Jeg har sagt op!…

008

Nå, ja, der er faktisk noget jeg gerne vil fortælle jer.

Noget som jeg egentlig har haft lyst til at fortælle i et stykke tid… Fordi det har påvirket mig de sidste uger og nok også været skyld i, at mit immunforsvar har skabt sig og raget alt muligt til sig!

Sagen er den, at jeg har sagt op!

Jer, der har fulgt med længe, ved måske nok, at jeg startede på et nyt arbejde sidste år i august. Det, jeg troede, var drømmejobbet…

Jeg har været med til at skabe et kreativt univers og en webshop, med alt hvad der til hører. Helt i tråd med min kærlighed til kreativitet!

Jeg har brugt virkelig meget af min tid på det, det sidste års tid. Utallige arbejds- og fritimer, tanker, kræfter og også et par tårer… Det har på en måde været mit 4. barn, med alt hvad der til hører af glæder og sorger, forstyrret nattesøvn, bekymringer og frustrationer.

Uden at gå alt for meget i detaljer, kan jeg afsløre, at jeg er kommet til den konklusion, at det var for altopædende for mig. Jeg kunne ikke være i det til sidst. Uanset hvor hurtigt jeg løb, var jeg bagud. Jeg følte, der var et urealistisk og nærmest uopnåeligt forventningsniveau, der tyngede mig i sådan en grad, at jeg ikke kunne gå rundt med ret ryg.

Jeg følte, jeg ikke kunne slå til og være god nok – og den følelse er ikke min ven. Efterhånden er jeg blevet klar over, at det helt sikkert har tråde tilbage til min barndom med mobning. Jeg har brug for, i det mindste indimellem, at høre at jeg gør det godt (nok). Eller i hvert fald føle, at jeg gør en forskel – også selvom det kun er en lille bitte én…

Derudover følte jeg, at jeg ikke kunne være en ordentlig mor og hustru, når jeg endelig holdt fri – ikke den jeg gerne ville være i hvert fald.
Jeg har mistet troen på mig selv, undervejs i projektet. Mistet troen på mine evner. Og da jeg mærkede ordentligt efter, og fandt ud af, at det var dér jeg var nået til, så var jeg ikke et sekund i tvivl om, hvad jeg var nødt til at gøre. Jeg har været på en arbejdsplads for år tilbage, der ikke gjorde noget godt for mig, og jeg har på ingen måde lyst til at komme helt derud igen. For jeg kæmper stadig med efterveer fra det indimellem…

Inden mit eventyr med makaku startede sidste år, var jeg fast besluttet på at skulle skifte retning i mit liv. Væk fra det jeg har lavet i så mange år og videre mod noget nyt, noget andet. Alt var tænkt igennem og undersøgt, forfra og bagfra. Jeg var temmelig sikker på, at jeg havde fundet ind til det, der kunne være min hylde resten af mit arbejdsliv. For som jeg har nævnt før, så har jeg haft virkelig mange overvejelser gennem årene, omkring hvad jeg skulle lave og hvordan jeg kunne finde ’meningen’ i mit arbejdsliv. Få fat i den arbejdsglæde, jeg mærkede for efterhånden mange år siden.

Den drøm, som jeg satte på hold sidste sommer, er blevet vækket til live igen. Mere og mere henover de sidste par måneder, og da jeg endelig tog mig tid til at mærke efter i hjertet – med hjælp fra min A – var beslutningen ikke så svær; jeg skulle sige mit job op.

De sidste par uger har jeg brugt på at få afsluttet en masse arbejdsopgaver. Jeg har også ventet på en afklaring i forhold til, hvad der skal ske med makaku, når jeg ikke længere er der til at være primus motor på projektet. I dag har jeg fået at vide, at makaku ikke vil fortsætte i sin nuværende form. Makaku bliver en del af av form, hvor nogle af varerne fortsat kan købes, men makaku’s udtryk og idéunivers vil ikke blive ført videre…

De næste par måneder skal jeg bruge på at lande igen, finde mig selv og forhåbentlig pleje bloggen lidt. Jeg har forsøgt at tage mig tiden til den, ved siden af fuldtidsjob+, familieliv osv. men det er ingen hemmelighed, at jeg gerne ville have mere tid til at svare på jeres kommentarer og skrive de indlæg, der hele tiden rumsterer i mit hoved. Det håber jeg, jeg får tid til nu.

Og når jeg har vænnet mig helt til tanken om det, der venter lidt længere fremme, om en måned eller to, vil jeg fortælle (meget) mere om det også! Jeg er nemlig rigtig spændt, nervøs, begejstret og utålmodig 😉

 

Nu vil jeg hoppe ud i køkkenet, med oprejst pande og et smil på læben, og nyde mine 4 drenge – og sige til mig selv, at jeg er god nok 😉

 

Rigtig dejlig aften til jer

Min historie med mobning #2

023

I dag følger fortsættelsen på 1. indlæg om min barndom og ungdom med mobning. Du kan læse første del af historien lige her


I 7.-8. klasse, efter klasserne var blevet blandet på ny og mixet med elever fra en anden skole, begyndte mine klassekammerater for alvor at gå til hal bal, drikke sig fulde og ryge cigaretter. Det var jeg slet ikke klar til…

Da jeg har fødselsdag i marts, og tidligt ’skoleparat’, var jeg en årgang yngre end de fleste af mine skolekammerater. Selvom jeg måske var moden på mange punkter, var der også nogle ting, der ikke sagde mig så meget…

Mens mine klassekammerater stod i buskene og røg, havde jeg travlt med at passe mit arbejde; at gå med aviser og reklamer 6 dage om ugen. Ikke én gang har mine forældre hjulpet mig – jeg kunne og ville selv. Cyklede rundt med 101 aviser, i al slags vejr, bundtede reklamer og slæbte dem efter jernhesten i min vogn, frem og tilbage, hver lørdag morgen. Imens de festede, tjente jeg mine egne penge.

Derudover var jeg babysitter om aftenen, lavede mine lektier, var en del af skolepatruljen, der hjalp skolebørn over vejen om morgenen, og brugte min fritid sammen med mine forældre og bror. Udover ‘københavneren’ gik jeg også under (øge)navnet ’stræberen’… Som i navneopfindernes øjne var negativt ladet, men som jeg egentlig tog som et kompliment 😉
Jeg kan huske, at mange af mine klassekammerater var uforstående overfor, at jeg havde lyst til at bruge så meget tid med min familie… I deres øjne var jeg dødkedelig, det vidste jeg også godt dengang. Men jeg havde heller ikke lyst til at tvinge mig selv ud i busken med en cigaret og en liter vodka….

Da det begyndte at gå op for mine klassekammerater, at jeg havde penge til at købe de ting, de drømte om, var der flere og flere, der gerne ville være venner med mig. Så kunne jeg få lov at købe mig til deres venskab, ved at låne dem mit tøj, mine sko osv.
Efter så mange år med mobning og holden-udenfor, var det fristende at hoppe på den. Jeg tror også, jeg allerførst kom til at sige ja et par gange, for derefter at fortryde det helt vildt. Derefter havde jeg, af en eller anden grund, modet til at sige fra. Stå fast..

Jeg har altid haft en evne til at tro på mig selv – selvom jeg ikke gør det… Jeg har aldrig haft nogen veninder ‘at gå på toilettet med’ – som mange af mine klassekammerater, der ingenting kunne gøre selv – jeg klarede det selv. Tog alene af sted, mødte selv op, gik selv på shopping, gjorde det jeg skulle – selv.
Jeg har aldrig haft brug for at blive bekræftet af andre, når det ikke har været ægte. Så hellere være mig selv…
Jeg blev for øvrigt heller ikke inviteret med til forfesterne, så ville jeg til hal-bal, var det på egen hånd… 😉

Heldigvis har jeg haft det sådan! For ellers ville der være mange i mit liv, der kunne have fået mit til at gøre hvad som helst…

Nogle af drengene i klassen begyndte sågar at synes, at jeg var lidt interessant. Hende der turde sige fra.. Hende ‘københavneren’. Hende der ikke lå i hækken og brækkede sig hver fredag og lørdag. Da vi kom til 9. klasse var det faktisk efterhånden okay at gå i klassen. Jeg følte mig mere accepteret, som om jeg havde bevist mit værd og havde ret til en plads, på niveau med alle de andre. Måske havde de andre fundet ud af, at de ikke sådan lige kunne hyle mig ud af den… De kunne lige så godt affinde sig med, at jeg var der også…
Jeg tror dog aldrig, jeg vil huske tilbage på min folkeskoletid som noget rart. Der var lige et par år midt i, der var gode, men alle de dårlige overskygger dem desværre ret meget.

Nu hvor jeg selv har fået et skolebarn og snart har et mere, har jeg mærket mørket fra min egen folkeskoletid trænge sig på. Jeg håber så inderligt, de ikke skal opleve og slås med det, jeg har skullet. Og jeg håber også, at jeg ikke kommer til at ’smitte dem’ med min angst. Jeg vil hellere lære dem at tro på sig selv, at turde sige fra, at behandle alle ordentligt og give plads til forskelligheder.

I 10. klasse kom jeg på efterskole, og det er det første år fra min barndom/undgom, jeg husker tilbage på med glæde. Men det var også det mest fantastiske år! Jeg kunne være mig selv og blev accepteret, som den jeg var. Jeg tænker stadig ofte på det år og bliver glad helt ned i knæene!

Efter efterskolen flyttede jeg med min familie til en ny by, da min far endnu en gang var blevet headhuntet. Dagen efter vi flyttede, startede jeg i gymnasiet, der skulle vise sig at være endnu en prøvelse. Endnu en gang var jeg hende der ikke kendte nogen. Og det slog mig helt ud igen…

Efter at have slæbt mig igennem 1.g, uden rigtig at have fundet mig til rette og fundet nogen jeg kunne have et fællesskab med, besluttede jeg, i starten af 2.g, at droppe ud. Det er den første (kæmpe)store beslutning, jeg selv har truffet i mit liv. Jeg snakkede med mine forældre om det, men det var mig selv, der skulle træffe beslutningen. Der mærkede jeg for alvor, hvad det vil sige at blive voksen. Det var en vanvittigt hård periode i mit liv.
Jeg ville jo virkelig gerne have en uddannelse, og gøre noget med mit liv, men det var som om fortiden spændte ben for mig. Sammenholdt med følelsen af en altoverskyggende ensomhed.

Derefter havde jeg nogle måneder, hvor jeg ikke gik i skole, men arbejdede i stedet. Jeg var fast besluttet på at skulle forsøge igen, blot på HF i stedet, men ventetiden testede mig – endnu en gang. Min viljefasthed og tro på mig selv blev sat på prøve. Jeg havde allermest lyst til at rejse væk. Men hvorhen? Min familie har altid været det vigtigste holdepunkt for mig. Tanken om at skulle flytte væk fra dem og være helt alene, skræmte mig også.

I løbet af tiden på gym havde jeg fået et arbejde, med virkelig gode kollegaer. Vi havde det drønsjovt, når vi var på arbejde og jeg fandt ud af, at jeg faktisk var virkelig god til det og blev respekteret blandt mine kollegaer. Vi respekterede hinanden og forstod at gøre brug af hinandens styrker i stedet for at fokusere på hinandens svagheder!
Vi betjente rigtig mange mennesker hver dag og havde en fest, så det føltes mere som sjov end arbejde, selvom vi altid havde travlt og leveret rigtig gode resultater. Det var et arbejde, hvor rigtig mange af byens borgere kom forbi, så vi var ‘kendte’ ansigter, når vi gik rundt i byen, og også da vi begyndte at gå på disko-dasko.
Jeg havde 4 virkelig gode år der, hvor jeg fik venner, jeg stadig snakker med i dag.

Efter at have flyttet studie og landet i en god klasse, med både helt unge og lidt ældre, fik jeg venner, der faktisk var noget værd, og som ville mig og efter to gode år fik jeg min studenterhue. Og midt i det hele mødte jeg A, som endte med at være skyld i, at jeg blev hængende 😉

And the rest is history… 😉


Det er efterhånden længe siden, jeg afsluttede mit folkeskole’eventyr’. Jeg tænkte dengang, midt i det hele, at jeg glædede mig til at blive voksen, så jeg kunne slippe for mobning. Jeg blev klogere… 😉

Jeg lader ikke mange komme helt ind i hjertet, men kommer man derind, kan man være sikker på, at man har en plads der for altid.

At modtage komplimenter er virkelig svært for mig. Jeg har svært ved at tro på, at det er velment og ægte. At det ikke bare er noget nogen siger, for at gøre mig til grin. Få mig til at tro på komplimentet, for derefter at grine mig lige op i ansigtet og sige ‘Ha, troede du selv på, at jeg mente det!’. Det er en del af det, jeg bærer på i min rygsæk.

Med årene er jeg blevet meget klogere på mig selv og hvorfor jeg har det, som jeg har det. Jeg forsøger at arbejde med det, for de s… mobbere skal da ikke have magt over mig resten af mit liv!
Men… det er hårdt arbejde. Indimellem for hårdt. Og så falder jeg i…
Heldigvis er jeg omgivet af kærlighed, som hjælper mig og ved hvorfor jeg gør, som jeg gør.

Mange har gennem årene opfattet mig som snobbet. I bund og grund er jeg bare usikker på mig selv. Usikker på, om jeg er god nok. Om jeg har lige så meget ret til at være her, som andre.
Når jeg kommer ind i et rum smyger jeg mig op ad væggen mere end jeg går ind midt i det hele. Jeg føler aldrig, at jeg har lige så meget ret til at blive set, som alle andre. Kun når jeg er sammen med de mennesker, jeg stoler på og holder af.

Bevares, jeg er også en pige, der tør sige sin mening og stå op for det, jeg mener. På HF var jeg sågar elevrådsformand og holdt dimissionstale foran hele skolen, da vi afsluttede vores uddannelse. Hvor modet til de ting kommer fra, ved jeg ærlig talt ikke… Mit selvværd og min selvtillid kan ihvertfald ligge på et meget lille sted…

Jeg har bemærket, at der for tiden er en bølge af selvtillidsboost(ere), der skyller ind over de sociale medier. Især på Instagram, synes jeg, der er mange der er begyndt at sætte fokus på det at elske sig selv – uanset hvad. At vi alle har ‘fejl og mangler’ og at det polerede billede skal undertrykkes og det sande i stedet skal have plads.

For at understøtte min egen proces, om at finde ind til mig selv og lære at tro på mig selv, har jeg lyst til at hoppe med på vognen. Jeg bliver helt vildt inspireret af at se andre, der hviler i sig selv!
Jeg er virkelig god til at tale ned til mit spejlbillede. Jeg ser alle fejlene i stedet for at fokusere på de gode ting. Jeg ser mig selv med forkerte briller og jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan andre ser mig. De øjne, der kigger på mig, som ikke har den samme rygsæk på som jeg har. Jeg skælder mit spejlbillede ud, præcis som mine mobbere gjorde…

Jeg vil gerne blive bedre til at holde af mig selv. På en måde, selvom det måske kan lyde skørt, har jeg lyst til at kaste mig selv ud på dybt vand og stille mig selv mere foran kameraet. For at vænne mig til at se mig selv. Øve mig i at kigge efter de gode ting, i stedet for at skælde mig selv ud. Blive bedre til at tage imod et kompliment. Forsøge at lære min hjerne, at det er okay, jeg ikke ligner en supermodel. At det er okay at være ‘almindelig’.

Jeg vil gerne lære at se mig selv, som A ser mig <3

Der er en sang, som Danser Med Drenge synger, som har fulgt mig i mange år efterhånden. Teksten rammer mig lige i hjertet, så jeg synes, jeg ville dele den med jer, som afslutning på de her to indlæg om mobning.

Jeg har stadig meget på hjerte, så dette var vist kun begyndelsen, men nu har jeg ihvertfald et par indlæg at referere til, i forhold til hvad jeg bærer rundt på i min rygsæk ;(

Tak, fordi du havde lyst til at læse med <3

P.S. Hvis du har noget, du gerne vil spørge om eller vide, så tøv ikke med at skrive!


De kigger dig an
uden at du mærker det
og hvis du ikke er lissom dem
så får du det svært

Så taler de dig bag om ryggen
de gi’r dig ingen fred
men du kan bare:

Læn dig tilbage
de ka’ sige hvad de vil
de skal jo ha’ noget at tale om
Spil dit eget spil
gør hvad dit hjerte vil
ingen ved bedre end dig selv

Der er folk, der har udnævnt sig selv
til at hjælpe os andre
og de ved altid hvordan
man skal leve sit liv

Og hvis du træder lidt ved siden af
begår en lille fejl
så må du bare:

Læn dig tilbage
lad dem sige hvad de vil
de skal jo ha’ noget at tale om
Men spil dit eget spil
gør hvad dit hjerte vil
ingen ved bedre end dig selv

Min historie med mobning #1

024

I dag vil jeg tage hul på første indlæg om min barndom – med mobning som følgesvend.
Jeg har taget tilløb i lang tid – hvorfor ved jeg ikke helt. Måske fordi det er en anelse uoverskueligt at få så meget ned på skrift. Men samtidig ved jeg, at det er god terapi. Og da mange af jer har ønsket at høre mere om det, vil jeg gerne forsøge at sætte ord på.

Jeg håber, I vil tage godt imod det. Det er på en måde lidt, som at lægge sit hjerte frem til offentligt skue, men jeg håber, min historie – om ikke andet – kan være med til at fortælle, at man godt kan komme (nogenlunde) hel ud på den anden side, efter flere (mange) år som mobbeoffer – og at det er vigtigt, at vi hele tiden har fokus på mobning og gør alt, hvad vi kan, for at stoppe det…

Jeg vil også gerne understege vigtigheden af at lytte til sin (og sit barns) mavefornemmelse. Se på om ens barn trives. Det kan være en kæmpe ting at beslutte at skifte skole (på ens barns vegne, afhængig af alder) men det kan være det der skal til! Jeg har mødt mange gennem årene, der har spurgt mig, hvordan det har påvirket mig at skifte skole – og også at flytte til en helt anden landsdel. Og jeg kan ikke give nogle forsikringer om, hvordan det vil gå. For vi er alle forskellige. Men jeg kan ihvertfald sige, at man godt kan overleve det! Men at det ikke er omkostningsfrit. But then again – hvad er det?

Jeg har i mange år spurgt mig selv, om jeg selv var skyld i, at jeg blev mobbet. Om jeg selv, på en eller anden måde, bad om det eller lagde op til det. Jeg har aldrig rigtig fundet svaret på det spørgsmål. Men forsøgt at affinde mig med, at ingen har fortjent at blive mobbet – uanset om de stikker ud eller er helt almindelige! Jeg tror, at det blandt andet er det mobningen har gjort ved mig: at jeg tvivler på mig selv. Om jeg er god nok. Man er ikke selv skyld i at blive mobbet…! … Vel?…

Nu hvor jeg selv er blevet mor, har mobning fået endnu en side. Jeg vil så gerne sørge for, at mine børn forstår hvad det betyder at mobbe, så de ikke gør det. Fordi de ved, hvad det har af konsekvenser. Og samtidig vil jeg gerne beskytte dem mod det også. Jeg ved jo, hvad det gør ved én….

I mange år bildte jeg mig selv ind, at det havde gjort mig stærkere, at jeg har oplevet det, jeg har. Og det er vel til dels også rigtigt… Jeg er stærk!
Men som årene er gået og jeg har lært mig selv bedre at kende, har jeg også opdaget og erkendt, at det også har gjort mig skrøbelig og usikker. Jeg har det med i min rygsæk, altid, om jeg vil det eller ej.

På godt og ondt har det været med til at gøre mig til den, jeg er.
Stærk på overfladen og skrøbelig indeni.

Mange af de oplevelser jeg har haft i min barndom, er slettet fra min hukommelse. Simpelthen decideret væk. Mange af mine barndomsminder er forsvundet. Fordi sindet har en evne til at si de dumme ting fra… Men det gør også, at jeg indimellem har svært ved at tænke tilbage og huske detaljer osv. Det er de store ting, der stadig fylder… Måske er det også fordi jeg ikke har specielt meget lyst til at tænke tilbage…


Her følger første del af min historie; fra min barndom med mobning – mit udgangspunkt for at fortælle, hvad mobning har gjort ved mig: 

Jeg er vokset op i en lille by lidt udenfor København. Da jeg startede i skole, i børnehaveklassen, havde vi en virkelig skrap lærer. Jeg husker hende som en, jeg var decideret bange for. Der gik ikke lang tid, før jeg begyndte at blive mobbet af de andre børn. Jeg fik blandt andet at vide, at jeg var grim. At jeg havde en alt for stor underlæbe. Jeg kan huske, at de viste mig billeder af tallerkennegre (ja pardon mit fransk, men det blev de altså kaldt) og sagde, at det var billeder af min familie.
Helt inde i hjertet et sted, vidste jeg, at jeg skulle være stolt af min store underlæbe. Jeg var stolt over at have arvet den fra min far <3
Men når man hører noget mange gange, begynder hjertet at tvivle på, at det har ret…
Dengang gik jeg i det tøj, jeg havde lyst til. Havde min egen stil. Men det blev påtalt – ofte. Jeg var temmelig tynd og kan huske en dag, jeg havde røde strømpebukser på, og blev drillet med, at jeg lignede kylling (fra Bamse og kylling). Ja, sådanne minder har alligevel brændt sig fast…

Efter nogle år, hvor jeg slet ikke trivedes i skolen, valgte mine forældre at flytte mig til den anden skole i byen. Da jeg startede der, selvom jeg kom ind midt i en velfungerende klasse, blev jeg modtaget med åbne arme. Fik hurtigt mange gode venner og opdagede, hvor fantastisk det kunne være at gå i skole og have venner.
Jeg fik en klasselærer, Else, der virkelig gjorde en forskel for mig. En forskel der gør, at jeg stadig kan huske hende helt detaljeret, selvom det efterhånden er mange år siden jeg sidst så hende <3

Da vi, som nævnt, boede i en lille by, skete der desværre det, at nogle af mobberne fra min gamle klasse fandt ud af, at jeg havde fået det godt. Og så begyndte de at vente på mig efter skole, når jeg cyklede hjem selv. Og kastede både mig og mine ting ind i hyben(torne)buske og truede mig. Jeg husker ikke meget fra den tid, udover at jeg var ked af det og bange.

Efter et par år i den nye, gode klasse, kaldte mine forældre på min bror og jeg, en søndag eftermiddag. De fortalte os, at vi skulle flytte til Jylland, da min far var blevet headhuntet til et job derovre. Vi skulle flytte til en by, jeg ikke engang kendte navnet på eller vidste hvor lå… Selvom både min farmor og mormor og morfar boede i Jylland, var det ikke ligefrem gode nyheder, at vi skulle flytte…. Jeg skulle flytte fra alle mine venner, dem jeg havde ventet på så længe…

Sommeren kom med flyttebilen, og hele vores rækkehus blev pakket ned og klemt ind bagi lastbilen.

Et nyt liv, et helt andet sted, ventede.

Sommerens varme hjalp på usikkerheden ved alt det nye og solen lyste sindet op. Min stolthed over at se min far blive modtaget i det nye job, med flot reception og taler, hjalp også på knuden i maven. Første skoledag nærmede sig. Jeg havde jo klaret det før, så jeg håbede det ville gå endnu en gang….

Desværre viste det sig at være noget af en udfordring. De sidste år af folkeskolen er i forvejen svære for alle; hormonerne raser og man skal finde sig selv i rollen som næsten-voksen og alene dét at jeg snakkede sjællandsk var ikke til min fordel. Mange ville slet ikke tale til mig…

Da min far havde fået job på det lokale sygehus som sygehusdirektør, flyttede vi, til at starte med, ind i en lejet lægebolig, mens vi kiggede efter et hus at købe, og på vejen boede en datter af et lægepar, som blev min bedste veninde på kort tid. Vi lavede alt sammen. Desværre flyttede hun, efter noget tid, med sine forældre hjem til Norge igen… Endnu en gang stod jeg alene.

Det første år (eller var det to?) i den nye klasse, bød på rigtig meget sygdom. Som om min krop rasede sorgen ud gennem feber. Jeg kunne få høj feber om aftenen, som efter et døgn eller to var svedt ud igen. Som om min krop forsøgte at sørge for undskyldninger for ikke at skulle i skole og møde alt det dårlige. Og sådan kørte det op og ned. Det var en hård tid. Det må det også have været for mine forældre.

Jeg har aldrig været sur på dem over, at de traf den beslutning, at flytte os til et helt nyt sted. Men jeg ved, at det har kostet mange bekymringer for dem, og efter jeg selv er blevet mor, kan jeg sagtens sætte mig ind i det…

Jeg havde en virkelig skrap matematiklærer, der lugtede af sure cigaretter og som sagde ‘Hvis du ikke forstå det nu, så kan jeg ikke lære dig det’ efter en kort gennemgang på tavlen. No wonder, at matematik aldrig rigtig blev ‘my thing’….!

Alt det min matematiklærer ikke var, var min dansk- og klasselærer Mette til gengæld. Super dygtig og sød. Hun gjorde virkelig en forskel for mig, i de svære år, hvor jeg både skulle finde mig selv som ungt menneske på vej til at blive voksen, et helt nyt sted med nye rammer og klassekammerater. Hun ’så’ mig! Hun er også en af de personer, jeg vil huske altid…

Fortsættelse følger….


Jeg har delt min historie op i to, da den ellers ville blive alt for lang. Jeg vil nemlig også gerne have plads til at sætte lidt ord på, om alt det der har fulgt mig efterfølgende….

I morgen følger fortsættelsen…

Tak, fordi du læste med <3

Familieforøgelse….

img_2855-textimg_2821-text img_2847-text img_2848-text img_2854

I slutningen af maj udvider vi vores familie med et nyt medlem…

Da A havde fødselsdag d. 29. marts, fik han en uventet opringning, der virkelig bragte smil på læberne herhjemme. En ekstra, uventet fødselsdagsgave.

Selvom vi ventede en opringning og håbede, at den ville komme, inden vi rejste til Paris, havde vi ikke regnet med det ville ske på A’s fødselsdag.

Fremover kommer han nemlig til at dele sin fødselsdag med det nyeste medlem af familien… Og det er han heldigvis helt okay med – så må vi se, hvem der får mest opmærksomhed næste år 😉

Både A og jeg er vokset op med hund og har altid vidst, at vi også gerne ville give drengene den samme glæde, som det har været for os.
Mit vel nok stærkeste barndoms/ungdomsminde, er ‘min’ hund Belle. Jeg bliver helt varm indeni, når jeg tænker på, hvordan det var at få hende i mit liv. Det er en helt særlig følelse, der nærmest ikke kan beskrives… Som at få en betroet ven, der ved første øjekast gror ind i ens hjerte og altid er der, til at læge, når noget giver sår. Til at passe på, når man har det skidt. Til at give igen, når man har det sjovt. Til at tage godt imod én, når man kommer hjem.

Vi har samtidig vidst, at vi skulle finde det rette tidspunkt at tilføje en hund til familien. Der skulle være overskud til det. Vi er udmærket klar over, at der følger ansvar og forpligtelser med. Men det gør der jo også, når man får børn…
Nu er W ved at være så stor, at han kan hjælpe til med luftning, pasning, opdragelse osv. Og han har ønsket sig en hund i flere år efterhånden.

L er også ved at være så stor, at han kan gå med på gåturene. Samtidig er A’s vagter fine, i forhold til at han kan hjælpe ret meget med luftning osv. i hverdagene, så det ikke så ofte hænger på mig, når jeg er alene med drengene samtidig.
Vi er ikke ’sådan nogen’ der hele tiden har brug for at være spontane, så på den måde kan vi sagtens ‘rumme’ også at have en hund, der forventer noget af os. Og hvis vi skal rejse eller holde ferie, må hun enten komme med eller blive passet.

I efteråret besluttede vi os for, at det var ved at være tid til at kigge os omkring. Vi har næsten ikke været i tvivl om racen, så vi kunne hurtigt indsnævre området. Det er vigtigt for os, at det er en familievenlig hund, der (rimelig nemt) kan opdrages til at gå pænt, ikke gø og hoppe op og som har lyst til at være sammen med børn – og uden en gigalang, bamsevamset pels (der falder af).

Da vi fandt en i nærheden, der planlagde hvalpe til foråret, ringede vi til hende, mødtes med hende, blev ‘godkendt’ og skrevet på listen. Og d. 29. marts blev vores lille ny så født. En sort labradortæve, der endte med at få 7 sorte søskende og en enkelt gul 😉

Selvom vi var øverst på listen til en tæve, kan man jo aldrig være helt sikker på, hvad der kommer ud, så siden hun blev parret har vi kun kunnet glæde os halvt. Først da vi fandt ud af, at der var en tæve til os, kunne vi for alvor begynde at glæde os. Jeg glæder mig til, ikke at være den eneste pige i huset 😉

I fredags besøgte vi dem for første gang og vi havde slet ikke lyst til at tage hjem igen. Alle 3 drengene sad på rad og række og stornød at holde de små pus, ae moderen og se dem spise ved hende. De var så stolte og helt hjerteglade. Det var stort at se. Selv L var fuldstændig optaget af dem, aede dem og sagde ‘hej hej’ til dem med sin fineste lille, sprøde stemme.

Han er ret glad for mine forældres hund, og andre hunde for den sags skyld, men det var sjovt at se, hvor klar han var på at snakke med dem og hvor meget han forstod!

Nu må vi så forsøge at væbne os med tålmodighed de næste 5,5 uger, indtil hun kan flytte ind hos os. Vi må bruge tiden på at bygge rede til hende, finde madskål, hundesnor, halsbånd, hundetegn og hundekurv. Det er også en hyggelig del af processen. Derudover skal der vist hvalpesikres lidt rundt omkring 😉
Og så bor de heldigvis ikke så langt fra os og vi har fået lovning på, at vi må komme så tit vi har lyst, så mon ikke vi får set en del til hende, inden vi kan tage hende med hjem <3

Navnet har vi forresten også besluttet (for læææænge siden), men det gemmer jeg for mig selv lidt endnu 😉

Fejring

074071 028 029

De små (og store) skridt i livet bør og skal fejres og i torsdags, kan min nye baby, makaku, gik i luften, blev det fejret med makakuflødeboller.

Da jeg kom hjem, ventede der blomster og en lille pakke (uh, små pakker er altid et godt tegn, ik? 😉 ) fra A.

Han gør det ikke så tit (og han ved det godt selv – til gengæld er han ikke nærig med nus og kys, hvilket i min verden også er langt vigtigere) men når han så gør, så gør han det helt og så føles det også ret særligt <3

Jeg fik en halskæde med en firkløver. En halskæde der både symboliserer held og lykke og mit helt eget firkløver, som jeg er vild med, nu også at kunne bære om halsen <3
Jeg elsker at gå med smykker, der har en særlig historie, en begivenhed eller en kærlig tanke med sig.

Nu er jeg klar til en ny uge, med gang i den og massevis af ideer, der står i kø

Jeg håber I må få en rigtig god én af slagsen

Older posts