Hvornår er det tid til at afsløre det? Om forældrehemmeligheder…

Da jeg var barn, var jeg overbevist om, at mine forældre vidste alt, ALT! Altså ikke fordi de gik rundt og gjorde et stort nummer ud af at virke (bedre)vidende eller noget i den stil, jeg synes bare de havde svar på alt.
Det slår mig indimellem, om mine unger mon tænker det samme om mig… 🙂 Selvom jeg ofte synes, jeg svarer dem med ‘åååhh, det ved jeg ikke lige’, når de spørger om alverdens ting og sager….

Da jeg blev ældre, jeg kan faktisk ikke huske helt hvornår, gik den barske sandhed op for mig; forældre ved (heller) ikke alt… Gisp, en virkelighed der pludselig går op for én – mon ikke mange af jer kan nikke genkendende til det?

For et par dage siden lå der et gækkebrev på min pude, da jeg skulle i seng.. Og så opstår der jo pludselig alverdens spørgsmål i hovedet på én, lige som man skal til at koble fra og sove… 😉
Hvem kaaaan det dog være fra… bum bum, tænke tænke…

Ved hjælp af udelukkelsesmetoder og store tanker tror jeg nok, jeg har regnet afsenderen ud… Jeg kan jo selvfølgelig ikke være heeelt sikker, for ham jeg troede det var fra gør et stort nummer ud af at forsøge at lede opmærksomheden hen på andre familiemedlemmer, der bor langt herfra…. 🙂

Men nu er det så, jeg er i vildrede; for hvornår ‘må eller skal man’ smadre en af børneutopierne? Altså, lade sit barn vide, at man godt kan regne den ud?
Der er nok ikke et helt bestemt facit, men hvad tænker I omkring det? Hvornår gjorde I det?

På den ene side, så synes jeg jo det er meget hyggeligt, at vi har det sjovt med det. Jeg kan se i øjnene på ham, at han har en sjov ‘hemmelighed’ og jeg synes det kan være lidt svært at skulle ‘ødelægge’ den. Jeg elsker, at han er ved at sprænge af spænding over, om jeg mon gætter det 😉
Det er da også ret kært, at han ikke kan lade være at snakke om gækkebrevet hele tiden, komme med hints i alle mulige retninger (væk fra sig selv selvfølgelig), spørge om jeg nu har gættet det osv.
På den anden side tænker jeg, at der jo må komme en dag, hvor han tænker ‘arh mor, kunne du ikke engang lægge to og to sammen og gætte at det var mig?!’ 😀

Måske det er en smagssag, ligesom at lade børn tro på julemanden osv. og lade dem finde ud af selv, at han ikke findes (åh, kom jeg til at afsløre for meget nu? 😀 )
Byd gerne ind, jeg vil meget gerne læse jeres tanker omkring det. Jeg har til i dag, til at gætte, hvem der har sendt mit gækkebrev – det har jeg fået besked på, af ham der måske/måske ikke har sendt det… 🙂

Åh ja, de kære forældrehemmeligheder… 😉