Køkkenabstinenser og julestemning, der ikke kan holdes inde længere...

Nyt familieliv kræver nyt overblik

Nyt familieliv kræver nyt overblik…
Fra på søndag bliver vores familieliv vendt på hovedet – som vi har prøvet det så mange gange før.

A har fået nye (spændende) udfordringer, der indebærer, at han skal til at arbejde døgnvagter i stedet for 12-timers vagter. Det har både sine fordele og ulemper… Jeg glæder mig fx til at han ikke skal være væk 2 dage og derefter 2 nætter i træk, men jeg synes også det kan være svært at få det hele til at hænge sammen, når jeg skal være alene et helt døgn ad gangen. Op til 3 døgn på en uge…

Det er dog, som nævnt, langt fra første gang, at vi skal have det hele kørt ind på et nyt spor – man kan måske driste sig til at sige, at vi er øvede i det. Jeg ved derfor også, at det tager lidt tid, før det hele falder i hak. Og uanset hvordan man vender og drejer det, så er det bare en udfordring at få familieliv og skæve arbejdstider til at gå op. Men det kan lykkes – det er I sikkert også mange derude, der ved 😉 Og vi vil jo også gerne, at det skal lykkes. For det er også vigtigt at gå på arbejde og lave noget, man rigtig gerne vil.

En af de ting, der altid har været vigtige for os, for at kunne få det hele til at hænge sammen, er et godt overblik. Og når A kører et vagtrul på 4-5 uger, er det vigtigt at kunne se det for sig, når ‘alt det andet’ skal plottes ind og forberedes også. (Det havde været noget nemmere, hvis han arbejde samme dage hver uge, men det skal jo ikke være for nemt, vel? 😉 )
Vi har derfor, de sidste 9 år, haft en stor tavle i køkkenet, der udpensler alle vores gøremål.

Med årene har den ændret størrelse og behovene er vokset, især i takt med at drengene er blevet flere og ældre 😉
Og netop med 3 børn i huset, har tavlet virkelig vist sit værd. For den betyder også meget for deres hverdag og overblik. Som jeg vist har nævnt tidligere, så er de også super glade for at kunne se, hvad der skal ske, hvilke planer vi har og hvornår de skal huske fx idrætstøj, biblioteksbøger, legeaftaler osv. Det er også en hjælp for A og jeg, at de kan hjælpe os med at huske ting, for de er faktisk ret gode til at holde trit med sagerne, når bare vi husker at få skrevet dem på tavlen 🙂

Den første tavle, jeg lavede, måtte lade livet i søndags. Vi havde brug for en ny udgave, der kunne rumme meget mere (og som var nemmere at skrive på). Efter mange overvejelser faldt valget på 3 magnettavler fra Ikea, som jeg har tegnet streger på og inddelt med tusch, klistret over med tape, så stregerne ikke bliver visket ud og så har jeg lavet en masse ‘faste’ skilte af lamineret papir, der har fået magnettape bagpå. De er nemme at flytte rundt og overskuelige at se på. Og så kan alt ‘det løse’ skrives på efterhånden.
Som en bonus lysnede det faktisk helt vildt at få hængt hvide tavler op i køkkenet. Og resultatet fungere heldigvis upåklageligt. Selv drengene kommenterede det med det samme, og sagde at det så ‘mega fedt’ ud 🙂

For nogen fungerer det rigtig godt at have ‘små’ familiepapkalendre hængende – de tager jo også en del mindre plads, end vores løsning. Men vi har fundet ud af, at det fungerer bedre for os med en stor tavle, vi kan se, når vi spiser, og hvor det er nemt at skabe sig et overblik over de kommende 4 uger og flytte rundt på aftaler og gøremål nemt.

Hvis du vil se, hvordan det så ud før, med den gamle tavle, kan det ses i indlægget lige her
Da jeg skulle finde indlægget, kom jeg forbi det her, med glimt af køkkenet fra dengang vi havde det runde bord og tavlen på en helt anden væg. Det var nu også fint <3

Rigtig god aften

5 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Køkkenabstinenser og julestemning, der ikke kan holdes inde længere...