Et sidste kærligt farvel, der får hjertet til at flyde over

I dag har vi taget afsked. Sagt farvel, for sidste gang, til min fantastiske mormor. Min mors mor. Drengenes oldemor. I søndags sov hun stille ind, og siden da, har jeg været fanget i en boble. Mistet pusten.
Det var ikke uventet, at hun sov ind. Hun ønskede at få fred. Hendes krop havde kæmpet en brav kamp. I flere år efterhånden. En meget længere kamp, end hun selv ønskede. Hun blev 94 år. Hun har levet en langt og fint liv og givet mig så mange minder at tænke tilbage på.

Sorgen og savnet er ambivalent. Hun var gammel. Og livet går den vej. Det er et livsvilkår, der ikke kan undviges. Det var godt, at hun endelig fik fred. Og alligevel gør det så ondt. At livet er slut. At mærke, at vi i bund og grund er herrer over så lidt, når det gælder. Endnu en gang blive mindet om, at livet koster livet. Det gør ondt. Men smerten minder mig om, at jeg tør elske. For uden kærlighed, ingen sorg. Og selvom mit hjerte græder – igen – så kunne jeg ikke ønske det anderledes. Sorg er kærlighedens pris. Men også det, der minder mig om, at jeg skal leve – nu.

I dag har været en hård dag. En dag til tårer, tanker og tale.
Man kan ikke forberede sig på en andens død. Måske ved man, den kommer. Man venter måske endda på den. Og når den så rammer, så mærker man det først. Tomrummet, man er efterladt med. Kærligheden, der er blevet hjemløs. Sorgen og savnet, der bider sig fast.

I dag har jeg grædt. For min mormor. For min far. For min svigerfar. For mine drenge – der på så få år har skullet mærke så mange gange, at livet ikke er for evigt. I dag skulle have været deres første bekendtskab med døden. I stedet var det en dag, der hvirvlede op i alt det andet, der stadig smerter.
De klarede det flot. Helt sikkert. De ønskede at være med. Tog deres mormors hånd, sad ved siden af hende i kirken og gik med hende efter rustvognen. Vores store, omsorgsfulde drenge <3

Vi snakker om døden. Hvor urimelig og uundgåelig, den kan være. Og på den anden side – også velkommen. Den må ikke være et tabu. Den skal have plads – når den kræver plads. Og glemmes, når livet fylder. Nu ønsker jeg, af hele mit hjerte, at vi får lov at få en pause. En lang pause.

I dag var en dag til tårer. Fordi jeg stadig har så mange på lager. Fordi jeg synes, livet kan være svært at forstå. Døden endnu mere.
I dag har vi sagt farvel til et gammelt liv, til lyden af et nyt. Sådan som det skal være. Livets cyklus.
Men jeg kan mærke, at jeg er uvenner med døden. Jeg synes, den er uretfærdig. Og jeg ved godt, det er sådan. Men jeg har stadig ikke accepteret det.

Jeg synes, det er skrøbeligt at blive voksen. Mærke livets mange facetter skære sig gennem hjertet. Selvom de svære sider er med til at fremhæve de smukke, er det stadig hårdt at leve med. Pludselig er min mor ‘den ældste’. Døden er ulige fordelt. Den rammer, når den gør. Når den vil.

I dag var en dag til minder. Til snakke om alt det, vi har haft.
Når jeg tænker på min mormor, tænker jeg (blandt meget andet) på min morfar, blomster, havens fugle, omsorg, standhaftighed, fightervilje, Fanø, vandreture i Schweiz, sommerferieture til Legoland, hygge, stolthed, livsglæde, sygepleje, god stil, ordentlighed, møjsommelighed, friskplukkede skovjordbær, gåture i skoven og til købmanden, hjemmebagte småkager, ‘Vi på Krageøen’ i fjernsynet og godnathistorier som ‘Det lille Lokomotiv’, ‘Lange Peter Madsen’ og ‘Mis med de blå øjne’.

Måske er det fra hende, jeg har mine meningers mod.
Da jeg fortalte min mormor, for et par år siden, at jeg var startet på sygeplejestudiet, blev hun ovenud glad. Hun var så rørt over, at jeg havde valgt ‘hendes’ fag. Valgt at føre det videre. Jeg ville så gerne have kunnet snakke med hende om alt det, hun lærte, dengang verden var en anden. Talt med hende om faget, håndværket.
W sagde, da vi gik fra kirken, at det var helt særligt, at jeg også var på vej til at blive sygeplejerske, ligesom olde. Det mærkede jeg ekstra meget i dag <3

Som en sidste hilsen havde jeg lavet to kager. Til minde om min mormor. Med blomster, Schweiziske alper, havens fugle, legomænd, hjerter og (skov)jordbærmousse. To kager, hun med sikkerhed ville have nydt – og som jeg ville have nydt at nyde med hende. To kager, der i stedet blev nydt sammen med dem, der også bærer på mange gode minder. Minder, vi sammen kan sørge for, at hun lever videre i.

Kære mormor – TAK for alt <3

 

Jeg har efterhånden skrevet en del om sorg og savn. Tidligere indlæg kan læses lige her

 Svampet chokoladekage med masser af chokolade og blomster i massevis  Chewy browniebund, luftige chokoladebunde, stikkelsbær- og jordbærmousse. Pyntet med moussebomber, chokoladelegomænd, fugle, friske bær, smørcreme og romkugler på toppen