Superstjerne med lår i skoene & en konkurrence

Børn & døden

IMG_5892

I lang tid har vi haft døden tæt på, i vores lille familie. I lang tid så vi morfar blive svagere og svagere. Men vi var sammen om det. Og vi snakkede om det.

Forhåbentlig har de fleste af jer været forskånede for at tale med jeres børn om døden, men det er nærmest uundgåeligt på et tidspunkt, så jeg vil gerne dele nogle af mine tanker og erfaringer, omkring det at snakke med børn og sorg, sygdom og død.

Drengene var med på sygehuset i det omfang det kunne lade sig gøre. Vi forskånede dem for de allerværste ting, men de besøgte morfar ofte. Både fordi de gerne ville og fordi det også glædede morfar. Og også fordi vi ønskede at fjerne mange af de ‘billeder’, de ellers ville opfinde selv i hovedet, hvis vi kun fortalte om det og de ikke kunne se det og ham med deres egne øjne.

Om morgenen efter min far var død, fortalte A til drengene at morfar var død. S spurgte om der havde været meget blod, for det var hans billede af at dø. Derfor var det også vigtigt for os, at de fik set ham efter han var død.
Da han var blevet kørt til kapellet aftalte vi en tid med bedemanden og så havde vi drengene med ned at se morfar i kisten. De havde inden da tegnet tegninger til ham, til ‘verdens beste morfar’, med regnbuer, fodboldspiller og gode minder om dem, hånd i hånd med morfar <3

Jeg synes det er vigtigt at snakke med børn om døden. At sørge for, den ikke bliver fremmedgjort. At huske at adskille ordene skarpt; at snakke om død og ikke at han sover. For det gør han jo ikke… tænk hvis de pludselig blev bange for at sove så… Eller håbede at han ville vågne igen, nede under låget…

Jeg tror at mange er bange for at snakke om døden med børn. Men jeg synes det er vigtigt at huske på, at børn er meget konkrete. Og de er faktisk rigtig gode til at arbejde med det og spørge, hvis de får lov. Jeg er overbevist om, at det er meget værre hvis man forsøger at skjule tingene, for børn mærker meget mere end vi tror. Og hvis de tror de skal gå med det selv, så bliver det tungt for dem at bære og bliver noget der fylder rigtig, rigtig meget.

For os har det hjulpet, at sætte ord på sorgen sammen med dem. Snakke om hvor han mon er henne nu. At vi stadig kan snakke med ham hvis vi har lyst, men han kan ikke svare tilbage med ord. Men måske kan vi mærke i hjertet, hvad han ville sige til os, hvis han kunne.

Når jeg tænker på, hvor svært jeg har ved at forstå, at min far er død, hvordan må det så ikke være for sådan to størrelser? Derfor mener jeg, vi gør vores børn en tjeneste ved at snakke om det, være konkrete og ‘turde’. De skal også se at vi er kede af det, så de forstå, at det er okay at være kede af det. At man ikke er glad hele tiden, for det gør ondt når nogen dør.

Men vi skal også vise dem, at det er tilladt at spørge om alting. Og at det er vigtigt, at vi husker at mindes, også selvom det kan gøre ondt at mindes, så er det godt at gøre. Og det er ikke tabu at snakke om morfar!

Og så skal man selvfølgelig huske, at der er forskel på hvordan man snakker med små og store børn. Måske man skal snakke med dem på tomandshånd… Eller være klar til at gribe deres sorg, der hvor de nu er i den.
W har været meget optaget af morfars sygdom og alt det han har fejlet og skullet igennem. Han var på et tidspunkt bange for, at det skulle ramme ham også. Heldigvis kunne han sætte ord på det, så vi kunne forklare ham, at morfar har været helt utrolig uheldig og at han ikke skal være bange for, at han selv skal opleve det samme.

I går da drengene lå på værelset og lyttede til musik og kiggede i bøger, overhørte jeg S sige til W; ‘Jeg saaavner morfar’ – det stikker i hjertet at høre sådan noget, men jeg er glad for, at han kan finde ud af at sætte ord på.

Jeg har fundet ud af, at drengene har haft snakket om det i skole og børnehave, for andre forældre har kondoleret og fortalt, at deres børn har snakket om det derhjemme. På den måde er behovet for at tale om døden også blevet en realitet hjemme hos andre, der ikke selv står midt i krisen og tabet. For døden bringer mange tanker på banen. Også hos dem der ‘bare’ er ven til en der har mistet.

Til begravelsen, da W sad ved siden af mig og jeg pludselig kunne se tårer dryppe ned på hans lår, blev jeg ked af det. Jeg blev bange for at jeg ikke ville kunne stoppe hans tårer igen. Jeg kunne ikke gøre andet end at holde om ham og ae ham. Jeg kunne ikke trøste ham med, at det ville gå over igen, som når man er syg eller har ondt eller at alting vil blive godt igen. Ikke som det var før.
Men jeg kunne også mærke på ham, og se på S også, at de blev meget påvirkede af at se os voksne være så kede af det. Heldigvis havde vi forberedt dem på det på forhånd, at de ville se mange voksne græde til bisættelsen, så de blev ikke forskrækkede over det, men de blev påvirkede. Det er klart…

I går løb W på banen med sit yndlings Superligahold, på det stadion hvor min far, bror og A har haft sæsonkort siden det blev bygget. W har været både spændt og også ked af, at morfar ikke skulle være med til at se det.
Vi sad alle og fulgte spændt med; A, min mor, bror, svigerinde, S, farfar og faster. Men det stak i mit hjerte, både af glæde og stolthed, men også af dyb sorg. Min far skulle have siddet ved siden af, med en stolt morfartåre i øjenkrogen.

Sådanne oplevelser vil der være mange af de næste år, men heldigvis kan vi være sammen om at mindes og hjælpe hinanden igennem, selvom ingen kan tage smerten og savnet fra én

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Superstjerne med lår i skoene & en konkurrence