Juleglimt

Allerførst vil jeg sige tusind tak for jeres mange søde kommentarer til bloggen og mig, i forbindelse med den lækre Auping give away. De er værdsat hver og én. Det er dejligt at vide, at I sætter pris på mine små indslag og rart at høre lidt om hvad I sætter pris på herfra, så jeg ved at det er arbejdet værd.
Jeg vil tage jeres ønsker til efterretning og forsøge at efterkomme dem også 🙂
I dag vil jeg dele lidt juleglimt med jer.
Julen sniger sig lige så stille ind herhjemme. Desværre mangler jeg den der gennemgribende, mavekrammende julestemning i kroppen, men jeg forsøger at indfange den alt det jeg kan.
Jeg giver vejret skylden, for det er godt nok langt fra juleagtigt, med regn og storm i rigelige mængder.
Vi fik ikke engang bare en lille bitte smule sne, sidst der blev delt ud, så der var ingen julestemnings-kickstart dér heller.
Kom frost, kom kulde, bare for en stund ihvertfald!
Det hjælper heldigvis på det, at sidde tæt i sofaen alle 5 hver eftermiddag, og se julekalender og glemme alt om madlavning og praktiske gøremål imens 🙂
I går skulle vi have hentet juletræ med mine forældre, men vi ‘turde’ ikke trodse stormen, der øvede gevaldigt på at rive taget af huset, og blev hjemme i stedet…
Adventshygge skulle der dog til, så vi bagte æbleskiver og julede kager, åbnede adventsgaver, hørte julemusik, tændte 2. lys i advents’kransen’ og slumrede omkring det store bord.
I dag står den på julegaveshopping. Jeg har en ambition om at være færdig med det meget snart, så jeg har tid til at kræse lidt om indpakningen – forhåbentlig 🙂
Rigtig dejlig december-dag derude!
[…] weekenden adventshyggede vi med friskbagte æbleskiver, julede hindbærsnitter og rudolf småkager. Og lad mig bare sige det […]