Bagsiden af min medalje – som sygeplejestuderende

Hvis I læste indlægget, der opsummerede de første par måneder som sygeplejerskestuderende, så var der (forhåbentlig) ingen tvivl om, at jeg er ret glad for det…
Der er dog én ting, der følger mig, som jeg også nævnte i indlægget – bagsiden af min medalje som sygeplejerskestuderende. En tung skygge, der prikker mig på skulderen fra tid til anden – for tiden næsten dagligt…

Sorgen

Det er 1 1/2 år siden min far døde. Men sorgen er stadig en fast følgesvend, måske bare på en anden måde, end de første måneder. Det har været de sværeste 1 1/2 år i mit liv.

Jeg kan slet ikke forstå, der er gået så lang tid – eller er det egentlig lang tid?
Tiden læger alle sår – siges det. Jeg tror ikke på det. Jeg er blevet klogere. Der er et sted i mit hjerte, der gik i stykker, den dag jeg sad ved min far, og så ham tage sit sidste åndedrag. Det sted kommer aldrig til at hele. Måske kommer der skorpe på – engang, men det vil aldrig blive det samme som før.

For nogle uger siden, da jeg havde gået på studiet i en måneds tid, kom jeg hjem en dag og følte mig fuldstændig mat (altså endnu mere end ellers). Jeg havde sagt til A et par dage forinden, at jeg følte det som om sorgen var flyttet ind i hjertet med fornyet kraft. Om aftenen fik jeg det værre og værre, og endte på sofaen med kulderystelser, ondt over det hele, feber, utilpashed og tårer, der blev ved med at trille. Det var som om, min krop var blevet syg af sorg. Jeg følte mig helt sort indeni, som om mit hjerte var ved at visne.
Morgenen efter var feberen væk og jeg havde det bedre.
Min krop havde fået afløb for noget af alt det, der var blevet for mørkt i hjertet. Det havde lettet.

Hver dag på studiet er der ting, der sender mig direkte tilbage, enten til hans sidste timer eller til de 3+ år, han var syg.
Jeg bliver hele tiden bedt om at forholde mig til, hvad god sygepleje er, og det bringer minder frem om de situationer, jeg har været i, sammen med min far – især dem hvor jeg bestemt ikke synes, der blev ydet god sygepleje. Og det gør ondt! Sådan helt fysisk ondt!

Forleden så vi en video med en patient, der lå for døden, fordi vi skulle se, hvordan vejrtrækningen er, når man når det stadie.
Og det var svært. For læreren spurgte, om nogen af os havde set en person dø. Og flere af mine medstuderende kunne referere til ældre mennesker, de har været i kontakt med som SOSU-assistenter. Men jeg har kun min far at sammenligne med og tænke på, når tankerne bliver sendt på rundtur. Og det var bestemt ikke rart at få de billeder på nethinden igen.
At se ham dø er klart det tungeste og sværeste jeg har gjort i mit liv. Også selvom jeg ikke ville have været det foruden.

Jeg vil så gerne blive og være en dygtig sygeplejerske, der kan forholde sig fagligt til jobbet, men jeg vil også gerne være menneskelig. Jeg forsøger at rumme begge dele. Jeg vil så gerne, at alt det jeg gennemlevede med min far, til de mange undersøgelser, indlæggelser m.m., kan bruges til noget godt. Når det nu ikke kan være anderledes.
Jeg ved, at min far ville glæde sig over, at jeg i det mindste kan få et eller andet godt ud af alt det, der var og er så tungt og uretfærdigt.

Men indimellem tvivler jeg på egne evner. Jeg ved nu, hvordan det er at miste en forælder. En man elsker dybt. En, der hele ens liv har været en stor del af én. Det vil jeg gerne kunne bruge i mit virke som sygeplejerske, som omsorgsperson. Jeg håber, jeg kan. For det må ikke få lov at være en hemsko for det studie, der føles så rigtigt!

Jeg vil gerne acceptere min sorg, og bære den med mig. For jeg kan ikke fortrænge den. I de perioder hvor jeg forsøger at gøre det, vender den tilbage med fornyet styrke og det dur slet ikke. Sorgen er en del af mig – også selvom der er gået 1 1/2 år. Der er bare ikke meget plads til den i en travl hverdag.
Når jeg sidder i bilen om morgenen, helt alene, med en smuk solnedgang i ryggen, så begynder tårerne at trille. Fordi jeg støder på noget i mit tankemylder, der minder mig om min far. Når jeg sidder der helt alene, så giver min krop efter, omend jeg beder den om at lade være. Fordi det ikke passer ind. Men jeg lader sorgen fylde et øjeblik, jeg tør ikke andet, omend jeg er bange for, at den ikke vil forsvinde igen.

Jeg tænker indimellem, om jeg mon er for ked af det. Om det er normalt at have det sådan. Der er stadig en del spøgelser, jeg ikke har gjort op med. Og nogle af dem er blevet større, efter jeg er begyndt på sygeplejerskestudiet. Fordi jeg pludselig ser tingene fra andre vinkler. Og bliver klogere på nogle af de ting, der foregik – både i hans krop og omkring ham.
På den anden side, så accepterer jeg, at sorgen, savnet og smerten er en del af mig. Jeg er gået i stykker, men kan repareres, så jeg kan fungere. Sygdomsforløbet varede lang tid, så det gør bearbejdningen vel også? Ihvertfald for mig.

Jeg har brug for at tale med ham – lige nu! Jeg har brug for, at mine drenge kan kramme ham – og huske ham. Jeg har brug for at han er her – men det er han ikke.
Meningen med livet forandrede sig, da jeg sagde farvel til ham ude på Hospice. Mine sanser blev skærpet (endnu mere). Min tiltro til livet blev anderledes. Indimellem kan jeg tænke, at jeg slet ikke forstår, hvad det er vi skal. Hvad er meningen? Er livet ‘bare’ dét at stå op, tage af sted, arbejde, læse, gå i skole, knokle, lave mad, sove og gentage? Jeg forstår det egentlig ikke, forstår ikke helt meningen med det. Men alligevel holder jeg af hverdagen. Jeg holder af at gøre lidt ekstra ud af de små ting. Se glæden i mine drenges øjne. Tænke, at det kan betale sig at gøre sig umage, for dagen kommer ikke igen.
For livet, det tager jeg ikke for givet. Og dét er også en styrke, omend det kan føles mest som en svaghed indimellem.
Jeg ser nuancerne, både i hverdagen og alt det, der omgiver mig. Jeg er en tænker, der suger alting til mig. Og jeg er blevet mindre bange for døden – min egen nok mest. For jeg er stadig virkelig bange for at miste andre, der står mig nært. Bare tanken…

Jeg tror ikke, der er mange, der kan se det på mig. At mit hjerte er såret, stadigvæk. Måske bliver det ved med at være det altid. Måske bliver livet aldrig det samme igen… Det er en del af mig nu, på godt og ondt. Sådan er livet. Også selvom jeg har lyst til at råbe og skrige og gøre det om, spole tiden tilbage, ikke finde mig i, at det skal være sådan her!

Måske kan jeg finde måder at bruge det på, på en god måde. Jeg håber det… <3

Nu fik jeg ihverfald afløb for mange af de tanker, der fylder meget for tiden. Jeg er ret sikker på, at jeg finder styrken, midt i det svære, som jeg har gjort indtil nu. Omend sorgen indimellem prøver at vælte mig omkuld…. What doesn’t kill you, makes you stronger. Dét er ihvertfald ikke helt forkert!

 

Hvis du har lyst til at læse flere indlæg og tanker om alt det med sygdom, død og kræft, kan du blandt andet klikke lige her