En minderig søndag – langt væk hjemmefra

Lørdag morgen blev vores familie beriget med et nyt medlem. Drengenes fætter kom til verden, og vi var selvfølgelig straks utålmodige for at møde ham. Da det krævede en tur tværs over landet, lod vi det være op til drengene, om de havde mod på det eller hellere ville blive hjemme hos mormor.
Vi endte med at køre 3 af sted; W, A og jeg. Med i en kølekasse i bagagerummet havde vi en vaskeægte fødselsdags(f)lagkage.

Kursen blev sat mod Hvidovre hospital. Sjovt nok samme sted som jeg selv blev født for (mange) år siden.
Det var hele køreturen værd at få lov at snuse, ae, holde og betragte. Og selvfølgelig også at snakke med den stolte storesøster og nybagte mor, der så brandgodt ud på trods af manglede søvn og en slidsom fødselsopstart.
Den lækre, ny fætter ‘lillebror’ (hjælp søges længere nede) lignede på mange måder vores 3 – med det fine, mørke hår og de tykke kinder. Og det bragte mange minder med sig at sidde med ham i armene. Og også at se A med ham <3
Jeg har helt bestemt giftet mig ind i en familie med seje, lækre gener, der giver fine, skønne (drenge)børn.

Inden vi vendte næsen hjemad igen, kørte vi forbi mit barndomshjem i Smørumnedre. Der hvor jeg voksede op, indtil mine forældre rev teltpælene op og bragte os til Jylland.
For nogle år siden var vi på rundtur i den by, hvor vores Jyllandsliv startede, men jeg har længe drømt om, også at vise drengene der, hvor mit liv, på så mange måder, blev formet og skabt.

W glædede sig også ligefrem til at se det, og det var et fint tidspunkt at gøre det, nu hvor vi havde lidt alenetid. Og nu hvor han har nået en alder, hvor vi kan snakke om flere, store ting og han bedre kan huske det.
Vi snakkede blandt andet om, at jeg sad på bænken, på boldbanen, foran huset, dengang Danmark vandt EM i fodbold i 1992. Det glemmer jeg nok aldrig. Og sådan har vi det nok alle sammen – os der kan huske 1992. Vi kan nok alle sammen huske, hvor vi var, da det skete? 🙂
Jeg viste ham den skole, jeg gik på de første år, og vi snakkede om, at jeg, fordi jeg ikke havde det godt (og blev mobbet), skiftede skole. Jeg viste ham, hvor min bedste veninde boede, og han sagde med misundelse i stemmen, at han ville ønske at hans bedste ven også boede så tæt på ham. Han så dér, hvor jeg en varm sommerdag skrabede knæene, så de blev helt fulde af asfalt.
Jeg viste ham hallen hvor morfar, min far, spillede badminton, og banerne, hvor han spillede tennis om sommeren, og hvor jeg agerede boldpige. Især nu hvor han også er blevet bidt af en flyvsk fjerbold, gav det en ekstra dimension at kunne vise ham det. Og en fin anledning til at sende morfar en ekstra tanke.
Og han fik set den lille svømmehal, hvor jeg gik til svømning med min far tidligt lørdag morgen. Og lægehuset, hvor min lillebror fik reddet en fiskekrog ud af kinden.
Små anekdoter fra min barndom, der blev billedliggjort og dermed gjort lidt mere virkelige.
Så meget af min identitet og den jeg er, blev grundlagt dér – langt væk fra hvor vi er nu. Og det var faktisk temmelig særligt at kunne vise ham det, og inddrage ham i det. Jeg ville bare ønske, jeg i stedet kunne rejse tilbage i tiden – og tage ham med – for at vise det ‘sådan helt rigtigt’. Men når nu det ikke er muligt, var det her en fin mellemvej 😉

Jeg har faktisk ingen dårlige minder fra mine år dér. Jeg husker det kun som noget rart – måske fordi jeg har fortrængt de knap så sjove ting med mobning m.m. Og nu, hvor jeg ser det hele med voksenøjne, kan jeg virkelig se, hvad mine forældre faldt for dengang. Et rart, trygt sted, hvor alt det, man som børnefamilie gerne vil have og har brug for, var lige i nærheden, og stadig tæt på storbyen, hvor min far arbejdede.

Køreturen hjem blev brugt på at lytte til god musik, fordøje de mange (fine) indtryk fra dagen og de mange minder, som det bragte med sig. Og vel hjemme igen spiste vi aftensmad med de to andre lykkespirer og mormor, og fortalte om dagens oplevelser.

En helt igennem rar søndag, der fejrede livet. Sådan nogen er bestemt værd at samle på <3

P.S. Hvis I har forslag til, hvad fætter ‘lillebror’ skal hedde, så kom endelig med dem 🙂 Så kan jeg sende dem videre til min svigerinde, der ikke har besluttet sig for et navn endnu og havde håbet, han blev født med sit navn i panden 😀
(Eneste ‘krav’ er, at det skal indeholde mindst to vokaler)

P.P.S. Apropos fødsler og fine babyer, så kan min 3. fødselsberetning læses lige her – og historien om mit livs vildeste bedrift (der indebærer 3 vidundere) kan læses lige her