Sorg

I lang tid har døden leget gemmeleg med os. Vi har ventet på og frygtet hvornår den ville finde os. Nu brænder tampen.
Mit hjerte er frosset, maven er forvandlet til en hvirvelvind, mine øjne svier, mine hænder er kolde, der sidder en konstant klump i halsen, en evig tåre på kinden, min krop dirrer.

Jeg føler afmagt i højeste potens. Spørgsmålene står i kø. Jeg ved ikke hvor jeg skal finde svarene.

Hvordan skal jeg kunne undvære min far? Hvordan skal jeg kunne blive klar til det? Hvornår vågner jeg fra det her mareridt?
Jeg synes det er så uretfærdigt, at alt det her sker, det er ikke tiden til det her nu!

Hvordan skal jeg (kunne) fortælle mine drenge, at morfar snart skal være en engel?
Hvorfor skal han slutte livet af med at mærke det så hårdt? Hvorfor kan jeg ikke tage nogle af hans smerter?
Selvom det er en del af processen nu, at der er tanker der skal tænkes og ord der skal siges, synes jeg alligevel det er umenneskeligt, at han skal have en dødsdom. At han skal have tid til at tænke over alt det han snart skal undvære.

Tårerne løber og de får lov, men jeg er i tvivl om, om de nogensinde vil stoppe igen…
Jeg bærer ikke kun min egen sorg. Jeg bærer også mine drenges.
L har fuld fart på, han udvikler sig med lynets hast. På en måde føles det som om, han vil nå at vise morfar så meget som overhoved muligt…

De sidste måneder, hvor sygdom og kræft har overtaget, har jeg været der for min far. Været sammen med ham, hjulpet ham – og min mor selvfølgelig. Jeg håber jeg kan gemme alle de gode stunder fra vores kaostid, i en lomme der aldrig bliver slidt hul på.

Selvom det har virket grænseoverskridende, så har jeg taget billeder og optaget video undervejs. Også på sygehuset. Fordi jeg ved, min hjerne ikke kan lagre alting. Fordi jeg ikke har lyst til at glemme.

I mit stille sind bærer jeg håbet, at lægerne tager fejl. At der er andre slutninger, end den de forestiller sig. Og indtil da, så sidder jeg her ved min fars side og ser hans benede skulder bevæge sig langsomt op og ned, mens min mor aer ham på panden <3