Tanker om det skrøbelige liv

Lige for tiden har jeg det som om, at livet forsøger (lidt for ihærdigt) at minde mig om, at det er en skrøbelig størrelse, man aldrig kan være sikker på, og som ikke giver nogen garantier.

Og her tænker jeg ikke engang på alt det, jeg allerede er stødt på i forbindelse med studiet…

Om eftermiddagen, efter første skoledag, kørte der en bil foran mig, der var millimeter fra at køre galt midt i en overhaling.
I sidste uge, da jeg kørte hjem fra skolen, var der omkørsel pga. en trafikulykke, der på tragisk vis havde dødelig udgang.
I fredags var jeg selv tæt på at blive involveret i et harmonikasammenstød, da bilerne bagved mig var tæt på at køre op bag i mig, da en bil længere fremme bremsede pludseligt og hårdt op.
Og i morges var der igen omkørsel på vej til skole, da 3 biler var kørt sammen. Jeg blev mødt af blå blink og et virvar af biler på vejen og blev igen mindet om min egen (og andres) skrøbelighed.
Tænk hvis jeg var kørt af sted lidt før… Havde jeg så været impliceret i eller vidne til ulykken?
Resten af vejen til studiet tænkte jeg på, om det mon var nogen, jeg kender, der var involveret i ulykken…

Jeg synes slet ikke det er rart at skulle køre på en vej hver dag, der er ‘kendt’ som ulykkesvej. Der står tilmed skilte undervejs, der fortæller én, at det er en ulykkesvej!
Jeg synes især ikke det er rart, når jeg dagligt oplever, hvor hovedløst folk kører på ruten. Som om de ikke læser skiltene eller ikke forstår alvoren… Det understreger blot, at rygtet og skiltene taler sandt og er der af en grund…
Og det skræmmer mig helt ind i hjertekulen og allerlængst nede i maven (abdomen 😉 ).
Bare tanken om, ikke at komme godt frem eller hjem igen…. Jeg kan nærmest ikke tænke tanken til ende…

Jeg ser dagligt folk foretage vanvittige overhalinger på landevejen, for senere at holde bag ved dem i lyskrydset i byen. Men jeg er ikke sikker på, de overhoved forstår, at de intet ‘vandt’, ved at risikere deres eller andres liv…

I går fik jeg besked om, at et familiemedlem skal gennem ‘kræftpakke’-undersøgelser. De næste dage – og måske uger – kommer til at gå med uvished og mange tanker på den front også…

I aften, når drengene er puttet, og A er kommet hjem fra hundetræning, vil jeg nyde et glas rødvin med ham og glemme lektier, praktiske gøremål og dårlig samvittighed for en stund.
Måske ville jeg normalt ikke drikke vin på en (helt almindelig) onsdag, men i aften vil jeg glemme det ‘normale’. Fordi jeg trænger til at sidde med A i den ene hånd, et glas vin i den anden og snakke, uden at tænke på, at jeg burde læse lidt mere, rydde op eller indhente lidt nattesøvn…

Man kan ikke leve hver eneste dag, som var det den sidste. Men man kan forsøge at få det bedste ud af hver dag. Og indimellem, når jeg bliver fanget i hamsterhjulet, og synes dagene ligner hinanden (lidt for meget), og de er fyldt til randen med ting, der skal gøres; studier, praktiske gøremål, fritidsaktiviteter, madpakker, madlavning, tøjvask og indkøb, kan det være helt rart at bryde ud og gøre noget ‘man ikke ellers ville gøre’. Om det så er at drikke et glas rødvin på en hverdag, bage en kage eller danse i regnvejr….

Det er måske også dét, livet kan; minde én om, hvad der er vigtigt. Og at man skal nyde det, mens det er her…

Og hvad vil jeg så egentlig sige med alt det her?
Måske ‘bare’ minde mig selv – og måske jer – om at bryde ud af hverdagen indimellem, og gøre noget, man ellers ikke ville gøre – også selvom det kun er en lille ting, som at drikke et glas rødvin på en onsdag…
Og blive ved at huske på vigtigheden af at kysse hinanden ‘på gensyn’ om morgenen, give et (ekstra) kram og fortælle dem tæt på én, at de betyder noget…

God aften derude – pas godt på jer selv og hinanden <3

 

P.S. Hvis det her var alt for langhåret, kan I evt. kigge på indlægget fra i går, der udelukkende handlede om materiel lykke 😉