Min historie med mobning #1

I dag vil jeg tage hul på første indlæg om min barndom – med mobning som følgesvend.
Jeg har taget tilløb i lang tid – hvorfor ved jeg ikke helt. Måske fordi det er en anelse uoverskueligt at få så meget ned på skrift. Men samtidig ved jeg, at det er god terapi. Og da mange af jer har ønsket at høre mere om det, vil jeg gerne forsøge at sætte ord på.

Jeg håber, I vil tage godt imod det. Det er på en måde lidt, som at lægge sit hjerte frem til offentligt skue, men jeg håber, min historie – om ikke andet – kan være med til at fortælle, at man godt kan komme (nogenlunde) hel ud på den anden side, efter flere (mange) år som mobbeoffer – og at det er vigtigt, at vi hele tiden har fokus på mobning og gør alt, hvad vi kan, for at stoppe det…

Jeg vil også gerne understege vigtigheden af at lytte til sin (og sit barns) mavefornemmelse. Se på om ens barn trives. Det kan være en kæmpe ting at beslutte at skifte skole (på ens barns vegne, afhængig af alder) men det kan være det der skal til! Jeg har mødt mange gennem årene, der har spurgt mig, hvordan det har påvirket mig at skifte skole – og også at flytte til en helt anden landsdel. Og jeg kan ikke give nogle forsikringer om, hvordan det vil gå. For vi er alle forskellige. Men jeg kan ihvertfald sige, at man godt kan overleve det! Men at det ikke er omkostningsfrit. But then again – hvad er det?

Jeg har i mange år spurgt mig selv, om jeg selv var skyld i, at jeg blev mobbet. Om jeg selv, på en eller anden måde, bad om det eller lagde op til det. Jeg har aldrig rigtig fundet svaret på det spørgsmål. Men forsøgt at affinde mig med, at ingen har fortjent at blive mobbet – uanset om de stikker ud eller er helt almindelige! Jeg tror, at det blandt andet er det mobningen har gjort ved mig: at jeg tvivler på mig selv. Om jeg er god nok. Man er ikke selv skyld i at blive mobbet…! … Vel?…

Nu hvor jeg selv er blevet mor, har mobning fået endnu en side. Jeg vil så gerne sørge for, at mine børn forstår hvad det betyder at mobbe, så de ikke gør det. Fordi de ved, hvad det har af konsekvenser. Og samtidig vil jeg gerne beskytte dem mod det også. Jeg ved jo, hvad det gør ved én….

I mange år bildte jeg mig selv ind, at det havde gjort mig stærkere, at jeg har oplevet det, jeg har. Og det er vel til dels også rigtigt… Jeg er stærk!
Men som årene er gået og jeg har lært mig selv bedre at kende, har jeg også opdaget og erkendt, at det også har gjort mig skrøbelig og usikker. Jeg har det med i min rygsæk, altid, om jeg vil det eller ej.

På godt og ondt har det været med til at gøre mig til den, jeg er.
Stærk på overfladen og skrøbelig indeni.

Mange af de oplevelser jeg har haft i min barndom, er slettet fra min hukommelse. Simpelthen decideret væk. Mange af mine barndomsminder er forsvundet. Fordi sindet har en evne til at si de dumme ting fra… Men det gør også, at jeg indimellem har svært ved at tænke tilbage og huske detaljer osv. Det er de store ting, der stadig fylder… Måske er det også fordi jeg ikke har specielt meget lyst til at tænke tilbage…

---

Her følger første del af min historie; fra min barndom med mobning – mit udgangspunkt for at fortælle, hvad mobning har gjort ved mig: 

Jeg er vokset op i en lille by lidt udenfor København. Da jeg startede i skole, i børnehaveklassen, havde vi en virkelig skrap lærer. Jeg husker hende som en, jeg var decideret bange for. Der gik ikke lang tid, før jeg begyndte at blive mobbet af de andre børn. Jeg fik blandt andet at vide, at jeg var grim. At jeg havde en alt for stor underlæbe. Jeg kan huske, at de viste mig billeder af tallerkennegre (ja pardon mit fransk, men det blev de altså kaldt) og sagde, at det var billeder af min familie.
Helt inde i hjertet et sted, vidste jeg, at jeg skulle være stolt af min store underlæbe. Jeg var stolt over at have arvet den fra min far <3
Men når man hører noget mange gange, begynder hjertet at tvivle på, at det har ret…
Dengang gik jeg i det tøj, jeg havde lyst til. Havde min egen stil. Men det blev påtalt – ofte. Jeg var temmelig tynd og kan huske en dag, jeg havde røde strømpebukser på, og blev drillet med, at jeg lignede kylling (fra Bamse og kylling). Ja, sådanne minder har alligevel brændt sig fast…

Efter nogle år, hvor jeg slet ikke trivedes i skolen, valgte mine forældre at flytte mig til den anden skole i byen. Da jeg startede der, selvom jeg kom ind midt i en velfungerende klasse, blev jeg modtaget med åbne arme. Fik hurtigt mange gode venner og opdagede, hvor fantastisk det kunne være at gå i skole og have venner.
Jeg fik en klasselærer, Else, der virkelig gjorde en forskel for mig. En forskel der gør, at jeg stadig kan huske hende helt detaljeret, selvom det efterhånden er mange år siden jeg sidst så hende <3

Da vi, som nævnt, boede i en lille by, skete der desværre det, at nogle af mobberne fra min gamle klasse fandt ud af, at jeg havde fået det godt. Og så begyndte de at vente på mig efter skole, når jeg cyklede hjem selv. Og kastede både mig og mine ting ind i hyben(torne)buske og truede mig. Jeg husker ikke meget fra den tid, udover at jeg var ked af det og bange.

Efter et par år i den nye, gode klasse, kaldte mine forældre på min bror og jeg, en søndag eftermiddag. De fortalte os, at vi skulle flytte til Jylland, da min far var blevet headhuntet til et job derovre. Vi skulle flytte til en by, jeg ikke engang kendte navnet på eller vidste hvor lå… Selvom både min farmor og mormor og morfar boede i Jylland, var det ikke ligefrem gode nyheder, at vi skulle flytte…. Jeg skulle flytte fra alle mine venner, dem jeg havde ventet på så længe…

Sommeren kom med flyttebilen, og hele vores rækkehus blev pakket ned og klemt ind bagi lastbilen.

Et nyt liv, et helt andet sted, ventede.

Sommerens varme hjalp på usikkerheden ved alt det nye og solen lyste sindet op. Min stolthed over at se min far blive modtaget i det nye job, med flot reception og taler, hjalp også på knuden i maven. Første skoledag nærmede sig. Jeg havde jo klaret det før, så jeg håbede det ville gå endnu en gang….

Desværre viste det sig at være noget af en udfordring. De sidste år af folkeskolen er i forvejen svære for alle; hormonerne raser og man skal finde sig selv i rollen som næsten-voksen og alene dét at jeg snakkede sjællandsk var ikke til min fordel. Mange ville slet ikke tale til mig…

Da min far havde fået job på det lokale sygehus som sygehusdirektør, flyttede vi, til at starte med, ind i en lejet lægebolig, mens vi kiggede efter et hus at købe, og på vejen boede en datter af et lægepar, som blev min bedste veninde på kort tid. Vi lavede alt sammen. Desværre flyttede hun, efter noget tid, med sine forældre hjem til Norge igen… Endnu en gang stod jeg alene.

Det første år (eller var det to?) i den nye klasse, bød på rigtig meget sygdom. Som om min krop rasede sorgen ud gennem feber. Jeg kunne få høj feber om aftenen, som efter et døgn eller to var svedt ud igen. Som om min krop forsøgte at sørge for undskyldninger for ikke at skulle i skole og møde alt det dårlige. Og sådan kørte det op og ned. Det var en hård tid. Det må det også have været for mine forældre.

Jeg har aldrig været sur på dem over, at de traf den beslutning, at flytte os til et helt nyt sted. Men jeg ved, at det har kostet mange bekymringer for dem, og efter jeg selv er blevet mor, kan jeg sagtens sætte mig ind i det…

Jeg havde en virkelig skrap matematiklærer, der lugtede af sure cigaretter og som sagde ‘Hvis du ikke forstå det nu, så kan jeg ikke lære dig det’ efter en kort gennemgang på tavlen. No wonder, at matematik aldrig rigtig blev ‘my thing’….!

Alt det min matematiklærer ikke var, var min dansk- og klasselærer Mette til gengæld. Super dygtig og sød. Hun gjorde virkelig en forskel for mig, i de svære år, hvor jeg både skulle finde mig selv som ungt menneske på vej til at blive voksen, et helt nyt sted med nye rammer og klassekammerater. Hun ‘så’ mig! Hun er også en af de personer, jeg vil huske altid…

Fortsættelse følger….

---

Jeg har delt min historie op i to, da den ellers ville blive alt for lang. Jeg vil nemlig også gerne have plads til at sætte lidt ord på, om alt det der har fulgt mig efterfølgende….

I morgen følger fortsættelsen… (som nu kan læses her)

Tak, fordi du læste med <3