Sorg og savn – når hjertet (stadig) bløder…

004

Det meste af det, der fylder her på bloggen, er lykkestunder og smilehuller, men livet byder også på knubs og skrammer, der skal sættes plaster på og bearbejdes, så der kan blive plads til dem i hjertets rygsæk.

I dag er det 9 måneder siden jeg sad hos min far, da han tog sit sidste åndedrag. Alene det at skrive det, river i mit hjerte og får tårerne til at løbe ned ad mine kinder. Når jeg tænker over det faktum, at han er væk, kan jeg – stadig – ikke rumme sorgen. Jeg har stadigvæk så meget der er uforløst. Så mange sår på sjæl og hjerte, der stadig bløder.

Er 9 måneder lang tid? Det er det, når man er gravid… Til sidst ihvertfald. De sidste 9 måneder er forsvundet som sand mellem mine fingre, jeg forstår egentlig ikke, at der allerede er gået så lang tid. Er det tid til at være kommet videre? Er det okay, stadig at være mærket af det, der er sket? Hvor meget må sorgen fylde? Hvornår skal sorg blive til savn? Jeg er ikke færdig med at sørge endnu… Mit hjerte er stadig i vacuum. Den del, den flig, af mig, der forsvandt sammen med ham, den dag i maj, er ikke blevet afløst endnu og bliver det nok aldrig. Jeg er stadig ved at finde ud af, hvordan jeg lever bedst med hullet i hjertet.

Når jeg alligevel kommer igennem dagene, så er det for det meste fordi jeg ikke tænker på det. Jeg lever med min sorg, uden at forholde mig til den hele tiden.
Når jeg kører forbi sygehuset eller kirkegården, prikker det hul på den boble, mit hjerte har lavet om sig selv. Så siver smerten ud igen. Inderst inde ved jeg, at smerten har brug for huller at sive ud af og alligevel forsøger mit hjerte og min hjerne hele tiden at reparere boblen for huller.
Det er derfor oftest, når jeg kører alene i bil, at mit hjerte giver los og bliver ustyrligt. Tårerne får plads og min hals snører sig sammen. Det er på en måde blevet mit hjertes frirum. Det sted hvor jeg kan ‘lade det ske’.

Jeg kan tage mig selv i at stå foran spejlet om morgenen og tænke, at det er utroligt jeg står her, oprejst, lige nu. Min krop har lyst til at knække sammen og lade tårerne tage over. Men min hjerne fortæller mig, at det ville være særdeles upraktisk og temmelig dumt. Og det er nok godt nok, for jeg har ikke lyst til, at sorgen skal styre mig.

Mange har fortalt mig, at tiden hjælper på sorgen. At det på et tidspunkt holder op med at gøre (så) ondt. Og det er på sin vis også rigtigt. Min sorg er anderledes nu, end den var for 9 måneder siden. Og alligevel ikke.
Jeg har faktisk helt vildt svært ved at acceptere, at det skal være sådan. At det holder op med at gøre ondt. Jeg har på en eller anden måde ikke rigtig lyst til at lære at leve med det. Måske fordi jeg er bange for, at det betyder, at jeg har glemt ham – lidt ihvertfald. Jeg har egentlig ikke rigtig lyst til, at jeg kan finde ud af at undvære ham…

Jeg synes det er svært at forstå, at alting fortsætter som det altid har gjort. Jeg tænker på, om hans kollegaer også savner ham. Om de tænker på ham indimellem. Om der er andre end os her, der mangler ham. Da der til jul kom en buket fra hans arbejde, med flotte ord om, at de savner ham og tænker på ham, blev jeg så rørt. Det betød virkelig meget at høre, at det ikke kun er mig, der mangler ham, selvom jeg godt ved, de mangler ham på en anden måde.

Forleden, da jeg havde afleveret L i vuggestuen, var jeg i et splitsekund sikker på, at jeg så ham komme gående henover parkeringspladsen, præcis som jeg har set ham gøre så mange gange før, når han var ude at gå tur med Nala. Men det var bare en mand, med sort jakke og hue på, ude for at lufte sin hund. Min hjerne (eller er det mit hjerte?) spiller mig ofte et pus og giver mig i øjeblikke følelsen af, at jeg ser ham; på torvet for at købe fisk, hos slagteren, i kø efter pålæg til et veldækket frokostbord.

Min sorg er delt i to. Jeg sørger over at have mistet min far, alt for tidligt. At jeg aldrig skal dele noget med ham mere, mærke hans hånd ae min kind, høre ham grine, se ham pjatte med drengene, vende verdenssituationen med ham.
Når andre fortæller om deres fædre, gør det ondt i hjertet hver eneste gang. Når jeg ser andre sammen med deres fædre, eller børn med deres morfar, så rammes jeg af misundelse. En misundelse, som giver blå mærker indeni. Jeg har sådan lyst til at fortælle dem, at de er heldige.

Den anden del af min sorg, er sorgen over den måde han skulle herfra på. Selvom jeg ikke ville have undværet at være en del af hans sygdom og tage del i hans smerte, så har jeg på en måde lyst til, ikke at have været det. Fordi det stadig gør ondt på mig at have oplevet det, ja nærmest mærket det. Det sværeste, værste og mest grænseoverskridende jeg nogensinde har oplevet, var at sidde og se ham dø. Det hjemsøger mig stadig, især om aftenen, når jeg ligger i min seng og skal sove. Så popper det op og jeg må bruge kræfter på at overbevise min hjerne om, at det ikke er nu, de tanker skal have plads. Med tiden vil mit hjerte måske acceptere, at det var sådan det skulle være… Men jeg spørger indimellem mig selv, om det er ‘rigtigt’ at børn skal de deres forældre dø?
Men trøster mig selv med, at det betød noget for min far, at vi var der, selvom jeg også ved, at det var det sværeste han nogensinde har gjort, at give slip på os.
Det er i sådanne stunder, de største tanker om livet og døden fylder, og jeg føler mig så uendeligt lille, i en verden der er så svær at forstå.

Når det gør rigtig ondt i hjertet og sorgen fylder umådelig meget, så tænker jeg på min mor og pludselig føles min sorg så ‘lille’. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor svært det må være for hende. I weekenden, hvor S blev fejret, mærkedes det lige i hjertekulen, at noget var anderledes. At der manglede noget. Og jeg ved, at det også er en sorg min mor mærker, bare på en anden måde. Jeg ville sådan ønske, jeg kunne tage noget af den fra hende.

Livet går videre, hverdagen trækker én med. Om man vil det eller ej. På godt og ondt. Vi er her endnu og det skal nydes. Vi skal gøre nogle af de ting, vi ikke nåede sammen med min far og tænke på ham imens. Og lade sorgen få plads og huske den, for den er der af en grund.
Vi skal øve os på at huske far/morfar, snakke om ham og mindes ham. Selvom vi gør det på hver vores måde, skal vi også øve os i at gøre det sammen. Men det er nyt for os og al begyndelse er svær…

Jeg forsøger stadig at minde mig selv om, at sorg er kærlighedens pris. Selvom det på mange måder er en ringe trøst…

Kære far; jeg savner dig, jeg mangler dig, jeg tænker på dig <3

 

Hvis du vil læse flere af mine tanker, om sorg og alt det kræft bærer med sig, kan du læse flere indlæg her

En fredags-pladderromantisk kærlighedserklæring…

120

På sådan en fredag, hvor weekenden er indenfor rækkevidde, vil jeg give pladderromantikken frit spil her 😉
Her er det jo mig, der sætter dagsordenen, og selvom A ikke er så synlig her på bloggen, fordi det er mit sted, har jeg alligevel besluttet mig for at hylde ham lidt i dag. Fordi han betyder meget for mig.

Vi har for nyligt været til skole/hjem samtale med W. En fin – ultra kort – samtale. Jeg gik derfra som en stolt mor. Bevares, der var da ting at arbejde med, det er der vel altid. Især når man ’kun’ går i 2. klasse. Men jeg gik derfra glad og varm indeni. Både fordi han kan følge med og kan det han skal kunne fagligt – som selvfølgelig er vigtigt. Men faktisk i endnu højere grad fordi han fik ros, både fra lærere og pædagoger i fritteren, fordi han er en god kammerat, god til at inddrage andre og (stort set) altid i godt humør.

For mig er det tre virkelig gode kvaliteter at bære med sig i livet. For rigtig mange ting løser sig, hvis man er rar, omgængelig og opfører sig ordentligt overfor andre.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er A’s positive, glade sind, drengene har arvet. Og det gør mig så glad at høre, at det – blandt andet – er det de har fået af deres far. Det er også sådan noget, der gør mig så pokkers stolt over, at det er lige præcis ham jeg har fået børn med.
Han giver dem så meget godt med i rygsækken, de kan få glæde af resten af livet. Han kan alt det, jeg ikke kan. Og jeg lærer også hele tiden nyt og får vendt mit syn på ting, jeg ikke ville, hvis ikke han var lige dér, ved min side <3

Han accepterer mine skøre påfund, sætter pris på mine kvaliteter, er gavmild med kærtegn, positiv og evig optimist.
Jeg er meget ydmyg overfor mit held; at jeg har ham i mit liv. Jeg værdsætter det og forsøger, ikke at tage det for givet.

Nu har vi som bekendt kun avlet drenge til flokken herhjemme og dér kan jeg indimellem virkelig komme til kort, når det kommer til at forstå, hvordan drenge tænker. Somme tider også i forhold til, hvordan sådan en drengekrop virker…

Jeg kan godt tage mig selv i at synes, de tumler for vildt. Jeg har svært ved at forstå de vilde slåskampslege og har mest af alt lyst til at bryde ind. Men så er det, jeg går til A. Og spørger ham, ’hvad det er der foregår’ og om det er ’normalt’ 😉 Og så beroliger han mig og siger, at det er sådan det er at være dreng. Og så kan jeg tage det roligt igen. Ikke at jeg nødvendigvis så forstår det, men jeg ved, at det er ’okay’. At jeg ikke skal gribe ind, selvom min krop er klar på spring 😉

A er sådan en, der aldrig brokker sig. Hverken over store ting eller små ting, som at skulle cykle 5 km i hård hagl i -10 grader og strid modvind. Det gør W heller aldrig. Det er jeg tilbøjelig til at gøre… Så jeg glæder mig over, at jeg har to store fyre til at ’smitte’ mig med deres positivisme 😉

Ham A, he’s a keeper. På en måde forstår jeg slet ikke, at vi allerede har kendt hinanden i over 13 år og været gift i 7 ½ af dem. På den anden side, så kan jeg slet ikke huske, at han ikke har været en del af mit liv, altid.

Indimellem kan vores forskelligheder slå gnister, sådan som det hører sig et parforhold til, men efter så mange år sammen, kender vi efterhånden også hinanden så godt, at vi inde i hjerterne godt ved, hvad der forårsagede det og ved, hvordan plasteret skal sættes på.
Selvom vi er forskellige, er vi grundlæggende enige om de store spørgsmål i livet og det er rart, at vi ikke behøver skændes om f.eks. børneopdragelse osv. Vores værdier har samme udgangspunkt.

Han gør mig stolt hver dag. Jeg kan genkende stoltheden i drengenes øjne, når de snakker om og til ham og det er dét, der giver livet mening, hjertets og sjælens benzin.

 

Efter sådan en kærlighedserklæring er der vist ikke andet tilbage at gøre, end at ønske jer alle sammen en rigtig fantastisk weekend fuld af kærlighed <3

Verdens Dårligste Mor…

hjerte-i-stykker

Verdens Dårligste Mor – yep, den pris tog jeg lige i går. Ville bare lige svinge herind forbi og fortælle det, så I ved, I ikke behøver gå efter dén medalje, den er snuppet 😉

I går startede W i skole igen efter juleferien. Da han kom hjem fortalte han – endda i en bisætning – at han ikke havde fået noget frokost. I det sekund slog lynet ned i mig; jeg havde glemt at bestille madordning til ham til det nye år. Sådan fuldstændig svedt det ud. Jeg havde ellers sat min telefon til at minde mig om det mellem jul og nytår, men af en eller anden årsag, er det gået min næse forbi. Shit altså, jeg følte mig simpelthen så luset!! Sådan virkelig grædefærdigt flov. Èn ting er at glemme ting, der går ud over mig selv, men at være skyld i, at min lillestore kærlighed har sultet, det er simpelthen bare nærmest utilgiveligt! Bagefter ramte flovheden mig som endnu en lussing. Hvad må hans skolelærere ikke tænke om mig…
Heldigvis havde jeg givet ham formiddagsmad med, som jeg plejer, så han havde ikke sultet hele dagen, men altså…! Der går nok noget tid, før jeg tilgiver mig selv for den misere.

W tog det dog helt cool. Han brokkede sig overhoved ikke og selvom jeg sagde til ham, at han var i sin gode ret til at skælde mig ud, så smilede han blot til mig og spiste et æble og en appelsin, inden han cyklede til fodboldtræning 😉
Han kom dog efterfølgende i tanke om, at det faktisk havde været lidt uheldigt, for der var tarteletter på menuen i går… For mig var det dog en perfekt, oplagt mulighed for at råde (bare en lille bitte smule) bod på min glemsomhed, ved at love tarteletter meget snart!
Dælme heldigt, der er så meget godhed og overbærenhed gemt i ham <3

Og måske du så tænker, hvorfor jeg mon skriver om det her, i stedet for at lade det forblive usagt og lade det forsvinde hurtigst muligt?
Det er faktisk fordi, jeg gerne vil slå et slag for, at ingen er perfekte, heller ikke selvom det kan se sådan ud. Jeg er redaktør her, vælger hvad jeg har lyst til at dele og det er oftest de gode stunder og lykkeglimt, som jeg også ved, mange af jer nyder. Men altså, her hos os bor der også (mange) nullermænd, det roder og vi er bagud med alt muligt, jeg først opdager, når det skulle have været klaret… Men vi har det godt, har hinanden og gør det så godt vi kan…
(Hvis du følger med på Stories på Instagram @mormedmegetmere kan du (blandt andet) også se lidt mere af det uredigerede, hvis du skulle have lyst til det 😉 )

Jeg gik i seng i går aftes og forsøgte at overbevise mig selv om, at jeg ikke er den eneste mor, der har glemt et eller andet (vigtigt)… (Please sig, jeg ikke er den eneste…!)
Selvom djævlen på min skulder hele tiden forsøger at sige til mig, at jeg helt sikkert er den eneste, der har glemt noget så vigtigt!
Jeg lå og tænkte, at jeg ville ønske, han havde haft en mobil i den situation, så han måske kunne have foretaget et nødopkald til mig, så jeg kunne have rettet op på min fejl. Jeg forsøger dog at trøste mig med, at det ’heldigvis’ er mig, der er hårdest ved mig selv…
Og så har jeg i hvert fald fået en påmindelse om at huske madpakke/madordning fremover! Og mærket helt ind under huden, at min lillebitte store fyr allerede står meget ‘alene’. Havde han gået i børnehave, havde de nok fundet lidt havregryn til ham, bagerst i skabet, men sådan er det bare ikke mere. Sikkerhedsnettet (altså i virkeligheden måske mest mit 😉 ) bliver langsomt fjernet og jeg er klar nu, det lover jeg..! 😉

Rigtig god eftermiddag derude. Hilsen hende med de røde ører (indsæt selv smiley med abe, der holder sig for øjnene)

Lykkeglimt – årets første & lidt om alt det, der gør ondt

001
Bye Bye Christmas
007
Forberedelser til nytårsdag – til når energiniveauet er i minus og der skal lidt ekstra til…
010
2017…
030
En nytårstradition; en lille kransekagehaps til min farmor, leveret sammen med knus og ønsket om et godt nytår
095-text
Mig med 2 af mine <3
053058
Den ene forret ud af to…
075
Gå aldrig ned på glimmer – eller knallerter… 😉
098105
Endnu en nytårstradition – hotdogs til natmad
106113
Dagen derpå – forkælelsesbrunch (til alle os i søvnunderskud og til de små klatreaber, der er fulde af krudt)
116
Yndlings thebirkes
118126
Forfriskende eftermiddagsgåtur i Dyrehaven
128

Mere eller mindre sådan her kom vi ind i det nye år. En aften, der på mange måder stod i kontrast til nytårsaften året før, hvor vi sad helt ude på det yderste af stolene, med en tåre i øjenkrogen og uro i hjertet. Dengang skrev jeg dette indlæg, som på mange måder er enormt svært at kigge tilbage på.

Jeg kan slet ikke forstå, at 2016 havde så meget slemt at byde på. Godt vi ikke vidste det på forhånd!
Jeg er slet ikke klar over, hvordan vi kom igennem året. På en måde står det hele så klart og alligevel virker det hele så mudret og uskarpt i min erindring. På en måde er jeg SÅ klar til at sige farvel til det (satans) år, på den anden side er jeg slet ikke klar til at tage hul på et nyt…
Det var bare slet ikke mit år, på så mange punkter. Der er selvfølgelig altid små lysglimt midt i både storm og mørke, men det har ikke været nemt at få lyset til at skinne mere end i små øjeblikke. Jeg har så mange ord og tanker, der fylder, men de må få plads på et andet tidspunkt.
Lige nu vælger jeg at forsøge at se lyset, når det er der. Jeg glæder mig til, at det ikke skal vælges, men skinner så stærkt, at det kommer af sig selv. Heldigvis har vi 3 små lysglimt, der spreder smil og hjertevarme hver eneste dag <3 <3 <3

Udover savn og afmagt, afsluttede jeg også året med en hel del udfordringer arbejdsmæssigt, og det nye år har valgt at starte op, hvor det slap, så der er rigeligt at slås med lige nu, men sådan må det være.
Jeg glæder mig til at gå foråret og de lysere tider i møde. Jeg har så meget at være taknemmelig for, så meget at glæde mig til. Vi har lagt gode planer for de næste måneder, der blandt andet byder på en fantastisk rejse til Frankrig, Disneyland og Paris og dét er da værd at se frem til!

Håber I alle er kommet rigtig godt ind i det nye år.
Må I få et fantastisk ét af slagsen, med masser af kærlighed, lykkestunder og rarheder

Julebordet 2016

295205 208 213 217 218 225 227 231 237 241 245 249 252 266 269 276 289 291 293 202

Inden vi smutter til julefrokost, vil jeg lige dele en masse glimt af dette års julebord med jer.
Vi var 7 til bords, os 5 herhjemme, min mor og bror.

I år var julen rød herhjemme, med et drys af blåt, som nok er og bliver min absolutte yndlingsfarve (med konkurrence fra lyserød…) Indimellem kan jeg godt være lidt mæt af rødt, men i år synes jeg det passede så fint ind herhjemme, for på en måde, om jeg vil det eller ej, så er julen lig med rødt for mig. Måske det har noget med kærlighed at gøre, det er nissernes skyld, ihvertfald.

Jeg synes guld, rødt og blåt går så fint hånd i hånd og matchede juletræet, der var pyntet med masser af arvegods og gode minder.

Jeg havde foldet servietterne som sløjfer og gemt bestikket væk. Flettet små fugle, der pyntede ved hver kuvert og sat lidt lys og blomster midt på bordet. Der skal jo være plads til en del fade og lækker mad, så det dur ikke at fylde bordet for meget med nips 😉

Som den tradition det er blevet, når julen holdes her hos os, kan gæsterne se hvor de skal sidde, ved at se på årstallet på tallerkenen, som vi spiser risalamande af.

Hvis du har lyst, kan du se julebordet, fra sidst vi holdt jul herhjemme, i dette indlæg

Nu står den på smovserier resten af dagen, hos A’s forældre, med hans søstre og niece. I morgen går det løs igen, denne gang hos min mor. Jeg er i gang med at forberede en dessert til i morgen, håber den bliver som jeg har tænkt den, men det er aldrig til at vide, når det er på forsøgsbasis 😉

Rigtig glædelig jul endnu en gang og god 2. juledag derude!

Older posts