I onsdags blev jeg et år ældre, og det blev fejret med både solskin, kram, gaver, forårsfølelse, kys, blomsterminder, kagehygge og middag.
Jeg var derudover så heldig at have studiedag ovenpå en tirsdag med veloverstået eksamen. Det var helt perfekt timing 🙂

Formiddagen blev brugt i køkkenet og efter en fin skole/hjem samtale med S, tog vi alle hjem til kagebord, kaffeslabberas og hygge. Det var en perfekt anledning til at få luftet det farverige og blomstrede stel.

A overraskede mig med en smuk buket blomster, som han havde bestilt med inspiration fra vores brudebuket. Et fint minde, der pyntede med endnu mere farve på ‘min’ dag. Ham har jeg været heldig med <3

Om aftenen spiste vi lasagne med forskellige salat on the side. Præcis som jeg godt kan lide det.
I aften fortsætter vi fejringen, når A og jeg skal ud at spise med min mor, bror og svigerinde og bagefter ind at høre Niels Hausgaard. Altså med mindre det bliver aflyst på grund af Coronavirus….

Jeg har også en idé om, at jeg skal holde familiefødselsdagsfest med et helt særligt tema. Jeg har allerede masser af kageideer osv. Jeg skal bare lige have styr på datoen.

Rigtig dejlig weekend derude. Må den blive fyldt med solskin og rare stunder

Brownielagkage med skildpaddeskum og frugt  Romkugler på luksusmåden. Haps! Opskriften er her Lækre, luftige chokoladeboller. Opskriften er her
Den smukke lyserøde skål har jeg fået i julegave. Den kan købes her* Det smukke fad i den fineste farve har jeg købt lige her   Lagkage i solskin <3
Den gule tallerken med det fine mønster er købt her* Forårsroulade var næsten selvskrevet på kagebordet 🙂 Opskriften på roulade er her Rouladen var med solbærsyltetøj, flødeskum, ferskner, banan og mørk chokolade  Forårsfest med perfekt anledning til at få luftet det smukke, blomstrede stel.
Det kan i øvrigt købes her – endda med rabat

Lørdag morgen blev vores familie beriget med et nyt medlem. Drengenes fætter kom til verden, og vi var selvfølgelig straks utålmodige for at møde ham. Da det krævede en tur tværs over landet, lod vi det være op til drengene, om de havde mod på det eller hellere ville blive hjemme hos mormor.
Vi endte med at køre 3 af sted; W, A og jeg. Med i en kølekasse i bagagerummet havde vi en vaskeægte fødselsdags(f)lagkage.

Kursen blev sat mod Hvidovre hospital. Sjovt nok samme sted som jeg selv blev født for (mange) år siden.
Det var hele køreturen værd at få lov at snuse, ae, holde og betragte. Og selvfølgelig også at snakke med den stolte storesøster og nybagte mor, der så brandgodt ud på trods af manglede søvn og en slidsom fødselsopstart.
Den lækre, ny fætter ‘lillebror’ (hjælp søges længere nede) lignede på mange måder vores 3 – med det fine, mørke hår og de tykke kinder. Og det bragte mange minder med sig at sidde med ham i armene. Og også at se A med ham <3
Jeg har helt bestemt giftet mig ind i en familie med seje, lækre gener, der giver fine, skønne (drenge)børn.

Inden vi vendte næsen hjemad igen, kørte vi forbi mit barndomshjem i Smørumnedre. Der hvor jeg voksede op, indtil mine forældre rev teltpælene op og bragte os til Jylland.
For nogle år siden var vi på rundtur i den by, hvor vores Jyllandsliv startede, men jeg har længe drømt om, også at vise drengene der, hvor mit liv, på så mange måder, blev formet og skabt.

W glædede sig også ligefrem til at se det, og det var et fint tidspunkt at gøre det, nu hvor vi havde lidt alenetid. Og nu hvor han har nået en alder, hvor vi kan snakke om flere, store ting og han bedre kan huske det.
Vi snakkede blandt andet om, at jeg sad på bænken, på boldbanen, foran huset, dengang Danmark vandt EM i fodbold i 1992. Det glemmer jeg nok aldrig. Og sådan har vi det nok alle sammen – os der kan huske 1992. Vi kan nok alle sammen huske, hvor vi var, da det skete? 🙂
Jeg viste ham den skole, jeg gik på de første år, og vi snakkede om, at jeg, fordi jeg ikke havde det godt (og blev mobbet), skiftede skole. Jeg viste ham, hvor min bedste veninde boede, og han sagde med misundelse i stemmen, at han ville ønske at hans bedste ven også boede så tæt på ham. Han så dér, hvor jeg en varm sommerdag skrabede knæene, så de blev helt fulde af asfalt.
Jeg viste ham hallen hvor morfar, min far, spillede badminton, og banerne, hvor han spillede tennis om sommeren, og hvor jeg agerede boldpige. Især nu hvor han også er blevet bidt af en flyvsk fjerbold, gav det en ekstra dimension at kunne vise ham det. Og en fin anledning til at sende morfar en ekstra tanke.
Og han fik set den lille svømmehal, hvor jeg gik til svømning med min far tidligt lørdag morgen. Og lægehuset, hvor min lillebror fik reddet en fiskekrog ud af kinden.
Små anekdoter fra min barndom, der blev billedliggjort og dermed gjort lidt mere virkelige.
Så meget af min identitet og den jeg er, blev grundlagt dér – langt væk fra hvor vi er nu. Og det var faktisk temmelig særligt at kunne vise ham det, og inddrage ham i det. Jeg ville bare ønske, jeg i stedet kunne rejse tilbage i tiden – og tage ham med – for at vise det ‘sådan helt rigtigt’. Men når nu det ikke er muligt, var det her en fin mellemvej 😉

Jeg har faktisk ingen dårlige minder fra mine år dér. Jeg husker det kun som noget rart – måske fordi jeg har fortrængt de knap så sjove ting med mobning m.m. Og nu, hvor jeg ser det hele med voksenøjne, kan jeg virkelig se, hvad mine forældre faldt for dengang. Et rart, trygt sted, hvor alt det, man som børnefamilie gerne vil have og har brug for, var lige i nærheden, og stadig tæt på storbyen, hvor min far arbejdede.

Køreturen hjem blev brugt på at lytte til god musik, fordøje de mange (fine) indtryk fra dagen og de mange minder, som det bragte med sig. Og vel hjemme igen spiste vi aftensmad med de to andre lykkespirer og mormor, og fortalte om dagens oplevelser.

En helt igennem rar søndag, der fejrede livet. Sådan nogen er bestemt værd at samle på <3

P.S. Hvis I har forslag til, hvad fætter ‘lillebror’ skal hedde, så kom endelig med dem 🙂 Så kan jeg sende dem videre til min svigerinde, der ikke har besluttet sig for et navn endnu og havde håbet, han blev født med sit navn i panden 😀
(Eneste ‘krav’ er, at det skal indeholde mindst to vokaler)

P.P.S. Apropos fødsler og fine babyer, så kan min 3. fødselsberetning læses lige her – og historien om mit livs vildeste bedrift (der indebærer 3 vidundere) kan læses lige her

3 banditter klar til sjov og spas

Nye kondi’er måtte der til…

Alfons var også med på tur…

Middagslur med udsigt

Virkelig smuk indsejling, som vi sad i første parket til <3

Landet midt i sørøverbyen – gensynsglæden var stor!

Vi mødte en lille ven på vejen til Dyreparken…
Cirkus Jesper – røveren fra Kardemommeby, der får sin drøm opfyldt om at blive cirkusdirektør!
Verdens bedste cirkus – uden tvivl.

Så sjovt – både for store og små. Og dygtige artister!

Fuldstændig opslugt af cirkusforestillingen <3

Da vi var inviteret på tur, markeres indlægget som reklame

Kom med på forlænget weekend i Syd Norge – til Dyreparken og Abra Havn – lige her!

Som nogen af jer måske allerede har set på Instagram (@mormedmegetmere), så var mine 4 drenge og jeg på smuttur til Norge i weekenden, fra lørdag til mandag.
Som altid, gik jeg amok med kameraet, fordi der var virkelig meget, der var værd at forevige, så jeg har delt vores tur op i to indlæg.
Her er første del 😉

Drengene havde glædet sig i flere uger og det havde A og jeg såmænd også. Vi var vildt spændte på at vende tilbage til Dyreparken og Abra Havn, som vi også besøgte sidste sommer. Et helt igennem fantastisk sted, der virkelig tog os med storm for et år siden, så vi var spændte på, hvordan det ville være at komme tilbage der til!
(Jeg kan allerede afsløre nu, at det var mindst lige så eventyrligt som sidst – og denne gang også for L, der ikke forstod så meget af det hele for et år siden)

Lørdag morgen pakkede vi drengene på bagsædet og drønede af sted mod Hirtshals, hvor vi skulle med færgen 12.30. Halvvejs på vejen kom vi til at snakke om L’s sko, og opdagede på den måde, at de lå hjemme i gangen. Årh manner, et øjebliks panik!
Da jeg også havde opdaget, at L’s laktasepiller (mod laktoseintolerans) ikke lå i bilen, som jeg troede, skulle vi også finde et apotek på vejen.

Vi endte heldigvis med at være i god tid, så vi kunne nå ind forbi Hirtshals, drøne ind på nærmeste apotek og videre til sportsbutikken og hive de første de bedste kondi’er ned fra hylden – Sko- og pillekrise afværget! 😉

Om bord på Color Line færgen fik vi plads på første række i ‘Catch me if you can’ buffetrestauranten og mens drengene kastede sig over maden, nød jeg udsigten og forsøgte at tænke på alt andet end søsyge. Der var rimelig meget modvind, og man kunne godt mærke bølgerne slå mod skibet, men vi klarede den uden massiv søsyge denne gang, og glædede os ekstra meget over, at det ikke var Fjordline, vi sejlede med, som sidste år 😉

Fra vi kørte af færgen, til vi landede i Abra Havn ved Dyreparken, gik der ikke meget mere end 20 minutter. Det er super nemt at køre derud og ret fedt, at man ikke skal køre længere, med 3 forventningsfulde banditter på bagsædet.
Vi tjekkede ind på vores sørøverværelse og gik derefter mod Dyreparken, for at spise lidt aftensmad med de andre bloggere og deres familier, der også var inviteret med, og derefter ned til Cirkus Jesper – verdens bedste cirkus, hvis du spørger drengene og mig!
Bagefter var Dyreparken lukket og vi gik tilbage til Abra Havn og hoppede tidligt til køjs, så vi var friske til endnu en spændende dag…

Bliver hentet til morgenmad af vaskeægte sørøvere

Abra Havn og det forladte skib (der er en virkelig sjov legeplads)

På vej til morgenmad – med skib og syngende sørøvere

Vender tilbage til Abra Havn som ægte sørøver – med klap for øjet og guldmønt i hånden

En lille mus der nyder udsigten fra skibet <3

Søndag morgen blev vi vækket af sørøvere, der indtog Abra Havn med skib, kanonskud og sang. Efter en forestilling på torvet gik vi om bord og sejlede til Dyreparken, hvor vi var til vaskeægte sørøvermorgenmad, med rottesuppe, piratvafler og andet godt.
På turen tilbage til Abra Havn med skibet, var vi på skattejagt, og fandt en skat med guldmønter, som drengene fik del i.

Efter et hurtigt besøg indenom vores sørøverkahyt, gik vi mod Dyreparken igen – klar til en dag med oplevelser i massevis.

Frække ræve kan også køre jeep

Togtur rundt i Afrika

Løvernes konge

Fuld fart frem – der er meget der skal ses, prøves og nydes

Vores ferielift i miniformat

Italiensk buffet til frokost

Sjov og spas i de fineste omgivelser

3 på eventyr <3

Kardemomme By <3

Så er der styr på dem – L rejste sig dog op og klemte sig ud mellem tremmerne – helt køligt 😀

Solskin mellem bygerne

Ildebrand i tårnet

Wit Wiu – loooove is in the air – selv Tante Sofie kan blive blød i knæene

De første par timer i Dyreparken gik med Afrikabesøg og savanneview, hvor vi fik set på masser af dyr, sejlet i træstammer (vandrutsjebane) og kørt i tog.

Derefter gik vi gennem Dyreparken, hvor drengene blandt andet kørte i små biler, sejlede med minifærge og kørte på slæder gennem trætoppene. S fandt pludselig modet frem og prøvede både vandrutsjebane og slæder, selvom de indebar bakker og hvin. Det var ret sejt!
Han sagde til mig: ‘Mor, jeg siger til mig selv; S, du er snart skoledreng, du kan godt og så kan jeg lige pludselig!’ <3
Og bagefter var han Så stolt og helt høj over at have gjort det (og mit moderhjerte smeltede igen og igen, og stak lidt ved tanken om, hvor store de efterhånden er…)

Efter frokost og en middagslur til L, gik vi ned til Kardemomme By, som er og bliver mit favoritområde i Dyreparken. Måske fordi det giver mig følelsen af at træde lige ind i et af mine bedste barndomsminder.
Jeg sender altid min far en ekstra, kærlig tanke, når jeg tænker på Kardemomme By, og mindes de gode stunder, vi havde, da jeg var barn, på Bellevue Teatret.

Drengene er også vokset op med historien, både på bog og cd, og er også helt vilde med universet og kender alle karaktererne og sangene, så selvom de laver teater og synger på norsk, er de helt med på, hvad der foregår.

Desværre var vejret ikke særlig godt om søndagen, der var en del regnbyger og en kold vind, men det betød også, at vi havde parken næsten for os selv. Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, vel? 😉

Eftermiddagen bød på endnu flere spændende oplevelser, blandt andet behind the scenes i Hakkebakkeskoven, men mere om det i næste indlæg, sammen med en masse andet godt.

Indtil vi ses her igen – god dag derude! 😉

I slutningen af maj udvider vi vores familie med et nyt medlem…

Da A havde fødselsdag d. 29. marts, fik han en uventet opringning, der virkelig bragte smil på læberne herhjemme. En ekstra, uventet fødselsdagsgave.

Selvom vi ventede en opringning og håbede, at den ville komme, inden vi rejste til Paris, havde vi ikke regnet med det ville ske på A’s fødselsdag.

Fremover kommer han nemlig til at dele sin fødselsdag med det nyeste medlem af familien… Og det er han heldigvis helt okay med – så må vi se, hvem der får mest opmærksomhed næste år 😉

Både A og jeg er vokset op med hund og har altid vidst, at vi også gerne ville give drengene den samme glæde, som det har været for os.
Mit vel nok stærkeste barndoms/ungdomsminde, er ‘min’ hund Belle. Jeg bliver helt varm indeni, når jeg tænker på, hvordan det var at få hende i mit liv. Det er en helt særlig følelse, der nærmest ikke kan beskrives… Som at få en betroet ven, der ved første øjekast gror ind i ens hjerte og altid er der, til at læge, når noget giver sår. Til at passe på, når man har det skidt. Til at give igen, når man har det sjovt. Til at tage godt imod én, når man kommer hjem.

Vi har samtidig vidst, at vi skulle finde det rette tidspunkt at tilføje en hund til familien. Der skulle være overskud til det. Vi er udmærket klar over, at der følger ansvar og forpligtelser med. Men det gør der jo også, når man får børn…
Nu er W ved at være så stor, at han kan hjælpe til med luftning, pasning, opdragelse osv. Og han har ønsket sig en hund i flere år efterhånden.

L er også ved at være så stor, at han kan gå med på gåturene. Samtidig er A’s vagter fine, i forhold til at han kan hjælpe ret meget med luftning osv. i hverdagene, så det ikke så ofte hænger på mig, når jeg er alene med drengene samtidig.
Vi er ikke ‘sådan nogen’ der hele tiden har brug for at være spontane, så på den måde kan vi sagtens ‘rumme’ også at have en hund, der forventer noget af os. Og hvis vi skal rejse eller holde ferie, må hun enten komme med eller blive passet.

I efteråret besluttede vi os for, at det var ved at være tid til at kigge os omkring. Vi har næsten ikke været i tvivl om racen, så vi kunne hurtigt indsnævre området. Det er vigtigt for os, at det er en familievenlig hund, der (rimelig nemt) kan opdrages til at gå pænt, ikke gø og hoppe op og som har lyst til at være sammen med børn – og uden en gigalang, bamsevamset pels (der falder af).

Da vi fandt en i nærheden, der planlagde hvalpe til foråret, ringede vi til hende, mødtes med hende, blev ‘godkendt’ og skrevet på listen. Og d. 29. marts blev vores lille ny så født. En sort labradortæve, der endte med at få 7 sorte søskende og en enkelt gul 😉

Selvom vi var øverst på listen til en tæve, kan man jo aldrig være helt sikker på, hvad der kommer ud, så siden hun blev parret har vi kun kunnet glæde os halvt. Først da vi fandt ud af, at der var en tæve til os, kunne vi for alvor begynde at glæde os. Jeg glæder mig til, ikke at være den eneste pige i huset 😉

I fredags besøgte vi dem for første gang og vi havde slet ikke lyst til at tage hjem igen. Alle 3 drengene sad på rad og række og stornød at holde de små pus, ae moderen og se dem spise ved hende. De var så stolte og helt hjerteglade. Det var stort at se. Selv L var fuldstændig optaget af dem, aede dem og sagde ‘hej hej’ til dem med sin fineste lille, sprøde stemme.

Han er ret glad for mine forældres hund, og andre hunde for den sags skyld, men det var sjovt at se, hvor klar han var på at snakke med dem og hvor meget han forstod!

Nu må vi så forsøge at væbne os med tålmodighed de næste 5,5 uger, indtil hun kan flytte ind hos os. Vi må bruge tiden på at bygge rede til hende, finde madskål, hundesnor, halsbånd, hundetegn og hundekurv. Det er også en hyggelig del af processen. Derudover skal der vist hvalpesikres lidt rundt omkring 😉
Og så bor de heldigvis ikke så langt fra os og vi har fået lovning på, at vi må komme så tit vi har lyst, så mon ikke vi får set en del til hende, inden vi kan tage hende med hjem <3

Navnet har vi forresten også besluttet (for læææænge siden), men det gemmer jeg for mig selv lidt endnu 😉

Som nævnt i min fødselsberetning, så skete der noget ret vildt, lige efter min 3. fødsel, som jeg lovede at vende tilbage til. Det fortjener på en måde sin egen plads og sine egne ord.

Når du læser det, vil du nok tænke, at det er noget af en røverhistorie, men den er altså god nok! 🙂

I 2008, da jeg var gravid med W, skød de ham til at veje ca. 3500 gr. Selv da jeg kom ind med veer, var de overbeviste om, at han ihvertfald vejede allerhøjst 3700 gr. De kunne dog godt se, da han kom ud, at han nok nærmere vejede over 4 kg.
Da han blev lagt på (digital)vægten viste den 4070 gr. En god basse, der blev født om natten, på terminsdagen

Erfaringerne siger, at man i mange tilfælde føder større børn for hver gang. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, men jeg var lidt spændt på hvordan det skulle gå 2. gang, når nu W vejede 4 kg. Der findes jo mange historier om betydningen af babystørrelse og om vægtforskellen mellem 3, 4 eller 5 kg kan eller ikke kan mærkes på smertetærsklen, når man ‘smutter’ dem. Hvad der er sandt eller falsk i den henseende kan jeg dog ikke udtale mig om… 😉

I 2011, da jeg var gravid med S, skød de ham til at veje ca. 3200 gr, da jeg kom ind med veer. Også med W’s vægt i baghovedet. Med det samme han var født, var de dog klar over, at han også var en 4 kg’s baby… De snakkede undrende om, hvor jeg mon gemte al det baby henne, at jeg måtte have plads til en del babykrop omme i ryggen 😉
Hva’ ved jeg, jeg slæber jo bare på dem 😉
Da S blev lagt på (digital)vægten standsede den (igen) på 4070 gr…. Endnu en god basse, der blev født om natten, nogle timer efter sin terminsdag… En tro kopi af sin storebror. Og med fuldstændig samme fødselsforløb som første gang.

I 2015, da jeg var gravid med L, skød jordemoderen ham til at veje 3700 gr en lille uge før termin. Hun synes han mærkedes mindre, men med tanke på de to andres vægt, lagde hun lidt til, da min historie efterhånden fortalte, at jeg er god til at ‘gemme’ dem.
Da L blev født var de klar over, at også han var godt i stand. Jeg husker, at jeg synes han var så lillebitte, da han blev lagt op på min mave <3
Da L blev lagt på (digital)vægten kiggede A nysgerrigt med over jordemoderens skulder. Da den stoppede på 4070 gr gik der et sug gennem lokalet. En euforisk glæde og undren spredte sig. De der overnaturlige kræfter, der allerede er til stede ved en fødsel, blevet forstærket.
L blev født om natten, to dage før termin.

Alle vores 3 drenge har altså vejet 4070 gr! Altså præcis det samme, på grammet. Ikke noget med små udsving til 4075 gr, 4080 gr.
4070 er vores lucky number!
At de så også har lignet hinanden på en prik som nyfødte, har kun gjort det hele mere syret! Hvordan kan det overhoved lade sig gøre?
Efter S’s fødsel jokede vi med, at det kunne være sjovt, hvis det skulle ende sådan 3. gang også. Men hvad er oddsne lige? 0 : 1.000.000.000?
Vi har ihvertfald ikke mødt nogen endnu, der har oplevet eller hørt om det før… Da vi blev indlagt efter L’s fødsel, blev vi hurtigt kendt som ‘dem med de 3 drenge, der vejede præcis det samme’
‘Hej, nåååå det er jer med de tre drenge!’

Selvom jeg stadig ikke helt forstå at det kan lade sig gøre, så synes jeg det er sådan en fin historie at starte livet med. Tænk at vi har skabt det? Opnået det sammen. Både A og mig og drengene og mig.
Drengene er da også meget bevidste om det særlige ved det (de 2 af dem ihvertfald 😉 ) og fortæller om det med stolthed i stemmen.
Det er sjovt at se, at selvom de starter med præcis samme udgangspunkt, både i udseende og vægt, så vokser de op og bliver helt deres egen. 3 vidt forskellige, skønne fyre <3

Nu tænker du måske, at det kunne være sjovt at se om det holder stik en 4. gang også…? 😀
For at se, om vi kunne ramme 4070 gr. en 4. gang. Det er vi ihvertfald allerede blevet opfordret til mange gange. Måske vi så skal overveje at odds’e på det inden…
For så må der være hold i min egen teori, at min krop går i gang med veerne, når de vejer 4 kg., og mens de er på vej ud, lige tager 70 gr. på, til madpakken 🙂
Om vi nogensinde finder ud af det, vil tiden vise….

Rigtig dejlig solskinsmandag derude og tak fordi du læste med!