Dagen før dagen – med en engel og en djævel på skulderen

Love iPhone cover – købt her (reklamelink)

Leopard sleeve til mac’en – købt her (reklamelink)

Nå, så er nedtællingen for alvor ved at nå sin ende! I morgen sker det… Første dag i resten af mit liv…

Tak for jeres søde og opmuntrende ord de sidste par uger, både her og på Instagram (@mormedmegetmere)
De betyder mere, end I måske lige aner. Det er virkelig rart at have et lille heppekor, jeg kan minde mig selv om, når nerverne går i selvsving 😉

Dagen i dag er nemlig gået med at lytte til små diskussioner mellem englen og djævelen på min skulder (ja, præcis som i en Anders And tegnefilm, hvor de sidder og mundhugges). De kan slet ikke blive enige om noget som helst…! 😉
Den ene er helt overbevist om, at det hele bliver vildt godt. Den anden er en rigtig lyseslukker…

Min mave har også virkelig været en fest at være sammen med! Den har såmænd slået kolbøtter hele dagen (helt ærligt, synes godt den kunne have ventet til i morgen!)

Jeg har forsøgt at nå en masse; rydde op, handle ind, få små (og større) projekter vinget af listen, så de ikke fylder mere. Men mest af alt har jeg drejet rundt om mig selv et utal af gange.
Tasken er så godt som pakket, men jeg mangler stadig at finde ud af, hvad jeg skal tage på. Det er rart at have styr på det, så jeg kan koncentrere mig om sommerfuglene i morgen tidlig.

Jeg har været inde at læse på studienet, hvor der allerede ligger virkelig mange dokumenter, opgaver og info om eksamen. Sådan noget er virkelig noget, der kan få englen og djævelen til at diskutere! For når jeg læser om alt det jeg skal, de næste uger og måneder, så bliver jeg virkelig nervøs – og spændt. Kan jeg nu lære det? Nej, siger den ene. Ja, selvfølgelig, siger den anden.

Det er længe siden, jeg har været så nervøs for noget, som jeg er for dagen i morgen. Når jeg forsøger at finde frem til hvorfor, så er jeg ret sikker på, at det er fordi jeg er helt vildt bange for at finde ud af, at det ikke er noget for mig alligevel. Nu har jeg glædet mig i virkelig lang tid og set frem til det med stor iver – og tænk så, hvis det ikke er det jeg tror, håber og regner med? Hvad skal jeg så?
Og så er det at englen siger, at det selvfølgelig bliver som jeg håber på, og at det er det helt rigtige. Og jeg forsøger at lade hjertet råbe højest og turde tro på, at det er helt rigtigt, det englen siger.

I bund og grund er det nok fordi jeg har mistet troen på mig selv. Den er blevet væk undervejs, mens jeg har forsøgt at finde glæden ved et arbejde, som slet ikke var mig. Jeg ved, at glæden og troen på mig selv er derinde et sted, men måske jeg først kan finde den frem, når jeg har bevist overfor mig selv, at jeg kan!

Mht. studierne, så kommer jeg i tvivl og mister troen på egne evner, når jeg tænker på nogle af de ting, jeg skal lære.
Jeg har skrækkelige ‘traumer’ med i bagagen, når det kommer til kemi og fysik. Jeg er rædselslagen for, at det kommer til at blokere for min hjerne, så den tror, den ikke kan lære det, den kan (og skal). Jeg håber, jeg kan vise mig selv, at jeg kan mere end jeg tør tro. Jeg har mega meget mod på at overvinde alle de djævelske tanker, der rumsterer! Lige nu er de næste 3,5 år noget kæmpestort og uhåndgribeligt i mit hoved. Jeg ser frem til at få det tygget ned i mindre bidder. Og så må jeg tage en dag ad gangen.

For nogen dage siden fik jeg en mail med en jobmulighed, der var lige noget for mig – altså mit ‘gamle’ jeg. Det lød virkelig godt og passede lige til mig, på rigtig mange områder. Et job indenfor det jeg kan og ved en masse om. Det var egentlig ret fristende, for det var et job med både udfordringer og løn.
Men… jeg var dog heldigvis slet ikke i tvivl om, at jeg skulle takke nej. Selvom fornuften forsøgte at overbevise mig om, at det ville være meget nemmere, tryggere og måske endda bedre for alle.
Hjertet fik dog lov at råbe højest! Jeg er nødt til at tro på, at jeg kan klare det. At jeg, med hjælp fra dem omkring mig, kan komme igennem det, der er svært. Og at jeg kommer ud på den anden side til noget, der er meget bedre end det jeg kommer fra.

Mailen tog jeg som et kompliment, og valgte at arkivere den et sted indeni, som en forsikring om, at jeg kan noget, og at jeg har noget at falde tilbage på, hvis alt andet fejler. (Det hjælper lidt, når jeg skal overbevise mig selv om, at det hele nok skal gå)

Jeg drømmer om, at de næste 3,5 år bliver vildt sjove (og ja, I know, hårde), og at de også indeholder nye venskaber. Jeg vil vildt gerne prøve at være ‘en af dem’, der har studiekammerater, der hænger ved mange år frem – og som gør studiet nemmere, når det driller. Men på grund af min mobbe-bagage (som jeg har skrevet om her og her) så tør jeg slet ikke håbe på det…

Jeg er bange for at forvente og håbe for meget, fordi jeg er blevet skuffet så mange gange tidligere. Alligevel kan jeg ikke lade være med at glæde mig. Det er så ambivalent – og måske helt almindeligt… Mon ikke nogle af mine kommende medstuderende sidder med (nogle af) de samme følelser som mig lige nu….?

En ting er ihvertfald sikkert; jeg vil finde alt mit gå-på-mod frem i morgen, og gøre alt hvad jeg kan for, at det bliver supermegagigagodt 🙂

Nu vil jeg nyde aftenen sammen med A – og et glas rødvin, for at dulme nerverne lidt – og håbe på en god nats søvn

God aften derude

 

P.S. Nu fik jeg afløb for nogle af mine mange tanker omkring skolestart i morgen. Jeg håber, at jeg om noget tid kan læse dem igen og tænke, at det var helt unødvendigt med alle de bekymringer 😉