Når man kun har en arm…

377

Nå, det som billederne fra fødselsdagen i lørdags ikke afslørede var, at A var temmelig uheldig i fredags og dermed var ’ude af drift’ fra fredag nat kl. 00.30 og hele weekenden… Og vil være det i lang tid endnu…

Fredag aften, mens L og jeg var midt i kagebagningen og A var af sted til old boys fodboldkamp, ringede min telefon pludselig. Det var 20 minutter inde i fodboldkampen og jeg blev derfor noget forundret, da jeg så, at det var A, der ringede. Jeg nåede at tænke, at han nok ikke ringede for at fortælle, at han ikke havde købe mælk… Han fortalte i stedet, at han var blevet tacklet af et vilddyr, var landet på skulderen og skulle en tur på skadestuen, da den smertede en del…

A’s søster havde netop hentet S, fordi de skulle op og se ham spille og nåede (heldigvis) ikke at se det ske, men kom, lige da han gik fra banen med stærke smerter.

De satte S af hjemme hos mig, på vej til skadestuen. Jeg fik en lille fyr ind ad døren, der var temmelig påvirket af at have set sin far have ondt. Og som havde set virkelig meget frem til at se sin far spille fodbold på hjemmebane. Heldigvis hjalp kram, slik og Disneysjov lidt på det…

A, den stakkel, endte med at sidde på skadestuen fra 19.30 til 00.30 og imens var jeg i køkkenet for at bage kager til min farmors fødselsdagsfest. Det endte med at blive et rimelig velassorteret kagebord, for hver gang han kom med en update, var det noget a la ’jeg venter på røntgen’, ’jeg venter på at komme ind og få svar’, ’jeg venter på at lægen snakker med sin bagvagt’ osv.

Så hver gang jeg havde hørt fra ham, kunne jeg konkludere, at jeg godt kunne nå at bage en kage mere – og en kage mere – og en kage mere 😊

Da han kom hjem, var det med armen i slynge og beskeden om, at hans kraveben var brækket. Vi satte os ned sammen og fik snakket om det hele og planlagt, hvordan vi skulle klare de næste dage, mens vi drak et glas rødvin og trak vejret ned i maven. Det var godt givet ud, selvom vi endte med at komme (alt for) sent i seng…

Desværre er det et vanskeligt brud, tæt på skulderen og han skal derfor følges tæt. Allerede i denne uge skal han til tjek på ortopædkirurgisk afdeling, der forhåbentlig kan gøre os lidt klogere på, hvor længe han skal være invalid…

 

Når man kun har en arm… (der gør mega ondt, bare man bevæger sig en smule)

 

… kan man nemlig ikke

skifte ble

bære sit barn

give andre tøj på

løfte sit barn

hænge vasketøj op

spise med kniv og gaffel

tørre sig selv på ryggen efter badet

hoppe på trampolin

spille fodbold

vaske op

cykle

køre bil

bære tunge ting ned fra loftet

gøre badeværelset rent

lægge tøj sammen

tage tøj på

sove, uden at stønne af smerte (og dermed vække sin kone)

lyne andres jakker

 

… men man kan heldigvis godt

kysse på sin kone (stadigvæk)

smile og være glad (og klare det hele mega sejt)

sidde i sofaen og dase velfortjent

tørre sig selv bagi, så det slipper jeg da for at hjælpe med 😃
Men det er lidt som at have fået endnu et barn, der skal gives tøj på om morgenen og have skåret sin mad ud i bidder…

 

Hørt hos os i lørdags:

S: ’Mooooar, far spørger om du kan komme og tørre ham’

Mig: ’Hva’? Tørre ham hvor?’

S: ‘På ryggen, han har lige været i bad’

Mig: ’Nååå – kan du ikke hjælpe ham med det?’
(Jeg undlod at fortælle, at jeg et kort øjeblik troede han mente noget andet…  😉 )

 

Nå, men inden alt det her skete, havde A sagt til tømreren, at det var okay, at de kom i dag og startede på taget… Det var inden han blev skadet og (næsten) ikke kunne hjælpe med at gøre klar til det… Men med fælles hjælp og et besøg af farfar, fik vi alligevel klaret det…

Men – jeg tager det lidt hen ad vejen – en time ad gangen. Holder humøret højt og sørger for at nusse om ham, når jeg er hjemme til det. Jeg kan jo se på ham, at han er forpint, og oveni lider ved tanken om, at han ikke kan noget.

Nu må vi bare få det bedste ud af det og forsøge at finde de små lyspunkter midt i bøvlet… Det sværeste er faktisk at skulle forklare L, at A ikke kan løfte ham op. Men han har i hvert fald en måned til at vænne sig til tanken…. (ligesom os andre) 😉

Hva’ med barnebarns første sygedag?

100

Da L vendte tilbage til vuggestuen i sidste uge, efter næsten to ugers (u)frivilligt fravær; en lille uges sygdom og en uges vinterferie (med sygdom), var jeg ret klar på at tælle ned til foråret og give sygdom baghjul derfra.

Allerede inden jeg havde taget i dørhåndtaget, blev jeg mødt af første advarsel: ’Vi har skoldkopper’. Fint nok tænkte jeg, dem kan vi godt klare. De skal jo ligesom overstås på et eller andet tidspunkt og helst nu og ikke først om 5-10 år…

Da jeg havde afleveret L på stuen, vinket farvel og sendt luftkys, opdagede jeg endnu en advarsel på den anden side af døren: ’Vi har RS virus’. Og lige dér, med hånden på håndtaget, havde jeg allermest lyst til at vende om på hælene, drøne ind på stuen igen og tage ham med hjem.

Men den praktiske jeg-skal-på-arbejde-hjerne slog til og fik i stedet min hånd til at tage i dørhåndtaget og gå ud til bilen. Dog stadig med en øv-følelse i hjertet. Min hjerne forsøgte at overbevise mig om, at skulle han smittes, så var han nok allerede blevet det og så ville det alligevel ikke nytte noget at løbe af sted med ham og forsøge at flygte fra sygdom.

Hele vinteren har L grebet al sygdom, han overhoved har kunnet komme i nærheden af i vuggestuen og min optimisme i forhold til, at han nok springer over denne gang, er nærmest ikke-eksisterende. Jeg forsøger dog at bevare et håb om, at han ’vælger’ at kaste sig over skoldkopperne og ikke RS virus. Kigger ned på min nøglering, der minder mig om at sige ’pyt’ og forsøger at gentage ordet højlydt et par gange, mens jeg kigger på vejen og forsøger at slå hjernen over på det næste der skal ske; arbejde.

Efter en skøn weekend sker der så det uundgåelige i mandags, at L vågner med feber. Så er vi der igen! Hele ugen har nu stået på søvnafbrudte nætter og pylrede dage. A kom hjem fra nattevagt mandag morgen til en feberfyr og fik ikke indhentet søvn, som han skulle. Heldigvis har  vi fået hjælp her og der af farmor og farfar. Helt ærligt, hvad skulle vi dog gøre uden bedsteforældre (og faster) i nærheden? Jeg har ikke været ansat 9 måneder endnu, så jeg har ikke ret til barns første sygedag. Men den del af kontrakten har L overhørt…. Jeg kan i hvert fald konkludere så meget, at han har tænkt sig at udfordre den forhindring 😉

I det hele taget er det jo virkelig sjældent at ens barn kun er syg 1 dag.. Hatten af for dem, der ikke har hjælp i nærheden. Jeg ved ikke hvad vi så skulle gøre. Passe 2 stk fuldtidsarbejder ville vi i hvert fald ikke kunne gøre. Vi er endda så privilegerede at A har skiftende arbejdstider, så han endda har hverdage hvor han har fri….

De sidste måneder har været helt vildt hårde, med sygdom på skift, nærmest konstant. Hvis ikke drengene var ramt, så var vi, og aller’helst’ samtidigt.. Det er I nok mange derude, der kan nikke genkendende til. Jeg håber sådan, at foråret har en masse andet godt at byde på 😉

Der har været en del debat på det seneste, i forhold til det samfundsmæssige aspekt i, at vi gerne skulle få mange børn, men at det er ret svært at få arbejdsliv og småbørnsliv til at gå op. En debat, jeg synes er vigtig og som helt sikkert også er relevant for mig.

Det er jo en kæmpe og mangesidet diskussion, om vi burde gå på arbejde eller om vi hellere skulle blive hjemme og passe børn, især mens de er små. Det store problem for mig er, at det kan føles lidt som om ’samfundet’ forventer, at man kan begge dele. Både bidrage til arbejdsmarkedet og tjene penge til ‘kassen’ og samtidig producere (mange) nye hænder, der kan tage over, når vi engang bliver trætte… Det kan godt være en udfordring at gøre begge dele, det kan jeg i hvert fald skrive under på 😉

I den forbindelse har jeg et spinkelt ønske: Jeg drømmer om at man kunne indføre barnebarns første sygedag. Det ved jeg i hvert fald min mor ville elske at have mulighed for – og jeg kender også 3 små gutter, der ville hilse det hjerteligt velkomment 😉

Hvem ved, måske det kommer en dag… (helst mens jeg også har små børn 😉 )  Håbe kan man jo altid… Det er i hvert fald et ønske, jeg gerne sender videre til politikerne 😉

Weekendlykkeglimt, kageforkælelse & feber-aha…

101
Yndlings selvforkælelse
056
Banankager
speltboller-med-chokolade
Speltboller med chokolade der tyvstarter på Valentines og slet ikke kan holde sig fra hinanden 😀
059
Venindetid, kageforkælelse og hyggesnak <3
079076058 disney-on-ice-3
Disney On Ice, der tryllebandt drengene (nå ja, og mig..)
disney-on-ice-2 disney-on-ice-1070012-text
Febermus, der sad stille for en sjælden gangs skyld <3
009
Fredagsslik; Pavlova med bær og banan
004 116089

Weekenden var slet ikke så dum endda. Udover lækker tapashygge, var der forkælelse proppet ind alle vegne.

Lørdag aften så vi Disney On Ice med min mor og bror og drengene nød det. Jeg anede ikke hvad det var inden, så jeg havde haft svært ved at glæde mig sådan rigtigt, men blev også virkelig positivt overrasket. Hvem kan ikke lide Disney? 😉
Udover det var det en god glædeskickstarter, så vi nu ser endnu mere frem til vores tur til Disneyland til april.

Søndag var A på vagt og de to store hos mormor, så L og jeg havde masser af tid til at gå i køkkenet og bage lækkerier. Han er vild med at sidde på køkkenbordet og kigge på, smage (især på chokolade og flødeskum) og hjælpe med at holde på røremaskinen.
Vi fik bagt både banankager, fastelavnsboller og chokoladeboller.
Så var der også forkælelse til både min mor og hendes eftermiddagsgæster, til A og hans kollegaer og min venindekaffedate om eftermiddagen, mens L snuppede en lur i barnevognen.

L var ret træt og pylret efter 4 dage med høj feber, så det gjaldt om at finde på noget han synes om. Søndag, da han endelig var feberfri, piblede udslæt frem overalt på hans lille buttede krop og pludselig stod det klart, at 3-dages feber (med en bonusfeberdag oveni – tak til den, der sørgede for det 😉 ) kunne krydses af listen.
Havde egentlig håbet det var skoldkopper, som er på spil i vuggestuen, men nu kan vi da krydse en anden af de ‘obligatoriske’ sygdomme af på to-do-listen…

Nu vil jeg kaste mig på sofaen og nyde et glas rødvin med A og glæde mig over, at jeg pludselig har udsigt til en fridag i morgen. Uh, en hel dag der venter på at blive brugt. Hvad mon vi skal finde på… Måske noget med kage… 😉

God aften derude

Weekendglimt

003006
Den ene feberpatient ønskede fastelavnsboller med fløøøøskum – opskriften er her
011025
Perlemeditation og sprøde rodfrugtchips – opskriften er her
030049
Yndlingsstart på søndagen
106108
Snesjov – der forhåbentlig slår alle grimme bakterier ihjel… 🙂
113
131-text
Første kælketur – jeg tror det var et hit… 🙂
212-text
Godt med to brødre, der kan trække én op igen <3
009
Vi fik afprøvet lækkert, (og virkelig pænt!) nyt modellervoks – lavet naturligt af bivoks.
Det kan købes her (affiliatelink)
015-text019037043-text
<3 <3 <3
063077
Lækre kugler uden sukker – opskriften kommer snart 😉
086
Hjemmelavet Sushi – efter ønske fra W
095098019
Skoldning…
022
Mine feberfyre bestilte pølsemix 🙂
030
Fredagsslik blev til mini kage’mænd’ – et hit hos drengene! Opskriften er her
026

Når jeg sidder her og kigger tilbage på weekenden, ser den da slet ikke så skidt ud endda 😉 Det var den nu heller ikke, hvis altså man ser bort fra, at 4 ud af 5 var nedlagt med feber.

L havde feber hele sidste uge og det var endelig på vej i den rigtige retning. Jeg glædede mig til en weekend uden planer, med god tid til ingenting og alting.
Men… så skrev A, kort før jeg havde fri, at han også var ramt af feber. Og da W kom hjem fra fritteren var han også ramt af ondt i halsen og feber. Årh mand, det var sådan rigtig fredag d. 13. uheldigt…

Jeg hoppede i køkkenet og lavede pølsemix på bestilling og små vandbakkelsesforkælelser med slik, som godbid til Disney Sjov og X-faktor.

W var temmelig skidt om lørdagen og ønskede, at jeg bagte fastelavnsvandbakkelser med flødeskum. I løbet af eftermiddagen begyndte jeg også at mærke feberen rase og halsen snøre sig sammen. Det var slet ikke sådan jeg havde lyst til at bruge weekenden. Nu hvor vi endelig havde fri sammen, alle sammen, uden A skulle på vagt, så skulle vi bruge tiden på sygdom?
Jeg serverede frisklavede rodfrugtchips og snacks og satte mig med et lille perleprojekt, mens L sov lur i barnevognen.

Om aftenen forberedte jeg dej til boller og kanelsnegle og søndag morgen blev skudt i gang med hygge omkring morgenbordet. Mon ikke det kan jage nogle af sygdomsbakterierne væk, at man har det rigtig rart?
Bagefter tog vi på kælkebakken i det lækre, frostklare solskinsvejr. Der blev hvinet, grinet og kælket i en time og vi vendte hjem med røde kinder og frisk luft i næsen.

Eftermiddagen gik med at lege med modellervoks og bagefter nød jeg at se på drengene, der malede hinanden i hovedet. De havde det så skægt med at forklæde hinanden og grine af det færdige resultat bagefter.

W havde ønsket sig hjemmelavet sushi i flere uger og søndag aften blev det ønske opfyldt. Der blev spist op, det er altid skønt at bruge tid på at lave mad, når det bliver værdsat 😉

Nu er ugen allerede godt i gang igen. Efter over 1 uge væk fra vuggestue, var det noget af en overvindelse for L at skulle afleveres i morges, men han havde haft en god dag, heldigvis <3
Jeg kunne godt have brugt en dag på langs, uden at skulle andet end at pleje halsen, men sådan blev det ikke. Der er så meget andet, der skal og må gøres. Nu vil jeg hoppe hen i sofaen og hoste om kap med A – No romance dér 🙂

Rigtig god aften derude

Noget om tarme uden charme

w-e-e-k-e-n-d151

Nu er jeg spændt på, om der overhoved er nogen, der gider læse dette indlæg. Alene overskriften siger; ‘Det indlæg MÅ jeg bare læse, ik?’ 😀

Jeg har i lang tid gået og taget tilløb til at skrive dette indlæg. Eller det første indlæg af flere, faktisk. For jeg har nemlig en hel del på hjerte, som jeg gerne vil tage lidt hul på og det fylder vist for meget til et enkelt indlæg 😉

Som jeg også har forsøgt, med andre af mine indlæg, så vil jeg gerne være medvirkende til at bryde tabuer, der huserer rundt omkring. Samtidig vil jeg også gerne give nogle af mine erfaringer videre, hvis der skulle være nogen derude, der kan bruge dem til noget…
Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke har taget hul på det noget før. Jeg har vist skrevet lidt om det hist og her, men jeg kunne egentlig godt tænke mig at tage fat på emnet sådan ordentligt, en gang for alle. På den måde kan jeg også bedre synliggøre, hvorfor mange af mine opskrifter er skruet sammen, som de er.

Jeg håber, I vil tage godt imod det. Jeg har en smule svedige håndflader, for det er vel en eller anden form for at blotte sig (mere end normalt). Og hvis I er (meget) sarte, skal I måske ikke læse videre… 😉

I 2011, da jeg havde født S, begyndte min krop for alvor at drille. Udover en ordentlig omgang hormonraseri, vrøvlede den over stort set alt. Mit immunforsvar var ikke eksisterende og jeg ragede alt til mig og var konstant forkølet, havde mellemøre- og bihulebetændelse flere gange og sprang sågar min trommehinde så jeg var døv på det ene øre i lang tid efter. (Av, for dén det gør ondt, by the way)
Jeg brugte mange dage på sofaen, med kvalme, generel utilpashed, svimmelhed og mavesmerter. Det føltes som om min krop modarbejdede mig konstant, lidt som at have konstante tømmermænd, af den massive slags, og jeg fik det værre og værre. Jeg havde ingen appetit, fik kvalme når jeg spiste og tabte mig 6-8 kilo på meget kort tid. Gik rundt og rystede indeni og mistede lysten til at gå ud.

Efter flere lægekonsultationer, blodprøver osv. blev jeg sendt til kikkertundersøgelser på sygehuset, der blandt andet skulle udelukke kræft.
Det var en ret heftig periode i mit og vores liv, som stod på i over et år. Med mange bekymringer, udover at vi havde to små drenge, der ’krævede’ os. Derudover fyldte det selvfølgelig meget, ikke kun for mig, men for hele min familie, at jeg var hæmmet af min krop og pludselig ikke kunne noget som helst af det jeg plejede. Bekymringerne omkring, hvad det kunne være, var selvfølgelig også svære at rumme.

Undersøgelserne viste heldigvis, at det ikke var noget alvorligt, forstået på den måde, at det ikke var kræft, Crohns eller lignende.
Det viste sig, at jeg lider af ’Irritabel Tyktarm’. En lidelse, som kan påvirke kroppen på mange forskellige måder. Ikke kun maven. Men tarmsystemet er en stor del af os og der er utrolig mange nerver i dét system, så det er slet ikke så underligt, at det påvirker så meget, når det ikke fungerer.
Det var en lettelse at få en diagnose. Jeg havde i lang tid søgt efter et svar, som jeg kunne forholde mig til. Noget jeg kunne arbejde med. Så jeg kunne gøre noget. Men altså, bare navnet, ik? Det er jo ikke liiiige sådan en diagnose man går rundt og skilter med, vel?

Da jeg fik diagnosen, var det en ret ny betegnelse, i hvert fald i Dansk regi. Det var slet ikke noget, der overhoved blev omtalt i medierne. Min læge kendte nærmest ikke til det, vidste ikke hvad man skulle eller kunne gøre, eller hvad det indebar. Jeg blev tilbudt lykkepiller, fordi det er en sygdom, der kan påvirke det autonome nervesystem, men det takkede jeg – bestemt – nej til. Jeg vil helst undgå al slags medicin, hvis jeg kan.

Derfra startede min kamp med at finde viden om ’sygdommen’, finde ud af hvad der kunne hjælpe mig og begynde at få det godt igen. Min barsel med Sigurd var væk og jeg kæmpede samtidig med at holde mig oppe til at passe fuldtidsarbejde, to små drenge, familieliv, hverdag og alt det, der også fylder og kræver én.

De sidste år har været en lang rejse og kamp, for at finde ud af, hvad der hjælper mig. I mellemtiden er der kommet helt utroligt meget fokus på netop tarmlidelser og der går stort set ikke en uge, hvor jeg ikke støder på en artikel om emnet, i de aviser jeg læser.

Undervejs i min søgen efter svar, var jeg blandt andet forbi en diætist, jeg var blevet henvist til af min læge. Diætisten lagde ud med at fortælle mig, at hun egentlig ikke kunne hjælpe mig, fordi det var vidt forskellige hvad hver enkelt reagerede på. Da hun sagde det, var jeg grædefærdig. Jeg havde forestillet mig, at hun i det mindste ville kunne pege mig i en retning. Nævne nogle madvarer der var mere sandsynlige til at lave bøvl i mit system. Men nej, jeg måtte selv i gang med at forsøge.
Jeg fandt efterhånden ud af, hvilke madvarer der gik direkte i ’systemet’. Og efterhånden dukkede der flere og flere teorier og debatter op i medierne herhjemme. Blandt andet en retning, der går under navnet Low Fodmap.

Jeg har i første omgang ikke tænkt mig at udpensle hvad der præcis virker for mig eller hvad f.eks. Low Fodmap går ud på, men hvis det er noget I gerne vil høre mere om, er I altid velkomne til at skrive en kommentar eller skrive til mig. Jeg tager det selvfølgelig gerne op, hvis det er noget, der er interesse for.

Èn af de ting, der virker for mig, er at undgå hvedemel. Jeg bruger i stedet speltmel og det har gjort en stor forskel for mig og mit tarmsystem. Det er også derfor at stort set alle mine opskrifter er baseret på speltmel i stedet for hvedemel – jeg ved også, at I er en del derude, der har glæde af det og jeg tænker, det er fordi I har oplevet noget lignende mig..?
Løg og hvidløg er noget af det, der laver allermest rod i mit system. Og nu, hvor jeg aldrig spiser det, kan jeg mærke det med det samme, når jeg er ude et sted og kommer til at spise noget, hvor det er en del af retten. Jeg får giga mavesmerter og ender tilbage hvor jeg startede; på toilettet natten lang, med tynd mave.

Jeg er, som udgangspunkt, ikke tilhænger af at skære en masse fra kosten og blive fanatisk. Jeg elsker mad! Slet ikke, hvis der ikke er noget der indikerer, at man ikke kan tåle det. Jeg (og min familie) lever efter alt-med-måde princippet og det passer godt til os. Derudover blander jeg mig heller ikke i, hvad der fungerer for andre 😉

I mit næste indlæg omkring de der tarme uden charme, har jeg planer om at sætte lidt flere ord på det at måtte takke nej til lækker mad.

Nu har jeg i hvert fald åbnet lidt op for det, der fylder meget for mig. Faktisk hver eneste dag, stadigvæk. Selvom tarme er noget vi alle har, ligesom hjerter og hjerner os andet, vi er afhængige af, så er det bare slet ikke noget man snakker om. Og det skal det måske heller ikke være. Men på den anden side, så synes jeg det kan hjælpe at vide, at der er andre der (også) bøvler med tarmsystemet.

Som tidligere nævnt, er I meget velkomne til at stille spørgsmål. Det kan være lidt svært at gætte, hvis der er noget bestemt I gerne vil vide. Sig også meget gerne til, hvis der er emner, I godt kunne tænke jer, jeg tager op.
Jeg vil undlade at spørge jer, om I også lider af skide irriterende tarme, men I er selvfølgelig velkomne til at dele jeres erfaringer, hvis I har nogen 😉

Rigtig god weekend derude!

Older posts