Mine materielle fødselsdagsønsker

Opskrift på walesstang – en nem og lækker kage til eftermiddagshyggen

Når man (pludselig) får lyst til kage, eller dagen indbyder til det på den ene eller anden måde, er det godt at have en god, nem opskrift ved hånden, der også er hurtig at lave.

Sådan én vil jeg dele med jer i dag. Min opskrift på walesstang med vandbakkelsesbunde, flødeskum, syltetøj og frisk frugt.

Bundene er slet ikke svære at lave. Vandbakkelsesdej er måske nok lidt udskældt rundt omkring, men det er faktisk ret ligetil at kaste sig over, hvis bare man husker et par ting undervejs. Jeg har forsøgt at udpensle fremgangsmåden nedenfor, så det skulle være til at have med at gøre.
Og så er de tilmed nærmest sukkerfri. Det sukker, der er i denne kage, stammer fra syltetøj, frugt og lidt flormelis, der kommer i flødeskummet.

Min version er, som altid, laktosefri, men det er selvfølgelig valgfrit. Og som jeg afslørede i dette indlæg, så kan man godt bage vandbakkelser med speltmel, så det gør jeg. Men hvedemel kan også sagtens bruges.

Jeg anbefaler, at man venter med at samle kagen, til kort før den skal spises. Så bibeholder bundene nemlig deres sprøde ydre.
Bundene kan dog sagtens bages i god tid og blot opbevares på køkkenbordet under et tørt viskestykke.
Bliver der rester tilovers (ja, det er svært at forestille sig, ik?) så kan de opbevares i en lufttæt beholder i køleskabet.

Opskriften giver 1 stor walesstang i 3 lag

Du skal bruge: 

3 dl vand
80 gr. (laktosefri) smør
150 gr. sigtet speltmel (eller hvedemel)
1 spsk sukker
3 store æg

1/4 l (laktosefri) fløde
Et par spsk flormelis
Syltetøj – jeg bruger gerne solbærsyltetøj, der giver et lækkert, syrligt pift
Frisk frugt – efter sæson og smag

Sådan gør du: 

Vandbakkelsesbunde:
Tænd ovnen på 200 grader (ikke varmluft)
Bring vand og smør i kog i en gryde til smørret er smeltet.
Bland mel og sukker i en skål, og kom det i gryden med vand/smørblandingen. Pisk med et piskeris eller en håndmixer til dejen er ensartet og slipper kanterne af gryden. Den skal nærmest ligne en stor klump blød modellervoks.
Lad dejen køle lidt af til den er håndvarm.
Pisk imens de tre æg hurtigt sammen i en skål med en gaffel.
Pisk æggene i dejen lidt efter lidt. Pisk godt imens. Først ‘skiller’ massen lidt og dejen bliver til mange små klumper af dej, men fortsæt med at piske, så bliver den til sidst ensartet. Det er ikke sikkert at al æggemassen skal i – det afhænger af æggenes størrelse og meltypen, man bruger. Dejen skal være så fast, at den kan sprøjtes ud og holde formen.

Når dejen er pisket ensartet og glat, fyldes den i en sprøjtepose – gerne med en stor stjernetyl i.
Tegn parallelle linier med 10 cm mellemrum – 3×2 i alt – på et stykke bagepapir. Vend papiret om og sprøjt dejen ud (som en slange der snor sig) mellem de to linier. Gør det tre gange, så der bliver 3 vandbakkelsesbunde.
Husk at de hæver godt i ovnen, så de skal ikke sprøjtes ud for tæt.
Sæt pladen midt i den varme ovn og bag dem til de er gyldne. Det tager ca. 20-25-30 minutter afhængig af størrelsen og tykkelsen på dem. Det er vigtigt IKKE at åbne ovndøren de første 20-22 minutter, så falder vandbakkelserne sammen.
Begynder de at blive godt gyldne efter 20-22 minutter uden at se færdige ud, kan ovnen evt skrues ned på 180 grader.

Lad bundene dem køle af på en rist, inden du går videre (det tager heldigvis ikke så lang tid :))

Pisk fløde til en god, fast skum, men ikke for meget, så den bliver grynet. Vend lidt flormelis i, og smag til, hvor sød du gerne vil have den – afhænger også af hvor sød/sur syltetøj og frugt, der skal til.
Hæld flødeskum op i en sprøjtepose med tyl.
Læg den første bund på et fad, smør syltetøj på, sprøjt flødeskum rundt i kanten og lidt i midten. Læg frisk frugt ovenpå og en bund. Fortsæt sådan til toppen 🙂

Pynt evt det øverste lag med lidt ekstra gejl, fx krymmel, glimmer, bærstøv, små smørblomster, friske spiselige blomster, skovsyre eller andet – på kagen på billederne har jeg forsøgt mig med at lave stedmoderblomster i smørcreme

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mine materielle fødselsdagsønsker