Tanker om mit nye liv som studerende…

030 031

I dag kom posten forbi med en tung pakke til mig – en pakke jeg har ventet på med spænding og sommerfugle i maven.

Jeg kunne have købt mange fine kjoler for de penge, jeg har betalt indholdet i pakken med, men jeg tænker, det her er en meget bedre investering 😉
Måske du allerede har læst om mine nye planer, ellers kan du læse indlægget lige her

Om to uger og et par dage starter et helt nyt kapitel i mit liv. Det føles ret meget som at skulle springe ud fra en meget høj klippe, men jeg håber, faldskærmen folder sig ud og får mig langsomt (og sikkert) ned på jorden igen 😉

Jeg kommer stadig i tvivl, nærmest dagligt, om jeg nu kan. Om jeg kan finde ud af det, om jeg kan klare det.

Alene det at skulle til at leve af SU, er ret grænseoverskridende. At skulle til at tænke meget mere over, hvordan pengene bliver brugt og til hvad.

Jeg har i mange år sat stor pris på, ikke at skulle overveje, når jeg handlede ind til mad, om der nu var penge på kontoen til det. Det er ikke sikkert det kommer til at være helt så nemt de næste 3,5 år.
Jeg kan få det helt skidt, når jeg tænker på, at det er på grund af mig, at mine drenge måske kommer til at måtte undvære nogle ting. Både A og jeg er enige om og sikre på, at de ikke kommer til at mangle noget (vigtigt) – de kommer måske slet ikke til at mærke forskel. Det håber jeg ikke. Men måske gør de…. Jeg synes, det er virkelig svært at vide på forhånd, for ingen kan se 3,5 år frem i tiden…

Jeg vil rigtig gerne lære dem, at lykke og glæde er meget andet og mere end at have (mange) penge. Det har vi altid forsøgt og haft fokus på. Og gjort meget ud af at være taknemmelige for det vi har.
Men nu hvor jeg står overfor det, så føles det alligevel vildt og en smule uoverskueligt. Nok mest fordi jeg er blevet virkelig bange for uforudsete udgifter – som man aldrig helt kan gardere sig mod, når man har hus, bil, hund og tre børn.

Uanset hvordan man vender og drejer det, så er der mange ting, der er lettere, når man har penge. Sådan er det bare. Men jeg forsøger at se det som en sej udfordring, som vi godt kan klare.

Derudover er jeg helt vildt bange for, at jeg ikke kan finde ud af at studere. Gå til eksamener, skrive opgaver, lægge drop, rense sår og de mange andre ting, der bliver en del af min hverdag de næste år…

Min hjerne og mit hjerte skændes højlydt for tiden. Mit hjerte glæder sig og kan næsten ikke vente. Min hjerne forsøger derimod at overbevise mit hjerte om, at jeg slet, slet ikke kan finde ud af det. Men heldigvis vinder hjertet oftest diskussionerne.

Nu skændes de om, om jeg mon skal begynde at bladre i de nye bøger eller vente til studiestart. Hvad nu hvis der er noget i bøgerne, der afskrækker mig – altså fordi det ser virkelig svært ud? 😉
Nå, jeg har lovet mig selv at tage en dag ad gangen, gøre mit bedste og arbejde hårdt. Og så kan jeg vel ikke rigtig gøre mere…?

Hvis du har gode tips og tricks til en kommende studerende som mig, så giv endelig lyd 🙂

Rigtig god aften

Hvad jeg skal lave efter sommerferien! Et helt nyt kapitel…

015 021 027 047 054 057 106 109 114 125

Det her indlæg har været undervejs længe – i mit hoved.
Jeg har skullet taget tilløb til at skrive det, og jeg håber, I vil bære over med mig, hvis det bliver lidt kludret. Det er et af de måske mest personlige indlæg, jeg til dato har sat mig for at skrive.

Jeg tror faktisk heller ikke, at jeg kan komme omkring det hele i ét indlæg, men nu starter jeg ihvertfald 🙂

I fredags fik jeg en mail, en længe ventet en af slagsen, som fik mit hjerte til at slå hurtigere og mine mundvige til at forsøge at nå ørerne. Og som gjorde, at det var på sin plads med en fejring!
For når der er noget at fejre, så skal det fejres! (Det må være mit livsmotto!)
Dagen blev skudt i gang med lykke rundt om morgenmadsbordet, og om aftenen forkælede jeg alle mine drenge med glad øko-gris og stikkelsbærmarcipankage til dessert <3

Som så mange andre, fik jeg en mail om, at jeg er optaget på det studie, jeg søgte ind på engang i juni.
Et studie, jeg har haft lyst til at starte på i mange år – og som jeg faktisk takkede nej til sidste år, da der pludselig dukkede en jobmulighed op, som jeg var nødt til at forfølge.

Jeg er blevet optaget på sygeplejerskeuddannelsen, med start 1. september. Præcis som jeg havde håbet på. Jeg var lidt nervøs for, om jeg ville få vinteropstart, for jeg har virkelig lyst til at komme i gang nu – og det får jeg heldigvis lov til 🙂

Alene det at skrive det her, og fortælle det åbent, er virkelig grænseoverskridende. Kun de allernærmeste har vidst, at det var min plan. Jeg har haft lyst til og brug for at holde det lidt for mig selv. Hvorfor, kan jeg ikke præcis sætte ord på.

I mange år efterhånden har jeg haft lyst til skifte spor, haft lyst til at læse til sygeplejerske. Jeg har været så træt af mange af de arbejdsopgaver, der har fulgt med i mine jobs. Jeg trives i virkeligheden virkelig dårligt bag en computer 8-11 timer hver dag – og har altid gjort det. Jeg vil meget hellere ud at møde mennesker og mærke at jeg gør en forskel. Mærke, at jeg ikke ‘bare’ er sat i verden for at tjene penge. Og ja, jeg sætter det lidt på spidsen, når jeg skriver sådan. Og det er slet ikke for at nedgøre jobbet i sig selv. Jeg har bare fundet ud af med årene, at det ikke er noget for mig.

På den anden side, så har jeg været en kylling. Jeg har ikke turdet skifte spor. Måske fordi jeg har vidst, hvad jeg havde, men ikke hvad jeg kunne få. Det har været trygt at få løn, og kende det jeg mødte ind til hver dag. Og så har jeg – undskyld Jantelov – også været god til det, jeg har lavet, jeg har bare ikke syntes, det var særlig sjovt…

De sidste par måneder er der dagligt gået virkelig mange tanker gennem hovedet på mig mht. det nye kapitel i mit liv. Især fordi jeg kan mærke, at alderen efterhånden trykker – altså når det kommer til at skulle være studerende.
På den anden side, så er jeg overbevist om, at den kommer til at være min gode følgesvend undervejs. Jeg hviler meget mere i mig selv nu, end jeg gjorde for 5-10 år siden. Det hører måske med til at blive voksen…

Når jeg er bange for at sige højt, at jeg skal til at studere, er det nok allermest fordi jeg er pisse bange (undskyld mit sprog) for at blive en fiasko. Jeg tænker rigtig meget over, om jeg nu kan klare det. Både det med lektier og eksaminer, men også det med at være sygeplejerske. Det psykiske, blodet – og det fysiske for den sags skyld. Kan jeg finde ud af det. Kan jeg holde til det? Har jeg fået det lange kræftforløb med min far bearbejdet godt nok til, at jeg kan stå i lignende situationer og håndtere dem ‘godt (nok)’?
Jeg vil så nødigt finde ud af, at det ikke var det alligevel. På den anden side, så er jeg fuldstændig stålsat på, at jeg er nødt til at prøve det af i det mindste. Fordi jeg er helt sikker på, jeg vil fortryde det, hvis ikke jeg gør.
(Min ustyrlige stædighed er trods alt ikke kun skidt 😉 )

At skulle på SU, med 3 børn, hus, bil og forpligtelser, er heller ikke en nem beslutning, langt fra, men det er en beslutning A og jeg har truffet i fællesskab, fordi vi tror på, det er det rigtige. Og jeg vil altid være A taknemmelig for, at han støtter mig i det her og vil det – nærmest lige så meget som mig. Uden ham ved min side, kunne jeg slet ikke engang overveje at gøre det!

Da jeg mistede min far i maj sidste år, døde han i den tro, at jeg skulle starte på sygeplejerskeuddannelsen efter sommerferien. Jeg havde snakket meget med ham om det i månederne op til hans død. Lige siden har det fyldt meget for mig, at jeg pludselig gik en helt anden vej og valgte den samme vej, som jeg har gået på de sidste 13-15 år.
Jeg vil dog gerne understrege, at det ikke er derfor, jeg har valgt at søge ind igen. Men det føles ekstra rigtigt, at jeg nu går den vej, som min far støttede mig i og troede på, kunne være den rigtige for mig.

De sidste (mange) år har jeg været ked af at gå på arbejde. Og jeg har lært, at livet er alt for kort, til at have det sådan!
Jeg tror dog samtidig på, at det (næsten) kun er os selv, der kan gøre noget ved det, hvis vi ikke har det godt. Jeg er nødt til at gøre det her, både for mig selv, men også for min familie. For er jeg ikke glad, så går det desværre også ud over dem. Og det er det sidste jeg ønsker.

Jeg håber, I fortsat har lyst til at følge med på min (livs)rejse. At starte på et helt nyt kapitel d. 1. september, kommer selvfølgelig til at ændre en hel del for mig, men forhåbentlig bliver det meste af det positivt. Og i bund og grund er jeg jo stadig mig – bare med en ny hat på!

Drengene synes, det er ret sejt, at jeg også skal til at gå i skole. Og det synes jeg faktisk også <3

 

Rigtig dejlig søndag til jer alle!

Tanker om det med børn og mobiler…

085-text 089-text

I søndags fyldte W 9 år… (Gisp)

Det eneste han ønskede sig, var en mobiltelefon…

Vel egentlig forståeligt nok, når mange af hans klassekammerater har en allerede. Men… Jeg synes godt nok det var en stor beslutning, om han skulle have sit ønske opfyldt eller ej – for det kan jo ikke gøres om. Har han først fået en mobiltelefon, så er der ingen vej tilbage…

Jeg har det faktisk virkelig ambivalent med det…

På den ene side, så synes jeg, det er rart at tænke på, at jeg nemmere vil kunne få fat på ham eller høre fra ham, når han er kommet godt frem, hvis han selv skal til noget.

På den anden side, så er jeg slet ikke klar til, at det er sådan han skal til at kommunikere. At han skal til at snuse til den kæmpe store digitale verden, med alt det, der venter derude, af både godt og skidt.

Da vi ikke har nogen fastnettelefon, er det efterhånden ved at være nødvendigt med en ekstra mobil, så han kan få fat i os, når han (snart) skal til at være lidt alene hjemme.

Derfor kom A og jeg frem til, at vi ville give ham en mobil i fødselsdagsgave og opfylde hans største ønske – men en mobil som er ’vores allesammens’. Som har en fast plads herhjemme, og som ikke skal med i skole. Som vi kan give ham med, hvis han skal noget, hvor den ’passer ind’.

De sidste par dage har han luftet Saga selv, og dér har det været smart at kunne sende en mobil med ham, hvis nu der skulle ’ske noget’.

Han vil rigtig gerne kunne skrive med sine venner, og jeg tænker, det er fint nok at være i nærheden, når han starter på det, for det er trods alt en helt anden måde at kommunikere på, end når de er sammen. Der har tidligere været et par små-misforståelser, når de har skrevet sammen via de spil, de spiller på iPads. Åh ja, fagre nye verden – også for os forældre! 😉

Allerhelst ville jeg gerne have ventet et år mere, inden han fik en mobil. Da han, på sin fødselsdag endda, for to år siden fik konstateret laktoseintolerans, mærkede han på egen krop, hvordan det er at være anderledes. Og selvom jeg støtter ham, og forsøger at gøre det til ‘no big deal’, så har jeg erfaret, at det for en 8-9 årig bare kan være virkelig svært, ikke at være som alle de andre, alle ens venner. Det kan gøre ondt i sådan et lille hjerte. Så måske var det også med til at skubbe til min/vores beslutning. At han skulle have en mobil ligesom ‘alle de andre’, så han ikke også var anderledes på det punkt… (ikke dermed sagt, at jeg synes alle skal være ens – overhoved ikke! Det er mest på de her punkter, hvor man f.eks. ikke kan spise det samme som de andre til fødselsdage osv. at jeg har mærket, at det kan være svært og noget han tænker over – bare lige for at få det på plads 😉 )

Vi har til at begynde med deaktivere safari på den, så han ikke kan google og finde ting og sager på nettet. Og derudover har vi købt et børnemobilabonnement, der hjælper os med at holde styr på forbrug osv. Og så må vi tage den der fra…
Og så har vi snakket med ham om, at han ikke må give sit nummer til nogen, han ikke kender. Og at han i det hele taget skal tænke nøje over, hvem han giver det til.

Da han åbnene gaven i søndags, blev han helt utroligt glad. Hans øjne strålede og de første par beskeder fra mormor, farmor, farfar, fastre og morbror tikkede hurtigt ind og gjorde ham ekstra glad. Han læser sms’er helt uden problemer og svarer lystigt. Selvom jeg også er ret skeptisk over denne nye ‘mobilkultur’, så tror jeg på, at den trods alt er med til at styrke hans læsning og stavning – og måske også lærer ham noget om, hvordan man læser ‘hverdagssprog’, så han ikke kun møder det skrevne sprog fra bøger, hvor man oftest skriver anderledes….

Nu skal han til at have ansvar for en dyr mobil (han fik dog A’s gamle, men det er stadig en værdifuld ting) og det er i sig selv en ting, der skal læres. Den må ikke bare blive væk eller ligges alle mulige (og umulige) steder.

Som jeg sagde til ham, da han havde fået mobilen, og om aftenen spurgte til, om han måtte have den med i ferie-fritter: Jeg sagde, at han skulle huske på, at det også er nyt for A og jeg at have et barn med en mobil. Vi skal også lige lære, hvordan man gør og hvad man kan og må. Vi skal også lige vænne os til det, og med tiden kan reglerne sagtens ændre sig, i forhold til hvordan de er nu, men vi må tage det lidt hen ad vejen. Og det virkede som om han forstod, at han også lige kunne vende det om i hovedet, og tænke på, at det også er nyt for os. Og at vi faktisk heller ikke aner noget om det – endnu.

De sidste 4 dage – nu med mobil 😉 – er gået rigtig fint. Den ligger fint her i stuen, når han er hjemme og også når han sover og så bliver den tjekket i ny og næ. Indimellem spørger han, om han må skrive til mormor, farmor osv. Han vil gerne lige fortælle dem, at han har luftet Saga selv osv. 🙂
I går, da han var blevet præsenteret for sit helt nye værelse, optog han en lille video og sendte rundt til sin familie – fordi han var så stolt af sit nye værelse. Og det synes jeg faktisk er helt okay. Lige på det punkt, forsøger jeg blot at imødekomme al den teknologi, der er blevet opfundet siden ‘jeg var barn’. Jeg synes jo også det er skønt at dele med andre, så hvorfor skulle han ikke også synes det 😉
Så må det være min opgave som forælder at finde balancen, så det ikke tager overhånd…

Hvilke tanker har I gjort jer omkring børn og mobiler?

Og apropos W’s nye værelse, så er jeg nødt til at stikke af igen, for der står flere renoverings/indretningsprojekter og venter, inden vi for alvor kan skyde ferien i gang. Drengene har sommerferie fra i eftermiddag, så vi har travlt 😉

Rigtig god fredag derude

Jeg har sagt op!…

008

Nå, ja, der er faktisk noget jeg gerne vil fortælle jer.

Noget som jeg egentlig har haft lyst til at fortælle i et stykke tid… Fordi det har påvirket mig de sidste uger og nok også været skyld i, at mit immunforsvar har skabt sig og raget alt muligt til sig!

Sagen er den, at jeg har sagt op!

Jer, der har fulgt med længe, ved måske nok, at jeg startede på et nyt arbejde sidste år i august. Det, jeg troede, var drømmejobbet…

Jeg har været med til at skabe et kreativt univers og en webshop, med alt hvad der til hører. Helt i tråd med min kærlighed til kreativitet!

Jeg har brugt virkelig meget af min tid på det, det sidste års tid. Utallige arbejds- og fritimer, tanker, kræfter og også et par tårer… Det har på en måde været mit 4. barn, med alt hvad der til hører af glæder og sorger, forstyrret nattesøvn, bekymringer og frustrationer.

Uden at gå alt for meget i detaljer, kan jeg afsløre, at jeg er kommet til den konklusion, at det var for altopædende for mig. Jeg kunne ikke være i det til sidst. Uanset hvor hurtigt jeg løb, var jeg bagud. Jeg følte, der var et urealistisk og nærmest uopnåeligt forventningsniveau, der tyngede mig i sådan en grad, at jeg ikke kunne gå rundt med ret ryg.

Jeg følte, jeg ikke kunne slå til og være god nok – og den følelse er ikke min ven. Efterhånden er jeg blevet klar over, at det helt sikkert har tråde tilbage til min barndom med mobning. Jeg har brug for, i det mindste indimellem, at høre at jeg gør det godt (nok). Eller i hvert fald føle, at jeg gør en forskel – også selvom det kun er en lille bitte én…

Derudover følte jeg, at jeg ikke kunne være en ordentlig mor og hustru, når jeg endelig holdt fri – ikke den jeg gerne ville være i hvert fald.
Jeg har mistet troen på mig selv, undervejs i projektet. Mistet troen på mine evner. Og da jeg mærkede ordentligt efter, og fandt ud af, at det var dér jeg var nået til, så var jeg ikke et sekund i tvivl om, hvad jeg var nødt til at gøre. Jeg har været på en arbejdsplads for år tilbage, der ikke gjorde noget godt for mig, og jeg har på ingen måde lyst til at komme helt derud igen. For jeg kæmper stadig med efterveer fra det indimellem…

Inden mit eventyr med makaku startede sidste år, var jeg fast besluttet på at skulle skifte retning i mit liv. Væk fra det jeg har lavet i så mange år og videre mod noget nyt, noget andet. Alt var tænkt igennem og undersøgt, forfra og bagfra. Jeg var temmelig sikker på, at jeg havde fundet ind til det, der kunne være min hylde resten af mit arbejdsliv. For som jeg har nævnt før, så har jeg haft virkelig mange overvejelser gennem årene, omkring hvad jeg skulle lave og hvordan jeg kunne finde ’meningen’ i mit arbejdsliv. Få fat i den arbejdsglæde, jeg mærkede for efterhånden mange år siden.

Den drøm, som jeg satte på hold sidste sommer, er blevet vækket til live igen. Mere og mere henover de sidste par måneder, og da jeg endelig tog mig tid til at mærke efter i hjertet – med hjælp fra min A – var beslutningen ikke så svær; jeg skulle sige mit job op.

De sidste par uger har jeg brugt på at få afsluttet en masse arbejdsopgaver. Jeg har også ventet på en afklaring i forhold til, hvad der skal ske med makaku, når jeg ikke længere er der til at være primus motor på projektet. I dag har jeg fået at vide, at makaku ikke vil fortsætte i sin nuværende form. Makaku bliver en del af av form, hvor nogle af varerne fortsat kan købes, men makaku’s udtryk og idéunivers vil ikke blive ført videre…

De næste par måneder skal jeg bruge på at lande igen, finde mig selv og forhåbentlig pleje bloggen lidt. Jeg har forsøgt at tage mig tiden til den, ved siden af fuldtidsjob+, familieliv osv. men det er ingen hemmelighed, at jeg gerne ville have mere tid til at svare på jeres kommentarer og skrive de indlæg, der hele tiden rumsterer i mit hoved. Det håber jeg, jeg får tid til nu.

Og når jeg har vænnet mig helt til tanken om det, der venter lidt længere fremme, om en måned eller to, vil jeg fortælle (meget) mere om det også! Jeg er nemlig rigtig spændt, nervøs, begejstret og utålmodig 😉

 

Nu vil jeg hoppe ud i køkkenet, med oprejst pande og et smil på læben, og nyde mine 4 drenge – og sige til mig selv, at jeg er god nok 😉

 

Rigtig dejlig aften til jer

Min historie med mobning #2

023

I dag følger fortsættelsen på 1. indlæg om min barndom og ungdom med mobning. Du kan læse første del af historien lige her


I 7.-8. klasse, efter klasserne var blevet blandet på ny og mixet med elever fra en anden skole, begyndte mine klassekammerater for alvor at gå til hal bal, drikke sig fulde og ryge cigaretter. Det var jeg slet ikke klar til…

Da jeg har fødselsdag i marts, og tidligt ’skoleparat’, var jeg en årgang yngre end de fleste af mine skolekammerater. Selvom jeg måske var moden på mange punkter, var der også nogle ting, der ikke sagde mig så meget…

Mens mine klassekammerater stod i buskene og røg, havde jeg travlt med at passe mit arbejde; at gå med aviser og reklamer 6 dage om ugen. Ikke én gang har mine forældre hjulpet mig – jeg kunne og ville selv. Cyklede rundt med 101 aviser, i al slags vejr, bundtede reklamer og slæbte dem efter jernhesten i min vogn, frem og tilbage, hver lørdag morgen. Imens de festede, tjente jeg mine egne penge.

Derudover var jeg babysitter om aftenen, lavede mine lektier, var en del af skolepatruljen, der hjalp skolebørn over vejen om morgenen, og brugte min fritid sammen med mine forældre og bror. Udover ‘københavneren’ gik jeg også under (øge)navnet ’stræberen’… Som i navneopfindernes øjne var negativt ladet, men som jeg egentlig tog som et kompliment 😉
Jeg kan huske, at mange af mine klassekammerater var uforstående overfor, at jeg havde lyst til at bruge så meget tid med min familie… I deres øjne var jeg dødkedelig, det vidste jeg også godt dengang. Men jeg havde heller ikke lyst til at tvinge mig selv ud i busken med en cigaret og en liter vodka….

Da det begyndte at gå op for mine klassekammerater, at jeg havde penge til at købe de ting, de drømte om, var der flere og flere, der gerne ville være venner med mig. Så kunne jeg få lov at købe mig til deres venskab, ved at låne dem mit tøj, mine sko osv.
Efter så mange år med mobning og holden-udenfor, var det fristende at hoppe på den. Jeg tror også, jeg allerførst kom til at sige ja et par gange, for derefter at fortryde det helt vildt. Derefter havde jeg, af en eller anden grund, modet til at sige fra. Stå fast..

Jeg har altid haft en evne til at tro på mig selv – selvom jeg ikke gør det… Jeg har aldrig haft nogen veninder ‘at gå på toilettet med’ – som mange af mine klassekammerater, der ingenting kunne gøre selv – jeg klarede det selv. Tog alene af sted, mødte selv op, gik selv på shopping, gjorde det jeg skulle – selv.
Jeg har aldrig haft brug for at blive bekræftet af andre, når det ikke har været ægte. Så hellere være mig selv…
Jeg blev for øvrigt heller ikke inviteret med til forfesterne, så ville jeg til hal-bal, var det på egen hånd… 😉

Heldigvis har jeg haft det sådan! For ellers ville der være mange i mit liv, der kunne have fået mit til at gøre hvad som helst…

Nogle af drengene i klassen begyndte sågar at synes, at jeg var lidt interessant. Hende der turde sige fra.. Hende ‘københavneren’. Hende der ikke lå i hækken og brækkede sig hver fredag og lørdag. Da vi kom til 9. klasse var det faktisk efterhånden okay at gå i klassen. Jeg følte mig mere accepteret, som om jeg havde bevist mit værd og havde ret til en plads, på niveau med alle de andre. Måske havde de andre fundet ud af, at de ikke sådan lige kunne hyle mig ud af den… De kunne lige så godt affinde sig med, at jeg var der også…
Jeg tror dog aldrig, jeg vil huske tilbage på min folkeskoletid som noget rart. Der var lige et par år midt i, der var gode, men alle de dårlige overskygger dem desværre ret meget.

Nu hvor jeg selv har fået et skolebarn og snart har et mere, har jeg mærket mørket fra min egen folkeskoletid trænge sig på. Jeg håber så inderligt, de ikke skal opleve og slås med det, jeg har skullet. Og jeg håber også, at jeg ikke kommer til at ’smitte dem’ med min angst. Jeg vil hellere lære dem at tro på sig selv, at turde sige fra, at behandle alle ordentligt og give plads til forskelligheder.

I 10. klasse kom jeg på efterskole, og det er det første år fra min barndom/undgom, jeg husker tilbage på med glæde. Men det var også det mest fantastiske år! Jeg kunne være mig selv og blev accepteret, som den jeg var. Jeg tænker stadig ofte på det år og bliver glad helt ned i knæene!

Efter efterskolen flyttede jeg med min familie til en ny by, da min far endnu en gang var blevet headhuntet. Dagen efter vi flyttede, startede jeg i gymnasiet, der skulle vise sig at være endnu en prøvelse. Endnu en gang var jeg hende der ikke kendte nogen. Og det slog mig helt ud igen…

Efter at have slæbt mig igennem 1.g, uden rigtig at have fundet mig til rette og fundet nogen jeg kunne have et fællesskab med, besluttede jeg, i starten af 2.g, at droppe ud. Det er den første (kæmpe)store beslutning, jeg selv har truffet i mit liv. Jeg snakkede med mine forældre om det, men det var mig selv, der skulle træffe beslutningen. Der mærkede jeg for alvor, hvad det vil sige at blive voksen. Det var en vanvittigt hård periode i mit liv.
Jeg ville jo virkelig gerne have en uddannelse, og gøre noget med mit liv, men det var som om fortiden spændte ben for mig. Sammenholdt med følelsen af en altoverskyggende ensomhed.

Derefter havde jeg nogle måneder, hvor jeg ikke gik i skole, men arbejdede i stedet. Jeg var fast besluttet på at skulle forsøge igen, blot på HF i stedet, men ventetiden testede mig – endnu en gang. Min viljefasthed og tro på mig selv blev sat på prøve. Jeg havde allermest lyst til at rejse væk. Men hvorhen? Min familie har altid været det vigtigste holdepunkt for mig. Tanken om at skulle flytte væk fra dem og være helt alene, skræmte mig også.

I løbet af tiden på gym havde jeg fået et arbejde, med virkelig gode kollegaer. Vi havde det drønsjovt, når vi var på arbejde og jeg fandt ud af, at jeg faktisk var virkelig god til det og blev respekteret blandt mine kollegaer. Vi respekterede hinanden og forstod at gøre brug af hinandens styrker i stedet for at fokusere på hinandens svagheder!
Vi betjente rigtig mange mennesker hver dag og havde en fest, så det føltes mere som sjov end arbejde, selvom vi altid havde travlt og leveret rigtig gode resultater. Det var et arbejde, hvor rigtig mange af byens borgere kom forbi, så vi var ‘kendte’ ansigter, når vi gik rundt i byen, og også da vi begyndte at gå på disko-dasko.
Jeg havde 4 virkelig gode år der, hvor jeg fik venner, jeg stadig snakker med i dag.

Efter at have flyttet studie og landet i en god klasse, med både helt unge og lidt ældre, fik jeg venner, der faktisk var noget værd, og som ville mig og efter to gode år fik jeg min studenterhue. Og midt i det hele mødte jeg A, som endte med at være skyld i, at jeg blev hængende 😉

And the rest is history… 😉


Det er efterhånden længe siden, jeg afsluttede mit folkeskole’eventyr’. Jeg tænkte dengang, midt i det hele, at jeg glædede mig til at blive voksen, så jeg kunne slippe for mobning. Jeg blev klogere… 😉

Jeg lader ikke mange komme helt ind i hjertet, men kommer man derind, kan man være sikker på, at man har en plads der for altid.

At modtage komplimenter er virkelig svært for mig. Jeg har svært ved at tro på, at det er velment og ægte. At det ikke bare er noget nogen siger, for at gøre mig til grin. Få mig til at tro på komplimentet, for derefter at grine mig lige op i ansigtet og sige ‘Ha, troede du selv på, at jeg mente det!’. Det er en del af det, jeg bærer på i min rygsæk.

Med årene er jeg blevet meget klogere på mig selv og hvorfor jeg har det, som jeg har det. Jeg forsøger at arbejde med det, for de s… mobbere skal da ikke have magt over mig resten af mit liv!
Men… det er hårdt arbejde. Indimellem for hårdt. Og så falder jeg i…
Heldigvis er jeg omgivet af kærlighed, som hjælper mig og ved hvorfor jeg gør, som jeg gør.

Mange har gennem årene opfattet mig som snobbet. I bund og grund er jeg bare usikker på mig selv. Usikker på, om jeg er god nok. Om jeg har lige så meget ret til at være her, som andre.
Når jeg kommer ind i et rum smyger jeg mig op ad væggen mere end jeg går ind midt i det hele. Jeg føler aldrig, at jeg har lige så meget ret til at blive set, som alle andre. Kun når jeg er sammen med de mennesker, jeg stoler på og holder af.

Bevares, jeg er også en pige, der tør sige sin mening og stå op for det, jeg mener. På HF var jeg sågar elevrådsformand og holdt dimissionstale foran hele skolen, da vi afsluttede vores uddannelse. Hvor modet til de ting kommer fra, ved jeg ærlig talt ikke… Mit selvværd og min selvtillid kan ihvertfald ligge på et meget lille sted…

Jeg har bemærket, at der for tiden er en bølge af selvtillidsboost(ere), der skyller ind over de sociale medier. Især på Instagram, synes jeg, der er mange der er begyndt at sætte fokus på det at elske sig selv – uanset hvad. At vi alle har ‘fejl og mangler’ og at det polerede billede skal undertrykkes og det sande i stedet skal have plads.

For at understøtte min egen proces, om at finde ind til mig selv og lære at tro på mig selv, har jeg lyst til at hoppe med på vognen. Jeg bliver helt vildt inspireret af at se andre, der hviler i sig selv!
Jeg er virkelig god til at tale ned til mit spejlbillede. Jeg ser alle fejlene i stedet for at fokusere på de gode ting. Jeg ser mig selv med forkerte briller og jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan andre ser mig. De øjne, der kigger på mig, som ikke har den samme rygsæk på som jeg har. Jeg skælder mit spejlbillede ud, præcis som mine mobbere gjorde…

Jeg vil gerne blive bedre til at holde af mig selv. På en måde, selvom det måske kan lyde skørt, har jeg lyst til at kaste mig selv ud på dybt vand og stille mig selv mere foran kameraet. For at vænne mig til at se mig selv. Øve mig i at kigge efter de gode ting, i stedet for at skælde mig selv ud. Blive bedre til at tage imod et kompliment. Forsøge at lære min hjerne, at det er okay, jeg ikke ligner en supermodel. At det er okay at være ‘almindelig’.

Jeg vil gerne lære at se mig selv, som A ser mig <3

Der er en sang, som Danser Med Drenge synger, som har fulgt mig i mange år efterhånden. Teksten rammer mig lige i hjertet, så jeg synes, jeg ville dele den med jer, som afslutning på de her to indlæg om mobning.

Jeg har stadig meget på hjerte, så dette var vist kun begyndelsen, men nu har jeg ihvertfald et par indlæg at referere til, i forhold til hvad jeg bærer rundt på i min rygsæk ;(

Tak, fordi du havde lyst til at læse med <3

P.S. Hvis du har noget, du gerne vil spørge om eller vide, så tøv ikke med at skrive!


De kigger dig an
uden at du mærker det
og hvis du ikke er lissom dem
så får du det svært

Så taler de dig bag om ryggen
de gi’r dig ingen fred
men du kan bare:

Læn dig tilbage
de ka’ sige hvad de vil
de skal jo ha’ noget at tale om
Spil dit eget spil
gør hvad dit hjerte vil
ingen ved bedre end dig selv

Der er folk, der har udnævnt sig selv
til at hjælpe os andre
og de ved altid hvordan
man skal leve sit liv

Og hvis du træder lidt ved siden af
begår en lille fejl
så må du bare:

Læn dig tilbage
lad dem sige hvad de vil
de skal jo ha’ noget at tale om
Men spil dit eget spil
gør hvad dit hjerte vil
ingen ved bedre end dig selv

Older posts