Juleglimt og decemberhygge - kom med indenfor...

Jeg vil være en perfekt uperfekt rollemodel for mine børn!

Sponsoreret af Cartoon Network

058071

I dag vil jeg dele nogle af mine tanker med jer, i forhold til det at være en perfekt uperfekt rollemodel for sine børn… Noget jeg faktisk har gjort mig rigtig mange tanker om i årene løb….

Cartoon Network, som mange af jer måske allerede kender fra et hav af forskellige tegnefilm, har netop lanceret en ret sød video, der handler om, at børn har brug for ægte, uperfekte rollemodeller, som de kan genkende og spejle sig selv i. Så kan de nemlig være naturlige, spontane, kreative og fantasifulde – som de jo er!

Inden jeg fortsætter, synes jeg lige, I skal se videoen:

Da jeg viste videoen for drengene, poppede der mange sjove ideer og spørgsmål op hos dem. S ville gerne vide, om jeg nogensinde har tegnet på væggen, som han gjorde for noget tid siden. Og selvom jeg ikke var underlagt en løgndetektor, så svarede jeg ærligt, at det tror jeg også, jeg har gjort.
Hans øjne lyste op og så sagde han: ‘Så er jeg ikke det eneste barn, der har gjort det’.
Det fik mig til at tænke på vigtigheden af at huske at fortælle dem, at jeg godt kan forstå, hvorfor de ‘kommer til’ at gøre noget – så de ikke føler sig helt forkerte. Og så bagefter fortælle dem, at det ikke er okay – for det er jo også en del af forældre-jobbeskrivelsen.

Da jeg blev spurgt, om jeg ville sætte (mine) ord på den nye video, var jeg ikke i tvivl. Jeg får nemlig ofte (søde) kommentarer, der går på, at jeg må være den perfekte mor, hustru osv. Men jeg vil virkelig gerne understege; det er jeg ikke – for ingen er perfekt!

Billeder på Instagram og her på bloggen er kun et lille udklip af helheden. Jeg samler på lykkestunder, fordi de giver mig energi til og mod på livet. Jeg forsøger at leve med en positiv indstilling til livet og forsøger at få øje på de fine ting, der omgiver mig (omend nogle af dem kan være godt gemt).
På Instagram og her deler jeg, for det meste, små og store lykkeglimt og rare stunder, fordi jeg tror på, at det er det vigtigste at have fokus på. Jeg får ikke energi af at dele (eller se på) sure underbukser, støv og skrigende unger. Men det er også en del af livet, det får bare ikke lov til at fylde.
Mine børn ser dog det hele – også det ‘uperfekte’ og upolerede… Jeg tror slet ikke de tænker på, at jeg er en perfekt mor. Jeg er ‘bare’ deres mor. Og de ville elske mig, uanset hvad jeg gjorde eller ikke gjorde. Det er jo det fantastiske ved børn! Men det er også et stort ansvar, vi som forældre dermed får!
Jeg elsker at forkæle dem, og gøre noget særligt ud af vores stunder sammen, men det er ikke noget de kræver. Jeg gør det, fordi jeg har lyst, og fordi det giver mig energi.

Selvom nogen måske tror det, så har jeg ingen intentioner om at være en perfekt mor. Jeg vil ‘bare’ gerne være en god, kærlig, nærværende mor, der kan være en god rollemodel for mine børn.
Når den ene af dem siger: ‘Det kan jeg ikke’, forsøger jeg at understege overfor ham, at han kan! Jeg viser ham, at jeg også gør nogle ting, der er svære og som jeg ikke har lyst til. For hvis han kan se, at jeg gør det, så håber jeg han lærer, at han også kan! Handlinger siger oftest så meget mere end ord…

Jeg kan ikke huske, at mine forældre nogen sinde satte ord på, at de ikke orkede eller havde lyst til at tage på arbejde (selvom de måske gjorde det…?) Men sjovt nok, så har jeg fra tid til anden tænkt på, at jeg skal huske at gøre det overfor mine børn. For de behøver ikke vokse op i den tro, at voksne aldrig har en dårlig dag eller altid synes, det er fedt at klare alle pligterne. For jeg synes det er helt okay at have en øv-dag eller skulle noget i skolen (eller på arbejde) som man ikke er særlig vild med. For sådan er livet. Jeg tror ikke på, at der er nogen der går gennem livet helt uden øv-følelse.
Så længe den ikke tager overhånd, så skal der også være plads til den.
Indimellem siger drengene, at de glæder sig til at blive voksne. Så kan de gøre lige det, der passer dem. Og jeg kan sagtens huske den følelse, fra da jeg selv var barn. Men jeg forsøger at fortælle dem, at det altså ikke er en dans på roser at være voksen, for selvom man må gøre det man vil, så kan man ikke altid gøre det. Og med voksenlivet følger også (sure) pligter. Uh, jeg ville ønske jeg kunne overbevise dem om, at de skal nyde at være børn!

Vores samfund er på mange måder ved at udvikle sig til et perfekt samfund, hvor alle skal se perfekte ud, være glade og ikke begå fejltagelser. Men det er, i min optik, et virkelig dårligt billede på virkeligheden. Mine drenge skal ikke vokse op med et billede af, at man skal være perfekt.
De skal have lov til at se kroppe, som de er skabt – med rynker, buler, ar og skæve tæer….
De skal vide, at det er okay, ikke at vide hvad man skal med resten af sit liv. At det er okay at sadle om undervejs. Og det er både A og jeg såmænd også fine billeder på…
Og så skal de fortsætte med at være bevidste om deres følelser. Både de gode og de svære. De skal have lov til at være både glade og sure og alt det indimellem. For alle de følelser rummer både A og jeg også.
Vi skal fortsætte med at kunne snakke om de svære ting, som sorgen over at mangle sin morfar eller frygten for det, der kan ske…

Selvom drengene er langt fra voksne endnu, så er der allerede mange ting, som A og jeg kan genkende fra os selv, i dem. Om vi vil det eller ej, bevidst og ubevidst, så påvirker vi jo, som forældre, vores børn 🙂

Og hvad vil jeg så egentlig sige med alt det her?
At det er vigtigt, at vi husker at være ærlige, ‘gennemsigtige’ og umiddelbare – især overfor vores børn. For ellers risikerer vi, at de føler sig forkerte. Fordi de ikke kan genkende deres følelser og tanker i andre. Man skal turde (og huske) at lade maskerne falde. Vise vejen og samtidig pakke dem ind i kærlighed undervejs. Så er jeg ret sikker på, at det ikke kan gå helt galt! 🙂
Og så kan man jo også lade dem spejle sig i skæve karakterer fra film og tegnefilm i ny og næ – for de har noget andet at byde på end os andre 😉

Drengene og jeg fik faktisk en virkelig fin samtale ud af at have set videoen og lege løgndetektor bagefter – det kan også anbefales 🙂

Viser du dine uperfekte sider overfor dine børn?

1 kommentar

  • Ida

    Jeg er vild med dit univers, men det vil være fantastisk hvis du blot en sjælden gang deler noget uperfekt på Instagram 🙂 vi spejler os alle i i de sociale medier – også børn og unge – også dine drenge engang? Så vi har også et ansvar som gode uperfekte rollemodeller på sociale medier. Jeg husker engang, at du postede at I fik mac d til aftensmad – bare en lille “uperfekt” post i ny og næ gør en stor forskel 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Juleglimt og decemberhygge - kom med indenfor...