Der går ikke en eneste dag, hvor jeg ikke får spørgsmålet: ‘Hvornår skal du være med i Den Store Bagedyst’ eller en opfordring til at sende en ansøgning. Både via mails, beskeder, hilsner her på bloggen og via Instagram. Og ‘skub’ fra de to store drenge herhjemme, der har drømt om det længe.
Og inden jeg kommer for godt i gang, vil jeg allerførst starte med at sige tak til alle jer, der skriver til mig, spørger ind til det og opfordrer mig til det. Jeg tager det altid som et stort kompliment! Tak, fordi I hepper på mig og tror på mine evner!

Det er egentlig meget personligt og ‘ind-under-huden-agtigt’ for mig at skrive om det her  – og det har derfor været flere uger undervejs. Jeg har været meget i tvivl, om jeg overhoved skulle skrive det, men nu gør jeg det – så må det briste eller bære…

Netop fordi der er så mange, der skriver til mig, at jeg skal melde mig til bagedysten, synes jeg, det er på sin plads at uddybe lidt… Også selvom det betyder, at nogle af mine inderste dæmoner, som jeg hver dag kæmper for at give så lidt taletid som muligt, kommer frem i lyset. Og måske kan være svære at forstå, hvis man slet ikke kender til følelserne selv?

Som mange af jer (forhåbentlig) allerede ved, så er jeg ikke fortaler for, kun at omtale de gode ting i livet og vise ‘glansbilledet’. For sådan er livet ikke. Det er mangefacetteret. Og selvom jeg gør en dyd ud af at sætte (og holde) fokus på de små, fine, rare, gode ting og lykkeglimt i livet, så skal der også være plads til alt det andet. Det svære, tunge, triste, overraskende, forstyrrende, forvirrende, ambivalente, hårde, seje, udfordrende… Som fx død, kræft, mobning, svære valg på ens børns vegne, det at være introvert og sensitiv og meget andet, som jeg har skrevet om tidligere.
Og derfor har jeg arbejdet på at få skrevet det her indlæg…

Nå, tilbage til det, det skal handle om i dag – det med at sende en ansøgning til bagedysten.
Sagen er nemlig den, at når man gennem meget af sin barndom og ungdom får at vide, at man ikke er god nok – af de klassekammerater, man egentlig gerne vil spejle sig i og vokse (op) sammen med – så gror det desværre fast et eller andet sted dybt inde. Også selvom man forsøger at bilde sig selv ind, at det ikke gør.
Og selvom jeg godt kan glemme det, i lange perioder endda, så afhænger det også meget af, hvad det er, jeg skal. Og som nævnt i indlægget her, blev det langsomt en drøm for mig at være med i bagedysten, fordi jeg lige så stille begyndte at tro på det. Tro på at jeg måske godt kunne sende en ansøgning og have en reel chance. Fordi der var så mange, der heppede på mig. Og efter endnu en påmindelse om, at livet er nu, var beslutningen ikke så svær.
Så i slutningen af sidste år skriblede jeg noget ned, sendte det af sted, og ikke længe efter fik jeg svar tilbage, med en invitation til at komme til casting i midten af januar….

Til castingen skulle vi medbringe en kage, og jeg brugte en del tanker på at overveje, hvad jeg skulle tage med. Jeg besluttede mig for at medbringe en kage med overskriften; ‘Hvis jeg var en kage’. Så det blev en kage, der indeholdt alle mine 4 drenges favoritter, fordi de er en kæmpe stor del af mig. Og en kage som samtidig repræsenterede mig selv;. feminin, blomstret og farverig udenpå. Og med et par overraskelser indeni, som viser sig, hvis man har lyst til at få en bid.
En kage med chewy browniebund, stikkelsbær- og jordbærmousse, mangopuré og vanillebund gemt indeni og minitræstammer, romkugler og oreos på toppen.

Inden castingen havde jeg gjort mig en del tanker omkring det hele. I flere år har vi såmænd snakket om herhjemme, at det virker til at være ‘typer’, der bliver castet til programmet. Så der er ‘lidt af hvert’ i persongalleriet. Og det er også noget af det, der har gjort, at jeg ikke har sendt en ansøgning tidligere. Fordi jeg altid har tænkt, at jeg ikke var ‘spændende’, ‘anderledes’ eller ‘særlig’ nok.

Dagen oprandt og jeg ankom til et lidt dystert, dunkelt lokale hos DR i Aarhus sammen med ca. 40 andre. Alle vores kager blev sat på et langt bord og derefter gik vi i gang. Først fik vi en helt masse informationer fra casteren. Blandt andet sagde hun, at de som sådan ikke søger nogen, der er dygtige til at bage. Og jeg afslører vist ikke for meget, hvis jeg fortæller, at det (slet) ikke er kagerne, de vælger ud fra…

I stedet leder de efter ‘typer’. Og selvom casteren sagde, at de ikke som sådan går efter at sætte folk i kasser som unge, gamle, tykke, tynde, homoseksuelle, heteroseksuelle, etniske, danske, mødre osv, og derudfra sørge for at der er en fra hver kasse, så skal programmet alligevel afspejle Danmark.
Så hun startede egentlig med at bekræfte min forhåndsopfattelse. Og når jeg kiggede mig rundt i lokalet, var der mange, jeg ville vurdere til at være ‘samme type som mig’ – så vi var mange, der bejlede om den samme plads…
Hun nævnte fx også, at nogle af dem, der havde været med i tidligere sæsoner, havde haft elendige kager med til castingen, men de havde haft ‘noget’.
Jeg var allerede dér klar over, at jeg ikke ville kunne byde ind med det rigtige. Jeg tabte mig selv i det allerede inden det rigtigt var i gang. Fordi jeg skal bruge mere end 1-2 minutter på at vise, hvem jeg er. Min generthed, introverthed og mistillid til egne evner tager længere tid at nedbryde – især i så fremmede og ukendte rammer. Jeg har brug for at føle mig lidt ‘tryg’ før jeg for alvor kan spire – blomstre. Så mit eneste håb var, at deres trænede øjne ville kunne se ind bag det og se mig.

Vi brugte derefter et par timer på en præsentationsrunde, hvor vi alle sammen skulle op at præsentere vores kage, og sige et par ord om os selv, og hvorfor vi gerne ville være med. Og ud fra det, besluttede de så, hvem der var gået videre til en individuel samtale – hvor de så også ville smage på disse medbragte kager.

Jeg var en af de sidste, der skulle præsentere mig, og derefter var der pause, hvor vi kunne smage på hinandens kager og snakke sammen.
Efter en halv times tid kom de tilbage, og råbte navnene op på dem, der var gået videre…
Mit navn blev ikke råbt op….
(Jeg kunne godt skrive en masse om castingen, informationerne og oplevelsen med det hele, men det vil jeg lade være med, for det er ikke det, der er pointen med mine ord her)

Alle os, der ikke var blevet nævnt, blev bedt om at forlade lokalet hurtigt, så de kunne komme videre med dagens arbejde.
Det var først da jeg sad i bilen, ved siden af A, at det sådan rigtigt ramte mig – sådan hele oplevelsen.

Jeg følte mig SÅ forkert. Følte mig fravalgt som ‘mig’. Som om jeg ikke var god nok, spændende nok, særlig nok – som menneske altså. Alt det skidt, der engang var groet fast inde i hjertet et sted, blev revet løs og kradsede i blodet. Jeg blev virkelig ked af det!
Skældte mig selv ud og tænkte; ‘Hvor dum kan du være? Troede du virkelig, de kunne falde for dig? Og synes, du var værdig til at være med i et af Danmarks mest populære programmer? Ha! Snydt! Som om! Du skulle have holdt fast i din indskydelse – at du aldrig ville have en chance’.

AV!
Jeg blev så ked af, at jeg overhoved havde udsat mig selv for det. Følte lidt, at jeg havde stillet mig op i en boksering uden handsker på og bare afventet slagene. ‘Du vidste jo godt inden, at det ville gå sådan’…
Om jeg er hård ved mig selv? Ja! Det er måske en af de ting, jeg stadig kæmper med, efter mange års mobning. At jeg stadig skal øve mig på, ikke at overtage de andres grimme stemmer (fra dengang) og vende dem mod mig selv.
Og selvfølgelig blev jeg ked af det, for jeg var jo ikke kommet, hvis ikke jeg havde håbet på at gå videre. Når jeg gør noget, så vil jeg gerne gøre det helt. Gøre det rigtigt. Gøre det godt. Og her var det på en måde ‘out of my hands’.

Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange folk har skrevet til mig og opfordret mig til at melde mig til bagedysten. Og jeg har altid tænkt: ‘Arh, det er mine kager slet ikke flotte nok til’ og dernæst ‘Men det er jo heller ikke kagerne, de vælger ud fra…. Men du er heller ikke god nok, som du er’. Så jeg har ladet være.
Pludselig føltes det helt vildt pinligt – og svært – at skulle sige højt, at jeg ikke kunne det, som mange havde opfordret mig til – og måske forventet af mig, at jeg ville kunne?
‘Desværre, jeg var ikke god nok’.
Det mest frustrerende var, at jeg følte mig fravalgt for den, jeg er. Hvis de så bare havde fravalgt mig på grund af mine (dårlige) bage kage evner. Men nej, det var mig, der ikke var den rette. Det er sådan en ting, der er virkelig svær at lave om på. Man kan øve sig på at bage og blive bedre. Men jeg kan jo ikke – og skal ikke – ændre personlighed for at blive valgt…

Efter et par dage, hvor jeg egentlig havde mistet troen på mig selv, og lysten til at bage, blev jeg stædig og sur på mig selv. Fordi livet er for kort til at have ondt af sig selv! Simpelthen. Og som A ville sige; ‘Det er dem, der går glip af noget’ <3

Pyt! (Ja, det er et ord jeg stadig øver mig i at bruge)

Samtidig med min ‘nedtur’, fik jeg ud af det blå flere henvendelser omkring muligheden for at bestille mig til at bage kager, blandt andet kager til bryllupper – hvilket vel egentlig må betegnes som værende noget af et kompliment. At få lov at bage kage til så stor og særlig en dag. At nogen kunne finde på at spørge mig om det! Det hjalp mig til at genvinde noget gejst og tro på mig selv.

Derefter begyndte jeg (igen) at fokusere på det gode i stedet. Og fokusere på, at jeg ikke behøver at være med i bagedysten for at være ‘god nok’. Og hvis jeg drømmer om at lave kager, som kan glæde andre – mange andre – så kan jeg gøre det på andre måder. Så nu drømmer jeg en helt masse – sammen med A. Og det føles godt. Og rigtigt.

Hver dag gør jeg min familie glad, når jeg får lov at forkæle dem med ‘de gode gamle’, nye eksperimenter og andet godt. Derudover får jeg dagligt ros, på Instagram, via mails og her, for mine opskrifter og (spøjse mad)ideer og dét er virkelig noget, der gør mig glad! At andre kan få glæde af det, jeg bruger så meget tid og energi på. Jeg ville blot ønske, jeg havde 100 timer i døgnet til at lave mere af den slags.

Og fremover, når jeg bliver opfordret til at sende en ansøgning til Den Store Bagedyst vil jeg (fortsat) tage det som et kompliment og sige; ‘Been there – done that. Det har jeg gjort, de ville ikke have mig’. Og det er helt okay! Og selvom det forlyder, at nogen af de tidligere deltagere har været til casting flere gange, før de blev udvalgt, så er jeg nu ret overbevist om, at det var en once in a lifetime experience for mit vedkommende.
Jeg kan måske nok bare bedre lide at blive inviteret ind, end at skulle overbevise andre om, at jeg er god nok og har ret til at være med. Ihvertfald når det kommer til sådan noget her….

Nå, nu fik jeg skrevet en masse af mine tanker ned. Som nævnt, havde jeg først ikke lyst til at sige det højt, fordi jeg havde en stærk følelse af, at jeg ikke var god nok. At det var pinligt at sige højt, at jeg blev valgt fra. At dem, jeg sagde det højt til, også ville tænke sådan om mig – fordi det er sådan jeg selv tænker om mig selv. Men helt ærligt – at blive fravalgt på baggrund af et par minutters præsentation skal ikke – må ikke – slå mig ud.
Og nu har jeg i stedet italesat min sårbarhed. Og brugt de sidste par uger på at fundere over den – endnu en gang. For den har været en del af mig i mange år efterhånden, og indimellem blomstrer den op. Men altså; ukrudt forgår ikke så let…. Desværre.

Mobning har på mange måder gjort mig stærkere – og det skal det her også. Det skal være slut med at være min egen værste fjende.

Nu vil jeg dedikere 2019 til at blive året, hvor jeg løber efter mine drømme. Og hvor jeg, hver dag, øver mig i at holde af mig selv i stedet for at skælde mig selv ud og tale ned til mig selv. Så jeg tør drømme – og satse på mine drømme – og tro på, at nogle af dem faktisk kan gå i opfyldelse – fordi jeg kan. Fordi jeg er god nok. Og når jeg kommer i tvivl – for det gør jeg helt sikkert – så har jeg det her at kigge tilbage på.

Nu trykker jeg ‘udgiv’ med skælvende hænder og skynder mig at hoppe ind i sofaen ved siden af A og nyde en stille aften – måske endda med et lille glas rødvin i hånden. Det kunne vi vist godt bruge ovenpå en begivenhedsrig, spændende – og lidt nervepirrende – dag, der kan ende med at få stor betydning for os, hvis lykken (og livet) altså vil tilsmile os lidt…

Rigtig god aften derude
– og tillykke til dem, der efter 2. casting i søndags har fået besked om, at de skal være med i den nye sæson af Den Store Bagedyst

Lørdag morgen blev vores familie beriget med et nyt medlem. Drengenes fætter kom til verden, og vi var selvfølgelig straks utålmodige for at møde ham. Da det krævede en tur tværs over landet, lod vi det være op til drengene, om de havde mod på det eller hellere ville blive hjemme hos mormor.
Vi endte med at køre 3 af sted; W, A og jeg. Med i en kølekasse i bagagerummet havde vi en vaskeægte fødselsdags(f)lagkage.

Kursen blev sat mod Hvidovre hospital. Sjovt nok samme sted som jeg selv blev født for (mange) år siden.
Det var hele køreturen værd at få lov at snuse, ae, holde og betragte. Og selvfølgelig også at snakke med den stolte storesøster og nybagte mor, der så brandgodt ud på trods af manglede søvn og en slidsom fødselsopstart.
Den lækre, ny fætter ‘lillebror’ (hjælp søges længere nede) lignede på mange måder vores 3 – med det fine, mørke hår og de tykke kinder. Og det bragte mange minder med sig at sidde med ham i armene. Og også at se A med ham <3
Jeg har helt bestemt giftet mig ind i en familie med seje, lækre gener, der giver fine, skønne (drenge)børn.

Inden vi vendte næsen hjemad igen, kørte vi forbi mit barndomshjem i Smørumnedre. Der hvor jeg voksede op, indtil mine forældre rev teltpælene op og bragte os til Jylland.
For nogle år siden var vi på rundtur i den by, hvor vores Jyllandsliv startede, men jeg har længe drømt om, også at vise drengene der, hvor mit liv, på så mange måder, blev formet og skabt.

W glædede sig også ligefrem til at se det, og det var et fint tidspunkt at gøre det, nu hvor vi havde lidt alenetid. Og nu hvor han har nået en alder, hvor vi kan snakke om flere, store ting og han bedre kan huske det.
Vi snakkede blandt andet om, at jeg sad på bænken, på boldbanen, foran huset, dengang Danmark vandt EM i fodbold i 1992. Det glemmer jeg nok aldrig. Og sådan har vi det nok alle sammen – os der kan huske 1992. Vi kan nok alle sammen huske, hvor vi var, da det skete? 🙂
Jeg viste ham den skole, jeg gik på de første år, og vi snakkede om, at jeg, fordi jeg ikke havde det godt (og blev mobbet), skiftede skole. Jeg viste ham, hvor min bedste veninde boede, og han sagde med misundelse i stemmen, at han ville ønske at hans bedste ven også boede så tæt på ham. Han så dér, hvor jeg en varm sommerdag skrabede knæene, så de blev helt fulde af asfalt.
Jeg viste ham hallen hvor morfar, min far, spillede badminton, og banerne, hvor han spillede tennis om sommeren, og hvor jeg agerede boldpige. Især nu hvor han også er blevet bidt af en flyvsk fjerbold, gav det en ekstra dimension at kunne vise ham det. Og en fin anledning til at sende morfar en ekstra tanke.
Og han fik set den lille svømmehal, hvor jeg gik til svømning med min far tidligt lørdag morgen. Og lægehuset, hvor min lillebror fik reddet en fiskekrog ud af kinden.
Små anekdoter fra min barndom, der blev billedliggjort og dermed gjort lidt mere virkelige.
Så meget af min identitet og den jeg er, blev grundlagt dér – langt væk fra hvor vi er nu. Og det var faktisk temmelig særligt at kunne vise ham det, og inddrage ham i det. Jeg ville bare ønske, jeg i stedet kunne rejse tilbage i tiden – og tage ham med – for at vise det ‘sådan helt rigtigt’. Men når nu det ikke er muligt, var det her en fin mellemvej 😉

Jeg har faktisk ingen dårlige minder fra mine år dér. Jeg husker det kun som noget rart – måske fordi jeg har fortrængt de knap så sjove ting med mobning m.m. Og nu, hvor jeg ser det hele med voksenøjne, kan jeg virkelig se, hvad mine forældre faldt for dengang. Et rart, trygt sted, hvor alt det, man som børnefamilie gerne vil have og har brug for, var lige i nærheden, og stadig tæt på storbyen, hvor min far arbejdede.

Køreturen hjem blev brugt på at lytte til god musik, fordøje de mange (fine) indtryk fra dagen og de mange minder, som det bragte med sig. Og vel hjemme igen spiste vi aftensmad med de to andre lykkespirer og mormor, og fortalte om dagens oplevelser.

En helt igennem rar søndag, der fejrede livet. Sådan nogen er bestemt værd at samle på <3

P.S. Hvis I har forslag til, hvad fætter ‘lillebror’ skal hedde, så kom endelig med dem 🙂 Så kan jeg sende dem videre til min svigerinde, der ikke har besluttet sig for et navn endnu og havde håbet, han blev født med sit navn i panden 😀
(Eneste ‘krav’ er, at det skal indeholde mindst to vokaler)

P.P.S. Apropos fødsler og fine babyer, så kan min 3. fødselsberetning læses lige her – og historien om mit livs vildeste bedrift (der indebærer 3 vidundere) kan læses lige her

Lige om lidt hopper jeg op på jernhesten, og drøner af sted mod byens – vel nok – hyggeligste kaffested. Af sted til et møde, der er noget af en udfordring for en sensitiv introvert som mig – men det er godt at udfordre sig selv, ik?

Inden jeg smutter, vil jeg lige dele lidt tanker med jer – selvom det føles en smule grænseoverskridende og lidt svært – fordi det er så personligt…

For godt og vel et år siden fik jeg en mail fra en læser, der skulle flytte til byen, og som spurgte til råd og forslag til institution, børnevenlige oplevelser, good to know om byen m.m.
Jeg foreslog, at vi kunne mødes til en kop kaffe, hvis hun havde lyst – fordi jeg selv ved, hvordan det er at være ny (og alene) i en fremmed by. Nu er hun så landet her i byen, og om lidt skal vi møde hinanden for første gang… 🙂

Datoen blev aftalt lige inden endnu et stormvejr ramte os, men jeg har gjort alt for at holde fast i kaffedaten, for jeg har brug for at tænke på noget andet for en stund. Hvis der er noget, som livskriser også minder én om, er det, at man ikke skal udsætte til i morgen, hvad man kan gøre i dag. – Og nej, sådan kan man ikke leve hver dag, hele livet – men indimellem, og med nogle ting, kan man.

Jeg tager af sted med maven fuld af sommerfugle og hovedet fuld af tanker. Sådan er det at være én, der tænker (for) meget.
På en måde starter vi lidt ulige, fordi hun (måske) har et forspring efter at have læst med her, og ved en ting eller ti om mig. Jeg ved stort set intet om hende…
Måske har hun endda dannet sig et billede af mig ud fra det, hun har set og læst her. Måske ‘lever jeg slet ikke op til det’ i virkeligheden…

Jeg er virkelig spændt! For hvad er egentlig også præmissen for mødet?  Måske har vi hvert vores udgangspunkt eller ønske med det. Det ved jeg først efter i dag…
Jeg vil bare så gerne, at det bliver en god oplevelse, i det mindste. Både fordi det (altid) er fedt med positive oplevelser, især når man overskrider sin egen grænse en smule for det. Men også fordi jeg – helt ærligt – synes, det er svært at møde nogen, der måske endda kunne have venindepotentiale. Hvor den gensidige interesse er der, og hvor man ‘klikker’. Det er vel egentlig slet ikke så let?
På mange måder føler jeg mig stadig som tilflytter her til. Mange af dem, jeg møder – forældre til drengenes legekammerater, studiekammerater, genboer, kollegaer – har masser af venner og bekendte fra et helt liv her. Jeg føler og hører ofte, at ‘de har masser af venner’, de har ‘nok venner’…
Jeg føler mig på mange måder stadig ‘ny’ og faktisk også lidt alene. Altså ikke ensom, for jeg har jo min familie omkring mig. Men sådan veninde-ensom. Ingen af mine nære veninder bor her i byen, og det er bare noget andet, når man kun kan ses engang imellem, og når det altid skal aftales i god tid. På den måde er man ikke rigtigt en del af hinandens hverdag, som også betyder noget for mig.

Det hjælper heller ikke ret meget på min nervøsitet og mine tanker, at jeg (faktisk) er ret genert og har svært ved at tro på, at jeg er god nok. Jeg har virkelig svært ved at turde tage initiativ til at lære nogen bedre at kende. Spørge, om de har lyst til at drikke en kop kaffe en dag. Tænk, hvis de sagde nej. ‘Ja, hvad så?’ tænker nogen. Men sådan har jeg det slet ikke. Jeg tænker straks, at der så må være noget galt med mig. Men nu har jeg faktisk taget initiativet, og det samme har hun, da vi skulle have sat en dato. So far, so good.

Og næste skridt er så nu – lige om lidt… Og bagefter venter endnu et. For hvordan mærker man så egentlig ordentligt, om begge parter ‘trives’ i det? Det er næsten værre at få et afslag bagefter. Især hvis man selv synes, at ‘det gik godt’. Men det er nok igen dét med, hvilket udgangspunkt man hver især kommer med til mødet…

Og ja, alle de her følelser og tanker hænger helt sikkert sammen med alt det, jeg måtte igennem i løbet af min skoletid. Selvom jeg ofte tænker, at jeg ‘er kommet mig’ efter mange års mobning, er der dage som i dag, der minder mig om, at arrene aldrig forsvinder.

Åh, hvor ville jeg gerne, at jeg ikke tænkte så meget. Og hvor ville jeg gerne, at jeg turde tro på, at jeg er god nok, som jeg er… Måske det bliver bedre med alderen (jeg er jo stadig ret ung 😉 )
Men nu springer jeg ihvertfald ud i det – så må det briste eller bære. Jeg øver mig i at turde!
(På en måde bliver det også sat ekstra meget i perspektiv i disse dage, for det her er jo ingenting i forhold til at alt det, vi ellers står midt i…)

Og som min (kloge) mand siger, så skal jeg jo bare være mig selv og hvis ikke det er godt nok, so be it… <3

I dag følger fortsættelsen på 1. indlæg om min barndom og ungdom med mobning. Du kan læse første del af historien lige her

---

I 7.-8. klasse, efter klasserne var blevet blandet på ny og mixet med elever fra en anden skole, begyndte mine klassekammerater for alvor at gå til hal bal, drikke sig fulde og ryge cigaretter. Det var jeg slet ikke klar til…

Da jeg har fødselsdag i marts, og tidligt ‘skoleparat’, var jeg en årgang yngre end de fleste af mine skolekammerater. Selvom jeg måske var moden på mange punkter, var der også nogle ting, der ikke sagde mig så meget…

Mens mine klassekammerater stod i buskene og røg, havde jeg travlt med at passe mit arbejde; at gå med aviser og reklamer 6 dage om ugen. Ikke én gang har mine forældre hjulpet mig – jeg kunne og ville selv. Cyklede rundt med 101 aviser, i al slags vejr, bundtede reklamer og slæbte dem efter jernhesten i min vogn, frem og tilbage, hver lørdag morgen. Imens de festede, tjente jeg mine egne penge.

Derudover var jeg babysitter om aftenen, lavede mine lektier, var en del af skolepatruljen, der hjalp skolebørn over vejen om morgenen, og brugte min fritid sammen med mine forældre og bror. Udover ‘københavneren’ gik jeg også under (øge)navnet ‘stræberen’… Som i navneopfindernes øjne var negativt ladet, men som jeg egentlig tog som et kompliment 😉
Jeg kan huske, at mange af mine klassekammerater var uforstående overfor, at jeg havde lyst til at bruge så meget tid med min familie… I deres øjne var jeg dødkedelig, det vidste jeg også godt dengang. Men jeg havde heller ikke lyst til at tvinge mig selv ud i busken med en cigaret og en liter vodka….

Da det begyndte at gå op for mine klassekammerater, at jeg havde penge til at købe de ting, de drømte om, var der flere og flere, der gerne ville være venner med mig. Så kunne jeg få lov at købe mig til deres venskab, ved at låne dem mit tøj, mine sko osv.
Efter så mange år med mobning og holden-udenfor, var det fristende at hoppe på den. Jeg tror også, jeg allerførst kom til at sige ja et par gange, for derefter at fortryde det helt vildt. Derefter havde jeg, af en eller anden grund, modet til at sige fra. Stå fast..

Jeg har altid haft en evne til at tro på mig selv – selvom jeg ikke gør det… Jeg har aldrig haft nogen veninder ‘at gå på toilettet med’ – som mange af mine klassekammerater, der ingenting kunne gøre selv – jeg klarede det selv. Tog alene af sted, mødte selv op, gik selv på shopping, gjorde det jeg skulle – selv.
Jeg har aldrig haft brug for at blive bekræftet af andre, når det ikke har været ægte. Så hellere være mig selv…
Jeg blev for øvrigt heller ikke inviteret med til forfesterne, så ville jeg til hal-bal, var det på egen hånd… 😉

Heldigvis har jeg haft det sådan! For ellers ville der være mange i mit liv, der kunne have fået mit til at gøre hvad som helst…

Nogle af drengene i klassen begyndte sågar at synes, at jeg var lidt interessant. Hende der turde sige fra.. Hende ‘københavneren’. Hende der ikke lå i hækken og brækkede sig hver fredag og lørdag. Da vi kom til 9. klasse var det faktisk efterhånden okay at gå i klassen. Jeg følte mig mere accepteret, som om jeg havde bevist mit værd og havde ret til en plads, på niveau med alle de andre. Måske havde de andre fundet ud af, at de ikke sådan lige kunne hyle mig ud af den… De kunne lige så godt affinde sig med, at jeg var der også…
Jeg tror dog aldrig, jeg vil huske tilbage på min folkeskoletid som noget rart. Der var lige et par år midt i, der var gode, men alle de dårlige overskygger dem desværre ret meget.

Nu hvor jeg selv har fået et skolebarn og snart har et mere, har jeg mærket mørket fra min egen folkeskoletid trænge sig på. Jeg håber så inderligt, de ikke skal opleve og slås med det, jeg har skullet. Og jeg håber også, at jeg ikke kommer til at ‘smitte dem’ med min angst. Jeg vil hellere lære dem at tro på sig selv, at turde sige fra, at behandle alle ordentligt og give plads til forskelligheder.

I 10. klasse kom jeg på efterskole, og det er det første år fra min barndom/undgom, jeg husker tilbage på med glæde. Men det var også det mest fantastiske år! Jeg kunne være mig selv og blev accepteret, som den jeg var. Jeg tænker stadig ofte på det år og bliver glad helt ned i knæene!

Efter efterskolen flyttede jeg med min familie til en ny by, da min far endnu en gang var blevet headhuntet. Dagen efter vi flyttede, startede jeg i gymnasiet, der skulle vise sig at være endnu en prøvelse. Endnu en gang var jeg hende der ikke kendte nogen. Og det slog mig helt ud igen…

Efter at have slæbt mig igennem 1.g, uden rigtig at have fundet mig til rette og fundet nogen jeg kunne have et fællesskab med, besluttede jeg, i starten af 2.g, at droppe ud. Det er den første (kæmpe)store beslutning, jeg selv har truffet i mit liv. Jeg snakkede med mine forældre om det, men det var mig selv, der skulle træffe beslutningen. Der mærkede jeg for alvor, hvad det vil sige at blive voksen. Det var en vanvittigt hård periode i mit liv.
Jeg ville jo virkelig gerne have en uddannelse, og gøre noget med mit liv, men det var som om fortiden spændte ben for mig. Sammenholdt med følelsen af en altoverskyggende ensomhed.

Derefter havde jeg nogle måneder, hvor jeg ikke gik i skole, men arbejdede i stedet. Jeg var fast besluttet på at skulle forsøge igen, blot på HF i stedet, men ventetiden testede mig – endnu en gang. Min viljefasthed og tro på mig selv blev sat på prøve. Jeg havde allermest lyst til at rejse væk. Men hvorhen? Min familie har altid været det vigtigste holdepunkt for mig. Tanken om at skulle flytte væk fra dem og være helt alene, skræmte mig også.

I løbet af tiden på gym havde jeg fået et arbejde, med virkelig gode kollegaer. Vi havde det drønsjovt, når vi var på arbejde og jeg fandt ud af, at jeg faktisk var virkelig god til det og blev respekteret blandt mine kollegaer. Vi respekterede hinanden og forstod at gøre brug af hinandens styrker i stedet for at fokusere på hinandens svagheder!
Vi betjente rigtig mange mennesker hver dag og havde en fest, så det føltes mere som sjov end arbejde, selvom vi altid havde travlt og leveret rigtig gode resultater. Det var et arbejde, hvor rigtig mange af byens borgere kom forbi, så vi var ‘kendte’ ansigter, når vi gik rundt i byen, og også da vi begyndte at gå på disko-dasko.
Jeg havde 4 virkelig gode år der, hvor jeg fik venner, jeg stadig snakker med i dag.

Efter at have flyttet studie og landet i en god klasse, med både helt unge og lidt ældre, fik jeg venner, der faktisk var noget værd, og som ville mig og efter to gode år fik jeg min studenterhue. Og midt i det hele mødte jeg A, som endte med at være skyld i, at jeg blev hængende 😉

And the rest is history… 😉

---

Det er efterhånden længe siden, jeg afsluttede mit folkeskole’eventyr’. Jeg tænkte dengang, midt i det hele, at jeg glædede mig til at blive voksen, så jeg kunne slippe for mobning. Jeg blev klogere… 😉

Jeg lader ikke mange komme helt ind i hjertet, men kommer man derind, kan man være sikker på, at man har en plads der for altid.

At modtage komplimenter er virkelig svært for mig. Jeg har svært ved at tro på, at det er velment og ægte. At det ikke bare er noget nogen siger, for at gøre mig til grin. Få mig til at tro på komplimentet, for derefter at grine mig lige op i ansigtet og sige ‘Ha, troede du selv på, at jeg mente det!’. Det er en del af det, jeg bærer på i min rygsæk.

Med årene er jeg blevet meget klogere på mig selv og hvorfor jeg har det, som jeg har det. Jeg forsøger at arbejde med det, for de s… mobbere skal da ikke have magt over mig resten af mit liv!
Men… det er hårdt arbejde. Indimellem for hårdt. Og så falder jeg i…
Heldigvis er jeg omgivet af kærlighed, som hjælper mig og ved hvorfor jeg gør, som jeg gør.

Mange har gennem årene opfattet mig som snobbet. I bund og grund er jeg bare usikker på mig selv. Usikker på, om jeg er god nok. Om jeg har lige så meget ret til at være her, som andre.
Når jeg kommer ind i et rum smyger jeg mig op ad væggen mere end jeg går ind midt i det hele. Jeg føler aldrig, at jeg har lige så meget ret til at blive set, som alle andre. Kun når jeg er sammen med de mennesker, jeg stoler på og holder af.

Bevares, jeg er også en pige, der tør sige sin mening og stå op for det, jeg mener. På HF var jeg sågar elevrådsformand og holdt dimissionstale foran hele skolen, da vi afsluttede vores uddannelse. Hvor modet til de ting kommer fra, ved jeg ærlig talt ikke… Mit selvværd og min selvtillid kan ihvertfald ligge på et meget lille sted…

Jeg har bemærket, at der for tiden er en bølge af selvtillidsboost(ere), der skyller ind over de sociale medier. Især på Instagram, synes jeg, der er mange der er begyndt at sætte fokus på det at elske sig selv – uanset hvad. At vi alle har ‘fejl og mangler’ og at det polerede billede skal undertrykkes og det sande i stedet skal have plads.

For at understøtte min egen proces, om at finde ind til mig selv og lære at tro på mig selv, har jeg lyst til at hoppe med på vognen. Jeg bliver helt vildt inspireret af at se andre, der hviler i sig selv!
Jeg er virkelig god til at tale ned til mit spejlbillede. Jeg ser alle fejlene i stedet for at fokusere på de gode ting. Jeg ser mig selv med forkerte briller og jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan andre ser mig. De øjne, der kigger på mig, som ikke har den samme rygsæk på som jeg har. Jeg skælder mit spejlbillede ud, præcis som mine mobbere gjorde…

Jeg vil gerne blive bedre til at holde af mig selv. På en måde, selvom det måske kan lyde skørt, har jeg lyst til at kaste mig selv ud på dybt vand og stille mig selv mere foran kameraet. For at vænne mig til at se mig selv. Øve mig i at kigge efter de gode ting, i stedet for at skælde mig selv ud. Blive bedre til at tage imod et kompliment. Forsøge at lære min hjerne, at det er okay, jeg ikke ligner en supermodel. At det er okay at være ‘almindelig’.

Jeg vil gerne lære at se mig selv, som A ser mig <3

Der er en sang, som Danser Med Drenge synger, som har fulgt mig i mange år efterhånden. Teksten rammer mig lige i hjertet, så jeg synes, jeg ville dele den med jer, som afslutning på de her to indlæg om mobning.

Jeg har stadig meget på hjerte, så dette var vist kun begyndelsen, men nu har jeg ihvertfald et par indlæg at referere til, i forhold til hvad jeg bærer rundt på i min rygsæk ;(

Tak, fordi du havde lyst til at læse med <3

P.S. Hvis du har noget, du gerne vil spørge om eller vide, så tøv ikke med at skrive!

---

De kigger dig an
uden at du mærker det
og hvis du ikke er lissom dem
så får du det svært

Så taler de dig bag om ryggen
de gi’r dig ingen fred
men du kan bare:

Læn dig tilbage
de ka’ sige hvad de vil
de skal jo ha’ noget at tale om
Spil dit eget spil
gør hvad dit hjerte vil
ingen ved bedre end dig selv

Der er folk, der har udnævnt sig selv
til at hjælpe os andre
og de ved altid hvordan
man skal leve sit liv

Og hvis du træder lidt ved siden af
begår en lille fejl
så må du bare:

Læn dig tilbage
lad dem sige hvad de vil
de skal jo ha’ noget at tale om
Men spil dit eget spil
gør hvad dit hjerte vil
ingen ved bedre end dig selv

I dag vil jeg tage hul på første indlæg om min barndom – med mobning som følgesvend.
Jeg har taget tilløb i lang tid – hvorfor ved jeg ikke helt. Måske fordi det er en anelse uoverskueligt at få så meget ned på skrift. Men samtidig ved jeg, at det er god terapi. Og da mange af jer har ønsket at høre mere om det, vil jeg gerne forsøge at sætte ord på.

Jeg håber, I vil tage godt imod det. Det er på en måde lidt, som at lægge sit hjerte frem til offentligt skue, men jeg håber, min historie – om ikke andet – kan være med til at fortælle, at man godt kan komme (nogenlunde) hel ud på den anden side, efter flere (mange) år som mobbeoffer – og at det er vigtigt, at vi hele tiden har fokus på mobning og gør alt, hvad vi kan, for at stoppe det…

Jeg vil også gerne understege vigtigheden af at lytte til sin (og sit barns) mavefornemmelse. Se på om ens barn trives. Det kan være en kæmpe ting at beslutte at skifte skole (på ens barns vegne, afhængig af alder) men det kan være det der skal til! Jeg har mødt mange gennem årene, der har spurgt mig, hvordan det har påvirket mig at skifte skole – og også at flytte til en helt anden landsdel. Og jeg kan ikke give nogle forsikringer om, hvordan det vil gå. For vi er alle forskellige. Men jeg kan ihvertfald sige, at man godt kan overleve det! Men at det ikke er omkostningsfrit. But then again – hvad er det?

Jeg har i mange år spurgt mig selv, om jeg selv var skyld i, at jeg blev mobbet. Om jeg selv, på en eller anden måde, bad om det eller lagde op til det. Jeg har aldrig rigtig fundet svaret på det spørgsmål. Men forsøgt at affinde mig med, at ingen har fortjent at blive mobbet – uanset om de stikker ud eller er helt almindelige! Jeg tror, at det blandt andet er det mobningen har gjort ved mig: at jeg tvivler på mig selv. Om jeg er god nok. Man er ikke selv skyld i at blive mobbet…! … Vel?…

Nu hvor jeg selv er blevet mor, har mobning fået endnu en side. Jeg vil så gerne sørge for, at mine børn forstår hvad det betyder at mobbe, så de ikke gør det. Fordi de ved, hvad det har af konsekvenser. Og samtidig vil jeg gerne beskytte dem mod det også. Jeg ved jo, hvad det gør ved én….

I mange år bildte jeg mig selv ind, at det havde gjort mig stærkere, at jeg har oplevet det, jeg har. Og det er vel til dels også rigtigt… Jeg er stærk!
Men som årene er gået og jeg har lært mig selv bedre at kende, har jeg også opdaget og erkendt, at det også har gjort mig skrøbelig og usikker. Jeg har det med i min rygsæk, altid, om jeg vil det eller ej.

På godt og ondt har det været med til at gøre mig til den, jeg er.
Stærk på overfladen og skrøbelig indeni.

Mange af de oplevelser jeg har haft i min barndom, er slettet fra min hukommelse. Simpelthen decideret væk. Mange af mine barndomsminder er forsvundet. Fordi sindet har en evne til at si de dumme ting fra… Men det gør også, at jeg indimellem har svært ved at tænke tilbage og huske detaljer osv. Det er de store ting, der stadig fylder… Måske er det også fordi jeg ikke har specielt meget lyst til at tænke tilbage…

---

Her følger første del af min historie; fra min barndom med mobning – mit udgangspunkt for at fortælle, hvad mobning har gjort ved mig: 

Jeg er vokset op i en lille by lidt udenfor København. Da jeg startede i skole, i børnehaveklassen, havde vi en virkelig skrap lærer. Jeg husker hende som en, jeg var decideret bange for. Der gik ikke lang tid, før jeg begyndte at blive mobbet af de andre børn. Jeg fik blandt andet at vide, at jeg var grim. At jeg havde en alt for stor underlæbe. Jeg kan huske, at de viste mig billeder af tallerkennegre (ja pardon mit fransk, men det blev de altså kaldt) og sagde, at det var billeder af min familie.
Helt inde i hjertet et sted, vidste jeg, at jeg skulle være stolt af min store underlæbe. Jeg var stolt over at have arvet den fra min far <3
Men når man hører noget mange gange, begynder hjertet at tvivle på, at det har ret…
Dengang gik jeg i det tøj, jeg havde lyst til. Havde min egen stil. Men det blev påtalt – ofte. Jeg var temmelig tynd og kan huske en dag, jeg havde røde strømpebukser på, og blev drillet med, at jeg lignede kylling (fra Bamse og kylling). Ja, sådanne minder har alligevel brændt sig fast…

Efter nogle år, hvor jeg slet ikke trivedes i skolen, valgte mine forældre at flytte mig til den anden skole i byen. Da jeg startede der, selvom jeg kom ind midt i en velfungerende klasse, blev jeg modtaget med åbne arme. Fik hurtigt mange gode venner og opdagede, hvor fantastisk det kunne være at gå i skole og have venner.
Jeg fik en klasselærer, Else, der virkelig gjorde en forskel for mig. En forskel der gør, at jeg stadig kan huske hende helt detaljeret, selvom det efterhånden er mange år siden jeg sidst så hende <3

Da vi, som nævnt, boede i en lille by, skete der desværre det, at nogle af mobberne fra min gamle klasse fandt ud af, at jeg havde fået det godt. Og så begyndte de at vente på mig efter skole, når jeg cyklede hjem selv. Og kastede både mig og mine ting ind i hyben(torne)buske og truede mig. Jeg husker ikke meget fra den tid, udover at jeg var ked af det og bange.

Efter et par år i den nye, gode klasse, kaldte mine forældre på min bror og jeg, en søndag eftermiddag. De fortalte os, at vi skulle flytte til Jylland, da min far var blevet headhuntet til et job derovre. Vi skulle flytte til en by, jeg ikke engang kendte navnet på eller vidste hvor lå… Selvom både min farmor og mormor og morfar boede i Jylland, var det ikke ligefrem gode nyheder, at vi skulle flytte…. Jeg skulle flytte fra alle mine venner, dem jeg havde ventet på så længe…

Sommeren kom med flyttebilen, og hele vores rækkehus blev pakket ned og klemt ind bagi lastbilen.

Et nyt liv, et helt andet sted, ventede.

Sommerens varme hjalp på usikkerheden ved alt det nye og solen lyste sindet op. Min stolthed over at se min far blive modtaget i det nye job, med flot reception og taler, hjalp også på knuden i maven. Første skoledag nærmede sig. Jeg havde jo klaret det før, så jeg håbede det ville gå endnu en gang….

Desværre viste det sig at være noget af en udfordring. De sidste år af folkeskolen er i forvejen svære for alle; hormonerne raser og man skal finde sig selv i rollen som næsten-voksen og alene dét at jeg snakkede sjællandsk var ikke til min fordel. Mange ville slet ikke tale til mig…

Da min far havde fået job på det lokale sygehus som sygehusdirektør, flyttede vi, til at starte med, ind i en lejet lægebolig, mens vi kiggede efter et hus at købe, og på vejen boede en datter af et lægepar, som blev min bedste veninde på kort tid. Vi lavede alt sammen. Desværre flyttede hun, efter noget tid, med sine forældre hjem til Norge igen… Endnu en gang stod jeg alene.

Det første år (eller var det to?) i den nye klasse, bød på rigtig meget sygdom. Som om min krop rasede sorgen ud gennem feber. Jeg kunne få høj feber om aftenen, som efter et døgn eller to var svedt ud igen. Som om min krop forsøgte at sørge for undskyldninger for ikke at skulle i skole og møde alt det dårlige. Og sådan kørte det op og ned. Det var en hård tid. Det må det også have været for mine forældre.

Jeg har aldrig været sur på dem over, at de traf den beslutning, at flytte os til et helt nyt sted. Men jeg ved, at det har kostet mange bekymringer for dem, og efter jeg selv er blevet mor, kan jeg sagtens sætte mig ind i det…

Jeg havde en virkelig skrap matematiklærer, der lugtede af sure cigaretter og som sagde ‘Hvis du ikke forstå det nu, så kan jeg ikke lære dig det’ efter en kort gennemgang på tavlen. No wonder, at matematik aldrig rigtig blev ‘my thing’….!

Alt det min matematiklærer ikke var, var min dansk- og klasselærer Mette til gengæld. Super dygtig og sød. Hun gjorde virkelig en forskel for mig, i de svære år, hvor jeg både skulle finde mig selv som ungt menneske på vej til at blive voksen, et helt nyt sted med nye rammer og klassekammerater. Hun ‘så’ mig! Hun er også en af de personer, jeg vil huske altid…

Fortsættelse følger….

---

Jeg har delt min historie op i to, da den ellers ville blive alt for lang. Jeg vil nemlig også gerne have plads til at sætte lidt ord på, om alt det der har fulgt mig efterfølgende….

I morgen følger fortsættelsen… (som nu kan læses her)

Tak, fordi du læste med <3