Vær velkommen, nye år – og et tilbageblik på det gamle

Godt nytår derude. Håber, I kom godt ind i det nye år.

Egentlig er det måske nok lidt trist, ligefrem at glæde sig til at tage afsked med året, og få lov at starte på et nyt. Ikke desto mindre er det sådan, jeg har det.
Skulle man have forsøgt at vride mere glæde og godhed ud af året, hvis man sidder tilbage med den følelse, når året rinder ud? Tja, måske. Men indimellem gør livet det bare svært for én at bevare optimismen og positivismen hele tiden. Jeg synes ellers, jeg gør et ihærdigt forsøg på at ‘hænge mig” i de gode stunder, men det er bare ikke altid nok.
Og 2018 vil helt sikkert være et år, vi tænker tilbage på med blandede følelser. Jeg startede da også årets sidste dag, i går, med at græde af udmattethed og fortvivlelse. Fordi det hele bare lige var blevet for meget. Sådan kan jeg få det indimellem. Heldigvis sluttede jeg året af med et varmt smil, efter nogle hyggelige timer med spil, grin, god mad og tid til nydning.

Hvis jeg skal skære alle de hårde facts fra, om alt det, vi har kæmpet med i 2018 som død, sygdom og faglige udfordringer, så kunne vi jo godt tage at være glade for, at vi stadig er her, ikke er alvorligt syge og at vi har hinanden.
At årets modstand (endnu en gang) har gjort os stærkere. Selvom vi næsten ikke tænkte, det kunne være muligt at blive det. Vi har klaret os igennem mange små og store kriser sammen. Udefrakommende ting, som livet har forsøgt at teste os med. Og vi har bestået testene. Dét kunne vi måske godt tage at være ret stolte af!
Og ja, det hele kunne være endnu værre. Men sådan er det jo (næsten) altid. Det kan måske nok blive endnu mere sort, men nogle gange er sort slemt nok.

Når jeg kigger året igennem i glimt, som dem nedenfor, så har vi mange ting at være glade for, og tænke tilbage på med et smil. Oplevelser, der bestemt er værd at putte over i mindebogen. Især de første – næsten – 5 måneder, var skønne, farverige og fyldt med gode oplevelser. Derfra hobede udfordringerne sig op foran os, og vi blev slået ud af kurs igen og igen. Det er de benhårde facts, og når jeg ser tilbage nu, er det også med en smule stolthed. For vi står stadig oprejst, omend vi indimellem er nødt til at læne os op ad hinanden, for at kunne det. Men det er jo også netop dét, der er testen. Og heldigvis kan vi skiftes til at have gummiknæ.

Især L’s sorg er enormt svær, fordi døden er så ukonkret. Og fordi han slet ikke er sig selv. Der går ikke en dag, hvor vi ikke bliver mødt af den, på den ene eller anden måde. De fleste gange skjult i form af vredesudbrud eller ‘angst’ – men det kan man jo godt forstå, når én, man så flere gange om ugen, pludselig aldrig kommer mere. Angsten for at miste flere, af dem man holder af, må fylde så meget i det lille hjerte, at jeg næsten ikke kan bære det. Og når jeg selv er slidt, trist, ked og udmattet af livets skyggeside(r), kan det være svært at have overskud til at gentage sig selv utallige gange, være forstående og rolig. Men vi klarer det – sammen. Og ja, indimellem så træder jeg (også) ved siden af, og får ikke mødt ham ‘rigtigt’. Men jeg forsøger.
Og forhåbentlig hjælper de lysere tider, og tiden, i det hele taget, på det. ‘Det bliver lettere med tiden’ messer jeg ofte i mit hoved. Det bliver lettere med tiden.

Nu glæder jeg mig til at tage hul på et nyt år. Forhåbentlig et godt et. Et roligt et. Et med nye, spændende udfordringer, der giver energi og løfter. Et der har noget mindre behov for at teste os. Og som måske åbner nye muligheder, lyster, veje?

Herunder er der et lille tilbageblik på året, der gik, måned for måned:

Januar bød på afslutning i vuggestuen for L. En epoke i vores liv, der endte. Det var både glædeligt og også lidt trist. Endnu mere fordi vi ikke rigtigt havde en god mavefornemmelse, med det der videre skulle ske…
Det meste af måneden gik derudover med eksamensforberedelse og nervepirrende eksamen, der heldigvis endte ganske fint. Og så var vejret smukt og blev nydt i ‘baghaven’.

Februar blev nydt, med et nyt semester, der skulle indtages, og en 7 års fødselsdag, der skulle fejres. Blandt andet med en skolefest, med alt hvad der til hører. Og så var der også MGP-party i stuen, med snacks, islagkage, sang og glimmer. Ikke nogen dum måde at tage afsked med vinteren på 🙂

Marts er vist nok min yndlingsmåned – måske nok på en delt førsteplads med december. Det er måneden hvor både A og jeg fylder år – og nu også vores lille spirrevip, Saga. Så der er nærmest lagt i ovnen til en helt måneds festivitas, og det er lige mig 🙂
Udover at holde lyserød tøsefest fik vi også smovset forskellige påskelækkerier og smækre middage.

April bød på både varme og sne, og blev nydt med både påskefest, ferietur, påskefrokost og Harry Potter tyvstart slash generalprøve.

Maj startede solrigt og fint, omend det er en svær måned, der får hjertesorgen til at pible igen.
L’s 3 års fødselsdag blev fejret ad flere omgang, og især Gurli Gris festen vil nok blive husket længe 😉
Måneden sluttede desværre med noget af en udfordring, da A’s akillessene sprang, og de efterfølgende måneder blev alt andet end det, vi havde forestillet os og planlagt efter.

Juni bød på havedage, nydning, sommermad, Sankt Hans fest, afsked med mit kliniksted gennem 10 uger, sommerstrik og 9 års bryllupsdag. Og så lige en eksamen og et afsluttet semester, til at gå på sommerferie med.

Juli var en begivenhedsrig måned, der krævede sin kvinde! 😉
W fejrede sin første runde fødselsdag. Den helt store fest blev holdt i haven, med Harry Potter som omdrejningspunkt. Det var en virkelig god dag, som han (og vi) stadig snakker om og mindes.
L og jeg var på dyrskue og det varme vejr blev nydt i haven. Midt på måneden tog vi i sommerhus og fejrede 70 års fødselsdag, blandt andet med et kæmpe kagebord.
Derefter var det tid til at begive os sydpå, hele vejen til Sydfrankrig. Det tog enormt mange af mine kræfter at skulle køre bilen, når nu A var lænket til en kæmpe støvle. Men det var også en stor personlig sejr, som jeg vil huske tilbage på, når jeg (indimellem) mister troen på mig selv! Selve ferien var der heller ikke noget at sætte en finger på. L snakkede så sent som i går om, at han gerne ville tilbage til den store swimmingpool 🙂
Mine feriedagbøger, der indeholder både smil og tårer, kan læses her, her, her og her.

August bød på skolestart for de to ældste lykkespirer, mens jeg (heldigvis) stadig kunne nyde at have fri – og komme mig ovenpå den egentlig rimelig udmattende tur sydpå. Jeg var slet ikke forberedt på, at det ville dræne mig så meget for energi.
Måneden bød også på fine sommeraftener og alenetid med W, tur til Vesterhavet og fejring af min mors fødselsdag.

September startede roligt, med fejring af min mors pensionering, og W’s første badmintonmedalje (sådan helt rigtigt).
Den endte desværre med at tage en noget uventet og ubeskriveligt trist drejning. A’s far, drengenes farfar, min svigerfar, som vi, kun et par måneder forinden, havde fejret stor 70 års fødselsdag for, døde.
Samtidig kæmpede jeg selv en hel del med at finde mig til rette på mit kliniksted. Det var 8 virkelig hårde uger, som jeg egentlig ikke helt forstår, hvordan jeg kom igennem, men heldigvis kan man mere, end man selv tror.

September var med til at sætte 2018 på vores sorte liste over år, der trak tænder ud og som bliver svære at mindes. Og hvor livet endnu en gang lærte os, at man ikke skal tage noget for givet. Og selv her, på første dag i 2019, og længe fremover, vil det være med til at sætte dagsordenen for vores liv.

Oktober bød blandt andet på kagehygge, Halloweenuhygge, en fin tur sydpå til Femern og frisk luft i kinderne på springture i ‘baghaven’.

November blev måneden, hvor L sagde farvel til sine sutter.
Julestemningen blev kickstartet i Tivoli, på vores weekendtur til København med min mor.
Vi mødte drengenes nye firbenede ‘fætter’, Huxi, for første gang og så tyvstartede vi på julegodterne.
Ved udgangen af måneden ventede nye udfordringer på A, der medførte et nyt, bedre overblik i køkkenet.

December er stadig helt frisk i erindringen, og bestemt en måned, der er værd at mindes, på trods af den sorg, som sådan en måned også bringer med sig.
Vi har, alle 5, forsøgt at få det bedste ud af hver eneste dag og har grinet sammen utallige gange til The Julekalender, bagt og smagt småkager, dækket op og budt indenfor.
Sideløbende knoklede jeg med at gøre min eksamensopgave færdig, så jeg kunne nyde juleferien helt og aldeles! Det har været fantastisk – og tiltrængt <3

Nu venter et nyt, sprødt år – og jeg er spændt på, hvad vi kan få ud af det.

Godt nytår!

Afslutningen på 2. semester som sygeplejestuderende – hvordan gik det egentlig?

 Lagkage med lyse- og chokoladebunde, stikkelsbær- og jordbærmousse, smørcreme og medicinsk udstyr af forskellig slags 😉
Dryp dryp – brownie med skildpaddemousse, friske bær og bloddryp  Banankage med hvid chokoladeganache, friske hindbær og erytrocytter (røde blodlegemer)

Nå, jeg synes egentlig at jeg skylder en afslutning på det indlæg, jeg skrev før sommerferien, da jeg stod midt i klinikken på 2. semester.
Men først vil jeg lige starte med at sige TAK til alle jer, der skrev til mig, både mails og her på bloggen. Det var rart at høre, at jeg langt fra er den eneste, der har stået med de mange modsatrettede følelser og tvivl.

Heldigvis skete der en masse i de efterfølgende uger. Og som nogen af jer måske også har opdaget sidenhen, så er jeg stadig sygeplejestuderende 😉
Da halvdelen af tiden var gået, ca efter de første 5 uger, var det som om, noget ændrede sig. Sådan nærmest over night. Måske var det fordi, jeg pludselig følte, at jeg faktisk kunne noget. Måske fordi jeg fik nye, større udfordringer. Eller fordi jeg pludselig kunne løse en hel del ting selvstændigt. Måske fordi jeg var blevet bekræftet i, at jeg sagtens kunne ‘være i det’. Også i de svære situationer. Måske også fordi at en del patienter bekræftede mig i, at jeg havde gjort en forskel for dem – lille som stor. Måske det hele i én stor pærevælling.
Jeg vidste godt inden, at jeg ville få svært ved at være fuldstændig ny til alting. De første uger var alt, hvad jeg gjorde, nyt. Og fuldstændig ukendt for mig – stort set. Det var virkelig grænseoverskridende.

Men pludselig føltes det anderledes, og selvom jeg stadig syntes, der var en masse ting, der var udfordrende, så fandt jeg mig til rette i det. Præcis som jeg kender mig selv, så kan jeg åbne op og blomstre, når jeg føler mig tryg. Og da nogle ting blev kendte, kunne jeg bedre overskue endnu flere udfordringer og sværere og sværere opgaver. For ja, selvfølgelig kan man ikke starte første dag op med en kompliceret patient. Det er nødt til at komme hen ad vejen – og vejen dertil er vigtig at være til stede i, for den skal danne grobund for det næste.

De sidste 5 uger af klinikken lærte jeg en helt masse nyt – både med hænderne og med hovedet. Og jeg fik prøvet rigtig mange ting af. Både (svære) samtaler med patienter og pårørende, at stikke, anlægge nasalsonde, kateter og en helt masse personlig pleje. Jeg observerede, dokumenterede, reagerede. Og var også med til det, der skal ske, når livet ikke er mere. Jeg fik virkelig udfordret og afprøvet mange af mine sygeplejekundskaber og fandt ud af, at jeg godt kan!
Og så fandt jeg lige så stille også ud af, hvilke sygeplejersker, jeg kunne (og gerne ville) spejle mig i, og nogle af dem var helt fantastiske til at lære fra sig, stille spørgsmål, vejlede og lade mig få lov at være en del af det hele.

Da jeg var godt i gang med klinikken, skete det, som nogen af jer måske kan huske? A’s akillessene sprang og han blev lænket til sofaen med en kæmpe støvle om benet. Det var afsindigt hårdt at skulle mestre både studie og familieliv på samme tid, og i den sidste måned af klinikken var jeg mere eller mindre alenemor til 4, heldigvis med hjælp fra familie, når det kunne lade sig gøre.
Det var trods alt heldigt, at jeg var blevet gladere og mere tilpas i klinikken, inden det skete, for jeg tror ikke, jeg kunne have jongleret med min egen tvivl og utryghed samtidig med at skulle have styret alt det derhjemme.

Da de 10 ugers klinik var veloverstået og for-eksamen/forudsætningskravet for at måtte gå til eksamen var bestået, ventede ‘kun’ den afsluttende eksamen på skolen. Den gik helt fantastisk og derefter ramte lettelsen. Og en meget lang, tiltrængt sommerferie!
Det var faktisk ret vildt at gå på sommerferie og tænke på, at det første år ud af 3 1/2 var klaret. Og endnu vildere at tænke på alt det, jeg havde lært på ‘bare’ et år!

Som afslutning på klinikken havde jeg 3 kager med til personalet på afdelingen. Og da det var en medicinsk, hæmatologisk afdeling, jeg var på, blev det temaet for kagerne 🙂

Det som jeg ved, jeg får sværest ved, (også) fremover – så længe jeg læser – er at skulle omstille mig. Igen og igen. Når man endelig er ved at føle sig lidt kendt på afdelingen, har lært kollegaerne at kende og kan finde rundt, så er det videre. Enten tilbage på skolebænken eller videre til en anden klinik, et andet sted. Det er helt vildt hårdt! Og så er det også hårdt at skulle være på fra 7-15 hver dag og derudover hele tiden være reflekterende ift. egen læring, skulle dokumentere alting i praktikportalen og læse ret mange siders litteratur ved siden af. Det er ikke en dans på roser. Men så længe det også er givende at være i klinik, så er det til at overleve. For heldigvis er jeg ikke sådan én, der giver op, selvom den løsning indimellem virker som den mest håndgribelige.

Nu kan jeg snart skimte afslutningen på 3. semester. Hvordan det er forløbet, må få plads på et andet tidspunkt, for det har trukket tænder ud på alle tænkelige måder. Men jeg er her endnu – og kæmper videre!

Rigtig god aften derude – og glædelig 3. december

 

P.S. Hvis du har lyst til at læse flere af mine tanker, om det at være sygeplejestuderende, så klik lige her

Et nyt kapitel – nu som pensionist…

I fredags sluttede et kapitel og startede et andet – et kapitel som pensionist. Altså ikke for mig, trods alt. Det er min kære mor, der har bundet sløjfe på et langt liv på arbejdsmarkedet. En stor beslutning, der også bringer meget nyt med sig. Det er ikke kun et farvel, men også et goddag. Til et liv med (meget) mindre stress og meget mere sjov.
Det skal nok blive godt, omend der nok går noget tid, før det bundfælder sig (for hende).

Jeg føler mig pludselig også så gammel, nu hvor jeg har en mor,  der er pensionist 😉 Men heldigvis er hun slet ikke gammel, og hvis hun slægter sin mor på (hvilket jeg tror, hun gør) så har hun mere end 30 år at nyde livet i, sammen med os – jeg vil ihvertfald slet ikke forsøge at forestille mig andet…

I dag fejrede vi det nye kapitel med kage, kaffe, sensommerfrugt og eftermiddagssol. En fejring efter min mors (kage)hjerte.
Jeg kunne, som altid, ikke begrænse mig, så jeg endte med at bage lidt forskelligt.
Der var både en lagkage med jordbær- og stikkelsbærmousse, pyntet med strikketøj og briller, medaljer med hvid chokolade og æbleoverraskelse i midten, æble- og hindbærsnitter, en sprød tærte med æbleflødeskum og friske bær og små sandkager med rabarber og hvid chokoladeglasur.

I morgen venter 3. semester på mig. Hverdagen skal for alvor i gang igen – om vi vil det eller ej. Jeg må hellere se at få booket min mor til diverse opgaver resten af året, for jeg har hørt, at pensionister er nogle af de travleste mennesker 😉

Ambivalens og antiklimaks – er det normalt?

 fullsizeoutput_1d18
Godt nok er der smil på, men det fortæller jo ikke alt…

De første to ud af ti ugers klinik på sygehuset er ovre og den forlængede weekend kom som kaldet.
Jeg har altid sat pris på ærlighed, også her på bloggen, og deler mange aspekter af livet, både de fine, rare, svære, gode, triste og tunge. Jeg tænker derfor, det er på sin plads at dele (nogle af) mine tanker, efter et par uger i en helt ny verden.

Jeg får mange mails med opfordringer til at skrive om studielivet, både ifht hvordan jeg forener det med familielivet og sådan mere generelt, hvordan studiet er osv. Jeg vil altid gerne imødekomme jeres ønsker, i det omgang det er muligt, og i dag har jeg tænkt mig at forsøge at få nogle af mine mange tanker ned på skrift. Det bliver muligvis rodet og ustruktureret, men det er blot et billede på, hvordan mit sind har det lige for tiden…

Inden klinikperioden startede, skrev jeg også mine tanker ned. De kan læses lige her. Der er dog sket virkelig meget siden – selvom der kun er et par uger imellem.

Jeg tror ikke, jeg nogensinde har været så træt før, nærmest ikke engang dengang jeg ammede natten lang.
Jeg står op kl. 5 og er hjemme igen ved 16-tiden og så er jeg klar til at gå i seng og sove til næste morgen… Så har jeg været i 8 timer plus det løse. Den første uge var A på vagt alle dage, så jeg skulle hjem og styre drenge, madlavning, madpakker og alt det andet. Det tog pusten fra mig, men det var på en måde også rart, at min hjerne blev tvunget til at fokusere lidt på noget andet. Jeg har nærmest ikke åbnet en bog, siden jeg startede. Hverken overskue eller lyst har været der…
Der er en nerve i mit ene øje, der er begyndt at sitre hvert 5. minut, og det er som regel et tegn på, at min hjerne har for travlt og at jeg sover for lidt…

Som jeg har nævnt før, en del gange, så er jeg en tænker, og derudover har jeg en ret stærk, sensitiv side, der både er en stor fordel og en kæmpe udfordring. Jeg reflekterer over stort set alt, hvad jeg er i berøring med. Og når jeg kommer hjem fra en arbejdsdag på afdelingen, så kværner min hjerne videre og analyserer alt, hvad jeg har oplevet, gjort, hørt, læst og set. Det er enormt trættende, men det er også med til at gøre mig bedre – lige nu er det dog mest det første, der fylder for mig og påvirker mig.

De første to uger har slet ikke været, som jeg havde håbet, troet og tænkt. Jeg synes egentlig ikke, jeg havde mange forventninger til alt det nye på forhånd, fordi jeg netop var bange for at blive skuffet. Jeg ville hellere blive glædeligt overrasket. Jeg håbede dog, at jeg i det mindste ville mærke den helt rigtige mavefornemmelse, når jeg stod i det. Opleve at blive bekræftet i mit valg og i min nye vej. Men alle de gode følelser, jeg (nok alligevel) håbede på, og den gode mavefornemmelse, det gerne skulle bringe med sig, er udeblevet. Og jeg er frustreret og helt grædefærdig over det. Eller rettere; jeg har allerede grædt over det flere gange.

Forrige år, da jeg for alvor begyndte at lytte til min egen fornemmelse af, at jeg skulle læse til sygeplejerske, startede en stor, ambivalent, vild, overvældende, skræmmende og fantastisk følelse indeni. Jeg brugte lang tid på at overbevise mig selv om, at jeg ikke var for gammel til at læse – og også lang tid på at overbevise mig selv om, at jeg ville kunne klare det.
Og selvom jeg bilder mig ind, at det ikke fylder meget i min bagage længere, så må jeg nok erkende, at mange års mobning alligevel har sat og stadig sætter sine spor – både positivt og negativt.
Da jeg startede på studiet, tvivlede jeg stadig på mine egne evner. Tvivlede på, om jeg var god nok. Og det er også det, der har afholdt mig fra at kaste mig ud i et langt studie tidligere. Når jeg kigger tilbage, i bagklogskabens klare lys, har det nok været dét, der har sat en stopper for mange ting i mit liv. Ting jeg godt kunne fortryde nu. Men det nytter jo ikke noget, siger de kloge.

Inden jeg startede på studiet sidste år, var jeg overbevist om, at det ville blive den teoretiske del, der ville volde mig flest problemer. Især de naturvidenskabelige fag, som jeg ikke har stiftet bekendtskab med i mange år. Jeg glædede mig til en uddannelse, hvor der var en del praktik. Og nu, hvor jeg står midt i praktikken, drømmer jeg mig tilbage på skolebænken. Det var den vildeste oplevelse at opdage, at jeg faktisk kunne finde ud af de naturvidenskabelige fag. At jeg ligefrem begyndte at holde af dem, kom som noget af en overraskelse for mig! Og også det at opdage, at min skoleglæde stadig bor i mig, var fantastisk.

Jeg kan konkludere, efter 8 måneders studie, at jeg kan. Jeg kan faktisk mere, end jeg havde forestillet mig. Og jeg vil gerne udfordres, blive klogere, lære mere – helst hele tiden, så jeg ikke kommer til at kede mig.
Alt det må jeg, trods alt, forsøge, ikke at glemme igen! <3 Måske endda finde en styrke i.

På en måde har jeg brug for at finde et mål. For at have noget, der kan holde mig oppe, når modet og troen på det hele forsvinder.
Jeg var ret sikker på, og håbede helt ind i hjertekulen, at jeg ville blive bekræftet i, at jeg er landet på min rette hylde. Men på mange områder har det været nærmest modsat. Og jeg kan slet ikke se mig selv arbejde på en sengeafdeling.
Der er mange sygeplejersker (der arbejder som sygeplejerske) der siger, at det er et fantastisk job! Og mange siger til mig, at det er en perfekt uddannelse, fordi den giver så mange muligheder. Men lige nu kan jeg slet ikke få øje på alt det, de sætter ord på. Jeg kan ikke mærke det. Og det er vildt frustrerende! Jeg er en fighter. Jeg giver ikke op! Men jeg har også lært, at jeg er nødt til at have hjertet (og maven) med, hvis jeg skal kunne være i det.

‘Du ejer først dit liv, når du stopper med at tænke på, hvad andre tænker om dig’. Dét kunne jeg godt lære noget af!

Jeg håber, de næste uger byder på masser af nye, gode oplevelser, der sender mig tilbage på rette spor. Og giver mig den rigtige mavefornemmelse tilbage. Den der er så svær at sætte ord på og forklare, men som jeg med årene har lært at lytte til og også stole på. Omend jeg også stadig er god til at overhøre den. I morgen er jeg tilbage i den hvide kittel, og det giver mig en anelse ondt i maven allerede.

Hvornår mærker man det klik indeni, der fortæller én, at det er helt rigtigt? Er det for meget at forlange, at man skal få den følelse? Måske er det utopi, at man kan finde lykken i et job? Måske skal man bare ‘affinde’ sig? Måske leder jeg for meget efter lykken, i alt hvad jeg gør? Jeg forsøger at se det fine i alting, men måske er der bare nogle ting, der kun er ‘okay’?

Mere end 1/5, ud af 50, af mit hold er allerede stoppet på uddannelsen. Og vi har fået at vide, at det er denne første lange klinikperiode, der er afgørende for mange. Jeg havde bare ikke forestillet mig, at den skulle så tvivl hos mig! Overhoved ikke!

Jeg ved ikke, om det er normalt at have det sådan her efter de første par uger. Måske går det over? Om ikke andet, så er mine følelser og tanker ihvertfald skrevet ned nu – måske nogen kan genkende dem eller bruge dem til noget…

Måske nogen af jer, der arbejder som sygeplejersker, vil dele jeres historie, erfaringer, tanker? Hvad laver I, der giver mening for jer i jeres arbejde? Måske der er nogen af jer derude, der har haft det ligesom mig, nu hvor den første forelskelse er ovre? Skal man bare lige på den anden side af det og så mærker man kærligheden?

Indtil videre kæmper jeg videre, og forsøger at finde ind til den gode mavefornemmelse – med et smil på læben, for det smitter jo. Både udad og indad <3

Et opkald, der ændrer ret meget og satte mit morhjerte i galop …

025

I dag fik vi et opkald, der kommer til at ændre ret meget de næste par måneder – ja, egentlig de næste par år.
Som nogen af jer måske kan huske, blev vi ret udfordret for et par måneder siden, da L skulle starte på et nyt kapitel i sit liv, og sige farvel til vuggestuen for at starte i børnehave. Indlægget, jeg skrev dengang, kan læses her.

Vi endte med at beslutte, at L ikke skulle starte i børnehave, før han kunne få plads, der hvor hans storebrødre går i skole og fritter. Da der først var plads pr. 1. juni, ville det blive 4 måneder med ‘lappeløsninger’, for at få hverdagen til at hænge sammen, når der både er arbejde, studie og alt muligt andet, der skal passes ind i forhold til at have et hjemmegående barn.

For en god uges tid siden var vi halvvejs med ‘projektet’. De første 2 måneder var klaret. Nedtællingen kunne begynde…
For ærligt talt, så har det både været virkelig skønt og også ret hårdt. Mest fordi det kræver enormt meget (ekstra) planlægning og giver en del udfordringer ifht. studiet og A’s skiftende arbejdstider. Især den kommende tid, hvor jeg skal i klinik et godt stykke herfra, har givet os en del bekymringer.
Det er heller ikke super nemt at aktivere en gut på knap 3 år, hver eneste dag. Slet ikke når kulden bider udenfor, treårs-trodsalderen lurer under overfladen konstant og går i udbrud flere gange dagligt, bøgerne er læst forfra og bagfra og legoklodserne er blevet samlet på tusind forskellige måder allerede.
Vi har virkelig sat pris på, at han har haft sine to storebrødre til at give ham modspil og lege nogle andre lege, end dem vi kan finde på (og finde ud af 😉 ).
Men ret skal være ret; jeg (vi) har virkelig også nydt at være sammen med ham på en helt anden måde. Han har været fritaget for morgenstress, og jeg har været en del af hans udvikling mange timer hver dag og har fået lov at se ham vokse. Jeg sætter stor pris på, at han har fået lov at opleve så meget tryghed, midt i en temmelig udviklende fase af livet.

Men…. I eftermiddags fik vi så en opringning fra pladsanvisningen. Der er, helt uventet, kommet en plads fri nu – som i NU. Så på et splitsekund ændrede de næste måneder sig. Mit morhjerte satte i galop og jeg måtte lige trække vejret dybt ned i maven. Min hjerne skulle lige forstå det, og mit hjerte skulle lige følge med.
I går tænkte jeg netop på, at jeg skulle huske at nyde de sidste par måneder. Og nu er det slut. Fra det ene øjeblik til det andet. I går så jeg på ham, og tænkte, at han er ved at være en virkelig stor dreng. Hans sprog har udviklet sig så meget og han kan så mange ting selv. Nu synes jeg pludselig, han er så lille. Min lille mus, der pludselig skal klare sig selv i børnehaven. Pyh, ens (mor)hjerte kan virkelig spille én et puds. Så mange ambivalente følelser på en gang.

I morgen skal vi besøge børnehaven og så går det ellers løs. Og jeg burde jo virkelig ikke klage. For vi har drømt om, at det skulle ske. At der pludselig blev en plads ledig til ham, selvom det var nærmest utænkeligt. Og nu sker det, mod alle odds. Det går bare lige lovligt stærkt 😉
Der er dog ingen tvivl om, at L er klar til børnehave! Han er virkelig ved at blive (og være) en selvstændig lille gut, med ben i næsen og sjove sætninger på tungen konstant. Han kommer til at få det så sjovt, med masser af nye venner omkring sig og en stor legeplads at boltre sig på.
Her til aften, da jeg puttede ham, snakkede vi om, at han skal besøge børnehaven i morgen, og han sagde glad: ‘Ja, jeg skal op til mine nye venner og sige hej til dem’ <3
Nu krydser jeg bare alt jeg kan for, at han kommer til at trives deroppe. Jeg er sikker på, at hans storebrødre vil gøre deres for, at det bliver godt. De glæder sig til at kunne kigge over til ham, når de har frikvarter og han er ude på legepladsen.

Så må jeg bare forsøge at vænne mig til tanken over night – og se på de gode ting ved det; at det giver os en nemmere hverdag, giver L masser af nye, spændende udfordringer og oplevelser, han får lov at starte midt på måneden i stedet for til juni, hvor han skulle starte sammen med 19 andre, han går en fin tid i møde med masser af udendørs legetimer og han når at vænne sig til børnehaven, inden sommerferien banker på.

Mon ikke det nok skal gå, det hele 😉