Sorg, chok, tragedie, meningsløshed, tab

Sorgen har endnu en gang lagt sig som en tung dyne over vores familie. Vi er endnu en gang blevet ramt af en tragedie, der forandrer vores liv for altid.
En tragedie der efterlader os magtesløse og som endnu en gang får os til at skælde ud på livet og gør det svært at se meningen med det.

Min mand har mistet sin elskede far. Vores drenge har mistet deres fantastiske farfar. Jeg har mistet min livsglade svigerfar.
Ham vi havde fornøjelsen af og nød at være sammen med ofte, og som regel flere gange om ugen.
Vores familie, min svigermor, mine svigerinder, drengenes kusine har mistet en helt enestående, fantastisk, rolig og positiv mand. Pludseligt og uventet er han revet fra os på ulykkelig og tragisk vis, og vi er efterladt i chok.

For knap 4 uger siden slog lynet ned, da han blev ramt af en stor hjerneblødning. Efter flere ugers rutschebaneture med intensiv behandling, infektioner, operationer og information i øst og vest, var han på vej i den rigtige retning. På vej til genoptræning og udskrivelse til meget rarere rammer, end dem neurokirurgisk intensivafdeling har at byde på. Vi stod klar til at besøge ham sammen med drengene. Nu hvor han (endelig) skulle befries fra slanger i hobetal. Skulle vågne op og være til at komme i kontakt med. Nu hvor drengene ville kunne genkende ham igen.

I onsdags var han på vej til noget bedre. På vej tilbage.
Indtil lynet slog ned igen, med stærkere kræfter end første gang. De næste to døgn flød sammen i en utydelig, tåget flod af hjertesmerte, tårer, modløshed, håb og sorg. I lørdags blev håbet afløst af ulykkelighed, ubegribelighed. I lørdags sagde vi farvel.

I går vågnede vi til en ny virkelighed. Til den barske realitet om, at vi skal undvære. Savne. Mangle. Sørge.
Endnu en gang skulle vi samle os sammen til at fortælle vores drenge, at en af dem, de elsker allerhøjest, ikke er her mere.
Vores sorg er ikke kun vores. Vi sørger også for vores drenge. For det de nu skal lære at leve uden. Lære at forstå og acceptere. Fordi livet vil det sådan. Fordi det ikke er op til os, om livet skal gøre så forbandet ondt.

Hvordan skal vores drenge kunne vokse op med en ukuelig tro på livet? Hvordan skal de kunne bevare den følelse af udødelighed, man bliver født med, og som man skal have lov til at føle indtil den dag, man bliver voksen? Hvordan skal de kunne tro på, at man kan komme levende fra sygehuset, hvis først man bliver indlagt?

Da vi havde fortalt drengene det i går, sagde W, at der nok ikke ville gå lang tid, før mormor eller farmor ringede og sagde, at de også var kommet på sygehuset. Hvordan skal jeg kunne få ham til at tro, at det ikke kommer til at ske? Tro på, at de nok skal blive 90 – mindst. Og at vi andre også skal være omkring dem i mange, mange år.

Døden har frarøvet vores drenge begge deres bedstefædre. Den har frarøvet os vores sidste far. For A og jeg delte nemlig vores fædre med hinanden. Og nu er ingen af dem her længere.
I lørdags måtte jeg endnu en gang ringe til bedemanden og bede om hans hjælp.

For 2 måneder siden fejrede vi 70 års fødselsdag. Heldigvis lykkeligt uvidende om, hvad livet ville bringe. At det skulle slutte alt for tidligt. Men nu også taknemmelige for, at vi nåede at få det med.

Sorg er kærlighedens pris, men jeg er ikke klar til at skulle betale allerede igen.
Min frygt for at miste tager pusten fra mig og får min mave til at slå knuder. Jeg er bange for, at det skal ske igen – igen – igen. For jeg tror ikke, jeg kan holde til mere. Jeg mærker livets skrøbelighed som en kniv, der skærer sig ind i mit hjerte.
Min sorg over at have mistet min far for 2 1/2 år siden er stadig så enorm, at der ikke er plads til mere. Jeg troede ikke, der var plads til mere sorg i mit hjerte. Men det skal der være. Mit hjerte har fået endnu et hul, og sorgen fosser ud med en kraft, som vil den aldrig stoppe igen. Jeg græder på vores drenges vegne. Over alt det, der ikke bliver. Og på min mands. Over at han allerede skal opleve det, som jeg skulle igennem for 2 år siden. Han skulle ikke have mærket det før om mange, mange år.
Det bliver pludseligt så tydeligt for mig, at jeg har erfaring med at miste. Hvem ønsker helt ærligt at have det?! Det gør ondt at jeg ved, hvad der venter – ved hvad der skal ske. Og jeg ville sådan ønske, at min elskede mand ikke skulle mærke den sorg, som jeg har kæmpet med de sidste par år.

Jeg kan ikke skærme vores drenge for livets allermest forfærdelige tab. Selvom jeg mest af alt havde lyst til at holde det hemmeligt for dem og håbe, de aldrig ville opdage, hvad der har ramt os. Det eneste jeg kan gøre, er, at forsøge at hjælpe dem igennem på allerbedste vis. Og forsøge at finde styrke indeni til at bære både deres og min egen sorg. Finde styrken hos min familie.

Livet er gået i stå igen og jeg ved ikke, hvordan det skal komme i gang igen. Mine kræfter er sluppet op. Var det ikke for drengene, ville vi ikke være stået op i dag.
Midt i sorgen og chokket mærker jeg vores familiers stærke sammenhold og bånd, og selvom det føles ubeskrivelig skrøbeligt, at alting kan forandres på et splitsekund, så er det uvurderligt vigtigt, at vi holder sammen.

Vores hjerter er i chok, vores hoveder er gået i stå. Hvordan kan verden bare fortsætte, som om intet er hændt.

Jeg har lyst til, at livet skal gå i stå. Jeg kan ikke holde ud at skulle forholde mig til ‘alt’. Til hverdag, indkøb, vasketøj, studie, bisættelse, børnehave, rengøring, koloni, klassefest, legegruppe, madpakker, lektier. Jeg har brug for, at det venter på, at jeg – vi – er klar igen. Brug for at sorgen må fylde. Jeg tvivler på, at verden har tid til at vente…

Da vi spiste aftensmad i går aftes snakkede drengene om, at farfar sidder oppe hos morfar nu, oppe over skyerne et sted, og ser fodbold i fjernsynet, og kigger ned på os. Måske har de endda fået flere venner deroppe. Deroppe hvor der kun er rart at være og W sagde: ‘Måske er det tilmed helt okay at dø, for hernede er ikke altid så rart at være’…

…….