I morgen er det for alvor…

Dagen før dagen… I morgen er det for alvor. I morgen går det løs!
En dag jeg egentlig har ventet på i flere år. Set frem til og haft som mål. Og nu hvor den venter på den anden side af en (forhåbentlig) god nats søvn, er det ret angstprovokerende.

I morgen har jeg første dag i den hvide uniform – sådan rigtigt. I fredags havde jeg sidste skoledag i 4,5 måned. Det i sig selv er ret skørt at tænke på.
De næste 10 uger skal jeg forsøge at omsætte al den teori, jeg siden september har knoklet for at lære, til praksis. Jeg skal på sygehuset, som nævnt her, på en medicinsk sengeafdeling.

Jeg er både dødspændt og vildt nervøs. Jeg synes virkelig, det er nervepirrende. Jeg er bange for, at jeg ikke kan leve op til andres  – og måske mest af alt mine egne – forventninger. Bange for at begå fejl – overse noget (vigtigt).
Jeg er min egen værste fjende – jeg ved det godt. Jeg har svært ved at acceptere, at jeg er ny(begynder). Jeg kan ikke lide, ikke at vide ‘alt’. Jeg er perfektionist, og virkelig hård ved mig selv, når noget enten ikke lykkes eller ikke går, som jeg gerne ville, eller synes det skulle. Men sagen er den, at jeg kommer til at være ny til mange ting de næste 3 år – nej, de næste 60 år. Og jeg skal blive bedre til at rose mig selv i stedet for at slå mig selv oven i hovedet. Jeg ved det godt – det er første skridt på vejen, ik?

Jeg føler mig enormt beæret og ydmyg over at få lov til at komme så tæt på andre mennesker. Få lov til at iføre mig den hvide uniform. Gå i mange andre dygtige sygeplejerskers fodspor. Men det forpligter også. Og lige nu har jeg det som om, jeg intet kan huske, af alt det jeg har lært.

Jeg har skullet udfylde og forberede en masse på forhånd, til min kliniske vejleder. Blandt andet nedskrive mine forventninger til klinikperioden. Og det er faktisk virkelig svært at skulle sætte ord på. For hvad kan jeg egentlig forvente? Både af mig selv og af afdelingen. Hvor meget kan jeg nå at lære? Hvor meget kan jeg rumme? Hvor meget kan jeg nå?
Når jeg forsøger at sætte ord på det, bliver jeg klar over, at der er meget jeg gerne vil ud at finde ud af, blive klogere på og lære. Jeg ved ikke om det er realistisk, men at sætte sig mål er jo altid godt.

Jeg starter helt fra 0 i morgen – sådan føles det ihvertfald. Jeg har min egen rygsæk med, men jeg har ikke en sygeplejerske-rygsæk, som jeg kan hive noget op fra – endnu. ‘Kun’ en masse teori, som jeg forhåbentlig ikke har glemt, når det kommer til stykket. Jeg har prøvet mange ting, både på egen krop, og især med min far, men jeg har aldrig prøvet at stå i det, uden at være følelsesmæssigt involveret.
Der er i det hele taget mange situationer, jeg aldrig har prøvet at stå i før. Som jeg skal lære at være i, agere i, håndtere. Jeg håber, jeg kan. Om ikke andet så lære det. Der er mange ting, jeg aldrig har prøvet før. Som måske bliver både svære og grænseoverskridende. Mange ting bliver første gang – og måske, om 10 uger, har jeg gjort nogle af de ting utallige gange. Noget er jeg måske endda blevet helt rutineret i…

Jeg skal ud at lære at rumme og bruge min sensitivitet i forhold til sygeplejefaget. Alle mine sanser er konstant skærpet, og jeg fornemmer på et splitsekund hvordan dem, jeg er i rum med, har det. Det er både en force og en udfordring. Jeg håber, det mest af alt er en force…

De næste 10 uger bliver hårde, spændende, udfordrende, lærerige, vilde, udviklende, berigende.
Jeg forestiller mig, at jeg er drøntræt når jeg kommer hjem om eftermiddagen. Ikke kun fordi jeg skal virkelig tidligt op… Forhåbentlig er jeg ikke kun træt, men også glad.

Jeg er spændt på, hvad jeg kan ‘evaluere’ når de 10 uger er gået. Mon ikke jeg er et (helt) andet sted end nu. Mon ikke der også kommer en update her – måske endda undervejs.

Nu vil jeg sætte mig lidt i sofaen, og forsøge at slå tankerne fra, og så hoppe tidligt i seng.

Rigtig god aften derude – og god ny uge til jer også!

P.S. Hvis du vil læse flere tanker om studielivet, så kig her