Sorg – 2 års hjertesmerte

fullsizeoutput_1ec8

Kære far

I dag er det to år siden jeg hørte dit sidste åndedrag, og min verden blev forandret for altid. Jeg mistede en del af mig selv.
I går var det to år siden du aede mig på kinden for sidste gang. På din 61 års fødselsdag.
På lørdag er det tre år siden du mødte dit 3. barnebarn for første gang og du aede mig på kinden, som du så ofte gjorde, når du var glad og stolt.

De sidste to år har jeg manglet dig. Vi har manglet dig!

De sidste to år har du måske været mere i mine tanker, end du var, mens du var her.
Måske tog jeg dig for givet. Måske havde jeg en stærk tro på, at du skulle være her hos os i mange år. Jeg havde aldrig forestillet mig andet.
Da jeg mistede dig, lærte jeg livet at kende. At vi ikke må tage det for givet.
Jeg lærte, hvad kærlighed (også) er. Uundværlig, uretfærdig og ubarmhjertig.
Jeg forstod da, at sorg er kærlighedens pris. Og jeg betaler for det hver eneste dag.

Jeg husker stadig så tydeligt, da vi sagde til dig, at det var okay at give slip. At vi nok skulle klare os.
Jeg mente det ikke. Men jeg vidste at der ikke var andet at gøre. Jeg var nødt til det. Der var stærkere kræfter på spil.

Jeg savner dig, far! Hvert eneste øjeblik! Jeg forestiller mig, at vi ses igen en dag. Og på den måde er døden knap så skræmmende. Indtil da bærer jeg dig i hjertet.

**********

Jeg er ikke særlig gode venner med livet for tiden. Jeg ved, jeg burde være taknemmelig, men jeg kan ikke mærke det. Jeg er sur på livet! Jeg er ked af det. Bange for at miste igen. Mit hul i hjertet er stadig kæmpe stort. Mon det nogensinde vil hele?
Den boble af sorg, der omsluttede mig for 2 år siden, er stadig intakt. Sorgen er stadig altoverskyggende. Savnet er enormt. I tiden lige efter, var der så meget praktisk, der skulle ordnes. Hvor kræfterne til det hele kom fra, ved jeg ikke. Vi gjorde det bare. Måske på autopilot. Fordi vi skulle.
Sidenhen har jeg brugt mange kræfter på at forlige mig med alt det, der skete i sygdomsforløbet. Forsøgt at acceptere, at livet er uretfærdigt. Det går ikke så godt…

Jeg husker så mange ting fra det lange sygdomsforløb. Dufte, stemninger, lugte, ord, berøringer, følelser, usagte ord, blikke. Jeg kan stadig mærke det hele.

I søndags, halvvejs på min indkøbsrunde i supermarkedet, blev jeg dårlig. Som om én havde givet mig en mavepuster.
Jeg fik hurtigt samlet de sidste ting sammen, betalt og kørt hjem. Da A mødte mig i entreen, løb tårerne ned ad mine kinder. Jeg havde det som om, min krop ikke kunne rumme mig mere. Som om den ville falde sammen, lande på gulvet og blive liggende, hvis jeg gav slip på sidste nerve.
Mit hjerte har lyst til at skrige. Stoppe op og lade stå til, mens jeg græder. I stedet sætter min hjerne min krop i sving, og sørger for at den gør det, den skal.
Og midt i min sorg, er der så meget andet, der spænder ben. Og hver dag står jeg op, og gør det, jeg skal.
Hvis ikke jeg havde A og vores 3 lykkespirer, så ved jeg helt ærligt ikke hvad der skulle få mig ud af sengen. Men det gør mig også sårbar. Jeg er bange for at miste igen. Bare tanken kan få mine tårer til at trille.
Det føles voldsomt at mærke sorgen så stærkt. Jeg ved godt, at den ikke må tage over. Men jeg kan mærke, at den skal have plads. Der skal prikkes hul på boblen, så noget af sorgen kan løbe ud.

Jeg bliver aldrig venner med livets uforudsigelighed. Lige nu er vi her. Men hvad med om et øjeblik?
Én ting har ændret sig fundamentalt for mig i løbet af de sidste par år. Jeg vil ikke spilde mit liv. Jeg vil have det bedste ud af det. Jeg nægter at spilde tiden på at være ked af det, frustreret og trist. Men det er store følelser, der er svære at fortrænge konstant. For livet gør også ondt, det har jeg lært. Det kan ikke være anderledes og det kan ikke undgås. Men netop derfor må man også huske at nyde det, når det er til at holde ud – eller ligefrem fylder én med lykke.
Det aller vigtigste er at finde lykken, både i de store og de små ting – og så holde godt fast i den!

Det er så corny at sige, at man skal huske at sætte pris på det, man har, og fortælle dem, der betyder noget, at man elsker dem – men det er virkelig så ægte rigtigt!

**********

I eftermiddags var vi nede på kirkegården sammen med min mor, og bagefter spiste vi middag sammen her hos os, med min bror og svigerinde. Fordi det er vigtigt at være sammen, midt i alt det, der gør så forbandet ondt.
I morgen er det 2 år siden vi fulgte kisten hjem fra Hospice. En uendeligt trist, men også varm og smuk forårsdag, som i dag.
Der er mange årsdage for tiden, der river i hjertet, men det er kærlighedens pris, som jeg betaler nu…

 

 

Der er mange flere tanker om døden, livet og kræftforløbet lige her

Weekendlykkeglimt – solskin, sommerknæ, is, pandekager og regnbuemad

fullsizeoutput_1e80
Simpelt men godt 🙂
fullsizeoutput_1e82 fullsizeoutput_1e85
Resultatet når L låner kameraet <3
fullsizeoutput_1e87 fullsizeoutput_1e8a
En (næsten) hel lørdag – bare ham og mig <3
fullsizeoutput_1e8c
Vafler til aftensmad
Opskriften på spinatvafler er lige her
fullsizeoutput_1e8efullsizeoutput_1e8ffullsizeoutput_1e90
…. og pandekager til dessert – slurp
Opskriften på tynde (laktosefri) pandekager med spelt er lige her
fullsizeoutput_1e91fullsizeoutput_1e92
Min fine, nyvaskede bordherre
fullsizeoutput_1e9d
Gensynsglæde
fullsizeoutput_1e98fullsizeoutput_1ea0
Søndagsmadder i skyggen
fullsizeoutput_1ea1fullsizeoutput_1ea5fullsizeoutput_1ea4fullsizeoutput_1ea7
Sommerknæ – når løbehjulet løber løbsk
fullsizeoutput_1ea9fullsizeoutput_1eaafullsizeoutput_1eae
Regnbue til aftensmad
Opskriften på majspandekager er lige her
fullsizeoutput_1eaffullsizeoutput_1eb1fullsizeoutput_1eb2fullsizeoutput_1e7f
Godnathistorietid – L elsker at læse den samme bog, som jeg holdt så meget af, da jeg var lille <3
fullsizeoutput_1e81

Sikke en farverig weekend… En weekend med sol og sommer, is, hygge og kram. Og virkelig mange pandekager af forskellig slags 🙂

Lørdag formiddag cyklede drengene med mormor hjem, efter vi havde handlet ind og spist is inde i byen. L snuppede en middagslur og derefter havde vi hele eftermiddagen og aftenen alene – bare ham og mig. At vurdere ud fra, hvor meget han snakkede, nød han alenetiden lige så meget som mig. Han bestemte menuen og det gjorde han godt. Vafler til aftensmad og pandekager til dessert. Dét er da slet ikke dumt 🙂

I dag har vi brugt dagen i solen. På terrassen, først med kaffe og trampolinspring og sidenhen med madder i skyggen. S og en håndfuld af hans fodboldbuddies mødtes til en fodboldkamp på grønsværen og vi andre gik med for hyggens skyld. Inden A cyklede af sted på nattevagt, spiste vi aftensmad sammen udenfor. Hvilken luksus! Weekendvejret må virkelig gerne blive hængende, det gør så godt – og det har jeg virkelig brug for!

Den kommende uge bliver svær og tung – det ved jeg allerede. Men forhåbentlig kan jeg starte den med en god nats søvn i bagagen. Mere om det en af dagene….

Rigtig god nye uge til jer

Sommer i april – Issandwich, kærlighed, grillmad og sol!

fullsizeoutput_1c22fullsizeoutput_1c21fullsizeoutput_1c20fullsizeoutput_1c34fullsizeoutput_1c1ffullsizeoutput_1c2afullsizeoutput_1c27fullsizeoutput_1c2b fullsizeoutput_1c2c fullsizeoutput_1c2d fullsizeoutput_1c2e fullsizeoutput_1c2f fullsizeoutput_1c33 fullsizeoutput_1c30

Jeg er helt høj over det her vejr! Hvor fantastisk er det ikke lige? Gid det må vare ved det næste halve år… 😉

I dag har jeg haft studiedag. Tilmed med solskin fra morgen til aften. Wow, jeg er fan! Det var en tiltrængt én af slagsen, efter en virkelig hektisk uge. Ikke kun fordi jeg startede på et nyt kapitel, men også fordi A og jeg nærmest kun har set hinanden i (sving)døren morgen og aften, når han og/eller jeg kom hjem eller tog af sted.
I dag havde vi fri sammen og nu hvor L er i børnehave nogle timer hver dag, benyttede vi os af muligheden for at gå en lang tur i ‘baghaven’ – bare os to – og Saga.
Bagefter lavede jeg issandwich. Det må vist være den perfekte slags fredagsslik, på en dag som i dag.

Da drengene fik fri fra skole cyklede vi sammen op efter dem og bagefter kørte vi på indkøb og is-jagt.
Aftensmaden blev nydt ved grillen på terrassen. Årets første middag udenfor – forhåbentlig kommer der mange flere af dem i år.

I morgen, lørdag, skal vi på en spændende tur. Hvis du har lyst til at følge med, kan du hoppe over forbi Instagram @mormedmegetmere – der kommer meget mere fra turen derovre 🙂

Nu vil jeg snuppe et glas kold hvidvin og nyde det sidste af solnedgangen fra sofaen.

Rigtig god aften og weekend

Med tårer i øjnene…

fullsizeoutput_1554

… Nu sidder jeg her i sofaen. Helt alene. Med tårerne trillende ned ad kinderne. Med store tanker bag øjnene og en dundrende hovedpine. Med en masse tanker, der maser sig på, og som jeg har brug for at skrive ned, før jeg kan falde i søvn. Måske bliver det et forvirrende sammensurium af mærkelige, dybe, tunge tanker. Måske giver noget af det mening…
Apropos dette indlæg har i dag været sådan én, der har givet en del stof til eftertanke, og sat livet i relief.

A er taget på nattevagt, de to store overnatter hos mormor og bettemusen er kysset godnat, efter at have siddet tæt i sofaen, bare ham og jeg, en halv time og grint af Gurli Gris. For ham en rolig stund, med nærhed og varme – og grin – som så mange gange før. For mig et meningsfyldt øjeblik, der bragte ro i mit sind, og blev værdsat endnu mere end ellers.

I dag har været en hård dag. Her har flagene ikke været på halvt for HKH Prins Henrik, og vi har heller ikke fejret Valentins dag.
Vi har taget afsked. Sagt på gensyn. Til et familiemedlem, der efter kort tids sygdom måtte lukke øjnene for sidste gang. I den samme lejlighed på Hospice, som der hvor min far gjorde det.

I kirken i dag græd jeg. Både over sorgen, savnet og mindet. Over livet og døden. Jeg græd af medfølelse for dem, der har mistet deres forælder. Fordi jeg ved, hvordan det føles. Jeg græd over min egen sorg, som præsten – også – talte til, da hun snakkede så fint om kærlighedens tid og den hjemløse kærlighed. Fordi jeg kan genkende det – og mærke det så stærkt stadigvæk.

Da vi efter bisættelsen samledes til kaffe blev der sagt flotte ord og delt gode minder. Jeg blev endnu en gang mindet om, hvor vigtigt det er at huske at sige de fine ting, man tænker, til dem man holder af, mens de er her til at høre det. Ikke vente og ikke udskyde det. For det kan ende med at blive for sent. Og det sværeste er at skulle leve videre med erkendelsen af, at man ’skulle have gjort’.
Jeg synes, jeg er blevet mindet om det for ofte, de sidste par år. Jeg ville ønske, at det ikke skulle komme så tæt på, igen og igen. Det er ikke mange måneder siden vi sad i samme kirke, for at tage afsked med en af vores naboer. Men jeg må acceptere, at det er en del af livet. Der er ikke rigtigt andet at gøre, for det hjælper ikke at lukke øjnene for det og håbe, at det forsvinder igen.

Jeg er ikke længere bange for døden, omend jeg frygter, at den skal ramme dem omkring mig. I modsætning til det præsten sagde om, at vi ikke skal frygte døden, fordi vi kan mødes i Gud, så er jeg ubeskriveligt bange for at skulle undvære dem, der betyder allermest for mig. For jeg har brug for dem her – her hvor jeg er.

Mere end nogensinde før, giver det SÅ meget mening for mig, (endelig) at læse til sygeplejerske og kunne og skulle være der for andre, i deres svære stund. Det er med til at give mit liv mening.
Indimellem kan jeg dog godt blive bange for, at jeg ikke kan rumme andres sorg eller holde til at være i det, være på så nært hold til døden. Men jeg er nødt til at tro på, at jeg kan det. At min uniform giver mig styrke, og at jeg kan finde ud af at støtte dem i sorgen, uden at tage den helt ind i hjertet. På den anden side, ville jeg aldrig kunne acceptere, hvis det blev hverdag. Jeg har ikke lyst til at nå dertil, hvor døden ikke betyder noget. For det gør den. Den er uundgåelig og ensom. Men jeg vil virkelig gerne kunne være med til at gøre den udholdelig. Døden må ikke være et tabu.

Efter en dag som i dag, kan jeg ikke lade være med at tænke, hvilke kendetegn der mon ville blive fremhævet til min begravelse. Lyder det skørt? Det føles lidt skørt at skrive det, men ikke desto mindre kom jeg til at fundere over det i dag, da jeg kiggede ud over bakkerne og mærkede solens stråler på kinderne.
Måske skulle det være ens livsmantra. Det man forsøger at forme dagene ud fra og leve efter.
Det man ville ønske, at andre tænkte og sagde om én – den dag man ikke er her mere.
Fordi det forhåbentlig kunne minde én om de gode ting, der er værd at holde fast i? At være glad, åben, smilende, imødekommende, klog, veltalende, sjov, lyttende, omsorgsfuld, rundhåndet, gavmild – eller hvad man nu synes, er gode kvaliteter at besidde. At huske at sige ‘pyt’ til alt det, der i bund og grund ikke betyder noget. Og bevare energien til at gøre tingene nu og ikke udskyde dem.
Jeg vil forsøge at huske det næste gang, jeg gruer for en eksamen eller en anden svær situation. Huske på, at det ikke skal vælte mig. Jeg har klaret så mange andre svære ting. Og hvis ikke det går, så går det nok alligevel..

Lige nu, som jeg sidder her, er jeg træt og indtryksmæt og tom indeni. Jeg er fyldt op og har svært ved at rumme mere. Men mine tanker holder ikke pause endnu. De er stadig i gang med at fordøje. Jeg tænker på alle dem, jeg ved, også slås med sorg og savn lige nu. Tænker på venner, der også lige har mistet, og som tog afsked i går. Jeg har det som om, jeg ikke kan rumme mere ‘liv’ og slet ikke død.
Men i morgen tidlig fortsætter hverdagen, som den plejer. Som om intet var hændt og det er dét, der er så svært at forstå. For efterhånden synes jeg slet ikke, at livet er genkendeligt længere. Det er ikke, som det var engang. Gid jeg kunne være barn igen, og mærke den naive tro på, at livet (for det meste) vil én det godt. Fyldes af den udødelighedsfølelse, jeg følte, før jeg fik børn.

Jeg savner A ved min side. Til at aflede mine tanker og dele alt det svære med. Godt han kommer hjem igen i morgen <3

Strikkede julekugler – lavet af en verdensmester

fullsizeoutput_10b4 fullsizeoutput_10b5 fullsizeoutput_10b6 fullsizeoutput_10b8

I lørdags fik jeg en smuk og helt fantastisk gave af min mor. 12 af de allerfineste strikkede julekugler.
Lavet specielt til mig.
Julekugler der både kan overleve små pilfingre og logrende haler.

Da S så dem, udbrød han helt spontant: ‘Mormor, du er jo en slags verdensmester!’ Og det kan jeg jo kun være enig i 🙂

Nu hænger de og pynter på det store juletræ. Drengene har givet dem alle en plads, der blev nøje udvalgt forinden.
I år skal vi ikke holde juleaften med min mor, men på den her måde, er hun alligevel lidt med <3

Og så har jeg faktisk allerede ønsket flere, for jeg gad virkelig godt have (mindst) 24, så vi næste år kan hænge et på træet hver dag, som en ‘optælling’ (aka nedtælling) til juleaften 😉
Og så tænker jeg, at de også kunne være super smukke at bruge som en del af borddækningen til julefrokoster og juleaften…

Måske julemagien efterhånden er ved at nærme sig… Nu er juleferien ihvertfald indenfor rækkevidde for mit vedkommende og drengene går på juleferie i dag, det store juletræ er pyntet og der er kun et par julegaveindkøb tilbage på min to do liste.

Rigtig god jule-onsdag til jer alle

 

By the way: Opskrifterne på de fine julekugler er fra bogen ‘Julekugler’ af Arne og Carlos

fullsizeoutput_10b9

Older posts