Dagen før dagen – med en engel og en djævel på skulderen

315 318 321
Love iPhone cover – købt her (reklamelink)
300
Leopard sleeve til mac’en – købt her (reklamelink)
323

Nå, så er nedtællingen for alvor ved at nå sin ende! I morgen sker det… Første dag i resten af mit liv…

Tak for jeres søde og opmuntrende ord de sidste par uger, både her og på Instagram (@mormedmegetmere)
De betyder mere, end I måske lige aner. Det er virkelig rart at have et lille heppekor, jeg kan minde mig selv om, når nerverne går i selvsving 😉

Dagen i dag er nemlig gået med at lytte til små diskussioner mellem englen og djævelen på min skulder (ja, præcis som i en Anders And tegnefilm, hvor de sidder og mundhugges). De kan slet ikke blive enige om noget som helst…! 😉
Den ene er helt overbevist om, at det hele bliver vildt godt. Den anden er en rigtig lyseslukker…

Min mave har også virkelig været en fest at være sammen med! Den har såmænd slået kolbøtter hele dagen (helt ærligt, synes godt den kunne have ventet til i morgen!)

Jeg har forsøgt at nå en masse; rydde op, handle ind, få små (og større) projekter vinget af listen, så de ikke fylder mere. Men mest af alt har jeg drejet rundt om mig selv et utal af gange.
Tasken er så godt som pakket, men jeg mangler stadig at finde ud af, hvad jeg skal tage på. Det er rart at have styr på det, så jeg kan koncentrere mig om sommerfuglene i morgen tidlig.

Jeg har været inde at læse på studienet, hvor der allerede ligger virkelig mange dokumenter, opgaver og info om eksamen. Sådan noget er virkelig noget, der kan få englen og djævelen til at diskutere! For når jeg læser om alt det jeg skal, de næste uger og måneder, så bliver jeg virkelig nervøs – og spændt. Kan jeg nu lære det? Nej, siger den ene. Ja, selvfølgelig, siger den anden.

Det er længe siden, jeg har været så nervøs for noget, som jeg er for dagen i morgen. Når jeg forsøger at finde frem til hvorfor, så er jeg ret sikker på, at det er fordi jeg er helt vildt bange for at finde ud af, at det ikke er noget for mig alligevel. Nu har jeg glædet mig i virkelig lang tid og set frem til det med stor iver – og tænk så, hvis det ikke er det jeg tror, håber og regner med? Hvad skal jeg så?
Og så er det at englen siger, at det selvfølgelig bliver som jeg håber på, og at det er det helt rigtige. Og jeg forsøger at lade hjertet råbe højest og turde tro på, at det er helt rigtigt, det englen siger.

I bund og grund er det nok fordi jeg har mistet troen på mig selv. Den er blevet væk undervejs, mens jeg har forsøgt at finde glæden ved et arbejde, som slet ikke var mig. Jeg ved, at glæden og troen på mig selv er derinde et sted, men måske jeg først kan finde den frem, når jeg har bevist overfor mig selv, at jeg kan!

Mht. studierne, så kommer jeg i tvivl og mister troen på egne evner, når jeg tænker på nogle af de ting, jeg skal lære.
Jeg har skrækkelige ‘traumer’ med i bagagen, når det kommer til kemi og fysik. Jeg er rædselslagen for, at det kommer til at blokere for min hjerne, så den tror, den ikke kan lære det, den kan (og skal). Jeg håber, jeg kan vise mig selv, at jeg kan mere end jeg tør tro. Jeg har mega meget mod på at overvinde alle de djævelske tanker, der rumsterer! Lige nu er de næste 3,5 år noget kæmpestort og uhåndgribeligt i mit hoved. Jeg ser frem til at få det tygget ned i mindre bidder. Og så må jeg tage en dag ad gangen.

For nogen dage siden fik jeg en mail med en jobmulighed, der var lige noget for mig – altså mit ‘gamle’ jeg. Det lød virkelig godt og passede lige til mig, på rigtig mange områder. Et job indenfor det jeg kan og ved en masse om. Det var egentlig ret fristende, for det var et job med både udfordringer og løn.
Men… jeg var dog heldigvis slet ikke i tvivl om, at jeg skulle takke nej. Selvom fornuften forsøgte at overbevise mig om, at det ville være meget nemmere, tryggere og måske endda bedre for alle.
Hjertet fik dog lov at råbe højest! Jeg er nødt til at tro på, at jeg kan klare det. At jeg, med hjælp fra dem omkring mig, kan komme igennem det, der er svært. Og at jeg kommer ud på den anden side til noget, der er meget bedre end det jeg kommer fra.

Mailen tog jeg som et kompliment, og valgte at arkivere den et sted indeni, som en forsikring om, at jeg kan noget, og at jeg har noget at falde tilbage på, hvis alt andet fejler. (Det hjælper lidt, når jeg skal overbevise mig selv om, at det hele nok skal gå)

Jeg drømmer om, at de næste 3,5 år bliver vildt sjove (og ja, I know, hårde), og at de også indeholder nye venskaber. Jeg vil vildt gerne prøve at være ‘en af dem’, der har studiekammerater, der hænger ved mange år frem – og som gør studiet nemmere, når det driller. Men på grund af min mobbe-bagage (som jeg har skrevet om her og her) så tør jeg slet ikke håbe på det…

Jeg er bange for at forvente og håbe for meget, fordi jeg er blevet skuffet så mange gange tidligere. Alligevel kan jeg ikke lade være med at glæde mig. Det er så ambivalent – og måske helt almindeligt… Mon ikke nogle af mine kommende medstuderende sidder med (nogle af) de samme følelser som mig lige nu….?

En ting er ihvertfald sikkert; jeg vil finde alt mit gå-på-mod frem i morgen, og gøre alt hvad jeg kan for, at det bliver supermegagigagodt 🙂

Nu vil jeg nyde aftenen sammen med A – og et glas rødvin, for at dulme nerverne lidt – og håbe på en god nats søvn

God aften derude

 

P.S. Nu fik jeg afløb for nogle af mine mange tanker omkring skolestart i morgen. Jeg håber, at jeg om noget tid kan læse dem igen og tænke, at det var helt unødvendigt med alle de bekymringer 😉

327

Tanker om mit nye liv som studerende…

030 031

I dag kom posten forbi med en tung pakke til mig – en pakke jeg har ventet på med spænding og sommerfugle i maven.

Jeg kunne have købt mange fine kjoler for de penge, jeg har betalt indholdet i pakken med, men jeg tænker, det her er en meget bedre investering 😉
Måske du allerede har læst om mine nye planer, ellers kan du læse indlægget lige her

Om to uger og et par dage starter et helt nyt kapitel i mit liv. Det føles ret meget som at skulle springe ud fra en meget høj klippe, men jeg håber, faldskærmen folder sig ud og får mig langsomt (og sikkert) ned på jorden igen 😉

Jeg kommer stadig i tvivl, nærmest dagligt, om jeg nu kan. Om jeg kan finde ud af det, om jeg kan klare det.

Alene det at skulle til at leve af SU, er ret grænseoverskridende. At skulle til at tænke meget mere over, hvordan pengene bliver brugt og til hvad.

Jeg har i mange år sat stor pris på, ikke at skulle overveje, når jeg handlede ind til mad, om der nu var penge på kontoen til det. Det er ikke sikkert det kommer til at være helt så nemt de næste 3,5 år.
Jeg kan få det helt skidt, når jeg tænker på, at det er på grund af mig, at mine drenge måske kommer til at måtte undvære nogle ting. Både A og jeg er enige om og sikre på, at de ikke kommer til at mangle noget (vigtigt) – de kommer måske slet ikke til at mærke forskel. Det håber jeg ikke. Men måske gør de…. Jeg synes, det er virkelig svært at vide på forhånd, for ingen kan se 3,5 år frem i tiden…

Jeg vil rigtig gerne lære dem, at lykke og glæde er meget andet og mere end at have (mange) penge. Det har vi altid forsøgt og haft fokus på. Og gjort meget ud af at være taknemmelige for det vi har.
Men nu hvor jeg står overfor det, så føles det alligevel vildt og en smule uoverskueligt. Nok mest fordi jeg er blevet virkelig bange for uforudsete udgifter – som man aldrig helt kan gardere sig mod, når man har hus, bil, hund og tre børn.

Uanset hvordan man vender og drejer det, så er der mange ting, der er lettere, når man har penge. Sådan er det bare. Men jeg forsøger at se det som en sej udfordring, som vi godt kan klare.

Derudover er jeg helt vildt bange for, at jeg ikke kan finde ud af at studere. Gå til eksamener, skrive opgaver, lægge drop, rense sår og de mange andre ting, der bliver en del af min hverdag de næste år…

Min hjerne og mit hjerte skændes højlydt for tiden. Mit hjerte glæder sig og kan næsten ikke vente. Min hjerne forsøger derimod at overbevise mit hjerte om, at jeg slet, slet ikke kan finde ud af det. Men heldigvis vinder hjertet oftest diskussionerne.

Nu skændes de om, om jeg mon skal begynde at bladre i de nye bøger eller vente til studiestart. Hvad nu hvis der er noget i bøgerne, der afskrækker mig – altså fordi det ser virkelig svært ud? 😉
Nå, jeg har lovet mig selv at tage en dag ad gangen, gøre mit bedste og arbejde hårdt. Og så kan jeg vel ikke rigtig gøre mere…?

Hvis du har gode tips og tricks til en kommende studerende som mig, så giv endelig lyd 🙂

Rigtig god aften

Hvad jeg skal lave efter sommerferien! Et helt nyt kapitel…

015 021 027 047 054 057 106 109 114 125

Det her indlæg har været undervejs længe – i mit hoved.
Jeg har skullet taget tilløb til at skrive det, og jeg håber, I vil bære over med mig, hvis det bliver lidt kludret. Det er et af de måske mest personlige indlæg, jeg til dato har sat mig for at skrive.

Jeg tror faktisk heller ikke, at jeg kan komme omkring det hele i ét indlæg, men nu starter jeg ihvertfald 🙂

I fredags fik jeg en mail, en længe ventet en af slagsen, som fik mit hjerte til at slå hurtigere og mine mundvige til at forsøge at nå ørerne. Og som gjorde, at det var på sin plads med en fejring!
For når der er noget at fejre, så skal det fejres! (Det må være mit livsmotto!)
Dagen blev skudt i gang med lykke rundt om morgenmadsbordet, og om aftenen forkælede jeg alle mine drenge med glad øko-gris og stikkelsbærmarcipankage til dessert <3

Som så mange andre, fik jeg en mail om, at jeg er optaget på det studie, jeg søgte ind på engang i juni.
Et studie, jeg har haft lyst til at starte på i mange år – og som jeg faktisk takkede nej til sidste år, da der pludselig dukkede en jobmulighed op, som jeg var nødt til at forfølge.

Jeg er blevet optaget på sygeplejerskeuddannelsen, med start 1. september. Præcis som jeg havde håbet på. Jeg var lidt nervøs for, om jeg ville få vinteropstart, for jeg har virkelig lyst til at komme i gang nu – og det får jeg heldigvis lov til 🙂

Alene det at skrive det her, og fortælle det åbent, er virkelig grænseoverskridende. Kun de allernærmeste har vidst, at det var min plan. Jeg har haft lyst til og brug for at holde det lidt for mig selv. Hvorfor, kan jeg ikke præcis sætte ord på.

I mange år efterhånden har jeg haft lyst til skifte spor, haft lyst til at læse til sygeplejerske. Jeg har været så træt af mange af de arbejdsopgaver, der har fulgt med i mine jobs. Jeg trives i virkeligheden virkelig dårligt bag en computer 8-11 timer hver dag – og har altid gjort det. Jeg vil meget hellere ud at møde mennesker og mærke at jeg gør en forskel. Mærke, at jeg ikke ‘bare’ er sat i verden for at tjene penge. Og ja, jeg sætter det lidt på spidsen, når jeg skriver sådan. Og det er slet ikke for at nedgøre jobbet i sig selv. Jeg har bare fundet ud af med årene, at det ikke er noget for mig.

På den anden side, så har jeg været en kylling. Jeg har ikke turdet skifte spor. Måske fordi jeg har vidst, hvad jeg havde, men ikke hvad jeg kunne få. Det har været trygt at få løn, og kende det jeg mødte ind til hver dag. Og så har jeg – undskyld Jantelov – også været god til det, jeg har lavet, jeg har bare ikke syntes, det var særlig sjovt…

De sidste par måneder er der dagligt gået virkelig mange tanker gennem hovedet på mig mht. det nye kapitel i mit liv. Især fordi jeg kan mærke, at alderen efterhånden trykker – altså når det kommer til at skulle være studerende.
På den anden side, så er jeg overbevist om, at den kommer til at være min gode følgesvend undervejs. Jeg hviler meget mere i mig selv nu, end jeg gjorde for 5-10 år siden. Det hører måske med til at blive voksen…

Når jeg er bange for at sige højt, at jeg skal til at studere, er det nok allermest fordi jeg er pisse bange (undskyld mit sprog) for at blive en fiasko. Jeg tænker rigtig meget over, om jeg nu kan klare det. Både det med lektier og eksaminer, men også det med at være sygeplejerske. Det psykiske, blodet – og det fysiske for den sags skyld. Kan jeg finde ud af det. Kan jeg holde til det? Har jeg fået det lange kræftforløb med min far bearbejdet godt nok til, at jeg kan stå i lignende situationer og håndtere dem ‘godt (nok)’?
Jeg vil så nødigt finde ud af, at det ikke var det alligevel. På den anden side, så er jeg fuldstændig stålsat på, at jeg er nødt til at prøve det af i det mindste. Fordi jeg er helt sikker på, jeg vil fortryde det, hvis ikke jeg gør.
(Min ustyrlige stædighed er trods alt ikke kun skidt 😉 )

At skulle på SU, med 3 børn, hus, bil og forpligtelser, er heller ikke en nem beslutning, langt fra, men det er en beslutning A og jeg har truffet i fællesskab, fordi vi tror på, det er det rigtige. Og jeg vil altid være A taknemmelig for, at han støtter mig i det her og vil det – nærmest lige så meget som mig. Uden ham ved min side, kunne jeg slet ikke engang overveje at gøre det!

Da jeg mistede min far i maj sidste år, døde han i den tro, at jeg skulle starte på sygeplejerskeuddannelsen efter sommerferien. Jeg havde snakket meget med ham om det i månederne op til hans død. Lige siden har det fyldt meget for mig, at jeg pludselig gik en helt anden vej og valgte den samme vej, som jeg har gået på de sidste 13-15 år.
Jeg vil dog gerne understrege, at det ikke er derfor, jeg har valgt at søge ind igen. Men det føles ekstra rigtigt, at jeg nu går den vej, som min far støttede mig i og troede på, kunne være den rigtige for mig.

De sidste (mange) år har jeg været ked af at gå på arbejde. Og jeg har lært, at livet er alt for kort, til at have det sådan!
Jeg tror dog samtidig på, at det (næsten) kun er os selv, der kan gøre noget ved det, hvis vi ikke har det godt. Jeg er nødt til at gøre det her, både for mig selv, men også for min familie. For er jeg ikke glad, så går det desværre også ud over dem. Og det er det sidste jeg ønsker.

Jeg håber, I fortsat har lyst til at følge med på min (livs)rejse. At starte på et helt nyt kapitel d. 1. september, kommer selvfølgelig til at ændre en hel del for mig, men forhåbentlig bliver det meste af det positivt. Og i bund og grund er jeg jo stadig mig – bare med en ny hat på!

Drengene synes, det er ret sejt, at jeg også skal til at gå i skole. Og det synes jeg faktisk også <3

 

Rigtig dejlig søndag til jer alle!

Tanker om det med børn og mobiler…

085-text 089-text

I søndags fyldte W 9 år… (Gisp)

Det eneste han ønskede sig, var en mobiltelefon…

Vel egentlig forståeligt nok, når mange af hans klassekammerater har en allerede. Men… Jeg synes godt nok det var en stor beslutning, om han skulle have sit ønske opfyldt eller ej – for det kan jo ikke gøres om. Har han først fået en mobiltelefon, så er der ingen vej tilbage…

Jeg har det faktisk virkelig ambivalent med det…

På den ene side, så synes jeg, det er rart at tænke på, at jeg nemmere vil kunne få fat på ham eller høre fra ham, når han er kommet godt frem, hvis han selv skal til noget.

På den anden side, så er jeg slet ikke klar til, at det er sådan han skal til at kommunikere. At han skal til at snuse til den kæmpe store digitale verden, med alt det, der venter derude, af både godt og skidt.

Da vi ikke har nogen fastnettelefon, er det efterhånden ved at være nødvendigt med en ekstra mobil, så han kan få fat i os, når han (snart) skal til at være lidt alene hjemme.

Derfor kom A og jeg frem til, at vi ville give ham en mobil i fødselsdagsgave og opfylde hans største ønske – men en mobil som er ’vores allesammens’. Som har en fast plads herhjemme, og som ikke skal med i skole. Som vi kan give ham med, hvis han skal noget, hvor den ’passer ind’.

De sidste par dage har han luftet Saga selv, og dér har det været smart at kunne sende en mobil med ham, hvis nu der skulle ’ske noget’.

Han vil rigtig gerne kunne skrive med sine venner, og jeg tænker, det er fint nok at være i nærheden, når han starter på det, for det er trods alt en helt anden måde at kommunikere på, end når de er sammen. Der har tidligere været et par små-misforståelser, når de har skrevet sammen via de spil, de spiller på iPads. Åh ja, fagre nye verden – også for os forældre! 😉

Allerhelst ville jeg gerne have ventet et år mere, inden han fik en mobil. Da han, på sin fødselsdag endda, for to år siden fik konstateret laktoseintolerans, mærkede han på egen krop, hvordan det er at være anderledes. Og selvom jeg støtter ham, og forsøger at gøre det til ‘no big deal’, så har jeg erfaret, at det for en 8-9 årig bare kan være virkelig svært, ikke at være som alle de andre, alle ens venner. Det kan gøre ondt i sådan et lille hjerte. Så måske var det også med til at skubbe til min/vores beslutning. At han skulle have en mobil ligesom ‘alle de andre’, så han ikke også var anderledes på det punkt… (ikke dermed sagt, at jeg synes alle skal være ens – overhoved ikke! Det er mest på de her punkter, hvor man f.eks. ikke kan spise det samme som de andre til fødselsdage osv. at jeg har mærket, at det kan være svært og noget han tænker over – bare lige for at få det på plads 😉 )

Vi har til at begynde med deaktivere safari på den, så han ikke kan google og finde ting og sager på nettet. Og derudover har vi købt et børnemobilabonnement, der hjælper os med at holde styr på forbrug osv. Og så må vi tage den der fra…
Og så har vi snakket med ham om, at han ikke må give sit nummer til nogen, han ikke kender. Og at han i det hele taget skal tænke nøje over, hvem han giver det til.

Da han åbnene gaven i søndags, blev han helt utroligt glad. Hans øjne strålede og de første par beskeder fra mormor, farmor, farfar, fastre og morbror tikkede hurtigt ind og gjorde ham ekstra glad. Han læser sms’er helt uden problemer og svarer lystigt. Selvom jeg også er ret skeptisk over denne nye ‘mobilkultur’, så tror jeg på, at den trods alt er med til at styrke hans læsning og stavning – og måske også lærer ham noget om, hvordan man læser ‘hverdagssprog’, så han ikke kun møder det skrevne sprog fra bøger, hvor man oftest skriver anderledes….

Nu skal han til at have ansvar for en dyr mobil (han fik dog A’s gamle, men det er stadig en værdifuld ting) og det er i sig selv en ting, der skal læres. Den må ikke bare blive væk eller ligges alle mulige (og umulige) steder.

Som jeg sagde til ham, da han havde fået mobilen, og om aftenen spurgte til, om han måtte have den med i ferie-fritter: Jeg sagde, at han skulle huske på, at det også er nyt for A og jeg at have et barn med en mobil. Vi skal også lige lære, hvordan man gør og hvad man kan og må. Vi skal også lige vænne os til det, og med tiden kan reglerne sagtens ændre sig, i forhold til hvordan de er nu, men vi må tage det lidt hen ad vejen. Og det virkede som om han forstod, at han også lige kunne vende det om i hovedet, og tænke på, at det også er nyt for os. Og at vi faktisk heller ikke aner noget om det – endnu.

De sidste 4 dage – nu med mobil 😉 – er gået rigtig fint. Den ligger fint her i stuen, når han er hjemme og også når han sover og så bliver den tjekket i ny og næ. Indimellem spørger han, om han må skrive til mormor, farmor osv. Han vil gerne lige fortælle dem, at han har luftet Saga selv osv. 🙂
I går, da han var blevet præsenteret for sit helt nye værelse, optog han en lille video og sendte rundt til sin familie – fordi han var så stolt af sit nye værelse. Og det synes jeg faktisk er helt okay. Lige på det punkt, forsøger jeg blot at imødekomme al den teknologi, der er blevet opfundet siden ‘jeg var barn’. Jeg synes jo også det er skønt at dele med andre, så hvorfor skulle han ikke også synes det 😉
Så må det være min opgave som forælder at finde balancen, så det ikke tager overhånd…

Hvilke tanker har I gjort jer omkring børn og mobiler?

Og apropos W’s nye værelse, så er jeg nødt til at stikke af igen, for der står flere renoverings/indretningsprojekter og venter, inden vi for alvor kan skyde ferien i gang. Drengene har sommerferie fra i eftermiddag, så vi har travlt 😉

Rigtig god fredag derude

Jeg har sagt op!…

008

Nå, ja, der er faktisk noget jeg gerne vil fortælle jer.

Noget som jeg egentlig har haft lyst til at fortælle i et stykke tid… Fordi det har påvirket mig de sidste uger og nok også været skyld i, at mit immunforsvar har skabt sig og raget alt muligt til sig!

Sagen er den, at jeg har sagt op!

Jer, der har fulgt med længe, ved måske nok, at jeg startede på et nyt arbejde sidste år i august. Det, jeg troede, var drømmejobbet…

Jeg har været med til at skabe et kreativt univers og en webshop, med alt hvad der til hører. Helt i tråd med min kærlighed til kreativitet!

Jeg har brugt virkelig meget af min tid på det, det sidste års tid. Utallige arbejds- og fritimer, tanker, kræfter og også et par tårer… Det har på en måde været mit 4. barn, med alt hvad der til hører af glæder og sorger, forstyrret nattesøvn, bekymringer og frustrationer.

Uden at gå alt for meget i detaljer, kan jeg afsløre, at jeg er kommet til den konklusion, at det var for altopædende for mig. Jeg kunne ikke være i det til sidst. Uanset hvor hurtigt jeg løb, var jeg bagud. Jeg følte, der var et urealistisk og nærmest uopnåeligt forventningsniveau, der tyngede mig i sådan en grad, at jeg ikke kunne gå rundt med ret ryg.

Jeg følte, jeg ikke kunne slå til og være god nok – og den følelse er ikke min ven. Efterhånden er jeg blevet klar over, at det helt sikkert har tråde tilbage til min barndom med mobning. Jeg har brug for, i det mindste indimellem, at høre at jeg gør det godt (nok). Eller i hvert fald føle, at jeg gør en forskel – også selvom det kun er en lille bitte én…

Derudover følte jeg, at jeg ikke kunne være en ordentlig mor og hustru, når jeg endelig holdt fri – ikke den jeg gerne ville være i hvert fald.
Jeg har mistet troen på mig selv, undervejs i projektet. Mistet troen på mine evner. Og da jeg mærkede ordentligt efter, og fandt ud af, at det var dér jeg var nået til, så var jeg ikke et sekund i tvivl om, hvad jeg var nødt til at gøre. Jeg har været på en arbejdsplads for år tilbage, der ikke gjorde noget godt for mig, og jeg har på ingen måde lyst til at komme helt derud igen. For jeg kæmper stadig med efterveer fra det indimellem…

Inden mit eventyr med makaku startede sidste år, var jeg fast besluttet på at skulle skifte retning i mit liv. Væk fra det jeg har lavet i så mange år og videre mod noget nyt, noget andet. Alt var tænkt igennem og undersøgt, forfra og bagfra. Jeg var temmelig sikker på, at jeg havde fundet ind til det, der kunne være min hylde resten af mit arbejdsliv. For som jeg har nævnt før, så har jeg haft virkelig mange overvejelser gennem årene, omkring hvad jeg skulle lave og hvordan jeg kunne finde ’meningen’ i mit arbejdsliv. Få fat i den arbejdsglæde, jeg mærkede for efterhånden mange år siden.

Den drøm, som jeg satte på hold sidste sommer, er blevet vækket til live igen. Mere og mere henover de sidste par måneder, og da jeg endelig tog mig tid til at mærke efter i hjertet – med hjælp fra min A – var beslutningen ikke så svær; jeg skulle sige mit job op.

De sidste par uger har jeg brugt på at få afsluttet en masse arbejdsopgaver. Jeg har også ventet på en afklaring i forhold til, hvad der skal ske med makaku, når jeg ikke længere er der til at være primus motor på projektet. I dag har jeg fået at vide, at makaku ikke vil fortsætte i sin nuværende form. Makaku bliver en del af av form, hvor nogle af varerne fortsat kan købes, men makaku’s udtryk og idéunivers vil ikke blive ført videre…

De næste par måneder skal jeg bruge på at lande igen, finde mig selv og forhåbentlig pleje bloggen lidt. Jeg har forsøgt at tage mig tiden til den, ved siden af fuldtidsjob+, familieliv osv. men det er ingen hemmelighed, at jeg gerne ville have mere tid til at svare på jeres kommentarer og skrive de indlæg, der hele tiden rumsterer i mit hoved. Det håber jeg, jeg får tid til nu.

Og når jeg har vænnet mig helt til tanken om det, der venter lidt længere fremme, om en måned eller to, vil jeg fortælle (meget) mere om det også! Jeg er nemlig rigtig spændt, nervøs, begejstret og utålmodig 😉

 

Nu vil jeg hoppe ud i køkkenet, med oprejst pande og et smil på læben, og nyde mine 4 drenge – og sige til mig selv, at jeg er god nok 😉

 

Rigtig dejlig aften til jer

Older posts