img_2855-textimg_2821-text img_2847-text img_2848-text img_2854

I slutningen af maj udvider vi vores familie med et nyt medlem…

Da A havde fødselsdag d. 29. marts, fik han en uventet opringning, der virkelig bragte smil på læberne herhjemme. En ekstra, uventet fødselsdagsgave.

Selvom vi ventede en opringning og håbede, at den ville komme, inden vi rejste til Paris, havde vi ikke regnet med det ville ske på A’s fødselsdag.

Fremover kommer han nemlig til at dele sin fødselsdag med det nyeste medlem af familien… Og det er han heldigvis helt okay med – så må vi se, hvem der får mest opmærksomhed næste år 😉

Både A og jeg er vokset op med hund og har altid vidst, at vi også gerne ville give drengene den samme glæde, som det har været for os.
Mit vel nok stærkeste barndoms/ungdomsminde, er ‘min’ hund Belle. Jeg bliver helt varm indeni, når jeg tænker på, hvordan det var at få hende i mit liv. Det er en helt særlig følelse, der nærmest ikke kan beskrives… Som at få en betroet ven, der ved første øjekast gror ind i ens hjerte og altid er der, til at læge, når noget giver sår. Til at passe på, når man har det skidt. Til at give igen, når man har det sjovt. Til at tage godt imod én, når man kommer hjem.

Vi har samtidig vidst, at vi skulle finde det rette tidspunkt at tilføje en hund til familien. Der skulle være overskud til det. Vi er udmærket klar over, at der følger ansvar og forpligtelser med. Men det gør der jo også, når man får børn…
Nu er W ved at være så stor, at han kan hjælpe til med luftning, pasning, opdragelse osv. Og han har ønsket sig en hund i flere år efterhånden.

L er også ved at være så stor, at han kan gå med på gåturene. Samtidig er A’s vagter fine, i forhold til at han kan hjælpe ret meget med luftning osv. i hverdagene, så det ikke så ofte hænger på mig, når jeg er alene med drengene samtidig.
Vi er ikke ’sådan nogen’ der hele tiden har brug for at være spontane, så på den måde kan vi sagtens ‘rumme’ også at have en hund, der forventer noget af os. Og hvis vi skal rejse eller holde ferie, må hun enten komme med eller blive passet.

I efteråret besluttede vi os for, at det var ved at være tid til at kigge os omkring. Vi har næsten ikke været i tvivl om racen, så vi kunne hurtigt indsnævre området. Det er vigtigt for os, at det er en familievenlig hund, der (rimelig nemt) kan opdrages til at gå pænt, ikke gø og hoppe op og som har lyst til at være sammen med børn – og uden en gigalang, bamsevamset pels (der falder af).

Da vi fandt en i nærheden, der planlagde hvalpe til foråret, ringede vi til hende, mødtes med hende, blev ‘godkendt’ og skrevet på listen. Og d. 29. marts blev vores lille ny så født. En sort labradortæve, der endte med at få 7 sorte søskende og en enkelt gul 😉

Selvom vi var øverst på listen til en tæve, kan man jo aldrig være helt sikker på, hvad der kommer ud, så siden hun blev parret har vi kun kunnet glæde os halvt. Først da vi fandt ud af, at der var en tæve til os, kunne vi for alvor begynde at glæde os. Jeg glæder mig til, ikke at være den eneste pige i huset 😉

I fredags besøgte vi dem for første gang og vi havde slet ikke lyst til at tage hjem igen. Alle 3 drengene sad på rad og række og stornød at holde de små pus, ae moderen og se dem spise ved hende. De var så stolte og helt hjerteglade. Det var stort at se. Selv L var fuldstændig optaget af dem, aede dem og sagde ‘hej hej’ til dem med sin fineste lille, sprøde stemme.

Han er ret glad for mine forældres hund, og andre hunde for den sags skyld, men det var sjovt at se, hvor klar han var på at snakke med dem og hvor meget han forstod!

Nu må vi så forsøge at væbne os med tålmodighed de næste 5,5 uger, indtil hun kan flytte ind hos os. Vi må bruge tiden på at bygge rede til hende, finde madskål, hundesnor, halsbånd, hundetegn og hundekurv. Det er også en hyggelig del af processen. Derudover skal der vist hvalpesikres lidt rundt omkring 😉
Og så bor de heldigvis ikke så langt fra os og vi har fået lovning på, at vi må komme så tit vi har lyst, så mon ikke vi får set en del til hende, inden vi kan tage hende med hjem <3

Navnet har vi forresten også besluttet (for læææænge siden), men det gemmer jeg for mig selv lidt endnu 😉