Nyforelsket – i en fyr med store ører

552-text557-text
‘Se, far, han har sko på’
544-text 545-text
Kram
550-text 553-text 540-text
‘Han er min’ <3
536-textmickey-l-2
Smækkys – lige på næsen <3
mickey-l
‘Nårh, er han bare så sød?’
578-text576-text574-text
‘Se lige de store ører’

Min kavalkade, af glimt fra vores tur til Paris i starten af april, er egentlig slut – men jeg kan alligevel ikke lade være at dele de her glimt med jer også…

Af en temmelig nyforelsket L <3

Han faldt pladask for Mickey Mouse i det sekund vi trådte ind i Disneyland, og forelskelsen voksede sig kun større, på de 4 dage vi var der. Den sidste dag forærede min bror ham sin helt egen Mickey Mouse, mens vi kørte i tog rundt i parken, og billederne taler næsten for sig selv. Han blev noget så glad!

Efter vi er kommet hjem er han stadig en tro følgesvend og har såmænd også været med i vuggestue.
I går var der en af de andre børn der havde Mickey Mouse bukser på og det kommenterede L med det samme han så det – til stor begejstring for pædagogen, der var helt forundret over, at han ved hvem ‘Mie-Mice’ er 🙂

 

Rigtig god lørdag aften derude

 

Hvis I vil se mere til vores Disneyland- og Paristur, er der indlæg her:
Dag 1Dag 2Dag 3 Dag 4 Dag 5Dag 6 – Dag 7

Når man kun har en arm…

377

Nå, det som billederne fra fødselsdagen i lørdags ikke afslørede var, at A var temmelig uheldig i fredags og dermed var ’ude af drift’ fra fredag nat kl. 00.30 og hele weekenden… Og vil være det i lang tid endnu…

Fredag aften, mens L og jeg var midt i kagebagningen og A var af sted til old boys fodboldkamp, ringede min telefon pludselig. Det var 20 minutter inde i fodboldkampen og jeg blev derfor noget forundret, da jeg så, at det var A, der ringede. Jeg nåede at tænke, at han nok ikke ringede for at fortælle, at han ikke havde købe mælk… Han fortalte i stedet, at han var blevet tacklet af et vilddyr, var landet på skulderen og skulle en tur på skadestuen, da den smertede en del…

A’s søster havde netop hentet S, fordi de skulle op og se ham spille og nåede (heldigvis) ikke at se det ske, men kom, lige da han gik fra banen med stærke smerter.

De satte S af hjemme hos mig, på vej til skadestuen. Jeg fik en lille fyr ind ad døren, der var temmelig påvirket af at have set sin far have ondt. Og som havde set virkelig meget frem til at se sin far spille fodbold på hjemmebane. Heldigvis hjalp kram, slik og Disneysjov lidt på det…

A, den stakkel, endte med at sidde på skadestuen fra 19.30 til 00.30 og imens var jeg i køkkenet for at bage kager til min farmors fødselsdagsfest. Det endte med at blive et rimelig velassorteret kagebord, for hver gang han kom med en update, var det noget a la ’jeg venter på røntgen’, ’jeg venter på at komme ind og få svar’, ’jeg venter på at lægen snakker med sin bagvagt’ osv.

Så hver gang jeg havde hørt fra ham, kunne jeg konkludere, at jeg godt kunne nå at bage en kage mere – og en kage mere – og en kage mere 😊

Da han kom hjem, var det med armen i slynge og beskeden om, at hans kraveben var brækket. Vi satte os ned sammen og fik snakket om det hele og planlagt, hvordan vi skulle klare de næste dage, mens vi drak et glas rødvin og trak vejret ned i maven. Det var godt givet ud, selvom vi endte med at komme (alt for) sent i seng…

Desværre er det et vanskeligt brud, tæt på skulderen og han skal derfor følges tæt. Allerede i denne uge skal han til tjek på ortopædkirurgisk afdeling, der forhåbentlig kan gøre os lidt klogere på, hvor længe han skal være invalid…

 

Når man kun har en arm… (der gør mega ondt, bare man bevæger sig en smule)

 

… kan man nemlig ikke

skifte ble

bære sit barn

give andre tøj på

løfte sit barn

hænge vasketøj op

spise med kniv og gaffel

tørre sig selv på ryggen efter badet

hoppe på trampolin

spille fodbold

vaske op

cykle

køre bil

bære tunge ting ned fra loftet

gøre badeværelset rent

lægge tøj sammen

tage tøj på

sove, uden at stønne af smerte (og dermed vække sin kone)

lyne andres jakker

 

… men man kan heldigvis godt

kysse på sin kone (stadigvæk)

smile og være glad (og klare det hele mega sejt)

sidde i sofaen og dase velfortjent

tørre sig selv bagi, så det slipper jeg da for at hjælpe med 😃
Men det er lidt som at have fået endnu et barn, der skal gives tøj på om morgenen og have skåret sin mad ud i bidder…

 

Hørt hos os i lørdags:

S: ’Mooooar, far spørger om du kan komme og tørre ham’

Mig: ’Hva’? Tørre ham hvor?’

S: ‘På ryggen, han har lige været i bad’

Mig: ’Nååå – kan du ikke hjælpe ham med det?’
(Jeg undlod at fortælle, at jeg et kort øjeblik troede han mente noget andet…  😉 )

 

Nå, men inden alt det her skete, havde A sagt til tømreren, at det var okay, at de kom i dag og startede på taget… Det var inden han blev skadet og (næsten) ikke kunne hjælpe med at gøre klar til det… Men med fælles hjælp og et besøg af farfar, fik vi alligevel klaret det…

Men – jeg tager det lidt hen ad vejen – en time ad gangen. Holder humøret højt og sørger for at nusse om ham, når jeg er hjemme til det. Jeg kan jo se på ham, at han er forpint, og oveni lider ved tanken om, at han ikke kan noget.

Nu må vi bare få det bedste ud af det og forsøge at finde de små lyspunkter midt i bøvlet… Det sværeste er faktisk at skulle forklare L, at A ikke kan løfte ham op. Men han har i hvert fald en måned til at vænne sig til tanken…. (ligesom os andre) 😉

Forårstungsind – når sorgen blusser op

086

Forår er lig med lysere dage, børn der slippes på græs, barnelatter, udeliv, lyserøde solnedgange, mildere temperaturer og solskin, der sender varme ned til os, sætter spirer på spring og bringer fornyet energi og glæde med sig….

Den virkning plejer det også at have på mig…
Sådan har det desværre ikke været i år…

De sidste par uger er mit hjerte begyndt at bløde igen… Det er som om, sorgen er blusset op igen. Som om foråret har revet plasteret af. Jeg kan ikke mærke, præcis hvad der har gjort det, men jeg kan alligevel fornemme, at solens stråler håner mig mere end de hjælper.

De smukke forårsdage minder mig om samme tid sidste år. I stedet for duften af frisk, mild luft og lyden af fugle der kvidrer, fyldes mine næsebor med lugten af sygdom og mine ører af lyden af stilhed. Forbandet stilhed.

De smukke marker, der så småt går fra at være brune og klæbrige til at være grønne, gule og svævende, og solens stråler, der rammer jorden og sender skygger af sted, minder mig mest af alt om den dag i maj, hvor vi kørte bag min fars kiste og fulgte ham hjem fra hospice. Det var en usædvanligt smuk forårsdag. Jeg kunne ikke have ønsket mig en smukkere dag at tage afsked. Men nu, nu minder de smukke forårsdage mig om sorgen, der stadig bobler i mit blod og savnet, der vokser i mit hjerte.

Jeg føler mig ved siden af mig selv, ude af mig selv. Som om jeg ikke kan regne med mig selv.Som om mit hjerte kan finde på at flyde over, hvornår det skal være. Min sorg er anderledes, fjern og ukendt.

Forleden, da jeg kørte hjem fra arbejde, så jeg en ældre mand udenfor et fitnesscenter. På et splitsekund havde min hjerne allerede tænkt en masse tanker, der havde sat gang i tårerne, nærmest uden jeg nåede at registrere det og kunne følge med.
Jeg tænkte, ‘det der skal min far aldrig opleve’. At blive gammel, tabe håret, blive rynket. Og så græd jeg som pisket. Det var en fysisk mavepuster og en hjertepunktering.

Det er som om det går mere og mere op for mig, at jeg ikke har en far mere. At han ikke er her mere. At han ikke kommer tilbage. Jeg ved det jo godt. Min hjerne ved det godt. Måske er det fordi mit hjerte har svært ved at acceptere?

Jeg spørger mig selv, om det er normalt, at blive suget ind i sorgen igen. Jeg minder mig selv om, at med sorg, kærlighed og smerte, er der ikke noget der er rigtigt og forkert…. Men der er dælme meget der gør ondt. Når man har elsket betingelsesløst, bliver sorgen derefter.

For tiden øver W musical i skolen, hvor de blandt andet synger en sang om at ses igen. Han har virkelig snakket meget om den sang. ‘Mor, når I hører den, så ved jeg, I bliver så kede af det. Så kommer I til at tænke på morfar. Jeg tænker på morfar hver eneste dag, når vi synger den og så bliver jeg så trist’.
Han snakker meget om, at han virkelig håber, håber, håber, at man mødes med dem, der er døde, engang. Og jeg siger til ham, at hvis han håber på det, så tror jeg, det nok skal komme til at ske. At ingen ved, hvad der er efter livet, men at jeg tror på, at det man håber, er det der sker. Og mens vi snakker og jeg vifter en tåre væk fra kinden, så fyldes mit hjerte med taknemmelighed over, at han formår at sætte ord på sin sorg.

Han er ramt – igen – ligesom mig. Som min mor, der har oplevet foråret på samme måde som mig og som A, der også sender min far mange tanker hver dag. Måske er det bare sådan det er… Måske er det årstiden, der minder os om alt det, der skete for et år siden, hvor dagene gik på onkologisk, med bekymringer, samtaler, stilhed, tårer, tanker, smerter.

Måske er det fordi vi skal af sted på en rejse på mandag, som blev planlagt mens han var her til at snakke med om det. En rejse han skulle have været med på. En rejse han ikke nåede at blive en del af. Nu følger han med i vores hjerter i stedet og det er slet ikke godt nok. Men det er sådan det er. Måske mit hjerte lærer at forstå og acceptere det på et tidspunkt. Indtil da må tårerne tage deres plads, for de kan ikke holdes tilbage. De er der, når de er der – har jeg lært….

 


 

Hvis du vil læse flere af mine tanker om kræft, sorg og savn, er der mange flere lige her 

Sorg og savn – når hjertet (stadig) bløder…

004

Det meste af det, der fylder her på bloggen, er lykkestunder og smilehuller, men livet byder også på knubs og skrammer, der skal sættes plaster på og bearbejdes, så der kan blive plads til dem i hjertets rygsæk.

I dag er det 9 måneder siden jeg sad hos min far, da han tog sit sidste åndedrag. Alene det at skrive det, river i mit hjerte og får tårerne til at løbe ned ad mine kinder. Når jeg tænker over det faktum, at han er væk, kan jeg – stadig – ikke rumme sorgen. Jeg har stadigvæk så meget der er uforløst. Så mange sår på sjæl og hjerte, der stadig bløder.

Er 9 måneder lang tid? Det er det, når man er gravid… Til sidst ihvertfald. De sidste 9 måneder er forsvundet som sand mellem mine fingre, jeg forstår egentlig ikke, at der allerede er gået så lang tid. Er det tid til at være kommet videre? Er det okay, stadig at være mærket af det, der er sket? Hvor meget må sorgen fylde? Hvornår skal sorg blive til savn? Jeg er ikke færdig med at sørge endnu… Mit hjerte er stadig i vacuum. Den del, den flig, af mig, der forsvandt sammen med ham, den dag i maj, er ikke blevet afløst endnu og bliver det nok aldrig. Jeg er stadig ved at finde ud af, hvordan jeg lever bedst med hullet i hjertet.

Når jeg alligevel kommer igennem dagene, så er det for det meste fordi jeg ikke tænker på det. Jeg lever med min sorg, uden at forholde mig til den hele tiden.
Når jeg kører forbi sygehuset eller kirkegården, prikker det hul på den boble, mit hjerte har lavet om sig selv. Så siver smerten ud igen. Inderst inde ved jeg, at smerten har brug for huller at sive ud af og alligevel forsøger mit hjerte og min hjerne hele tiden at reparere boblen for huller.
Det er derfor oftest, når jeg kører alene i bil, at mit hjerte giver los og bliver ustyrligt. Tårerne får plads og min hals snører sig sammen. Det er på en måde blevet mit hjertes frirum. Det sted hvor jeg kan ‘lade det ske’.

Jeg kan tage mig selv i at stå foran spejlet om morgenen og tænke, at det er utroligt jeg står her, oprejst, lige nu. Min krop har lyst til at knække sammen og lade tårerne tage over. Men min hjerne fortæller mig, at det ville være særdeles upraktisk og temmelig dumt. Og det er nok godt nok, for jeg har ikke lyst til, at sorgen skal styre mig.

Mange har fortalt mig, at tiden hjælper på sorgen. At det på et tidspunkt holder op med at gøre (så) ondt. Og det er på sin vis også rigtigt. Min sorg er anderledes nu, end den var for 9 måneder siden. Og alligevel ikke.
Jeg har faktisk helt vildt svært ved at acceptere, at det skal være sådan. At det holder op med at gøre ondt. Jeg har på en eller anden måde ikke rigtig lyst til at lære at leve med det. Måske fordi jeg er bange for, at det betyder, at jeg har glemt ham – lidt ihvertfald. Jeg har egentlig ikke rigtig lyst til, at jeg kan finde ud af at undvære ham…

Jeg synes det er svært at forstå, at alting fortsætter som det altid har gjort. Jeg tænker på, om hans kollegaer også savner ham. Om de tænker på ham indimellem. Om der er andre end os her, der mangler ham. Da der til jul kom en buket fra hans arbejde, med flotte ord om, at de savner ham og tænker på ham, blev jeg så rørt. Det betød virkelig meget at høre, at det ikke kun er mig, der mangler ham, selvom jeg godt ved, de mangler ham på en anden måde.

Forleden, da jeg havde afleveret L i vuggestuen, var jeg i et splitsekund sikker på, at jeg så ham komme gående henover parkeringspladsen, præcis som jeg har set ham gøre så mange gange før, når han var ude at gå tur med Nala. Men det var bare en mand, med sort jakke og hue på, ude for at lufte sin hund. Min hjerne (eller er det mit hjerte?) spiller mig ofte et pus og giver mig i øjeblikke følelsen af, at jeg ser ham; på torvet for at købe fisk, hos slagteren, i kø efter pålæg til et veldækket frokostbord.

Min sorg er delt i to. Jeg sørger over at have mistet min far, alt for tidligt. At jeg aldrig skal dele noget med ham mere, mærke hans hånd ae min kind, høre ham grine, se ham pjatte med drengene, vende verdenssituationen med ham.
Når andre fortæller om deres fædre, gør det ondt i hjertet hver eneste gang. Når jeg ser andre sammen med deres fædre, eller børn med deres morfar, så rammes jeg af misundelse. En misundelse, som giver blå mærker indeni. Jeg har sådan lyst til at fortælle dem, at de er heldige.

Den anden del af min sorg, er sorgen over den måde han skulle herfra på. Selvom jeg ikke ville have undværet at være en del af hans sygdom og tage del i hans smerte, så har jeg på en måde lyst til, ikke at have været det. Fordi det stadig gør ondt på mig at have oplevet det, ja nærmest mærket det. Det sværeste, værste og mest grænseoverskridende jeg nogensinde har oplevet, var at sidde og se ham dø. Det hjemsøger mig stadig, især om aftenen, når jeg ligger i min seng og skal sove. Så popper det op og jeg må bruge kræfter på at overbevise min hjerne om, at det ikke er nu, de tanker skal have plads. Med tiden vil mit hjerte måske acceptere, at det var sådan det skulle være… Men jeg spørger indimellem mig selv, om det er ‘rigtigt’ at børn skal de deres forældre dø?
Men trøster mig selv med, at det betød noget for min far, at vi var der, selvom jeg også ved, at det var det sværeste han nogensinde har gjort, at give slip på os.
Det er i sådanne stunder, de største tanker om livet og døden fylder, og jeg føler mig så uendeligt lille, i en verden der er så svær at forstå.

Når det gør rigtig ondt i hjertet og sorgen fylder umådelig meget, så tænker jeg på min mor og pludselig føles min sorg så ‘lille’. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor svært det må være for hende. I weekenden, hvor S blev fejret, mærkedes det lige i hjertekulen, at noget var anderledes. At der manglede noget. Og jeg ved, at det også er en sorg min mor mærker, bare på en anden måde. Jeg ville sådan ønske, jeg kunne tage noget af den fra hende.

Livet går videre, hverdagen trækker én med. Om man vil det eller ej. På godt og ondt. Vi er her endnu og det skal nydes. Vi skal gøre nogle af de ting, vi ikke nåede sammen med min far og tænke på ham imens. Og lade sorgen få plads og huske den, for den er der af en grund.
Vi skal øve os på at huske far/morfar, snakke om ham og mindes ham. Selvom vi gør det på hver vores måde, skal vi også øve os i at gøre det sammen. Men det er nyt for os og al begyndelse er svær…

Jeg forsøger stadig at minde mig selv om, at sorg er kærlighedens pris. Selvom det på mange måder er en ringe trøst…

Kære far; jeg savner dig, jeg mangler dig, jeg tænker på dig <3

 

Hvis du vil læse flere af mine tanker, om sorg og alt det kræft bærer med sig, kan du læse flere indlæg her

En fredags-pladderromantisk kærlighedserklæring…

120

På sådan en fredag, hvor weekenden er indenfor rækkevidde, vil jeg give pladderromantikken frit spil her 😉
Her er det jo mig, der sætter dagsordenen, og selvom A ikke er så synlig her på bloggen, fordi det er mit sted, har jeg alligevel besluttet mig for at hylde ham lidt i dag. Fordi han betyder meget for mig.

Vi har for nyligt været til skole/hjem samtale med W. En fin – ultra kort – samtale. Jeg gik derfra som en stolt mor. Bevares, der var da ting at arbejde med, det er der vel altid. Især når man ’kun’ går i 2. klasse. Men jeg gik derfra glad og varm indeni. Både fordi han kan følge med og kan det han skal kunne fagligt – som selvfølgelig er vigtigt. Men faktisk i endnu højere grad fordi han fik ros, både fra lærere og pædagoger i fritteren, fordi han er en god kammerat, god til at inddrage andre og (stort set) altid i godt humør.

For mig er det tre virkelig gode kvaliteter at bære med sig i livet. For rigtig mange ting løser sig, hvis man er rar, omgængelig og opfører sig ordentligt overfor andre.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er A’s positive, glade sind, drengene har arvet. Og det gør mig så glad at høre, at det – blandt andet – er det de har fået af deres far. Det er også sådan noget, der gør mig så pokkers stolt over, at det er lige præcis ham jeg har fået børn med.
Han giver dem så meget godt med i rygsækken, de kan få glæde af resten af livet. Han kan alt det, jeg ikke kan. Og jeg lærer også hele tiden nyt og får vendt mit syn på ting, jeg ikke ville, hvis ikke han var lige dér, ved min side <3

Han accepterer mine skøre påfund, sætter pris på mine kvaliteter, er gavmild med kærtegn, positiv og evig optimist.
Jeg er meget ydmyg overfor mit held; at jeg har ham i mit liv. Jeg værdsætter det og forsøger, ikke at tage det for givet.

Nu har vi som bekendt kun avlet drenge til flokken herhjemme og dér kan jeg indimellem virkelig komme til kort, når det kommer til at forstå, hvordan drenge tænker. Somme tider også i forhold til, hvordan sådan en drengekrop virker…

Jeg kan godt tage mig selv i at synes, de tumler for vildt. Jeg har svært ved at forstå de vilde slåskampslege og har mest af alt lyst til at bryde ind. Men så er det, jeg går til A. Og spørger ham, ’hvad det er der foregår’ og om det er ’normalt’ 😉 Og så beroliger han mig og siger, at det er sådan det er at være dreng. Og så kan jeg tage det roligt igen. Ikke at jeg nødvendigvis så forstår det, men jeg ved, at det er ’okay’. At jeg ikke skal gribe ind, selvom min krop er klar på spring 😉

A er sådan en, der aldrig brokker sig. Hverken over store ting eller små ting, som at skulle cykle 5 km i hård hagl i -10 grader og strid modvind. Det gør W heller aldrig. Det er jeg tilbøjelig til at gøre… Så jeg glæder mig over, at jeg har to store fyre til at ’smitte’ mig med deres positivisme 😉

Ham A, he’s a keeper. På en måde forstår jeg slet ikke, at vi allerede har kendt hinanden i over 13 år og været gift i 7 ½ af dem. På den anden side, så kan jeg slet ikke huske, at han ikke har været en del af mit liv, altid.

Indimellem kan vores forskelligheder slå gnister, sådan som det hører sig et parforhold til, men efter så mange år sammen, kender vi efterhånden også hinanden så godt, at vi inde i hjerterne godt ved, hvad der forårsagede det og ved, hvordan plasteret skal sættes på.
Selvom vi er forskellige, er vi grundlæggende enige om de store spørgsmål i livet og det er rart, at vi ikke behøver skændes om f.eks. børneopdragelse osv. Vores værdier har samme udgangspunkt.

Han gør mig stolt hver dag. Jeg kan genkende stoltheden i drengenes øjne, når de snakker om og til ham og det er dét, der giver livet mening, hjertets og sjælens benzin.

 

Efter sådan en kærlighedserklæring er der vist ikke andet tilbage at gøre, end at ønske jer alle sammen en rigtig fantastisk weekend fuld af kærlighed <3

Older posts