Ja, i dag handler det om børneopdragelse. Et indlæg, jeg har haft i tankerne længe, og endelig har fået fra hoved (og hjerte), og ud gennem fingrene. Et indlæg om nogle tanker, der rører noget i mig, der både gør mig ked af det og meget tænksom.
Overskriften er: ‘Skal andre forældre diktere min børneopdragelse?’ – og det korte svar til det må (selvfølgelig) være: ‘Nej!’.
Men – det er nu ikke helt så enkelt!
De seneste par år er det med computerspil og iPad blevet et større og større ’emne’ herhjemme. Især efter at W og S er startet i skole, er deres interesse for det blevet noget større. W har været først med interessen, men S’s er hurtigt fulgt efter – sådan er det nok at være mindre søskende, der bliver ‘inspireret’.
Der er også stor forskel på før og efter skolestart ift. legeaftaler. Hvor de tidligere kunne få meget tid til at gå med at lege udenfor eller med Lego på værelset, har de selv – og også deres kammerater – en forventning og forhåbning om, at de i stedet kan spille computer sammen.
Det seneste år er det især Fortnite, der har fyldt rigtig meget. Dog mere for W end for S, qua deres alder.
A og jeg er dog helt enige om, at tiden, de bruger på computerspil, skal have sine begrænsninger. Vi giver sjældent lov til, at de må spille hele eftermiddage, når de kommer hjem fra skole, og vi har også en forventning om, at de laver andet end at spille, når de har aftaler med deres venner.
Heldigvis er drengene også ret glade for sport, og går til badminton og fodbold 3 hverdage om ugen + stævner i weekenderne. De holder også af at læse bøger og kan sagtens fyre krudt af i haven også. Derfor giver vi dem selvfølgelig også spilletid. Vi er ikke så fanatiske og strenge, at de slet ikke må spille, for vi er godt klar over, at de synes det er helt vildt sjovt.
Indimellem kan jeg dog få den følelse, at vi er de sidste tilbage, der har forventninger til og sætter begrænsninger for vores børn ift. hvor meget man må (og skal) spille hver dag, fx når man er 10 år.
Jeg synes egentlig ikke vi er skrappe, når vi forventer af dem, at de også laver andet end at sidde og se ind i en skærm.
Jeg tænker, det hører med til det at være forældre, at man sætter begrænsninger – og dermed også vil sine børn det bedste. Og at man derved ikke altid er deres ‘bedste ven’ i forhold til de regler og normer, man sætter op. Fordi man er nødt til at stille krav og sige nej. Det hører med til ‘jobbeskrivelsen’ som forældre, i min verden. Der er også pligter og opgaver, der hører med til at være en del af en familie, som vi skal lære og vise dem.
Men – jeg (vi) er kommet i et kæmpe stort dilemma. Problemet er nemlig, at vores ”begrænsninger’ (ihvertfald til tider) kan gøre, at de føler sig udenfor i skolen. Blandt kammeraterne. Fordi de ikke spiller lige så meget, som deres venner gør. Og ja, selvfølgelig skal man tage det med et gran salt, når ens børn siger ‘Helt ærligt mor, det må alle de andre’. For enhver forælder ved vist også, at de kære børn kan være gode til at pynte på sandheden, når det kommer til sådan noget (som jeg også har skrevet om tidligere, blandt andet i dette indlæg) 🙂
De sidste par måneder har jeg dog oplevet flere gange, at der er sandhed bag ordene…
Når de har haft kammerater med hjemme, har der været en forventning (især også fra vennerne) om, at de skulle bruge det meste af/al tiden på at spille computer. Og somme tider, når de har forsøgt at lave legeaftaler med vennerne efter skole, har vennerne fravalgt det, fordi de hellere vil hjem og logge på computeren.
De kan føle, at de ikke altid kan være med i samtalerne i frikvartererne, fordi de ikke har så meget ‘erfaring’ i spillene, som klassekammeraterne.
Og det er hér det begynder at gøre ondt i mit moderhjerte. Og de skal hellere ikke stå overfor deres kammerater og forsvare A’s og mine forældrevalg. Forklare kammeraterne, hvorfor de ikke spiller flere timer hver dag.
Og jeg kan jo ikke blande mig i, hvordan andre opdrager deres børn. Hvis de synes det er okay, at deres børn cykler hjem fra skole kl 14 og sidder foran computeren hele eftermiddagen, så kan jeg jo ikke være uenig i det. Men jeg kan ærgre mig over, at der ikke er flere, der er med på at sætte begrænsninger, og i stedet ‘tvinge’ de kære kiddos til at lege sammen i stedet. Bruge deres fantasi – og kroppe. Og være sammen – ikke bare sidde ved siden af hinanden og være sammen i en virtuel verden.
Jeg kan komme helt i tvivl, om det simpelthen er os, der er for skrappe. Har vi for store (forkerte) forventninger til nutidens børn? Skal jeg bare forsøge at droppe den dårlige samvittighed, der ville følge med, når de skulle bruge hele dag/eftermiddage på at spille. Er det bare sådan det er – og skal være – nu til dags? Det ville jo klart være nemmere for os som forældre, bare at give dem lov. Vi ville jo få masser af tid til overs til os selv, når de var underholdt af computerspil…
Men – mangler vi ikke noget viden om, hvad det gør ved deres udvikling og hjerner at spille computerspil flere timer hver dag? Godt nok er e-sport blevet en ting, men gør det det ‘i orden’/godkendt?… Jeg har mine tvivl. Og er egentlig også ret trist over, at computerspilleri fylder så meget for så mange børn. Også i fritteren har jeg observeret, at de ofte får lov til at spille. Og det hænger nok også godt sammen med, at der er så få hænder, til at aktivere børnene, at det bliver en ‘nem’ løsning at tilbyde dem en controller…?
Og apropos overskriften, så kan jeg føle mig tvunget til at ‘slække’/ændre på min egen overbevisning ift opdragelse og spilleregler, fordi andre forældre vælger, at deres børn må spille meget – i nogle tilfælde næsten ubegrænset. For at undgå, at det går ud over mine børn. Jeg har selv oplevet mobning i en stor del af min barndom og ungdom, og jeg vil gøre alt for, at mine drenge skal undgå det – selvfølgelig. Men jeg ved også, at børn til tider er ubarmhjertige og kan finde på at mobbe over de mærkeligste, dummeste ting. Og jeg har ikke lyst til. indirekte, at være skyld i, at de bliver ‘lette’ mobbeofre… På den anden side er jeg også ret overbevist om, at vi gør noget godt for vores drenge ved at sætte begrænsninger for dem.
Jeg går rundt og bilder mig ind, at drengenes fine læsekundskaber og læselyst også er et resultat af, at de har læst rigtig meget. At de faktisk holder af at læse, fordi de har fået øjnene op for det fra 0. klasse. Den verden, som bøgerne kan byde på. Fordi de ikke har haft muligheden for, altid at vælge iPad’en. Og jeg nyder, at de elsker at ligge og læse selv om aftenen, inden de slukker lyset og falder i søvn. Det er – i mine øjne – sådan, det skal være. Og ikke til lyset fra en mobiltelefon, de skal blive trætte. Den tid skal nok komme, når teenageårene banker på. Eller også kan vi, med det vi gør nu, være med til at vise dem, at der er andre muligheder…
Men hvis ens dreng(e) være ulykkelig(e), fordi de føler sig udenfor. Dét er alligevel en voldsom konsekvens af begrænsninger.
Og hvad skal man så vælge? Indtil videre forsøger vi at finde en mellemvej – og snakker med dem om, hvorfor vi ikke synes, de skal spille computer hver gang de har en ledig stund. Jeg tror egentlig, de forstår hvad vi fortæller dem, når vi forsøger at forklare det, men det kan være svært at huske på, når man står overfor sine venner og føler sig udenfor… Og det kan jeg sagtens forstå.
Har I derude erfaringer med ovenstående? Eller gjort jer tanker om det samme?
P.S. Jeg har gjort mig mange tanker i forhold til, ikke at ville udlevere for meget af det, som drengene oplever i forbindelse med computerspilleri, og har dermed udeladt en del af mine konkrete overvejelser i ovenstående skriv.
Jeg synes på den anden side også det er et super vigtigt emne at italesætte. Et emne der er svært at komme udenom ‘nu til dags’. For det er noget, der er værd at overveje – hvor meget og hvor lidt vores børn kan og skal have lov til at spille kontra at lave andre ting – og også værd at overveje, hvad det gør ved en børnegruppe og en klasses trivsel….
Så jeg håber, at det alligevel giver mening, det jeg forsøger at få frem?