Opskrift: Flettede julehjertekiks med majs og spelt

Flettede julehjertekiks, vanillekiks og rustikke rugkiks
Godt nok synger julen på sidste vers, men jeg vil alligevel lige dele opskriften på sprøde, flettede julehjerter med majs og spelt med jer. Julen varer jo som bekendt til påske, ik…? Ellers er den ihvertfald klar til julen næste år, om ikke andet 😉
Inspireret af mine flettede julehjertesmåkager har jeg forsøgt mig med en salt version, der kan dekorere et julefrokost/ostebord i den skønne juletid.
Skabelonen til julehjerterne kan downloades og printes fra dette indlæg
Og så er det ellers bare at gå i gang 🙂
Der bliver ca 16-18 julehjerter ud af en portion, alt efter hvor tykke, du laver dem
Du skal bruge:
Til majsdejen:
65 gr sigtet speltmel
65 gr fuldkornsmajsmel
65 gr (laktosefri) smør
1/2 tsk havsalt
1 spsk koldt vand
1/2 æg
Til speltdejen:
65 gr sigtet speltmel
65 gr groft speltmel
65 gr (laktosefri) smør
1/2 tsk havsalt
1 spsk koldt vand
1/2 æg
Sådan gør du:
Pisk et æg sammen med en gaffel i en lille skål – halvdelen skal hældes i den ene dej, den anden halvdel i den anden dej.
Bland majsmel, speltmel, salt, og smør i tern i en skål. Smuldr det sammen til ‘revet ost’. Gør det samme med speltmel, groft speltmel, salt og smør i en anden skål.
Saml dejene med et halvt æg og 1 spsk koldt vand. Dejene må endelig ikke æltes, den skal bare lige samles.
Pak de to deje ind i husholdningsfilm og læg dem på køl i ca 30 minutter.
Rul de to deje ud på et meldrysset bord. Dejen skal være ca 4-5 mm tyk. Skær hjerter ud efter skabelonen og flet dem forsigtigt. Læg dem på en bageplade med bagepapir.
Bag hjerterne ved 180 grader varmluft i ca. 15-20 minutter
Opbevar dem i en lufttæt beholder eller kagedåse til de skal spises
Glædelig 28. december. Endelig en smuk dag med solskinsstrejf 🙂
TIP! Hvis de skal være knap så julede, kan de selvfølgelig også udstikkes til andre former 🙂
Ingen kommentarer endnu