Et nyt kapitel – nu som pensionist…

I fredags sluttede et kapitel og startede et andet – et kapitel som pensionist. Altså ikke for mig, trods alt. Det er min kære mor, der har bundet sløjfe på et langt liv på arbejdsmarkedet. En stor beslutning, der også bringer meget nyt med sig. Det er ikke kun et farvel, men også et goddag. Til et liv med (meget) mindre stress og meget mere sjov.
Det skal nok blive godt, omend der nok går noget tid, før det bundfælder sig (for hende).

Jeg føler mig pludselig også så gammel, nu hvor jeg har en mor,  der er pensionist 😉 Men heldigvis er hun slet ikke gammel, og hvis hun slægter sin mor på (hvilket jeg tror, hun gør) så har hun mere end 30 år at nyde livet i, sammen med os – jeg vil ihvertfald slet ikke forsøge at forestille mig andet…

I dag fejrede vi det nye kapitel med kage, kaffe, sensommerfrugt og eftermiddagssol. En fejring efter min mors (kage)hjerte.
Jeg kunne, som altid, ikke begrænse mig, så jeg endte med at bage lidt forskelligt.
Der var både en lagkage med jordbær- og stikkelsbærmousse, pyntet med strikketøj og briller, medaljer med hvid chokolade og æbleoverraskelse i midten, æble- og hindbærsnitter, en sprød tærte med æbleflødeskum og friske bær og små sandkager med rabarber og hvid chokoladeglasur.

I morgen venter 3. semester på mig. Hverdagen skal for alvor i gang igen – om vi vil det eller ej. Jeg må hellere se at få booket min mor til diverse opgaver resten af året, for jeg har hørt, at pensionister er nogle af de travleste mennesker 😉

Ambivalens og antiklimaks – er det normalt?

 fullsizeoutput_1d18
Godt nok er der smil på, men det fortæller jo ikke alt…

De første to ud af ti ugers klinik på sygehuset er ovre og den forlængede weekend kom som kaldet.
Jeg har altid sat pris på ærlighed, også her på bloggen, og deler mange aspekter af livet, både de fine, rare, svære, gode, triste og tunge. Jeg tænker derfor, det er på sin plads at dele (nogle af) mine tanker, efter et par uger i en helt ny verden.

Jeg får mange mails med opfordringer til at skrive om studielivet, både ifht hvordan jeg forener det med familielivet og sådan mere generelt, hvordan studiet er osv. Jeg vil altid gerne imødekomme jeres ønsker, i det omgang det er muligt, og i dag har jeg tænkt mig at forsøge at få nogle af mine mange tanker ned på skrift. Det bliver muligvis rodet og ustruktureret, men det er blot et billede på, hvordan mit sind har det lige for tiden…

Inden klinikperioden startede, skrev jeg også mine tanker ned. De kan læses lige her. Der er dog sket virkelig meget siden – selvom der kun er et par uger imellem.

Jeg tror ikke, jeg nogensinde har været så træt før, nærmest ikke engang dengang jeg ammede natten lang.
Jeg står op kl. 5 og er hjemme igen ved 16-tiden og så er jeg klar til at gå i seng og sove til næste morgen… Så har jeg været i 8 timer plus det løse. Den første uge var A på vagt alle dage, så jeg skulle hjem og styre drenge, madlavning, madpakker og alt det andet. Det tog pusten fra mig, men det var på en måde også rart, at min hjerne blev tvunget til at fokusere lidt på noget andet. Jeg har nærmest ikke åbnet en bog, siden jeg startede. Hverken overskue eller lyst har været der…
Der er en nerve i mit ene øje, der er begyndt at sitre hvert 5. minut, og det er som regel et tegn på, at min hjerne har for travlt og at jeg sover for lidt…

Som jeg har nævnt før, en del gange, så er jeg en tænker, og derudover har jeg en ret stærk, sensitiv side, der både er en stor fordel og en kæmpe udfordring. Jeg reflekterer over stort set alt, hvad jeg er i berøring med. Og når jeg kommer hjem fra en arbejdsdag på afdelingen, så kværner min hjerne videre og analyserer alt, hvad jeg har oplevet, gjort, hørt, læst og set. Det er enormt trættende, men det er også med til at gøre mig bedre – lige nu er det dog mest det første, der fylder for mig og påvirker mig.

De første to uger har slet ikke været, som jeg havde håbet, troet og tænkt. Jeg synes egentlig ikke, jeg havde mange forventninger til alt det nye på forhånd, fordi jeg netop var bange for at blive skuffet. Jeg ville hellere blive glædeligt overrasket. Jeg håbede dog, at jeg i det mindste ville mærke den helt rigtige mavefornemmelse, når jeg stod i det. Opleve at blive bekræftet i mit valg og i min nye vej. Men alle de gode følelser, jeg (nok alligevel) håbede på, og den gode mavefornemmelse, det gerne skulle bringe med sig, er udeblevet. Og jeg er frustreret og helt grædefærdig over det. Eller rettere; jeg har allerede grædt over det flere gange.

Forrige år, da jeg for alvor begyndte at lytte til min egen fornemmelse af, at jeg skulle læse til sygeplejerske, startede en stor, ambivalent, vild, overvældende, skræmmende og fantastisk følelse indeni. Jeg brugte lang tid på at overbevise mig selv om, at jeg ikke var for gammel til at læse – og også lang tid på at overbevise mig selv om, at jeg ville kunne klare det.
Og selvom jeg bilder mig ind, at det ikke fylder meget i min bagage længere, så må jeg nok erkende, at mange års mobning alligevel har sat og stadig sætter sine spor – både positivt og negativt.
Da jeg startede på studiet, tvivlede jeg stadig på mine egne evner. Tvivlede på, om jeg var god nok. Og det er også det, der har afholdt mig fra at kaste mig ud i et langt studie tidligere. Når jeg kigger tilbage, i bagklogskabens klare lys, har det nok været dét, der har sat en stopper for mange ting i mit liv. Ting jeg godt kunne fortryde nu. Men det nytter jo ikke noget, siger de kloge.

Inden jeg startede på studiet sidste år, var jeg overbevist om, at det ville blive den teoretiske del, der ville volde mig flest problemer. Især de naturvidenskabelige fag, som jeg ikke har stiftet bekendtskab med i mange år. Jeg glædede mig til en uddannelse, hvor der var en del praktik. Og nu, hvor jeg står midt i praktikken, drømmer jeg mig tilbage på skolebænken. Det var den vildeste oplevelse at opdage, at jeg faktisk kunne finde ud af de naturvidenskabelige fag. At jeg ligefrem begyndte at holde af dem, kom som noget af en overraskelse for mig! Og også det at opdage, at min skoleglæde stadig bor i mig, var fantastisk.

Jeg kan konkludere, efter 8 måneders studie, at jeg kan. Jeg kan faktisk mere, end jeg havde forestillet mig. Og jeg vil gerne udfordres, blive klogere, lære mere – helst hele tiden, så jeg ikke kommer til at kede mig.
Alt det må jeg, trods alt, forsøge, ikke at glemme igen! <3 Måske endda finde en styrke i.

På en måde har jeg brug for at finde et mål. For at have noget, der kan holde mig oppe, når modet og troen på det hele forsvinder.
Jeg var ret sikker på, og håbede helt ind i hjertekulen, at jeg ville blive bekræftet i, at jeg er landet på min rette hylde. Men på mange områder har det været nærmest modsat. Og jeg kan slet ikke se mig selv arbejde på en sengeafdeling.
Der er mange sygeplejersker (der arbejder som sygeplejerske) der siger, at det er et fantastisk job! Og mange siger til mig, at det er en perfekt uddannelse, fordi den giver så mange muligheder. Men lige nu kan jeg slet ikke få øje på alt det, de sætter ord på. Jeg kan ikke mærke det. Og det er vildt frustrerende! Jeg er en fighter. Jeg giver ikke op! Men jeg har også lært, at jeg er nødt til at have hjertet (og maven) med, hvis jeg skal kunne være i det.

‘Du ejer først dit liv, når du stopper med at tænke på, hvad andre tænker om dig’. Dét kunne jeg godt lære noget af!

Jeg håber, de næste uger byder på masser af nye, gode oplevelser, der sender mig tilbage på rette spor. Og giver mig den rigtige mavefornemmelse tilbage. Den der er så svær at sætte ord på og forklare, men som jeg med årene har lært at lytte til og også stole på. Omend jeg også stadig er god til at overhøre den. I morgen er jeg tilbage i den hvide kittel, og det giver mig en anelse ondt i maven allerede.

Hvornår mærker man det klik indeni, der fortæller én, at det er helt rigtigt? Er det for meget at forlange, at man skal få den følelse? Måske er det utopi, at man kan finde lykken i et job? Måske skal man bare ‘affinde’ sig? Måske leder jeg for meget efter lykken, i alt hvad jeg gør? Jeg forsøger at se det fine i alting, men måske er der bare nogle ting, der kun er ‘okay’?

Mere end 1/5, ud af 50, af mit hold er allerede stoppet på uddannelsen. Og vi har fået at vide, at det er denne første lange klinikperiode, der er afgørende for mange. Jeg havde bare ikke forestillet mig, at den skulle så tvivl hos mig! Overhoved ikke!

Jeg ved ikke, om det er normalt at have det sådan her efter de første par uger. Måske går det over? Om ikke andet, så er mine følelser og tanker ihvertfald skrevet ned nu – måske nogen kan genkende dem eller bruge dem til noget…

Måske nogen af jer, der arbejder som sygeplejersker, vil dele jeres historie, erfaringer, tanker? Hvad laver I, der giver mening for jer i jeres arbejde? Måske der er nogen af jer derude, der har haft det ligesom mig, nu hvor den første forelskelse er ovre? Skal man bare lige på den anden side af det og så mærker man kærligheden?

Indtil videre kæmper jeg videre, og forsøger at finde ind til den gode mavefornemmelse – med et smil på læben, for det smitter jo. Både udad og indad <3

Et opkald, der ændrer ret meget og satte mit morhjerte i galop …

025

I dag fik vi et opkald, der kommer til at ændre ret meget de næste par måneder – ja, egentlig de næste par år.
Som nogen af jer måske kan huske, blev vi ret udfordret for et par måneder siden, da L skulle starte på et nyt kapitel i sit liv, og sige farvel til vuggestuen for at starte i børnehave. Indlægget, jeg skrev dengang, kan læses her.

Vi endte med at beslutte, at L ikke skulle starte i børnehave, før han kunne få plads, der hvor hans storebrødre går i skole og fritter. Da der først var plads pr. 1. juni, ville det blive 4 måneder med ‘lappeløsninger’, for at få hverdagen til at hænge sammen, når der både er arbejde, studie og alt muligt andet, der skal passes ind i forhold til at have et hjemmegående barn.

For en god uges tid siden var vi halvvejs med ‘projektet’. De første 2 måneder var klaret. Nedtællingen kunne begynde…
For ærligt talt, så har det både været virkelig skønt og også ret hårdt. Mest fordi det kræver enormt meget (ekstra) planlægning og giver en del udfordringer ifht. studiet og A’s skiftende arbejdstider. Især den kommende tid, hvor jeg skal i klinik et godt stykke herfra, har givet os en del bekymringer.
Det er heller ikke super nemt at aktivere en gut på knap 3 år, hver eneste dag. Slet ikke når kulden bider udenfor, treårs-trodsalderen lurer under overfladen konstant og går i udbrud flere gange dagligt, bøgerne er læst forfra og bagfra og legoklodserne er blevet samlet på tusind forskellige måder allerede.
Vi har virkelig sat pris på, at han har haft sine to storebrødre til at give ham modspil og lege nogle andre lege, end dem vi kan finde på (og finde ud af 😉 ).
Men ret skal være ret; jeg (vi) har virkelig også nydt at være sammen med ham på en helt anden måde. Han har været fritaget for morgenstress, og jeg har været en del af hans udvikling mange timer hver dag og har fået lov at se ham vokse. Jeg sætter stor pris på, at han har fået lov at opleve så meget tryghed, midt i en temmelig udviklende fase af livet.

Men…. I eftermiddags fik vi så en opringning fra pladsanvisningen. Der er, helt uventet, kommet en plads fri nu – som i NU. Så på et splitsekund ændrede de næste måneder sig. Mit morhjerte satte i galop og jeg måtte lige trække vejret dybt ned i maven. Min hjerne skulle lige forstå det, og mit hjerte skulle lige følge med.
I går tænkte jeg netop på, at jeg skulle huske at nyde de sidste par måneder. Og nu er det slut. Fra det ene øjeblik til det andet. I går så jeg på ham, og tænkte, at han er ved at være en virkelig stor dreng. Hans sprog har udviklet sig så meget og han kan så mange ting selv. Nu synes jeg pludselig, han er så lille. Min lille mus, der pludselig skal klare sig selv i børnehaven. Pyh, ens (mor)hjerte kan virkelig spille én et puds. Så mange ambivalente følelser på en gang.

I morgen skal vi besøge børnehaven og så går det ellers løs. Og jeg burde jo virkelig ikke klage. For vi har drømt om, at det skulle ske. At der pludselig blev en plads ledig til ham, selvom det var nærmest utænkeligt. Og nu sker det, mod alle odds. Det går bare lige lovligt stærkt 😉
Der er dog ingen tvivl om, at L er klar til børnehave! Han er virkelig ved at blive (og være) en selvstændig lille gut, med ben i næsen og sjove sætninger på tungen konstant. Han kommer til at få det så sjovt, med masser af nye venner omkring sig og en stor legeplads at boltre sig på.
Her til aften, da jeg puttede ham, snakkede vi om, at han skal besøge børnehaven i morgen, og han sagde glad: ‘Ja, jeg skal op til mine nye venner og sige hej til dem’ <3
Nu krydser jeg bare alt jeg kan for, at han kommer til at trives deroppe. Jeg er sikker på, at hans storebrødre vil gøre deres for, at det bliver godt. De glæder sig til at kunne kigge over til ham, når de har frikvarter og han er ude på legepladsen.

Så må jeg bare forsøge at vænne mig til tanken over night – og se på de gode ting ved det; at det giver os en nemmere hverdag, giver L masser af nye, spændende udfordringer og oplevelser, han får lov at starte midt på måneden i stedet for til juni, hvor han skulle starte sammen med 19 andre, han går en fin tid i møde med masser af udendørs legetimer og han når at vænne sig til børnehaven, inden sommerferien banker på.

Mon ikke det nok skal gå, det hele 😉

Afslutning i vuggestuen – og hvad skal der så ske?…

fullsizeoutput_13e0 fullsizeoutput_13e1 fullsizeoutput_13e3 fullsizeoutput_13e2 fullsizeoutput_13e4

I dag har L haft sidste dag i vuggestuen… Det indbyder næsten til en kliché: Hvor blev tiden dog af? Selv S sagde i går, at han slet ikke kunne forstå, at han er blevet så stor nu. ‘Han er jo bare stadig så nuser’. 🙂
Det var også lidt svært at forstå, for en fyr på 2,9 år, hvad det der afsked egentlig gik ud på, men det var en god formiddag, som han nød i fulde drag.
For L var det sidste dag som månebarn, og for A og jeg var det sidste dag med et barn i vuggestue – sådan sidste sidste gang. Ret syret, egentlig! 3 drenge har vi været heldige at have i vuggestuen deromme, og om et halvt års tid findes vuggestuen slet ikke længere. Så er den lagt sammen med to andre institutioner, i nye lokaler… Vi må nå at komme på besøg inden da.

I vuggestuen har de nul-sukker politik, så L og jeg måtte være opfindsomme, og besluttede os for gulerodsboller, frugtregnbue og en vandbakkelsesbund med flødeskum. Jeg havde bagt vandbakkelsen efter opskriften her, dog uden 1 spsk sukker som ellers. Og så havde jeg kogt lidt frosne blåbær sammen med lidt vanillepulver (ikke vanillesukker) og blandet i flødeskummet. Og ja, vandbakkelsen var selvfølgelig formet som en måne, med en sky bagved 🙂

Men hvad skal der så ske nu? Måske I kan huske det her indlæg, hvor jeg funderede lidt over, hvad vi skulle gøre mht. børnehavestart.

Vi har regnet og tænkt, overvejet og snakket – og til sidst kom vi frem til, at han skal arbejde som arbejdsmand. Børnearbejde er jo slet ikke så dumt, vel? 😉
Vi takkede dermed nej til den børnehaveplads, han var blevet tilbudt et andet sted. Han kan få en plads, der hvor de to store går, til 1. juni – 4 måneder fra nu. Og indtil da, skal han holde A og jeg i gang herhjemme – og lidt farfar, når A og jeg ikke har mulighed for det selv. Med A’s skiftende arbejdstider, mine studiedage og a little help from our friends, håber vi på at kunne få det hele til at gå op i en højere enhed…
Det bliver helt sikkert vildt hårdt, for det stiller store krav til os. Der skal ske noget – helst hele tiden – og vi kommer til at være meget ‘på’. Jeg håber, jeg kan få det til at passe med (meget) læsning og endnu mere ny viden ifbm. studiet. Det bliver nok lidt et puslespil til tider…
Men på trods af det, så glæder vi os også til en helt særlig tid sammen, som aldrig kommer igen – og ja, helt ærligt, vi tæller også lidt ned til 1. juni 😉 Det tror jeg også L gør, for han glæder sig til at skulle i børnehave, men trives heldigvis også godt med at være arbejdsmand.

De sidste 4 måneder er fløjet af sted, så mon ikke også de næste 4 gør det… Nu er der også kun en kort måned til foråret banker på døren. Det bliver skønt og byder forhåbentlig på masser af lyse dage med leg og sjov i haven og på legepladserne rundt omkring!

Nu vil jeg daske over i sofaen til S, der blev ringet syg hjem fra skole for en times tid siden. Hvad skulle man ellers få sine fridage til at gå med?….

God eftermiddag derude

Status: De første 2 måneder som sygeplejerskestuderende

020

I dag er det 2 måneder siden, jeg startede på sygeplejerskeuddannelsen, så jeg tænkte, det var på sin plads med en lille status 😉

Det er vildt at tænke på, at der allerede er gået to måneder. På den ene side, så synes jeg lige, jeg startede i går – på den anden side, så føles det som om, jeg har været i gang i flere år. Jeg ved ikke helt, om det er godt eller skidt… Jeg tror nu mest, at det er godt!
For det betyder ihvertfald, at nogle ting er blevet mere eller mindre ‘rutine’ – ikke på den dårlige måde, men mere fordi det efterhånden sidder på rygraden, så jeg ikke skal bruge en masse ekstra energi på det – f.eks. at finde ud af hvor lokalerne er, hvordan jeg orienterer mig i studieplanen, hvor tidligt jeg skal hjemmefra for at nå frem i tide osv. 🙂
Alle de der små praktiske ting, der fylder virkelig meget i starten. Alle de introting, til mail, studienet, undervisningsformer osv., som jeg glædede mig til at ‘komme forbi’ – dem er vi efterhånden også ved at have klaret.
Nu er dagenen så småt fyldt op med ‘rigtig’ undervisning og det er jeg ret vild med!

Hver eneste dag, når jeg vågner, glæder jeg mig til at komme i gang, finde ud af hvad dagen gemmer på af nye, spændende ting og til at blive klogere.
Hver eneste dag lærer jeg noget (meget) nyt, og det er både en vild og fed følelse! Jeg er måske nok blevet lidt afhængig af det. Men det er også hårdt. For det trætter. Så jeg forsøger at tage en pause i ny og næ, omend jeg nok godt kunne blive bedre til det. Der er altid lige en side mere, der kan vendes – men sommetider (læs: ofte) bliver min hjerne fyldt, og så render resten ved siden af, og så kan jeg lige så godt holde en pause og lave noget andet, der fylder på, på en anden måde, eller måske ligefrem giver plads til mere ny viden.

Jeg ved godt, at Janteloven ikke tillader, at man råber sin lykke højt, men jeg kan ikke lade være. Jeg føler mig simpelthen så priviligeret og glad!
Jeg er fuldstændig blæst bagover i forhold til, hvor fedt det er at blive klogere på kroppen! Det er jo den vildeste, mest fantastiske (og også lidt skræmmende) opfindelse! Okay, jeg vidste måske godt, at den var rimelig sej, før jeg startede på studiet, men jeg tænkte jo ikke over hvordan og hvorledes – og jeg vidste det heller ikke.
Allerede på de første to måneder er jeg blevet så meget klogere på alt det, der foregår ‘indeni’, og det er ikke småting, skal jeg hilse at sige. Wow altså!
Jeg synes egentlig, det skulle være os alle forundt at lære om kroppen, for jeg synes også, det forklarer mange ting, man kunne have gavn af at vide. F.eks. hvorfor kroppen reagerer, som den gør… Jeg håber, jeg kan blive dygtig til at formidle min viden, så den kan hjælpe en helt masse mennesker på min vej…

Jeg kan selv godt lide at få en forklaring på ting, så jeg forstår dem bedre. Så jeg bedre kan forholde mig til dem.
F.eks. har patienter, der har smerter, meget nemmere ved at acceptere og udholde smerterne, hvis de ved hvorfor de er der. Det kan jeg sagtens forstå. Når man ikke ved, hvorfor man har ondt, så kommer der lige et ekstra lag på smerten – angsten for, hvad det er. Men når man ved hvorfor, så skal man ikke også tænke ‘hvad er nu det?’.
Det er også lidt det samme, når man snotter i vilden sky, og bander det langt væk. Der er faktisk en mening med det snot – at kroppen forsøger at rense mikroorganismerne ud af kroppen ved at pakke dem ind i slim og sende dem til langbortistan i en kleenex. Det gør selvfølgelig ikke snottet mere behageligt, men jeg synes bare, det er lettere at acceptere at det er der, når jeg forstår, hvorfor det skal være der… 😉 (giver det overhoved mening?…)

Når jeg tænker på, hvor meget jeg har lært, de sidste to måneder, kan jeg godt blive lidt forpustet, for jeg tænker, om det mon er muligt at opretholde den fart gennem 3,5 år. I så fald, så har jeg godt nok lært meget nyt til den tid 🙂 Når jeg tænker, at jeg ikke har lært eller forstået noget som helst, så prøver jeg mig selv af, og så kan jeg godt se, at jeg allerede ved en del, som jeg ikke anede for 2 måneder siden. Det er vigtigt at holde de små sejre frem foran sig, ik?

Hvordan har det så været at starte på studie – med børn og ‘dén’ slags on the side? Det er der mange af jer, der har spurgt til.
Det er virkelig gået så fint. Jeg kan sagtens forstå nu, det mange af jer skrev inden; at man har en gave i forhold til planlægning og struktur. Jeg forsøger ihvertfald hver eneste dag at få det til at gå op, så der er tid til det hele. Og ja, nogle dage kniber det med at få læst alt det, jeg gerne vil, men jeg synes efterhånden det går fint med at få prioriteret. Jeg har ikke endnu været bagud og jeg har heller ikke misset noget undervisning. Men jeg er også heldig, for jeg har en mand, der bakker mig fuldstændig op, og giver mig ro til at læse, når jeg har studiedag, og som drøner rundt med drengene på cykel i al slags vejr, så jeg kan køre af sted hver morgen med skole for øje.
Og så terper han med mig og gider høre om lungekredsløb og hjertekamre og stille spørgsmål, så jeg kan tænke, fundere og overveje og øve alt det, der skal læres udenad <3

På den ene side, så har det været virkelig overvældende at starte på et nyt studie – en helt ny verden. Fordi der er så meget foran mig, der er ukendt. Men det er jo ligesom præmissen – så jeg forsøger virkelig at tage en ting – og for det meste også en dag – ad gangen. For ellers bliver det for overvældende.
Jeg forsøger at huske og forstå alt det jeg læser og hører, men det er umuligt. Og selvfølgelig er der noget af det, der er giga svært – især når der er kemiske formler indblandet – men jeg synes også, at der er meget mere, der giver mening, end jeg havde turdet tro på forhånd.

Der er en del på mit hold, der stressede over eksamen fra dag et. Jeg har helt tiden forsøgt at holde mig på afstand af det, for jeg vil nødigt smittes. Jeg er nødt til at tro på, at skolen og de semesteransvarlige lærere tilrettelægger undervisningen, så vi kommer gennem det, der skal til. Og hvis jeg så forsøger at hænge i, så ender det hele med at give mening, når vi til januar skal til eksamen. Og som de siger: ‘Vi skal ikke lære tingene for at bestå eksamen, men for at blive dygtige sygeplejersker’.
Og indtil videre, så holder det stik. Hver eneste dag bliver der bundet små sløjfer og bygget broer. Og jeg fornemmer allerede en fin, rød tråd gennem studieplan og læring. Jeg har kun positive ting at sige om lærerne. De er fantastiske, engagerede, forberedte og pædagogiske – jeg er helt benovet over, hvor seje de er til at lære fra sig. Meget bedre, end jeg havde turdet håbe på! De giver et vildt godt grundlag for at studere selv – som også er den stor del af studiet.
Jeg er egentlig ret overbevist om, at det hele nok skal gå. Og alligevel er jeg selvfølgelig også dødbange for, at det hele stopper til januar, hvor jeg opdager, at jeg ikke har forstået en rygende fis!

Jeg er så glad i maven og helt op i hjertet, at jeg næsten ikke tør tro på, at det kan få lov at blive ved. Min indre pessimist vil så gerne tage ordet, men jeg forsøger at styrke optimisten i stedet. Jeg kan godt! Apropos mit indlæg om det med en djævel og en engel på skuldrene….

Jeg er spændt på at se, hvordan det sociale i klassen udvikler sig. Når man er knap 50, er der et stort spændt i kompetencer og personligheder, og jeg forsøger lige så stille at finde min ‘plads’ i det – det samme gør sig gældende i min studiegruppe, som vi ikke selv har haft indflydelse på. Finder lige så stille ud af, hvem jeg har noget til fælles med, hvem der minder lidt om mig selv, hvem der er nogenlunde samme sted som mig rent fagligt, hvem jeg tror, jeg kan arbejde godt sammen med og sparre med osv. osv. Det tager tid, men jeg håber sådan, at jeg kan finde et par stykker (eller flere), som jeg kan have det rigtig sjovt med og lære en masse sammen med. Det er bare sjovere at studere, når man har nogen at gøre det sammen med – og som kan gøre det, der er lidt (for) hårdt, lidt sjovere…

Da jeg, for nogle uger siden, var i klinik for første gang, var det med stor ærefrygt, nervøsitet, nysgerrighed og engagement.
Jeg synes, det var virkelig stort at iføre mig den hvide uniform, men samtidig havde jeg det faktisk lidt svært med det, for jeg følte på ingen måde, at jeg kunne leve op til at have den på.
Jeg følte, at jeg med den på signalerede, at jeg kunne ‘noget’. Jeg glæder mig til jeg kan tage den på med lidt mere ro i maven. Måske, når jeg har lært at stole lidt mere på mine kompetencer… Det er jo både de personlige og faglige, der tæller…
At det så derudover var et lidt uheldigt klinikforløb, hvor jeg ikke følte mig særlig velkommen, gjorde det selvfølgelig ikke meget bedre, men jeg håber, at næste klinik til foråret bliver rigtig god! Jeg glæder mig ihvertfald helt vildt – endda mere end til juleaften (og der skal ellers virkelig meget til for at trumfe det! 😉 )

I klinikken, og i løbet af de sidste par måneder, er jeg blevet bekræftet i, at det er det helt rigtige studie OG det helt rigtige tidspunkt, jeg er startet på uddannelsen. Jeg er simpelthen så glad for alt det, jeg har med i bagagen – for der er virkelig meget at ‘leve op til’ i rollen som sygeplejerske.
Jeg ville slet ikke have følt mig tilrette og klar til det, hvis jeg var startet lige efter gymnasiet.
I folkeskolen og gymnasiet var der fokus på at ‘høre til’. Jeg kunne være meget nervøs for at blive til grin, hvis jeg sagde noget forkert, eller var nødt til at indrømme, at der var noget, jeg ikke havde fået fat i. Nu er jeg et helt andet sted.
Jeg er i gang med den her uddannelse for min egen skyld – ikke for at imponere nogen. Jeg stiller spørgsmål til det, jeg ikke forstår, reflekterer over alt det, jeg møder, hører og ser, og sætter en ære i at give min ihærdighed plads. Jeg udfordrer min ekstroverte side hver eneste dag, ved at række hånden op og byde ind. Jeg skammer mig ikke længere over, at jeg har et ‘stræbergen’ – hvis der altså overhoved er noget, der hedder det?
I folkeskolen fyldte det en del, fordi jeg blev mobbet med at være en stræber, der lavede sine ting. Men i min optik er der jo slet ikke noget galt med at lave sine ting og være engageret i undervisningen… Det er bare først nu, jeg tør lade den følelse føles rigtig. (Jeg har skrevet om mobberiet i disse indlæg)

Jeg skal øve mig i at give mig selv lov til at holde fri. For lige nu går jeg konstant rundt med en snert af dårlig samvittighed, og det fylder faktisk mere end jeg synes, det skal have lov til. Men mon ikke det kommer, når jeg får lidt mere tro på mig selv og måske får vist (endnu mere) overfor mig selv, at jeg godt kan. Lige nu ved jeg jo ikke, om jeg kan det, der skal til. Jeg har ikke noget at måle det med. Men jeg satser på, at jeg kan…. 😉

Der er dog én ting ved mit nye studie, som virkelig river i mit hjerte, men det skal have lov til at få sin egen plads, så det må jeg skrive mere om i et andet indlæg. I dag skal glæden have lov til at fylde 🙂 Jeg glæder mig til de næste mange måneder – og til foråret, når vi ikke er de nyeste længere 😀

Okay, det blev en lang smøre – kan I fornemme, at jeg har meget på hjerte? 🙂 Nå, tak ihvertfald, hvis I kom helt herned til bunden 🙂 Hvis I har spørgsmål, noget på hjerte, gode råd eller andet, så hold jer endelig ikke tilbage 🙂

 

Rigtig god dag derude og god 1. november (det er også vildt, at det er november nu, hva?)

 

Har du lyst, kan du læse flere studietanker i de her indlæg