Feriedagbog: På vej sydpå – noget om overvindelse, mod og sejre

Til lækkersulten

Underholdning til bagsæderytterne

Medbragt morgenmad – et sted i Tyskland

D. 19. juli 2018

Kære feriedagbog!

Klokken er 19.30 og jeg er gået i seng, så jeg kan nå at få nogle timers søvn, inden vi sætter kursen sydpå til midnat.
Da A’s akillessene sprang, i slutningen af maj, var der mange ting, der pludselig blev anderledes. Det betød også, at jeg skulle tage stilling til, om jeg kunne overtage rattet og køre os på ferie i Sydfrankrig, som har været planlagt længe.
Jeg/vi synes ikke, det var en løsning at aflyse vores ferie. Det ville også være ret ærgerligt overfor min mor, bror og svigerinde, som vi skal feriere sammen med. Vi har glædet os længe Og netop syntes, det var fedt at køre derned, så vi kunne se noget på vejen og også pakke bilen med alt det, vi gerne ville have med derned. Det var pludselig svært at se det smarte i at flyve på ferie (min flyskræk hjalp heller ikke synderligt i den retning… 😉 )

I ugerne, fra A blev skadet og til vi skulle af sted, har jeg snakket med mange, der ikke var blege for at fortælle mig, at de aldrig ville kunne gennemføre sådan en tur. Lidt som når man er gravid, og folk ikke kan lade være med at fortælle én om deres frygtelige fødsler. Hver gang endnu én har fortalt mig det, har jeg mærket tvivlen lidt ekstra. Kan jeg så?
Jeg har godt nok kørt bil i mange år, men måske kan jeg ikke gennemføre denne udfordring? Jeg er ikke vild med at skulle køre i store byer i udlandet. Det der med at skulle skifte vognbane i tæt trafik, fordi GPS’en pludselig vil have én til venstre – uh, jeg hader det….
For nogen er det måske en simpel ting, det jeg står overfor. For mig er det en KÆMPE udfordring. En nærmest uoverkommelig én af slagsen. Da A og jeg sidst kørte sydpå, til Schweiz i sommeren 2009, med en lillebitte W på bagsædet, kørte jeg også noget af vejen. Men dengang var jeg ikke ramt af samme dødelighed, som jeg er nu.
Det kan ligefrem tage pusten fra mig, når jeg kommer til at tænke på, hvilket ansvar jeg har, når jeg kører rundt med så meget guld på passager- og bagsædet. Tænk, hvis der skulle ske noget på vejen!
Herhjemme er det en af de ting, der er selvskrevet, at A gør. Det er ham, der kører, når vi skal køre langt. Sådan er det bare. Men sådan kan det ikke være lige nu…

Mit ‘sensitive sind’ har virkelig været på overarbejde. Jeg har brugt meget energi på at lade være med at tænke på det, der venter mig. Fordi det ikke nytter at tage sorgerne på forskud. De sidste dage har jeg dog godt kunnet mærke, at mine tanker har kredset om køreturen.
Jeg forsøger at fokusere på, at jeg trods alt ikke skal klare det selv – alene. Jeg har A ved min side hele vejen – ellers var jeg for længst bakket ud!

Nu ligger jeg her i sengen og kan ikke sove. Tankerne flyver rundt, og forplanter sig som uro i kroppen. Jeg kan høre drengene grine ovenpå. De spiller playstation, for at få tiden til at gå, så de kan sove i bilen.
Efter at have ligget, og vendt og drejet mig i 4 timer, står jeg op. Vi gør os klar, jeg hælder et par kopper kaffe op i termokopperne og kl. 00.30 er vi klar til afgang.

Der går ikke lang tid, før alle 3 drenge er faldet i søvn på bagsædet. A blunder ved siden af mig, for vejen til grænsen kender jeg godt. Det går nemt fremad, og der er ikke mange biler på vejen.
Da vi når til Hamborg vågner S op med et skrig. Han græder og taler i vildelser, som når han har night terror derhjemme, og han siger, han skal kaste op. Jeg bliver ret forskrækket og A får pludselig travlt med at få beroliget ham og samtidig forsøge at undgå, at de to andre bliver vækket.
Det fortsætter on/off i et par timer, og det tærer virkelig på min koncentration og tro på, at det hele nok skal gå. Til sidst falder han dog i søvn igen og sover et par timer, men mine skuldre sidder oppe under ørerne et godt stykke tid derefter.

Kl. 7.30 er vi kommet godt ned i Tyskland, og mangler ‘kun’ 3 timers kørsel til den planlagte hoteldestination, og jeg trænger til en pause og lidt morgenmad, så vi finder en rasteplads, hvor vi kan pakke køletasken ud. Jeg har taget den rød-hvidternede dug med, for at skabe lidt fransk stemning og sætte lidt kulør på det hele 😉
I går aftes bagte jeg et grydebrød og en omgang kanelsnegle, som vi nu kaster os over og med i køletasken har jeg også juice, yoghurt og andet godt.
Drengene løber lidt rundt, og bruger noget af al den opsparede energi, inden vi fortsætter turen sydpå.
Mens vi spiste morgenmad blev en del af morgentrafikken afviklet, men der er en del flere biler på vejen nu, end i nat.
Det prikker til min koncentration – og til min angst, som jeg har forsøgt at undertrykke.

Fineste have i Würzburg
Drinks og tidsfordriv med farveblyanterne
Skumbad efter en lang køretur er velfortjent luksus

Når storebror synes, det er lige så hyggeligt at sove sammen, som lillebror <3

Kl. 11.30 er vi fremme i Würzburg, på det hotel vi har booket hjemmefra. Min bror, mor og svigerinde kørte hjemmefra senere i nat og er ca. 2 timer bagefter os, så der går lidt endnu, før vi er samlet alle mand.
Trætheden rammer mig i det øjeblik, jeg træder ud af bilen i hotellets parkeringskælder. Vi spørger i receptionen, om det mon er muligt at få hotelværelset før kl. 15, og vi får lovning på, at det kan være klar ca. 12.30, så vi går ned til bilen for at spise lidt af morgenmaden til frokost, mens vi venter.

Da vi alle er samlet, og vi har fået nøglen til hotelværelset, går de to store med min mor, bror og svigerinde ud i byen, mens A, L og jeg dejser om i sengen på vores værelse og snupper en lille lur.
Bagefter går vi alle sammen en tur i Würzburg, der ser ud til at være en virkelig fin, gammel by. Det er lidt svært at komme for meget omkring, med A på krykker, men vi får set en ret fin have, et stort palæ og drengene nyder en is i varmen.

Vi beslutter os for at spise aftensmad i gården på hotellet, så vi ikke har langt op i seng bagefter. Planen var, at de to store skulle sove hos mormor, men L vil så gerne sove sammen med S, og den er S helt med på. Efter et velfortjent boblekarbad bliver de puttet i sengen ved siden af A og jeg, og stornyder det – og falder (heldigvis) hurtigt i søvn 😉

D. 20. juli 2018

For at undgå morgentrafikken ud af Würzburg besluttede vi i går, at vi ville sove ‘længe’ og tage det roligt fra morgenen og køre fra hotellet ca. 9.30.
Efter at have spist morgenmad i restauranten og pakket bilen igen, er vi klar til endnu en dag på vejen.
Jeg er ret spændt på, om det kommer til at gå lige så godt, som i går.
I dag går turen videre ned gennem Tyskland, til Østrig og videre til Schweiz, hvor vi skal overnatte.
Jeg er blevet briefet om, at dagen – blandt meget andet – byder på bjergkørsel, men hvor meget og hvordan, ved jeg ikke så meget om. Jeg må tage det som det kommer, omend det får min mave til at slå kolbøtter, bare jeg tænker på det. Jeg satser på, det går….

Pool with a view!

Når man er temmelig træt, men ikke vil gå glip af noget <3

Pizza med god udsigt

Lugano <3

Hen på eftermiddagen, efter mange timers motorvejskørsel og en hel del bjergbestigninger (heldigvis på forholdsvis store veje) er vi fremme i Lugano, på det vildeste hotel, vi til dato har sat vores ben på. Wow, det var en god gulerod, efter en dag, der pustede endnu mere til min angst.
Uheld på modsatte side af motorvejen, og biler der overhaler hasarderet og fuldstændig hovedløst, har virkelig mindet mig om, at det ikke er for sjov, det vi har gang i. Der skal ikke meget til, før det kan ende galt, og alle mine sanser er konstant skærpet og i alarmberedskab. Jeg vil ikke have, at angsten tager over, så jeg forsøger at skubbe alle de sorte tanker væk, selvom det samtidig er dem, der gør, at jeg er koncentreret og hele tiden forsøger at ‘læse’ de andre bilister og undgå farlige situationer.

Drengene har klaret turen virkelig godt, og har nydt at sidde og kigge ud af vinduet, mens vi kørte op og ned gennem bjerge, ind og ud af tunneler, over broer og landegrænser.

Vi er blevet opgraderet fra hotelværelser til lejligheder, så vi har rigeligt med plads. Poolen på hotellet bliver det første, der skal udforskes, for temperaturen siger +30 grader og drengene har en del opsparet energi, der skal bruges.
‘Vores’ fodboldhold skal spille superligekamp kl. 18.30, og vi orker egentlig heller ikke at gå langt for at finde en restaurant, så vi beslutter, at vi vil finde et pizzaria i nærheden, og nyde den gode udsigt fra altanen, med fodbold, kolde drinks og pizzaslizes on the side.

Mens drengene ser fodboldoptakt, går min svigerinde, mor og jeg af sted for at hente pizzaer. Vi finder en restaurant, der laver pizzaer ud af huset. Vi køber også en flaske rødvin, vi kan tage med hen i lejligheden, og får endda foræret en eksta flaske af den flinke restaurantejer, der vist synes det er lidt sjovt, at der kommer 3 danskere forbi for at hente store pizzaer 🙂
Poolen lukker desværre allerede kl. 19, så der bliver ikke noget aftenplaskeri, og drengene må nøjes med at sende lange blikke efter poolen.
I stedet sidder vi på første parket til et vildt regn- og tordenvejr, der lyser sommermørket op, og får bjergsiderne til at ligne et stort diskotek.

Morgenmad med denne udsigt – og så af sted igen…

D. 21. juli 2018

Sidste etape af turen sydpå skal køres i dag. Det er blevet lørdag, og mange skal højst sandsynligt ud eller hjem i dag, så det bliver spændende, hvor meget trafik, dagen byder på.
Den starter dog fint, med morgenmad og udsigt – og en lille ferrari til dessert, der frembragte store smil hos drengene.

Turen til vores endelige feriedestination viser sig at være langt fra gnidningsfri, og vi ender med at holde i temmelig mange, lange køer, både på grund af uheld og ved betalingsanlæg gennem Italien, der er så dårligt skiltet og administreret, at det burde være forbudt!
Vi kører ind og ud gennem noget nær 100 tunneler i de italienske bjerge. Min ‘tunnelsyge’, der vækker min mini-klaustrofobi, bliver mere eller mindre kureret undervejs, og til sidst har jeg nærmest helt vænnet mig til det. De sidste 100 kilometer har jeg det lidt som om, jeg spiller et videospil. Det minder mig om min barndom med Mario Cart – bortset fra at man dengang blev løftet op på vejen igen af en sky, når man kom til at køre ud over kanten på en bro.
Jeg kæmper med mine indre dæmoner, for tanken om, hvor lidt et autoværn egentlig kan holde til, hvis man rammer ind i det, giver små mavepustere og får mit mellemgulv til at snøre sig sammen. Vi kører over utallige broer, hvor fartgrænsen er betydeligt højere, end vi nogensinde ville tillade herhjemme. Der er så langt ned, at det virker helt surrealistisk, og mine øjne er fæstnet på vejen. Jeg tænker, at jeg udsigten ville have været fantastisk at nyde, hvis det var mig, der havde siddet på passagersædet. Jegg forsøger i stedet at fejre hver bro som en lille sejr, der giver endnu et hår på brystet.

Klokken når at blive 15.30, før vi lander ved sommerhuset i Vence, og den store udpakning kan begynde. Det første på programmet er dog at teste poolen….

Jeg er helt høj over at have klaret turen. 5 lande og knap 2000 kilometer senere er vi sikkert fremme, og klar til at indtage og nyde en uges ferie – og jeg vil forsøge, ikke at tænke på, at vi også skal hjem igen, og i stedet mærke sejrsrusen boble i blodet. Jeg gjorde det!

…. fortsættelse følger