Vær velkommen, nye år – og et tilbageblik på det gamle

Godt nytår derude. Håber, I kom godt ind i det nye år.

Egentlig er det måske nok lidt trist, ligefrem at glæde sig til at tage afsked med året, og få lov at starte på et nyt. Ikke desto mindre er det sådan, jeg har det.
Skulle man have forsøgt at vride mere glæde og godhed ud af året, hvis man sidder tilbage med den følelse, når året rinder ud? Tja, måske. Men indimellem gør livet det bare svært for én at bevare optimismen og positivismen hele tiden. Jeg synes ellers, jeg gør et ihærdigt forsøg på at ‘hænge mig” i de gode stunder, men det er bare ikke altid nok.
Og 2018 vil helt sikkert være et år, vi tænker tilbage på med blandede følelser. Jeg startede da også årets sidste dag, i går, med at græde af udmattethed og fortvivlelse. Fordi det hele bare lige var blevet for meget. Sådan kan jeg få det indimellem. Heldigvis sluttede jeg året af med et varmt smil, efter nogle hyggelige timer med spil, grin, god mad og tid til nydning.

Hvis jeg skal skære alle de hårde facts fra, om alt det, vi har kæmpet med i 2018 som død, sygdom og faglige udfordringer, så kunne vi jo godt tage at være glade for, at vi stadig er her, ikke er alvorligt syge og at vi har hinanden.
At årets modstand (endnu en gang) har gjort os stærkere. Selvom vi næsten ikke tænkte, det kunne være muligt at blive det. Vi har klaret os igennem mange små og store kriser sammen. Udefrakommende ting, som livet har forsøgt at teste os med. Og vi har bestået testene. Dét kunne vi måske godt tage at være ret stolte af!
Og ja, det hele kunne være endnu værre. Men sådan er det jo (næsten) altid. Det kan måske nok blive endnu mere sort, men nogle gange er sort slemt nok.

Når jeg kigger året igennem i glimt, som dem nedenfor, så har vi mange ting at være glade for, og tænke tilbage på med et smil. Oplevelser, der bestemt er værd at putte over i mindebogen. Især de første – næsten – 5 måneder, var skønne, farverige og fyldt med gode oplevelser. Derfra hobede udfordringerne sig op foran os, og vi blev slået ud af kurs igen og igen. Det er de benhårde facts, og når jeg ser tilbage nu, er det også med en smule stolthed. For vi står stadig oprejst, omend vi indimellem er nødt til at læne os op ad hinanden, for at kunne det. Men det er jo også netop dét, der er testen. Og heldigvis kan vi skiftes til at have gummiknæ.

Især L’s sorg er enormt svær, fordi døden er så ukonkret. Og fordi han slet ikke er sig selv. Der går ikke en dag, hvor vi ikke bliver mødt af den, på den ene eller anden måde. De fleste gange skjult i form af vredesudbrud eller ‘angst’ – men det kan man jo godt forstå, når én, man så flere gange om ugen, pludselig aldrig kommer mere. Angsten for at miste flere, af dem man holder af, må fylde så meget i det lille hjerte, at jeg næsten ikke kan bære det. Og når jeg selv er slidt, trist, ked og udmattet af livets skyggeside(r), kan det være svært at have overskud til at gentage sig selv utallige gange, være forstående og rolig. Men vi klarer det – sammen. Og ja, indimellem så træder jeg (også) ved siden af, og får ikke mødt ham ‘rigtigt’. Men jeg forsøger.
Og forhåbentlig hjælper de lysere tider, og tiden, i det hele taget, på det. ‘Det bliver lettere med tiden’ messer jeg ofte i mit hoved. Det bliver lettere med tiden.

Nu glæder jeg mig til at tage hul på et nyt år. Forhåbentlig et godt et. Et roligt et. Et med nye, spændende udfordringer, der giver energi og løfter. Et der har noget mindre behov for at teste os. Og som måske åbner nye muligheder, lyster, veje?

Herunder er der et lille tilbageblik på året, der gik, måned for måned:

Januar bød på afslutning i vuggestuen for L. En epoke i vores liv, der endte. Det var både glædeligt og også lidt trist. Endnu mere fordi vi ikke rigtigt havde en god mavefornemmelse, med det der videre skulle ske…
Det meste af måneden gik derudover med eksamensforberedelse og nervepirrende eksamen, der heldigvis endte ganske fint. Og så var vejret smukt og blev nydt i ‘baghaven’.

Februar blev nydt, med et nyt semester, der skulle indtages, og en 7 års fødselsdag, der skulle fejres. Blandt andet med en skolefest, med alt hvad der til hører. Og så var der også MGP-party i stuen, med snacks, islagkage, sang og glimmer. Ikke nogen dum måde at tage afsked med vinteren på 🙂

Marts er vist nok min yndlingsmåned – måske nok på en delt førsteplads med december. Det er måneden hvor både A og jeg fylder år – og nu også vores lille spirrevip, Saga. Så der er nærmest lagt i ovnen til en helt måneds festivitas, og det er lige mig 🙂
Udover at holde lyserød tøsefest fik vi også smovset forskellige påskelækkerier og smækre middage.

April bød på både varme og sne, og blev nydt med både påskefest, ferietur, påskefrokost og Harry Potter tyvstart slash generalprøve.

Maj startede solrigt og fint, omend det er en svær måned, der får hjertesorgen til at pible igen.
L’s 3 års fødselsdag blev fejret ad flere omgang, og især Gurli Gris festen vil nok blive husket længe 😉
Måneden sluttede desværre med noget af en udfordring, da A’s akillessene sprang, og de efterfølgende måneder blev alt andet end det, vi havde forestillet os og planlagt efter.

Juni bød på havedage, nydning, sommermad, Sankt Hans fest, afsked med mit kliniksted gennem 10 uger, sommerstrik og 9 års bryllupsdag. Og så lige en eksamen og et afsluttet semester, til at gå på sommerferie med.

Juli var en begivenhedsrig måned, der krævede sin kvinde! 😉
W fejrede sin første runde fødselsdag. Den helt store fest blev holdt i haven, med Harry Potter som omdrejningspunkt. Det var en virkelig god dag, som han (og vi) stadig snakker om og mindes.
L og jeg var på dyrskue og det varme vejr blev nydt i haven. Midt på måneden tog vi i sommerhus og fejrede 70 års fødselsdag, blandt andet med et kæmpe kagebord.
Derefter var det tid til at begive os sydpå, hele vejen til Sydfrankrig. Det tog enormt mange af mine kræfter at skulle køre bilen, når nu A var lænket til en kæmpe støvle. Men det var også en stor personlig sejr, som jeg vil huske tilbage på, når jeg (indimellem) mister troen på mig selv! Selve ferien var der heller ikke noget at sætte en finger på. L snakkede så sent som i går om, at han gerne ville tilbage til den store swimmingpool 🙂
Mine feriedagbøger, der indeholder både smil og tårer, kan læses her, her, her og her.

August bød på skolestart for de to ældste lykkespirer, mens jeg (heldigvis) stadig kunne nyde at have fri – og komme mig ovenpå den egentlig rimelig udmattende tur sydpå. Jeg var slet ikke forberedt på, at det ville dræne mig så meget for energi.
Måneden bød også på fine sommeraftener og alenetid med W, tur til Vesterhavet og fejring af min mors fødselsdag.

September startede roligt, med fejring af min mors pensionering, og W’s første badmintonmedalje (sådan helt rigtigt).
Den endte desværre med at tage en noget uventet og ubeskriveligt trist drejning. A’s far, drengenes farfar, min svigerfar, som vi, kun et par måneder forinden, havde fejret stor 70 års fødselsdag for, døde.
Samtidig kæmpede jeg selv en hel del med at finde mig til rette på mit kliniksted. Det var 8 virkelig hårde uger, som jeg egentlig ikke helt forstår, hvordan jeg kom igennem, men heldigvis kan man mere, end man selv tror.

September var med til at sætte 2018 på vores sorte liste over år, der trak tænder ud og som bliver svære at mindes. Og hvor livet endnu en gang lærte os, at man ikke skal tage noget for givet. Og selv her, på første dag i 2019, og længe fremover, vil det være med til at sætte dagsordenen for vores liv.

Oktober bød blandt andet på kagehygge, Halloweenuhygge, en fin tur sydpå til Femern og frisk luft i kinderne på springture i ‘baghaven’.

November blev måneden, hvor L sagde farvel til sine sutter.
Julestemningen blev kickstartet i Tivoli, på vores weekendtur til København med min mor.
Vi mødte drengenes nye firbenede ‘fætter’, Huxi, for første gang og så tyvstartede vi på julegodterne.
Ved udgangen af måneden ventede nye udfordringer på A, der medførte et nyt, bedre overblik i køkkenet.

December er stadig helt frisk i erindringen, og bestemt en måned, der er værd at mindes, på trods af den sorg, som sådan en måned også bringer med sig.
Vi har, alle 5, forsøgt at få det bedste ud af hver eneste dag og har grinet sammen utallige gange til The Julekalender, bagt og smagt småkager, dækket op og budt indenfor.
Sideløbende knoklede jeg med at gøre min eksamensopgave færdig, så jeg kunne nyde juleferien helt og aldeles! Det har været fantastisk – og tiltrængt <3

Nu venter et nyt, sprødt år – og jeg er spændt på, hvad vi kan få ud af det.

Godt nytår!

Sorg – set med en treårigs øjne

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi kæmper med lidt af hvert herhjemme for tiden. Udover det almindelige, sædvanlige dagligdagsforvirring, med tre børn, studie, skiftende arbejdstider, fritidsaktiviteter osv, er der også lige en eksamensopgave (december som studerende er bare en total jule-killer!) og ny vagtform til A, der skal køres på plads.
Og så bliver det hele selvfølgelig lige pyntet med julegaveræs, badmintonjulehygge, skole-Lucia, børnetandlægekontrol og tandlæge med min gamle farmor også.

Derudover er julen i sig selv en svær tid. Jeg har (slet, slet) ikke vænnet mig til at holde jul uden ham. Jeg mangler ham! Og sorgen, savnet, fylder stadig så utrolig meget og bliver kun forstærket i denne tid.
For et par måneder siden mistede vi igen. Og det, vi troede var og skulle være, er ikke det samme. Og bliver det aldrig igen. Igen.

Overskuddet til at rumme 3 børns sorg, ens egen og ens families kan til tider føles som et stort, sort, tomt hul. Men det er samtidig også netop de 3 drenge, der holder én i gang. Og hjælper én til at bearbejde sorgen og savnet, gennem snakke og små hverdagshistorier om dem, vi mangler. Uden dem, var der mange ting, der ville være temmelig grå og ligegyldige…

De to ældste har hver deres måde at være i og arbejde med sorgen på. Og som det er med børn, så går de ind og ud af den. Det ene øjeblik kan de sige, med tristhed i stemmen, at de savner og det næste snakker de (igen) om Fortnite – sådan som det skal være. For de skal ikke tvinges til at sørge eller savne. De skal ‘bare’ have lov til at mærke det, når det er der, og plads til at snakke om det, når de har brug for det. Det må aldrig blive tabu eller forkert at snakke om!

I weekenden havde jeg fornøjelsen af lidt alenetid med S og W. Vi malede nisser til farfar og morfars gravsteder, som de skrev små hilsner på. Og imens vi hyggede os, spiste islagkage og malede, snakkede vi om dem, og fortalte de sjoveste historier, vi kunne komme på, om alt det fjolleri de to ‘gamle nisser’ kunne finde på at lave.
Det var så fin en stund. Drengene gjorde meget ud af at dekorere nisserne, og glædede sig til at skulle på kirkegården med dem. Da vi kom derned dagen efter, begyndte det at regne, og de blev hurtigt enige om, at det måtte være farfar og morfar der græd ned til os.

For mig er det klart L’s sorg, der er sværest at ‘håndtere’. Fordi han er 3 1/2 år. Og både så stor og så lille på en og samme tid. Han overrasker mig hver dag med, hvor meget han kan. Han har virkelig en særlig evne til at tale og sætte ord på ting og følelser, på trods af, at han ‘kun’ er 3 1/2 år. Men derfra og så til at forstå, hvad der pludselig er sket med farfar… Det er bare så svært!
Han kan godt sige; ‘Min morfar er død’ eller ‘Min farfar er død’. Men om han ved, hvad det betyder, sådan helt præcist, det er svært at vide…

De første par måneder, efter farfars pludselige død, gik egentlig stille og roligt. Han reagerede ikke sådan mærkbart. Og havde han, hvad man kunne tolke som en reaktion, var det svært at finde ud af, om det var treårs-selvstændigheds-frigørelses-trodsalder eller en reaktion på ‘alt det andet’.
De sidste par uger har dog været meget anderledes. Det er som om, han er begyndt at forstå, at farfar er væk og ikke kommer tilbage. Men helt ærligt, hvordan skulle han også kunne forstå det før nu? Vi andre har jo også svært ved at begribe det.
Nærmest fra den ene dag til den anden holdt farfar op med at komme herhjemme, som han ellers plejede næsten dagligt. Og selvom han har set ham i kisten, er det jo så ubegribeligt. For hvad vil det sige at være død?

De sidste par uger har han snakket virkelig meget om farfar. Siger ofte ‘det har jeg lært af min farfar’ eller ‘sådan gjorde min farfar’. Og når han cykler forbi kirken, hvor farfar blev bisat, spørger han hvor farfar er henne nu. Og snakker om da han lå i kisten og om, at farfar har fået en ny seng – en med låg på.

Forleden morgen sagde han, som det første, at han havde drømt at farfar levede igen og at han skulle fortælle det til S og W så snart de stod op. Det må have været en meget virkelig drøm, for han har nævnt den mange gange siden. Han fortæller om den, som om det er svært at forstå, at den ikke har været virkelig.

Eftermiddagen før, da vi sad og hyggede os ved spisebordet, havde han spurgt mig, hvem min far var. Og jeg havde svaret, at det var morfar. Han spurgte derefter A, hvem hans far var, og han svarede farfar. Så svarede L: ‘Så kan ingen af jer se jeres far. Øv altså!’
Og kort efter spurgte han så: ‘Hvordan dør man?’
Og hvad svarer man så? For hvis vi siger, at det var fordi de var syge, hvad så næste gang han eller en af os bliver syge (med influenza eller andet)? Han skal jo på ingen måde gå og være bange for at blive hverken syg eller dø!

De sidste par uger har han, udover at italesætte, spørge og tænke meget, haft en utrolig kort lunte. Fra det ene sekund til det andet kan han gå fra at være glad og grinende, til at være ked af det og virkelig rasende. Som om der pludselig er noget, der gør ondt indeni. Og hvem ved, hvad der lige tricker det? Det kan jo være alverdens ting. Måske tanken om, at man ikke kan være sikker på, at man ser dem igen, som man holder så meget af. At de pludselig kan forsvinde fra en. Og jeg ville sådan ønske, at jeg kunne forsikre ham om, at det ikke kommer til at ske igen. Nogensinde. Men det er så svært at sætte ord på alle de tanker, han – måske – slås med. For selvom han er virkelig god til at sætte ord på mange ting, så er der garanteret også meget, han ikke gør – og ikke kan.

Nej, der er ikke noget at sige til, at den lille fyr har en kort lunte. Og mange spørgsmål. Der sker så meget inde i det lille, store hjerte – ja, og i hovedet også. Og udover at sørge og savne, så er han også ‘bare’ en helt almindelig treårig, der gennemgår selvstændighedsfaser, udvikling og treårskriser. Det er også det, der gør det så forbandet svært at være i. For hvornår er han hidsig, fordi han er ked af det og hvornår er det noget andet? Hvornår er det en ‘kamp’, man skal tage? Indtil videre vil jeg egentlig helst bare pakke ham ind i kærlighed og bobleplast – men verden har gjort det svært. For jeg kan ikke beskytte ham mod alt, der gør ondt.
Men helt ærligt; det kan godt være temmelig hårdt at være i – også som forældre. For det kræver et enormt overskud at trøste én, der skriger og vrider sig og som bestemt ikke vil have et kram – lige midt i dét, der gør ondt. Og hele tiden skulle sætte ord på det, jeg tænker, han føler. Men jeg prøver. Vi prøver. Og heldigvis kan vi hjælpes ad.

Det er jo nemlig så fint, at han kan sætte ord på, snakke om det, spørge og undre sig. Og afreagere med ben og arme, når han ikke kan andet.
Jeg ville bare allermest ønske, at jeg kunne fjerne al hans undren og mistro til livet. Istedet må jeg forsøge at gribe ham, der hvor han er, og hjælpe ham, så godt jeg kan. Og stadig vise ham, at det er okay at være både glad, gal, ked af det, træt, hidsig, sorgfuld og alt derimellem.

Og når ingen ser det, så lader jeg tårerne trille. Af uretfærdighed og sorg over, at mine 3 dejlige drenge skal opleve så meget mistro til livet – allerede. Det er bare ikke fair!
Men jeg håber, at vi trods alt formår at få dem hele igennem det <3

 

 

P.S. Jeg har tidligere skrevet om børn, sorg og døden. Indlægget kan læses her

Sorg, chok, tragedie, meningsløshed, tab

Sorgen har endnu en gang lagt sig som en tung dyne over vores familie. Vi er endnu en gang blevet ramt af en tragedie, der forandrer vores liv for altid.
En tragedie der efterlader os magtesløse og som endnu en gang får os til at skælde ud på livet og gør det svært at se meningen med det.

Min mand har mistet sin elskede far. Vores drenge har mistet deres fantastiske farfar. Jeg har mistet min livsglade svigerfar.
Ham vi havde fornøjelsen af og nød at være sammen med ofte, og som regel flere gange om ugen.
Vores familie, min svigermor, mine svigerinder, drengenes kusine har mistet en helt enestående, fantastisk, rolig og positiv mand. Pludseligt og uventet er han revet fra os på ulykkelig og tragisk vis, og vi er efterladt i chok.

For knap 4 uger siden slog lynet ned, da han blev ramt af en stor hjerneblødning. Efter flere ugers rutschebaneture med intensiv behandling, infektioner, operationer og information i øst og vest, var han på vej i den rigtige retning. På vej til genoptræning og udskrivelse til meget rarere rammer, end dem neurokirurgisk intensivafdeling har at byde på. Vi stod klar til at besøge ham sammen med drengene. Nu hvor han (endelig) skulle befries fra slanger i hobetal. Skulle vågne op og være til at komme i kontakt med. Nu hvor drengene ville kunne genkende ham igen.

I onsdags var han på vej til noget bedre. På vej tilbage.
Indtil lynet slog ned igen, med stærkere kræfter end første gang. De næste to døgn flød sammen i en utydelig, tåget flod af hjertesmerte, tårer, modløshed, håb og sorg. I lørdags blev håbet afløst af ulykkelighed, ubegribelighed. I lørdags sagde vi farvel.

I går vågnede vi til en ny virkelighed. Til den barske realitet om, at vi skal undvære. Savne. Mangle. Sørge.
Endnu en gang skulle vi samle os sammen til at fortælle vores drenge, at en af dem, de elsker allerhøjest, ikke er her mere.
Vores sorg er ikke kun vores. Vi sørger også for vores drenge. For det de nu skal lære at leve uden. Lære at forstå og acceptere. Fordi livet vil det sådan. Fordi det ikke er op til os, om livet skal gøre så forbandet ondt.

Hvordan skal vores drenge kunne vokse op med en ukuelig tro på livet? Hvordan skal de kunne bevare den følelse af udødelighed, man bliver født med, og som man skal have lov til at føle indtil den dag, man bliver voksen? Hvordan skal de kunne tro på, at man kan komme levende fra sygehuset, hvis først man bliver indlagt?

Da vi havde fortalt drengene det i går, sagde W, at der nok ikke ville gå lang tid, før mormor eller farmor ringede og sagde, at de også var kommet på sygehuset. Hvordan skal jeg kunne få ham til at tro, at det ikke kommer til at ske? Tro på, at de nok skal blive 90 – mindst. Og at vi andre også skal være omkring dem i mange, mange år.

Døden har frarøvet vores drenge begge deres bedstefædre. Den har frarøvet os vores sidste far. For A og jeg delte nemlig vores fædre med hinanden. Og nu er ingen af dem her længere.
I lørdags måtte jeg endnu en gang ringe til bedemanden og bede om hans hjælp.

For 2 måneder siden fejrede vi 70 års fødselsdag. Heldigvis lykkeligt uvidende om, hvad livet ville bringe. At det skulle slutte alt for tidligt. Men nu også taknemmelige for, at vi nåede at få det med.

Sorg er kærlighedens pris, men jeg er ikke klar til at skulle betale allerede igen.
Min frygt for at miste tager pusten fra mig og får min mave til at slå knuder. Jeg er bange for, at det skal ske igen – igen – igen. For jeg tror ikke, jeg kan holde til mere. Jeg mærker livets skrøbelighed som en kniv, der skærer sig ind i mit hjerte.
Min sorg over at have mistet min far for 2 1/2 år siden er stadig så enorm, at der ikke er plads til mere. Jeg troede ikke, der var plads til mere sorg i mit hjerte. Men det skal der være. Mit hjerte har fået endnu et hul, og sorgen fosser ud med en kraft, som vil den aldrig stoppe igen. Jeg græder på vores drenges vegne. Over alt det, der ikke bliver. Og på min mands. Over at han allerede skal opleve det, som jeg skulle igennem for 2 år siden. Han skulle ikke have mærket det før om mange, mange år.
Det bliver pludseligt så tydeligt for mig, at jeg har erfaring med at miste. Hvem ønsker helt ærligt at have det?! Det gør ondt at jeg ved, hvad der venter – ved hvad der skal ske. Og jeg ville sådan ønske, at min elskede mand ikke skulle mærke den sorg, som jeg har kæmpet med de sidste par år.

Jeg kan ikke skærme vores drenge for livets allermest forfærdelige tab. Selvom jeg mest af alt havde lyst til at holde det hemmeligt for dem og håbe, de aldrig ville opdage, hvad der har ramt os. Det eneste jeg kan gøre, er, at forsøge at hjælpe dem igennem på allerbedste vis. Og forsøge at finde styrke indeni til at bære både deres og min egen sorg. Finde styrken hos min familie.

Livet er gået i stå igen og jeg ved ikke, hvordan det skal komme i gang igen. Mine kræfter er sluppet op. Var det ikke for drengene, ville vi ikke være stået op i dag.
Midt i sorgen og chokket mærker jeg vores familiers stærke sammenhold og bånd, og selvom det føles ubeskrivelig skrøbeligt, at alting kan forandres på et splitsekund, så er det uvurderligt vigtigt, at vi holder sammen.

Vores hjerter er i chok, vores hoveder er gået i stå. Hvordan kan verden bare fortsætte, som om intet er hændt.

Jeg har lyst til, at livet skal gå i stå. Jeg kan ikke holde ud at skulle forholde mig til ‘alt’. Til hverdag, indkøb, vasketøj, studie, bisættelse, børnehave, rengøring, koloni, klassefest, legegruppe, madpakker, lektier. Jeg har brug for, at det venter på, at jeg – vi – er klar igen. Brug for at sorgen må fylde. Jeg tvivler på, at verden har tid til at vente…

Da vi spiste aftensmad i går aftes snakkede drengene om, at farfar sidder oppe hos morfar nu, oppe over skyerne et sted, og ser fodbold i fjernsynet, og kigger ned på os. Måske har de endda fået flere venner deroppe. Deroppe hvor der kun er rart at være og W sagde: ‘Måske er det tilmed helt okay at dø, for hernede er ikke altid så rart at være’…

…….

Et nyt kapitel – nu som pensionist…

I fredags sluttede et kapitel og startede et andet – et kapitel som pensionist. Altså ikke for mig, trods alt. Det er min kære mor, der har bundet sløjfe på et langt liv på arbejdsmarkedet. En stor beslutning, der også bringer meget nyt med sig. Det er ikke kun et farvel, men også et goddag. Til et liv med (meget) mindre stress og meget mere sjov.
Det skal nok blive godt, omend der nok går noget tid, før det bundfælder sig (for hende).

Jeg føler mig pludselig også så gammel, nu hvor jeg har en mor,  der er pensionist 😉 Men heldigvis er hun slet ikke gammel, og hvis hun slægter sin mor på (hvilket jeg tror, hun gør) så har hun mere end 30 år at nyde livet i, sammen med os – jeg vil ihvertfald slet ikke forsøge at forestille mig andet…

I dag fejrede vi det nye kapitel med kage, kaffe, sensommerfrugt og eftermiddagssol. En fejring efter min mors (kage)hjerte.
Jeg kunne, som altid, ikke begrænse mig, så jeg endte med at bage lidt forskelligt.
Der var både en lagkage med jordbær- og stikkelsbærmousse, pyntet med strikketøj og briller, medaljer med hvid chokolade og æbleoverraskelse i midten, æble- og hindbærsnitter, en sprød tærte med æbleflødeskum og friske bær og små sandkager med rabarber og hvid chokoladeglasur.

I morgen venter 3. semester på mig. Hverdagen skal for alvor i gang igen – om vi vil det eller ej. Jeg må hellere se at få booket min mor til diverse opgaver resten af året, for jeg har hørt, at pensionister er nogle af de travleste mennesker 😉

Fødselsdagskagefejring – da flokken var samlet igen

Fødselsdagskagefejring er altid en god idé og er der boller og varm kakao til er det endnu bedre!

D. 9. august har, hele mit liv, været en særlig dag. Det er nemlig min mors fødselsdag.
Som jeg viste glimt af lige her, blev hun i år fejret med fødselsdagsmorgenmad herhjemme, og sidenhen var vi ude at spise lækker mad i de fineste omgivelser.

Da S og L var i sommerhus, og derfor ikke med til at fejre hende på dagen, havde de ønsket, at vi skulle holde kagefest for mormor, når de kom hjem igen. Sådan noget skal man jo ikke ligefrem overtale mig til at hoppe med på – ej heller fødselsdagsbarnet, der elsker lækre kager – så jeg gik straks i gang med at forberede 🙂

Da flokken var samlet igen om søndagen, satte vi os til bords herhjemme, til kagefejring og fødselsdagsgaver.
Jeg er, som bekendt, ikke så god til at begrænse mig, når det kommer til kagevalg, så der endte med at komme 4 kager på bordet og så også lige en omgang bløde, grove chokoladeboller og varm kakao med flødeskum – fordi det også hører sig til, når der skal fejres fødselsdag, ik? 🙂

Ud fra min mors kageønsker og årstiden, besluttede jeg mig for at bage en marengsroulade med jordbær og banan, en chokoladekage skåret ud til 63, en portion romkugler af kageresterne og en klassisk jordbærkage (der altid er et hit!). Og så en masse frugt on the side, når nu årstiden frister med så mange lækre af slagsen.

Vi fik gjort et godt indhug i kagerne, og resten blev nydt dagen efter. Ret perfekt at have kagerester i køleskabet efter 1. skoledag og børnehaveopstart ovenpå en lang, dejlig sommerferie 🙂

Nu er der noget tid til, at vi skal fejre fødselsdag igen – men man kan jo altid fejre halve år også, hvis man får abstinenser 😉

 

Link til opskrifter:
Grove, bløde chokoladeboller // Marengsroulade // Verdens bedste jordbærkage //
Opskriften på chokoladetalkage med pynt kommer snart 🙂