Om 2 måneder...

Kærnemælkshorn med æble og marcipan

010203040506

Søndag, fridag, hyggetid
Forleden fik jeg en ustyrlig lyst til kærnemælkshorn. Det var vist graviditetshormonerne der overtog og så var der ikke rigtig nogen vej tilbage… 😉

Flere har efterfølgende efterspurgt opskriften, så den kommer her, for søndag kunne sagtens være bagehyggedag herhjemme og måske også hos nogen af jer?

Som i så mange af mine andre opskrifter bruger jeg speltmel, men du kan helt sikkert erstatte med hvedemel og fuldkornshvedemel i stedet, men hold lidt igen med mængden i forhold til nedenstående mål, da der kan være stor forskel på meltyper/mærker og deres evne til at suge m.m.

Opskrift på 10-12 kærnemælkshorn

Du skal bruge:
25 gr. gær
2 dl kærnemælk
3 spsk rørsukker
1 tsk salt
100 gr. groft speltmel
200 gr. sigtet speltmel + det løse, til dejen har den rette konsistens
75 gr. blødt smør

Fyld:
2 æbler
1 tsk vanillepulver
2 spsk vand

En god klump marcipan, ca. 40-60 gr.

1 æg til pensling
Lidt hakkede hasselnødder og perlesukker til drys

Sådan gør du: 
Start med at lave æblemosen, så den kan køle ned. Skær de to æbler i små tern og kog dem møre med vanillepulver og vand. Blend til mos og sæt på køl.
Hvis du ikke har æbler på lager eller ikke vil til at koge mos, kan du erstatte med f.eks. en lille terning nougat eller chokolade.

Rør gæren ud i kærnemælken og tilsæt salt, sukker og groft speltmel. Rør det sigtede speltmel i, lidt ad gangen, til dejen slipper skålens kanter og er glat og smidig. Tilsæt smørret i små tern og ælt det ind i dejen. Ælt dejen 6-8 minutter. Æltningen er vigtig for det endelige resultat, der giver en luftig, let dej.
Stil dejen til hævning med et klæde over i 1 time.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord. Ælt dejen sammen til en rund bolle og rul den ud i en stor cirkel med en kagerulle.
Skær dejen i ‘pizzastykker’ – 10-12 stykker alt efter hvor stor cirkel du har lavet.
Læg en klat æblemos på hvert stykke og riv marcipan over bagefter. Rul stykkerne sammen fra den tykke ende og ind mod midten.
Læg hornene på en bageplade med bagepapir. Træk evt. enderne lidt nedad, hvis du synes de skal ligne horn. Ellers bliver de lidt mere croissantagtige i udtrykket, men smagen er den samme 😉
Pensl hornene med sammenpisket æg og drys med hakkede hasselnødder og perlesukker.

Tænd ovnen på 185 grader varmluft. Lad hornene hæve på køkkenbordet imens. Når ovnen er varm, bages hornene midt i ovnen til de er gyldne og gennembagte. Det tager ca. 15 minutter alt efter størrelse og ovn.

Afkøl hornene lidt på en rist inden servering. De smager allerbedst friskbagte og lune, men kan også nydes dagen efter, evt. lunet lidt i ovnen eller på brødristeren inden.

Ønsker jer alle en rigtig god søndag

5 kommentarer

  • […] at lave en syndig version med marcipan og andre lækkerier. Du kan eksempelvis benytte dig af den her opskrift fra mormedmere.dk. Det sidste er sikkert mega lækkert, men hvis du nu følger min sundere version, så smager det […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katja Astrup

    De ser også lækre ud.. Tak for endnu en opskrift :0)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kirsten Olesen

    Jeg er så glad for alle dine opskrifter.
    Håber du en dag har lyst til at dele opskriften på forårsruller!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pernille Bang

      Så dejligt at høre Kirsten!
      Opskriften på forårsruller ligger imellem kladderne, så den skal nok komme på 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om 2 måneder...