Et opkald, der ændrer ret meget og satte mit morhjerte i galop …

I dag fik vi et opkald, der kommer til at ændre ret meget de næste par måneder – ja, egentlig de næste par år.
Som nogen af jer måske kan huske, blev vi ret udfordret for et par måneder siden, da L skulle starte på et nyt kapitel i sit liv, og sige farvel til vuggestuen for at starte i børnehave. Indlægget, jeg skrev dengang, kan læses her.

Vi endte med at beslutte, at L ikke skulle starte i børnehave, før han kunne få plads, der hvor hans storebrødre går i skole og fritter. Da der først var plads pr. 1. juni, ville det blive 4 måneder med ‘lappeløsninger’, for at få hverdagen til at hænge sammen, når der både er arbejde, studie og alt muligt andet, der skal passes ind i forhold til at have et hjemmegående barn.

For en god uges tid siden var vi halvvejs med ‘projektet’. De første 2 måneder var klaret. Nedtællingen kunne begynde…
For ærligt talt, så har det både været virkelig skønt og også ret hårdt. Mest fordi det kræver enormt meget (ekstra) planlægning og giver en del udfordringer ifht. studiet og A’s skiftende arbejdstider. Især den kommende tid, hvor jeg skal i klinik et godt stykke herfra, har givet os en del bekymringer.
Det er heller ikke super nemt at aktivere en gut på knap 3 år, hver eneste dag. Slet ikke når kulden bider udenfor, treårs-trodsalderen lurer under overfladen konstant og går i udbrud flere gange dagligt, bøgerne er læst forfra og bagfra og legoklodserne er blevet samlet på tusind forskellige måder allerede.
Vi har virkelig sat pris på, at han har haft sine to storebrødre til at give ham modspil og lege nogle andre lege, end dem vi kan finde på (og finde ud af 😉 ).
Men ret skal være ret; jeg (vi) har virkelig også nydt at være sammen med ham på en helt anden måde. Han har været fritaget for morgenstress, og jeg har været en del af hans udvikling mange timer hver dag og har fået lov at se ham vokse. Jeg sætter stor pris på, at han har fået lov at opleve så meget tryghed, midt i en temmelig udviklende fase af livet.

Men…. I eftermiddags fik vi så en opringning fra pladsanvisningen. Der er, helt uventet, kommet en plads fri nu – som i NU. Så på et splitsekund ændrede de næste måneder sig. Mit morhjerte satte i galop og jeg måtte lige trække vejret dybt ned i maven. Min hjerne skulle lige forstå det, og mit hjerte skulle lige følge med.
I går tænkte jeg netop på, at jeg skulle huske at nyde de sidste par måneder. Og nu er det slut. Fra det ene øjeblik til det andet. I går så jeg på ham, og tænkte, at han er ved at være en virkelig stor dreng. Hans sprog har udviklet sig så meget og han kan så mange ting selv. Nu synes jeg pludselig, han er så lille. Min lille mus, der pludselig skal klare sig selv i børnehaven. Pyh, ens (mor)hjerte kan virkelig spille én et puds. Så mange ambivalente følelser på en gang.

I morgen skal vi besøge børnehaven og så går det ellers løs. Og jeg burde jo virkelig ikke klage. For vi har drømt om, at det skulle ske. At der pludselig blev en plads ledig til ham, selvom det var nærmest utænkeligt. Og nu sker det, mod alle odds. Det går bare lige lovligt stærkt 😉
Der er dog ingen tvivl om, at L er klar til børnehave! Han er virkelig ved at blive (og være) en selvstændig lille gut, med ben i næsen og sjove sætninger på tungen konstant. Han kommer til at få det så sjovt, med masser af nye venner omkring sig og en stor legeplads at boltre sig på.
Her til aften, da jeg puttede ham, snakkede vi om, at han skal besøge børnehaven i morgen, og han sagde glad: ‘Ja, jeg skal op til mine nye venner og sige hej til dem’ <3
Nu krydser jeg bare alt jeg kan for, at han kommer til at trives deroppe. Jeg er sikker på, at hans storebrødre vil gøre deres for, at det bliver godt. De glæder sig til at kunne kigge over til ham, når de har frikvarter og han er ude på legepladsen.

Så må jeg bare forsøge at vænne mig til tanken over night – og se på de gode ting ved det; at det giver os en nemmere hverdag, giver L masser af nye, spændende udfordringer og oplevelser, han får lov at starte midt på måneden i stedet for til juni, hvor han skulle starte sammen med 19 andre, han går en fin tid i møde med masser af udendørs legetimer og han når at vænne sig til børnehaven, inden sommerferien banker på.

Mon ikke det nok skal gå, det hele 😉