Jeg har været til casting til Den Store Bagedyst

Der går ikke en eneste dag, hvor jeg ikke får spørgsmålet: ‘Hvornår skal du være med i Den Store Bagedyst’ eller en opfordring til at sende en ansøgning. Både via mails, beskeder, hilsner her på bloggen og via Instagram. Og ‘skub’ fra de to store drenge herhjemme, der har drømt om det længe.
Og inden jeg kommer for godt i gang, vil jeg allerførst starte med at sige tak til alle jer, der skriver til mig, spørger ind til det og opfordrer mig til det. Jeg tager det altid som et stort kompliment! Tak, fordi I hepper på mig og tror på mine evner!

Det er egentlig meget personligt og ‘ind-under-huden-agtigt’ for mig at skrive om det her  – og det har derfor været flere uger undervejs. Jeg har været meget i tvivl, om jeg overhoved skulle skrive det, men nu gør jeg det – så må det briste eller bære…

Netop fordi der er så mange, der skriver til mig, at jeg skal melde mig til bagedysten, synes jeg, det er på sin plads at uddybe lidt… Også selvom det betyder, at nogle af mine inderste dæmoner, som jeg hver dag kæmper for at give så lidt taletid som muligt, kommer frem i lyset. Og måske kan være svære at forstå, hvis man slet ikke kender til følelserne selv?

Som mange af jer (forhåbentlig) allerede ved, så er jeg ikke fortaler for, kun at omtale de gode ting i livet og vise ‘glansbilledet’. For sådan er livet ikke. Det er mangefacetteret. Og selvom jeg gør en dyd ud af at sætte (og holde) fokus på de små, fine, rare, gode ting og lykkeglimt i livet, så skal der også være plads til alt det andet. Det svære, tunge, triste, overraskende, forstyrrende, forvirrende, ambivalente, hårde, seje, udfordrende… Som fx død, kræft, mobning, svære valg på ens børns vegne, det at være introvert og sensitiv og meget andet, som jeg har skrevet om tidligere.
Og derfor har jeg arbejdet på at få skrevet det her indlæg…

Nå, tilbage til det, det skal handle om i dag – det med at sende en ansøgning til bagedysten.
Sagen er nemlig den, at når man gennem meget af sin barndom og ungdom får at vide, at man ikke er god nok – af de klassekammerater, man egentlig gerne vil spejle sig i og vokse (op) sammen med – så gror det desværre fast et eller andet sted dybt inde. Også selvom man forsøger at bilde sig selv ind, at det ikke gør.
Og selvom jeg godt kan glemme det, i lange perioder endda, så afhænger det også meget af, hvad det er, jeg skal. Og som nævnt i indlægget her, blev det langsomt en drøm for mig at være med i bagedysten, fordi jeg lige så stille begyndte at tro på det. Tro på at jeg måske godt kunne sende en ansøgning og have en reel chance. Fordi der var så mange, der heppede på mig. Og efter endnu en påmindelse om, at livet er nu, var beslutningen ikke så svær.
Så i slutningen af sidste år skriblede jeg noget ned, sendte det af sted, og ikke længe efter fik jeg svar tilbage, med en invitation til at komme til casting i midten af januar….

Til castingen skulle vi medbringe en kage, og jeg brugte en del tanker på at overveje, hvad jeg skulle tage med. Jeg besluttede mig for at medbringe en kage med overskriften; ‘Hvis jeg var en kage’. Så det blev en kage, der indeholdt alle mine 4 drenges favoritter, fordi de er en kæmpe stor del af mig. Og en kage som samtidig repræsenterede mig selv;. feminin, blomstret og farverig udenpå. Og med et par overraskelser indeni, som viser sig, hvis man har lyst til at få en bid.
En kage med chewy browniebund, stikkelsbær- og jordbærmousse, mangopuré og vanillebund gemt indeni og minitræstammer, romkugler og oreos på toppen.

Inden castingen havde jeg gjort mig en del tanker omkring det hele. I flere år har vi såmænd snakket om herhjemme, at det virker til at være ‘typer’, der bliver castet til programmet. Så der er ‘lidt af hvert’ i persongalleriet. Og det er også noget af det, der har gjort, at jeg ikke har sendt en ansøgning tidligere. Fordi jeg altid har tænkt, at jeg ikke var ‘spændende’, ‘anderledes’ eller ‘særlig’ nok.

Dagen oprandt og jeg ankom til et lidt dystert, dunkelt lokale hos DR i Aarhus sammen med ca. 40 andre. Alle vores kager blev sat på et langt bord og derefter gik vi i gang. Først fik vi en helt masse informationer fra casteren. Blandt andet sagde hun, at de som sådan ikke søger nogen, der er dygtige til at bage. Og jeg afslører vist ikke for meget, hvis jeg fortæller, at det (slet) ikke er kagerne, de vælger ud fra…

I stedet leder de efter ‘typer’. Og selvom casteren sagde, at de ikke som sådan går efter at sætte folk i kasser som unge, gamle, tykke, tynde, homoseksuelle, heteroseksuelle, etniske, danske, mødre osv, og derudfra sørge for at der er en fra hver kasse, så skal programmet alligevel afspejle Danmark.
Så hun startede egentlig med at bekræfte min forhåndsopfattelse. Og når jeg kiggede mig rundt i lokalet, var der mange, jeg ville vurdere til at være ‘samme type som mig’ – så vi var mange, der bejlede om den samme plads…
Hun nævnte fx også, at nogle af dem, der havde været med i tidligere sæsoner, havde haft elendige kager med til castingen, men de havde haft ‘noget’.
Jeg var allerede dér klar over, at jeg ikke ville kunne byde ind med det rigtige. Jeg tabte mig selv i det allerede inden det rigtigt var i gang. Fordi jeg skal bruge mere end 1-2 minutter på at vise, hvem jeg er. Min generthed, introverthed og mistillid til egne evner tager længere tid at nedbryde – især i så fremmede og ukendte rammer. Jeg har brug for at føle mig lidt ‘tryg’ før jeg for alvor kan spire – blomstre. Så mit eneste håb var, at deres trænede øjne ville kunne se ind bag det og se mig.

Vi brugte derefter et par timer på en præsentationsrunde, hvor vi alle sammen skulle op at præsentere vores kage, og sige et par ord om os selv, og hvorfor vi gerne ville være med. Og ud fra det, besluttede de så, hvem der var gået videre til en individuel samtale – hvor de så også ville smage på disse medbragte kager.

Jeg var en af de sidste, der skulle præsentere mig, og derefter var der pause, hvor vi kunne smage på hinandens kager og snakke sammen.
Efter en halv times tid kom de tilbage, og råbte navnene op på dem, der var gået videre…
Mit navn blev ikke råbt op….
(Jeg kunne godt skrive en masse om castingen, informationerne og oplevelsen med det hele, men det vil jeg lade være med, for det er ikke det, der er pointen med mine ord her)

Alle os, der ikke var blevet nævnt, blev bedt om at forlade lokalet hurtigt, så de kunne komme videre med dagens arbejde.
Det var først da jeg sad i bilen, ved siden af A, at det sådan rigtigt ramte mig – sådan hele oplevelsen.

Jeg følte mig SÅ forkert. Følte mig fravalgt som ‘mig’. Som om jeg ikke var god nok, spændende nok, særlig nok – som menneske altså. Alt det skidt, der engang var groet fast inde i hjertet et sted, blev revet løs og kradsede i blodet. Jeg blev virkelig ked af det!
Skældte mig selv ud og tænkte; ‘Hvor dum kan du være? Troede du virkelig, de kunne falde for dig? Og synes, du var værdig til at være med i et af Danmarks mest populære programmer? Ha! Snydt! Som om! Du skulle have holdt fast i din indskydelse – at du aldrig ville have en chance’.

AV!
Jeg blev så ked af, at jeg overhoved havde udsat mig selv for det. Følte lidt, at jeg havde stillet mig op i en boksering uden handsker på og bare afventet slagene. ‘Du vidste jo godt inden, at det ville gå sådan’…
Om jeg er hård ved mig selv? Ja! Det er måske en af de ting, jeg stadig kæmper med, efter mange års mobning. At jeg stadig skal øve mig på, ikke at overtage de andres grimme stemmer (fra dengang) og vende dem mod mig selv.
Og selvfølgelig blev jeg ked af det, for jeg var jo ikke kommet, hvis ikke jeg havde håbet på at gå videre. Når jeg gør noget, så vil jeg gerne gøre det helt. Gøre det rigtigt. Gøre det godt. Og her var det på en måde ‘out of my hands’.

Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange folk har skrevet til mig og opfordret mig til at melde mig til bagedysten. Og jeg har altid tænkt: ‘Arh, det er mine kager slet ikke flotte nok til’ og dernæst ‘Men det er jo heller ikke kagerne, de vælger ud fra…. Men du er heller ikke god nok, som du er’. Så jeg har ladet være.
Pludselig føltes det helt vildt pinligt – og svært – at skulle sige højt, at jeg ikke kunne det, som mange havde opfordret mig til – og måske forventet af mig, at jeg ville kunne?
‘Desværre, jeg var ikke god nok’.
Det mest frustrerende var, at jeg følte mig fravalgt for den, jeg er. Hvis de så bare havde fravalgt mig på grund af mine (dårlige) bage kage evner. Men nej, det var mig, der ikke var den rette. Det er sådan en ting, der er virkelig svær at lave om på. Man kan øve sig på at bage og blive bedre. Men jeg kan jo ikke – og skal ikke – ændre personlighed for at blive valgt…

Efter et par dage, hvor jeg egentlig havde mistet troen på mig selv, og lysten til at bage, blev jeg stædig og sur på mig selv. Fordi livet er for kort til at have ondt af sig selv! Simpelthen. Og som A ville sige; ‘Det er dem, der går glip af noget’ <3

Pyt! (Ja, det er et ord jeg stadig øver mig i at bruge)

Samtidig med min ‘nedtur’, fik jeg ud af det blå flere henvendelser omkring muligheden for at bestille mig til at bage kager, blandt andet kager til bryllupper – hvilket vel egentlig må betegnes som værende noget af et kompliment. At få lov at bage kage til så stor og særlig en dag. At nogen kunne finde på at spørge mig om det! Det hjalp mig til at genvinde noget gejst og tro på mig selv.

Derefter begyndte jeg (igen) at fokusere på det gode i stedet. Og fokusere på, at jeg ikke behøver at være med i bagedysten for at være ‘god nok’. Og hvis jeg drømmer om at lave kager, som kan glæde andre – mange andre – så kan jeg gøre det på andre måder. Så nu drømmer jeg en helt masse – sammen med A. Og det føles godt. Og rigtigt.

Hver dag gør jeg min familie glad, når jeg får lov at forkæle dem med ‘de gode gamle’, nye eksperimenter og andet godt. Derudover får jeg dagligt ros, på Instagram, via mails og her, for mine opskrifter og (spøjse mad)ideer og dét er virkelig noget, der gør mig glad! At andre kan få glæde af det, jeg bruger så meget tid og energi på. Jeg ville blot ønske, jeg havde 100 timer i døgnet til at lave mere af den slags.

Og fremover, når jeg bliver opfordret til at sende en ansøgning til Den Store Bagedyst vil jeg (fortsat) tage det som et kompliment og sige; ‘Been there – done that. Det har jeg gjort, de ville ikke have mig’. Og det er helt okay! Og selvom det forlyder, at nogen af de tidligere deltagere har været til casting flere gange, før de blev udvalgt, så er jeg nu ret overbevist om, at det var en once in a lifetime experience for mit vedkommende.
Jeg kan måske nok bare bedre lide at blive inviteret ind, end at skulle overbevise andre om, at jeg er god nok og har ret til at være med. Ihvertfald når det kommer til sådan noget her….

Nå, nu fik jeg skrevet en masse af mine tanker ned. Som nævnt, havde jeg først ikke lyst til at sige det højt, fordi jeg havde en stærk følelse af, at jeg ikke var god nok. At det var pinligt at sige højt, at jeg blev valgt fra. At dem, jeg sagde det højt til, også ville tænke sådan om mig – fordi det er sådan jeg selv tænker om mig selv. Men helt ærligt – at blive fravalgt på baggrund af et par minutters præsentation skal ikke – ikke – slå mig ud.
Og nu har jeg i stedet italesat min sårbarhed. Og brugt de sidste par uger på at fundere over den – endnu en gang. For den har været en del af mig i mange år efterhånden, og indimellem blomstrer den op. Men altså; ukrudt forgår ikke så let…. Desværre.

Mobning har på mange måder gjort mig stærkere – og det skal det her også. Det skal være slut med at være min egen værste fjende.

Nu vil jeg dedikere 2019 til at blive året, hvor jeg løber efter mine drømme. Og hvor jeg, hver dag, øver mig i at holde af mig selv i stedet for at skælde mig selv ud og tale ned til mig selv. Så jeg tør drømme – og satse på mine drømme – og tro på, at nogle af dem faktisk kan gå i opfyldelse – fordi jeg kan. Fordi jeg er god nok. Og når jeg kommer i tvivl – for det gør jeg helt sikkert – så har jeg det her at kigge tilbage på.

Nu trykker jeg ‘udgiv’ med skælvende hænder og skynder mig at hoppe ind i sofaen ved siden af A og nyde en stille aften – måske endda med et lille glas rødvin i hånden. Det kunne vi vist godt bruge ovenpå en begivenhedsrig, spændende – og lidt nervepirrende – dag, der kan ende med at få stor betydning for os, hvis lykken (og livet) altså vil tilsmile os lidt…

Rigtig god aften derude
– og tillykke til dem, der efter 2. casting i søndags har fået besked om, at de skal være med i den nye sæson af Den Store Bagedyst

3. semester som sygeplejestuderende – det næsten uoverkommelige

For mit vedkommende er 3. semester som sygeplejestuderende nu ovre. Lidt før tid, men det er der en helt særlig grund til.
Her kommer en opsummering på mit 3. semester – på godt og ondt.

Det er efterhånden blevet til en føljeton, det her med at skrive om mit studie, og I er mange, der læser med, når jeg skriver om det, mine tanker, oplevelser og frustrationer. Jeg synes også selv, det er rart at få det ned på skrift, for jeg er ret sikker på, at jeg ikke kan huske hvordan jeg havde det lige nu, om et år eller 5.
Og det har allerede hjulpet mig flere gange at se tilbage, når jeg har haft brug for at give mig selv et klap på skulderen. Og I har også været en stor hjælp, der har bidraget med både hep og opmuntring, især da jeg stod midt i klinikken på 2. semester med temmelig ambivalente følelser. Det har været rart at finde ud af, at jeg langt fra er den eneste med alle disse tanker og tvivl. Finde ud af at det er helt normalt. Og måske det også kan hjælpe andre derude, der har det som mig (og mange andre)?

At tage en uddannelse er en proces, der både giver og tager. Og jeg må indrømme, at det her 3. semester har taget noget mere end det har givet. Og lige nu, når jeg mærker efter og tænker tilbage, føles det uendeligt langt. Jeg er faktisk virkelig glad for – og stolt over – at det er ovre nu. Og at jeg klarede mig igennem. Ja, i det hele taget har livet måske, som helhed, føltes både uoverskueligt, sjælefredsstjælende og ubarmhjertigt, det sidste halve års tid. Og det har selvfølgelig også påvirket mit 3. semester.

Efter en skøn, lang sommerferie, samledes vi på skolebænken igen i starten af september. Til en uges undervisning inden den stod på 8 ugers klinik. Den første uges undervisning var tæt pakket, for der var mange ting vi skulle introduceres til og have information om, inden vi skulle sendes i 25 forskellige retninger.
På 2. dagen blev vi introduceret for et internationalt projekt, som 8 af os kunne melde os til at deltage i. Et projekt der ville ændre en del på semesteret, hvis vi meldte os til det. Fordi det ville betyde andre eksaminer, forudsætningskrav og en anderledes arbejdsbyrde.
Jeg var ret hurtigt overbevist om, at det ville være en god idé og fik (heldigvis) overtalt en af mine søde studiemakkere til at hoppe med på vognen. Projektet krævede nemlig at man arbejdede i par. Det betød så, at vi skulle arbejde med et skriftligt produkt, et interview og samarbejde med studerende i Canada imens vi var i vores klinik i stedet for første at arbejde med det i januar, som resten af holdet. Vi var godt klar over, at det ville koste virkelig mange kræfter at skulle arbejde om aftenen, efter vi havde været i klinik, men guleroden var, at vi kunne gå på juleferie med en afleveret eksamensopgave og derefter nærmest holde fri i januar, mens resten af holdet skulle skrive opgave og til mundtlig eksamen.

2. uge af semesteret startede jeg i klinik. Og uden at gå alt for meget i detaljer, fandt jeg ret hurtigt ud af, at det slet ikke var et sted for mig. Det var et sted, hvor det meste af dagen gik med aktiviteter som fx at spille et spil, klistre blade på vinduerne, lytte til musik eller skrive en sang. Godt nok havde jeg en klinisk vejleder, der var uddannet sygeplejerske, men der var ikke meget sygepleje i hverdagen og hendes arbejdsopgaver var heller ikke nogen, der krævede en sygeplejerske.
Alle de andre, jeg arbejdede sammen med, var enten pædagoger eller ergoterapeuter og det gav også virkelig meget mening i forhold til stedet.
Jeg manglede desværre bare virkelig meget at kunne spejle mig i nogen – i deres profession og i deres arbejdsopgaver. At kunne arbejde videre med at danne min egen sygeplejeidentitet. Og det var virkelig svært, for alt hvad vi gjorde og skulle, var ikke noget jeg havde teori at drage paralleller til.
Selv i de efterfølgende uger, hvor jeg skulle være en del af plejen af beboerne, var det ergo-, fysioterapeuter og pædagoger, der varetog plejen – og gjorde mange ting anderledes end det vi er blevet oplært i som sygeplejestuderende – og kommende sygeplejersker.
De fokuspunkter og mål der var for 3. semester var virkelig svære at få øje på, der hvor jeg var. Fx fylder farmakologi og klinisk lederskab en ret stor del af semesteret, men det var stort set ikke noget, der blev arbejdet med, der hvor jeg var.

Det gjorde selvfølgelig også min klinikperiode en hel del sværere, at vi – pludseligt – mistede min svigerfar en uge inde i forløbet. Og efter det, havde jeg ret svært ved at se, hvordan jeg skulle komme gennem semesteret. Alene bare af den grund, at der er ret strenge krav til fremmødet i klinikken, og med både bisættelse og en familie, jeg skulle være der for, var det svært at imødekomme. Vi endte dog med at finde en løsning, hvor jeg arbejdede timerne af senere hen, på de dage jeg ellers skulle have haft studiedag og haft tid til at læse – og skrive på vores Canadaprojekt!
Det var vanvittig hårdt at skulle være der for mine drenge, og samtidig kæmpe med en helt masse svære følelser, hver dag når jeg skulle af sted i klinik. Jeg havde det, de første par uger, fysisk dårligt om morgenen, når jeg gik ind ad døren deroppe.
I løbet af de 8 uger fik jeg dog også godt oplevelser med i min rygsæk. Jeg fik håndteret mange forskellige situationer og især beboerne udtrykte mange gange overfor mig, at de var glade for mig og det jeg gjorde for dem. Jeg fik sågar det fineste håndskrevne brev og en æske chokolade af en af dem, da jeg havde sidste dag. Han takkede mange gange for, at jeg altid kom ind til ham med fantastisk humør – og det blev jeg faktisk overraskende rørt og glad for. For det viste mig, at jeg havde formået, ikke at lade ‘alt det svære’ påvirke min tilgang til dem, jeg var der for.

Efter de 8 ugers klinik, som jeg heldigvis fik godkendt uden problemer, var det tilbage på skolebænken. Til en eksamen og et forudsætningskrav indenfor et par uger. Pyh! Den berygtede medicinregningseksamen. Den man hører om nærmest fra første dag. Og som efter sigende har en virkelig høj dumpeprocent.
Men først skulle vi liiige lave et forudsætningskrav, som skulle bestås. En video hvor vi udfører 3 tildelte medicinadministrationer. Udover at skulle udføre, spille skuespil og optage videoer for hinanden i studiegruppen skulle vi også redigere videoerne, så de max varede 8 minutter. Og indtale forklaringer osv. Så udover sygeplejestuderende kan jeg nu også skrive instruktør og redigeringskvinde på mit CV 😉

Videoen blev afleveret og så var det videre til næste hurdle. Medicinregningseksamenen varede 1 1/2 time og bestod af både regneopgaver og 5 skriftlige opgaver, hvor man kan blive spurgt om alle mulige ting i forhold til administration, præparater osv.
Jeg brugte alle 5400 sekunder til fulde og da tiden var gået sad jeg tilbage med røde kinder og en okay følelse i kroppen. Jeg havde fået regnet alle opgaver, tjekket dem igennem og svaret på alle de skriftlige. Bagefter var der nogle af de andre fra holdet, der begyndte at sammenligne resultater, og det gjorde mig nervøs, for jeg var i tvivl, om jeg huskede rigtigt og havde fået det samme som dem. Nu var der kun tilbage at vente en uge på svar – som ville komme samme dag som svaret på forudsætningskravet. Sikke en fredag at gå i møde…

Efter en uges ventetid og almindelig skolegang kom svarene fredag eftermiddag og aften. Videoen var det første, der kom svar på. Og den var heldigvis godkendt. Men jeg kunne nærmest ikke glæde mig over det, for jeg var virkelig nervøs for svaret på medicinregningen. Ikke fordi det er jordens undergang at dumpe. Studievejlederne har også gjort meget ud af at fortælle, at det er mere unormalt at gå gennem studiet og ikke dumpe på et tidspunkt, end at dumpe en eksamen. Jeg kunne bare slet ikke overskue at skulle tage den om Jeg ville virkelig gerne have lagt den bag mig, så jeg kunne se frem mod Canadaprojektet, juleferien og afslutningen på semestret. Da svaret tikkede ind var det med hjertet oppe i halsen at jeg loggede ind. Og til min store forundring var det gået meget, meget bedre end jeg nogensinde havde forestillet mig. Et par fejl eller hvis man ikke havde fået fuldt pointantal i de skriftlige – så ville man enten få 02 eller dumpe. Så jeg måtte knibe mig i armen, da jeg så karakteren og så dansede drengene og jeg ellers rundt i stuen. Det var SÅ fedt at få et (meget) positivt svar og et skulderklap, midt i alt det der virkede så uoverskueligt.

De næste uger gik med skole og Canadaprojekt. Min studiemakker og jeg kæmpede virkelig med opgaven og især samarbejdet med canadierne var vanskeligt. Både på grund af de 6 timers tidsforskel, der gjorde at vi kun kunne være i kontakt med dem om aftenen, men også fordi der var nogle ret store barriere i forhold til, hvordan vi griber tingene an og det syn vi har på sygepleje, de to lande imellem.

Lige før juleferien fik vi sat det sidste punktum på opgaven, en måned før deadline. Og vores mål om at gå på ferie med god samvittighed – og mulighed for at nyde den – var nået. Det var SÅ fedt. Det tog os vel nærmest et par dage at forstå, at vi havde ferie. Sådan FERIE.
Lige inden ferien var vi 3, der var blevet opfordret til at søge job som studieassistenter for 1. semester. Et job hvor vi skulle hjælpe dem med at øve og oplære de praktiske og faglige ting, som 1. semesters eksamen tager udgangspunkt i. Så lidt læsning gik juleferien alligevel med, for en del af det, har vi ikke beskæftiget os med, siden vi selv havde det for et år siden.

Starten af januar gik med at være studieassistent. En tjans der var både lærerig, udfordrende, udviklende, lærerig, frustrerende og sjov. Og også en virkelig fed måde at genopfriske og repetere på.

Generelt for hele mit hold, faldt vores motivation stødt gennem semesteret. Uden at vi helt har kunnet sætte fingeren på hvorfor. Måske fordi vi har lidt undervisning om en helt masse forskelligt. I stedet for at dykke ned i tingene. Og mange af tingene har været langt væk fra sygeplejen, det naturvidenskabelige, det håndterbare. Meget af det har været ‘bachelorvidenskab’. Noget som vi skal lære – og kunne – fordi vi læser en bachelor. Forskningsmetodologi, epidemiologi, videnssøgning, jura osv. Det har været svært at finde den røde tråd.
Men dagene i sygeplejelaboratoriet, hvor vi var i dragten og blev udfordret af de andre studerende på 1. semester, de var virkelig givende. Og pustede lidt til min læsegnist igen og gav mig blod på tanden. Måske også fordi de mindede mig om, at jeg faktisk har lært en helt masse på de første 3 semestre af studiet! Det kan måske være lidt svært at se, når hverdagen ruller…

Det kan også godt være svært at holde gejsten oppe, når man konstant hører om alle de negative sider ved faget – blandt andet i medierne. Det er ikke ligefrem motiverende, når man i forvejen tvivler lidt indimellem. Den der gulerod, man gerne vil se foran sig, den kan godt komme til at se noget slatten, trist og langt fra indbydende ud.

For et par uger siden blev et nyt kuld sygeplejersker sendt ud i verden, efter veloverståede bacheloreksaminer. Deres familier strømmede til skolen, med favnene fulde af blomster og lykønskninger, og lige dér, midt i kantinen, blev jeg helt rørt. Fordi jeg blev mindet om, at netop dét er min gulerod. At det, om 2 år, skal være mine drenge og min familie, der træder ind der, stolte og glade – og lettede på mine vegne. Dét glæder jeg mig usigeligt meget til, og det billede vil jeg forsøge at hente frem på nethinden, når det hele føles lidt for hårdt, opslidende og svært.

Nu mangler vi ‘kun’ bedømmelsen af vores Canadaprojekt, og så er 3. semester et overstået kapitel. Det, måske nok, sværeste og hårdeste semester indtil videre. Jo længere tid, der går, jo mere nervøs er jeg for bedømmelsen, og vi ved faktisk ikke, hvornår vi kan forvente svar. Men jeg forsøger at øve mig på, ikke at tage sorgerne på forskud, for det er jo i virkeligheden temmelig meget spild af tid og energi.

Fra d. 4. februar venter 4. semester, der byder på virkelig mange forhindringer. Men som altid, må jeg tage en ad gangen, for ellers bliver det for uoverskueligt. Der er denne gang 3 forudsætningskrav, der skal bestås, for at kunne gå til eksamen. Og derudover både klinik i sundhedsplejen og 8 uger på en afdeling, inden eksamen venter. Men det er også semesteret, hvor vi kan fejre, at vi er halvvejs gennem studiet! Dét glæder jeg mig usigeligt meget til. Så skal der tælles ned, i stedet for op 😉
Men det er også godt, at der venter en lang sommerferie på den anden side!

Nå, det blev temmelig langt. Men det er vist et meget godt billede på dette semester…
Rigtig god dag derude – og tak fordi du læser med!

 

Hvis du vil læse alle indlæg, der vedrører mit studie, kan du klikke lige her
Og har du lyst til at læse et tilbageblik på 2018, kan du finde det lige her

P.S. Maleriet på billederne ovenfor forærede jeg mig selv, da jeg havde bestået medicinregningseksamen

4 store drømme, mit hjerte er fuldt af…

Måske er det fordi livet har vist sig fra sin skrøbelige side flere gange de sidste par år. Måske er det fordi jeg er blevet ældre. Måske er det fordi det (stadig) rører ved ting i mig at være nogens mor. Måske er det fordi jeg mærker en stærk trang til at leve hver dag fuldt ud…

Jeg ved måske ikke helt hvorfor, men der er nogle drømme i mit hjerte, der bliver ved med at poppe frem. Selv når min hjerne ihærdigt forsøger at overdøve og undertrykke, formår de alligevel at dukke op. Oftere og oftere lige for tiden.

Livet er så skrøbeligt, vi har kun dette ene, og det er spild ikke at få det bedste ud af det. Alligevel begrænser jeg mig selv i det. Måske fordi min hjerne får lov til at bestemme mere end mit hjerte? Fordi fornuft er et ord, der står bøjet i neon, alle vegne jeg kigger hen.
Jeg har altid været den fornuftige type, der overvejer, reflekterer, vurderer. Vælger det sikre realkreditlån i banken og planlægger mere, end jeg handler impulsivt. Vælger at lytte til min egen mistro til mig selv, i stedet for at turde tro på, at jeg kan.

Alligevel har jeg lyst til at sige mine drømme højt. Fordi jeg tror på, det er sundt at drømme. Og måske det på en måde også kan være med til at skubbe mig i den rigtige retning, og få mig til at turde gå lidt mere efter mine drømme.
Måske er der også nogen af jer, der kan genkende det at gå med nogle (store og små) drømme, der prikker under huden og venter på at blive udlevet…? Skal / Skal ikke….

Om ikke andet er det sjovt at fundere lidt over, hvorfor jeg ikke gør noget ved det, jeg drømmer om. Og måske gør jeg det også…

Så – here it goes. Her er de 4 ting jeg (blandt andet) drømmer stort om:

  • Jeg drømmer om at melde mig til Den Store Bagedyst.
    Allermest for drengenes skyld. Fordi de virkelig godt kunne tænke sig, at jeg skulle give det et forsøg. Selvom det skræmmer mig fra vid og sans. Nok mest fordi jeg slet ikke kan forestille mig at skulle se mig selv i TV (hvis jeg overhoved fik lov at komme så langt!). Men også fordi jeg igen og igen siger til mig selv, at jeg slet ikke vil kunne finde ud af det, at jeg slet ikke er god nok. Måske er det også derfor, jeg ikke tør melde mig til. Fordi jeg er bange for at få at vide, at jeg ikke er god nok.
    Men måske jeg bare skulle gøre det. Som min fornuft forsøger at overbevise mig om, så ville jeg alligevel aldrig blive udvalgt – men så kan jeg da sige, at jeg har givet det et forsøg. Og hvad er det værste, der kan ske? At jeg får et nej…
  • Jeg (vi) drømmer om at flytte på landet. I et stort hus, med luft omkring os og brede vidder, uden hække der begrænser udsynet. Med mulighed til at leve flere af mine (kage)drømme ud. Med plads til at kunne byde indenfor i en kagecafé, hvor kagerne serveres på fint og særligt keramik. Måske i en ombygget lade – eller et fint orangeri – med plads til at holde kagekurser, afholde hyggelige (barsels-, strikke-, jule-, børnekrea-, teambuilding-, osv osv) arrangementer, måske endda have et par ‘bed and breakfast’ værelser, så jeg kan hygge om endnu flere – men er der overhoved nogen, der gider kigge forbi til det? Køre efter det. Det er måske nok bare mig, der har en romantisk tilgang til livet… 😉
  • Jeg drømmer om at kunne være ‘uafhængig’. Selv kunne tilrettelægge mine dage. Drikke min morgenkaffe til lyden af fuglefløjt. Være der for drengene og samtidig udleve nogle af mine (andre) drømme. Selv bestemme over min tid. Måske endda mærke små fødder på maveskindet, lige dér under hjertet, en sidste gang…
  • Jeg drømmer om at have plads til at kunne tilbyde min mor at flytte med os på landet. I et hus ved siden af vores. Så vi kunne være tæt på hinanden – og hver for sig. Være der for hinanden, hjælpe hinanden. Blive ældre sammen. Være sammen.

    Og nå ja, så drømmer jeg også om at samle nogle af mine opskrifter og andre kreative ideer i en bog 🙂

Mon der er noget I drømmer om? Eller noget I har kastet jer ud i, som I drømte om? En succeshistorie jeg kan bruge, for at overbevise mit hjerte om, at jeg skal turde (noget mere)?

Noget af en udfordring for en sensitiv introvert…

Lige om lidt hopper jeg op på jernhesten, og drøner af sted mod byens – vel nok – hyggeligste kaffested. Af sted til et møde, der er noget af en udfordring for en sensitiv introvert som mig – men det er godt at udfordre sig selv, ik?

Inden jeg smutter, vil jeg lige dele lidt tanker med jer – selvom det føles en smule grænseoverskridende og lidt svært – fordi det er så personligt…

For godt og vel et år siden fik jeg en mail fra en læser, der skulle flytte til byen, og som spurgte til råd og forslag til institution, børnevenlige oplevelser, good to know om byen m.m.
Jeg foreslog, at vi kunne mødes til en kop kaffe, hvis hun havde lyst – fordi jeg selv ved, hvordan det er at være ny (og alene) i en fremmed by. Nu er hun så landet her i byen, og om lidt skal vi møde hinanden for første gang… 🙂

Datoen blev aftalt lige inden endnu et stormvejr ramte os, men jeg har gjort alt for at holde fast i kaffedaten, for jeg har brug for at tænke på noget andet for en stund. Hvis der er noget, som livskriser også minder én om, er det, at man ikke skal udsætte til i morgen, hvad man kan gøre i dag. – Og nej, sådan kan man ikke leve hver dag, hele livet – men indimellem, og med nogle ting, kan man.

Jeg tager af sted med maven fuld af sommerfugle og hovedet fuld af tanker. Sådan er det at være én, der tænker (for) meget.
På en måde starter vi lidt ulige, fordi hun (måske) har et forspring efter at have læst med her, og ved en ting eller ti om mig. Jeg ved stort set intet om hende…
Måske har hun endda dannet sig et billede af mig ud fra det, hun har set og læst her. Måske ‘lever jeg slet ikke op til det’ i virkeligheden…

Jeg er virkelig spændt! For hvad er egentlig også præmissen for mødet?  Måske har vi hvert vores udgangspunkt eller ønske med det. Det ved jeg først efter i dag…
Jeg vil bare så gerne, at det bliver en god oplevelse, i det mindste. Både fordi det (altid) er fedt med positive oplevelser, især når man overskrider sin egen grænse en smule for det. Men også fordi jeg – helt ærligt – synes, det er svært at møde nogen, der måske endda kunne have venindepotentiale. Hvor den gensidige interesse er der, og hvor man ‘klikker’. Det er vel egentlig slet ikke så let?
På mange måder føler jeg mig stadig som tilflytter her til. Mange af dem, jeg møder – forældre til drengenes legekammerater, studiekammerater, genboer, kollegaer – har masser af venner og bekendte fra et helt liv her. Jeg føler og hører ofte, at ‘de har masser af venner’, de har ‘nok venner’…
Jeg føler mig på mange måder stadig ‘ny’ og faktisk også lidt alene. Altså ikke ensom, for jeg har jo min familie omkring mig. Men sådan veninde-ensom. Ingen af mine nære veninder bor her i byen, og det er bare noget andet, når man kun kan ses engang imellem, og når det altid skal aftales i god tid. På den måde er man ikke rigtigt en del af hinandens hverdag, som også betyder noget for mig.

Det hjælper heller ikke ret meget på min nervøsitet og mine tanker, at jeg (faktisk) er ret genert og har svært ved at tro på, at jeg er god nok. Jeg har virkelig svært ved at turde tage initiativ til at lære nogen bedre at kende. Spørge, om de har lyst til at drikke en kop kaffe en dag. Tænk, hvis de sagde nej. ‘Ja, hvad så?’ tænker nogen. Men sådan har jeg det slet ikke. Jeg tænker straks, at der så må være noget galt med mig. Men nu har jeg faktisk taget initiativet, og det samme har hun, da vi skulle have sat en dato. So far, so good.

Og næste skridt er så nu – lige om lidt… Og bagefter venter endnu et. For hvordan mærker man så egentlig ordentligt, om begge parter ‘trives’ i det? Det er næsten værre at få et afslag bagefter. Især hvis man selv synes, at ‘det gik godt’. Men det er nok igen dét med, hvilket udgangspunkt man hver især kommer med til mødet…

Og ja, alle de her følelser og tanker hænger helt sikkert sammen med alt det, jeg måtte igennem i løbet af min skoletid. Selvom jeg ofte tænker, at jeg ‘er kommet mig’ efter mange års mobning, er der dage som i dag, der minder mig om, at arrene aldrig forsvinder.

Åh, hvor ville jeg gerne, at jeg ikke tænkte så meget. Og hvor ville jeg gerne, at jeg turde tro på, at jeg er god nok, som jeg er… Måske det bliver bedre med alderen (jeg er jo stadig ret ung 😉 )
Men nu springer jeg ihvertfald ud i det – så må det briste eller bære. Jeg øver mig i at turde!
(På en måde bliver det også sat ekstra meget i perspektiv i disse dage, for det her er jo ingenting i forhold til at alt det, vi ellers står midt i…)

Og som min (kloge) mand siger, så skal jeg jo bare være mig selv og hvis ikke det er godt nok, so be it… <3

I 2018 skal….

img_1287

Det nye år er allerede godt i gang og jeg løber af sted og forsøger at følge med. Især eksamensforberedelser og opgaveskrivning fylder en hel del lige nu!
Når det nye år rammer, bliver jeg altid en kende sentimental og nostalgisk og funderer en hel del, både over det gamle år, der gik, og det nye, der venter.

Jeg tror ikke på nytårsforsæt, for jeg har ikke lyst til at skulle gå og holde regnskab, men jeg synes nu alligevel det kan være helt fint at sætte sig mål, udstikke en retning og have noget på to do listen, man gerne vil og kan glæde sig til. Måske endda sætte sig et par (svære) mål, der har en gulerod i enden, hvis de nås…

Desværre starter året ikke, som jeg havde håbet. Flere grene af familien er ramt af svær sygdom og det er ikke til at bære! Det er så urimeligt og tungt. Men på ulykkelig vis, kliché eller ej, minder det mig også om, at tiden er nu!

Jeg har lavet en ‘lille’ liste over året, der venter, så jeg ved, hvad jeg har at se frem til og glæde mig til… Lidt længere nede er der også et spørgsmål ti jer, samt en lille reminder.

I 2018 skal…

… jeg overleve januar, forhåbentlig, med eksamensforberedelser, vuggestueafsked, pensum, fødselsdagsplanlægning, klinik og hverdag on the side
… jeg bestå og afslutte et par semestre (åh, det håber jeg virkelig!)
… L starte i børnehave (om en måned, that is!!)
… blive meget, meget klogere og udvikle mig 😉
… jeg smøre en h…. masse madpakker
… jeg komme et år tættere på drømmen om at blive sygeplejerske
… jeg nyde en lang sommerferie med mine <3
… vi fejre den første runde fødselsdag for en af vores drenge. Dét er vildt!
… jeg rykke mine grænser og turde tro mere på mig selv
… jeg blive bedre til at strikke – måske endda strikke noget ‘rigtigt’ til mig selv eller drengene…
… vi forhåbentlig nyde en helt masse rare stunder sammen
… jeg fortsætte med at nyde de små øjeblikke
… jeg give plads til mit savn og min sorg
… jeg fortsat øve mig på at sige ‘pyt’
… vi til flere forskellige familiefester
… vi fejre 9 års bryllupsdag (dét er vildt)
… jeg kysse en masse – på min mand og mine børn
… jeg holde fast i at hylde de små ting og hverdagsstunder
… jeg prøve kræfter med tutor-jobbet. Det glæder jeg mig til, helt ydmygt og en anelse stolt
… vi ud at se de nye kunstværker i Skovsnogen, som vi var ellevilde med, da vi besøgte den første gang
… jeg slå mine folder på en sygehusafdeling for første gang, sådan for alvor
… jeg lave masser af mad
… jeg læse virkelig meget faglitteratur – og forhåbentlig lidt skønlitteratur også
… jeg bage kager i massevis
… jeg spise mindre kage (som om!)
… jeg gå masser af lange gåture med Saga
… jeg læse andet end kun faglitteratur
… vi nyde en lang, varm, dansk sommer (man har jo lov at håbe!)
… jeg drikke masser af kaffe
… jeg nyde de stille weekendmorgener med A
… jeg grine (meget) hver dag
… jeg nyde at der kommer motorvej hele vejen til studiet! = ekstra tid til studier eller familie! Juhu!
… vi måske få drømmen, om at holde jul et sneklædt sted, til at gå i opfyldelse….
… jeg blive bedre til at turde invitere nogen på en kop kaffe – nye venskaber skal jo starte et sted…
… vi huske at få drengene passet og lave noget, bare A og jeg <3
… vi forhåbentlig til gensynskoncert med det band, der spillede til vores bryllup
… jeg tænke på 3 ting, jeg er taknemmelig for, inden jeg lægger mig til at sove
… jeg forhåbentlig udvikle (flere) bekendtskaber og relationer på studiet
… jeg melde mig til Den store bagedyst (altså hvis mine drenge kunne bestemme…)

Og forhåbentlig en masse andre spændende, grænseoverskridende, udviklende, fantastiske, rare, nærværende ting, jeg ikke ved noget om endnu eller har glemt 🙂

Men hvad skal 2018 byde på her på bloggen? Kom endelig med ideer og feedback. Mere eller mindre af noget? Flere opskrifter, temafester eller indlæg om sygeplejestudiet/studielivet, der efterhånden optager meget af min tid? Byd gerne ind, det vil gøre mig glad at høre, hvad I sætter pris på at finde her hos mig.

God aften derude!

 

P.S. Hvis I skal nå at bestille en måneds gratis vitaminer, leveret direkte hjem til jer, så hop over til indlægget her (der indeholder reklame) – i morgen er sidste chance! 🙂