Short hair – do care!

Uh, det er altså altid lidt nervepirrende at være foran kameraet her på bloggen. Men i dag er jeg det altså…
Sidste mandag kom jeg nemlig til at gøre noget lidt drastisk – og uden at spørge nogen om lov 😉

A og drengene var i sommerhus og jeg havde en fridag helt for mig selv.
De sidste måneder har jeg forsøgt at blive glad for mit på-vej-til-at-blive-længere-hår men det var lidt som om, det ikke rigtig ville som jeg ville. Eller altså, helt enkelt, så synes mine hår ikke, at de skulle blive på hovedet. Så da jeg endelig sluttede fred med midt-vejs frisuren og havde fået styr på mine naturlige krøller, så begyndte håret pludselig at blive tyndere – igen igen.
For jeg har utallige gange stået i samme situation. At tabe mange af mine ellers kraftige hår. Og stå tilbage med en halvslatten, ubrugelig frisure.

Jeg kunne egentlig godt have ladet håret sidde og gro det længere, men jeg nægter at rende rundt med fehår, som jeg kalder det. Sådan noget tyndt pjusk, der flagrer efter én. Uh nej. Så hellere forsøge at få noget godt ud af en kort(ere) frisure, indtil min krop er samarbejdsvillig…

Jeg er helt med på, at det garanteret er min egen skyld, at jeg fælder så meget lige nu. Jeg kan ikke benægte, at jeg har været under stort pres de sidste måneder. Og det går altså lige i håret på mig, åbenbart… Så hvis nogen af jer kan anbefale vitaminer, der går lige i håret, så giv endelig lyd 😉

Jeg forsøger at slutte fred med det – at jeg er sådan en korthåret én – igen. For jeg endte faktisk med at blive glad for det sidst, selvom det også var af tvang.
Jeg ser stadig mig selv som langhåret, selvom det efterhånden er længe siden jeg var det. Det var sådan jeg så ud da A lærte mig at kende, for snart 14 år siden. Men meget er sket siden da. Han har heller ikke så kraftigt hår som dengang 😀
Mine 3 graviditeter har også været hårde ved mit hår. Eller også har mine drenge bare suget det ud af mig? De har ihvertfald voldsomt fyldige og kraftige manker, der vokser hurtigere end ukrudt.

Jeg var temmelig spændt på at se drengenes og As reaktion, da jeg kom hjem til dem efter arbejde i tirsdags. Men de var bare så søde og sagde med det samme at de synes det var så smart og fint. Og A virkede også glad for det og det var hans reaktion jeg var mest ‘nervøs’ for. Især når jeg slet ikke havde forberedt ham på det. Men han var meget mere vild med det, end jeg havde turdet håbe. He’s a keeper <3

Nå, jeg satser på at min kraft ikke sidder i håret – og at jeg endnu en gang kan blive glad for det korte look, selvom det lige nu er lidt svært at styre. Havde jo lige givet mine krøller frit spil, så nu tror de, de skal drøne rundt og lave krummelurer, men måske de også bare skal have lov at leve deres eget liv…. Det er måske et meget godt billede på livet; der er så meget vi ikke kan styre, omend vi gerne ville 😉

God aften derude!