Om mit arbejde… Mit 4. barn

krokus-blomst

Som jeg lovede i det personlige indlæg forleden, ville jeg skrive lidt mere om ‘mig’. I dag vil jeg starte ud med at skrive lidt mere om, hvad det er jeg arbejder med, som rigtig mange af jer ofte spørger til…
Jeg har haft skrevet om det tidligere og det indlæg kan I læse lige her. Sidste forår valgte jeg at sige mit daværende job op, efter min barsel med L, og det har jeg skrevet om i dette indlæg.

Når det kommer til arbejde og uddannelse, har jeg egentlig meget på hjerte. Især i forhold til det med at ‘finde sig selv’ i et job eller en uddannelse. Jeg er lige blevet 33 og kan stadig indimellem blive i tvivl om, hvad det egentlig er jeg skal lave ‘når jeg bliver voksen’… Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg faktisk var ved at skifte spor, sådan helt og aldeles, i foråret sidste år. Jeg vidste, at jeg ikke ville vende tilbage til det job jeg gik på barsel fra, men jeg kunne ikke finde noget andet, indenfor samme genre, som jeg havde lyst til. Og det med lyst, det er bare så sindssygt vigtigt for mig. Jeg er ihvertfald sådan én af den slags, der leverer meget mere kvalitet og et meget bedre resultat, hvis jeg laver noget jeg brænder for…. Jeg tror slet ikke jeg kan fungere, hvis jeg skal stå op til noget hver dag, som jeg ikke har hjertet med i…

Jeg tror også, at det med at tænke over, hvad der nu skal ske, er meget naturligt – og noget som rigtig mange oplever – når man får børn og er på barsel. Der bliver ihvertfald etableret en del nye virksomheder af folk på barsel 😉

I sommerferien, lige efter jeg havde mistet min far og mit hjerte var i tusinde stykker, dukkede der pludselig en mulighed op, jeg ikke havde forudset. En mulighed, der var ved at slippe væk, fordi jeg var helt ved siden af mig selv. Heldigvis fik jeg hanket op i mig selv og gjort noget ved det…

I virkelig mange år har jeg pendlet på arbejde og drømt om at finde et job i cykelafstand. Da en lokal virksomhed havde brug for én til at starte en webshop og opbygge et helt nyt univers, så jeg muligheden for (endelig) at komme til at arbejde med lige præcis dét, jeg har drømt om i så mange år. Jeg har altid haft en drøm om at blive selvstændig og drive min egen webshop, men den usikre økonomi og alle de praktiske spørgsmål, har holdt mig tilbage. Pludselig var der en mulighed foran mig, for at blive næsten-selvstændig. Det kunne faktisk ikke være bedre…
Efter 3 samtaler og en udførlig test, var papirerne klar og mine andre planer blev ret hurtigt skrottet. Jeg var ikke i tvivl om, at det var det her jeg ville.

D. 1. august startede jeg så på mit nye arbejde og begyndte helt fra bunden med at opbygge webshop, udvikle udtrykket, finde på navnet, fastlægge sortimentet osv. Jeg har faktisk allerede skrevet lidt om det i dette indlæg

I starten af oktober var webshoppen så langt, at den kunne gå live og jeg kunne begynde at invitere andre indenfor i ‘mit’ univers.

På en måde kan man godt sige, at jeg fik et 4. barn, sidste år i august.
Et barn ved navn makaku – som er udledt af det hawaiianske ord for kreativitet.
Jeg har brugt virkelig (virkelig) mange timer, både dag, nat og weekend, på at fodre babyen, nusse om den og sørge for, at den havde det godt og udviklede sig. Mine tanker har kræset om den stort set hele tiden og når jeg var fra den, savnede jeg den….

Selvom jeg arbejder på et kontor, sammen med andre, er jeg den eneste i virksomheden, der arbejder fuldtid med makaku.
Jeg laver de fleste ting selv, lige fra opbygning af hjemmesiden, udvikling, tekster, fotos, nyhedsbreve, sociale medier osv. osv.
Jeg får hjælp til kundehenvendelser, så det ikke kun er mig, der ‘er på’ og indimellem får jeg også hjælp til at lave kreative ideer til siden.
Noget af det eneste, jeg – næsten – ikke er inde over, er ordrehåndteringen på lageret. Det er ikke mig, der plukker og pakker ordrerne, det indgår som en del af virksomhedens ‘faste’ lager-program.

Jeg har skullet etablere en ny virksomhed i en virksomhed, der normalt arbejder på en helt anden måde og det har selvfølgelig givet nogle udfordringer, både for dem og mig. Sådan er det… Udover at være ‘den nye pige i klassen’, har jeg udfordret dem med nye rutiner og måder at gøre tingene på, og det kan godt være lidt svært… Fordi virksomheden ikke er vant til at arbejde med privatmarkedet. Men mon ikke det er sundt nok at blive udfordret…?

I midten af december skulle virksomheden, som jeg er ansat af/i, flytte i nye lokaler, og hele lageret skulle flyttes med. Et lager med flere tusinde varenumre. Hvad der skulle have taget nogle dage, endte med at give udfordringer i flere måneder og gør det stadig indimellem. Det har krævet sved og især tårer, ikke at kunne levere pakkerne som jeg gerne ville, men jeg har ikke rigtig haft noget at skulle have sagt.

Den største årsag til, at det har fyldt så meget for mig og kom helt ind under huden er, at jeg for en del, er persoliggørelsen af makaku. En del har lært makaku at kende gennem mig, blandt andet her fra bloggen. Desværre er der nogen, der har fået en dårlig oplevelse, fordi leveringstiderne pludselig blev længere, end jeg gerne ville have haft.
Jeg har desværre ikke haft magt over det og har ikke kunnet gøre noget, omend jeg virkelig gerne ville! Jeg har ikke kunnet gå ned på lageret og finde de ting, der er bestilt og sende dem. Det er et stort setup, jeg ikke kan blande mig i. Men hold da op, jeg har brugt mange tanker – og tårer – på at affinde mig med det. Som den perfektionist jeg er, har det virkelig gjort ondt.
Havde jeg vidst på forhånd, at jeg ville ende i denne situation, havde jeg måske ikke inddraget mig selv så meget i det, personligt. På den ene side, så synes jeg netop det er styrken ved makaku – at jeg står bag det 100%. Men der var lige et par måneder, hvor jeg virkelig ville ønske, at det ikke var mig folk tænkte på, når de tænkte på makaku…

Hver eneste dag løber jeg stærkt både med hænder, ben og tanker, for at holde makaku i live. Der er (næsten) kun mig til at sørge for, at det er et projekt der overlever og indimellem bliver jeg en smule overvældet ved tanken. Det er hårdt arbejde hver dag. Men det er også sjovt. Og hver eneste gang der kommer en ordre, danser jeg en lille dans indeni!

Jeg elsker at kunne få lov at udleve min kreativitet, nu både via mit arbejde og når jeg har fri. Jer der har fulgt med længe ved, at jeg elsker at lave kreative projekter og DIY’s, både i køkkenet og alle mulige andre steder.

Indimellem flyder grænserne dog sammen og jeg skal minde mig selv om at huske at holde fri. Lige nu vil jeg bare rigtig gerne sende makaku godt fra start og give den en tryg opvækst, så den forhåbentlig kan flyve lidt selv på et tidspunkt…. 🙂 Og så håber jeg da også, at jeg på et tidspunkt skal have nogle kolleger, der er lige så dedikere til projektet, som jeg er 😉

Hvis I har lyst til at følge med i makakus univers, kan I tilmelde jer nyhedsbrevet her og finde os på Instagram som @makaku.dk

Der vil selvfølgelig også fortsat komme DIY’s her på bloggen, for selvom det er en del af min arbejdsdag, kan jeg ikke lade være at fortsætte derhjemme og det må så gå ud over jer 😉

Sig endelig til eller stil spørgsmål, hvis der er andet eller mere I gerne vil vide 🙂

Rigtig god dag til jer alle

 

P.S. For en god ordens skyld vil jeg bare lige slå fast, at der bliver sendt pakker fra dag til dag igen på makaku, så I kan roligt lade jer friste 😉

Lidt om mig – hvad vil I ellers gerne vide?

mig-i-sol-2-ny

I dag er det et af de mere personlige indlæg, der har ramt bloggen.

Jeg får en del spørgsmål omkring ’hvem jeg er’, hvad jeg arbejder med, hvilken baggrund jeg har, om jeg arbejder fuldtid, hvorfor jeg har fået 3 børn, hvordan det er at have drenge osv. osv.

Jer, der har læst med længe, ’kender’ mig måske efterhånden lidt, men der er nok også mange af jer, der ikke ved så meget om, hvem der egentlig gemmer sig bag bloggen.

Jeg synes selv det er sjovt at læse om andre, og komme lidt tættere på dem. Måske der er nogen af jer derude, der har det lige som mig…?

I dag vil jeg tage hul på en ’serie’ (uh, det lyder ellers fængende hva’? 😀 ) af personlige indlæg, hvor jeg vil fortælle lidt mere om mig, hvem jeg er og hvad jeg arbejder med, når jeg ikke sidder her og skriver om løst og fast eller gemmer mig bag mit kamera 😉

Jeg har altid været glad for ord og mit yndlingsfag i skolen var dansk og diktat. Jeg er en tænker, og det hjælper mig, at grifle nogle af de mange tanker ned her i mit eget lille univers. Hvis muligt, kombinerer jeg helst mine ord med små lykkeglimt 🙂
Jeg er utrolig beæret, glad og stolt over, at så mange har lyst til at læse og kigge med. Tak for jer! Det gør det hele meget sjovere, at jeg har nogen at dele det hele med 🙂

Lidt mere om mig:

Jeg er lige fyldt 33 år

Er mor til 3 drenge fra 2008, 2011 og 2015

Gift med A, som jeg mødte i 2003 <3

Oprindeligt fra København/Sjælland, men bor nu i Jylland

Husejer

Storesøster til en lillebror

Stolt datter af min mor og min far, som jeg desværre mistede i maj 2016.

Tænker på mig selv som langhåret og drømmer om, at det kan blive det igen engang…

Mine yndlingsfarver er lyserød og blå (og sort)

Jeg driver min mand til vanvid med indretningsprojekter og kreative (skøre) ideer – men han lever med det – måske fordi vejen til hans hjerte går gennem nus og god mad, som jeg gerne deler ud af 🙂

Min største bedrift til dato må være at have født 3 drenge, der vejede præcis det samme! Det kan du læse mere om i dette indlæg

Jeg kan godt føle mig en anelse udfordret som drengemor…

Jeg elsker at gå i kjoler og nederdele, men høje hæle er jeg ikke særlig gode venner med…

Jeg tager lange, hurtige skridt (apropos det med at være uvenner med de høje hæle)
Jeg kommer hurtigt til at gå en meter foran dem jeg følges med, selvom jeg anstrenger mig for at nedsætte farten… Det kan godt være lidt en udfordring, når jeg følges med de kortbenede kiddos 😉

Jeg elsker at lave mad og viser oftest min kærlighed gennem netop dét…

Min mor er 1,52 meter høj og min far var 1 meter og nogen af 90 høj, så jeg har heldigvis arvet hans højdegen 😉

Jeg kan godt lide at tømme opvaskemaskine, men jeg hader at sortere strømper (findes der mon nogen der elsker det?)

Jeg trives bedst med orden, men med 3 unger, kan det være noget af en udfordring, og jeg arbejder stadig på at lære at trives (bedre) i rod…

Jeg elsker at holde (tema)fester, bage kager og pynte op (surprise 😉 )

Jeg er introvert (og genert) – det kan du læse mere om her

I folkeskolen blev jeg mobbet de fleste af årene. På godt og ondt har det været med til at gøre mig til den jeg er…

Jeg har, efter et par opslidende års udredning, fået diagnosen Irritabel tyktarm – det har jeg skrevet mere om her og her

Måske var jeg skade i et tidligere liv – jeg elsker ihvertfald alt der glimter 😉

Øver mig på at blive bedre til at sige ‘Pyt’

I 10. klasse gik jeg på Bjergsnæs efterskole og det var det fedeste år!

Jeg er helt vildt kuldskær, så selvom jeg gerne ville gå i kjoler året rundt, har jeg ofte bukser på om vinteren (og uldundertøj, masser af uldundertøj)

Mit blodtryk er forholdsvis lavt, hvilket ofte resulterer i, at jeg er ved at gå i gulvet om natten, når jeg skal ud af sengen for at komme ind til en lille fyr, der kalder…

Bruger str. 40,5 i sko. Mine fødder er blevet 0,5-1 nr større efter mine graviditeter – ærgerligt med de sko, jeg var glad for – men en god undskyldning for at købe nye 😉

Er pjattet med dansk møbeldesign

Den ene af vores drenge er nærmest en tro kopi af mit (især indeni)

Jeg har ikke spist smertestillende i 6 år, udover da jeg lige havde født L og havde de vildeste efterveer.

Er økoFAN/freak

Forsøger at bilde mig selv ind, at mine rynker er smilerynker 😉 😀

Helt vildt ked af mine skæve tænder.

Lider af tandlægeskræk. Det er virkelig en overvindelse for mig, hver gang jeg får en indkaldelse. Ellers kunne jeg godt overveje at få bøjle på!
Min skræk stammer helt sikkert fra dengang jeg var barn og fik boret huller uden nogen form for smertelindring!

Jeg har tidligere skrevet et indlæg med skøre facts om mig, det kan I læse her

 

Nu er det så jeres tur – for jeg kan jo godt sidde og gætte på, hvad I gerne vil vide mere om, men jeg synes egentlig det er bedre, hvis I byder ind med, hvad I gerne vil vide (mere) om – så…. just shoot!

Skriv en kommentar, så skal jeg forsøge at samle op på det i de næste indlæg i rækken 😉

Jeg håber I har lyst til at lege med…

 

Rigtig god aften

Noget om at være introvert…

209

Mange, der kun møder mig ganske kort eller i ‘professionel’ sammenhæng, vil måske ikke gætte på, at jeg er introvert.
Når andre skal sætte ord på mig, nævner de ofte ord som stærk, selvsikker og udadvendt… Ord som jeg aldrig selv ville bruge om mig selv.
Men – jeg er godt klar over, at det er sådan jeg (ofte) fremstår. Men det er ikke noget, der kommer af sig selv, det er noget jeg kæmper for og med hver dag…

Når jeg træder ind i et lokale, med mange mennesker jeg ikke kender, eller kun kender sporadisk, så har jeg allermest lyst til at kravle ned i et musehul eller forvandle mig til en sommerfugl og flyve hen på skulderen af en anden. I stedet er der noget i mig, der hanker mig op og får min krop til at agere; give hånd, kigge i øjnene og smile.
Jeg er ikke særlig pjattet med smalltalk, måske fordi jeg selv synes, jeg er helt vildt dårlig til det. Hvad spørger man lige om? Jeg føler altid jeg får sagt for meget eller det forkerte… Men jeg kan jo godt lide at snakke, så når jeg holder min mund, er det måske mest fordi jeg lægger bånd på mig selv…

Hvis jeg skal fremlægge noget, hvor jeg ved, hvad jeg skal sige eller ved, hvad jeg taler om, så har jeg ingen problemer med at snakke foran en stor forsamling. Jeg har også gjort det en del gange efterhånden…. Og det er vel på sin vis en modsætning til mit introverte jeg. Jeg burde ikke kunne det. Men jeg kan godt. Det kræver ‘bare’, at jeg bruger rigtig meget energi på at gøre det, at kunne det.

Jeg misunder dem, der ‘ejer’ verden og hviler i sig selv. Dem der indtager lokalet og nyder at være i centrum. Dem der virker selvsikre. Men de er samtidig også min modsætning og jeg kan ikke spejle mig i dem.
Udover at være introvert, kæmper jeg med min sensitive side, der tænker alt for meget og de to ting sammen, kan indimellem virkelig spænde ben for mig. Men jeg tænker, at første skridt på vejen er at være opmærksom på det. Og agere efter det. Og det har jeg efterhånden arbejdet med i mange år. Det er nok også derfor, at mange oplever mig lige modsat af, hvordan jeg egentlig er indeni.

Når andre ser mig som selvsikker, måske endda som én der har styr på ‘det hele’, så kan jeg ikke genkende billedet. Men det er jo klart, for jeg er den eneste, der mærker alt det, der rumsterer indeni. Skallen udenpå afslører intet…

Som jeg har nævnt før, så har jeg ofte følt mig misforstået som snobbet, højrøvet og ‘ligeglad’, hvilket har gjort mig ked af det virkelig mange gange. I virkeligheden er jeg bare drøn nervøs, ukomfortabel ved situationen og meget genert. Jeg ville ønske, jeg bare kunne lave om på mig selv, så jeg ikke blev misforstået, men det er slet ikke så lige til. Måske nogen af jer derude kan genkende det? Jeg forsøger derfor også altid at huske mig selv på, at dem der kan virke snobbede, måske i virkeligheden bare har det som mig…

Hver dag ‘på farten’ er en udfordring for mig, der kræver mere energi for mig, end for andre, der er ekstroverte.
Jeg har et job, hvor jeg er meget ‘på’, og det kan kræve en del overvindelse. Indimellem føler jeg faktisk, at jeg overskrider min egen grænse. Både på godt og på ondt. For det er selvfølgelig også godt at overskride sin egen grænse – indimellem ihvertfald.
For nogen er det nemt at kaste sig ud i noget, fordi de lever efter filosofien ‘det værste der kan ske er, at jeg får et nej’. Jeg gad godt jeg havde det sådan. Men for mig kan det føles som om jeg bliver valgt fra, hvis jeg får et nej.
Selv en, for nogen, temmelig simpel ting som at invitere forældre ind på en kop kaffe kan være grænseoverskridende for mig. Fordi det er en situation, jeg ikke kan være herre over. Men jeg øver mig og har heldigvis også en mand, der er god til det, jeg ikke er 😉

På trods af det har jeg et udadvendt job, et job hvor jeg er på, et job, der afhænger af, at jeg er opsøgende. Senest i søndags, hvor jeg var vært for et kreativt arrangement. Jeg kunne vælge at have et job, hvor jeg var gemt væk og ikke behøvede det, men sagen er den, at jeg faktisk godt kan lide det, når først jeg har taget springet ud over kanten. Måske fordi det udfordrer mig… Men det er heller ikke nogen hemmelighed, at det til tider dræner mig, fordi det kræver min energi at skulle være sådan. Det er ikke afslappende for mig, som det ville være, hvis jeg lod være… Giver det overhoved mening?

I aften er jeg inviteret til et (socialt) netværksarrangement, hvor jeg skal møde en masse jeg ikke kender. Og da invitationen kom, havde jeg allermest lyst til at takke nej. Men der er alligevel en stemme i mig, der indimellem godt kan råbe mig op. En stemme der fortælle mig, at det er synd, at jeg begrænser mig selv. Men det har taget mange år at komme der til, at jeg overdøver den anden stemme, der helst så jeg blev hjemme. Og jeg tror, det er noget jeg skal kæmpe med resten af livet. I større eller mindre grad. Det er sådan jeg er…

De sidste år er jeg blevet meget klogere på mig selv, har lært at acceptere og leve med, at det er sådan jeg er. Jeg forsøger at se det positive i det. Det er også blevet mere og mere klart for mig, hvad det er i min bagage der gør, at jeg er som jeg er. Det har blandt andet noget med mobning og sensitivitet at gøre, men det må få plads i et andet indlæg…

Nu vil jeg tage af sted og forsøge at nyde det og lade være at tænke for meget. Selvom jeg synes det er helt vildt grænseoverskridende, så klapper jeg mig selv på skulderen over at jeg gør det 😉

I aften vil jeg ikke lade min introverte stemme sejre. I aften vil jeg ud at opleve og overskride min grænse på den – forhåbentlig – god måde, så jeg kommer derfra med ny energi. For jeg kan godt.

Rigtig god aften til jer alle og tak fordi I kiggede forbi!

Mere om Low Fodmap, irritabel tyktarm, mine tips & svar på spørgsmål…

oekologiske-lykkeglimt1

Allerførst vil jeg sige tusind tak til alle jer der læste med, kommenterede og likede det første indlæg, der tog hul på emnet omkring tarme (med eller) uden charme. Hvis du ikke har læst det endnu, kan du finde det lige her

Selvom det ikke rigtigt er noget man snakker om, de der tarme, er det alligevel rart at have fået taget hul på det. Det kan nemlig også forklare, hvorfor mange af mine opskrifter er lidt ‘anderledes’.
Jeg har allerede gang i flere indlæg om emnet, men inden jeg gør dem færdige, vil jeg lige hive fat i nogle af de spørgsmål og kommentarer, der kom efter første indlæg.

Jeg har efterhånden vænnet mig til at gå udenom en del madvarer, så meget at jeg slet ikke tænker over det mere. Jeg kan derfor have lidt svært ved at remse op, hvad der giver problemer. Jeg har efterhånden fået ret godt styr på, hvad jeg skal holde mig fra. Det er rart at være nået så langt, men det har også kostet mange tårer, tanker, smerter og år. Det er helt utroligt, hvad ens mave kan udsætte én for og hvor stor betydning den har for ens velbefindende. Tarme er ikke sådan at spøge med. Jeg kan desuden anbefale alle at læse bogen ‘Tarme med charme’ – også selvom man ikke lider af en tarm’sygdom’. I bund og grund har vi vist alle vores issues med den del af kroppen…

Tænk bare på de mange spædbørn, der døjer med maven det første lange stykke tid. Jeg kan stadig se det på mine drenge; det er ofte maven, der driller, når der er noget ‘galt’. Forstoppelse, diarré, luft i maven, knurren. Og maven er jo ovenikøbet så tricky, at den kan være irriteret, både helt konkret og når der er noget, der påvirker os psykisk. Tjo, mon ikke vi alle kender til at have en dårlig mave-dag…?

Mange af jer kommenterede på Low Fodmap diæten, som jeg omtalte i første indlæg, og jeg vil starte med at slå fast, at jeg ikke lever udelukkende efter dens ‘regler’. Da den kom på banen herhjemme, havde jeg allerede forsøgt at blive klog på min mave og tarm i flere år, så jeg var allerede ‘godt på vej’ til at lære min egen krop at kende. Jeg læste bøgerne og fandt ud af endnu flere ting, der hjalp mig, men at skulle leve 100% efter en diæt, resten af mit liv, ja bare tanken slog mig lidt ud.
Jeg er simpelthen så madglad, at tanken om aldrig at skulle spise det, det og det igen, var nærmest uudholdelig. Nogle vil måske tænke, at det ‘bare’ er mad. Men for mig giver mad livsglæde, som så meget andet. Derudover er jeg ret sikker på, at ihvertfald min hjerne er kodet til at tænke på det jeg ikke kan eller må spise. Det er nok også deraf mit mantra kommer; ‘Alt med måde’. Udelukker jeg noget helt, så går det først galt.

Jeg er ret overbevist om, at vores tarme er ‘unikke’. Selvom mange af os går under samme betegnelse, med lidelsen Irritabel tyktarm stemplet på maven, så er det forskelligt hvad vi kan spise og hvad vi ikke kan. Til en vis grænse ihvertfald. Så jeg har – desværre – inden facitliste, men måske mine erfaringer alligevel kan hjælpe på en eller anden måde.

Efter at have levet på en lidt mere striks diæt, baseret på Low Fodmap principperne, begyndte jeg langsomt at lukke lidt af det ‘forbudte’ ind igen. Og det virkede ret godt. Det var som om maven havde haft godt af en pause, den havde fået ro. Det medførte for mig, at jeg f.eks. godt kan spise rugbrød nu. Derudover spiser jeg, som nævnt en del gange tidligere, kun bagværk med speltmel. Indimellem ryger der en smule hvedemel indenbords, men det er meget sjældent, og i små mængder kan min mave godt håndtere det nu.

Derudover har jeg erfaret, at løg, forårsløg, porrer og hvidløg er totalt no go for mig. Slik af den kunstige slags, som det der sælges i farvestrålende poser, er også skidt. I stedet spiser jeg gerne lækker chokolade, hjemmelavede kager og desserter – så ved jeg, hvad der er i og kan på den måde også undgå de besværlige E-numre, der kun er til for at lave ballade i mit system.
Sukker i store mængder er generelt skidt, men jeg vil, som sagt, ikke være fanatisk og et liv uden et sødt punktum, ville for mig være meget gråt.

Inden W fik konstateret laktoseintolerans, spiste vi i forvejen laktosefrit på grund af min mave og det gør vi – selvfølgelig – stadig. Og det virker til at være rart for alle maver herhjemme.

Æbler, især i rå form og som juice, får min mave til at skrige. Desværre, for jeg ved næsten ikke noget bedre end et saftigt, sprødt æble. Bruger jeg dem i bagværk, kan det til gengæld godt fungere – i små doser. Heldigvis, for vi har to store æbletræer i haven, der er gode ved os hver sommer og det er svært at modstå…

Udover at holde mig fra forskellige madvarer, har det hjulpet mig at spise mælkesyrebakterier. Dét har virkelig gjort noget godt for min tarm. Det var ret hurtigt helt tydeligt, at det bragte maven i balance igen. Derudover spiser jeg Husk (selvom jeg aldrig har lært at holde af smagen) og tager også Magnesia piller.

Sig endelig til, hvis I har flere spørgsmål, ideer, erfaringer eller andet 🙂

Rigtig god aften

Noget om tarme uden charme

w-e-e-k-e-n-d151

Nu er jeg spændt på, om der overhoved er nogen, der gider læse dette indlæg. Alene overskriften siger; ‘Det indlæg MÅ jeg bare læse, ik?’ 😀

Jeg har i lang tid gået og taget tilløb til at skrive dette indlæg. Eller det første indlæg af flere, faktisk. For jeg har nemlig en hel del på hjerte, som jeg gerne vil tage lidt hul på og det fylder vist for meget til et enkelt indlæg 😉

Som jeg også har forsøgt, med andre af mine indlæg, så vil jeg gerne være medvirkende til at bryde tabuer, der huserer rundt omkring. Samtidig vil jeg også gerne give nogle af mine erfaringer videre, hvis der skulle være nogen derude, der kan bruge dem til noget…
Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke har taget hul på det noget før. Jeg har vist skrevet lidt om det hist og her, men jeg kunne egentlig godt tænke mig at tage fat på emnet sådan ordentligt, en gang for alle. På den måde kan jeg også bedre synliggøre, hvorfor mange af mine opskrifter er skruet sammen, som de er.

Jeg håber, I vil tage godt imod det. Jeg har en smule svedige håndflader, for det er vel en eller anden form for at blotte sig (mere end normalt). Og hvis I er (meget) sarte, skal I måske ikke læse videre… 😉

I 2011, da jeg havde født S, begyndte min krop for alvor at drille. Udover en ordentlig omgang hormonraseri, vrøvlede den over stort set alt. Mit immunforsvar var ikke eksisterende og jeg ragede alt til mig og var konstant forkølet, havde mellemøre- og bihulebetændelse flere gange og sprang sågar min trommehinde så jeg var døv på det ene øre i lang tid efter. (Av, for dén det gør ondt, by the way)
Jeg brugte mange dage på sofaen, med kvalme, generel utilpashed, svimmelhed og mavesmerter. Det føltes som om min krop modarbejdede mig konstant, lidt som at have konstante tømmermænd, af den massive slags, og jeg fik det værre og værre. Jeg havde ingen appetit, fik kvalme når jeg spiste og tabte mig 6-8 kilo på meget kort tid. Gik rundt og rystede indeni og mistede lysten til at gå ud.

Efter flere lægekonsultationer, blodprøver osv. blev jeg sendt til kikkertundersøgelser på sygehuset, der blandt andet skulle udelukke kræft.
Det var en ret heftig periode i mit og vores liv, som stod på i over et år. Med mange bekymringer, udover at vi havde to små drenge, der ’krævede’ os. Derudover fyldte det selvfølgelig meget, ikke kun for mig, men for hele min familie, at jeg var hæmmet af min krop og pludselig ikke kunne noget som helst af det jeg plejede. Bekymringerne omkring, hvad det kunne være, var selvfølgelig også svære at rumme.

Undersøgelserne viste heldigvis, at det ikke var noget alvorligt, forstået på den måde, at det ikke var kræft, Crohns eller lignende.
Det viste sig, at jeg lider af ’Irritabel Tyktarm’. En lidelse, som kan påvirke kroppen på mange forskellige måder. Ikke kun maven. Men tarmsystemet er en stor del af os og der er utrolig mange nerver i dét system, så det er slet ikke så underligt, at det påvirker så meget, når det ikke fungerer.
Det var en lettelse at få en diagnose. Jeg havde i lang tid søgt efter et svar, som jeg kunne forholde mig til. Noget jeg kunne arbejde med. Så jeg kunne gøre noget. Men altså, bare navnet, ik? Det er jo ikke liiiige sådan en diagnose man går rundt og skilter med, vel?

Da jeg fik diagnosen, var det en ret ny betegnelse, i hvert fald i Dansk regi. Det var slet ikke noget, der overhoved blev omtalt i medierne. Min læge kendte nærmest ikke til det, vidste ikke hvad man skulle eller kunne gøre, eller hvad det indebar. Jeg blev tilbudt lykkepiller, fordi det er en sygdom, der kan påvirke det autonome nervesystem, men det takkede jeg – bestemt – nej til. Jeg vil helst undgå al slags medicin, hvis jeg kan.

Derfra startede min kamp med at finde viden om ’sygdommen’, finde ud af hvad der kunne hjælpe mig og begynde at få det godt igen. Min barsel med Sigurd var væk og jeg kæmpede samtidig med at holde mig oppe til at passe fuldtidsarbejde, to små drenge, familieliv, hverdag og alt det, der også fylder og kræver én.

De sidste år har været en lang rejse og kamp, for at finde ud af, hvad der hjælper mig. I mellemtiden er der kommet helt utroligt meget fokus på netop tarmlidelser og der går stort set ikke en uge, hvor jeg ikke støder på en artikel om emnet, i de aviser jeg læser.

Undervejs i min søgen efter svar, var jeg blandt andet forbi en diætist, jeg var blevet henvist til af min læge. Diætisten lagde ud med at fortælle mig, at hun egentlig ikke kunne hjælpe mig, fordi det var vidt forskellige hvad hver enkelt reagerede på. Da hun sagde det, var jeg grædefærdig. Jeg havde forestillet mig, at hun i det mindste ville kunne pege mig i en retning. Nævne nogle madvarer der var mere sandsynlige til at lave bøvl i mit system. Men nej, jeg måtte selv i gang med at forsøge.
Jeg fandt efterhånden ud af, hvilke madvarer der gik direkte i ’systemet’. Og efterhånden dukkede der flere og flere teorier og debatter op i medierne herhjemme. Blandt andet en retning, der går under navnet Low Fodmap.

Jeg har i første omgang ikke tænkt mig at udpensle hvad der præcis virker for mig eller hvad f.eks. Low Fodmap går ud på, men hvis det er noget I gerne vil høre mere om, er I altid velkomne til at skrive en kommentar eller skrive til mig. Jeg tager det selvfølgelig gerne op, hvis det er noget, der er interesse for.

Èn af de ting, der virker for mig, er at undgå hvedemel. Jeg bruger i stedet speltmel og det har gjort en stor forskel for mig og mit tarmsystem. Det er også derfor at stort set alle mine opskrifter er baseret på speltmel i stedet for hvedemel – jeg ved også, at I er en del derude, der har glæde af det og jeg tænker, det er fordi I har oplevet noget lignende mig..?
Løg og hvidløg er noget af det, der laver allermest rod i mit system. Og nu, hvor jeg aldrig spiser det, kan jeg mærke det med det samme, når jeg er ude et sted og kommer til at spise noget, hvor det er en del af retten. Jeg får giga mavesmerter og ender tilbage hvor jeg startede; på toilettet natten lang, med tynd mave.

Jeg er, som udgangspunkt, ikke tilhænger af at skære en masse fra kosten og blive fanatisk. Jeg elsker mad! Slet ikke, hvis der ikke er noget der indikerer, at man ikke kan tåle det. Jeg (og min familie) lever efter alt-med-måde princippet og det passer godt til os. Derudover blander jeg mig heller ikke i, hvad der fungerer for andre 😉

I mit næste indlæg omkring de der tarme uden charme, har jeg planer om at sætte lidt flere ord på det at måtte takke nej til lækker mad.

Nu har jeg i hvert fald åbnet lidt op for det, der fylder meget for mig. Faktisk hver eneste dag, stadigvæk. Selvom tarme er noget vi alle har, ligesom hjerter og hjerner os andet, vi er afhængige af, så er det bare slet ikke noget man snakker om. Og det skal det måske heller ikke være. Men på den anden side, så synes jeg det kan hjælpe at vide, at der er andre der (også) bøvler med tarmsystemet.

Som tidligere nævnt, er I meget velkomne til at stille spørgsmål. Det kan være lidt svært at gætte, hvis der er noget bestemt I gerne vil vide. Sig også meget gerne til, hvis der er emner, I godt kunne tænke jer, jeg tager op.
Jeg vil undlade at spørge jer, om I også lider af skide irriterende tarme, men I er selvfølgelig velkomne til at dele jeres erfaringer, hvis I har nogen 😉

Rigtig god weekend derude!

Older posts