Min historie med mobning #2

I dag følger fortsættelsen på 1. indlæg om min barndom og ungdom med mobning. Du kan læse første del af historien lige her

---

I 7.-8. klasse, efter klasserne var blevet blandet på ny og mixet med elever fra en anden skole, begyndte mine klassekammerater for alvor at gå til hal bal, drikke sig fulde og ryge cigaretter. Det var jeg slet ikke klar til…

Da jeg har fødselsdag i marts, og tidligt ‘skoleparat’, var jeg en årgang yngre end de fleste af mine skolekammerater. Selvom jeg måske var moden på mange punkter, var der også nogle ting, der ikke sagde mig så meget…

Mens mine klassekammerater stod i buskene og røg, havde jeg travlt med at passe mit arbejde; at gå med aviser og reklamer 6 dage om ugen. Ikke én gang har mine forældre hjulpet mig – jeg kunne og ville selv. Cyklede rundt med 101 aviser, i al slags vejr, bundtede reklamer og slæbte dem efter jernhesten i min vogn, frem og tilbage, hver lørdag morgen. Imens de festede, tjente jeg mine egne penge.

Derudover var jeg babysitter om aftenen, lavede mine lektier, var en del af skolepatruljen, der hjalp skolebørn over vejen om morgenen, og brugte min fritid sammen med mine forældre og bror. Udover ‘københavneren’ gik jeg også under (øge)navnet ‘stræberen’… Som i navneopfindernes øjne var negativt ladet, men som jeg egentlig tog som et kompliment 😉
Jeg kan huske, at mange af mine klassekammerater var uforstående overfor, at jeg havde lyst til at bruge så meget tid med min familie… I deres øjne var jeg dødkedelig, det vidste jeg også godt dengang. Men jeg havde heller ikke lyst til at tvinge mig selv ud i busken med en cigaret og en liter vodka….

Da det begyndte at gå op for mine klassekammerater, at jeg havde penge til at købe de ting, de drømte om, var der flere og flere, der gerne ville være venner med mig. Så kunne jeg få lov at købe mig til deres venskab, ved at låne dem mit tøj, mine sko osv.
Efter så mange år med mobning og holden-udenfor, var det fristende at hoppe på den. Jeg tror også, jeg allerførst kom til at sige ja et par gange, for derefter at fortryde det helt vildt. Derefter havde jeg, af en eller anden grund, modet til at sige fra. Stå fast..

Jeg har altid haft en evne til at tro på mig selv – selvom jeg ikke gør det… Jeg har aldrig haft nogen veninder ‘at gå på toilettet med’ – som mange af mine klassekammerater, der ingenting kunne gøre selv – jeg klarede det selv. Tog alene af sted, mødte selv op, gik selv på shopping, gjorde det jeg skulle – selv.
Jeg har aldrig haft brug for at blive bekræftet af andre, når det ikke har været ægte. Så hellere være mig selv…
Jeg blev for øvrigt heller ikke inviteret med til forfesterne, så ville jeg til hal-bal, var det på egen hånd… 😉

Heldigvis har jeg haft det sådan! For ellers ville der være mange i mit liv, der kunne have fået mit til at gøre hvad som helst…

Nogle af drengene i klassen begyndte sågar at synes, at jeg var lidt interessant. Hende der turde sige fra.. Hende ‘københavneren’. Hende der ikke lå i hækken og brækkede sig hver fredag og lørdag. Da vi kom til 9. klasse var det faktisk efterhånden okay at gå i klassen. Jeg følte mig mere accepteret, som om jeg havde bevist mit værd og havde ret til en plads, på niveau med alle de andre. Måske havde de andre fundet ud af, at de ikke sådan lige kunne hyle mig ud af den… De kunne lige så godt affinde sig med, at jeg var der også…
Jeg tror dog aldrig, jeg vil huske tilbage på min folkeskoletid som noget rart. Der var lige et par år midt i, der var gode, men alle de dårlige overskygger dem desværre ret meget.

Nu hvor jeg selv har fået et skolebarn og snart har et mere, har jeg mærket mørket fra min egen folkeskoletid trænge sig på. Jeg håber så inderligt, de ikke skal opleve og slås med det, jeg har skullet. Og jeg håber også, at jeg ikke kommer til at ‘smitte dem’ med min angst. Jeg vil hellere lære dem at tro på sig selv, at turde sige fra, at behandle alle ordentligt og give plads til forskelligheder.

I 10. klasse kom jeg på efterskole, og det er det første år fra min barndom/undgom, jeg husker tilbage på med glæde. Men det var også det mest fantastiske år! Jeg kunne være mig selv og blev accepteret, som den jeg var. Jeg tænker stadig ofte på det år og bliver glad helt ned i knæene!

Efter efterskolen flyttede jeg med min familie til en ny by, da min far endnu en gang var blevet headhuntet. Dagen efter vi flyttede, startede jeg i gymnasiet, der skulle vise sig at være endnu en prøvelse. Endnu en gang var jeg hende der ikke kendte nogen. Og det slog mig helt ud igen…

Efter at have slæbt mig igennem 1.g, uden rigtig at have fundet mig til rette og fundet nogen jeg kunne have et fællesskab med, besluttede jeg, i starten af 2.g, at droppe ud. Det er den første (kæmpe)store beslutning, jeg selv har truffet i mit liv. Jeg snakkede med mine forældre om det, men det var mig selv, der skulle træffe beslutningen. Der mærkede jeg for alvor, hvad det vil sige at blive voksen. Det var en vanvittigt hård periode i mit liv.
Jeg ville jo virkelig gerne have en uddannelse, og gøre noget med mit liv, men det var som om fortiden spændte ben for mig. Sammenholdt med følelsen af en altoverskyggende ensomhed.

Derefter havde jeg nogle måneder, hvor jeg ikke gik i skole, men arbejdede i stedet. Jeg var fast besluttet på at skulle forsøge igen, blot på HF i stedet, men ventetiden testede mig – endnu en gang. Min viljefasthed og tro på mig selv blev sat på prøve. Jeg havde allermest lyst til at rejse væk. Men hvorhen? Min familie har altid været det vigtigste holdepunkt for mig. Tanken om at skulle flytte væk fra dem og være helt alene, skræmte mig også.

I løbet af tiden på gym havde jeg fået et arbejde, med virkelig gode kollegaer. Vi havde det drønsjovt, når vi var på arbejde og jeg fandt ud af, at jeg faktisk var virkelig god til det og blev respekteret blandt mine kollegaer. Vi respekterede hinanden og forstod at gøre brug af hinandens styrker i stedet for at fokusere på hinandens svagheder!
Vi betjente rigtig mange mennesker hver dag og havde en fest, så det føltes mere som sjov end arbejde, selvom vi altid havde travlt og leveret rigtig gode resultater. Det var et arbejde, hvor rigtig mange af byens borgere kom forbi, så vi var ‘kendte’ ansigter, når vi gik rundt i byen, og også da vi begyndte at gå på disko-dasko.
Jeg havde 4 virkelig gode år der, hvor jeg fik venner, jeg stadig snakker med i dag.

Efter at have flyttet studie og landet i en god klasse, med både helt unge og lidt ældre, fik jeg venner, der faktisk var noget værd, og som ville mig og efter to gode år fik jeg min studenterhue. Og midt i det hele mødte jeg A, som endte med at være skyld i, at jeg blev hængende 😉

And the rest is history… 😉

---

Det er efterhånden længe siden, jeg afsluttede mit folkeskole’eventyr’. Jeg tænkte dengang, midt i det hele, at jeg glædede mig til at blive voksen, så jeg kunne slippe for mobning. Jeg blev klogere… 😉

Jeg lader ikke mange komme helt ind i hjertet, men kommer man derind, kan man være sikker på, at man har en plads der for altid.

At modtage komplimenter er virkelig svært for mig. Jeg har svært ved at tro på, at det er velment og ægte. At det ikke bare er noget nogen siger, for at gøre mig til grin. Få mig til at tro på komplimentet, for derefter at grine mig lige op i ansigtet og sige ‘Ha, troede du selv på, at jeg mente det!’. Det er en del af det, jeg bærer på i min rygsæk.

Med årene er jeg blevet meget klogere på mig selv og hvorfor jeg har det, som jeg har det. Jeg forsøger at arbejde med det, for de s… mobbere skal da ikke have magt over mig resten af mit liv!
Men… det er hårdt arbejde. Indimellem for hårdt. Og så falder jeg i…
Heldigvis er jeg omgivet af kærlighed, som hjælper mig og ved hvorfor jeg gør, som jeg gør.

Mange har gennem årene opfattet mig som snobbet. I bund og grund er jeg bare usikker på mig selv. Usikker på, om jeg er god nok. Om jeg har lige så meget ret til at være her, som andre.
Når jeg kommer ind i et rum smyger jeg mig op ad væggen mere end jeg går ind midt i det hele. Jeg føler aldrig, at jeg har lige så meget ret til at blive set, som alle andre. Kun når jeg er sammen med de mennesker, jeg stoler på og holder af.

Bevares, jeg er også en pige, der tør sige sin mening og stå op for det, jeg mener. På HF var jeg sågar elevrådsformand og holdt dimissionstale foran hele skolen, da vi afsluttede vores uddannelse. Hvor modet til de ting kommer fra, ved jeg ærlig talt ikke… Mit selvværd og min selvtillid kan ihvertfald ligge på et meget lille sted…

Jeg har bemærket, at der for tiden er en bølge af selvtillidsboost(ere), der skyller ind over de sociale medier. Især på Instagram, synes jeg, der er mange der er begyndt at sætte fokus på det at elske sig selv – uanset hvad. At vi alle har ‘fejl og mangler’ og at det polerede billede skal undertrykkes og det sande i stedet skal have plads.

For at understøtte min egen proces, om at finde ind til mig selv og lære at tro på mig selv, har jeg lyst til at hoppe med på vognen. Jeg bliver helt vildt inspireret af at se andre, der hviler i sig selv!
Jeg er virkelig god til at tale ned til mit spejlbillede. Jeg ser alle fejlene i stedet for at fokusere på de gode ting. Jeg ser mig selv med forkerte briller og jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan andre ser mig. De øjne, der kigger på mig, som ikke har den samme rygsæk på som jeg har. Jeg skælder mit spejlbillede ud, præcis som mine mobbere gjorde…

Jeg vil gerne blive bedre til at holde af mig selv. På en måde, selvom det måske kan lyde skørt, har jeg lyst til at kaste mig selv ud på dybt vand og stille mig selv mere foran kameraet. For at vænne mig til at se mig selv. Øve mig i at kigge efter de gode ting, i stedet for at skælde mig selv ud. Blive bedre til at tage imod et kompliment. Forsøge at lære min hjerne, at det er okay, jeg ikke ligner en supermodel. At det er okay at være ‘almindelig’.

Jeg vil gerne lære at se mig selv, som A ser mig <3

Der er en sang, som Danser Med Drenge synger, som har fulgt mig i mange år efterhånden. Teksten rammer mig lige i hjertet, så jeg synes, jeg ville dele den med jer, som afslutning på de her to indlæg om mobning.

Jeg har stadig meget på hjerte, så dette var vist kun begyndelsen, men nu har jeg ihvertfald et par indlæg at referere til, i forhold til hvad jeg bærer rundt på i min rygsæk ;(

Tak, fordi du havde lyst til at læse med <3

P.S. Hvis du har noget, du gerne vil spørge om eller vide, så tøv ikke med at skrive!

---

De kigger dig an
uden at du mærker det
og hvis du ikke er lissom dem
så får du det svært

Så taler de dig bag om ryggen
de gi’r dig ingen fred
men du kan bare:

Læn dig tilbage
de ka’ sige hvad de vil
de skal jo ha’ noget at tale om
Spil dit eget spil
gør hvad dit hjerte vil
ingen ved bedre end dig selv

Der er folk, der har udnævnt sig selv
til at hjælpe os andre
og de ved altid hvordan
man skal leve sit liv

Og hvis du træder lidt ved siden af
begår en lille fejl
så må du bare:

Læn dig tilbage
lad dem sige hvad de vil
de skal jo ha’ noget at tale om
Men spil dit eget spil
gør hvad dit hjerte vil
ingen ved bedre end dig selv