Status: De første 2 måneder som sygeplejerskestuderende

020

I dag er det 2 måneder siden, jeg startede på sygeplejerskeuddannelsen, så jeg tænkte, det var på sin plads med en lille status 😉

Det er vildt at tænke på, at der allerede er gået to måneder. På den ene side, så synes jeg lige, jeg startede i går – på den anden side, så føles det som om, jeg har været i gang i flere år. Jeg ved ikke helt, om det er godt eller skidt… Jeg tror nu mest, at det er godt!
For det betyder ihvertfald, at nogle ting er blevet mere eller mindre ‘rutine’ – ikke på den dårlige måde, men mere fordi det efterhånden sidder på rygraden, så jeg ikke skal bruge en masse ekstra energi på det – f.eks. at finde ud af hvor lokalerne er, hvordan jeg orienterer mig i studieplanen, hvor tidligt jeg skal hjemmefra for at nå frem i tide osv. 🙂
Alle de der små praktiske ting, der fylder virkelig meget i starten. Alle de introting, til mail, studienet, undervisningsformer osv., som jeg glædede mig til at ‘komme forbi’ – dem er vi efterhånden også ved at have klaret.
Nu er dagenen så småt fyldt op med ‘rigtig’ undervisning og det er jeg ret vild med!

Hver eneste dag, når jeg vågner, glæder jeg mig til at komme i gang, finde ud af hvad dagen gemmer på af nye, spændende ting og til at blive klogere.
Hver eneste dag lærer jeg noget (meget) nyt, og det er både en vild og fed følelse! Jeg er måske nok blevet lidt afhængig af det. Men det er også hårdt. For det trætter. Så jeg forsøger at tage en pause i ny og næ, omend jeg nok godt kunne blive bedre til det. Der er altid lige en side mere, der kan vendes – men sommetider (læs: ofte) bliver min hjerne fyldt, og så render resten ved siden af, og så kan jeg lige så godt holde en pause og lave noget andet, der fylder på, på en anden måde, eller måske ligefrem giver plads til mere ny viden.

Jeg ved godt, at Janteloven ikke tillader, at man råber sin lykke højt, men jeg kan ikke lade være. Jeg føler mig simpelthen så priviligeret og glad!
Jeg er fuldstændig blæst bagover i forhold til, hvor fedt det er at blive klogere på kroppen! Det er jo den vildeste, mest fantastiske (og også lidt skræmmende) opfindelse! Okay, jeg vidste måske godt, at den var rimelig sej, før jeg startede på studiet, men jeg tænkte jo ikke over hvordan og hvorledes – og jeg vidste det heller ikke.
Allerede på de første to måneder er jeg blevet så meget klogere på alt det, der foregår ‘indeni’, og det er ikke småting, skal jeg hilse at sige. Wow altså!
Jeg synes egentlig, det skulle være os alle forundt at lære om kroppen, for jeg synes også, det forklarer mange ting, man kunne have gavn af at vide. F.eks. hvorfor kroppen reagerer, som den gør… Jeg håber, jeg kan blive dygtig til at formidle min viden, så den kan hjælpe en helt masse mennesker på min vej…

Jeg kan selv godt lide at få en forklaring på ting, så jeg forstår dem bedre. Så jeg bedre kan forholde mig til dem.
F.eks. har patienter, der har smerter, meget nemmere ved at acceptere og udholde smerterne, hvis de ved hvorfor de er der. Det kan jeg sagtens forstå. Når man ikke ved, hvorfor man har ondt, så kommer der lige et ekstra lag på smerten – angsten for, hvad det er. Men når man ved hvorfor, så skal man ikke også tænke ‘hvad er nu det?’.
Det er også lidt det samme, når man snotter i vilden sky, og bander det langt væk. Der er faktisk en mening med det snot – at kroppen forsøger at rense mikroorganismerne ud af kroppen ved at pakke dem ind i slim og sende dem til langbortistan i en kleenex. Det gør selvfølgelig ikke snottet mere behageligt, men jeg synes bare, det er lettere at acceptere at det er der, når jeg forstår, hvorfor det skal være der… 😉 (giver det overhoved mening?…)

Når jeg tænker på, hvor meget jeg har lært, de sidste to måneder, kan jeg godt blive lidt forpustet, for jeg tænker, om det mon er muligt at opretholde den fart gennem 3,5 år. I så fald, så har jeg godt nok lært meget nyt til den tid 🙂 Når jeg tænker, at jeg ikke har lært eller forstået noget som helst, så prøver jeg mig selv af, og så kan jeg godt se, at jeg allerede ved en del, som jeg ikke anede for 2 måneder siden. Det er vigtigt at holde de små sejre frem foran sig, ik?

Hvordan har det så været at starte på studie – med børn og ‘dén’ slags on the side? Det er der mange af jer, der har spurgt til.
Det er virkelig gået så fint. Jeg kan sagtens forstå nu, det mange af jer skrev inden; at man har en gave i forhold til planlægning og struktur. Jeg forsøger ihvertfald hver eneste dag at få det til at gå op, så der er tid til det hele. Og ja, nogle dage kniber det med at få læst alt det, jeg gerne vil, men jeg synes efterhånden det går fint med at få prioriteret. Jeg har ikke endnu været bagud og jeg har heller ikke misset noget undervisning. Men jeg er også heldig, for jeg har en mand, der bakker mig fuldstændig op, og giver mig ro til at læse, når jeg har studiedag, og som drøner rundt med drengene på cykel i al slags vejr, så jeg kan køre af sted hver morgen med skole for øje.
Og så terper han med mig og gider høre om lungekredsløb og hjertekamre og stille spørgsmål, så jeg kan tænke, fundere og overveje og øve alt det, der skal læres udenad <3

På den ene side, så har det været virkelig overvældende at starte på et nyt studie – en helt ny verden. Fordi der er så meget foran mig, der er ukendt. Men det er jo ligesom præmissen – så jeg forsøger virkelig at tage en ting – og for det meste også en dag – ad gangen. For ellers bliver det for overvældende.
Jeg forsøger at huske og forstå alt det jeg læser og hører, men det er umuligt. Og selvfølgelig er der noget af det, der er giga svært – især når der er kemiske formler indblandet – men jeg synes også, at der er meget mere, der giver mening, end jeg havde turdet tro på forhånd.

Der er en del på mit hold, der stressede over eksamen fra dag et. Jeg har helt tiden forsøgt at holde mig på afstand af det, for jeg vil nødigt smittes. Jeg er nødt til at tro på, at skolen og de semesteransvarlige lærere tilrettelægger undervisningen, så vi kommer gennem det, der skal til. Og hvis jeg så forsøger at hænge i, så ender det hele med at give mening, når vi til januar skal til eksamen. Og som de siger: ‘Vi skal ikke lære tingene for at bestå eksamen, men for at blive dygtige sygeplejersker’.
Og indtil videre, så holder det stik. Hver eneste dag bliver der bundet små sløjfer og bygget broer. Og jeg fornemmer allerede en fin, rød tråd gennem studieplan og læring. Jeg har kun positive ting at sige om lærerne. De er fantastiske, engagerede, forberedte og pædagogiske – jeg er helt benovet over, hvor seje de er til at lære fra sig. Meget bedre, end jeg havde turdet håbe på! De giver et vildt godt grundlag for at studere selv – som også er den stor del af studiet.
Jeg er egentlig ret overbevist om, at det hele nok skal gå. Og alligevel er jeg selvfølgelig også dødbange for, at det hele stopper til januar, hvor jeg opdager, at jeg ikke har forstået en rygende fis!

Jeg er så glad i maven og helt op i hjertet, at jeg næsten ikke tør tro på, at det kan få lov at blive ved. Min indre pessimist vil så gerne tage ordet, men jeg forsøger at styrke optimisten i stedet. Jeg kan godt! Apropos mit indlæg om det med en djævel og en engel på skuldrene….

Jeg er spændt på at se, hvordan det sociale i klassen udvikler sig. Når man er knap 50, er der et stort spændt i kompetencer og personligheder, og jeg forsøger lige så stille at finde min ‘plads’ i det – det samme gør sig gældende i min studiegruppe, som vi ikke selv har haft indflydelse på. Finder lige så stille ud af, hvem jeg har noget til fælles med, hvem der minder lidt om mig selv, hvem der er nogenlunde samme sted som mig rent fagligt, hvem jeg tror, jeg kan arbejde godt sammen med og sparre med osv. osv. Det tager tid, men jeg håber sådan, at jeg kan finde et par stykker (eller flere), som jeg kan have det rigtig sjovt med og lære en masse sammen med. Det er bare sjovere at studere, når man har nogen at gøre det sammen med – og som kan gøre det, der er lidt (for) hårdt, lidt sjovere…

Da jeg, for nogle uger siden, var i klinik for første gang, var det med stor ærefrygt, nervøsitet, nysgerrighed og engagement.
Jeg synes, det var virkelig stort at iføre mig den hvide uniform, men samtidig havde jeg det faktisk lidt svært med det, for jeg følte på ingen måde, at jeg kunne leve op til at have den på.
Jeg følte, at jeg med den på signalerede, at jeg kunne ‘noget’. Jeg glæder mig til jeg kan tage den på med lidt mere ro i maven. Måske, når jeg har lært at stole lidt mere på mine kompetencer… Det er jo både de personlige og faglige, der tæller…
At det så derudover var et lidt uheldigt klinikforløb, hvor jeg ikke følte mig særlig velkommen, gjorde det selvfølgelig ikke meget bedre, men jeg håber, at næste klinik til foråret bliver rigtig god! Jeg glæder mig ihvertfald helt vildt – endda mere end til juleaften (og der skal ellers virkelig meget til for at trumfe det! 😉 )

I klinikken, og i løbet af de sidste par måneder, er jeg blevet bekræftet i, at det er det helt rigtige studie OG det helt rigtige tidspunkt, jeg er startet på uddannelsen. Jeg er simpelthen så glad for alt det, jeg har med i bagagen – for der er virkelig meget at ‘leve op til’ i rollen som sygeplejerske.
Jeg ville slet ikke have følt mig tilrette og klar til det, hvis jeg var startet lige efter gymnasiet.
I folkeskolen og gymnasiet var der fokus på at ‘høre til’. Jeg kunne være meget nervøs for at blive til grin, hvis jeg sagde noget forkert, eller var nødt til at indrømme, at der var noget, jeg ikke havde fået fat i. Nu er jeg et helt andet sted.
Jeg er i gang med den her uddannelse for min egen skyld – ikke for at imponere nogen. Jeg stiller spørgsmål til det, jeg ikke forstår, reflekterer over alt det, jeg møder, hører og ser, og sætter en ære i at give min ihærdighed plads. Jeg udfordrer min ekstroverte side hver eneste dag, ved at række hånden op og byde ind. Jeg skammer mig ikke længere over, at jeg har et ’stræbergen’ – hvis der altså overhoved er noget, der hedder det?
I folkeskolen fyldte det en del, fordi jeg blev mobbet med at være en stræber, der lavede sine ting. Men i min optik er der jo slet ikke noget galt med at lave sine ting og være engageret i undervisningen… Det er bare først nu, jeg tør lade den følelse føles rigtig. (Jeg har skrevet om mobberiet i disse indlæg)

Jeg skal øve mig i at give mig selv lov til at holde fri. For lige nu går jeg konstant rundt med en snert af dårlig samvittighed, og det fylder faktisk mere end jeg synes, det skal have lov til. Men mon ikke det kommer, når jeg får lidt mere tro på mig selv og måske får vist (endnu mere) overfor mig selv, at jeg godt kan. Lige nu ved jeg jo ikke, om jeg kan det, der skal til. Jeg har ikke noget at måle det med. Men jeg satser på, at jeg kan…. 😉

Der er dog én ting ved mit nye studie, som virkelig river i mit hjerte, men det skal have lov til at få sin egen plads, så det må jeg skrive mere om i et andet indlæg. I dag skal glæden have lov til at fylde 🙂 Jeg glæder mig til de næste mange måneder – og til foråret, når vi ikke er de nyeste længere 😀

Okay, det blev en lang smøre – kan I fornemme, at jeg har meget på hjerte? 🙂 Nå, tak ihvertfald, hvis I kom helt herned til bunden 🙂 Hvis I har spørgsmål, noget på hjerte, gode råd eller andet, så hold jer endelig ikke tilbage 🙂

 

Rigtig god dag derude og god 1. november (det er også vildt, at det er november nu, hva?)

 

Har du lyst, kan du læse flere studietanker i de her indlæg

Dagen før dagen – med en engel og en djævel på skulderen

315 318 321
Love iPhone cover – købt her (reklamelink)
300
Leopard sleeve til mac’en – købt her (reklamelink)
323

Nå, så er nedtællingen for alvor ved at nå sin ende! I morgen sker det… Første dag i resten af mit liv…

Tak for jeres søde og opmuntrende ord de sidste par uger, både her og på Instagram (@mormedmegetmere)
De betyder mere, end I måske lige aner. Det er virkelig rart at have et lille heppekor, jeg kan minde mig selv om, når nerverne går i selvsving 😉

Dagen i dag er nemlig gået med at lytte til små diskussioner mellem englen og djævelen på min skulder (ja, præcis som i en Anders And tegnefilm, hvor de sidder og mundhugges). De kan slet ikke blive enige om noget som helst…! 😉
Den ene er helt overbevist om, at det hele bliver vildt godt. Den anden er en rigtig lyseslukker…

Min mave har også virkelig været en fest at være sammen med! Den har såmænd slået kolbøtter hele dagen (helt ærligt, synes godt den kunne have ventet til i morgen!)

Jeg har forsøgt at nå en masse; rydde op, handle ind, få små (og større) projekter vinget af listen, så de ikke fylder mere. Men mest af alt har jeg drejet rundt om mig selv et utal af gange.
Tasken er så godt som pakket, men jeg mangler stadig at finde ud af, hvad jeg skal tage på. Det er rart at have styr på det, så jeg kan koncentrere mig om sommerfuglene i morgen tidlig.

Jeg har været inde at læse på studienet, hvor der allerede ligger virkelig mange dokumenter, opgaver og info om eksamen. Sådan noget er virkelig noget, der kan få englen og djævelen til at diskutere! For når jeg læser om alt det jeg skal, de næste uger og måneder, så bliver jeg virkelig nervøs – og spændt. Kan jeg nu lære det? Nej, siger den ene. Ja, selvfølgelig, siger den anden.

Det er længe siden, jeg har været så nervøs for noget, som jeg er for dagen i morgen. Når jeg forsøger at finde frem til hvorfor, så er jeg ret sikker på, at det er fordi jeg er helt vildt bange for at finde ud af, at det ikke er noget for mig alligevel. Nu har jeg glædet mig i virkelig lang tid og set frem til det med stor iver – og tænk så, hvis det ikke er det jeg tror, håber og regner med? Hvad skal jeg så?
Og så er det at englen siger, at det selvfølgelig bliver som jeg håber på, og at det er det helt rigtige. Og jeg forsøger at lade hjertet råbe højest og turde tro på, at det er helt rigtigt, det englen siger.

I bund og grund er det nok fordi jeg har mistet troen på mig selv. Den er blevet væk undervejs, mens jeg har forsøgt at finde glæden ved et arbejde, som slet ikke var mig. Jeg ved, at glæden og troen på mig selv er derinde et sted, men måske jeg først kan finde den frem, når jeg har bevist overfor mig selv, at jeg kan!

Mht. studierne, så kommer jeg i tvivl og mister troen på egne evner, når jeg tænker på nogle af de ting, jeg skal lære.
Jeg har skrækkelige ‘traumer’ med i bagagen, når det kommer til kemi og fysik. Jeg er rædselslagen for, at det kommer til at blokere for min hjerne, så den tror, den ikke kan lære det, den kan (og skal). Jeg håber, jeg kan vise mig selv, at jeg kan mere end jeg tør tro. Jeg har mega meget mod på at overvinde alle de djævelske tanker, der rumsterer! Lige nu er de næste 3,5 år noget kæmpestort og uhåndgribeligt i mit hoved. Jeg ser frem til at få det tygget ned i mindre bidder. Og så må jeg tage en dag ad gangen.

For nogen dage siden fik jeg en mail med en jobmulighed, der var lige noget for mig – altså mit ‘gamle’ jeg. Det lød virkelig godt og passede lige til mig, på rigtig mange områder. Et job indenfor det jeg kan og ved en masse om. Det var egentlig ret fristende, for det var et job med både udfordringer og løn.
Men… jeg var dog heldigvis slet ikke i tvivl om, at jeg skulle takke nej. Selvom fornuften forsøgte at overbevise mig om, at det ville være meget nemmere, tryggere og måske endda bedre for alle.
Hjertet fik dog lov at råbe højest! Jeg er nødt til at tro på, at jeg kan klare det. At jeg, med hjælp fra dem omkring mig, kan komme igennem det, der er svært. Og at jeg kommer ud på den anden side til noget, der er meget bedre end det jeg kommer fra.

Mailen tog jeg som et kompliment, og valgte at arkivere den et sted indeni, som en forsikring om, at jeg kan noget, og at jeg har noget at falde tilbage på, hvis alt andet fejler. (Det hjælper lidt, når jeg skal overbevise mig selv om, at det hele nok skal gå)

Jeg drømmer om, at de næste 3,5 år bliver vildt sjove (og ja, I know, hårde), og at de også indeholder nye venskaber. Jeg vil vildt gerne prøve at være ‘en af dem’, der har studiekammerater, der hænger ved mange år frem – og som gør studiet nemmere, når det driller. Men på grund af min mobbe-bagage (som jeg har skrevet om her og her) så tør jeg slet ikke håbe på det…

Jeg er bange for at forvente og håbe for meget, fordi jeg er blevet skuffet så mange gange tidligere. Alligevel kan jeg ikke lade være med at glæde mig. Det er så ambivalent – og måske helt almindeligt… Mon ikke nogle af mine kommende medstuderende sidder med (nogle af) de samme følelser som mig lige nu….?

En ting er ihvertfald sikkert; jeg vil finde alt mit gå-på-mod frem i morgen, og gøre alt hvad jeg kan for, at det bliver supermegagigagodt 🙂

Nu vil jeg nyde aftenen sammen med A – og et glas rødvin, for at dulme nerverne lidt – og håbe på en god nats søvn

God aften derude

 

P.S. Nu fik jeg afløb for nogle af mine mange tanker omkring skolestart i morgen. Jeg håber, at jeg om noget tid kan læse dem igen og tænke, at det var helt unødvendigt med alle de bekymringer 😉

327

Tanker om mit nye liv som studerende…

030 031

I dag kom posten forbi med en tung pakke til mig – en pakke jeg har ventet på med spænding og sommerfugle i maven.

Jeg kunne have købt mange fine kjoler for de penge, jeg har betalt indholdet i pakken med, men jeg tænker, det her er en meget bedre investering 😉
Måske du allerede har læst om mine nye planer, ellers kan du læse indlægget lige her

Om to uger og et par dage starter et helt nyt kapitel i mit liv. Det føles ret meget som at skulle springe ud fra en meget høj klippe, men jeg håber, faldskærmen folder sig ud og får mig langsomt (og sikkert) ned på jorden igen 😉

Jeg kommer stadig i tvivl, nærmest dagligt, om jeg nu kan. Om jeg kan finde ud af det, om jeg kan klare det.

Alene det at skulle til at leve af SU, er ret grænseoverskridende. At skulle til at tænke meget mere over, hvordan pengene bliver brugt og til hvad.

Jeg har i mange år sat stor pris på, ikke at skulle overveje, når jeg handlede ind til mad, om der nu var penge på kontoen til det. Det er ikke sikkert det kommer til at være helt så nemt de næste 3,5 år.
Jeg kan få det helt skidt, når jeg tænker på, at det er på grund af mig, at mine drenge måske kommer til at måtte undvære nogle ting. Både A og jeg er enige om og sikre på, at de ikke kommer til at mangle noget (vigtigt) – de kommer måske slet ikke til at mærke forskel. Det håber jeg ikke. Men måske gør de…. Jeg synes, det er virkelig svært at vide på forhånd, for ingen kan se 3,5 år frem i tiden…

Jeg vil rigtig gerne lære dem, at lykke og glæde er meget andet og mere end at have (mange) penge. Det har vi altid forsøgt og haft fokus på. Og gjort meget ud af at være taknemmelige for det vi har.
Men nu hvor jeg står overfor det, så føles det alligevel vildt og en smule uoverskueligt. Nok mest fordi jeg er blevet virkelig bange for uforudsete udgifter – som man aldrig helt kan gardere sig mod, når man har hus, bil, hund og tre børn.

Uanset hvordan man vender og drejer det, så er der mange ting, der er lettere, når man har penge. Sådan er det bare. Men jeg forsøger at se det som en sej udfordring, som vi godt kan klare.

Derudover er jeg helt vildt bange for, at jeg ikke kan finde ud af at studere. Gå til eksamener, skrive opgaver, lægge drop, rense sår og de mange andre ting, der bliver en del af min hverdag de næste år…

Min hjerne og mit hjerte skændes højlydt for tiden. Mit hjerte glæder sig og kan næsten ikke vente. Min hjerne forsøger derimod at overbevise mit hjerte om, at jeg slet, slet ikke kan finde ud af det. Men heldigvis vinder hjertet oftest diskussionerne.

Nu skændes de om, om jeg mon skal begynde at bladre i de nye bøger eller vente til studiestart. Hvad nu hvis der er noget i bøgerne, der afskrækker mig – altså fordi det ser virkelig svært ud? 😉
Nå, jeg har lovet mig selv at tage en dag ad gangen, gøre mit bedste og arbejde hårdt. Og så kan jeg vel ikke rigtig gøre mere…?

Hvis du har gode tips og tricks til en kommende studerende som mig, så giv endelig lyd 🙂

Rigtig god aften

Hvad jeg skal lave efter sommerferien! Et helt nyt kapitel…

015 021 027 047 054 057 106 109 114 125

Det her indlæg har været undervejs længe – i mit hoved.
Jeg har skullet taget tilløb til at skrive det, og jeg håber, I vil bære over med mig, hvis det bliver lidt kludret. Det er et af de måske mest personlige indlæg, jeg til dato har sat mig for at skrive.

Jeg tror faktisk heller ikke, at jeg kan komme omkring det hele i ét indlæg, men nu starter jeg ihvertfald 🙂

I fredags fik jeg en mail, en længe ventet en af slagsen, som fik mit hjerte til at slå hurtigere og mine mundvige til at forsøge at nå ørerne. Og som gjorde, at det var på sin plads med en fejring!
For når der er noget at fejre, så skal det fejres! (Det må være mit livsmotto!)
Dagen blev skudt i gang med lykke rundt om morgenmadsbordet, og om aftenen forkælede jeg alle mine drenge med glad øko-gris og stikkelsbærmarcipankage til dessert <3

Som så mange andre, fik jeg en mail om, at jeg er optaget på det studie, jeg søgte ind på engang i juni.
Et studie, jeg har haft lyst til at starte på i mange år – og som jeg faktisk takkede nej til sidste år, da der pludselig dukkede en jobmulighed op, som jeg var nødt til at forfølge.

Jeg er blevet optaget på sygeplejerskeuddannelsen, med start 1. september. Præcis som jeg havde håbet på. Jeg var lidt nervøs for, om jeg ville få vinteropstart, for jeg har virkelig lyst til at komme i gang nu – og det får jeg heldigvis lov til 🙂

Alene det at skrive det her, og fortælle det åbent, er virkelig grænseoverskridende. Kun de allernærmeste har vidst, at det var min plan. Jeg har haft lyst til og brug for at holde det lidt for mig selv. Hvorfor, kan jeg ikke præcis sætte ord på.

I mange år efterhånden har jeg haft lyst til skifte spor, haft lyst til at læse til sygeplejerske. Jeg har været så træt af mange af de arbejdsopgaver, der har fulgt med i mine jobs. Jeg trives i virkeligheden virkelig dårligt bag en computer 8-11 timer hver dag – og har altid gjort det. Jeg vil meget hellere ud at møde mennesker og mærke at jeg gør en forskel. Mærke, at jeg ikke ‘bare’ er sat i verden for at tjene penge. Og ja, jeg sætter det lidt på spidsen, når jeg skriver sådan. Og det er slet ikke for at nedgøre jobbet i sig selv. Jeg har bare fundet ud af med årene, at det ikke er noget for mig.

På den anden side, så har jeg været en kylling. Jeg har ikke turdet skifte spor. Måske fordi jeg har vidst, hvad jeg havde, men ikke hvad jeg kunne få. Det har været trygt at få løn, og kende det jeg mødte ind til hver dag. Og så har jeg – undskyld Jantelov – også været god til det, jeg har lavet, jeg har bare ikke syntes, det var særlig sjovt…

De sidste par måneder er der dagligt gået virkelig mange tanker gennem hovedet på mig mht. det nye kapitel i mit liv. Især fordi jeg kan mærke, at alderen efterhånden trykker – altså når det kommer til at skulle være studerende.
På den anden side, så er jeg overbevist om, at den kommer til at være min gode følgesvend undervejs. Jeg hviler meget mere i mig selv nu, end jeg gjorde for 5-10 år siden. Det hører måske med til at blive voksen…

Når jeg er bange for at sige højt, at jeg skal til at studere, er det nok allermest fordi jeg er pisse bange (undskyld mit sprog) for at blive en fiasko. Jeg tænker rigtig meget over, om jeg nu kan klare det. Både det med lektier og eksaminer, men også det med at være sygeplejerske. Det psykiske, blodet – og det fysiske for den sags skyld. Kan jeg finde ud af det. Kan jeg holde til det? Har jeg fået det lange kræftforløb med min far bearbejdet godt nok til, at jeg kan stå i lignende situationer og håndtere dem ‘godt (nok)’?
Jeg vil så nødigt finde ud af, at det ikke var det alligevel. På den anden side, så er jeg fuldstændig stålsat på, at jeg er nødt til at prøve det af i det mindste. Fordi jeg er helt sikker på, jeg vil fortryde det, hvis ikke jeg gør.
(Min ustyrlige stædighed er trods alt ikke kun skidt 😉 )

At skulle på SU, med 3 børn, hus, bil og forpligtelser, er heller ikke en nem beslutning, langt fra, men det er en beslutning A og jeg har truffet i fællesskab, fordi vi tror på, det er det rigtige. Og jeg vil altid være A taknemmelig for, at han støtter mig i det her og vil det – nærmest lige så meget som mig. Uden ham ved min side, kunne jeg slet ikke engang overveje at gøre det!

Da jeg mistede min far i maj sidste år, døde han i den tro, at jeg skulle starte på sygeplejerskeuddannelsen efter sommerferien. Jeg havde snakket meget med ham om det i månederne op til hans død. Lige siden har det fyldt meget for mig, at jeg pludselig gik en helt anden vej og valgte den samme vej, som jeg har gået på de sidste 13-15 år.
Jeg vil dog gerne understrege, at det ikke er derfor, jeg har valgt at søge ind igen. Men det føles ekstra rigtigt, at jeg nu går den vej, som min far støttede mig i og troede på, kunne være den rigtige for mig.

De sidste (mange) år har jeg været ked af at gå på arbejde. Og jeg har lært, at livet er alt for kort, til at have det sådan!
Jeg tror dog samtidig på, at det (næsten) kun er os selv, der kan gøre noget ved det, hvis vi ikke har det godt. Jeg er nødt til at gøre det her, både for mig selv, men også for min familie. For er jeg ikke glad, så går det desværre også ud over dem. Og det er det sidste jeg ønsker.

Jeg håber, I fortsat har lyst til at følge med på min (livs)rejse. At starte på et helt nyt kapitel d. 1. september, kommer selvfølgelig til at ændre en hel del for mig, men forhåbentlig bliver det meste af det positivt. Og i bund og grund er jeg jo stadig mig – bare med en ny hat på!

Drengene synes, det er ret sejt, at jeg også skal til at gå i skole. Og det synes jeg faktisk også <3

 

Rigtig dejlig søndag til jer alle!

Tanker om det med børn og mobiler…

085-text 089-text

I søndags fyldte W 9 år… (Gisp)

Det eneste han ønskede sig, var en mobiltelefon…

Vel egentlig forståeligt nok, når mange af hans klassekammerater har en allerede. Men… Jeg synes godt nok det var en stor beslutning, om han skulle have sit ønske opfyldt eller ej – for det kan jo ikke gøres om. Har han først fået en mobiltelefon, så er der ingen vej tilbage…

Jeg har det faktisk virkelig ambivalent med det…

På den ene side, så synes jeg, det er rart at tænke på, at jeg nemmere vil kunne få fat på ham eller høre fra ham, når han er kommet godt frem, hvis han selv skal til noget.

På den anden side, så er jeg slet ikke klar til, at det er sådan han skal til at kommunikere. At han skal til at snuse til den kæmpe store digitale verden, med alt det, der venter derude, af både godt og skidt.

Da vi ikke har nogen fastnettelefon, er det efterhånden ved at være nødvendigt med en ekstra mobil, så han kan få fat i os, når han (snart) skal til at være lidt alene hjemme.

Derfor kom A og jeg frem til, at vi ville give ham en mobil i fødselsdagsgave og opfylde hans største ønske – men en mobil som er ’vores allesammens’. Som har en fast plads herhjemme, og som ikke skal med i skole. Som vi kan give ham med, hvis han skal noget, hvor den ’passer ind’.

De sidste par dage har han luftet Saga selv, og dér har det været smart at kunne sende en mobil med ham, hvis nu der skulle ’ske noget’.

Han vil rigtig gerne kunne skrive med sine venner, og jeg tænker, det er fint nok at være i nærheden, når han starter på det, for det er trods alt en helt anden måde at kommunikere på, end når de er sammen. Der har tidligere været et par små-misforståelser, når de har skrevet sammen via de spil, de spiller på iPads. Åh ja, fagre nye verden – også for os forældre! 😉

Allerhelst ville jeg gerne have ventet et år mere, inden han fik en mobil. Da han, på sin fødselsdag endda, for to år siden fik konstateret laktoseintolerans, mærkede han på egen krop, hvordan det er at være anderledes. Og selvom jeg støtter ham, og forsøger at gøre det til ‘no big deal’, så har jeg erfaret, at det for en 8-9 årig bare kan være virkelig svært, ikke at være som alle de andre, alle ens venner. Det kan gøre ondt i sådan et lille hjerte. Så måske var det også med til at skubbe til min/vores beslutning. At han skulle have en mobil ligesom ‘alle de andre’, så han ikke også var anderledes på det punkt… (ikke dermed sagt, at jeg synes alle skal være ens – overhoved ikke! Det er mest på de her punkter, hvor man f.eks. ikke kan spise det samme som de andre til fødselsdage osv. at jeg har mærket, at det kan være svært og noget han tænker over – bare lige for at få det på plads 😉 )

Vi har til at begynde med deaktivere safari på den, så han ikke kan google og finde ting og sager på nettet. Og derudover har vi købt et børnemobilabonnement, der hjælper os med at holde styr på forbrug osv. Og så må vi tage den der fra…
Og så har vi snakket med ham om, at han ikke må give sit nummer til nogen, han ikke kender. Og at han i det hele taget skal tænke nøje over, hvem han giver det til.

Da han åbnene gaven i søndags, blev han helt utroligt glad. Hans øjne strålede og de første par beskeder fra mormor, farmor, farfar, fastre og morbror tikkede hurtigt ind og gjorde ham ekstra glad. Han læser sms’er helt uden problemer og svarer lystigt. Selvom jeg også er ret skeptisk over denne nye ‘mobilkultur’, så tror jeg på, at den trods alt er med til at styrke hans læsning og stavning – og måske også lærer ham noget om, hvordan man læser ‘hverdagssprog’, så han ikke kun møder det skrevne sprog fra bøger, hvor man oftest skriver anderledes….

Nu skal han til at have ansvar for en dyr mobil (han fik dog A’s gamle, men det er stadig en værdifuld ting) og det er i sig selv en ting, der skal læres. Den må ikke bare blive væk eller ligges alle mulige (og umulige) steder.

Som jeg sagde til ham, da han havde fået mobilen, og om aftenen spurgte til, om han måtte have den med i ferie-fritter: Jeg sagde, at han skulle huske på, at det også er nyt for A og jeg at have et barn med en mobil. Vi skal også lige lære, hvordan man gør og hvad man kan og må. Vi skal også lige vænne os til det, og med tiden kan reglerne sagtens ændre sig, i forhold til hvordan de er nu, men vi må tage det lidt hen ad vejen. Og det virkede som om han forstod, at han også lige kunne vende det om i hovedet, og tænke på, at det også er nyt for os. Og at vi faktisk heller ikke aner noget om det – endnu.

De sidste 4 dage – nu med mobil 😉 – er gået rigtig fint. Den ligger fint her i stuen, når han er hjemme og også når han sover og så bliver den tjekket i ny og næ. Indimellem spørger han, om han må skrive til mormor, farmor osv. Han vil gerne lige fortælle dem, at han har luftet Saga selv osv. 🙂
I går, da han var blevet præsenteret for sit helt nye værelse, optog han en lille video og sendte rundt til sin familie – fordi han var så stolt af sit nye værelse. Og det synes jeg faktisk er helt okay. Lige på det punkt, forsøger jeg blot at imødekomme al den teknologi, der er blevet opfundet siden ‘jeg var barn’. Jeg synes jo også det er skønt at dele med andre, så hvorfor skulle han ikke også synes det 😉
Så må det være min opgave som forælder at finde balancen, så det ikke tager overhånd…

Hvilke tanker har I gjort jer omkring børn og mobiler?

Og apropos W’s nye værelse, så er jeg nødt til at stikke af igen, for der står flere renoverings/indretningsprojekter og venter, inden vi for alvor kan skyde ferien i gang. Drengene har sommerferie fra i eftermiddag, så vi har travlt 😉

Rigtig god fredag derude

Older posts