Tak! Og tanker, midt i sorgen

Allerførst vil jeg gerne sige tusind, tusind tak for alle jeres varmende ord og kram midt i mit (smerte)helvede.
Jeg har haft og har stadigvæk brug for at sætte ord på min sorg og det betyder virkelig meget, at I har taget ‘rart’ i mod det.
Jeg har ikke været inde på bloggen i flere dage, det har på en måde ikke givet mening, jeg har haft mine tanker alle mulige andre steder.
Hver eneste dag har føltes som en meget lang uge og jeg kan snart ikke huske mit eget navn længere. Pinen trækker ud og vi har ventet utallige timer, på små stuer uden ilt i luften, midt i rungende stilhed og larmende budskaber, med udsigt til dropstativer, blå/hvidstribet sengetøj og kitler, der har suset ind og ud, som spøgelsesskikkelser med forsigtige smil om munden.
Håbet er blevet frarøvet os så mange gange, men som en prop i vand, dukker det op til overfladen igen og igen.

Jeg tænker ofte, at det er utroligt hvad krop og psyke kan holde til og kæmpe sig igennem. Både vores og fars. Men jeg frygter også det smæld der venter på ‘den anden side’, for det kan vi ikke tage på forhånd.

Tid er et besynderlige begreb, i disse dage er det som sand mellem fingrene, mere end nogensinde før. Vi kan ikke gøre andet end at vente og vente – og vente.
Og selvom det måske ikke rigtig giver mening at blogge, så har jeg taget computeren med herind på sygehuset i dag, for jeg tænkte, det kunne være mit lille frirum for en stund.
Om lidt skal min far i narkose for 3. dag i træk og imens går min mor og jeg en tur. Kobler hovederne fra (måske) og suger lidt solstråler til os. I så mange dage føltes det, som om vejret rettede sig efter min sindsstemning, men nu har solen taget over for en stund, det føles helt rart, at ikke også himlen ligger som en tung dyne over mit hjerte.

Livet er en mærkelig størrelse og mange af de ‘rare’ tanker, man (måske) har, om mødet med døden og de sidste stunder sammen, hvor alle minder bliver genople(i)vet i klare stunder, uden morfintåger og forvirring, og hvor alle ender med at sidde afklarede tilbage, er vist noget, der kun sker på film….

På en måde synes jeg, det føles egoistisk, at have brug for eller tage en pause fra det hele. Det er jo ikke mig der ligger krop til alt det onde. Jeg vil bare gerne være her, tæt på min far. På den anden side, så er det heller ikke mig, der ligger og sover dagen(e) væk. Alle mine sanser er i konstant alarmberedskab. Vi forsøger at mærke og fornemme, hvornår smerterne har taget over og der skal kaldes på morfin, vi holder styr på alle informationerne, sender besked videre til alle dem, der tænker på os og på far, midt i en konstant omstilling fra det ene til det andet.

Jeg ved at jeg skal miste min far, jeg kan ikke håbe på et mirakel. Men jeg håber inderligt, at hans sidste stund(er) må blive rolig(e) og fredelig(e) og ikke fuld af lidelse og smerte. Jeg håber!