Hindbærsnitter – The Christmas Edition

I weekenden adventshyggede vi med friskbagte æbleskiver, julede hindbærsnitter og rudolf småkager.
Og lad mig bare sige det ligeud: de var et hit hos både store og små 🙂
Når vi nu ikke kan bygge snemænd i haven, så kan vi da spise nogen i stedet…
Jeg har brugt den ‘sædvanlige’ opskrift på hindbærsnitter, som jeg for god ordens skyld har sat ind nederst i dette indlæg også.
I stedet for at stikke dejen ud i sjove former eller skære den i firkanter har jeg stukket den ud med en rund udstikker.
Inden jeg samlede snitterne dekorerede jeg toppene.
Til smeltende snemænd skal du bruge:
Skumfiduser – mine var store, så jeg skar dem over i halve (antal afhænger af hvor mange snitter du vil lave)
Smeltet chokolade til ansigt og ‘hænder’
Glasur lavet af flormelis og kogt vand
Små chokoladeknapper
Evt. lakridsbånd eller lignende til tørklæder
Næser – jeg lavede dem af det orange/røde der er rundt om en tivolistang
Til rudolfsmåkager skal du ‘kun’ bruge smeltet chokolade og røde chokoladeknapper
Når snemænd og rudolfansigter er størknet, kan du samle dem med bundene, der er smurt med god hindbærsyltetøj
Og så er det ellers bare at hygge og nyde – og overraske med skægge julekager, der bringer smil frem
Rigtig god jule-onsdag derude!
Her kommer min opskrift på hindbærsnittedej:
Du skal bruge
70 gr. flormelis
1 tsk. vanillepulver eller en halv vanillestang
150 gr. blødt smør
250 gr. sigtet speltmel (eller hvedemel)
1 tsk bagepulver
1/2 dl. vand
Sådan gør du
Ælt flormelis, vanille, smør, bagepulver og hvedemel sammen. Saml dejen med vandet og ælt den smidig og glat. Pak den ind i film og sæt den i køleskabet 1/2 time
Tænd ovnen på 190 grader.
Del dejen i 2 eller 3 stykker så du ikke skal arbejde med for stort et stykke ad gangen.
Rul dejen ud til en tykkelse på ca. 3 mm. Udstik cirkler – husk at antallet skal gå op med to – en top og en bund til hver
Læg cirklerne på en bageplade med bagepapir og bag dem i ca. 8-12 minutter alt efter størrelse. De må gerne virke lidt ‘halvbagte’, hvis de får for meget bliver de helt sprøde
Så fine kager 🙂
– er rudolf kagerne og hindbærsnitter eller er det bare “normale” småkager?