Den dejligste weekend og et sommerferiestartskud

Nyhavn i solskin  Alenetid med L – sammen med mormor  Vi var også lige et smut forbi Eiffeltårnet Tror han kunne bruge hele dagen på at stå der og kigge <3  Fiskeburgere til aftensmad – haps!  … Og en sprød tærte med bær fra haven til dessert  På tur med de cool typer  Drengeleg  Frugtpause  Sopning på den varmeste dag i år – ihvertfald her i vores hood … og så hjem at sidde i blød med en is (og ja, selvfølgelig opbevarer jeg mine unger i muffinforme 😉 )

Jeg er håbløst bagud, ikke mindst når det kommer til at gemme lykkeglimt i min virtuelle mindebog. Den ene dag tager den anden, og der har været nok at se til. Både gode og knap så rare ting.

Drengene har allerede haft ferie i mere end et par uger. Det er ikke til at forstå. Lige på kanten af sommerferien tog L, min mor og jeg i Legoland. Bare os tre. For at fejre afleveringen af min eksamensopgave og nyde parken, inden skolernes sommerferie ville fylde den op. Det var en virkelig god tur, og L ville helst ikke med hjem igen.
Det er i det hele taget en virkelig god idé at ‘dele dem op’, og lave noget med dem hver for sig.

Den sidste juniweekend havde drengene og jeg mere eller mindre for os selv, da A skulle arbejde. Vejret viste sig fra sin sommergavmilde side, så vi tog på tur. Med medbragt frugt og al tid i verden 🙂
Simpelthen så hyggeligt og de var (mindst) lige så meget med på den, som mig. Jeg elsker, at de gider <3
Bagefter havde vi brug for nedkøling, så vi kørte hjem og fyldte bassinerne i haven og hapsede is i fryseren.

Om eftermiddagen tog vi på luftetur med Saga i baghaven. Vinden havde fået fart på, så L havde god glæde af sin nye strik fra mormor. Men han var stadig lige så fræk, som han plejer 😉

Det var sådan en weekend, der gav lykke i maven. En fantastisk fin start på vores ferie sammen. Et skønt sommerferiestartskud. Håber, sommeren byder på mange flere fantastiske dage og weekender, som denne <3

Brødre <3

Påskelykkeglimt #2 – grin, sommer, smovseri, lykke og søde unger

 Påskefrokost – bare os 5  Vandmelontapas – et kæmpe hit herhjemme. Opskriften er her Opskriften på nemt og hurtigt tarteletfyld er her Påske’fri’ var ikke ren afslapning for alleNyvasket sengetøj, tørret i forårsvinden <3 Kyllingeburgers og kold kartoffelsalat Når W er fotografTænksom elsklingSpiselige legoklodserHåndtegn og mormorstrik <3Første gang i trafikskolen – det var stortBaby Blue Eyes <3Formiddagsbesøg hos Olde på plejehjemmetNyt projekt på pindene3 grinebidereAftensmad på terrassen – iført bare ben og godt humør – sommerstemning en masse!

Inden påskeferien er langt væk i erindringen, vil jeg dele et tilbageblik på 2. del af vores ferie.
1. del kan (gen)ses lige her

Drengene og jeg havde en del dage ‘for os selv’, da A var på døgnvagt mere eller mindre hver anden dag og derudover skulle indhente søvn, når han havde fri.
Onsdag, da vi alle var samlet, nød vi en lækker påskefrokost sammen og brugte derudover dagen i haven, i det fine solskinsvejr.

Fredag drønede drengene og jeg til Legoland og brugte heeeele dagen dernede. Selvom L har været der for et par år siden, var det nærmest som det første besøg for ham. Han kunne ikke selv huske, at han havde været der før. Han stornød at køre i tog, safaribiler, flyve i flyvemaskiner og sejle en tur med mig. S fik prøvet køreskolen for første gang, og for ham var det dagens højdepunkt.

På ferieprogrammet var også planteskolebesøg, besøg hos min mormor på plejehjemmet, is i lange baner og solnydning i haven.
Om søndagen spiste vi aftensmad på terrassen i bare arme og ben og det var langt fra koldt. Det var helt sommerligt, mildt og fantastisk skønt. Og så sørgede L for grineflip en masse – han er simpelthen så sjov og han nyder, at han kan få sine storebrødre til at græde af grin <3

Selvom vi manglede A meget af ferien – og jeg indimellem godt kunne synes, at det var lidt hårdt arbejde at være alene med drengene så meget af tiden – så var påskeferien så rar, at jeg var helt trist over, at den fik en ende. Jeg kunne godt have snuppet en uge eller 4 mere på den måde.

At denne uge, siden i tirsdags, ikke lige har været min uge, har heller ikke pyntet på det. Jeg håber, at weekenden kan rette op på det, så jeg kan møde mandagen med opladede batterier. Der venter nemlig rigeligt med nervepirrende ting på den anden side af weekenden, som kommer til at kræve alle mine kræfter…

Rigtig god weekend derude

Lykkeglimt fra en turbulent tid

Sprøde nuggets – opskriften er her
Tarteletter med hurtigt, nemt, hjemmelavet fyld – opskriften er her
EftermiddagssolRugbrødsvafler til aftensmad – opskriften er her  De her tre <3 Nyeste mormorstrik <3 Friskbagte gulerodsbrud – W’s yndlingsboller. Opskriften er her  Fejringskage  Med mango-, jordbær-, og blåbærmousse  Kyllingefarsbrød er perfekt (søndags)mad – opskriften er her Alenetid med W, pandekager og den store bagedyst <3En ny baby i familien

Der er langt mellem lykkeglimtene for tiden, men det vil jeg forsøge at lave lidt om på i dag.
I denne tid er det nærmest også vigtigere end ellers at have fokus på de små, gode hverdagsglimt, for at holde sig oprejst i stormen.

De sidste uger har vi hygget alt det, vi kunne. Blandt andet med god mad, kager, bagedyst, gåture, fejringer, badmintonstævner, hundebarselsbesøg, morgenmadsforkælelse, lun mormorstrik og stearinlys.
Det er de små ting, der gør forskellen for tiden. Jeg håber, at der om et par uger kommer lidt mere ro på al uroen, men der er lige et par eksaminer m.m. der skal klares, før ‘alt det andet’ kan få fokus igen. Sådan er det (vel) at være studerende med et turbulent liv on the side.

Nu vil jeg kaste mig over medicinregningen igen og glæde mig til at kaste hovedet på puden om ikke så længe.

God aften derude!

Lykkeglimt – Ambivalens, madglæde, flotte fyre, sorg, smil og stolthed

Banankage – på den runde måde. Opskriften er herKærlige tanker i blomstret form Et sikkert hit! Opskriften er lige her Breve skrevet med kærlighed
På alene-gåtur med mellemstemusenRugbrød, risengrød og rødvin til aftensmad… Lidt for enhver smagSmukke buketter i massevis – så mange kærlige tanker leveret til døren <3
En vildbasse… og en stolt medaljevinderNår vinderen bestemmer menuen, står den på pitabrød 🙂 Opskriften er her Friskbagte lækkerier til madpakkerne. Opskriften på rugbrød uden surdej er herMine (vores) 3 lykkepiller <3En håndfuld havelykkeEn håndfuld Chocolate Chip Cookies – fordi vi trængte! Opskriften er her

De sidste par uger har mest af alt været tunge, triste og svære at komme igennem, men som billederne måske fortæller, har der også været rare stunder. Omend det kan føles så uendeligt forkert at have det rart indimellem, når nu sorgen endnu en gang har lagt sig som en tung dyne over os.
Det kan næsten føles som om man er sorgen utro, når man giver sig selv lov til at ‘glemme’ for en stund og forsøge at nyde livet. Men det er vel nok også det sorgen lærer os; at sætte pris på det vi har. Det der er – nu. For livet er nu!

Drengene hopper ind og ud af sorgen mange gange i løbet af en dag. De er gode til selv at bringe det på banen, når de har brug for at snakke, men meget af tiden fortsætter deres (hver)dag, som om intet var hændt. Og det er jo netop det, der er så livsbekræftende ved børn. De er her – lige nu, lige her. Og især i denne tid forsøger jeg at lade mig smitte af deres nærvær. Forsøger at lade fortid og fremtid hvile for en stund. Fokuserer på øjeblikket. Og forsøger at skabe (og holde fast i) rarheden midt i en turbulent tid.

Vi voksne kæmper mange små og store kampe. Der er mange ting, der gør livet kompliceret og fuld af forhindringer, især lige nu, men vi har heldigvis hinanden <3
I morgen skal jeg bruge søndagen sammen med dem, jeg holder allermest af, og jeg glæder mig helt vildt! Og så forsøger jeg at glemme, at der kun er en dag tilbage til weekenden igen er slut. Nu gælder det i stedet om at få det bedste ud af søndagen. Den tegner heldigvis godt…

Rigtig god søndag til jer derude!

Feriedagbog: Hjemtur, tårer, en ny yndlingsby, sårbarhed og lettelse

Indlægget indeholder reklame

En (død) sommerfugl skal der også være tid til at kigge nærmere på midt i morgenvirvaretSidste morgenmad på terrassenSmuk morgen at tage afskedReklame for mobilcovers.dk: Uundværligt gejl på bagsædet. iPads og ørebøffer, så A og jeg kan høre musik, mens de tre banditter bliver underholdt på bagsædet. Høretelefonerne er købt lige herKlar til afgang <3Frokostpause – drengene fik lov at udpege stedetNår verdens bedste far har overskud til at give en ridetur til en træt lille fyr <3
Sennepsbutik i DijonAftensol

D. 28. juli 2018

Kære feriedagbog!

Så er dagen – allerede – kommet, hvor turen går hjemad igen.
Havde vi vidst på forhånd, at A ikke ville kunne køre til og fra Sydfrankrig, havde vi nok gjort mange ting anderledes, men sådan er der jo så meget…
Morgenen er gået med at pakke de sidste ting ned, rydde de sidste ting op, smide affald ud, tage sengetøjet af sengene og spise morgenmad. Kl. 9 skal vi overdrage nøglerne og så er vores franske eventyr slut – for denne gang ihvertfald.

Min mor, bror og svigerinde har lovet at tage sig af nøgleoverdragelsen, så vi kan få et lille forspring, og kl. 8.30 sidder vi alle 5 klar i bilen og triller ned af den stejle indkørsel. Der er ingen vej tilbage. Næsten 2000 km skal overvindes endnu en gang.

I modsætning til turen herned, der gik over Østrig, Schweiz og Italien, går turen hjemad gennem Tyskland. Vores første mål er Dijon. Byen hvor – dam da da dam – dijonsennep blev opfundet 😉 Der er ca 7 timers kørsel og ifølge GPS’en er vi fremme ca. kl. 15 – uden pauser (og kø) medregnet. Så skulle der forhåbentlig også gerne være tid til at nå at se lidt af byen inden vi skal i seng.

Efter en del timer på motorvejen, både gennem Frankrig og i Tyskland, og desværre også med kø undervejs, holder vi frokostpause. Vi trænger til at strække benene og få lidt frisk luft, omend det er virkelig lummert udenfor.
Vi mangler et par timers kørsel eller 3, og håber, det kommer til at gå nemt. GPS’en siger nu, at vi er fremme ca. kl. 16. Det skulle helst ikke blive meget senere…

Vi når desværre ikke langt, før vi løber ind i endnu en kø. Uret tikker af sted, men GPS’ens forventede ankomsttidspunkt tikker i stedet i den forkerte retning.  Efterhånden er min tålmodighed ved at slippe op. Da vi lander i endnu en kø, der ser ud til at vare for evigt, ifølge Google Maps, er jeg ved at kaste håndklædet i ringen. Efter en uges afslapning er det et overvældende antiklimaks og så lidt ferie-rart!
Jeg har allermest lyst til at køre ind og finde et sted at være. Men vi har et mål, vi skal mødes med de andre og hotellet er booket.
Drengene klarer det heldigvis virkelig sejt på bagsædet, omend de indimellem også giver udtryk for en smule frustration. Da vi har holdt i kø i over 1 1/2 time, nærmest uden at bevæge os, og GPS’en nu fortæller os, at vi først er fremme ved 19-tiden, begynder tårerne at trille ned ad mine kinder. Jeg har heldigvis store solbriller på, så jeg kan skjule min frustration for drengene. De ser film på iPads’ne og A ser fodboldkamp på sin telefon, mens han aer mig på armen.
Min mor, bror og svigerinde har været heldige at undgå så meget kø og er ankommet til hotellet. Da klokken er 18.30 og vi stadig er et godt stykke fra Dijon, skriver vi til de andre, at de bare skal gå ud at spise og ikke vente på os. Det sidste jeg har lyst til lige nu, er, at skulle skynde mig at komme frem, kaste vores ting ind på et hotelværelse og gå ud for at finde et sted at spise. Jeg vil allerhelst bare i seng.

Vi ankommer til hotellet kl. 19.30. Parkeringshuset ligger et stykke fra hotellet, men drengene er søde til at hjælpe med at bære og har heldigvis også energi til at gå 🙂
Da vi er blevet installeret på værelset går vi ud i byen for at finde et sted, hvor vi kan finde noget nemt at spise. L er ved at være træt, på trods af en hel dag på bagsædet, men verdens bedste far giver en ridetur, og så kvikker han lidt op igen.
Alle butikkerne er lukkede nu, men vi finder noget nemt at spise, og sætter os på en bænk med fin udsigt til gamle bygninger og aftensolen, der er ved at forsvinde foran os. Ingen af os har egentlig appetit til det helt store, men efterhånden som vi får spist lidt, bliver appetitten større.

Vi går tilbage til hotellet. Klokken er nu ved at være 21. Vi er trætte. A og jeg snakker om, hvordan vi skal gribe det an i morgen. Jeg synes, det er enormt trættende at køre i tæt trafik og har på ingen måde lyst til at bruge hele dagen på at holde i kø igen, så vi ender med at beslutte, at vi vil stå op kl 5 og køre af sted, inden motorvejene igen er fyldt med biler og feriefolk.

De to store bliver puttet hos mormor og L tonser rundt i vores seng. Et øjeblik tænker jeg, at vi aldrig får ham til at sove, men efter lidt tid falder han mere og mere til ro, og da A og jeg slukker lyset og lægger os ved siden af ham, går der ikke længe før hans åndedræt falder til ro, og han er på vej til drømmeland. Jeg ligger og lytter til hans små, fine lyde. Der går længere og længere mellem, at han sutter på sutten.
Jeg kan høre larm ude fra gangen. En stor flok mennesker kommer hjem til deres hotelværelser og snakker højlydt med hinanden. Nogle råber endda til hinanden, selvom klokken er tæt på 23. Bare de nu ikke vækker den lille fyr.
Tårerne triller ned på puden. Den ene tager den anden med sig – trætheds-, frustrations-, uoverskueligheds- og udmattelsestårer.
Jeg kan slet ikke overskue, at der stadig er langt hjem, og at jeg er den eneste, der kan gøre noget ved det. I aften græder jeg mig selv i søvn.

 Velfortjente is Smukkeste gade i MünsterTungt men åh så hyggeligtForfriskninger

D. 29. juli 2018

Klokken 4.30 ringer vækkeuret, og det er tid til at stå op og komme videre. Komme tættere på målet. Tage tyren ved hornene.
A og jeg trisser rundt og taget tøj på og børster tænder og da vi er klar til at gå, vækker vi L og får ham i tøjet. Kl. 5 står vi klar foran mormors hotelværelse og de to store kommer ud. Trætte men ved godt mod. Vi lister ned af trappen til receptionen og afleverer nøglen og går op mod parkeringskælderen.
Inden vi når ud på motorvejen, sover de 3 bagsæderyttere. Jeg drejer ind på en tankstation og køber to kopper kaffe og fortsætter af sted i mørket, forbi lastbiler i massevis.

Jeg mærker ikke trætheden, i stedet er jeg lettet over, at trafikken er let og motorvejene frie. Vi får hurtigt barberet nogle kilometer af og da drengene vågner igen, holder vi ind på en tankstation og køber morgenmad. GPS’en fortæller os, at vi er fremme ved 13-tiden og det holder den fast i, som formiddagen går. Det føles virkelig rart.
Da vi er en times tid fra Münster, vores næste mål, holder vi frokost- og legepause. Drengene får brugt lidt energi på et klatrestativ, mens A og jeg nyder roen et øjeblik.

Ved 13.30 tiden ankommer vi til hotellet, der ligger inde midt i byen, lige overfor banegården. Vi er spændte på, om vi kan få lov at få hotelværelset allerede, for vi trænger efterhånden alle til at ligge lidt ned. Ingen af drengene har sovet middagslur på bagsædet undervejs. Værelset er heldigvis klar til os, og mens drengene ser lidt (tysk) tegnefilm, blunder A og jeg på sengen.
Der er stadig et par timer til, at min mor, bror og svigerinde er her, så jeg tager et hurtigt, koldt bad og så går vi på opdagelse i byen – på jagt efter is til de 3 allerbedste rejsemakkere, der passer bagsædet på flotteste vis!

Jeg ved stort set ingenting om Münster, udover at jeg har læst, at det er en by med virkelig mange studerende.
Vi når ikke at gå langt, før jeg kan mærke en spirende forelskelse i maven. Uanset hvor mit øje kigger hen, er der smukke gamle bygninger, kirker og skulpturer. Byen summer af liv, og på stort set alle gadehjørner sidder der unge mennesker udenfor cafeerne og drikker kaffe eller øl.
Vi finder et sted at købe lækre, italienske is til drengene og mens de spiser dem, går vi videre gennem byens gader. Da vi har gået et godt stykke tid begynder L’s ben at blive bløde og jeg er nødt til at bære ham lidt. Han har sprunget sin middagslur over, så lunten er ikke så lang længere. Da han hænger på min mave, som en kænguruunge, kan jeg mærke, at han bliver tungere og tungere, og pludselig siger drengene, at han er faldet i søvn <3 Jeg bærer ham hele vejen tilbage til hotelværelset, mens jeg forsøger ikke at tænke på mine stakkels arme, der er ved at syre til. Jeg forsøger i stedet at nyde, at han, på trods af bump og gadelarm, kan finde tryghed i at hænge på mig og sove <3

Da vi kommer tilbage på hotellet er min mor, bror og svigerinde næsten lige ankommet. Vi er alle tørstige, så vi går i baren og drikker sodavand og øl og snakker om, hvor vi skal spise aftensmad. Vi beslutter os for at gå op i byen igen og finde et sted på vejen.

Mens vi venter på at maden bliver serveret, går S, L og jeg en tur i kvarteret. Vi kommer blandt andet fordi en fantastisk kirke og ser byen støbt i bronze. Lavet til blinde, så de kan mærke, hvordan byen ser ud. Ret fint!

Bagefter går min bror, svigerinde og mor videre ud for at se mere af byen, mens vi andre vender snuderne mod hotelværelset.
Da drengene er installeret på værelset, går jeg over på banegården, der viser sig at være kæmpestor, med masser af butikker og supermarkeder, for at købe en dessertis til drengene og lidt til turen hjem i nat. A og jeg har nemlig besluttet os for at stå op kl. 02.30 og fortsætte turen hjemad, så vi er sikre på at undgå morgentrafikken ved Hamborg. Jeg har brug for at få det sidste af turen overstået på bedste vis.

Da drengene har spist deres is, bliver de puttet, 3 på stribe, i den ene seng, og A og jeg falder omkuld i den anden. Det er svært at falde i søvn, for vi har fået et værelse, der vender ud mod banegården og en virkelig trafikeret vej, men det lykkes til sidst.

D. 30. juli 2018

Kl. 02.30 ringer vækkeuret og vi står op lige så stille. Vi vækker de to store, der selv hopper i tøjet og sidder stille på sengekanten. Da vi vækker L bliver han ked af det, og vi skynder os at få ham i tøjet, inden vi når at vække hele hotellet. Vi suser gennem receptionen, afleverer nøglen og får installeret bagage og drenge i bilen.

Det sidste af hjemturen skal overstås. Vi kan snart se målet forude.

Drengene falder hurtigt i søvn igen og det samme gør A, så jeg forsøger at få det bedste ud af freden, og nyder at vejene er lige og uden masser af trafik.
På et tidspunkt kan jeg se en bil i bakspejlet, der kører i det yderste spor og blinker med det lange lys, igen og igen. Den kører stærkt! Jeg kører i det midterste spor, da der er mange lastbiler i det inderste, og da bilen passerer mig, i et sving på motorvejen, er det som om, vores bil bliver løftet op og flyttet 1/2 meter til siden. Den overhaler os i et sving og det har føreren tilsyneladende svært ved at styre, for lige da den er forbi os, trækker den halvvejs ind foran os. Havde jeg kørt bare en smule stærkere, var vi kørt sammen. Jeg er dybt rystet og bliver endnu en gang mindet om, hvor lidt der skal til, før det kan ende helt galt. Jeg bliver vred over, at nogen tillader sig at køre så hovedløst vanvittigt og sætte, ikke kun deres eget, men også andre menneskers liv på spil! Jeg synes, det er så overvældende et ansvar, at køre med så meget guld i bilen. For selvom jeg bruger alle mine sanser og al min energi på at koncentrere mig om min kørsel, kan jeg ikke hamle op med andres hovedløse måde at køre på. Godt vi snart er hjemme igen…

Tidligt om morgenen lander vi ved grænsen, og vi lovede drengene i går, at hvis vi kørte om natten, så skulle vi grænseshoppe lidt på hjemvejen. De ferielommepenge, de havde med, har de stort set ikke haft nogle muligheder for at bruge, så de har fået lov at fyre nogen af dem af her. Det synes vi ærlig talt, de har fortjent.
Da vi har handlet, holder vi ind og køber lidt morgenmad og kaffe, som vi hælder ned, mens bilen ruller videre nordpå.

Motorvejen i Danmark er stort ryddet for biler, sammenlignet med dem i Tyskland, og det sidste stykke hjem går nemt. Vi lander i indkørslen lidt i 10, og jeg bliver straks ramt af en enorm lettelse. Jeg føler mig faktisk helt høj, og glemmer for en stund, at jeg egentlig burde være helt udmattet og træt. Drengene er friske, efter en del timers søvn på bagsædet, så mens de sofadaser til en film, forsøger A og jeg at blunde lidt. Efter 1 time bliver jeg rastløs og står op igen, og begynder at pakke ud og sætter en vask over. Og så kører vi af sted for at hente Saga hjem igen, så vi kan få familien samlet og nyde, at vi er hjemme igen og at turen, trods alt, gik godt <3
Og jeg kan ranke ryggen lidt og huske mig selv på, at jeg kan mere, end jeg selv tror! Men om jeg gør det igen? I don’t think so!

 

Hvis du vil læse de foregående feriedagbøger, kan du finde del 1 her, del 2 her og del 3 her

Rigtig god fredag og weekend derude!