprød mørdejsbund, sød marcipan og syrlige æbler bare spot on! En efterårsklassiker kunne det vist godt gå hen at blive 🙂

Vil du se flere efterårskageopskrifter, kan du klikke her og finde mit bud på 10 favoritter 🙂

Her kommer opskriften på de små æblemarcipantærter:

5 stk ø12 cm

Du skal bruge: 

Til bundene:
160 gr (sigtet) speltmel (eller hvedemel)
50 gr flormelis
75 gr (laktosefri) smør
1 lille æg

Marcipanfyld: 
75 gr marcipan
75 gr (laktosefri) smør
75 gr sukker
1 lille (øko) æg
20 gr sigtet speltmel
1/4 tsk vanillepulver

2-3 æbler (og evt. lidt frosne havtornbær, men de kan sagtens udelades)

Drys lidt flormelis gennem en sigte, over tærterne, når de er afkølet lidt. Og servér tærterne lune – gerne med skyr, creme fraiche eller flødeskum on the side.

5 små tærteforme med løs bund
Kikærter eller andet til at blindbage med (kan undværes)

Sådan gør du: 

Først skal tærtebundene laves:
Tænd ovnen på 190 grader varmluft.

Smuldr mel, flormelis og smør sammen til ‘revet ost’. Tilsæt ægget og saml dejen hurtigt med det. Hvis dejen er meget våd kan du tilsætte en smule mere mel.
Pak dejen ind i film og læg den på køl 1/2 time.
Tag dejen ud af køleskabet og del den i 5 lige store stykker.
Rul dem ud på et meldrysset bord, så de passer i tærteformene.

Sæt bundene på en rist og læg små stykker bagepapir i og hæld f.eks. tørrede kikærter i, så bundene kan blindbages. Har du ikke noget at putte i, kan du også bage bundene uden, men du kan risikere, at de falder lidt mere sammen.
Bag bundene i ca. 15 minutter.

Imens laves marcipanfyldet og forberedes æbleroserne:
Riv marcipanen og pisk det sammen med sukker og smør til en ensartet masse. Tilsæt ægget og pisk det i. Til sidst piskes mel og vanillepulver sammen med.

Del æblerne i kvarte og fjern kernehuset. Skær æblebådene i meget tynde skiver, evt. på et mandolinjern, og rul nogle skiver sammen til små roser.

Når bundene er bagt lysebrune fjernes kikærter og bagepapir, og marcipanmassen fordeles i tærterne.
Sæt æbleroserne ned i marcipanmassen, med skrællen opad – de må gerne stå lidt tæt.

Når tærterne er pyntet med æbleroser sættes de i ovnen ved 165 grader i ca. 35-40 minutter, til marcipanmassen er gennembagt.

Servér dem gerne lune med flødeskum, skyr eller creme fraiche on the side

 

TIP! Hvis du ikke orker at folde æbleroser, kan tærterne også bages med æblebåde eller frosne bær på toppen 🙂

 

God eftermiddag derude 🙂

 

P.S. Hvis du synes om denne opskrift, kan du garanteret finde endnu flere lige her i mit opskriftindex

001 009

Opskrift: Nemme og hurtige naanbrød med speltmel

010 013 019

I dag vil jeg dele en opskrift med jer, på naanbrød med speltmel – et perfekt sidekick til suppe!

Efterår er vist startskuddet til suppe-højsæsonen og det benytter vi os gerne af herhjemme. Der findes så mange lækre supper at varme sig på. Nogle er hurtige at lave og perfekte på travle hverdage, og andre vil gerne stå op småsimre på komfuret det halve af en søndag.

Jeg har ikke altid været vild med suppe, men jeg er kommet efter det de sidste år. Især nu hvor jeg har 4 at lave det til, som lystigt slubrer det i sig, og synes det er en fantastisk spise!

Jeg serverer helst noget tyggefast til suppen, så der også er lidt at gumle på eller dyppe i suppen. Jeg synes også, det forlænger mæthedsfornemmelsen, at der kommer lidt andet i maven end ‘bare’ væske.

Disse naanbrød er virkelig nemme at lave og skal ikke engang hæve, så de kan laves i et snuptag, mens suppen bobler færdig.

Jeg laver dem med speltmel, men hvedemel kan også bruges.

Opskriften giver 8 naanbrød
Det skal du bruge:
1 dl. (øko) fuldkorns/grahamsspeltmel
3 dl. (øko) sigtet speltmel
2 tsk. bagepulver
2 spsk olie (raps- eller olivenolie)
1 1/2 dl vand
Salt
Pensles med olie og drysses med krydderier efter smag

Sådan gør du:
Start med at røre mel, salt og bagepulver godt sammen. Tilsæt de våde ingredienser og ælt det hele grundigt sammen. Hvis dejen er klistret tilsættes lidt ekstra mel
Del dejen i 8 stykker. Varm en pande op med lidt olie på. Rul kuglerne ud til runde naanbrød, ca. 1/2-1 cm tykke
Pensl dem med olivenolie og drys med krydderier, f.eks. chili, salt eller peber.
Steg dem på panden i ca. 7-10 minutter. Vend dem indimellem. De skal vendes, når de begynder at tage lidt farve.

 

Rigtig god fredag og weekend til jer alle!
I dag kommer drengene hjem fra miniferie hos farmor og farfar. Bliver skønt at se dem igen 🙂 For A’s vedkommende står der 2 nattevagt i kalenderen – vi andre har planer om at dase, læse, lege og sludre 🙂

Opskrift: Vegetarnuggets med grøntsager

014 016 019

Vegetarnuggets eller grøntsagsdeller – kært barn har mange navne. Uanset hvad man vælger at kalde dem, så er de værd at stifte bekendtskab med 🙂

I modsætning til i går, hvor jeg delte en lækker dessertopskrift med jer, vil jeg i dag dele en aftensmadsopskrift, der tilmed er proppet med grønt 🙂

Jeg forsøger at lave lækre retter til alle mine drenge (næsten) hver dag. Et par gange om ugen forsøger jeg at tænke kreativt med resterne fra de foregående dage, og andre dage kigger jeg på køleskabshylderne og finder på nye retter, med det der trænger til at blive brugt. 2-3 dage om ugen forsøger jeg at være kreativ på vegetarmåden, både for vores egen (og pengepungens) skyld, men også for miljøets.

Heldigvis er der ikke noget brok fra drengene, når der ikke er kød på bordet. Men jeg forsøger også at imødekomme ‘kødmanglen’ med grønne alternativer, der ‘minder om’. F.eks. de her grøntsagsnuggets, der er drøngode – også kolde i madpakken dagen efter 😉

De er såmænd temmelig lette at lave og det er jo bare en fin bonus, for de fleste hverdage er jo tidskrævende nok i forvejen 😉
Og så er det en virkelig snedig måde at få opfyldt sit daglige grøntsagsbehov.

Her kommer opskriften, der giver ca. 20-25 nuggets/deller

Du skal bruge:

600 gr (øko) gulerod og blomkål (jeg brugte ca. 150 gr gulerod og 350 gr blomkål)
75 gr. rasp – jeg bruger speltrasp (som jeg køber her)
75 gr ost – jeg bruger en blanding af øko parmesan og mellemlagret ost
1 (øko) æg
Salt og peber

Sådan gør du:

Skræl gulerødderne og skær dem i stykker på et par cm. Del blomkålen i små buketter. Kog det hele et par minutter, til de er blevet møre.
Hæld vandet fra og hæld grøntsagerne i en skål til foodprocesseren eller en skål, som håndmixeren kan bruges i.
Riv ost og tilsæt det til grøntsagerne sammen med rasp, æg, salt og peber.
Kør massen ensartet i foodprocesseren eller med håndmixeren og sæt massen på køl i 30-45 minutter.

Tag massen ud af køleskabet og form nuggets med hænderne og læg dem på en bageplade med bagepapir.
Bag dem i ovnen ved 190 grader varmluft i 25 minutter i alt. Efter 15 minutter vendes de.

Servér dem varme – f.eks. sammen med en lækker grovtærte og lidt dip. Jeg laver en hurtig dip af 1 dl yoghurt naturel, 1 tsk mayonnaise, salt, peber og persille og det smager rigtig skønt til 🙂

026 029 046

Opskrift: Tynde og nemme (laktosefri) pandekager med spelt

079076 089

I fredags var der tynde pandekager på dessertmenuen herhjemme. Serveret med æblemos, smeltet chokolade, saftige brombær fra haven og frisklavet is – i anledning af efterårsferiefejringen.

Efter forretten og hovedretten, der blev nydt med masser af snak undervejs, blev der bomstille omkring bordet, da desserten landede. Der var pludselig tre drenge der fik travlt med at nyde, smovse og gnaske <3

Jeg har aldrig fået delt min opskrift på laktosefri pandekager med jer, men det vil jeg da lave om på nu – især nu hvor efterårsferien er over os, og tiden til eftermiddagspandekager (måske) er helt moden og perfekt 😉

Dejen er nem og hurtig at røre sammen, og skal ikke trække i ustyrlige tider, mens tålmodigheden bliver sat på prøve! Der er næsten ikke noget sukker i dejen, så det kan være op til én selv, hvor sukkersmækre man vil gøre dem, alt efter hvad man serverer til.

Jeg bruger speltmel, men hvedemel kan også bruges. Og så bager jeg altid med laktosefri smør og mælk, men almindeligt kan også bruges.

Her kommer opskriften på 8-12 pandekager, alt efter størrelse

Du skal bruge: 

150 gr sigtet speltmel (eller hvedemel)
4 1/2 dl (laktosefri) mælk
3 æg
1/4 tsk groft havsalt
1/2 tsk vanillepulver
20 gr sukker
50 gr smeltet (laktosefri) smør

Sådan gør du: 

Find panden frem, som pandekagerne skal steges i. Smelt smørret i panden og lad det køle af, mens du pisker resten af dejen sammen:
Bland mel, sukker, vanillepulver og salt i en skål.
Pisk 2 dl mælk i og pisk dejen ensartet og fri for klumper.
Pisk resten af mælken i og derefter de 3 æg. Til sidst piskes det smeltede smør i dejen.
Lad dejen hvile, mens panden varmes godt op. Den skal være temmelig varm, inden pandekagerne steges.

Hæld lidt dej på midten af panden og bevæg panden rundt i cirkler, så dejen fordeler sig og bliver tynd over det hele. Lad pandekagen stege ved høj varme på den ene side og vend den så rundt, så den bliver stegt på den anden side også.
Nyd dem lune, friske fra panden eller opbevar dem i ovnen, under lidt stanniol, ved ca. 65 grader, til alle pandekagerne er færdige og kan serveres samlet.
De kan også sagtens holde sig et par dage i køleskabet og lunes i ovnen – hvis altså de får lov at overleve så længe 😉

Nu vil jeg hoppe i haven, i efterårsstormen, og få lidt fra hånden og røde kinder, inden aftenen skal nydes på sofaen sammen med A.

God eftermiddag derude

 

P.S. Hvis du synes om denne opskrift, kan du helt sikkert finde mange flere lige her i mit opskriftindex

102 078

Opskrift: Luftig chokoladekage med flødeskum, kokos og chokoladeglasur

042 045 047 053

Denne lækre, luftige chokolade med flødeskum og kokos er god til virkelig mange anledninger – f.eks. som ‘bare-fordi’ kage, fødselsdagskage, søndagskage, hyggekage, fejringskage eller eftermiddagskage 😉

Den minder mig om en kage, jeg husker fra min barndom, men som jeg ikke har fået siden ‘engang’ – fordi jeg ikke kan huske, hvor den kom fra. Den der blanding af chokoladekage og flødeskum kan et eller andet, selvom det på sin vis er ret simpelt… Og for en stund, var jeg tilbage i barndommens gade og det var slet ikke så dumt endda 🙂
Og nu er mindet tilmed givet videre til drengene…

I anledning af efteråret, og et besøg hos min mormor, havde jeg pyntet den med marcipanblade, men den kan nu også sagtens nydes ‘plain’ eller måske med noget helt andet pynt – alt efter anledning og kagebagetid til rådighed 🙂

Den er nem at bage, selv for små hænder, og koster ikke alverdens tid i køkkenet. Den smager skønt og ser ud af noget, alene fordi den er lidt lagkageagtig i sit udtryk. Den smager også skønt uden flødeskum i midten, hvis det skal være endnu nemmere 🙂

Her kommer opskriften, hvis nogen af jer skulle have lyst til at bage en skøn hyggekage. Jeg har planer om at bage den igen i eftermiddag, så W og jeg har lidt forkælelses-tv-dessert, når vi skal se Den store bagedyst i aften 🙂

Jeg bager, som altid, med speltmel (læs hvorfor lige her), men den kan også bages med hvedemel. Og så bruger jeg laktosefri mælk, fløde og smør, af henyn til min ældste dreng, men det er selvfølgelig også frivilligt 🙂

Til en kage Ø 16 cm

Du skal bruge: 

Chokoladekagen:
210 gr sukker
60 gr (øko) smør (evt. laktosefri)
150 gr sigtet speltmel (eller hvedemel) – jeg har skrevet et indlæg om mel lige her
1 1/2 tsk bagepulver
30 gr kakaopulver
1 1/2 dl mælk (evt. laktosefri)
2 små (øko) æg
1 tsk vanillepulver
Evt. 30 gr. grofthakket, mørk chokolade (det gør altså en lækker forskel)
Et lille drys havsalt

2 dl piskefløde (evt. laktosefri)

Lidt kokos til pynt

Til chokoladeglasuren:
1/2 dl fløde (evt. laktosefri)
12 gr glukosesirup
35 gr. mørk chokolade

Sådan gør du: 

Tænd ovnen på 175 grader varmluft
Pisk forsigtigt blødt smør, sukker, mel, bagepulver og kakao sammen i en skål med en elpisker til smørret bliver ‘optaget’ i resten.
Tilsæt mælk, æg og vanille og pisk igen, til massen er lækker og luftig 🙂
Tilsæt evt. hakket chokolade til dejen og en smule havsalt.
Klips bagepapir fast i bunden af en springform Ø16. Smør siderne med lidt smør og hæld dejen op i.
Bag kagen i ca. 40-45 minutter, til den er gennembagt. Tjek forsigtigt med en tandstik, i midten af kagen – kommer den op uden dej på, er kagen færdig.
Pas på med at bage kagen for længe, så bliver den tør.

Når kagen er kølet af, fjernes springformen og bagepapiret fjernes forsigtigt fra bunden. Sæt den på en tallerken eller et kagefad.
Del bunden i to. Pisk fløden til let skum og fordel det på bunden. Læg toppen på og sæt kagen på køl, mens chokoladeglasuren laves.

Varm fløde og glukosesirup i en lille gryde til kogepunktet. Hak chokoladen groft og kom den i en skål. Hæld den varme flødeblanding over chokoladen og rør i midten af skålen med en gummidejskraber, til massen er smeltet sammen og blevet ensartet. Fordel glasuren ovenpå kagen og drys med kokos. Lad glasuren sætte sig lidt og så er kagen klar til servering 🙂

Opbevar kagen på køl, til den skal spises.

God eftermiddag og god fornøjelse i aften, hvis I også skal sofahygge til Den store bagedyst 🙂

055 062 064 067