4. semester som sygeplejestuderende – med hjerteflimmer og skulderklap

Jeg er bagud med min føljeton om mit ‘projekt’ som sygeplejestuderende, men det vil jeg lave om på i dag.
Det er ikke fordi, jeg ikke har noget på hjerte i den forbindelse. Jeg har bare ikke haft overskud til at få sat ord på de mange tanker, der fylder og rumsterer.

Jeg får rigtig mange mails og beskeder fra andre, der også kæmper med studiet. Og mine beretninger og erfaringer er ikke just rosenrøde og fyldt med glimmer. Men jeg kan heller ikke fremstille studiet som noget, der er nemt at komme igennem. Det synes jeg ikke, det er. Men derfor føles det også så meget federe, når jeg kæmper mig igennem de forskellige udfordringer og svære perioder. Det er sejre, der er til at tage at føle på. Og måske kan mine erfaringer inspirere andre til at kæmpe videre. Og sætte fokus på, at det er ‘normalt’ at have det sådan undervejs. Det kunne jeg ihvertfald godt have brugt.
Jeg vil også vove den påstand, at intet studie er ‘nemt’. Hvis man har den forventning, tror jeg, man meget nemt kan blive skuffet… Mange skriver og spørger til tips og råd til, hvordan man kommer igennem det. Og det er virkelig svært at svare på. Vi er alle forskellige, med hver vores rygsæk. Og det, der for mig kan være udfordrende, kan være det modsatte for andre. Og omvendt. Det eneste, jeg dog kan sige er; hold ud. Indimellem, når man står midt i det, kan det være svært at overskue og forstå meningen i et større billede. Men pludselig, som semesteret lakker mod enden, går det hele op.

4. semester var endnu en hård omgang. Men bød også på en kæmpe stor milepæl, som jeg har skrevet om lige her.
Efter 1 uges klinik i sundhedsplejen blandet med 10-11 ugers teori, var det tid til 8 ugers klinik, som afslutning på 4. semester. Denne gang skulle jeg tilbage på sygehuset på en somatisk sengeafdeling.
Min erfaring som sygeplejestuderende har efterhånden lært mig, at klinikperioderne er de sværeste for mig. Jeg synes, det er drøn hårdt! Punktum.

Selvom nogen måske vil mene, at man ikke skal føle, at man bliver vurderet konstant som studerende, så vil jeg påstå det modsatte. Jeg føler ihvertfald, at jeg bliver det. Både af mig selv og andre. Hver eneste dag er en prøvelse. Hvor man skal fokusere på at lære, indsamle erfaring, samarbejde, forstå, reflektere, læse, studere, overskride grænser og meget mere.

Derudover er foråret en virkelig svær tid for mig. Især maj måned er hård. Med årsdag for min fars fødselsdag og død. Det er svært at være i ‘det hele’. At skulle fokusere på studiet med et hjerte, der skriger. Så mange svære minder fra sygehuset bliver blandet sammen med alt det, jeg står i og skal lære i. Være i. Det bliver forhåbentlig bedre med tiden, men lige nu er det stadig rigtig svært.

Afdelingen, jeg var på denne gang, var rigtig god og lærerig. Jeg fik masser af forskellig sygepleje ind under huden. Jeg kunne godt mærke, at jeg efterhånden har en del teori, og også en smule erfaring, at arbejde med. Og bygge videre på.
Mange eftermiddage cyklede jeg hjem med en følelse af, at jeg havde gjort noget godt, for den/de patienter, jeg havde været omkring. Det er det, der giver mening til det hele, for mig. Og vigtigt at huske tilbage på, når det hele føles lidt for svært og uoverskueligt. Det er målet.

Men jeg er virkelig ikke vild med at være ‘den studerende’. At blive mødt og omtalt sådan. At føle mig på udebane 8 uger i træk. Med konstant dårlig samvittighed, fordi der hele tiden og altid er mere, man kan dykke ned i. Blive klogere på. Udover at der er mange navne og personaler, der skal huskes, skal man konstant ‘fornemme’ den sygeplejerske, man samarbejder med. Overveje, hvordan man kan og vil argumentere for det, man gør. Forsøge at spejle sig i det, de andre gør. Og samtidig også reflektere over, hvordan man gerne selv vil være. Fordi der – trods alt – er så mange forskellige måder at være sygeplejerske på. Analysere sine handlinger, observationer og overvejelser. Spotte sine egne ‘sorte huller’, så man kan få fyldt dem ud.
Heldigvis følte jeg mig ikke uvelkommen denne gang, som jeg har oplevet tidligere. Og der var mange dygtige sygeplejersker, der gerne ville lære fra sig.

Halvvejs gennem de 8 uger ventede, som altid, en ‘eksamen’. Denne gang i grupper af 4-6 studerende samt kliniske vejledere og en underviser fra skolen. Vi fremlagde hver især en patientcase, og inddragede relevant teori, især i forhold til kommunikation, der er hovedtemaet på 4. semester.
Det gik heldigvis rigtig fint og var rart at få klaret!

Sidste dag i klinik havde jeg kager med til afdelingen. Pyntet med inspiration fra specialet. 4 forskellige slags. Til en stor afdeling. De forsvandt også hurtigt og indbød endda en af overlægerne til at spørge, om jeg var gift 😉
Jeg gik derfra med et tilbud om at vende tilbage igen, og det er, for mig, den største ros, jeg kan forestille mig.

Derefter ventede en uges opgaveskrivning. En skriftlig eksamensopgave, der var ret frustrerende at skrive, mens det stod på. Men som heldigvis ‘gik op’ til sidst og blev afleveret aftenen før deadline.
Derefter skulle vi vente over 6 uger på at få svar. Det var virkelig nervepirrende. Jeg nåede at tænke mange gange, at jeg måske skulle have gjort noget andet, lavet noget om, haft et andet fokus på et afsnit osv. Egentlig ville jeg allerhelst holde sommerferie og glemme alt om opgaven, men den blev ved med at poppe op i mine tanker.
Da svaret kom, i midten af august, og var over al forventning, var det en kæmpe lettelse. Det føltes pludseligt ret dumt at have brugt så meget energi på at bekymre sig (typisk, ik?).
De sidste par ugers ferie blev nydt med sænkede skuldre, som optakt – eller måske snarere tilløb – til endnu et (hårdt) semester.

Nu er 5. semester godt i gang, og jeg står midt i ‘orkanens øje’. Midt i endnu en klinikperiode. Men mere om det senere.

Nu vil jeg ønske alle jer, der er heldige at have ferie, rigtig god efterårsferie. Og forberede mig på aftenvagt om nogle timer.

God onsdag derude!