Livets kontraster – en dag med bisættelse og fernisering

Pyh, i dag har været en af de hårde… Sådan en dag, hvor der har været store krav til følelsernes omstillingsparathed. Hvor livets kontraster har været mere end tydelige!

Jeg startede morgenen med 4 timers forelæsning. Derefter var jeg nødt til at skippe 2 timers vejledning i anatomi, fordi jeg skulle hjem til bisættelse. En kvinde i vores bekendtskabskreds sov ind i søndags, på samme hospice som min far, efter et sygdomsforløb, der på en del områder har ligheder med min fars. Både A og jeg synes, det var vigtigt at vise vores medfølelse, ved at komme i kirken.

Sidste år, da jeg stod foran kirken, på en af mit livs sværeste dage, mærkede jeg, hvor meget det betød, at dem, der er tæt på mig, mødte op til min fars begravelse. Ikke kun for at tage afsked med min far, men også for at være der for mig. Det rørte mig virkelig dybt <3

Og det blev på den måde endnu mere tydeligt for mig, hvor vigtigt det er, ikke at være berøringsangst. At turde møde op og være i sorgen, sammen med dem, der sørger. Ikke tænke, at man kun kan møde op for at tage afsked, men også for at vise sin støtte, tilstedeværelse og opbakning til dem, der står tilbage.
Da vi hilste på ægtemanden i dag til bisættelsen, var det tydeligt, at han blev rørt over, at vi var kommet.
Selvom jeg, helt ærligt, havde gruet for bisættelsen de sidste par dage, fordi jeg var sindssygt bange for, om jeg kunne ‘holde til det’, så gav det så meget mening, da jeg så blikket i hans øjne. Jeg kunne se, at det også betød noget for ham, ligesom det havde betydet noget for mig, da jeg stod i det sidste år.

Undervejs mærkede jeg livets skrøbelighed helt ind under huden og det tog pusten fra mig flere gange. Og som præsten sagde: ‘Vi er skabt til at leve’ – det er så vigtigt at huske på! – Jeg vil bare helst, at det ikke behøver være døden, der skal minde os om det!

Som en del af min refleksion over dagen i dag, vil jeg gerne tilføje en lille sidenote her: Vær ikke bange for at deltage i en begravelse/bisættelse. Og tag ikke kun af sted for den afdødes skyld. Tag af sted mindst lige så meget for at støtte dem, der står midt i sorgen. Det betyder alverden! (Og vær ikke bange for at græde – det er helt okay)
Måske mange af jer allerede ved præcis hvad jeg mener (og føler) – men er der nogen af jer, der nogensinde kommer i tvivl, om I skal tage af sted, så håber jeg, I vil overveje en ekstra gang, med mine ord in mente….

Efter bisættelsen skulle følelserne bundfælde sig. Efter en time ved køkkenbordet med A, kom drengene hjem og så skulle følelserne tunes ind på det næste; fernisering i 0.a.

Jeg satte W og L af hos min mor og så mødtes S og jeg med A på skolen til 2 timers klassehygge, leg og Alfons Åberg malerier i massevis.

Nu er drengene puttet og A taget på nattevagt, og jeg sidder her i en stille stue med et glas rødvin og forsøger at rumme alt det, der er sket i dag. Jeg kæmper med mange følelser for tiden, som jeg går rundt og forsøger at rumme, men de vil ikke rigtig falde til ro. Måske den næste uge, hvor jeg har undervisningsfri, kan give lidt tid til at få nogen af dem ned på skrift. Det plejer som regel at hjælpe – ihvertfald en smule.

God aften derude – nyd den!