Når rastløshed medfører omrokering i køkkenet – kom med indenfor…

Mit yndlingsmorgenhjørne til kaffe og strik  Maskinpark, mumisamling og kaffehjørne i skøn foreningJeg kan ikke gøre for det…Min julegave fra A. Smukke skåle lavet af Helle MardahlShelfie Så mange yndlingsminder lige der <3

For godt og vel to uger siden blev 1. del af mit klinikforløb på 6. semester afbrudt. 3 uger for tidligt. Det har betydet, at jeg har kunnet være herhjemme sammen med drengene, omend jeg nu i stedet har en større skriftlig opgave, der skal laves og afleveres som substitut for det, jeg går glip af i klinikken.

Præcis som når jeg har været på barsel, har jeg mærket rastløsheden kradse under huden. Det resulterede i, at flere af de kreative ideer, der har boblet indeni de sidste måneder måtte udføres. Jeg fik overtalt A til at hjælpe mig, og nu er køkkenet blevet en hel del anderledes – og ret skønt at være i 🙂

Det er nu ikke fordi rummet er så stort, at der er de vilde muligheder for at ændre på indretningen. Det føles dog alligevel som om, vi har fået ‘nyt’ køkken. Ikke selve skabene osv, men den anden ende af køkkenet har fået mere spræl, der er blevet mere plads og så er det runde bord tilbage igen. Det har været savnet! Nu står det store firkantede spisebord i stedet oppe på drengenes legeværelse og bruges som base for puslespilssamleri 🙂

Drengene har sjovt nok også tilkendegivet, at de synes det er hyggeligt at have det runde bord tilbage i køkkenet. Ja de har såmænd alle 3 sagt, uafhængigt af hinanden, at de er vilde med det ‘nye’ køkken. Det er nu ret sjovt og hyggeligt, at de bemærker det og sætter pris på det.
Det runde bord er ikke så stort, men der er plads til det mest nødvendige, og vi kan alle 5 sidde omkring det. Og når vi dækker større op, eller skal have plads til masser af lækkerier, sætter vi os alligevel altid ind til det store bord i stuen.

Det runde bord gav plads til, at der kunne komme lidt opbevaring op på væggen bagved, så de lyserøde Montanareoler blev flyttet fra gangen og ud i køkkenet. Nu ligner hjørnet måske mest af alt en spraglet slikbutik… Men det bringer smil, lys og forårsfornemmelser med sig, og det er slet ikke så tosset endda 🙂 Jeg har virkelig nydt at sidde ved bordet med morgenkaffen og mit strikkeprojekt og mærke forårssolens varme, der gavmildt har lyst køkkenet op hver morgen de sidste par uger.

Jeg var også blevet træt af de tunge reoler over køkkenbordet, så nu er Stringreolen flyttet tilbage igen og fyldt med masser af favoritter, der bruges flittigt hver dag – og pynter, når de ikke er i brug.

Nu vil jeg hoppe ud i køkkenet og sætte dej over til en portion hotdogbrød til aftenens menu. Et af drengenes madønsker fra en lange madønskeliste, vi lavede, da alt det her Corona lock down ramte os.
Det er værd at fejre, at påskeferien har ramt os (eller de fleste af os. A har vagt igen i morgen, og jeg har stadig en opgave, der ikke er færdig, men vores jobs som hjemmeskolelærere har vi da ferie fra ,) …) Rosevinen er også lagt på køl 😉

Rigtig god eftermiddag derude – og god påskeferie!

 

Herunder har jeg samlet en omgang links til nogle af de ting, I plejer at spørge, hvor er fra 🙂 Hvis jeg har misset noget, så skriv endelig en kommentar.

 Billedevæggen, som kan nydes fra spisebordet, har jeg skrevet mere om her  Den blå karaffel er købt her*. Den lyserøde skål med fod er købt her* og den smukke blå skål med rhombemønster er købt her (og kan faktisk købes med rabat lige nu)  Messinghylderne er købt her* – pladerne bagved har jeg selv tilføjet. Glaskrukkerne på øverste hylde,  med frø, kerner og rasp, er fra Ikea. Gavlene til reolen er købt her* og hylderne er købt her*  Messinglampen, som jeg nyder hver dag, er købt her  Det blå drikkeglas er købt her* – og findes i flere forskellige farver, se fx billedet herunder. Den lyserøde glasskål med skumfiduser er købt her* og den lyserøde kande er købt her*

Opskrift på focaccia minipizzaer – et hit i madpakken eller på farten!

I dag vil jeg gerne dele en af mine opskrifter med jer, på de lækreste focaccia minipizzaer, der er perfekte i madpakken, som eftermiddagshaps eller hvis man skal på tur.

Drengene er vilde med dem, og de smager godt både friskbagte og kolde i madpakken.
Herhjemme forsvinder de ret hurtigt, men hvis der (engang) skulle være nogen i overskud, kan de sagtens fryses ned til (andre) travle tider 🙂

Derudover er de nemme at bage, og ungerne kan også sagtens være med til det, hvis de har lyst.

Jeg har flere madpakkeopskrifter i ærmet, som jeg gerne vil dele med jer henover de næste par uger, så stay tuned, hvis du kan bruge den slags 🙂

Herunder er opskriften på focaccia minipizzaer – ca. 16 stk

Du skal bruge: 

25 gr gær
4 dl håndvarmt vand (bland koldt vand med kogt vand til det er håndvarmt – max 37 grader)
1 spsk havsalt
4 spsk olivenolie
300 gr fuldkornsdurummel
35o gr sigtet speltmel

Fyld:
Hjemmelavet ketchup uden sukker – opskriften er her. Eller en anden god ketchup – 1 tsk til hver minipizza
Revet ost
Evt. skinke eller andet, hvis du gerne vil have lidt kød på
Et drys peber
Halverede cherrytomater eller skiver af peberfrugt
Lidt olivenolie

Sådan gør du: 

Opløs gæren i det håndvarme vand. Tilsæt olivenolie og salt og dernæst fuldkornsdurummel og rør rundt. Ælt dejen med det sigtede speltmel og ælt den glat og smidig – gerne 4-6 minutters tid.
Lad dejen hæve 1 time
Hæld dejen ud på et meldrysset bord, rul den til en lang pølse og del den i 16 lige store stykker.
Tril hver dejklump til en rund bolle og rul dem flade, til ca. 1. cms tykkelse, med en kagerulle. Fordel dem på to stykker bagepapir.
Kom ketchup og andet fyld på, og lad dem efterhæve ca. 20 minutter, mens ovnen bliver varm.
Sæt 2 bageplader i ovnen og tænd ovnen på 225 grader varmluft.
Når ovnen er varm trækkes focacciaerne (på bagepapiret) over på bagepladen.
Bag dem i ca. 12-15 minutter, til de er gennembagte og lyder hule, når man banker dem under bunden

Bump på (studie)vejen + lidt tanker om sygeplejestudiet, inden det bliver alvor

fullsizeoutput_190c

Jeg kan se, I er mange, der læser med, når jeg skriver om sygeplejestudiet, og alle de tanker, der følger med den nye del af mit liv. Derfor tænker jeg, det er på tide med en lille ‘status’, nu hvor halvdelen af 2. semester snart er overstået (gisp!).

Lettelsen, over at afslutte 1. semester med fint resultat, varede længe og var virkelig rar. Efter et par dages ‘fri’ ovenpå en hæsblæsende eksamen, startede 2. semester lige på og hårdt. På en måde var jeg slet ikke klar til et halvt år mere for fuld skrue. 1. semester tog på mange måder pusten fra mig. Der var virkelig meget at se til, meget nyt at forholde sig til, lære, huske udenad og forstå og overvældende meget læsestof. Jeg kunne slet ikke se mig selv overleve endnu et semester i dét gear!

Jeg besluttede mig derfor for at tage studieplanen en uge ad gangen, og efter et par uger viste det sig heldigvis, at det var anderledes end 1. semester. Skemaet har ikke været helt så tætpakket, og jeg har meget nemmere ved at prioritere læsestof nu, end på 1. semester, hvor alting var uundværlig viden. Nu har jeg (allerede) en del baggrundsviden, der hjælper mig på vej og en anden forståelse, når jeg læser nyt. Det er en ret fed følelse 😉
Jeg tager mig selv i at glæde mig over at læse i min anatomi/fysiologi bog. Jeg er vild med at lære, og de fag jeg havde frygtet mest inden (dem af den naturvidenskabelige slags) har vist sig at være mine yndlings. Der er virkelig meget, der har overrasket mig positivt – eller.. måske er det mig selv, der har overrasket mig positivt…?

Jeg vil dog ikke gå så langt som til at sige, at 2. semester har været og er let. Det er bare anderledes. Det er mere ustruktureret og også frustrerende, bare på en anden måde. Og så er der et par (store) bump på vejen, der skal løses….

Som mange af jer nok ved, så er der varslet strejke og lockout. Min skole er udtrukket til strejke, og derudover ligger lockouten i den periode, hvor jeg skal starte op i klinik/praktik. Der er mange usikkerheder forbundet med det, og der er ikke andet at gøre end at vente og se, hvad der sker. Jeg bakker selvfølgelig op om det, for jeg synes også at #nokernok. Men det havde selvfølgelig været rart, hvis det ikke havde været nødvendigt med alt det her ‘fuss’.

Da jeg i sin tid undersøgte, hvilken skole jeg skulle søge ind på, traf jeg valget ud fra, hvilken skole der havde klinikaftale med sygehuset i den by, vi bor i. Af (især) praktiske årsager var det vigtigt for mig, så jeg ikke også skulle pendle i praktikperioderne, der fylder ca. 40% af studiet.
Da jeg, for et par uger siden, skulle til at ønske klinikplads, viste det sig dog, at der ikke var nogen pladser at ønske på sygehuset her i byen. Det var virkelig et slag i hovedet og bragte mange frustrationer med sig. Pludselig gik jeg fra at kunne have 10 minutter til klinikstedet, til at skulle krydse fingre for, ikke at blive sendt endnu længere væk end de 40 minutter, det tager for mig at pendle i skole.
I forvejen har det ændret meget for både min familie og jeg, at jeg er begyndt at studere igen. Vi forsøger at fokusere på det gode, det bringer med sig, men når sådan noget her så sker, så føler jeg virkelig, at det har store omkostninger for min familie, at jeg gerne vil følge en drøm.
Når jeg skal møde omklædt på sygehusafdelingen kl. 7 hver morgen, skal jeg hjemmefra senest lidt over 6. På det tidspunkt har drengenes institutioner altså ikke åbent. Og når A har nattevagt er han først hjemme lidt over syv. Når jeg skal være i skole til kl. 8 kan det liiiiige gå – så kysser vi godmorgen og på gensyn i døren 😉
Nu skal vi så forsøge at få det løst på anden vis. Højst sandsynligt ved at få nogen til at komme her kl 6 om morgenen! Øv altså, det er tungt at være nødt til at skulle have så meget hjælp. Jeg vil gerne selv kunne løse tingene, når nu jeg selv har bragt os i den her situation, men det er bare svært.
Det bliver 10 uger med virkelig meget nyt at forholde sig til. Både herhjemme og på afdelingen.

Og apropos dét, så er jeg vildt nervøs for den forestående klinik, der starter i midten af april. Da jeg fik at vide, hvilken afdeling jeg skulle være på, kunne jeg straks mærke min mave snøre sig sammen. Så blev det pludselig meget håndgribeligt. Jeg er vildt bange for, at jeg ikke kan leve op til mine egne og deres forventninger. Det har på en måde været ret trygt at sidde bag bøgerne. Nu skal jeg for alvor finde ud af, om jeg overhoved kan finde ud af at omsætte al den nye viden til praksis. Pyh. Det er jo ikke for sjov. Ikke længere noget vi leger, som når vi øver os på ‘sygehusafdelingen’ på skolen. Nu er det snart alvor…! Og som sløjfe på det, er der også en skriftlig opgave og en eksamen, der skal bestås…

Men – nu er det hele jo ikke kun skidt. For et par uger siden skulle vi til en obligatorisk regnetest, som opvarmning til den medicinregningseksamen vi skal til på 3. semester. Jeg har, i mange år, haft det ret svært med matematik. Det startede nok engang i folkeskolen, hvor jeg havde en ret skrap matematiklærer, der gennemgik tingene én gang og derefter sagde: ‘Hvis I ikke forstår det nu, så kan jeg ikke lære jer det’.
Jeg havde derfor ikke særlig høje forventninger til testens resultat, især ikke når den skulle tages inden vi overhoved har fået undervisning i faget. Det viste sig dog, at jeg havde klaret den rigtig fint og kun havde et par fejl. Jeg var helt høj! En stor sten faldt fra mit hjerte. Der er faktisk håb for, at jeg kan klare den eksamen på 3. semester, som er både berygtet og én man allerede hører om første dag på studiet.

Nu er påske’ferien’ skudt i gang. Jeg har fri fra studiet i næste uge, men har en temmelig uoverskuelig og forvirrende opgave, der skal arbejdes med og skrives – og også helst bestås, for ellers kan jeg ikke gå til eksamen 😉 Den har allerede givet mig en del grå hår, så jeg glæder mig helt vildt, til den er overstået. Jeg håber, at næste uge kan gøre meget ved det.
I går fik jeg velkomstbrev fra den afdeling, jeg skal i klinik på. Sammen med en fin opfordring om at sørge for at have læst op på en del pensum fra første semester, som er relevant ifht. afdelingens patienter. Jeg kommer vist ikke til at kede mig foreløbig 🙂

Nu vil jeg dog forsøge at glemme alle mine to do’s for en stund, og bare nyde, at drengene har ferie, det er weekend, foråret er på vej og i det store hele har vi det godt <3

God weekend og påskeferie til jer!

P.S Hvis du vil læse mere om studiet og mine tanker omkring det, kan du klikke lige her

Status: De første 2 måneder som sygeplejestuderende

020

I dag er det 2 måneder siden, jeg startede på sygeplejerskeuddannelsen, så jeg tænkte, det var på sin plads med en lille status 😉

Det er vildt at tænke på, at der allerede er gået to måneder. På den ene side, så synes jeg lige, jeg startede i går – på den anden side, så føles det som om, jeg har været i gang i flere år. Jeg ved ikke helt, om det er godt eller skidt… Jeg tror nu mest, at det er godt!
For det betyder ihvertfald, at nogle ting er blevet mere eller mindre ‘rutine’ – ikke på den dårlige måde, men mere fordi det efterhånden sidder på rygraden, så jeg ikke skal bruge en masse ekstra energi på det – f.eks. at finde ud af hvor lokalerne er, hvordan jeg orienterer mig i studieplanen, hvor tidligt jeg skal hjemmefra for at nå frem i tide osv. 🙂
Alle de der små praktiske ting, der fylder virkelig meget i starten. Alle de introting, til mail, studienet, undervisningsformer osv., som jeg glædede mig til at ‘komme forbi’ – dem er vi efterhånden også ved at have klaret.
Nu er dagenen så småt fyldt op med ‘rigtig’ undervisning og det er jeg ret vild med!

Hver eneste dag, når jeg vågner, glæder jeg mig til at komme i gang, finde ud af hvad dagen gemmer på af nye, spændende ting og til at blive klogere.
Hver eneste dag lærer jeg noget (meget) nyt, og det er både en vild og fed følelse! Jeg er måske nok blevet lidt afhængig af det. Men det er også hårdt. For det trætter. Så jeg forsøger at tage en pause i ny og næ, omend jeg nok godt kunne blive bedre til det. Der er altid lige en side mere, der kan vendes – men sommetider (læs: ofte) bliver min hjerne fyldt, og så render resten ved siden af, og så kan jeg lige så godt holde en pause og lave noget andet, der fylder på, på en anden måde, eller måske ligefrem giver plads til mere ny viden.

Jeg ved godt, at Janteloven ikke tillader, at man råber sin lykke højt, men jeg kan ikke lade være. Jeg føler mig simpelthen så priviligeret og glad!
Jeg er fuldstændig blæst bagover i forhold til, hvor fedt det er at blive klogere på kroppen! Det er jo den vildeste, mest fantastiske (og også lidt skræmmende) opfindelse! Okay, jeg vidste måske godt, at den var rimelig sej, før jeg startede på studiet, men jeg tænkte jo ikke over hvordan og hvorledes – og jeg vidste det heller ikke.
Allerede på de første to måneder er jeg blevet så meget klogere på alt det, der foregår ‘indeni’, og det er ikke småting, skal jeg hilse at sige. Wow altså!
Jeg synes egentlig, det skulle være os alle forundt at lære om kroppen, for jeg synes også, det forklarer mange ting, man kunne have gavn af at vide. F.eks. hvorfor kroppen reagerer, som den gør… Jeg håber, jeg kan blive dygtig til at formidle min viden, så den kan hjælpe en helt masse mennesker på min vej…

Jeg kan selv godt lide at få en forklaring på ting, så jeg forstår dem bedre. Så jeg bedre kan forholde mig til dem.
F.eks. har patienter, der har smerter, meget nemmere ved at acceptere og udholde smerterne, hvis de ved hvorfor de er der. Det kan jeg sagtens forstå. Når man ikke ved, hvorfor man har ondt, så kommer der lige et ekstra lag på smerten – angsten for, hvad det er. Men når man ved hvorfor, så skal man ikke også tænke ‘hvad er nu det?’.
Det er også lidt det samme, når man snotter i vilden sky, og bander det langt væk. Der er faktisk en mening med det snot – at kroppen forsøger at rense mikroorganismerne ud af kroppen ved at pakke dem ind i slim og sende dem til langbortistan i en kleenex. Det gør selvfølgelig ikke snottet mere behageligt, men jeg synes bare, det er lettere at acceptere at det er der, når jeg forstår, hvorfor det skal være der… 😉 (giver det overhoved mening?…)

Når jeg tænker på, hvor meget jeg har lært, de sidste to måneder, kan jeg godt blive lidt forpustet, for jeg tænker, om det mon er muligt at opretholde den fart gennem 3,5 år. I så fald, så har jeg godt nok lært meget nyt til den tid 🙂 Når jeg tænker, at jeg ikke har lært eller forstået noget som helst, så prøver jeg mig selv af, og så kan jeg godt se, at jeg allerede ved en del, som jeg ikke anede for 2 måneder siden. Det er vigtigt at holde de små sejre frem foran sig, ik?

Hvordan har det så været at starte på studie – med børn og ‘dén’ slags on the side? Det er der mange af jer, der har spurgt til.
Det er virkelig gået så fint. Jeg kan sagtens forstå nu, det mange af jer skrev inden; at man har en gave i forhold til planlægning og struktur. Jeg forsøger ihvertfald hver eneste dag at få det til at gå op, så der er tid til det hele. Og ja, nogle dage kniber det med at få læst alt det, jeg gerne vil, men jeg synes efterhånden det går fint med at få prioriteret. Jeg har ikke endnu været bagud og jeg har heller ikke misset noget undervisning. Men jeg er også heldig, for jeg har en mand, der bakker mig fuldstændig op, og giver mig ro til at læse, når jeg har studiedag, og som drøner rundt med drengene på cykel i al slags vejr, så jeg kan køre af sted hver morgen med skole for øje.
Og så terper han med mig og gider høre om lungekredsløb og hjertekamre og stille spørgsmål, så jeg kan tænke, fundere og overveje og øve alt det, der skal læres udenad <3

På den ene side, så har det været virkelig overvældende at starte på et nyt studie – en helt ny verden. Fordi der er så meget foran mig, der er ukendt. Men det er jo ligesom præmissen – så jeg forsøger virkelig at tage en ting – og for det meste også en dag – ad gangen. For ellers bliver det for overvældende.
Jeg forsøger at huske og forstå alt det jeg læser og hører, men det er umuligt. Og selvfølgelig er der noget af det, der er giga svært – især når der er kemiske formler indblandet – men jeg synes også, at der er meget mere, der giver mening, end jeg havde turdet tro på forhånd.

Der er en del på mit hold, der stressede over eksamen fra dag et. Jeg har helt tiden forsøgt at holde mig på afstand af det, for jeg vil nødigt smittes. Jeg er nødt til at tro på, at skolen og de semesteransvarlige lærere tilrettelægger undervisningen, så vi kommer gennem det, der skal til. Og hvis jeg så forsøger at hænge i, så ender det hele med at give mening, når vi til januar skal til eksamen. Og som de siger: ‘Vi skal ikke lære tingene for at bestå eksamen, men for at blive dygtige sygeplejersker’.
Og indtil videre, så holder det stik. Hver eneste dag bliver der bundet små sløjfer og bygget broer. Og jeg fornemmer allerede en fin, rød tråd gennem studieplan og læring. Jeg har kun positive ting at sige om lærerne. De er fantastiske, engagerede, forberedte og pædagogiske – jeg er helt benovet over, hvor seje de er til at lære fra sig. Meget bedre, end jeg havde turdet håbe på! De giver et vildt godt grundlag for at studere selv – som også er den stor del af studiet.
Jeg er egentlig ret overbevist om, at det hele nok skal gå. Og alligevel er jeg selvfølgelig også dødbange for, at det hele stopper til januar, hvor jeg opdager, at jeg ikke har forstået en rygende fis!

Jeg er så glad i maven og helt op i hjertet, at jeg næsten ikke tør tro på, at det kan få lov at blive ved. Min indre pessimist vil så gerne tage ordet, men jeg forsøger at styrke optimisten i stedet. Jeg kan godt! Apropos mit indlæg om det med en djævel og en engel på skuldrene….

Jeg er spændt på at se, hvordan det sociale i klassen udvikler sig. Når man er knap 50, er der et stort spændt i kompetencer og personligheder, og jeg forsøger lige så stille at finde min ‘plads’ i det – det samme gør sig gældende i min studiegruppe, som vi ikke selv har haft indflydelse på. Finder lige så stille ud af, hvem jeg har noget til fælles med, hvem der minder lidt om mig selv, hvem der er nogenlunde samme sted som mig rent fagligt, hvem jeg tror, jeg kan arbejde godt sammen med og sparre med osv. osv. Det tager tid, men jeg håber sådan, at jeg kan finde et par stykker (eller flere), som jeg kan have det rigtig sjovt med og lære en masse sammen med. Det er bare sjovere at studere, når man har nogen at gøre det sammen med – og som kan gøre det, der er lidt (for) hårdt, lidt sjovere…

Da jeg, for nogle uger siden, var i klinik for første gang, var det med stor ærefrygt, nervøsitet, nysgerrighed og engagement.
Jeg synes, det var virkelig stort at iføre mig den hvide uniform, men samtidig havde jeg det faktisk lidt svært med det, for jeg følte på ingen måde, at jeg kunne leve op til at have den på.
Jeg følte, at jeg med den på signalerede, at jeg kunne ‘noget’. Jeg glæder mig til jeg kan tage den på med lidt mere ro i maven. Måske, når jeg har lært at stole lidt mere på mine kompetencer… Det er jo både de personlige og faglige, der tæller…
At det så derudover var et lidt uheldigt klinikforløb, hvor jeg ikke følte mig særlig velkommen, gjorde det selvfølgelig ikke meget bedre, men jeg håber, at næste klinik til foråret bliver rigtig god! Jeg glæder mig ihvertfald helt vildt – endda mere end til juleaften (og der skal ellers virkelig meget til for at trumfe det! 😉 )

I klinikken, og i løbet af de sidste par måneder, er jeg blevet bekræftet i, at det er det helt rigtige studie OG det helt rigtige tidspunkt, jeg er startet på uddannelsen. Jeg er simpelthen så glad for alt det, jeg har med i bagagen – for der er virkelig meget at ‘leve op til’ i rollen som sygeplejerske.
Jeg ville slet ikke have følt mig tilrette og klar til det, hvis jeg var startet lige efter gymnasiet.
I folkeskolen og gymnasiet var der fokus på at ‘høre til’. Jeg kunne være meget nervøs for at blive til grin, hvis jeg sagde noget forkert, eller var nødt til at indrømme, at der var noget, jeg ikke havde fået fat i. Nu er jeg et helt andet sted.
Jeg er i gang med den her uddannelse for min egen skyld – ikke for at imponere nogen. Jeg stiller spørgsmål til det, jeg ikke forstår, reflekterer over alt det, jeg møder, hører og ser, og sætter en ære i at give min ihærdighed plads. Jeg udfordrer min ekstroverte side hver eneste dag, ved at række hånden op og byde ind. Jeg skammer mig ikke længere over, at jeg har et ‘stræbergen’ – hvis der altså overhoved er noget, der hedder det?
I folkeskolen fyldte det en del, fordi jeg blev mobbet med at være en stræber, der lavede sine ting. Men i min optik er der jo slet ikke noget galt med at lave sine ting og være engageret i undervisningen… Det er bare først nu, jeg tør lade den følelse føles rigtig. (Jeg har skrevet om mobberiet i disse indlæg)

Jeg skal øve mig i at give mig selv lov til at holde fri. For lige nu går jeg konstant rundt med en snert af dårlig samvittighed, og det fylder faktisk mere end jeg synes, det skal have lov til. Men mon ikke det kommer, når jeg får lidt mere tro på mig selv og måske får vist (endnu mere) overfor mig selv, at jeg godt kan. Lige nu ved jeg jo ikke, om jeg kan det, der skal til. Jeg har ikke noget at måle det med. Men jeg satser på, at jeg kan…. 😉

Der er dog én ting ved mit nye studie, som virkelig river i mit hjerte, men det skal have lov til at få sin egen plads, så det må jeg skrive mere om i et andet indlæg. I dag skal glæden have lov til at fylde 🙂 Jeg glæder mig til de næste mange måneder – og til foråret, når vi ikke er de nyeste længere 😀

Okay, det blev en lang smøre – kan I fornemme, at jeg har meget på hjerte? 🙂 Nå, tak ihvertfald, hvis I kom helt herned til bunden 🙂 Hvis I har spørgsmål, noget på hjerte, gode råd eller andet, så hold jer endelig ikke tilbage 🙂

 

Rigtig god dag derude og god 1. november (det er også vildt, at det er november nu, hva?)

 

Har du lyst, kan du læse flere studietanker i de her indlæg

Livets kontraster – en dag med bisættelse og fernisering

fullsizeoutput_d06

Pyh, i dag har været en af de hårde… Sådan en dag, hvor der har været store krav til følelsernes omstillingsparathed. Hvor livets kontraster har været mere end tydelige!

Jeg startede morgenen med 4 timers forelæsning. Derefter var jeg nødt til at skippe 2 timers vejledning i anatomi, fordi jeg skulle hjem til bisættelse. En kvinde i vores bekendtskabskreds sov ind i søndags, på samme hospice som min far, efter et sygdomsforløb, der på en del områder har ligheder med min fars. Både A og jeg synes, det var vigtigt at vise vores medfølelse, ved at komme i kirken.

Sidste år, da jeg stod foran kirken, på en af mit livs sværeste dage, mærkede jeg, hvor meget det betød, at dem, der er tæt på mig, mødte op til min fars begravelse. Ikke kun for at tage afsked med min far, men også for at være der for mig. Det rørte mig virkelig dybt <3

Og det blev på den måde endnu mere tydeligt for mig, hvor vigtigt det er, ikke at være berøringsangst. At turde møde op og være i sorgen, sammen med dem, der sørger. Ikke tænke, at man kun kan møde op for at tage afsked, men også for at vise sin støtte, tilstedeværelse og opbakning til dem, der står tilbage.
Da vi hilste på ægtemanden i dag til bisættelsen, var det tydeligt, at han blev rørt over, at vi var kommet.
Selvom jeg, helt ærligt, havde gruet for bisættelsen de sidste par dage, fordi jeg var sindssygt bange for, om jeg kunne ‘holde til det’, så gav det så meget mening, da jeg så blikket i hans øjne. Jeg kunne se, at det også betød noget for ham, ligesom det havde betydet noget for mig, da jeg stod i det sidste år.

Undervejs mærkede jeg livets skrøbelighed helt ind under huden og det tog pusten fra mig flere gange. Og som præsten sagde: ‘Vi er skabt til at leve’ – det er så vigtigt at huske på! – Jeg vil bare helst, at det ikke behøver være døden, der skal minde os om det!

Som en del af min refleksion over dagen i dag, vil jeg gerne tilføje en lille sidenote her: Vær ikke bange for at deltage i en begravelse/bisættelse. Og tag ikke kun af sted for den afdødes skyld. Tag af sted mindst lige så meget for at støtte dem, der står midt i sorgen. Det betyder alverden! (Og vær ikke bange for at græde – det er helt okay)
Måske mange af jer allerede ved præcis hvad jeg mener (og føler) – men er der nogen af jer, der nogensinde kommer i tvivl, om I skal tage af sted, så håber jeg, I vil overveje en ekstra gang, med mine ord in mente….

Efter bisættelsen skulle følelserne bundfælde sig. Efter en time ved køkkenbordet med A, kom drengene hjem og så skulle følelserne tunes ind på det næste; fernisering i 0.a.

Jeg satte W og L af hos min mor og så mødtes S og jeg med A på skolen til 2 timers klassehygge, leg og Alfons Åberg malerier i massevis.

Nu er drengene puttet og A taget på nattevagt, og jeg sidder her i en stille stue med et glas rødvin og forsøger at rumme alt det, der er sket i dag. Jeg kæmper med mange følelser for tiden, som jeg går rundt og forsøger at rumme, men de vil ikke rigtig falde til ro. Måske den næste uge, hvor jeg har undervisningsfri, kan give lidt tid til at få nogen af dem ned på skrift. Det plejer som regel at hjælpe – ihvertfald en smule.

God aften derude – nyd den!