Tanker om mit nye liv som studerende…

030 031

I dag kom posten forbi med en tung pakke til mig – en pakke jeg har ventet på med spænding og sommerfugle i maven.

Jeg kunne have købt mange fine kjoler for de penge, jeg har betalt indholdet i pakken med, men jeg tænker, det her er en meget bedre investering 😉
Måske du allerede har læst om mine nye planer, ellers kan du læse indlægget lige her

Om to uger og et par dage starter et helt nyt kapitel i mit liv. Det føles ret meget som at skulle springe ud fra en meget høj klippe, men jeg håber, faldskærmen folder sig ud og får mig langsomt (og sikkert) ned på jorden igen 😉

Jeg kommer stadig i tvivl, nærmest dagligt, om jeg nu kan. Om jeg kan finde ud af det, om jeg kan klare det.

Alene det at skulle til at leve af SU, er ret grænseoverskridende. At skulle til at tænke meget mere over, hvordan pengene bliver brugt og til hvad.

Jeg har i mange år sat stor pris på, ikke at skulle overveje, når jeg handlede ind til mad, om der nu var penge på kontoen til det. Det er ikke sikkert det kommer til at være helt så nemt de næste 3,5 år.
Jeg kan få det helt skidt, når jeg tænker på, at det er på grund af mig, at mine drenge måske kommer til at måtte undvære nogle ting. Både A og jeg er enige om og sikre på, at de ikke kommer til at mangle noget (vigtigt) – de kommer måske slet ikke til at mærke forskel. Det håber jeg ikke. Men måske gør de…. Jeg synes, det er virkelig svært at vide på forhånd, for ingen kan se 3,5 år frem i tiden…

Jeg vil rigtig gerne lære dem, at lykke og glæde er meget andet og mere end at have (mange) penge. Det har vi altid forsøgt og haft fokus på. Og gjort meget ud af at være taknemmelige for det vi har.
Men nu hvor jeg står overfor det, så føles det alligevel vildt og en smule uoverskueligt. Nok mest fordi jeg er blevet virkelig bange for uforudsete udgifter – som man aldrig helt kan gardere sig mod, når man har hus, bil, hund og tre børn.

Uanset hvordan man vender og drejer det, så er der mange ting, der er lettere, når man har penge. Sådan er det bare. Men jeg forsøger at se det som en sej udfordring, som vi godt kan klare.

Derudover er jeg helt vildt bange for, at jeg ikke kan finde ud af at studere. Gå til eksamener, skrive opgaver, lægge drop, rense sår og de mange andre ting, der bliver en del af min hverdag de næste år…

Min hjerne og mit hjerte skændes højlydt for tiden. Mit hjerte glæder sig og kan næsten ikke vente. Min hjerne forsøger derimod at overbevise mit hjerte om, at jeg slet, slet ikke kan finde ud af det. Men heldigvis vinder hjertet oftest diskussionerne.

Nu skændes de om, om jeg mon skal begynde at bladre i de nye bøger eller vente til studiestart. Hvad nu hvis der er noget i bøgerne, der afskrækker mig – altså fordi det ser virkelig svært ud? 😉
Nå, jeg har lovet mig selv at tage en dag ad gangen, gøre mit bedste og arbejde hårdt. Og så kan jeg vel ikke rigtig gøre mere…?

Hvis du har gode tips og tricks til en kommende studerende som mig, så giv endelig lyd 🙂

Rigtig god aften

4070 – Måske det sidste tal, jeg glemmer….

257049 051 255

Jeg har i lang tid gået og drømt om en ny taske, der kunne hjælpe med at holde nødvendighederne, når jeg skal på indkøb eller på tur med drengene og gerne vil have hænderne fri. Min favorit, som efterhånden er over 10 år gammel, er ved at være kaput (desværre)
Jeg har bare haft svært ved at finde den helt rigtige afløser…

Jeg er – som så mange andre kvinder – en ‘bag-lady’ og altså ret vild med tasker, men jeg er så tilpas doven, at jeg sjældent skifter særlig meget mellem dem, og har derfor med årene lært, at det bedre kan betale sig (for mig) at købe et par stykker, som jeg er rigtig glad for og som er i god kvalitet, og så skifte mellem dem, i stedet for at tilføje en masse (sjove, billige) tasker til garderoben, som jeg alligevel ikke får luftet nok.

Min taske’samling’ er temmelig sort i sort. Fordi det er sådan et rart, sikkert valg, der passer til det meste. Men denne gang lod jeg mig rive med og kastede min kærlighed på én i kernelæder. Fordi den også passer til alt og fordi jeg godt kan lide tanken om, at den får ‘min’ patina.

Snoren på denne kan tilmed fjernes, så jeg kan bruge den som clutch, hvis det passer bedre til en aften i byen, hvor jeg ikke behøver at have hænderne fri 😉

Som det allerfineste, og det, der overbeviste mig om, at det var denne taske, jeg skulle investere i, har jeg fået stemplet et helt særligt tal i tasken, der betyder alverden for mig. Det er den vel nok mest personlige taske jeg til dato har ejet og jeg kan godt lide tanken om, at de fleste ikke kan gætte, hvorfor der står 4070<3

Jeg tænker, det måske kunne give anledning til en sjov snak, hvis der er nogen der ‘tør’ spørge 🙂

Nu er det ikke fordi det skal være en hemmelighed hvad det betyder, og jeg har såmænd allerede skrevet om det på bloggen før, i dette indlæg 🙂

Jeg er ikke overtroisk og tror nok mere på videnskab end alt det ‘mellem himmel og jord’, men jeg må samtidig konstatere, at der indimellem sker ting, der kan være svære at forklare…

For mig er mit livs vildeste bedrift, at jeg har født 3 drenge! Men at de derudover alle 3 har vejet nøjagtig det samme – 4070 gram – det er sådan noget, jeg ikke kan forklare – nærmest heller ikke forstå…
Jeg synes, det er vildt, at min krop har præsteret det! Hvis jeg tænker over det, får jeg kuldegysninger og bliver helt varm indeni. Det er så surrealistisk og vildt!
Alene det at bære dem i 9 måneder, og at føde dem, er sindssyge bedrifter (som mange af jer nok kan nikke genkendende til) – men at de tilmed har vejet det samme, dét synes jeg er skørt, sejt, vildt, forunderligt og fantastisk.

De bærer det også selv med sig med stolthed og nævner det indimellem.
Det er endnu et helt særligt bånd, de 3 brødre har med sig, som min krop har sørget for.

Ja, beklager hvis det bliver for skørt og ‘internt’ – jeg synes bare, det er så vildt <3

Så nu har jeg simpelthen min helt egen taske, med det tal, der nok bliver det sidste, jeg glemmer 😉

Nu stikker vi sydpå, hjem til vores egne senge, med masser af vasketøj bag i bilen. Vi glæder os til at komme hjem igen – og det er jo godt – men først skal vi liiiige opleve lidt mere på vejen 😉
(Se hvad, på Instagram @mormedmegetmere)

God lørdag og dejlig weekend derude

Hvad jeg skal lave efter sommerferien! Et helt nyt kapitel…

015 021 027 047 054 057 106 109 114 125

Det her indlæg har været undervejs længe – i mit hoved.
Jeg har skullet taget tilløb til at skrive det, og jeg håber, I vil bære over med mig, hvis det bliver lidt kludret. Det er et af de måske mest personlige indlæg, jeg til dato har sat mig for at skrive.

Jeg tror faktisk heller ikke, at jeg kan komme omkring det hele i ét indlæg, men nu starter jeg ihvertfald 🙂

I fredags fik jeg en mail, en længe ventet en af slagsen, som fik mit hjerte til at slå hurtigere og mine mundvige til at forsøge at nå ørerne. Og som gjorde, at det var på sin plads med en fejring!
For når der er noget at fejre, så skal det fejres! (Det må være mit livsmotto!)
Dagen blev skudt i gang med lykke rundt om morgenmadsbordet, og om aftenen forkælede jeg alle mine drenge med glad øko-gris og stikkelsbærmarcipankage til dessert <3

Som så mange andre, fik jeg en mail om, at jeg er optaget på det studie, jeg søgte ind på engang i juni.
Et studie, jeg har haft lyst til at starte på i mange år – og som jeg faktisk takkede nej til sidste år, da der pludselig dukkede en jobmulighed op, som jeg var nødt til at forfølge.

Jeg er blevet optaget på sygeplejerskeuddannelsen, med start 1. september. Præcis som jeg havde håbet på. Jeg var lidt nervøs for, om jeg ville få vinteropstart, for jeg har virkelig lyst til at komme i gang nu – og det får jeg heldigvis lov til 🙂

Alene det at skrive det her, og fortælle det åbent, er virkelig grænseoverskridende. Kun de allernærmeste har vidst, at det var min plan. Jeg har haft lyst til og brug for at holde det lidt for mig selv. Hvorfor, kan jeg ikke præcis sætte ord på.

I mange år efterhånden har jeg haft lyst til skifte spor, haft lyst til at læse til sygeplejerske. Jeg har været så træt af mange af de arbejdsopgaver, der har fulgt med i mine jobs. Jeg trives i virkeligheden virkelig dårligt bag en computer 8-11 timer hver dag – og har altid gjort det. Jeg vil meget hellere ud at møde mennesker og mærke at jeg gør en forskel. Mærke, at jeg ikke ‘bare’ er sat i verden for at tjene penge. Og ja, jeg sætter det lidt på spidsen, når jeg skriver sådan. Og det er slet ikke for at nedgøre jobbet i sig selv. Jeg har bare fundet ud af med årene, at det ikke er noget for mig.

På den anden side, så har jeg været en kylling. Jeg har ikke turdet skifte spor. Måske fordi jeg har vidst, hvad jeg havde, men ikke hvad jeg kunne få. Det har været trygt at få løn, og kende det jeg mødte ind til hver dag. Og så har jeg – undskyld Jantelov – også været god til det, jeg har lavet, jeg har bare ikke syntes, det var særlig sjovt…

De sidste par måneder er der dagligt gået virkelig mange tanker gennem hovedet på mig mht. det nye kapitel i mit liv. Især fordi jeg kan mærke, at alderen efterhånden trykker – altså når det kommer til at skulle være studerende.
På den anden side, så er jeg overbevist om, at den kommer til at være min gode følgesvend undervejs. Jeg hviler meget mere i mig selv nu, end jeg gjorde for 5-10 år siden. Det hører måske med til at blive voksen…

Når jeg er bange for at sige højt, at jeg skal til at studere, er det nok allermest fordi jeg er pisse bange (undskyld mit sprog) for at blive en fiasko. Jeg tænker rigtig meget over, om jeg nu kan klare det. Både det med lektier og eksaminer, men også det med at være sygeplejerske. Det psykiske, blodet – og det fysiske for den sags skyld. Kan jeg finde ud af det. Kan jeg holde til det? Har jeg fået det lange kræftforløb med min far bearbejdet godt nok til, at jeg kan stå i lignende situationer og håndtere dem ‘godt (nok)’?
Jeg vil så nødigt finde ud af, at det ikke var det alligevel. På den anden side, så er jeg fuldstændig stålsat på, at jeg er nødt til at prøve det af i det mindste. Fordi jeg er helt sikker på, jeg vil fortryde det, hvis ikke jeg gør.
(Min ustyrlige stædighed er trods alt ikke kun skidt 😉 )

At skulle på SU, med 3 børn, hus, bil og forpligtelser, er heller ikke en nem beslutning, langt fra, men det er en beslutning A og jeg har truffet i fællesskab, fordi vi tror på, det er det rigtige. Og jeg vil altid være A taknemmelig for, at han støtter mig i det her og vil det – nærmest lige så meget som mig. Uden ham ved min side, kunne jeg slet ikke engang overveje at gøre det!

Da jeg mistede min far i maj sidste år, døde han i den tro, at jeg skulle starte på sygeplejerskeuddannelsen efter sommerferien. Jeg havde snakket meget med ham om det i månederne op til hans død. Lige siden har det fyldt meget for mig, at jeg pludselig gik en helt anden vej og valgte den samme vej, som jeg har gået på de sidste 13-15 år.
Jeg vil dog gerne understrege, at det ikke er derfor, jeg har valgt at søge ind igen. Men det føles ekstra rigtigt, at jeg nu går den vej, som min far støttede mig i og troede på, kunne være den rigtige for mig.

De sidste (mange) år har jeg været ked af at gå på arbejde. Og jeg har lært, at livet er alt for kort, til at have det sådan!
Jeg tror dog samtidig på, at det (næsten) kun er os selv, der kan gøre noget ved det, hvis vi ikke har det godt. Jeg er nødt til at gøre det her, både for mig selv, men også for min familie. For er jeg ikke glad, så går det desværre også ud over dem. Og det er det sidste jeg ønsker.

Jeg håber, I fortsat har lyst til at følge med på min (livs)rejse. At starte på et helt nyt kapitel d. 1. september, kommer selvfølgelig til at ændre en hel del for mig, men forhåbentlig bliver det meste af det positivt. Og i bund og grund er jeg jo stadig mig – bare med en ny hat på!

Drengene synes, det er ret sejt, at jeg også skal til at gå i skole. Og det synes jeg faktisk også <3

 

Rigtig dejlig søndag til jer alle!

Jeg har sagt op!…

008

Nå, ja, der er faktisk noget jeg gerne vil fortælle jer.

Noget som jeg egentlig har haft lyst til at fortælle i et stykke tid… Fordi det har påvirket mig de sidste uger og nok også været skyld i, at mit immunforsvar har skabt sig og raget alt muligt til sig!

Sagen er den, at jeg har sagt op!

Jer, der har fulgt med længe, ved måske nok, at jeg startede på et nyt arbejde sidste år i august. Det, jeg troede, var drømmejobbet…

Jeg har været med til at skabe et kreativt univers og en webshop, med alt hvad der til hører. Helt i tråd med min kærlighed til kreativitet!

Jeg har brugt virkelig meget af min tid på det, det sidste års tid. Utallige arbejds- og fritimer, tanker, kræfter og også et par tårer… Det har på en måde været mit 4. barn, med alt hvad der til hører af glæder og sorger, forstyrret nattesøvn, bekymringer og frustrationer.

Uden at gå alt for meget i detaljer, kan jeg afsløre, at jeg er kommet til den konklusion, at det var for altopædende for mig. Jeg kunne ikke være i det til sidst. Uanset hvor hurtigt jeg løb, var jeg bagud. Jeg følte, der var et urealistisk og nærmest uopnåeligt forventningsniveau, der tyngede mig i sådan en grad, at jeg ikke kunne gå rundt med ret ryg.

Jeg følte, jeg ikke kunne slå til og være god nok – og den følelse er ikke min ven. Efterhånden er jeg blevet klar over, at det helt sikkert har tråde tilbage til min barndom med mobning. Jeg har brug for, i det mindste indimellem, at høre at jeg gør det godt (nok). Eller i hvert fald føle, at jeg gør en forskel – også selvom det kun er en lille bitte én…

Derudover følte jeg, at jeg ikke kunne være en ordentlig mor og hustru, når jeg endelig holdt fri – ikke den jeg gerne ville være i hvert fald.
Jeg har mistet troen på mig selv, undervejs i projektet. Mistet troen på mine evner. Og da jeg mærkede ordentligt efter, og fandt ud af, at det var dér jeg var nået til, så var jeg ikke et sekund i tvivl om, hvad jeg var nødt til at gøre. Jeg har været på en arbejdsplads for år tilbage, der ikke gjorde noget godt for mig, og jeg har på ingen måde lyst til at komme helt derud igen. For jeg kæmper stadig med efterveer fra det indimellem…

Inden mit eventyr med makaku startede sidste år, var jeg fast besluttet på at skulle skifte retning i mit liv. Væk fra det jeg har lavet i så mange år og videre mod noget nyt, noget andet. Alt var tænkt igennem og undersøgt, forfra og bagfra. Jeg var temmelig sikker på, at jeg havde fundet ind til det, der kunne være min hylde resten af mit arbejdsliv. For som jeg har nævnt før, så har jeg haft virkelig mange overvejelser gennem årene, omkring hvad jeg skulle lave og hvordan jeg kunne finde ’meningen’ i mit arbejdsliv. Få fat i den arbejdsglæde, jeg mærkede for efterhånden mange år siden.

Den drøm, som jeg satte på hold sidste sommer, er blevet vækket til live igen. Mere og mere henover de sidste par måneder, og da jeg endelig tog mig tid til at mærke efter i hjertet – med hjælp fra min A – var beslutningen ikke så svær; jeg skulle sige mit job op.

De sidste par uger har jeg brugt på at få afsluttet en masse arbejdsopgaver. Jeg har også ventet på en afklaring i forhold til, hvad der skal ske med makaku, når jeg ikke længere er der til at være primus motor på projektet. I dag har jeg fået at vide, at makaku ikke vil fortsætte i sin nuværende form. Makaku bliver en del af av form, hvor nogle af varerne fortsat kan købes, men makaku’s udtryk og idéunivers vil ikke blive ført videre…

De næste par måneder skal jeg bruge på at lande igen, finde mig selv og forhåbentlig pleje bloggen lidt. Jeg har forsøgt at tage mig tiden til den, ved siden af fuldtidsjob+, familieliv osv. men det er ingen hemmelighed, at jeg gerne ville have mere tid til at svare på jeres kommentarer og skrive de indlæg, der hele tiden rumsterer i mit hoved. Det håber jeg, jeg får tid til nu.

Og når jeg har vænnet mig helt til tanken om det, der venter lidt længere fremme, om en måned eller to, vil jeg fortælle (meget) mere om det også! Jeg er nemlig rigtig spændt, nervøs, begejstret og utålmodig 😉

 

Nu vil jeg hoppe ud i køkkenet, med oprejst pande og et smil på læben, og nyde mine 4 drenge – og sige til mig selv, at jeg er god nok 😉

 

Rigtig dejlig aften til jer

Jeg er ikke særlig pjattet med…

004

… at mine birkenstock sandaler siger pruttelyde, når mine fødder (åbenbart) danner vacuum med sålen – så så man lige mig, gå og prutte hele vejen ned ad gågaden… (indsæt selv abe-der-holder-sig-for-øjnene-smiley)

… at sidde ved spisebordet i køkkenet og arbejde, med en hund mellem fødderne, der slår en stinkeprut lige inden 2 håndværkere åbner døren og træder ind…

… at åbne lågerne ind til ostekøleren i supermarkedet. Det er godt nok meget ost på én gang, der lige rammer én der. Apropos det med prutter…
Især for sådan en som mig, der nok aldrig kommer til at forstå, at nogen kan spise ost som dessert!…

… at A’s kraveben/skulder stadig ikke er helet og at bruddet stadig driller og ikke er vokset sammen… Nu venter vi 4 ugers tid mere, og håber det bedste, for at undgå operation. Ellers bliver det måske næste skridt… Så starter han (nej egentlig vi) da bare forfra… 😉

… tanken om, at W snart skal på lejr i 4 (FIRE!!) dage – med fritteren. Gisp altså!

… at håndværkerne stadig ikke er færdige med taget. Manner, det trækker ud!

… at huset stadig er omfavnet af stillads. Det skal fejres (med en kæmpe fest), når vores tagprojekt er overstået! 😉

 

Til gengæld er jeg pjattet med…

… tanken om at skulle på miniferie med alle mine drenge næste weekend!

… det ældre ægtepar på 85+, jeg ser hver morgen, lufte deres hund. Han med stok og hun med ternet tørklæde om håret, og hunden trissende foran dem… De er simpelthen så kære. Mon ikke de har gået den tur hver eneste morgen i mange år (og på præcis samme tid, selvklart) <3

… at vi er tættere på at være færdige med taget, end ikke at være det… 😉

… at det er weekend lige om lidt! Og at solen – vist nok – skulle kigge forbi og lege sommer for en stund!

 

Rigtig god fredag og weekend derude!

Older posts