Så er det slut med at fortrænge…

I dag skal babybulen og jeg af sted til jordemoder, til fødselsforberedelse for flergangsfødende, hvilket unægteligt tvinger mine tanker hen på den forestående fødsel, som jeg ellers, helt bevidst, ikke har skænket mange tanker endnu.

Begge mine fødsler har på papiret været gode; ingen smertelindring, gode veer (altså ikke forstået sådan at de ikke gjorde ondt, men de gjorde det de skulle), begge med varighed af ca. et døgn fra den første murren til jeg lå med en lille fyr på maven, god, kort pressefase, ingen bristninger osv.

Selvom 1. fødsel egentlig endte mere dramatisk end 2. gang, var det en meget bedre oplevelse. W blev født med navlestrengen 3 gange om halsen, efter fødslen havde de svært ved at stoppe min blødning, hvilket resulterede i et par hektiske timer med mange smerter, mange mennesker omkring mig og fokus på alt muligt andet end den lille fyr, der lå og smaskede i sin fars arme. De efterfølgende dage var hårde, med virkelig stride efterveer, svimmelhed og kvalme pga. blodmangel, indlæggelse på en anden afdeling end det sædvanlige barselsafsnit osv. osv. Men jeg husker det ikke som noget slemt, jeg var glad og stolt på trods af alt bøvlet! Mega stolt over det min krop havde klaret! Jeg følte mig sej! Og da jeg først lå med W i armene, var alle smerter glemt, jeg var forelsket, sammen med min mand 🙂

2. gang derimod var ikke en god oplevelse og det har desværre gjort, at jeg har haft svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde skulle turde føde igen.
Jeg følte mig ikke tilpas på fødestuen, følte mig helt alene selvom der var en jordemoder til stede under hele fødslen, der kun tog lidt over et par timer, da vi først kom ind på sygehuset. Men jeg husker det som nogle virkelig slemme timer. Jeg var bange. Kunne ikke følge ordentligt med og havde brug for at høre at de mange smerter, bragte mig i den rigtige retning. A var ved min side hele vejen, heldigvis, for ellers ved jeg ikke hvordan det var endt.
Selvom jeg lukker mig helt inde i mig selv under vestormene og arbejder med veerne i mit eget lille vakuum, har jeg stadig brug for at høre indimellem, at det går som det skal.
Jeg var bange for at opleve følelsen af at have mistet igen. For sådan et chok nåede vi at få med W. Og jeg var bange for at blødningen skulle ende endnu værre denne gang, så jeg ville ende i narkose osv. Jeg brugte alt for mange gode kræfter på at være bange og tænke tanker. Heldigvis viste min krop endnu engang hvad den er i stand til, og ud kom den lækreste lille fyr, der heldigvis havde det godt. Og blødningen stoppede af sig selv.

Tiden læger alle nogen sår, og jeg har med årene fået bearbejde det så godt jeg kunne, så jeg har turdet kaste mig ud i det igen. Og denne gang har jeg snakket med min jordemoder om vigtigheden af at blive holdt lidt opdateret undervejs, mens jeg lukker mig inde i min veboble og koncentrerer mig om det jeg nu engang skal. Men jeg skænker dog ikke fødslen mange tanker. Jeg har en stærk tro på, at jeg nok skal klare det, jeg har oplevet hvor stærk min krop har været to gange. Men jeg er stadigvæk angst. Også for om noget går galt undervejs osv. Det er vel på sin vis også meget naturligt uanset tidligere oplevelser?

Jeg er ret sikker på, at jeg på et tidspunkt glæder mig så meget til at møde den lille sprællemand og til at komme af med den kæmpe store mave, at jeg vil se frem til fødslen. Der er ligesom ikke rigtig nogen vej udenom 🙂 Og et kejsersnit kommer forhåbentlig ikke på tale, for det ville jeg nok nærmest være endnu mere bange for…

Nu håber jeg på en god oplevelse i eftermiddag, så jeg kan føle mig endnu bedre rustet til fødslen, der dog helst skulle vente et par måneder + det løse 🙂