På egne ben

Når man har 2 storebrødre, der viser vejen, så er det selvskrevet, at man ikke kan hvile på laurbærrene… Det synes L ihvertfald.

De to store begyndte at gå selv lige omkring deres 1 års fødselsdag. L er allerede startet… Han har taget tilløb i lang tid. I weekenden tog han tilløb til, stortrænede og er blevet mere og mere modig for hver time.
Nu står og går han selv 5-10 skridt. At han så kan finde overskud til at storhvine, smile og smutte med øjnene samtidigt, er helt fantastisk. Vi stornyder det allesammen! Og hviner med ham, jubler og glædes.
Jeg kan se på ham, hvor fantastisk han synes det er, at have knækket gå-koden og så glemmer jeg min sorg over, at tiden går alt for hurtigt. Han er så klar til det her skridt, fuld af gå-på-mod og så må vi andre bare følge med 🙂
Samtidig er jeg også taknemmelig for at jeg har fået lov at opleve det. At det ikke var i vuggestuen det skete, men lige her hos os, hvor han kan gå fra den ene til den anden og blive kysset undervejs. Han kan vist ikke få et bedre heppekor 🙂

Midt i mit livs stormvejr, sker de her livsbekræftende ting, der får én til at glemme. Selvom jeg indimellem kan ønske, at jeg bare kan lægge mig ned og lade alting gå forbi, lade mig opsluge af sorgen, så er jeg inderst inde ubeskriveligt glad for at jeg har 4 drenge omkring mig, der sørger for, at jeg holder mig oprejst.
Stjæler mine tanker, skaber minder med mig, får hverdagen til at fortsætte og hjælper mig med at lade tiden gå i stå <3