Jeg havde ikke lige planlagt...

Klaustrofobisk sorg

380

De sidste uger har mest af alt budt på feriegrin og gode oplevelser, men for mig har det ikke været lutter lykke. Det har det i brudstykker, heldigvis for det, men jeg har også brugt meget energi på at lade mit hjerte skrige, fordi jeg tror på, det er den eneste vej ud af sorgen. Så sorgen kan blive til savn – engang.
De fleste sommerindlæg har vist alle de gode stunder, for det er heldigvis dem der er flest af, men for mig er det også lidt skævt, kun at vise alt det gode, for det afspejler ikke hvordan jeg har det indeni. Når nu bloggen er et billede af mig, så må der også et tungt indlæg til indmellem…

De sidste uger har sorgen været (ekstra) tung og klaustrofobisk. Den knuger mit hjerte og har sat sig på min brystkasse, så jeg kun kan trække vejret i små stød.
Det er som om mit hjerte er begyndt at forstå det, som min hjerne har vidst i nogle uger. At min far aldrig kommer tilbage… Men det er svært at forstå, når jeg ikke har accepteret det endnu. Jeg kan ikke – og vil ikke – forstå, hvorfor han skulle dø allerede. Hvorfor han kun skulle blive 61 år og 1 dag.

Jeg undrer mig over, at jeg overhoved kan stå på benene. At jeg kan fungere…
Det føles mærkeligt at gå omkring og vide, at jeg ser ud som ‘alle andre’, selvom mit hjerte er flået itu indeni.

Når drengene snakker om mormor er det stadigvæk ‘hos mormor og morfar’. Jeg siger det garanteret også selv, men når det kommer ud af deres munde, så stikker det i hjertet. Som om jeg er bange for, at de ikke har forstået at morfar ikke vil være der, at han ikke bare er væk for en stund. Og alligevel ved jeg godt, at det ‘bare’ er fordi de er lige så meget vanemennesker som alle os andre.
Og hver eneste dag, mindst et par gange om dagen, siger W sætninger der begynder med ‘Mor, hvis morfar havde levet…’
‘Mor, hvis jeg kunne få ét ønske opfyldt, så var det at morfar kom tilbage og var rask’…

Han sætter ord på mine tanker og følelser. Jeg forstår heller ikke, at vi ikke kan gøre det om. At vi ikke kan cykle om på den anden side af jorden efter ham, tage et lån i banken og købe ham tilbage eller hoppe på tungen til han dukker op igen. Jeg ville gøre ALT for at få ham tilbage, men jeg kan intet gøre. INTET!

De første uger, efter min fars død og bisættelse, gik egentlig okay. Bedre end jeg havde frygtet. Men der var også mange ting at tage sig af, ting der skulle gøres. Og jeg levede i de uger, med en erkendelse om, at sorgen nok ville ramme hårdere på et tidspunkt. Jeg vidste bare ikke hvornår. Jeg gik rundt og tænkte; ‘det må ramme hårdere på et tidspunkt, det kan ikke kun gøre ondt sådan her’.
Nu er der ikke en masse der skal ordnes, gøres og klares længere. Nu er der ‘bare’ sorgen tilbage. Og den mærker jeg nu x 1000. Av mit hjerte.

Mine øjne flyder over konstant. Jeg har ikke kontrol over det på samme måde som tidligere. En duft, en sang, en følelse rækker ind i mit hjerte og kradser, der hvor det i forvejen bløder. Jeg lader tårerne trille når der er plads og rum til det, for jeg har hørt at det lindrer. Selvom jeg indimellem er bange for, at de ikke vil stoppe igen.
Pludselig synes jeg, at alting minder mig om ham. Ting jeg ikke studsede over og forbandt med ham mens han stadig var her; en rugbrødsmad med fiskefilet, et særligt ord, en bestemt blomst, en film i tv, et logo… Minderne er overalt.
Når jeg finder en gammel lap med hans umulige kragetæer på, så er det som en hån, en påmindelse om, at jeg aldrig skal se ham skrive igen.

Det er så mærkeligt; min sorg er kun lige begyndt, selvom den har været en del af mig i lang, lang tid. Også før min far døde, vidste jeg jo godt at det ville ende sådan, jeg kunne bare ikke forcere smerten og sorgen og ‘overstå’ noget af den på forhånd. Men verden er fortsat uden ham og det føles forkert, uforståeligt, ubegribeligt, trist.
Jeg er fyldt til randen af sorg, men ingen kan se det. Ihvertfald spørger ingen ind til det, spørger hvordan jeg har det, om jeg er okay. Alting er på en måde som det altid har været. Bare ikke indeni mig…

Når jeg kører forbi sygehuset får jeg en mavepuster hver gang. Den sidste tid var ikke okay og det gør ondt. Det er ikke de minder jeg vil tænke på, men de er en del af det samlede minde. Lige nu ihvertfald.
Jeg ser ham for mig, liggende i sengen på hospice. Glimt fra den sidste dag, de sidste timer. Hans krops mekaniske vejrtrækning. Hjertet der forsøgte at holde liv i den krop, der var ved at give op, give slip.
Jeg kan ikke holde ud at tænke på, hvordan han må have haft det, da han lå der. Jeg vil gerne tro at han var fredfyldt og klar til at give slip, men jeg ved, at han aldrig blev klar til at give slip. Kunne han høre os? Det tror jeg, for det vil jeg gerne tro. Men var det egentlig en lindring? At han kunne ligge der og høre os, høre alt det, hans krop snart skulle bremse ham i at være en del af? Åh, det gør så ondt. Jeg kunne ikke gøre noget for at hjælpe ham. Pludselig bliver det så tydeligt, at man kommer til verden alene og tager herfra alene.

Når jeg ser på drengene der leger, så gør det næsten allermest ondt og jeg græder, igen og igen, ved tanken om, at han ikke skal nyde det syn mere. At L ikke skal kende sin morfar. At han ikke skal opleve min 1. arbejdsdag, at jeg ikke skal sparre med ham om alt det nye i mit liv. At jeg ikke skal have gavn af al hans viden længere.

Jeg siger en sætning og tager mig selv i at tænke ’som far ville have sagt’. Jeg hører hans ord komme ud af min mund og jeg mindes ham. Men det stikker i hjertet. Jeg mangler ham her <3

Det er så mærkeligt, for jeg lever videre, selvom jeg indimellem pludselig ikke forstår meningen længere. Heldigvis har jeg en familie der kan minde mig om, at det er værd at leve videre.
Livet er blevet et glasskår i min hånd, som jeg skal passe på. Det kan så nemt blive slået i endnu mindre stykker.

Jeg synes det er uvirkelig virkeligt, at vi kan være her nu og om lidt – væk. At man kan være så skrøbelig, at man ikke rigtig kan forstå det…

Jeg er stærk, for jeg vil være stærk. For min familie, for min far, for mig selv. Der er så meget jeg gerne vil – og kan. Men lige nu er hvert eneste skridt en kræftanstrengelse som aldrig før. Det er bare kun mig selv der ved det, for jeg ligner – vist nok – mig selv, udenpå ihvertfald. Men tvivl ej, jeg bærer sorgen i hjertet <3

   

8 kommentarer

  • Nanna

    Kære Pernille.
    Jeg tænkte godt på din sorg, da du jeg så det billede i et tidligere indlæg, hvor du holder et glas hvidvin, og far-halskæden lige kan skimtes bag den…
    Jeg har endnu ikke selv mistet en forældre (eller en svigerforældre), men har for 7 år siden haft en mor der var alvorlig syg – heldigvis blev hun rask igen. Men siden dengang (det var lige efter jeg blev mor første gang) har livet ikke helt været det samme. “Uskylden” er på en måde væk – hvis det giver mening. Og min bevidsthed om at sætte pris på tiden sammen, er en helt anden end før hun blev syg.
    Kan fornemme at du har en god nær familie, men håber også at du har nogle gode veninder, som kan støtte og lægge øre til. Nogle gange tror jeg at det er godt at læsse af på nogle, som ikke på samme måder har “aktier” i ens sorg.
    ALLE mine bedste tanker til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fra mit hjerte skal lyde den inderligste tak for dine ord… du er helt normal, eller også er vi i hvert fald to, der ikke er det. Ved det er en ringe trøst. Jeg genkender dine tanker, følelser og stemninger… jeg har selv mistet for 15 år siden – dengang min far brat og dramatisk ved et trafikuheld, og for et år siden min morfar ved sygdom. Begge dele har og gør stadig usigelig ondt. Min far og jeg var ikke tætte, det var til gengæld min morfar og jeg, og om end sorgen og savnet af dem har og er forskelligt, genkender jeg din smerte og længsel fra dem begge. Jeg husker, at kort efter min far var død, sagde min svigerinde i et forsøg på at lindre min smerte, at det første år var det værste. Jeg kan huske, at jeg
    tænkte, at i så fald kunne de lige så godt grave mig ned, for jeg kunne ikke leve med den smerte hverken fysisk eller psykisk. Hvordan jeg kom i gennem ved jeg ikke, med i bagklogskabens klare lys, fik hun ret. Nu er det et år siden, jeg mistede min morfar. Jeg savner ham hver eneste dag. Da vi i dag kørte hjem fra ferie, sad jeg og kikkede ud af vinduet mens jeg græd. Græd over ikke at skulle hjem og fortælle ham om ferien, ikke at kunne give ham et knus, ikke ikke ikke… Jeg ved, at det er vigtigt at fortælle andre om det, snakke om det – og hvis man ikke bliver spurgt, så selv tage hul på det, for de fleste vil egentlig gerne snakke, men tør ikke tage initiativet. Det er i hvert fald den erfaring, jeg har. Jeg beundrer din evne til at sætte ord på. Og du ramer, i hvert fald for mig at se, lige på meget af det jeg genkender ved mig selv. Jeg er selv så fuld af ord, men med min morfar var det anderledes, pludselig blev jeg tavs, havde ikke længere lyst til at tage billeder og skrive, og delte ikke længere på min blog. Jeg er nu kommet dertil hvor min morfars ubehjælpsomme kradserier er fantastiske at støde på. Små kærlige hilsener, som minder mig om, at jeg har været så heldig med, at han var en del af mit liv i 42 år… men hvor er det dog tris, at hverken han eller mig far skal være en fysisk del de næste mange år. Jeg sender sig kærlige tanker, skriv skriv skriv, fortæl, snak, græd, vær let om hjertet med dine kære, når tid er – og tungsindig og sørgmodig når det overmander dig. Det sidste styrer man ikke helt selv. – Og tak for dine fine indlæg. Du må have en meget stolt far… tænk, at have skabt en datter, der i den grad mærker, længes, sørger og samtidig lever liv, for hvad er alternativet. Et elektronisk kram… Kh. Kristina

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rutsje

    ♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Hvor er det smukt skrevet ❤️. Og hvor gør det ondt at læse, men jo slet ikke at sammenligne med det du føler. Håber tiden vil lindre… Snart. Tanker herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille

    Sender tanker din vej! Dit indlæg gav mig tårer på kinden, og rammer mig, da jeg også selv har mistet min far, og sagtens kan relaterer til det hele.

    Når ingen spørger til, hvordan du har det, så undrer det mig, og samtidig er det så ofte dét, som man altid oplever… Folk tør ikke at spørge, da de er bange for at gøre én endnu mere ked af det… Det bedste de kunne gøre var dog at spørge alligevel. Nemt er det i hvert fald ikke!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Jeg har fulgt dig længe og elsker din blog med alle dens livsglade glimt men også for din ærlighed om det svære som livet også rummer og som du står fuldstændig midt i nu.. Jeg er ikke god til at kommentere men nu skulle det være.. Jeg kender til smerten ved sorg om end i en anden sammenhæng og hvor er der vildt som du formår at sætte ord på smerten.. Det rør mig dybt fordi du også sætter ord på for mig.. Men også fordi det gør mig så ondt for dig og jer at i har mistet og dermed erfarer smerten på egen krop. Jeg har brugt lang tid på at lære det du praktiserer – at give sorgen plads – både i ord og tanke og at lade tårene – og måske vreden? -få sin plads og jeg tror som dig på at det er den eneste vej frem omend den er både skræmmende og meget overvældende – så jeg har bare lyst til at give dig opbakning i at det også er den langt mest helende selvom det kan tage tid at erfare det. Jeg håber du også vil møde nogen på din vej som tør spørge til dig og som kan gennemskue at smerten vil være der længe selvom livet udadtil går videre. Tak for dit mod til at være ærlig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Tak for det her indlæg og for dine evner til at skrive og formidle. Det gør mig ondt hvad du går igennem, jeg stod selv i det for fem år siden og at læse dine ord trækker mig tilbage i dén sorg jeg stod i og stadig står i. Det ér godt at give sorgen plads når hjertet flyder over af det – det lindrer og giver rum meget bedre en fortrængning eller udskydelse. Det har været svært for mig at lære.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg havde ikke lige planlagt...