Sorg – set med en treårigs øjne

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi kæmper med lidt af hvert herhjemme for tiden. Udover det almindelige, sædvanlige dagligdagsforvirring, med tre børn, studie, skiftende arbejdstider, fritidsaktiviteter osv, er der også lige en eksamensopgave (december som studerende er bare en total jule-killer!) og ny vagtform til A, der skal køres på plads.
Og så bliver det hele selvfølgelig lige pyntet med julegaveræs, badmintonjulehygge, skole-Lucia, børnetandlægekontrol og tandlæge med min gamle farmor også.

Derudover er julen i sig selv en svær tid. Jeg har (slet, slet) ikke vænnet mig til at holde jul uden ham. Jeg mangler ham! Og sorgen, savnet, fylder stadig så utrolig meget og bliver kun forstærket i denne tid.
For et par måneder siden mistede vi igen. Og det, vi troede var og skulle være, er ikke det samme. Og bliver det aldrig igen. Igen.

Overskuddet til at rumme 3 børns sorg, ens egen og ens families kan til tider føles som et stort, sort, tomt hul. Men det er samtidig også netop de 3 drenge, der holder én i gang. Og hjælper én til at bearbejde sorgen og savnet, gennem snakke og små hverdagshistorier om dem, vi mangler. Uden dem, var der mange ting, der ville være temmelig grå og ligegyldige…

De to ældste har hver deres måde at være i og arbejde med sorgen på. Og som det er med børn, så går de ind og ud af den. Det ene øjeblik kan de sige, med tristhed i stemmen, at de savner og det næste snakker de (igen) om Fortnite – sådan som det skal være. For de skal ikke tvinges til at sørge eller savne. De skal ‘bare’ have lov til at mærke det, når det er der, og plads til at snakke om det, når de har brug for det. Det må aldrig blive tabu eller forkert at snakke om!

I weekenden havde jeg fornøjelsen af lidt alenetid med S og W. Vi malede nisser til farfar og morfars gravsteder, som de skrev små hilsner på. Og imens vi hyggede os, spiste islagkage og malede, snakkede vi om dem, og fortalte de sjoveste historier, vi kunne komme på, om alt det fjolleri de to ‘gamle nisser’ kunne finde på at lave.
Det var så fin en stund. Drengene gjorde meget ud af at dekorere nisserne, og glædede sig til at skulle på kirkegården med dem. Da vi kom derned dagen efter, begyndte det at regne, og de blev hurtigt enige om, at det måtte være farfar og morfar der græd ned til os.

For mig er det klart L’s sorg, der er sværest at ‘håndtere’. Fordi han er 3 1/2 år. Og både så stor og så lille på en og samme tid. Han overrasker mig hver dag med, hvor meget han kan. Han har virkelig en særlig evne til at tale og sætte ord på ting og følelser, på trods af, at han ‘kun’ er 3 1/2 år. Men derfra og så til at forstå, hvad der pludselig er sket med farfar… Det er bare så svært!
Han kan godt sige; ‘Min morfar er død’ eller ‘Min farfar er død’. Men om han ved, hvad det betyder, sådan helt præcist, det er svært at vide…

De første par måneder, efter farfars pludselige død, gik egentlig stille og roligt. Han reagerede ikke sådan mærkbart. Og havde han, hvad man kunne tolke som en reaktion, var det svært at finde ud af, om det var treårs-selvstændigheds-frigørelses-trodsalder eller en reaktion på ‘alt det andet’.
De sidste par uger har dog været meget anderledes. Det er som om, han er begyndt at forstå, at farfar er væk og ikke kommer tilbage. Men helt ærligt, hvordan skulle han også kunne forstå det før nu? Vi andre har jo også svært ved at begribe det.
Nærmest fra den ene dag til den anden holdt farfar op med at komme herhjemme, som han ellers plejede næsten dagligt. Og selvom han har set ham i kisten, er det jo så ubegribeligt. For hvad vil det sige at være død?

De sidste par uger har han snakket virkelig meget om farfar. Siger ofte ‘det har jeg lært af min farfar’ eller ‘sådan gjorde min farfar’. Og når han cykler forbi kirken, hvor farfar blev bisat, spørger han hvor farfar er henne nu. Og snakker om da han lå i kisten og om, at farfar har fået en ny seng – en med låg på.

Forleden morgen sagde han, som det første, at han havde drømt at farfar levede igen og at han skulle fortælle det til S og W så snart de stod op. Det må have været en meget virkelig drøm, for han har nævnt den mange gange siden. Han fortæller om den, som om det er svært at forstå, at den ikke har været virkelig.

Eftermiddagen før, da vi sad og hyggede os ved spisebordet, havde han spurgt mig, hvem min far var. Og jeg havde svaret, at det var morfar. Han spurgte derefter A, hvem hans far var, og han svarede farfar. Så svarede L: ‘Så kan ingen af jer se jeres far. Øv altså!’
Og kort efter spurgte han så: ‘Hvordan dør man?’
Og hvad svarer man så? For hvis vi siger, at det var fordi de var syge, hvad så næste gang han eller en af os bliver syge (med influenza eller andet)? Han skal jo på ingen måde gå og være bange for at blive hverken syg eller dø!

De sidste par uger har han, udover at italesætte, spørge og tænke meget, haft en utrolig kort lunte. Fra det ene sekund til det andet kan han gå fra at være glad og grinende, til at være ked af det og virkelig rasende. Som om der pludselig er noget, der gør ondt indeni. Og hvem ved, hvad der lige tricker det? Det kan jo være alverdens ting. Måske tanken om, at man ikke kan være sikker på, at man ser dem igen, som man holder så meget af. At de pludselig kan forsvinde fra en. Og jeg ville sådan ønske, at jeg kunne forsikre ham om, at det ikke kommer til at ske igen. Nogensinde. Men det er så svært at sætte ord på alle de tanker, han – måske – slås med. For selvom han er virkelig god til at sætte ord på mange ting, så er der garanteret også meget, han ikke gør – og ikke kan.

Nej, der er ikke noget at sige til, at den lille fyr har en kort lunte. Og mange spørgsmål. Der sker så meget inde i det lille, store hjerte – ja, og i hovedet også. Og udover at sørge og savne, så er han også ‘bare’ en helt almindelig treårig, der gennemgår selvstændighedsfaser, udvikling og treårskriser. Det er også det, der gør det så forbandet svært at være i. For hvornår er han hidsig, fordi han er ked af det og hvornår er det noget andet? Hvornår er det en ‘kamp’, man skal tage? Indtil videre vil jeg egentlig helst bare pakke ham ind i kærlighed og bobleplast – men verden har gjort det svært. For jeg kan ikke beskytte ham mod alt, der gør ondt.
Men helt ærligt; det kan godt være temmelig hårdt at være i – også som forældre. For det kræver et enormt overskud at trøste én, der skriger og vrider sig og som bestemt ikke vil have et kram – lige midt i dét, der gør ondt. Og hele tiden skulle sætte ord på det, jeg tænker, han føler. Men jeg prøver. Vi prøver. Og heldigvis kan vi hjælpes ad.

Det er jo nemlig så fint, at han kan sætte ord på, snakke om det, spørge og undre sig. Og afreagere med ben og arme, når han ikke kan andet.
Jeg ville bare allermest ønske, at jeg kunne fjerne al hans undren og mistro til livet. Istedet må jeg forsøge at gribe ham, der hvor han er, og hjælpe ham, så godt jeg kan. Og stadig vise ham, at det er okay at være både glad, gal, ked af det, træt, hidsig, sorgfuld og alt derimellem.

Og når ingen ser det, så lader jeg tårerne trille. Af uretfærdighed og sorg over, at mine 3 dejlige drenge skal opleve så meget mistro til livet – allerede. Det er bare ikke fair!
Men jeg håber, at vi trods alt formår at få dem hele igennem det <3

 

 

P.S. Jeg har tidligere skrevet om børn, sorg og døden. Indlægget kan læses her

Julelykkeglimt – Hygge, sprøde småkager, yndlingsdessert og spiselige nissehuer

Indeholder reklamelink

 Decemberhygge  Sprøde pebernødder – opskriften er lige her Fineste juletallerken, som jeg har købt lige her Aftensmaden når jeg er alene på skansen med de 3 nisser: Risengrød og friskbagt rugbrød – opskriften på rugbrød er her Sprøde brunkager til eftermiddagskaffen – opskriften er her  Hjemmelavet julepynt, der giver mig smil på læben Yndlingsdessert <3  Eftermiddagshygge med ældste mus <3  Nissemænd på den nye tavle Julede specier med chokolade og appelsin – efterhånden en juleklassiker herhjemme. Opskriften er her (og den er nem!)  Julede kokosmakroner – opskriften er her – og blot tilsat pastaarve  Gensyn med julehjerter fra sidste års julebord  De sødeste brunkagevogtere, der sjældent siger nej, når man spørger, om man må tage en mere 😉

Endnu en portion julelykkeglimt fra den første juleuge.
Der er blevet smovset og hygget – bagt og smagt.

Lige nu knokler jeg for at blive færdig med min eksamensopgave inden juleferien står for døren. Jeg ville elske at kunne gå på juleferie med god samvittighed og kunne holde fri fra skolearbejde – sådan ægte! Jeg håber, det lykkes!

Imens forsøger vi at få det bedste ud af dagene og drømmer om frost og sne i stedet for vådt gråvejr. Det har jo været så mørkt de sidste dage, at man kunne komme helt i tvivl om det var dag eller nat….

A har haft døgnvagt to dage i denne uge, så drengene og jeg har spist risengrød og rugbrød mens vi har set julekalender. Det er nu hyggeligt at gøre noget andet, end vi gør, når vi er samlet alle 5.
Vi har også fået bagt både brunkager, kokosmakroner og specier (og spist en del af dem).

I morgen har vi planer om at bage honninghjerter og besøge farfar og morfars gravsteder med hjemmelavede nisser, som vi har malet og skrevet på i dag. Mere om det in another afsnit 😉

Rigtig god aften derude – og glædelig juleweekend til jer alle

Glædelig 1. december- med en portion juleglimt

 Juletræet fra sidste år er flyttet ind i stuen igen – genbrug på den julede måde 🙂  Adventskransen har jeg købt her – den lille julegris har min mor lavet  Mormor har strikket nissehuer til drengene – og både de og jeg er helt vilde med dem 🙂  Der er mange gode barndomsminder gemt i det lille hus <3

Glædelig 1. december derude!
I går flyttede julen ind herhjemme – med alt hvad det indebærer af glimmer, farver, pynt og spas.

Adventskransen er dog temmelig sparsomt dekoreret, men tiden har ikke været til andet. Den er nu egentlig også meget fin i sin enkelthed. Jeg tænker dog, den måske får en opgradering i løbet af måneden – og helst før d. 24. 😉

Juletræet, som også pyntede stuen sidste år, blev hentet ind fra haven igen. Julegenbrug, der giver mening 😉 Og også en fed besparelse.
Alle julekugler og figurer er allerede blevet undersøgt (med fingre) af hjemmets yngste. Så er alting jo, som det skal være.

I går fik vi bagt speltpebernødder, efter W’s ønske. Opskriften er her, hvis I skal have gang i lidt julebag i morgen. Drengene havde deres fine, nystrikkede nissehuer på, der er så pæne, at man næsten ikke tør bruge dem – kun næsten 😉

Drengene har ventet i spænding i flere uger på at skulle åbne deres første kalenderpakke, så de stod op med maverne fulde af forventninger i morges. Det blev nok også forstærket af, at dagen i dag har budt på badmintonstævne siden i morges.

Nu glæder jeg mig til første afsnit julekalender med drengene i aften, og til at tage rigtigt hul på december i morgen <3

God aften og glædelig december derude!

Årets første julesmåkage-bag og eftermiddagshyggelig onsdag

 Krusene med de små ‘ører’ har jeg købt her til en fin pris

I går sagde W, at jeg snart måtte bage nogle julesmåkager – og sådan en udtalelse tager jeg selvfølgelig meget alvorligt (man skal jo lytte til sine børn – og han satte såmænd bare ord på mine tanker ;))

Når der står studiedag på skemaet, er det også godt at have noget at arbejde hen imod. Fx at man må kaste sig over småkagedejen, når de næste dages pensum er læst 😉
Da drengene kom hjem i eftermiddags, var der derfor friskbagt grydebrød, sprøde, flettede småkager og andet godt på bordet. L havde været på juletur med børnehaven hele dagen, ude i skoven (i det kolde, blæsende vejr), så jeg tænkte, det også var lykken, at byde på varm kakao til at varme indefra.

Årets første omgang julesmåkager holder dog højst sandsynligt ikke så længe, for de er allerede ved at være udryddet, men så har jeg jo en undskyldning for at bage igen snart.
W har også en drøm om, at vi snart skal bage pebernødder, men det kan han heldigvis selv være med til at styre (og trille) 🙂

Opskriften på de flettede julehjerter er lige her, opskriften på æbleskiver med speltmel er her og opskriften på grydebrød er her

Rigtig god aften derude

Nyt familieliv kræver nyt overblik

Nyt familieliv kræver nyt overblik…
Fra på søndag bliver vores familieliv vendt på hovedet – som vi har prøvet det så mange gange før.

A har fået nye (spændende) udfordringer, der indebærer, at han skal til at arbejde døgnvagter i stedet for 12-timers vagter. Det har både sine fordele og ulemper… Jeg glæder mig fx til at han ikke skal være væk 2 dage og derefter 2 nætter i træk, men jeg synes også det kan være svært at få det hele til at hænge sammen, når jeg skal være alene et helt døgn ad gangen. Op til 3 døgn på en uge…

Det er dog, som nævnt, langt fra første gang, at vi skal have det hele kørt ind på et nyt spor – man kan måske driste sig til at sige, at vi er øvede i det. Jeg ved derfor også, at det tager lidt tid, før det hele falder i hak. Og uanset hvordan man vender og drejer det, så er det bare en udfordring at få familieliv og skæve arbejdstider til at gå op. Men det kan lykkes – det er I sikkert også mange derude, der ved 😉 Og vi vil jo også gerne, at det skal lykkes. For det er også vigtigt at gå på arbejde og lave noget, man rigtig gerne vil.

En af de ting, der altid har været vigtige for os, for at kunne få det hele til at hænge sammen, er et godt overblik. Og når A kører et vagtrul på 4-5 uger, er det vigtigt at kunne se det for sig, når ‘alt det andet’ skal plottes ind og forberedes også. (Det havde været noget nemmere, hvis han arbejde samme dage hver uge, men det skal jo ikke være for nemt, vel? 😉 )
Vi har derfor, de sidste 9 år, haft en stor tavle i køkkenet, der udpensler alle vores gøremål.

Med årene har den ændret størrelse og behovene er vokset, især i takt med at drengene er blevet flere og ældre 😉
Og netop med 3 børn i huset, har tavlet virkelig vist sit værd. For den betyder også meget for deres hverdag og overblik. Som jeg vist har nævnt tidligere, så er de også super glade for at kunne se, hvad der skal ske, hvilke planer vi har og hvornår de skal huske fx idrætstøj, biblioteksbøger, legeaftaler osv. Det er også en hjælp for A og jeg, at de kan hjælpe os med at huske ting, for de er faktisk ret gode til at holde trit med sagerne, når bare vi husker at få skrevet dem på tavlen 🙂

Den første tavle, jeg lavede, måtte lade livet i søndags. Vi havde brug for en ny udgave, der kunne rumme meget mere (og som var nemmere at skrive på). Efter mange overvejelser faldt valget på 3 magnettavler fra Ikea, som jeg har tegnet streger på og inddelt med tusch, klistret over med tape, så stregerne ikke bliver visket ud og så har jeg lavet en masse ‘faste’ skilte af lamineret papir, der har fået magnettape bagpå. De er nemme at flytte rundt og overskuelige at se på. Og så kan alt ‘det løse’ skrives på efterhånden.
Som en bonus lysnede det faktisk helt vildt at få hængt hvide tavler op i køkkenet. Og resultatet fungere heldigvis upåklageligt. Selv drengene kommenterede det med det samme, og sagde at det så ‘mega fedt’ ud 🙂

For nogen fungerer det rigtig godt at have ‘små’ familiepapkalendre hængende – de tager jo også en del mindre plads, end vores løsning. Men vi har fundet ud af, at det fungerer bedre for os med en stor tavle, vi kan se, når vi spiser, og hvor det er nemt at skabe sig et overblik over de kommende 4 uger og flytte rundt på aftaler og gøremål nemt.

Hvis du vil se, hvordan det så ud før, med den gamle tavle, kan det ses i indlægget lige her
Da jeg skulle finde indlægget, kom jeg forbi det her, med glimt af køkkenet fra dengang vi havde det runde bord og tavlen på en helt anden væg. Det var nu også fint <3

Rigtig god aften